På Sct. Jørgen

av Amalie Skram

XXVII.

Det var søndag. Dr. Sejer havde besørget stuegangen, og Else havde spaseret i haven med «veninderne».

Efter middagsmaden satte hun sig til at skrive til fru Hein. Der lugted i hendes værelse af markblomster og af nye grangrene, som frk. Thomsen havde bragt den foregående eftermiddag, og denne duft af vår og skov i løvspræt, der ellers altid bragte Elses hjærte til at banke varmt og fort af glæde, den forårsaged hende nu en vagt stingende smerte, som hun forgjæves anstrengte sig for at holde på afstand.

Det blev et trøstesløst brev hun skrev. Hvis overlægen havde sagt til Tvede, at hun ikke burde bli der længere, så måtte han siden sikkert ha skiftet sind. Hun fortalte omstændelig hvad der var foregået de sidste 3–4 dage, gjengav sine samtaler med overlægen, og bad fru Hein 213om ikke mere at besøge hende. Det virked blot oprivende at se nogen derudefra. Der var intet andet at gjøre end at overlade hende til sin skjæbne. Hvorlænge hun vilde kunne holde ud, vidste hun ikke. Sin undergang gik hun naturligvis imøde, enten på den ene eller den anden måde. Fru Hein måtte love at se til Tage, være ham lidt i mors sted o. s. v.

«Jeg opgir nu kampen for og håbet om at komme herfra,» endte hun brevet. «Gjør også Du det samme. Mod danske sindssygelægers visdom og indsigt «kämpfen selbst die Götter umsonst».»

Hun var netop færdig med brevet, da Maren kom ind for at skifte vand på hendes karaffel.

«Bring overlægen dette,» sa Else og leverte Maren brevet, som hun, efter modtat ordre fra begyndelsen af, lod være ulukket.

Så gik hun ned i haven. Frk. Thomsen var gudskelov ude med de andre, og frk. Hall var idag forkjølet og lå tilsengs.

Hun havde vel vært dernede en halv times tid, da Maren kom farende og sa, at stuegangen var der, og at overlægen havde spurgt efter hende.

Else skyndte sig mod haveporten, men i det 214samme blev et vindu åbnet deroppefra, og overlægens stemme råbte: «De kan lige godt bli hvor De er, fru Kant. Jeg kommer ned i haven.»

Straks efter var overlægen der. Else havde aldrig sét ham med så vredt et udtryk på sit ansigt.

«De har skrevet et brev,» begyndte han. «Må jeg spørge, er det til fru Hein eller til mig at brevet er adresseret?»

«Er det noget at spørge om? De ser jo, at det er til fru Hein.»

«Det er et højst uforskammet brev. Hvor kan De tillade Dem at skrive således?»

«Er det uforskammet at sige, hvad der er sandt?»

«Sandt,» sa overlægen. «Sandt?» gjentog han. «Har vi her ikke gjort, hvad vi har kunnet for Dem? Og nu vil De gi det udseende af, at jeg vil gjøre Dem til gal?»

«Sålænge De holder mig tilbage her, er det så ikke fordi De mener, jeg er gal?» Else strøg fort forbi overlægen, der var stanset foran hende midt i en af gangene. Overlægen fulgte efter.

«De kunde nok ha godt af at bli her,» sa han. «Hvis jeg nu slipper Dem ud, pas så på at den dag ikke kommer, da De siger: Gud gi, 215jeg var bleven på Sct. Jørgen, og hvor De bér om at få vende tilbage.»

«Deres omsorg for mig strækker sig virkelig ud over alle grænser,» svarte Else hånlig. «Overlægen kan da ialtfald vente, til den dag oprinder. Når jeg så vender tilbage, er det tid for Dem til at triumfere over mig. Nu synes jeg, det eneste logiske er at holde sig til hvad der i øjeblikket foreligger.»

«Ja jeg véd ikke hvad der foreligger,» svarte overlægen vredt.

Else, der var bleven ved at gå, fulgt af overlægen, vendte sig med et sæt om imod ham, og sa:

«De skal ikke få mig indbildt at De, som har en så mangeårig erfaring som sindssygelæge, og som dertil ikke er besat af nogen slags hovmodsdjævel eller stormandsgalskab – at De ikke véd, aldeles bestemt véd, at jeg ikke er sindssyg.»

«Det kommer s’gu an på hvad man forstår ved ordet,» sa overlægen i truende tone.

«Netop,» svarte Else. «Der kunde en vakker dag komme en professor, som var overbevist om, og som påstod, at De f. eks. var sindssyg.»

«Så vilde det da være godt, at jeg allerede er på en sindssygeanstalt,» der var et stikkende smil i overlægens øjenkroge.

216Else stod lidt og så på ham. Der var så meget, så meget hun kunde anføre til bevis for at hun ikke var sindssyg, så mange argumenter, hun havde på hånden, men hun orked og gad det ikke. Det nytted jo til intet. Den lære havde hun blodig dyrekjøbt høstet i denne skrækkelige tid.

«Ja, så er der vel ikke mere at tale om,» sa hun, idet hun vendte sig, og gik.

«Jo, der er!» overlægen var atter efter hende. «Dette brev sender jeg ikke.»

«Nå ja, De har jo magten,» svarte Else. «Det kan også være akkurat det samme enten brevet kommer frem eller ej.»

«I ethvert tilfælde skriver jeg en kommentar til det,» vedblev overlægen lidt velvilligere i stemmen. «Nu kan De vælge hvad De vil.»

«Så vælger jeg ikke at sende brevet.»

«Som De behager. Værsgod,» overlægen tog brevet op af brystlommen og rakte Else det.

Else takked, sa farvel, og gik hurtig ud af haven, og ovenpå.

– – – – – – – – – – – – – – – –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om På Sct. Jørgen

Romanen På Sct. Jørgen er en fortsettelse av Professor Hieronimus, begge ble utgitt i 1895 og er basert på Skrams egne erfaringer med behandling av psykiske lidelser.

Maleren Else Kant har kommet seg vekk fra den autoritære overlegen Hieronimus, men er fremdeles innesperret på «sinnsykehus». Møtene med medpasienter gir henne styrke til å kjempe for egen selvfølelse og frihet.

Skrams «sykehusromaner» er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.