På Sct. Jørgen

av Amalie Skram

XXIII.

171Else hørte stuegangen derude, og greb hurtig sin kjole. Bare hun fik den på tidsnok til at kunne låse op døren. Ellers skulde hun gjøre rede for hvorfor hun havde lukket sig inde. Og det vilde hun ikke. For hun turde ikke fortælle at hun så ofte om formiddagen måtte klæ sig af for i sit linned at søge efter de lopper, hun fik på sig dernede i badeværelset. Lopper i «kurhuset»! Kunde der tænkes et bedre bevis for at fru Kant var sindssyg?

Hun havde akkurat fåt drejet nøglen rundt i låsen og sat sig til med sit arbejde, da stuegangen indfandt sig. Det var den unge trivelige kandidat med det store lyse ansigt. Overlægen var bortrejst den dag, forklarte han; derfor kom han i overlægens sted.

Else syed flittig, og svarte kun det allernødvendigste på hans spørgsmål.

Kandidaten blev stående og så på Else med sine runde øjne. Der var noget nysgjærrigt opmærksomt i hans blik.

«Nå, De fik jo brev fra Deres berømte landsmand og digter igår?» sa kandidaten tilsidst.

«Ja.»

172«Hvad skrev han?»

«Hvad han skrev? Han skrev venligt og elskværdigt, som han plejer, naturligvis,» Else flytted sig i sædet, og holdt øjnene fæstet på arbejdet.

«Det er morsomt for Dem, at De har fåt så gode veninder,» forsøgte så kandidaten.

«Veninder?»

«Ja, frk. Hall og frk. Thomsen. Dem er De jo altid sammen med.»

Else svarte ikke.

«Frk. Hall rejser forresten nok bort om et par måneder,» vedblev kandidaten. «Men til efteråret får De hende tilbage.»

Det gav et sæt i Else, og hun så hastig op på kandidaten. Men uden at sige noget, bøjed hun sig atter over arbejdet og syde videre.

Omsider gik kandidaten.

«Marsch, heraus med Dem!» hørte Else straks efter frk. Hall råbe inde i sit værelse. «Hvad bilder De Dem ind, De konge for en dag!»

Else måtte le.

*

Næste dag var søndag. Else lå i sengen, da overlægen og frk. Schrader kom om morgenen. Hun havde vært nede og fåt styrt, men havde 173lagt sig igjen, fordi stuegangen kom så tidlig om søndagen, at hun ikke kunde nå at bli færdig.

«Nå,» sa overlægen. «Der ligger De og gasser Dem, mens vi andre må slide i det.»

Else svarte ikke. Siden forleden dag inde hos frk. Thomsen havde hun havt en følelse af uvilje mod overlægen, som hun ikke brød sig om at lægge skjul på.»

«Her er et par breve til Dem,» overlægen tog i lommen, og la brevene på teppet foran Else, der takked.

«Nu sover De jo om natterne?» spurgte så overlægen venlig.

«Ja, undertiden. Et par timers tid.»

«Lad os sige 6. Det er ikke ilde. Nu kan vi snart begynde at minske på kloralen.»

«Ja De véd det vel bedre end jeg selv,» bemærked Else. «Inat sov jeg ikke mere end halvanden time. Jeg har jo uhret stående på bordet og gassen brænder, så det er let nok at kontrollere.»

«Og tandpinen har jo også tat rejsepas,» vedblev overlægen.

«Ja. Det er kloroformens skyld.»

«Kan De se! Noget godt gjør vi da for Dem.»

«Jeg har skrevet et brev til min veninde 174fru Hein, og bedt hende besøge mig. Overlægen sa jo, at hun gjerne måtte komme?»

«Med største fornøjelse. Er der flere, De vil se?»

«Nej tak. Ingen flere.»

«Stadig lige forbitret på Deres mand?»

«Ja.»

«Han kommer såmæn så trolig og spør til Dem, når jeg er inde, og han sér meget forknyt ud.»

«Lad ham det.»

«Stædige frue,» smilte overlægen. Så skifted hans ansigt udtryk, og han tilføjed ærgerlig: «Ja, jeg véd virkelig ikke hvad jeg skal sige. De kan ikke være hélt normal sålænge De føler denne hårdnakkede forbitrelse mod Deres mand.»

«Nej, nej. Så lad mig være unormal, da.»

Frk. Schrader, der stod ved sengens fodende rysted misbilligende hodet til Else.

«Nå ja godmorgen frue.» –

Det ene brev var fra Inger, og indholdet handled som sædvanlig om Tage. Else knuged brevet mod sit bryst. Hun havde en følelse som om denne ihærdigt sugende længsel efter barnet, og denne altid nagende uro derinde – kunde gi hende tæring tilsidst.

*

175Om eftermiddagen gik Else tur med frk. Schrader, der førte hende ad de vakreste veje, over mark og gjennem skov, og viste hende de smukkeste udsigtspunkter. Det var strålende solskinsvejr, og det dufted af vår. Men Else var så mat og dårlig, at hun ingen glæde havde af hverken solskinnet eller vårduften. Et par gange var hun nærved at få ondt, og på hver eneste bænk, de kom til, vilde hun sætte sig. Frk. Schrader talte om forskjelligt, men Else var kun halvt med. Hendes tanker kredsed om det, hvoraf de altid var optat. Tilsidst sa hun:

«Når De skal være aldeles ærlig, frk. Schrader, og sige hvad De mener, kan De vel så finde at jeg er sindssyg?»

«Ikke sådan sindssyg,» trak frk. Schrader på det.

«Hvad da?»

«Svært nervøs.»

«Nervøs – ja, herregud nervøs? Jeg véd ikke hvad De mener med ordet. At jeg pines ved at være her, og ikke kan slå mig tiltåls – er det det De mener?»

«Ja, det også.»

«Hvis jeg var glad ved at være her, vilde man så ikke også deri se et bevis på sindssyge? Å ja forresten – det nytter ikke at snakke om 176det,» afbrød Else sig selv. «Nervøs – jeg er da så rolig om dagene.»

«Ja, De er rolig nok,» svarte frk. Schrader.

De havde på turen mødt en dél mennesker, herrer som gik alene eller flere i følge, fulgt af en oppasser, en flok fruentimmer med tørklæder om hoderne ledsaget af en pige, og alle havde de hilst på frk. Schrader, som havde meddelt Else at det var patienter fra hospitalet. Nu, da de var i bakken, som førte op til hospitalsporten, kom dr. Vibe imod dem.

Han hilste venlig goddag, vendte om og slog følge. – –

Else glemte næsten at hun var på galehus når hun talte med dr. Vibe. Hans væsen var så fint og stilfærdigt, så kemisk frit for antydning af at hun var patient og han læge. Ingen af dr. Sejers, forresten så velmente formaningstaler om hvor glad og taknemmelig hun burde føle sig ved at være der, sålidt som noget glimt af det blik hvormed kandidaten betragted hende, et blik som satte hende i klasse med en udstillingsgjenstand.

De kom forbi en af hospitalsbygningerne, der var omgit af en have med højt sprinkelstakit. I haven gik en mængde patienter omkring. En af dem råbte: «Kom her hen, De fremmede Dame, der!»

177Else så derhen. En smal kvinde i blå, rén bomuldskjole og med et lyst, vakkert ansigt vinked gjennem stakittet til hende.

«Det er madam Nilsen,» sa dr. Vibe.

Else gik hen til stakittet og frk. Schrader og dr. Vibe fulgte med.

«Kan De ikke hjælpe mig med at komme herfra?» spurgte madam Nilsen.

Kunde jeg såsandt hjælpe mig selv, mumled Else, mens hun betragted en svær, firkantet kvindeskikkelse, der sad på hug i en liden græsbakke indenfor sprinkelværket og udstødte en knurrende lyd. Hænderne, som var lagt i kors over maven, holdt hun i en dinglende bevægelse; ansigtet var kuglerundt og mørkeblåt med forfærdelig store, åbne læber, og et gulrudet tørklæde var som en spids turban bundet om hodet. Skikkelsen ligned en pagode.

«Hjælp mig endelig, De fremmede dame,» vedblev madam Nilsen indtrængende. «Jeg har to døtre dernede på bjerget, som jeg godt kunde være hos. Nej se hvor det er kønt,» vedblev hun og pegte på Elses blåflammede silkebælte, der var synligt under skindkraven. «Det er en sådan en, som kaldes for spenser.»

«Jeg må hjem,» sa frk. Schrader. «Kom.»

178«Så stoler jeg på at De hjælper mig!» råbte madam Nilsen efter Else.

«Det er dog mærkeligt med denne frihedstrang, som aldrig dør hos menneskene,» sa dr. Vibe. «Der er folk, som har vært her i 40 år, og de er aldrig holdt op med at stunde og længes efter friheden.»

«Nej, der kan De se,» svarte Else og smilte. «Hvad skal det så kunne være med mig, som kom for nogle uger siden.»

«Nej,» sa dr. Vibe, og smilte tilbage. Så hilste han godaften og gik.

Da Else var gåt ovenpå, og stille listed ind på sin egen gang, for at frk. Hall og frk. Thomsen ikke skulde høre hende, kom fru Henderson pilsnart farende gjennem sin åbne dør. Hun greb Else i skindkraven foran på brystet mens hun heftig sa nogle ord, hvis lyde var endnu mere uartikuleret end ellers. I næste nu slap hun taget, og stødte Else fra sig.

«Er det Dem!» skreg hun, og hendes stakkels gråhvide ansigt var opspilet af forskrækkelse. «Jeg trode, det var frk. Schrader. Gå Deres vej, gå!» hun slog ud med begge hænder, vendte sig så om, og begyndte at marschere.

«Godaften,» sa Else til Anne, der sad i gangen og hækled på en bred krémfarvet blonde.

179«Hvor den er pén,» vedblev hun, og pegte på blonden. «Og hvor rén De hækler den.»

«Ja,» sa Anne med et lykkeligt smil. «Jeg arbejder på mit udstyr.»

«Skal De da gifte Dem?»

«Ja, til sommer. Jeg kunde ha lyst til at vise fruen, hvad jeg har fåt færdigt,» Anne rejste sig og gik foran Else ind i den bitte små gang udenfor frk. Thomsens sovekammer, hvor hun lukked op en stor puf og viste Else lag på lag af nydeligt forarbejdede ting. Der var færdige gardiner med brede hækleblonder, lysduge, broderte brødservietter, strikket sengeteppe, og meget andet.

«Har De virkelig gjort alt det i Deres fritid?» spurgte Else, og så beundrende ned i puffen.

«Altsammen. Det er utroligt hvad man kan få udrettet når man blot hænger i sént og tidligt. Det gjør nu jeg. Og når det er til ens udstyr, så går det vist lettere.»

«Tak for De viste mig det, Anne.»

«Nå så dér holder De til,» sa en klynkende stemme, da Else og Anne kom tilbage. Midt på gangen stod fru Senekes grå sjall med hendes forgræmmede ansigt stikkende op oventil, og et par barnetynde bén og fødder i filttøfler forneden.

180«Var det noget, De vilde, fru Seneke?» spurgte Anne.

«Og det spør De om? Har jeg måske fåt det glas mælk, jeg skal ha? Nu har jeg gåt her i over en time og ventet og kaldt på Dem,» fru Senekes ansigt var fortrukket af grættenhed og den skjændende stemme péb ynkeligt.

«Nu kommer jeg med det,» sa Anne venligt.

«Nu kommer jeg med det,» hærmed fru Seneke. «Nu kan det være det samme. Jeg skal ikke ha noget glas mælk. Lad mig bare være fri for Deres glas mælk. Sådan en, som har sin glæde af at pine og plage et stakkels sygt menneske,» det grå sjall vendte sig, og drog sig slæbende afsted med de lange dinglende frynser. Så stod det stille, hodet deroventil drejedes om mod Else og stemmen sa: «Og De, hvad er De for en, som går her og har maskepi med disse durkdrevne tøse?»

Else og Anne veksled et blik, og lo stille.

«Hm,» sutred det ud af sjallet som atter sattes i bevægelse. «Gud hjælpe den, der skal være afhængig af sådanne norner.»

Else hang overtøjet fra sig i skabet, og gik ind og satte sig i gyngestolen. Det varte ikke længe, så hørte hun frk. Hall og frk. Thomsen på 181gangen. Hurtig listed hun hen til døren og drejed nøglen rundt.

Straks efter tog der én i døren, og vilde ind. Else lytted med en spænding, som var det et livsfarligt øjeblik.

«Hvorfor er fru Kants dør låset?» hørte hun frk. Thomsen spørge.

«Jo for overlægen har sagt, at fru Kant skal ha ro,» svartes der af Anne.

Den søde Anne. Så hjælpsom hun var.

– – – – – – – – – – – – – – – –

Men senere da stuegangenstuegangen] rettet fra: stuegaugen (trykkfeil) havde vært der, og Else havde spist tilaftens, kom frk. Hall og frk. Thomsen med buketter af tusenfryd og violer fra haven, og med spydige bemærkninger om den ære Else havde nydt ved at spasere med «hugafen». Else ønsked dem langt bort, og måtte gjøre vold på sig selv for at skjule hvor trykkende hun fandt deres selskab. Men da de havde trukket hende med sig, og hun sad derinde i frk. Halls røde gasskin syntes hun dog at det ikke var så ilde. Det var mest iforvejen at hun grued sig så frygteligt. Disse to staklers rørende kjærlighed og tillid. Ikke et sekund tvilte de på at Else var likså glad for dem, som de for hende. Og inden hun gik fra dem havde de lovet hende, at de sikkert og vist skulde 182spasere ud med hende næste dag, og så skulde de ta kurve med, som de skulde fylde med blomster.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om På Sct. Jørgen

Romanen På Sct. Jørgen er en fortsettelse av Professor Hieronimus, begge ble utgitt i 1895 og er basert på Skrams egne erfaringer med behandling av psykiske lidelser.

Maleren Else Kant har kommet seg vekk fra den autoritære overlegen Hieronimus, men er fremdeles innesperret på «sinnsykehus». Møtene med medpasienter gir henne styrke til å kjempe for egen selvfølelse og frihet.

Skrams «sykehusromaner» er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.