VI.

40Da Else havde tat overtøjet af, kom en bleg og blid ung pige i blåtøjskjole, og hvidt smækkeforklæde. Hun hilste venlig goddag, og stilled en bakke med middagsmad på bordet, hvorpå hun gik igjen.

Else satte sig til at spise. Det var sød suppe og kalvesteg, og hun måtte være meget sulten, for selv sødsuppen smagte tålelig, og hun spiste det op altsammen.

Lidt efter bragte frk. Schrader hende kaffe. Frk. Schrader blev siddende et par minutter og talte med hende. Der var noget stivt og forbeholdent over hende, og hendes kloge, skarpe øjne betragted Else forskende, lidt koldt.

Senere, da den blege, blide pige, som hed Maren, havde tat bort bakkerne, satte Else sig til at hækle i gyngestolen ved det runde lille bord.

Knut havde altså ikke vært der. – – –

Gudskelov, her var vist et roligt sted. Ikke et glimt eller en lyd havde hun sét af, eller hørt fra patienterne. Og overlægen var så sympatetisk og behagelig. Det var jo dog en lykke midt i ulykken.

41Men indespærret på ubestemt tid mellem mere eller mindre forrykte, var hun jo dog. Og foran hende stod denne håbløse, opslidende kamp for at hævde sig selv og sin persons uangribelighed. Mellem fremmede, lutter nye og fremmede mennesker. Ak om hun dog havde havt frk. Stenberg og sygeplejerskerne!

– – – – – –

Pludselig lød der et uartikuleret skrig fra det ene af sideværelserne, og derpå et underligt højrøstet snakkeri, afbrudt af skingre hvin og en svigtende snappen efter vejret. Det lød som skrig og snak fra et menneske uden gane.

Else var faret sammen med et ryk. Hun lod hækletøjet synke, og sad og lytted, og søgte forgjæves at udfinde om det derindefra var ord med mening i. Det blev ustanselig ved.

Så begyndte en stemme fra værelset på den anden side at snakke højt og vredt, ledsaget af lyde, der lød som klask i hænder, og af dundrende slag i bord og væg. Else rakte hodet fremover for at lytte, og opfanged, at den derinde skjældte og smældte på engelsk.

God damm these pigs, these beasts! I shall bru’is you all together! I wish to see you hanged burned! I wish to see your brains braised, and I shall walk upon your bluddy faces, walk with 42my heels, and I shall tear you into pieces, and throwthrow] rettet fra: trow (trykkfeil) your torn limbs throughthrough] rettet fra: trough (trykkfeil) the windows, into the water, no! into the burning flaming hell itself, you damned pigs and beasts and robbers and rascals!» stemmen var bleven vildere og vildere og mere og mere hvinende; det endte i et brøl og i nogle skraldende slag, for efter et minuts forløb at begynde fra nyt.

Else bøjed sig sammen og gråd. Dette var liksom på sjette afdeling.

Og de vanvittige i begge sideværelserne holdt ustanselig på.

Å denne kval at være mellem sindssyge! Disse oprivende tilstande, der jog hendes sjæl som med piskeslag. Hvor kunde mennesker dømme sit medmenneske til sådant? Atter igjen som dengang på sjette afdeling spurgte hun med vridende hænder sig selv, hvad hun da havde forbrudt, siden hun skulde pines så svarligen. Ingen ro, ingen hvile. Bare angst, uro og forbittrelse. Og søvn – søvn, som hendes hjerne og hele legeme trængte så hårdelig til! Nej, ikke heller her vilde hun få sove.

«Es ist bestimmt im Gottes Rath,
Das ich zu Grunde gehe,»

hun retted sig op, tørred ansigtet og læned sig tilbage i stolen. «Es ist bestimmt im Gottes 43Rath» – hvad var dette for en remeniscents, hvor hørte de ord henne? Hun husked det ikke, og gad ikke gruble over det. Formåed heller ikke at samle sine tanker under dette vedvarende bulder og skrig fra begge sideværelserne.

«Nogle kar var bestemt til ære, andre til vanære.» Ja ja, i guds navn – hun var et af dem til vanære. Hun var bleven fanget ind og lagt i lænker. Lænker som hun ikke kunde bryde. Altså var hun bestemt til at skulle gå tilgrunde. For aldrig, aldrig! vilde hun falde til ro, og finde sig godvillig i dette! Den oprørske, nagende forbitrelse vilde lægge sig over alt hendes indre liv, mere og mere kvælende, formørke hendes forstand, og bringe hendes tanker til at kredse uafladelig og altid om ét og det samme. Så vilde hun knække sammen tilsidst, og Hieronimus vilde stå med palmer i hænderne og sige: Kan I se, jeg havde ret! Hun er gal, og blir aldrig anderledes.

Døren gik sagte op og et gammelt, forgræmmet ansigt med gråt hår, zirlig kæmmet og opsat, og noget sort kappestel oppe på issen kég forsigtig ind, og så sig om til alle sider. Så smøg gjennem åbningen en liden indsvunden kvinde på filttøfler, indhyllet i et mørkt sjall, hvis frynser nåde kanten af det korte underskjørt. 44Hun kom langsomt og listende hen til Else og sa med pibende grædestemme: «Nå, så De er den nye patient.»

«Hvem er De?» spurgte Else.

«Ak gud ja, ak gud ja,» péb grædestemmen. «Min søn var her forleden, og da bad jeg ham så inderlig om at måtte komme herfra. Men det nytter ikke noget. Nej, det nytter ikkeikke] rettet fra: ikk (trykkfeil) noget.»

Else så på hende. Hendes ansigt var absolut ikke sympativækkende. Det var som om i disse træk hvert spor at godhed og velvilje var udvisket og forsvundet. De tynde lyse øjenbryn var trukket op i spidse vinkler og de små grå, grumsede øjne, hvis pupiller syntes at være fastgroet oppe i hjørnet, udtrykte kun vrantent mismod. Munden var fuldstændig uden læber, og den fremstående lange hage virked som et nærgående spørgsmålstegn.

«Hvad heder De?» gjentog Else.

«Det er jo ligemeget hvad navn en har, når man er her,» lød det klynkende svar. «Forresten så heder jeg fru Seneke, og jeg går i mit 76de år.»

«Hvad er dog dette for mennesker!» udbrød Else og letted sig angst i sædet. Hendes naboersker holdt fremdeles på, og nu var den ene begyndt at trampe i gulvet med ustyrligt raseri.

45«Ak gud ja, det er frk. Hall,» sutred fru Seneke. «Men hvorfor skal hun også lukkes inde? Hun var så flink og rar idag, da jeg så til hende. Det ved gud, hun var.»

«Er hun engelsk?»

«Nej, men hun taler heller engelsk end dansk. Ja, se det forstår jeg mig nu ikke på.»

«Jeg er så bange for hende,» hvisked Else.

«Det behøver De såmæn ikke at være. Hun er så elskværdig, det ved gud hun er. Men på et sådant sted. – De skulde vide hvordan pigerne behandler os.»

«Der var en, som bragte mig middagsmad. – Maren – hun så så sød ud.»

«Sød – sa De sød?» Der kom en sur trækning om fru Senekes mund, og hun snøfted lidt. «Vent nu bare, skal De nok få se, hvor sød hun er. Maren? Hun er en rén djævel; og det er de andre også. Men de har det fra deres overordnede. Medhold i ét og alt. Så kan man jo ikke vente andet. Ak gud ja, ak gud ja! At tænke sig at man skal være her på sine gamle dage. Men man finder ingen trøst. Ikke den ringeste. Ingen forstår en» – fru Seneke trak det mørke sjall tættere om sig og gik listende mod døren. Så vendte hun om og kom tilbage. «Sig ikke, at jeg har været inde hos Dem,» 46péb hun bedende. «For guds skyld, sig det ikke.»

«Nej,» sa Else. «Men hvad skulde det dog kunne gjøre?»

«Å, De véd ikke besked,» fru Seneke kom tæt hen til Else og greb hendes hånd: «Lov mig at De ikke siger noget.»

Else loved det.

«Ja, for De véd ikke,» fru Seneke hytted med sin magre, gule hånd. «Det er rene djævle allesammen. Rene djævle,» blev hun ved at mumle, mens hun lydløst forlod værelset.

Else blev siddende i gyngestolen ret op og ned, mens hun forpint hørte på naboerskernes støi, der nu syntes at være i aftagende. Tårerne løb hende langsomt ned over kinderne.

«Nå frue, hvorfor så mismodig?» overlægen kom ind og satte sig i sofaen ligeoverfor Else.

«Hun er stokdøv den ene,» fortsatte overlægen til svar på Elses klage. «Fru Henderson stakkel. Et godt og skikkeligt menneske. Snakker bare med sig selv.»

«Men disse hyl, hør!»

«Hun kalder på Frants. Det er hendes mand. Og den anden derinde er vred.»

«På hvem?»

«Mest på mig,» svarte overlægen med den 47korte latter, der klædte ham så godt. «Det er hendes sygdom.»

«Bare de ikke kommer ind her,» Else rokked fuld af uro frem og tilbage på stolen.

«Ikke tale om det. Forresten kan det nok være, at de kommer til at forstyrre Dem noget. Men der var intet andet værelse,» det sidste kom i beklagende tone.

«Hvorfor skrev de så ikke, at De ikke havde plads for mig?»

«Så var de bleven endda længer hos Hieronimus,» overlægen så på Else med sit snare, skarpe blik, hvori der nu var som et glimt af skjælmeri.

Denne bemærkning gav Else anledning til atter at fortælle om Hieronimus. Overlægen bøjed af, og vilde lede samtalen hen på andre ting, men Else vendte stadig tilbage til det samme.

«Nu skal De ikke mere snakke om Hieronimus,» udbrød tilsidst overlægen. «Det kjeder mig!» hans tone var bestemt men i øienkrogen sad der som et smil.

«Ja naturligvis. Det forstår jeg nok,» Else rejste sig og gik lidt på det smale gulv. «Men hvorfor vil De ikke høre på mig, og svare mig, 48og gi mig ret i hvad jeg siger? Hvis De gjorde det, vilde jeg vel bli færdig engang.»

«Nu skal De blot tænke på at De ikke er hos Hieronimus, men hos os, der vil være så rare og gode ved Dem. Tror De ikke, at vi vil det?»

«Jo,» svarte Else, og satte sig igjen. «Men hvad kan det hjælpe? Jeg er og blir jo dog et indespærret menneske.»

«De skal slet ikke føle Dem som indespærret her. Hvis De ikke holder af at døren er aflåset om natten, skal den være uaflåset. Vindusskodderne ligeledes, og kakkelovnsdøren. Alt skal De få som De selv vil. Ønsker De at gassen skal brænde om natten – værsgod! Vi vil gjøre alt, for at De skal befinde Dem vel.»

«Mange tak,» sa Else. «Jeg vil sætte stor pris på alt det.»

«Og den avis, jeg holder, skal De få, gjerne straks den kommer. For jeg har dog ikke tid at læse den før senere på dagen.»

Else takked atter.

«Så blir De nok god og skikkelig. Ikke sandt? Og så gir De mig en hilsen med til Deres mand, når jeg nu rejser ind på fredag?»

«Nej,» sa Else hårdt.

49«Nå ja, der er længe til fredag. De kan vel forandre sind.»

«De kjender mig ikke,» mumled Else. «Og De véd jo heller ikke hvad der er foregået.»

«Jeg véd at Deres mand fortjener at få en hilsen.»

Else stirred stift frem for sig. Det var med ét faldt hende ind, at Knut alligevel var her, og at overlægen ved sit snak om ham vilde forberede hans tilsynekomst. Hun havde jo i det brev, hun sendte fra sjette afdeling, bedt så indtrængende om at han skulde forunde hende en eneste samtale, før han overgav hende til det nye fængsel. Hvor kunde han nægte hende det? Om hun så havde vært ham det ligegyldigste af hans medmennesker? Nej, han måtte være her. Hvorfor sagde dog overlægen ikke noget? Spørge kunde hun ikke.

«Hvad tænker De så dybt på, frue?»

Else tog sig sammen, og ånded op. Så sa hun: «På det, jeg skal skrive om Hieronimus, når jeg engang slipper herfra?»

«Skrive – skal De skrive?»

«Ja, De kan tro, jeg skal skrive.»

«Det skulde De ikke, frue. Det kommer blot til at gå ud over Dem selv,» der var noget overlegent-medlidende i overlægens tone.

50«Kun døden kan hindre mig i at gjøre det,» var Elses svar.

«Hvad virkning har den slags historier,» vedblev overlægen velvilligt tilrettevisende. «Kun at forfatteren får latteren over sig, eller i bedste fald blir gjenstand for medynk.»

«Den medynk skal jeg bære.»

«De har jo dog sét så mange eksempler på det. Den art stormløb fælder ikke en autoritet som Hieronimus. Forresten, for Hieronimus og os andre blir det jo kun morsomt at læse, men for Deres egen skyld. – Det er ramme alvor.»

«De kan lige godt be regnen holde op at falde, eller elven vende om og løbe op over fjeldet,» sa Else roligt.

«Nå ja, De og Deres landsmænd –» overlægen lo. «Stædige og iltre, hvad, frue?»

«Ja gudskelov. Såpas stædig og ilter er jeg da.»

«Ja, så vil jeg sige Dem godnat, frue. Hvordan er det med søvnen? Plejer De at få kloral?»

«På sjette afdeling fik jeg i massevis. Men jeg vil helst slippe, for jeg sover så alligevel ikke.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.