På Sct. Jørgen

av Amalie Skram

IV.

De sad atter i vognen, som rulled afsted.afsted.] rettet fra: afsted, (trykkfeil) Konen strikked, og Else hækled.

Nå ja, så vilde Knut være på Sct. Jørgen. Det var også bedre. For der i kroen i de uhyggelige omgivelser – –. Skjønt på Sct. Jørgen fik han vel ikke lov til at se hende. Kroen havde dog vært som et slags neutralt terrain.

«Hvorfor skal fruen egentlig til Sct. Jørgen?» spurgte konen pludselig, og så op fra strikketøjet.

«Ja, sig mig det,» svarte Else og smilte sygt.

«Men har da fruen ikke sin mand ilive?»

«Jo. Men Hieronimus er også ilive.»

«Netop,» sa konen, og lo stille. «Og det er en streng herre.»

«Ja, han har ikke vært god at komme ud for. De må tænke Dem til, han ved ikke gnist af besked om mig, har kun ganske brutalt besluttet» – Else stansed pludselig, og sa til sig selv: Hvad kan det nytte at tale om det til hende, og så tilføjed hun med et suk: «Det er en mærkelig mand.»

«Netop. De er forskjellige frue. Den, vi 25havde før Hieronimus var nu så mild igjen. Han slap dem ud, bare slap dem ud, når de da ikke var aldeles flyvende gale. Og jeg har ikke hørt, at der kom noget slemmere ud af det. Nej såmæn.»

«Forresten må fruen ikke være så bedrøvet,» vedblev konen lidt efter. «Det går nok godt, skal fruen se.»

«Det går nok godt,» tænkte Else. Ja, hun var jo sluppen levende fra Hieronimus. Men det var et mirakel, og mirakler skete der ikke hver Dag. Hvis nu overlægen på Sct. Jørgen var som Hieronimus – der gik en frysning gjennem hende, og hun følte sit ansigt stivne. Reservelægen på sjette afdeling havde rigtignok sagt at overlægen var så «elskværdig». Men hvilke rygter var der ikke gåt om Hieronimus’ elskværdighed og indsigt?

«Nu skal jeg naturligvis puttes i celle igjen,» sa hun med skjælvende stemme, og rakte uvilkårlig sine hænder ud mod konen.

«Ok nej, fruen kommer ikke i celle,» konen trykked ivrig Elses hænder. «Vær vis på det. Vær vis på det.»

«Men hvordan kan De vide det?»det?»] rettet fra: det? (trykkfeil) Else bøjed hodet, og gråd over konens hænder.

«Hvordan jeg kan vide det? Hvad skulde 26det være godt for at putte en, som fruen i celle? Nej, vær De blot rolig.»

«Ja men hos Hieronimus, – da jeg gik derned, ante jeg ikke, at jeg skulde i celle, eller at jeg skulde være mellem gale.»

«Ja hos Hieronimus – der er det nu så sin egen sag.»

«Er overlægen på Sct. Jørgen da ikke ligedan?»

«Ok nej nej frue! Han er så jævn og gemenlig, og så rar og god. Han skal nok ikke overfuse nogen, eller gjøre sig mystisk eller stor på det. Aldrig, ikke putter han fruen i nogen celle!» konen frigjorde sine hænder og strøg kjærtegnende ned over Elses arme.

Else tørred sit ansigt, og tog atter fat på hækletøjet.

«Åa ja, ja. Bare hun ikke kom i celle, så fik det endda gå an. Ikke for det – hun frygted ikke mere for at miste sin forstand, selv om hun også kom i celle. Hun var jo vant til det, og skulde nok vide at holde stand. Men hun grued så mindelig for alle de rædsler og lidelser, hun der skulde se på og være med til. Og selv om forstanden holdt ud, så vilde sjælen lide skade, ubodelig skade. Denne fortærende vrede, hun følte over den behandling, hun vederfôres. Hvordan vilde hun vel bli tilsidst? Hendes 27indre vilde være hærjet, lagt i grus og aske som efter en ildebrand.

«Der er den gamle Domkirke,» sa konen og pegte ud gjennem vinduet tilhøjre.

«Så er vi der vel snart,» sa Else dumpt; hun flytted sig sagte i sædet og så ikke på den gamle domkirke.

«Ja. Om ti minutter.»

De kjørte gjennem en bakket og kroget gyde med små, uregelmæssige huse på begge sider. Så kom de ud på en landevej. Else så gjennem vognvinduet, et stykke borte, et helt kompleks af lyse, vidtstrakte bygninger, hvoraf de fjerneste lå højere oppe, som på terrasser.

«Er det Sct. Jørgen?» spurgte hun.

«Ja. Det er Sct. Jørgen, frue.»

Det var som en flom bruste op inde i Elses bryst og vilde trænge sig frem og ud over hendes læber med et meningsløst skrig. Hun béd tænderne sammen og slog hænderne for ansigtet.

Skulde det være gjørligt at hoppe ud af vognen? Fly fra denne voldshandling? Hvis hun nu kunde være så snedig som de sindssyge var?

Hun titted gjennem de sprigende fingre over på konen, der rolig vikled garn om det sammenrullede strikketøj. Hvis hun nu fort rev vogndøren op, hopped ud og sprang som en gal, og 28la sig plat ned i en grøft – det dirred og krøb gjennem hendes legeme, men hun rørte sig ikke.

Å disse kvaler hun nu igjen skulde gjennemgå, med nye læger, nye sygeplejersker og nye gale. – Skulde gå der imellem dem som et overgit og udleveret menneske, som en, der ingen havde, ingen andre end sig selv og Hieronimus.

«Nej, nej, nej, det var ikke til at udholde! Hellere døden end dette.»dette.»] rettet fra: dette. (trykkfeil) Hun tog hænderne fra ansigtet, og retted sig med et ryk.

«Ja, kjære frue, nu er vi der straks,» konen la liksom tyssende hånden på Elses arm.

Else så påpå] rettet fra: pa (trykkfeil) hende med et blik fuldt af smerte og forundring. Så roligt og hverdagsligt hun tog dette, at et medmenneske, som intet havde forbrudt, skulde mod sin vilje sættes i fængsel, holdes under lås og lukke, og det til og med på et sted, hvor kun gale havde tilhuse.

Else blev ved at se på konen, og mens hun så, sank alt til ro indeni hende. Sådan var livet og menneskene. Livet gik sin gang uden at ænse hvor mange søndertrampede og blødende menneskesjæle, det lod bag sig. Og menneskene så ligegyldig til. Hver havde nok med sit.

Bøje sig for det uundgåelige. Bøje sig og takke til at det ikke var endda værre. Hvis hun 29nu sprang ud af vognen, så vilde der ikke være nogen rugmark til at gjemme sig i, og ikke noget gadekjær til at plumpe ned i, og så vilde den gamle, venlige kone fange hende ind igjen, og tænke, at nu havde hun fåt et nyt bevis på, hvorledes de gale kunde forstille sig.

Nej, der var intet at gjøre. Bøje sig. Ydmigt dukke nakken.

Men at være fældet af en fyr, som Hieronimus! Det var dog for sølle!

Nu var de på en langstrakt, jevnt skrånende bakke. Der var unge, nøgne træer, med stort mellemrum på begge sider, og på toppen af bakken et langt, lavt, hvidt lysende murgjærde med en høj åben indkjørselsport i midten. Bagenfor en anseelig toetages bygning med tårn og sidefløje, og bagenfor denne igjen, højere oppe og ved siderne mange store forskjelligartede bygninger, omgit af haver og åbne rum. Og rundt omkring stort landskab med skov og bakker. Det var som en hél liden verden for sig selv.

Pludselig rykked Else sig hurtig tilbage i vognen.

«Var det nogen, fruen kjendte?» spurgte konen, som på landevejen havde sét en herreskikkelse nysgjerrig kige til vognvinduet.

30«Ja, en slægtning af min mand, som er funktionær på Sct. Jørgen.»

«Det skal såmæn fruen ikke bryde sig en smule om. Alleslags mennesker så kommer de her en skjønne dag. Idag mig, imorgen Dig.»

Else bare rokked med hodet. Det var, som sad der en prop i hendes hals.

«Snart bliver fruen fri og frank igjen. Tro De mig.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om På Sct. Jørgen

Romanen På Sct. Jørgen er en fortsettelse av Professor Hieronimus, begge ble utgitt i 1895 og er basert på Skrams egne erfaringer med behandling av psykiske lidelser.

Maleren Else Kant har kommet seg vekk fra den autoritære overlegen Hieronimus, men er fremdeles innesperret på «sinnsykehus». Møtene med medpasienter gir henne styrke til å kjempe for egen selvfølelse og frihet.

Skrams «sykehusromaner» er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.