På Sct. Jørgen

av Amalie Skram

V.

De kjørte ind gjennem en stor portal, og det blev liksom tusmørkt udenfor vinduerne. I det samme holdt vognen.

«Så», sa konen. «Nu er vi der.»

Vogndøren blev åbnet og Else og konen steg ud, og gik op ad nogle trappetrin. Straks efter stod de i et aflangt, etfags venteværelse, hvor der ingen var.

«Hvad skal jeg her?» spurgte Else.

«Nu kommer overlægen straks.»

Else gik langsomt frem og tilbage på gulvet. Sikkert var Knut her, men foreløbig holdt han sig skjult. – Bare dog overlægen kom! Men nu stod han vel og aftalte med Knut.

«Fruen skulde sætte sig,» bemærked konen, 31som havde tat plads ved bordet foran vinduet. «Det ser bedre ud.»

«Jeg kan ikke,» svarte Else. Med ét stod hun stille og smilte til konen mens hun sa: «Jeg må da forsøge at té mig lidt som en gal. Synes De, jeg skulde gi mig til at skjære ansigter? Eller skulde jeg ha det med at svare «ah bæ» til alt, hvad han siger?»

Konen rysted hodet med en lydløs latter, der bragte hendes skuldre til at dirre og hendes øjne til ganske at forsvinde.

Så blev døren bag fort åbnet. Else vendte sig hastig, og imod hende kom en høj, bredskuldret, kraftig bygget herre i førtiåreneførtiårene] rettet fra: fortiårene (trykkfeil) med rank, lidt tilbagekastet holdning. Han rakte Else hånden til goddag, og sa med et smil, der strøg som et pust af ro og fortrøstning over hende: «Jeg véd, at De er kommen her under protest.»

«Er De overlægen?» spurgte Else, mens hun betragted hans store, brunlige ansigt med den mørke mustache og de snare øjne, hvis ejendommelige, skarpt undersøgende blik liksom tog hende fangen, og holdt hende fast.

«Ja. Jeg har det uheld. Men begynd nu ikke med at være altfor vred.»

«Ikke på Dem,» svarte Else.

32Overlægen nikked og lo, en kort sympatetisk latter, med et smil, som lyste op om de mørke øjne, og gjorde hans mine i høj grad indtagende.

«Og det finder De vel ikke underligt,» vedblev Else, «når De véd, at jeg altså er kommen her imod min vilje, og efter min mening uden rimelig grund. Fejler jeg vel noget på forstanden?» hun vendte sig til konen, der sad og smilte og nikked, og så meget intresseret ud.

«Ikke det fjerneste! Men det finder overlægen nok ud af, som jeg før sa til fruen.»

«Der er frøken Schrader, forstanderinden på kurhuset,» overlægen vendte sig mod en indtrædende, høj smal dame med blankt, brunt hår, der var skildt midt efter hodet og strøget glat ned langs tindingerne. Øjnene var mørke og kloge, og hendes person gjorde et stærkt indtryk af zirlighed og ordenssans.

Frk. Schrader hilste på Else uden at smile, og tog hende i øjesyn med et skarpt, klart blik.

«Følg så med, skal jeg vise Dem om,» overlægen gik mod døren.

«Farvel da,» sa Else og rakte hånden til den venlige, gamle kone, der havde rejst sig op og nejed. «Tak for godt rejsefølge.»

«Å jeg bér så mejet.»

33«Hils så mange gange til frk. Stenberg og alle sygeplejerskerne, og fortæl at jeg har vært skikkelig og rolig på turen.»

«Netop. Og god og rar og venlig,» tilføjed konen med sit blideste smil, og nejed atter.

Else fulgte efter overlægen, der rask forlod værelset og steg ned de få trappetrin, foran hvilke vognen før havde holdt. Så gik de gjennem portalen og en dør, som en portner lukked op, og kom ind på en bred lys trappegang, hvis afsats var prydet af en marmorbyste på en mørk sokkel med indskription. De gik op over trappen til en rummelig kvadratformet gang, hvor overlægen åbned en dør, og så befandt de sig på en bred og meget lang koridor, med mange høje vinduer, et par småborde og stole, en vældig magasinovn, mange døre og en løber af teppetøj på gulvet. Else så sig uafladelig om efter Knut.

«Her er lyst og rummeligt,» sa overlægen og stansed foran et af vinduerne. «Dernede ligger haven, og længere borte parken. Udsigten er køn og venlig. Man kan nok trives her. Ikke sandt?»

«Hvis man er her med sin gode vilje,» Else stod ved siden af overlægen og stirred på en række vinduer i sidefløjen. Fra et af disse vinduer 34vilde Knut kunne se hende, hvis han var derinde. Og han måtte jo være der.

«Det er yderst sjældent at nogen kommer her med sin gode vilje, frue,» sa overlægen. «Det skal De slet ikke tænke på.»

«Men så skulde man da helst være gal, eller idetmindste sindsforvirret. Og ingen af delene er jeg.»

«Så meget desto bedre, frue.»

«For dette her er jo et galehus,» fortsatte Else.

«Et asyl, om jeg må bé.»

«Et galehus,» sa Else energisk.

«Et asyl,» gjentog overlægen.

«Et galehus!»

«Nå ja, ja. Lad os nu ikke straks begynde at skjændes.» Overlægen lo igjen med den forrige korte, elskværdige latter. «Vi skal være skikkelige ved Dem. Deres mand har skrevet et langt brev til mig.»

«Tal ikke om min mand,» sa Else heftigt.

«De har ingen grund til at være vred på Deres mand. Det kan jeg forsikre Dem om.»

«Nå ja, det véd De vel besked om,» sa Else og smilte bittert.

«Ja såmæn véd jeg så, ja.»

35«Jeg har vel heller ingen grund til at være vred på hr. Hieronimus?»

«Kan De ikke li ham?»

«Li ham?» Else lo. «Jeg elsker ham af hele mit hjærte! Jeg elsker ham sådan, at jeg bærer ham med mig uafladelig, ustanselig ihvor jeg går og står. Tør jeg spørge, kjender De den herre?»

«Javel gjør jeg så. Det er en udmærket mand. Dygtig og fremragende i sin videnskab, som ingen her i landet.»

«Ja, jeg véd det. Derfor gik jeg også til ham,» sa Else med en lyd, som ligned latter.

«Nu skal jeg vise Dem Deres værelse,» overlægen vendte sig fra vinduet og gik, fulgt af Else, nedover den lange koridor, gjennem en åbentstående fløjdør, ind på en kort gang, som beskrev en ret vinkel med den lange korridor, og havde et højt vindusfag. Der var bord, stole, et par klædesskabe, og på væggen ligeoverfor vinduet tre døre med kort mellemrum. På den ene tværvæg en fløjdør.

«De skulde vært på anden pleje,» snakked overlægen, «men det syntes jeg dog. – Nu har jeg skaffet Dem dette,» han åbned den midterste af de tre døre, og de trådte ind i et aflangt værelse med gulvteppe og et dobbelt sæt gardiner. 36På langvæggen oppe ved vinduet var der en liden sofa med et ovalt bord, og så smalt var rummet, at stolen på den anden side af bordetside af bordet] rettet fra: side bordet (trykkfeil) måtte stå sidelæns tæt op ad væggen for at få plads. Så var der en seng og en vaskerservante på samme væg som sofaen, og langs den anden væg en komode, en gyngestol og et bitte lidet rundt bord med korsfod. Fra taget hang ned en gaslampet.

«Her er jo ikke videre lukseriøst,» fortsatte overlægen, «men dog beboeligt. Hvad?»

Else nikked, mens hun tænkte på at den venlige gamle kone dog havde havt ret. Gudskelov. Dette var ikke nogen celle.

«Det var ikke så let at arrangere det, for her er jo overfyldt. Men så fik vi den dame, som bôde her, til at dele værelse med en anden dame, og således gik det. Ja, for anden pleje» – overlægen kneb det ene øje sammen og trak en rynke på næsen.

«Tak», sa Else. «Det var elskværdigt af Dem.»

«Kom, skal jeg vise Dem det øvrige med det samme,» overlægen gik ud af værelset, og Else fulgte efter i sin lange opknappede skindkåbe, boaen over skuldrene og hatten på.

«De skal se, De snart kommer til at føle Dem hjemlig her,» småsnakked overlægen, mens 37de hurtig gik tilbage over den lange korridor og ned ad en bred og magelig, lidt knirkende trappe, der fra koridoren førte nedenunder.

Dér så det nøjagtig ud som ovenpå. En lang, bred koridor med gulvløber, stole og borde, mange vinduer på den ene væg, og mange døre på den anden.

«Her er dagligstuen,» de stod inde i et rummeligt, hyggeligt møbleret værelse, med mange store planter fremme på gulvet foran det brede, gardinsmykkede vindu, piano, lænestole, rundt bord med aviser og illustrerte blade, noget i rammer på væggene og gaskrone ned fra taget.

«Og her er spisestuen,» det var et rum med langt bord og mange stole rundt væggene.

«Ja, her er pént,» sa Else. «Men jeg vil ikke gå ned mellem de andre. Jeg bér om at få min mad bragt op på mit værelse.»

«Ja, nu for det første. Senere kommer De nok ned.»

«Senere? Skal jeg da bli her længe?»

«Ja, hvis De ikke er artig og god, skal De bli her længe,» sa overlægen smilende.

Midt i sin uendelige forpinthed følte Else sig tryg i denne mands hænder. Reservelægen havde havt ret. Overlægen var et elskværdigt menneske. Og retskaffen. Det kunde Else se på 38ham. Hans skikkelse minded om en ridder fra middelalderen, og hans smukke faste hånd var som skabt til at gribe om et sværdhefte. Og hvad der var det bedste og mest beroligende: Han var i ét og alt den absoluteste kontrast til Hieronimus.

«Gudskelov, for De slet ikke ligner Hieronimus,» slap det med ét ud af hende.

«Nå, er De nu der igjen med Deres Hieronimus!»

«Ja, for jeg kan slet ikke tænke på andet,» de var gåt ovenpå igjen, og befandt sig atter på den lange korridor. «Overlægen skulde vide hvordan han har behandlet mig. Det er så umuligt at tænke, at jeg aldrig vilde ha kunnet troet det, hvis jeg ikke selv havde oplevet det.»

«Alle sindssyge er vrede på deres læger,» bemærked overlægen.

«Nej,» sa Else. Aldeles ikke alle. Det véd jeg meget godt. Desuden hører De jo, at jeg ikke var, og ikke er sindssyg.»

«Deres mand må ha vært af en anden mening, siden han bragte Dem til Hieronimus.»

Det blussed op i Else. Skulde hun nu atter igjen få høre dette snak om at hun var bleven bragt o. s. v.

«De tar fejl,» sa hun kort, og så fortalte 39hun om hvordan det hele var gåt til, og om hvorledes hun havde havt det på sjette afdeling, mens hun ved siden af overlægen gik tilbage til sit værelse.

«Ja, jeg kjender det godt altsammen, frue,» overlægen blev stående midt på gulvet med et par fingre af den højre hånd stukket indenfor vesten foran på brystet. «Det kan ikke være anderledes på sjette afdeling. Deri har Hieronimus ingen skyld.»

«Hvem har så skyld!! Var det ikke ham, som modtog mig dér, fandt, det var et passende opholdssted for mig, holdt mig tilbage med magt, trods alle bønner og alle lidelser, og forbød mine nærmeste adgang til mig?»

Overlægen trak på skuldrene: «Nå ja, lad nu Hieronimus ligge. Men nu Deres mand, hvorfor er De vred på ham?»

Else gjorde rede for, hvorfor hun var vred på ham.

«Deres mand har handlet af kjærlighed og omsorg for Dem,» sa overlægen alvorlig. «Det må De gå ud fra som noget, der er givet.»

«En dejlig omsorg den! Gjør mig forresten den tjeneste at ikke nævne min mand.»

«Se nu at finde dem tilrette,» overlægen nikked til farvel.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om På Sct. Jørgen

Romanen På Sct. Jørgen er en fortsettelse av Professor Hieronimus, begge ble utgitt i 1895 og er basert på Skrams egne erfaringer med behandling av psykiske lidelser.

Maleren Else Kant har kommet seg vekk fra den autoritære overlegen Hieronimus, men er fremdeles innesperret på «sinnsykehus». Møtene med medpasienter gir henne styrke til å kjempe for egen selvfølelse og frihet.

Skrams «sykehusromaner» er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.