Omsider kom så lørdagen. –
«Så er det altså sidste dag, jeg gjør stuegang hos Dem,» sa overlægen, da han indfandt sig ved ellevetiden.
«Ja,» sa Else. «Gudskelov.»
«Fru Hein kan være her klokken 1. Så spaserer De vel ned til stationen. Vejret er jo smukt.»
Else nikked.
«Deres sager skal bli kjørt derned, så de er der, når De kommer.»
«Mange tak.»
«Ja, så var det vel ikke mere?»
«Jo,» sa Else. «Jeg vilde gjerne be overlægen gi mig en attest for, at jeg ikke er, eller har vært sindssyg under opholdet her.»
Overlægen så plirende på Else.
225«Nej, det vil jeg ikke. Min formening er, at De kan være et hélt andet menneske end det, jeg her har lært at kjende.»
Else studsed.
«Et hélt andet menneske – hvordan andet?»
«Mere elskværdig og omgjængelig.»
Else kunde næsten ikke bare sig for at trække på smilebåndet. Hvis overlægen selv var bleven puttet i et galehus, og mod sin vilje var bleven holdt indespærret på ubestemt tid, mon han så ikke også vilde vært mindre elskværdig og omgjængelig, end når han gik fri og frank omkring?
«Overlægen vil altså ikke gi mig den attest?» sa hun efter et øjebliks taushed.
«Nej.»
«Ja ja,» nikked Else, og med sig selv tænkte hun: Gud, hvor det er mig ligegyldigt! Efter de sindssygelægeerfaringer hun havde gjort!! – Men hun havde troet, det hørte sig til, at ha en slig attest, når man blev udskreven fra et galehus.
– – – – – – – – – – – – – – – –
Klokken 1 kom fru Hein, og 10 minutter senere havde Else fåt overtøjet på, og havde sagt farvel til frk. Schrader og «veninderne». Da de kom ud på gangen, var Maren og 226Anne, og til Elses glæde, også nornen kommen til stede for at sige hende farvel.
Idet Else gik forbi fru Hendersons værelse, kég hun derind. Fru Henderson gik sin taktfaste marsch idag som alle dage. Hun vendte ryggen til døren.
Nede i porten mødte de overlægen. Han gav fru Hein og Else hånden, og hilste høflig men kjølig til farvel.
Ude på landevejen, stod Else stille, og greb fru Heins hånd. Hun ånded dybt op, og sa: «Jeg kan næsten ikke fatte den lykke det er, igjen at være fri.»
«Ja, gudskelov,» svarte fru Hein.
Så gik de videre ved hinandens side. Bag dem lå Sct. Jørgens hospital med sine haver og marker og mange bygninger, og foran dem det åbne, brunligt farvede landskab med lav og diset himmel. Under brede, jevnt skrånende bakker krøb den lille by, hvis jernbanestation var deres mål, med sine uregelmæssigt byggede huse, og sin gamle domkirke i vage konturer frem gjennem forårstågen. Ingen traf de på sin vandring, og de så begge sørgmodigt frem for sig.
Så kom en herre i lang overfrakke, blød filthat og brune skindhansker imod dem. Han tog til hatten og gjorde mine til at ville 227stanse. Men Else vendte hodet bort, og gik hurtigere til. Det var den samme hospitalsfunktionær, Knuts slægtning, som hun havde sét gjennem vognvinduet, den dag, hun var kommen kjørende hertil med den venlige, gamle kone.
Det gjøs i Else ved mindet, og hun følte med ét hvor sky og bange hun var blet. At nu skulle træffe kjendinger og venner vilde være som at løbe spidsrod mellem nysgjerrigt stirrende tilskuere.
«Du sér så bedrøvet ud,» bemærked fru Hein. «Nu skulde Du være glad, synes jeg.»
«Jeg er også glad,» svarte Else. «Men efter alt det, jeg har oplevet. – Det er, som jeg går med en nøgen sjæl, der drypper af blod.»
Fru Hein trykked taus Elses hånd, og sa om lidt: «Overlægen på Sct. Jørgen er dog en ganske anden mand end Hieronimus?»
Else bare nikked. Hun kunde ikke svare. Den taknemmelighed, hun følte mod Sct. Jørgens overlæge, svulmed i hendes indre, og sad som kvælende gråd i hendes hals. Og det kun fordi han havde handlet retskaffent og gjort sin pligt. Så reduceret kunde et menneske altså bli ved den urets forsmædelige lidelse, ligeoverfor hvilken man stod magtesløs.
«Hvad tror Du, Hieronimus vil sige?» sa Else, 228da hun var bleven herre over sin bevægelse. «Han som havde indstillet mig til mindst et års indespærring. Nu har jeg vært her i 26 dage, og endda de sidste 5 af min egen fri vilje.»
«Å Hieronimus,» svarte fru Hein. «Hvem bryder sig nu om ham?»
Jo, tænkte Else. Hun brød sig om Hieronimus.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Romanen På Sct. Jørgen er en fortsettelse av Professor Hieronimus, begge ble utgitt i 1895 og er basert på Skrams egne erfaringer med behandling av psykiske lidelser.
Maleren Else Kant har kommet seg vekk fra den autoritære overlegen Hieronimus, men er fremdeles innesperret på «sinnsykehus». Møtene med medpasienter gir henne styrke til å kjempe for egen selvfølelse og frihet.
Skrams «sykehusromaner» er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
