På Sct. Jørgen

av Amalie Skram

XXV.

187Fru Hein havde vært der på besøg og var tat bort igjen, og nu sad Else forgrædt i sofaen med korslagte arme.

Så meget strømmed ind på hende. Samtalen med fru Hein havde noget ændret hendes syn på Knuts holdning ligeoverfor hende, og nu brødes dette nye syn med det, der under de sidste måneders forladthed og lidelse havde påtrængt sig hende.

Nej, hvor blev dog Hieronimus’ færd endda skjændigere, eftersom hun fik mere af sandheden at vide.

Det var altså virkelig så, at Hieronimus havde nægtet Knut adgang til hende, og usandhed, at Knut ikke havde villet se hende. Endydermere havde han sagt til Knut at Else var så forbitret på ham, at et møde vilde være unyttigt og uforsvarligt. Hun vilde, hvis han viste sig, gjøre en frygtelig scene. Andet vilde ikke komme ud af det.

Dette, at hun ikke havde villet læse hans flængede breve, var også af Hieronimus bleven brugt som et bevis på hendes raseri mod Knut. Hun, som udtrykkelig havde ladt Hieronimus 188forstå at hun holdt altfor meget af sin mand til at kunne udholde at læse hans breve, når trediemand, og det en trediemand som Hieronimus havde åbnet dem!

Og så havde Knut ovenikjøbet git ham brevene ulukkede. Han havde altså slet ikke behøvet at la Else vide at han havde læst dem, hvis han havde villet ta den smule hensyn til hende. Men istedetfor havde Hieronimus først klebet dem sammen, og så revet dem op igjen; for at Else rigtig skulde føle under hvilken ydmygende kontrol hun var.

Endvidere havde Hieronimus bildt Knut ind, at hun var decideret sindssyg, at hendes tilstand stadig forværredes, og at hun tilsidst var bleven flyvende gal.

Denne oplysning havde liksom tat vejret fra Else. Hieronimus havde rigtignok derinde på sjette afdeling svart ja på hendes spørgsmål om han anså hende for sindssyg. Men alligevel – at uden tvingende nødvendighed gi denne skånselsløse besked til hendes mand, som han dog måtte forudsætte vilde føle det som en af livets ondeste ulykker? Sige, at hendes tilstand stadig forværredes og at hun tilsidst var bleven flyvende gal – det, som ovenikjøbet var den mest åbenbare af åbenbare løgne! – Ja, hr. Hieronimus, 189det var øjensynlig en mand, som ikke tog det så nøje med sandheden, når det gjaldt én, der som hun, havde havt det uheld at støde ham på manschetterne.

Endvidere havde han sagt, at opholdet på «Sct. Jørgen», hvis det skulde kunne virke gavnligt – måtte strække sig over mindst et år. – – – Et år! Hvorfor ikke to, eller tre, eller fire? Eller for livstid? Hvorfor netop et år?!

Også dette med anden pleje, om hvilket Else havde udtalt sin indignation til fru Horn. Det var ligeledes Hieronimus: Han havde udtrykkelig sagt til Knut, at der ingen mening var i at lægge hende ind på 1ste pleje, som kun benyttedes af landets rigeste folk. Anden pleje var udmærket skikket for hans kone.

Else havde vært inde på anden pleje en dag, og sét de store værelser med de gule træmøbler, og de mange senge. De mange senge!

Hieronimus havde altså villet bli ved med at forfølge hende, også efter at hun var sluppen fra hans klør. Jo værre hun fik det, jo bedre.

Knut, Knut! Hvor havde han dog sådan ubesét kunnet gi hende fremmede steder og fremmede mennesker i vold?

Det var naturligvis fordi han trode blindt 190på Hieronimus. Det havde hun også selv gjort. Ellers var hun jo ikke gået til ham.

Nå ja ja, hvad kom Hieronimus nu hende ved. Tidsnok at tænke på ham, når hun engang blev fri, og skulde skrive om ham.

Nu havde hun kun med overlægen at gjøre. Gudskelov. Overlægen vilde ingen fortræd volde hende. Derfor kunde hun være rolig.

Men alligevel – det lå så knugende tungt over brystet. Når man nu så hvilke misbrug en mand kunde gjøre af sin stilling. Som nu denne Hieronimus! Ikke alene havde han bragt Else til undergangens yderste grænse, men også gjort hvad han kunde, for at lægge forholdet øde mellem hende og Knut.

– – – – – – – – – – – – – – – –

Overlægen kom til aftenstuegangen. Han talte om fru Hein, hvis bekjendtskab han var glad ved at ha gjort, og blev så ved at snakke om allehånde ting.

Else sad og vented på at han skulde sige noget om at hun snart skulde være fri. Da han ikke gjorde det, spurgte hun omsider: «Når skal jeg så få rejse?»

«Kommer De nu igjen med det,» svarte overlægen uvilligt.

«Det er jeg vel nødt til, når De ikke gjør 191det. Hvorfor i al verden vil De beholde mig her?»

«De er et underligt menneske!» udbrød overlægen. «Sandelig ikke som folk er flest.»

«Hvorfor skulde jeg være som folk er flest?» råbte Else.

«Der har De havt Deres veninde hos Dem, og ikke et ord har De sagt til hende om at hjælpe Dem med at komme herfra!»

«Hvorfor skulde jeg tigge om det, som er min ret? Hvis De er en hæderlig mand, så lar De mig gå. Jeg ved ikke om De er en hæderlig mand, men jeg tror og håber det.»

«Så det håber De dog,» sa overlægen spodsk.

«Ja, hvad skal jeg tænke og hvad skal jeg tro!» udbrød Else. «Efter hvad jeg har vært udsat for?»

«Véd De at Hieronimus har sagt, De burde være her et år?» overlægen slynged vredt ordene fra sig.

«Ja! Og De har naturligvis ikke mod til at gå imod Hieronimus om De end aldrig så meget finder at han har uret!»

Overlægen skifted farve. Han kneb munden sammen, så plirrende på Else og sa: «Jeg forstår nu Hieronimus’ adfærd imod Dem. Og hr. Kant, stakkels mand – han er rigtignok under 192en skjæbne,» – så gik han hastig uden at sige godnat.

– – – – – – – – – – – – – – – –

Else sov ikke den nat. Hvad skulde dette dog bli til? Hun skulde ha bedt fru Hein om at hjælpe sig til at komme herfra! Hvad mente dog overlægen med det? I en så alvorlig sag som at holde et menneske indespærret som formentlig sindssyg, kunde det vel ikke nytte at bé en tilfældig besøgende om hjælp. Her om i noget tilfælde måtte vel råde et: Enten, eller.

Nornen kom ind med sin dinglende lygte, og så til Else.

«Fruen sover ikke?» hvisked hun.

«Nej, for jeg er så fortvilet,» Else greb nornens hånd, og letted sig op på albuen.

«Men hvorfor er fruen dog det? Fruen fejler jo ikke noget, hverken på forstanden eller legemet.»

«Men dette at jeg skal være her,» gråd Else.

«Å det varer nok ikke sålænge, skal fruen se.»

«Hvorfor siger De det? Har De hørt noget om, at jeg snart skal rejse?»

«Nej. Men sådant kan en jo sagtens tænke sig til. Har fruen måske småbørn derhjemme?»

«Ja,» hulked Else.

193«Så kan jeg forstå det,» hvisked nornen, og klapped Else varsomt nedover armen. «Ellers må det være ganske rart at opholde sig her. Patienterne har det jo så godt.»

Else tørred sine øjne, og la sig ned igjen på puden.

«Godnat da, frue. Græd nu ikke mere.»

«Nej,» sa Else og nikked til nornen.

Men da nornen var borte gråd Else atter. Det var som hun svømmed om i en dam med mudder på bunden, svømmed og kæmped for at nå strandbredden, var ofte nær den, men gled altid udover igjen. Når hun nu ikke havde kræfter til at svømme længere, måtte hun la sig synke, og gå tilgrunde i mudderet.

Nu var hun også raget uklar med overlægen. Han, som havde vært så snil imod hende. Når han nu kom imorgen, fik hun nok hans vrede at føle.

– – – – – – – – – – – – – – – –

Men da overlægen næste formiddag viste sig ved stuegangen, var han sød og venlig, og munter som altid. Ikke spor af nogen misstemning at mærke. Else blev så rørt og glad, at hun kæmped mod gråden, og som følge deraf kom til at se mut og tvær ud.

194«Dr. Tvede var her forresten forleden dag, og spurgte til Dem,» bemærked overlægen tilsidst.

Else så bævende på ham. Hun kunde intet sige.

«Han vilde vide min mening om jeg trode, De havde godt af at være her, eller ikke.»

«Hvad svarte De?» spurgte Else, som følte en hurtig kulde risle ned over sine kinder.

«Jeg svarte nej! Jeg sa at jeg mente, De vilde ha bedre af at komme herfra.»

Else stod stum. Indvendig var det, som hun sank på knæ for overlægen og takked ham. Denne mand, som altså, hvis han havde villet, eller i blindhed havde ansét det for rigtigt, kunde ha beholdt hende der i årevis, som reservelægen på sjette afdelig havde sagt, han havde nu udtalt løsladelsesdommen over hende.

«Hvad sa Tvede?» kom det lavt og utydeligt fra Else.

«Han vilde tale med Deres mand. Men sagen er, hvor skal vi sende Dem hen?»

«Heins vil gjerne ta imod mig,» svarte Else. «Men jeg tror ikke, at jeg egner mig til at være hos venner. Jeg føler mig så altfor meget som rekonvalescent. Jeg har derfor tænkt mig at jeg vil være på Sct. Rudolfs hospital inde i byen indtil jeg kommer til kræfter.»

195Overlægen så påpå] rettet fra: pa (trykkfeil) hende med en mine, der syntes at sige: Det var måske en idé.

«Ja nu tar jeg ind imorgen. Så skal jeg tale med Deres mand. Godmorgen,» overlægen gik venlig hilsende.

Else sank sammen i gyngestolen, og gråd af glæde. – Der var ingen tvil om det. Hvis overlægen havde sagt, at hun var så og så sindssyg, og at det var rigtigt at la hende bli der, så vilde Knut ha rettet sig efter ham. Å Knut, Knut! forbauselse og vrede over hans adfærd flommed, som så ofte før, op i hendes indre.

Men overlægen, denne mand skyldte hun altså nu faktisk større taknemmelighed end noget andet menneske i verden.

Og sådan som han var i det hele tat! Komme ind der idag med sin sædvanlige, elskværdige mine efter ordvekslingen i går aftes. Det skulde vært Hieronimus!

Om eftermiddagen var Else tur med frk. Hall og frk. Thomsen. De plukked blomster og trasked om, og frk. Hall sang og lo og frk. Thomsen snakked om de tre forhold, og Else var dødsens træt af det, men dog glad –.

«Iaften sér De sød og fornøjet ud,» sa frk. Schrader, da hun senere var inde hos Else.

196«Luften gjør Dem godt. De må endelig gå ud hver dag.»

«Ja,» sa Else, som tænkte på om frk. Schrader kjendte til dr. Tvedes besøg, og til hvad overlægen havde sagt.

«Næste torsdag har jeg mit L’hombreparti,» vedblev frk. Schrader. «Vil De så være med?»

«Ja tak,» tvang Else frem. Til næste torsdag skulde hun da vel med guds hjælp være kommen derfra.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om På Sct. Jørgen

Romanen På Sct. Jørgen er en fortsettelse av Professor Hieronimus, begge ble utgitt i 1895 og er basert på Skrams egne erfaringer med behandling av psykiske lidelser.

Maleren Else Kant har kommet seg vekk fra den autoritære overlegen Hieronimus, men er fremdeles innesperret på «sinnsykehus». Møtene med medpasienter gir henne styrke til å kjempe for egen selvfølelse og frihet.

Skrams «sykehusromaner» er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.