På Sct. Jørgen

av Amalie Skram

XXVI.

Næste dag fik Else atter besøg. Det var en ung dame, en udenlandsk slægtning, som havde boet hos Knut og Tage en 8 dags tid, og nu kom der ud for at fortælle om barnet.

Else hørte på alt om Tage med blødende hjærte. Det var som der blev revet op i et sår. Og dog bad hun om mere og mere. Det blev aldrig nok.

Omsider begyndte den unge dame at tale om Hieronimus. Der var så mange historier om ham, og det var en temmelig almindelig antagelse, at han selv i al stilhed gik og var sindssyg. Der skulde også være nogle i hans slægt, som 197var underlige. Hans far havde vært en særling. Når han f. eks. skulde udarbejde sine taler til rigsdagen, måtte hans kone altid sidde inde hos ham. «Du kan da vel begribe, at jeg ikke kan gå her, og lave løgne mutters alene,» skulde han ha brugt at sige.

«Jaja», svarte Else. «Dette hjælper jo ikke mig det ringeste gran, og i grunden intreserer det mig heller ikke synderligt.»

Kort efter tog den unge dame afsked, og Else sank hen i grublerier over Hieronimus.

«Sindssyg,» tænkte hun blandt andet. Ja det var jo en letvindt forklaring. Men altfor tarvelig. Og den forekom hende desuden ligefrem modbydelig, fordi det var den samme forklaring, Hieronimus havde ladt sig nøje med, da han hos hende stødte på foreteelser, som han ikke forstod.

Søge beviser for et menneskes sindssygdom i dets slægtninges særheder og underlige egenskaber – dermed måtte man vel også være temmelig varsom. Det var jo også noget af det, Hieronimus plejed at ta til indtægt når det gjaldt at gjøre folk til sindssyg, havde den unge dame fortalt: Deres far var præstehader, Deres mor pietistisk, Deres bror lod sig skille, og gifted sig 198igjen, Deres søster tog livet af sig, Deres søn er et umuligt menneske: Ergo er De sindssyg.

Nej, Hieronimus var kun simpelthen en meget opblæst herre. En herre, som trode på sin egen ufejlbarlighed, som den katholske almue på den hellige jomfrus mirakler. Og hvad kunde det så hjælpe, om han var aldrig så dygtig som teoretisk videnskabsmand? Ti hvad havde teori og praksis med hinanden at gjøre i et fag som hans? Vistnok såre lidt. Hele hans optræden ligeoverfor Else var dikteret af det fejlsyn, hans opblæsthed havde skabt ham. Ganske troskyldigt havde han vært sikker på, at en foreteelse som denne: at ikke ydmygt bøje sig for professor Hieronimus, måtte bunde i vanvid. Da han havde sagt til Knut at hun var «flyvende gal» havde han sikkert vært i god tro.

– – – – – – – – – – – – – – – –

Dagen efter gik Else tilsengs, da hun havde spist til middag. Hun følte sig syg, léd af kuldegysninger og havde smerter for brystet. Overlægen var inde i byen, vidste hun, og ham fik hun ikke se den dag.

En timestid efter at dr. Sejer havde besørget stuegangen stod imidlertid pludselig overlægen 199foran hendes seng, og meddelte at han havde talt med Knut.

«Nå, og hvad så?»

«Ja, jeg forebragte ham altså Deres ønske om at bli sendt til Sct. Rudolfs hospital.»

«Og det havde han vel ikke noget imod?» spurgte Else.

«Nej. Men det kunde hændes at jeg havde imod det.»

Else åbned vidt øjnene, og så på overlægen. Iaften var han altså i sit drillende hjørne.

«Hvad skulde De kunne ha imod det? De fortalte jo selv, hvad De havde sagt til dr. Tvede.»

«Ja. Men jeg har dog betænkeligheder. De er en så underlig en, at jeg dårlig kan få det i mit hode, at De er hélt normal. Nu dette, at De vil på et hospital istedetfor at ta hjem!»

Else rejste sig i sengen og svarte omtrent det samme som ved tidligere lignende lejligheder. Men hun var så forbauset og fortvilet over dette tilbageslag i overlægens raisonnement at stemmen blev heftig og dirrende.

«Og så denne Deres ilterhed,» sa overlægen. «Det er virkelig ikke normalt af en patient.»

«Der kan vel gives tilfælde, hvor folk kan være iltre og komme i dispyt uden derfor 200at være unormale,» stønned Else, næsten grædende af træthed og hjælpeløshed.

«Jeg traf idag reservelægen fra 6te afdeling,» vedblev overlægen bøst. «Han fortalte mig forskjellige ting, som viser, at De derinde har vært en meget vanskelig patient.»

«Jeg synes, De snakker så udenoms. Hvad har det, reservelægen kan ha sagt, med dette anliggende at gjøre?»

«Ja, jeg vil nu betænke mig godt og længe før jeg la’r Dem slippe,» overlægen fjerned sig hastig, og Else fik atter en søvnløs nat.

– – – – – – – – – – – – – – – –

Om morgenen ved stuegangen bragte overlægen Else et brev. Han blev stående et par øjeblikke og kom med nogle ligegyldige bemærkninger. Hans mine var uforandret venlig og elskværdig, og for dette var Else ham taknemlig.

Brevet var fra fru Hein. Hun skrev, at nu kunde Else glæde sig. Hendes trængselstid var snart tilende. Siden dr. Tvedes besøg forleden hos overlægen, havde det vært afgjort, at hun skulde derfra.

Det var for Else som om hendes legeme med ét blev løst fra snærende bånd og tyngende lænker. Hun drog åndedrættet dybt, rejste sig, og gik op og ned på gulvet.

201Hvorfor så overlægen havde optrådt sådan igåraftes? For at pine og drille hende? Nej, men det ligned jo slet ikke overlægen. Han, som var så god.

Kanske han efter samtalen med Tvede virkelig havde fåt betænkeligheder. Noget sligt havde han jo ytret. Men det vilde dog være at vise en altfor stor vankelmodighed i en sag som denne. Og desuden, af hvilken grund skulde han ha fåt betænkeligheder? Hun var jo ikke det gran anderledes end hun havde vært fra det øjeblik, da hun trådte med sin fod over hospitalets dørtærskel.

Jo, legemlig dårligere var hun blevet. I den sidste tid havde hun af og til måttet holde sengen mesteparten af dagen, fordi hun ikke orked at være oppe. Men det var jo så naturligt. Denne lange fængselstid, denne længsel efter barnet og friheden, denne søvnløshed, der idelig vendte tilbage, og denne nagende bekymring for hvordan det skulde ende – det var blot et under, at hun endnu hang sammen.

Men nu var hun let om hjærtet. Hvilken mening end overlægen havde havt med sine ord igåraftes, så kunde det nu ikke vare længe før hun blev løsladt. Fru Hein var ikke den, som 202fôr med snak og løs tale. Allermindst i et tilfælde som dette.

Straks efter middagsmaden kom frk. Thomsen og vilde ha Else ned i haven. Men Else, der sammenkrøben havde lagt sig til hvile i den korte sofa, rysted hodet. Hun vilde prøve på at blunde lidt.

Frk. Thomsen blev længe stående og gjentog sin opfordring. Så vilde hun vide, om Else nu også var aldeles sikker på, at hun ikke vilde ned i haven, og tilsidst spurgte hun indtrængende om hvilken grund Else da havde for ikke at ville derned.

«Å gud,» stønned Else indvendig, mens hun blev ved med at værge for sig.

Endelig gik frk. Thomsen, og Else la sig til igjen.

Lidt efter blev døren atter åbnet og frk. Schrader trådte ind. «Bliv bare liggende,» sa hun, og vinked med hånden. «Jeg vilde kun se lidt til Dem.»

Men Else havde alt kastet plaidet af sig, og sat sig op i sofaen. Hun bad venlig frk. Schrader ta plads, mens hun spændt vented på at få høre noget om sin nær forestående afrejse.

Men da frk. Schrader efter 10 minutters forløb, hvori hun, som sædvanlig, havde talt 203om dit og dat, forlod Else, havde hun ikke med et ord eller en mine røbet at hun vidste noget.

Så véd hun heller ikke noget, sa Else til sig selv. Ellers vilde hun sikkert ha glædet mig med at nævne det. Hvad tænkte dog den overlæge på?

– – – – – – – – – – – – – – – –

Skulde hun atter krybe sammen i den korte sofa og forsøge på at blunde? Nej, nu kunde det ikke nytte. Dette at frk. Schrader øjensynlig intet vidste om at hun skulde rejse, havde atter bragt uro i hendes indre.

Hun satte sig ved vinduet, tog bordteppet og begyndte at brodere.

Så kom frk. Hall i hat og kåbe, og spurgte om de ikke skulde gå tur. Frk. Hall syntes det var så morsomt at de to havde lov til at gå alene.

Å jo, tænkte Else. Ligegodt det som at sidde her og gruble. Hun la arbejdet sammen, hented sit overtøj og gik med frk. Hall.

De kom forbi den store bygning med den indhegnede have, hvor Else forleden dag var stanset med frk. Schrader og dr. Vibe, og straks stod lyse, pene madam Nilsen tæt indenfor det sprinklede rækværk, og vinked til dem.

204Else gik derhen, og frk. Hall, som havde hende under armen, fulgte med.

Havens gange var fuld af kvindeskikkelser, der stod med skarpe konturer i det klare, blålige sollys. De fleste var i blårudet bomuldstøj. Nogle havde hatte eller tørklæder på hoderne, andre gik med bart hår.

Et underligt virvar hersked derinde. Et par af kvinderne fôr i rasende fart, uden at se til siderne, frem og tilbage med hænderne på maven under forklædet. Nogle hopped om i små rundspring, mens de tralled og sang i vilden sky. Andre stod stille med vidt skildte bén, og skjændte og bandte, mens de truende svang armene. Her og der sad sammenrullede skikkelser ved kanten af gangene og stirred sløvt frem for sig med tungen langt ud af munden. Det store fruentimmer med det mørkeblå ansigt, som ligned en pagode, sad som den forrige dag på samme plet oppe i græsplainen og udstødte sin knurrende lyd, mens de korslagte hænder uafbrudt dingled frem og tilbage.

«Idag har De ikke den blå silkespenser på,» sa madam Nilsen til Else. Hendes stemme var blid, tonefaldet roligt og normalt.

«Nej,» sa Else. «Idag går jeg med en anden kjole.»

205«Den der er også pén,» bemærked madam Nilsen. «Men spenser var så svært på moden i min ungdom.»

«Hvad skal I to mære!» skreg pludselig en stemme bag rækværket tæt ved madam Nilsen, og Else så et grovt ansigt med opspilte grønne øjne og knyttede hænder, løftet til slag.

«Sådan må De ikke tiltale damerne, madam Sørensen,» sa madam Nilsen formanende, uden at vende sig om, eller ta sit blik bort fra Else. «Det er to rigtig nette damer. Hende der,» hun pegte på frk. Hall, «har jeg sét her i mange år.»

«Ja, jeg kjender også Dem godt,» sa frk. Hall.

Det grove ansigt kom nærmere og trykked sig tæt op ad sprinkelværket, mens de grønne øjne rulled, og stirred glubsk.

«Nej gå ikke,» sa madam Nilsen, da Else forskrækket trak sig noget tilbage. «Jeg må endelig få tale med Dem. Nu har jeg vært her i 137 år. Synes De så ikke, det kunde være på tide, at jeg fik komme ned til mine døtre på bjerget?»

«Jo, det synes jeg virkelig.»

«Vil De så hjælpe mig?»

«Ja.»

206«Gud velsigne Dem,» madam Nilsen tog snippen af forklædet, og tørred sine øjne.

Frk. Hall og Else gik videre, og kom om et hjørne af rækværket, der syntes uendelig langt. Indenfor denne side rækværket lå atter en stor bygning et stykke tilbage, med en have, der var skildt fra den forrige ved et højt, tæt plankeværk. I denne have gik der kun nogle enkelte kvindeskikkelser stilfærdig om.

En af dem kom straks hen til rækværket og hilste goddag på frk. Hall.

Det var en høj, slank dame med et vandblegt, men ikke gammelt ansigt. Hun havde mørkegrå sid kåbe med stort slag, mørkegrå hansker og blå engelsk filthat.

«Er det ikke skrækkeligt,» klaged hun til frk. Hall, mens tårerne hurtigt og ustanseligt løb nedover de smale kinder. «Her blir jeg endnu holdt indespærret. Hvor længe skal det vare? Véd De det, frk. Hall?»

«Det er en generalinde Hamilton,» sa frk. Hall til Else. «Hun har vært her i 17 år.»

«Ja i 17 år,» gjentog fru Hamilton. «Mig kunde det være det samme, men alle mine småbørn! De fryser deroppe om nætterne. De fryser og klager, så jeg kan ikke få sove,» hendes 207tårer blev ved at rinde fortere og fortere, mens ansigtet under gråden var fuldstændig ubevægeligt.

«Det er papirdukker hun klipper ud og har stående deroppe på sit værelse,» forklarte frk. Hall.

«At De nu også vil sige det, frk. Hall,» sa fru Hamilton bebrejdende, mens tårerne siled af hende. «De véd jo dog så godt at det er mine egne levende børn, og De véd jo også, at de må fryse og lide nød, når de om natten skal stå på det bare bord.»

«Put dem ned i sengen da,» sa frk. Hall.

«Det tør jeg ikke,» gråd fru Hamilton. «Jeg kunde jo ligge dem ihjel.»

«Stakkels menneske,» sa Else. «For en lidelse det dog må være, når hun tror, det er hendes børn.»

«Ja lidelse, ikke sandt? Og så dette at lægerne lader som det er papirdukker. Å gud, jeg véd ikke hvad der skal bli af mig,» fru Hamiltons tårer løb stadig ned over det rolige ansigt.

«Jeg har skrevet to ansøgninger til kongen,» vedblev hun, «men han har ikke svaret mig. Hvor kan en konge, som er landets fader, dog være så hjærteløs.»

208«Det er vel ikke sikkert, at han har fåt dem,» sa frk. Hall.

«Hvis De kommer herfra,» vendte fru Hamilton sig til Else, stadig grædende. «Vil De så ikke gå op til kongen og fortælle ham alt. Jeg er vis på, han så vil hjælpe mig den kjære, gode konge.»

«Vær nu blot rolig, fru Hamilton,» formante frk. Hall.

«Svar mig, De dame. Vil De gå op til kongen for mig?»

«Ja,» sa Else.

«Jeg takker Dem, jeg takker Dem,» fru Hamilton nejed dybt. «Jeg vilde gjerne falde på knæ, men her er vådt i græsset.»

«Den arme,» sukked Else, mens hun betragted fru Hamilton, som blev ved at neje med strømmende tårer.

«Sådan en mængde mennesker her må være,» bemærked Else, da hun og frk. Hall forlod fru Hamilton. «Her er så mange bygninger.»

«Ja», sa frk. Hall. «Og nu bygger de en masse nyt, fordi her ikke er plads nok,» hun pegte på en fjernt liggende højde, hvor et hélt kompleks af lyse, langstrakte bygninger knejste i solskinnet.

De gik videre ad skoven til. Frk. Hall 209havde sin kurv med, som hun vilde ha fyldt med blomster. Hvert øjeblik opdaged hun næsten usynlige småplanter af alleslags former og farver. Else måtte hoppe over grøfter, og strække sig op ad skråninger for at nå dem. Frk. Hall var så før og tung at hun selv ikke kunde.

På hjemvejen mødte de frk. Thomsen, der var i følge med Maren og nogle patienter; frk. Thomsen slog straks følge med Else og frk. Hall. Hun var synlig fornærmet, fordi Else var gåt ud, skjønt hun havde nægtet at spasere i haven. Men hun tog dog Else under armen, og gik løs på sit sædvanlige snakkeri. Else, der havde frk. Hall under den anden arm, følte det som slæbte hun på blyvægter.

– – – – – – – – – – – – – – – –

Da overlægen kom om aftenen, var Else ordknap, næsten stum. Anspændt vented hun på, at han skulde tale om hendes afrejse.

Overlægen sendte hende, mens han småsnakked, forundrede og lidt uvillige blikke. Det varte ikke længe, så sa han godnat og gik.

Else var fortvilet. Denne uvished, denne bliven kastet om som på bølgetoppe af håb og håbløshed var næsten værre end alt det foregående.

Heller ikke frk. Schrader, da hun kom på 210sin aftenrunde, sa et ord om det, som Else så længselsfuldt ønsked at høre.

Hun bad Anne låse hendes dør og stikke nøglen i lommen. Iaften var det hende umuligt at være sammen med «veninderne».

Både frk. Hall og frk. Thomsen var gjentagne gange ved hendes dør, og vilde ind. Men Else sad stille som en mus, og svarte intet på deres hviskende tilråb.

– – – – – – – – – – – – – – – –

«Hvad har der stået i det brev, De fik fra fru Hein?» spurgte overlægen. Det var dagen efter ved stuegangen, og Else sad inde hos frk. Hall med sit arbejde.

«Overlægen kan få læse det,» sa Else kort, og vilde gå for at hente brevet.

«Det bryder jeg mig ikke om,» svarte overlægen. «Havde jeg villet læse det, så kunde jeg ha åbnet det, før De fik det. Fortæl mig hvad der stod i det.»

«De kan få læse det,» gjentog Else. «Mere kan De da ikke begjære.»

Overlægen vendte sig brat, og gik med en vred mine.

«Fy, De er en rigtig trold,» sa frk. Schrader, der var kommen med overlægen. Hun vendte sig i døren, da hun gik, og trued med pegefingren til Else.

211«Sådan skal de ha det,» lo frk. Hall. «Aldrig stikke op for dem.»

«Det er ikke det,» sa Else, og bøjed sig sammen i gråd. «Men jeg véd hverken ud eller ind.» Hun gik ind til sig selv.

Straks efter blev der banket på døren. Det var portneren med avisen. Else takked, men la bladet bort uden at se i det.

Om eftermiddagen var Else ude med frk. Schrader. De gik hen på kirkegården, som lå på et lidt bakket terrain med mange flade, vanskjøttede grave. Nogle var pene og velholdte med kors, hvorpå der stod navn og årstal. På andre var der kun en umalet træpind med et nummer.

Nogle tungsindige fyre gik og pusled om mellem gravene, luged op ukrudt, fejed væk, og brugte river. Andre var beskjæftiget med at grave grøfter, hvori der flød mudret vand, og hvorfra der steg op en rådden stank. De hilste alle ærbødig på frk. Schrader, der tilslut viste Else den sidst afdøde overlæges grav, som var omgit af et jernrækværk, og på hvilken der var rejst et smukt monument.

Else læste inskriptionerne på gravene, og undred sig over at de døde, som lå der, alle havde opnået så høj en alder.

212«Det er fordi de her lever et så sundt og regelmæssigt liv,» sa frk. Schrader.

Tusenfold bedre at hvile her, gjemt i jorden, tænkte Else, end at færdes deroppe mellem alt dette døde liv, al denne trøstesløse elendighed.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om På Sct. Jørgen

Romanen På Sct. Jørgen er en fortsettelse av Professor Hieronimus, begge ble utgitt i 1895 og er basert på Skrams egne erfaringer med behandling av psykiske lidelser.

Maleren Else Kant har kommet seg vekk fra den autoritære overlegen Hieronimus, men er fremdeles innesperret på «sinnsykehus». Møtene med medpasienter gir henne styrke til å kjempe for egen selvfølelse og frihet.

Skrams «sykehusromaner» er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.