«Værsgod,» sa overlægen, da han kom næste formiddag. Han la et åbent brev på bordet foran Else, der bøjed sig fremover og læste.
Det var en kort skrivelse til overlægen fra Knut, hvori han meddelte, at der ikke kunde 222skaffes plads til Else på Sct. Rudolfs hospital før om 5 dage.
«Nå, er De nu fornøjet?» spurgte overlægen.
Else takked.
«Ja, nu er De altså fri her fra, og kan gå hvorhen De lyster. Hvis De vil ta til Deres venner, så skal jeg skrive til fru Hein og be hende komme og hente Dem imorgen.»
Else betænkte sig. Nej, hun var ikke skikket til at være andre steder end på et hospital, sålænge hun følte sig så mat og udpint.
«Hvis jeg må få lov at bli her disse dage, indtil der er plads på Sct. Rudolf, så foretrækker jeg det,» svarte hun.
«Aldeles som De vil. Så skriver jeg til fru Hein og siger, hun må komme – på lørdag altså?»
«Tusen tak.»
«Å, jeg bér,» sa overlægen koldt, og fjerned sig.
– – – – – – – – – – – – – – – –
Det blev underlige dage for Else de 5, som var tilbage.
En træthedens fred var falden over hende, og hun kjendte det, som gik hun omsvøbt af et matgult lys, der svagt varmed hendes hjærte, og hvori det undertiden blinked som med stråler 223af håb. Men bagenfor det matgule lys var alt indhyllet i tunge, blysorte skyer, der sendte kolde gufs af frygt og modløshed og angst hen over hende. Og inderst inde havde hun en fornemmelse som var hun bleven radbrækket efter alle kunstens regler.
Og hvor var disse dage lange! Fra time til time holdt hun regnskab med den tid, der svandt, og fortalte sig selv, at nu var der kun så og så længe tilbage.
Og imens blev frk. Thomsen ved med uafladelig at hænge over hende. Om morgenen, før Else var ståt op, om eftermiddagen og om aftenen, altid, altid, hvert øjeblik på dagen havde hun hende tæt ind på sig, mens hun snakte og snakte i en tilstand af febrilskhed og ophidselse, som Else ikke før havde sét hos hende. Else var ofte nær ved at fortvile, og havde al sin kraft behov for ikke ved synet af frk. Thomsen at bryde ud i et skrig, og råbe op i hendes ansigt for en skrækkens pine, hun var blet hende. Men tanken på at også disse dage fik ende, og at hun så snart skulde være fri, mens arme frk. Thomsen blev, og måtte bli tilbage, hjalp hende altid til at holde gode miner.
Kun én gang i disse 5 dage lykkedes det Else at bli fri for frk. Thomsen. Det var en eftermiddag, 224hun af frk. Schrader havde fåt tilladelse til, sammen med frk. Hall, at ta ned til byen for at kjøbe nogle småting til Maren og Anne og nornen. Else følte det som lidt af en fest og trak tiden ud så længe som muligt.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Romanen På Sct. Jørgen er en fortsettelse av Professor Hieronimus, begge ble utgitt i 1895 og er basert på Skrams egne erfaringer med behandling av psykiske lidelser.
Maleren Else Kant har kommet seg vekk fra den autoritære overlegen Hieronimus, men er fremdeles innesperret på «sinnsykehus». Møtene med medpasienter gir henne styrke til å kjempe for egen selvfølelse og frihet.
Skrams «sykehusromaner» er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
