På Sct. Jørgen

av Amalie Skram

III.

Else rulled hækletøjet sammen og putted det ned i sin arbejdstaske. Så læned hun sig tilbage i vognen og lukked øjnene. Når de nu stansed ved kroen, og vogndøren blev lukket op, og Knut pludselig stod foran hende?

Vilde Knut straks mærke, at hun ikke var sindssyg? Forstå i et eneste glimt, at det var en oprørende uret at spærre hende inde i et nyt galehus? – –

Nej, det vilde han sikkert ikke. Han havde jo blindt og fast troet på Hieronimus. Så kunde vel ikke det blotte syn af hende og et par minutters samtale omstøde hans klippefaste tro. Der var jo noget, som kaldtes for de gales lyse øjeblikke.

Men så vilde det være bedre at han ikke var der. Å ja, ja, tusen gange bedre!

Hun var jo desuden så forstenet og forbitret over hans adfærd mod hende siden den dag han forlod hende ved indgangen til sjette afdeling, 18at hun ikke vilde kunne bekvemme sig til nogetsomhelst forsøg på at forandre hans bestemmelse. Hun vilde formodentlig komme til at sige det samme som til Hieronimus dengang i cellen: Lad mig bare fare. Jo mere, jo bedre.

Å gud nej. Bare han dog ikke var der!

Vognen holdt. Konen rejste sig, og la hånden på Elses skulder: «Her er det.»

Else retted sig op.

I det samme blev vogndøren åbnet. Else fôr sammen med et ryk. Gudskelov, det var portøren, som stod udenfor, og ikke Knut.

Konen steg først ud; så rakte hun hånden til Else, der øjeblikket efter stod på landevejen, og så sig sky om til alle sider. Ingen Knut. Intet at se andet end de bølgeformig flade marker, med skimt af skovbryn gjennem tågedisen, som nu var grå og fugtig. Nogle bondegårde og bygninger her og der, og tilhøjre tæt ved, et lavt, langt hus, over hvis indgangsdør der med store hvide bogstaver stod skrevet: «Gjæstgiversted». Ligeoverfor var der et skur med påskriften: «Rejsestald».

Else pusted ud i lettelse over at Knut ikke var der, for i næste nu at føle skuffelsen som et sugende nag i brystet.

Men inde i kroen vilde han sidde. Der 19vilde han komme hende imøde, ta hende ved hånden, og be om at få tale alene med hende. Atter igjen følte hun den forrige skjælvende bevægelse krybe igjennem sig, og atter igjen sneg angsten for at se ham sig over hende.

Kusken og portøren begyndte at spænde hestene fra, og konen tog Else ved armen, og førte hende op ad kroens lave stentrappe ind i en råkold stue, der havde en skjænk med mange flasker på den ene langvæg og nogle småborde og stole på den anden. Foran de to små vindusfag stod ligeledes borde og stole. På væggene var der opklæbet annoncer og plakater med storstavede avertissementer, og kolorerede Tuborgflasker. Bag skjænken stod et døsigt fruentimmer i sort strikkevest med korslagte arme over den fremstaaende mave. Der lugted af petroleum, brændevin og stenkulsos, og gulvet var strøet med sand.

Altså heller ikke der nogen Knut.

Konen fik Else tilsæde ved et af bordene. Så bestilte hun to kopper kaffe med wienerbrød.

«Kan jeg ikke heller få et stykke smørrebrød bad Else.»Else.»] rettet fra: Else. (trykkfeil) «Jeg liker ikke wienerbrød.»

«Ja, jeg véd inte frue. Reglementet lyder på wienerbrød. Men forresten, det kan vel gjøre det samme.»

20Straks efter bragtes det forlangte af det døsige fruentimmer.

Else betragted konen, der begjærlig, og i lange drag drak den glohede kaffe af den tykke blårandede kop. Selv måtte hun længe puste på kaffen inden hun kunde gi sig i lag med den.

Døren fra gangen gik stille op og et underligt par kom ind: et fruentimmer med et grønblegt, udmagret ansigt, holdende under armen en grågusten mand i fillede klær og stride hårtjafser strittende rundt om det med tyndt, kort skjæg bevokste ansigt. Fruentimmeret havde revnede mandfolkestøvler, kort blårudet bomuldsskjørt, sort vadmelstrøje, og om hodet et uldent tørklæde, der ganske skjulte håret. Mandens ene bén var fra ankelen til knæet surret ind i en skidden bandage, og han halted stærkt, mens han, støttet til fruentimmeret og med en kjæp i den ene hånd stavred hen til et af bordene, hvor fruentimmeret hjalp ham tilsæde.

Else kég hen på dem. De sad begge to stive og stille og så ret frem for sig.

Det døsige fruentimmer bag skjænken gik hen til dem med en bajer og et snapseglas i den ene hånd, og i den anden en brændevinsflaske hvoraf hun fyldte snapseglasset.

Manden greb med stive fingre i sin lasede 21vestelomme, og tog op nogle kobbermønter, som han rakte værtinden. Så drak han snapsen, og satte derpå bajeren til munden, og tømte den på én gang.

Derefter tog han op af bukselommen en liden snadde og en æske fyrstikker. Han stak langfingeren i snadden, så lidt på den, og tændte den. En hæslig stank af brændt træ fyldte straks efter rummet.

Så greb han kjæppen, som han havde stillet ind mellem sine knæ, og fruentimmeret, der hele tiden havde siddet ret op og ned og stirred med et tomt blik, rejste sig øjeblikkelig, tog ham under armen og hjalp ham op fra stolen. Og uden at mæle et ord stavred de så ud af skjænkestuen.

Else rejste sig, og så gjennem vinduet efter dem.

Der gik de henad landevejen, konen med det udmagrede grønblege ansigt, trækkende med sig den lasede, haltende mand.

«Hvad var det for slags mennesker?» spurgte Else konen, der øjeblikkelig var kommen hen, og havde stillet sig ved siden af hende.

«Nogle vejfarende, som skal til byen. Formodentlig for at søge arbejde.»

22«Men hvorfor fik konen ingenting? Hvorfor drak han det altsammen selv?»

«Å ja frue. Manden er jo den vigtigste.»

«Men den stakkels kone! Hun var jo segnefærdig af træthed og sult.»

«Netop! Men sådan er det nu engang her i verden.»

«Hvor kunde De vide at det var snaps og bajer, han vilde ha?» vendte Else sig til værtinden, der havde indtat sin forrige plads bag skjænken.

«Hvad skulde han ellers vilde ha havt,» svarte konen trevent.

I det samme lød der et hyl. En smal dør i tværvæggen bag skjænken gik op, og en 4 års gammel gut kom løbende ind: «Mor, han sla’r mine kyllinger!»

Det døsige fruentimmer tog gutten i armen og føjsed ham med et spark af sit knæ hen imod døren. Men så blev gutten grebet af et voldsomt hosteanfald med hule hikkende lyde. Han kroged sig sammen og faldt næsegrus mod gulvet, mens han blev ved med at hoste og at hive efter vejret.

«Han har jo krampe,» sa Else forskrækket til det døsige fruentimmer, der stod rolig og uanfægtet.

23«Å, det er kun denne fjollede kighoste,» fruentimmeret letted liksom modstræbende gutten op fra gulvet og bar ham ud.

«Var det ikke muligt at jeg kunde få komme ind et sted, og gjøre en smule toilette?» spurgte Else mens hun tørred sine fingre i papirservietten.

«Jo værsgod,» konen åbned en dør, der førte ind til et lidet rum med et par senge, og et, med hvid sjirting behængt vaskebord. Derinde stod en dør påklem med udsigt til en uryddig gårdsplads, i hvis ene hjørne der var en åben låge ud til de brune, vide marker.

Konen skjelte til den åbne dør, mens hun tripped Else i hælene og bestandig stod tæt op ad hende. Hun holdt de nervøst skjælvende hænder lidt opløftet, som gjaldt det at være rede til at slå kloen i noget.

«Nu er De igjen bange,» sa Else, mens hun dypped sine fingre i vaskeskålen.

«Å nej, frue. Men en kan jo aldrig vide. Og nu er mine bén så stive og gamle. Før i tiden sprang jeg så let, som jeg véd ikke hvad. Den måtte være tidlig oppe, som skulde rende fra mig,» hun smilte og smårysted hodet.

«De skal ikke ha mistro til mig,» sa Else. «Det er ganske unødvendigt.»

24«Netop frue. Men en har jo sin bestilling. Og det er ikke rart, hvis der hænder noget.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om På Sct. Jørgen

Romanen På Sct. Jørgen er en fortsettelse av Professor Hieronimus, begge ble utgitt i 1895 og er basert på Skrams egne erfaringer med behandling av psykiske lidelser.

Maleren Else Kant har kommet seg vekk fra den autoritære overlegen Hieronimus, men er fremdeles innesperret på «sinnsykehus». Møtene med medpasienter gir henne styrke til å kjempe for egen selvfølelse og frihet.

Skrams «sykehusromaner» er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.