På Sct. Jørgen

av Amalie Skram

VII.

51Altså dog således. Knut havde ikke vært der. – –

«Værsgod.» – Maren kom med Elses aftensmad.

«Kan De ikke bé dem være stille,» bad Else, og pegte til begge sider.

«Det nytter ikke noget,» smilte den blege, blide Maren. «Og de gjør heller ingen fortræd. Fruen skal ikke være bange.»

«Er de aldeles vanvittige?»

«Å langtfra! det er de da ikke,» svarte Maren tøvende og trak sig hen imod døren.

«Jamen, de har da ikke sin forstand?»

«Ikke sådan aldeles,» sa Maren med det samme tøvende tonefald, og med halvt forlegen, halvt modstræbende mine. «Men det har jo ingen, som er her,» hun skotted til Else med et underligt smil, og smutted hurtigt ud.

«Det har ingen, som er her.» – Nej, naturligvis. Derfor vilde den skikkelige, lille Maren ikke indlade sig med hende. Hvor kunde hun også hvert øjeblik glemme, at hun skulde være sindssyg, og gi sig til at tale og spørge som et andet menneske, tårerne drypped i Elses the, 52mens hun drak den, og faldt på de skårne smørrebrød, der havde en tykkelse, som var de bestemt til sultne skolegutter.

Snart var hun færdig med at spise. Hun skjøv bakken bort, og tog atter sit hækletøj. De pinefulde tanker blev liksom mindre virksomme, når hun havde et arbejde mellem hænderne.

Det banked på døren, og en høj yngre herre trådte ind. «Godaften,» hilste han. «Mit navn er Vibe, og jeg er reservelæge her.»

Else rejste sig og rakte hånden. Herren havde et blegt skjægløst ansigt, halvblondt hår, og gode, stilfærdige øjne. Else følte sig behagelig berørt af den finhed, der var udbredt over hans væsen og person.

Dr. Vibe talte om den lange, kjedelige kjøretur, var glad over at vejret havde været pént, og håbed tilsidst at hun vilde finde sig forholdsvis tilfreds på Sct. Jørgen.

«At ha vært på sjette afdeling er ialtfald en god forskole,» svarte Else, og så gik det løs med Hieronimus.

Liksom overlægen, forsøgte også dr. Vibe at få hende til at tale om andre ting, men det lykkedes kun øjebliksvis. Dr. Vibe hørte høflig efter, men svarte ingenting.

«Nu skal jeg forresten holde op,» sa Else 53tilsidst og slog ud med hånden. «Det kan jo ikke være morsomt at høre på.»

«Åh –» dr. Vibe smilte imødekommende, og hans mine sa: Det skal De ikke bryde Dem om.

«Nej men jeg kan ikke» udbrød hun så, og rejste sig. Jeg tænke på ham, og jeg tale om ham,» hun tog atter plads.

«Når der nu er gået nogen tid, skal De se, De kommer bort fra det,» trøsted dr. Vibe.

«Ja, med guds hjælp,» sa Else. «Forresten, vist ikke sålænge jeg sidder her. Det er jo hans værk at jeg er her. Ja, at et menneske ustraffet skal kunne gjøre sligt! Så’n som han dertil har behandlet mig, hånet mig, ansét mig for en løgner, for en misdæder. – Uf nej, nu er jeg jo begyndt igjen,» hun la hånden over munden, og rysted hodet.

«Hvis De ønsker at læse det blad, jeg holder, skal jeg hver dag sende det op til Dem, straks det kommer. Her er jo også blade på kurhuset, men dem er der jo så mange om.»

Else takked og fortalte, at overlægen også havde lovet at sende sin avis. «Det er rigtignok noget andet her, end der hvor jeg kommer fra,» tilføjed hun smilende.

«Så skal jeg nok forbedre mig med hensyn 54til at snakke om Hieronimus,» vedblev Else, da hun gav dr. Vibe hånden til godnat.

Men da frk. Schrader på sin aftenrunde var inde for at se til hende, havde hun allerede glemt sit løfte og snakte atter om Hieronimus.

Siden kom Maren, og mældte at det var sengetid. Else la straks hækletøjet bort, og klædte sig af. Da hun var kommen iseng fik hun kloral af Maren, som derpå skrued gassen lidt ned, og bemærked at overlægen havde sagt, de ikke skulde slukke hos Else, hvis hun ikke vilde ha det.

«Slukker De gassen hos de andre?» spurgte Else.

«Ja. Alle de andre ligger i mørke.»

«Er de ikke bange?»bange?»] rettet fra: bange? (trykkfeil)

«Det har de ikke forstand til.»

«Tror De ikke disse to, fru Henderson og frk. Hall eller hvad de heder, blir rolige til natten?»

«Jo en tid ialtfald. Godnat frue.»

«Godnat,» tænkte Else. Godnat? – Hvorlænge skulde det vel vare til hun fik en god nat? Om hun nogensinde mere fik det? – Idetheletat nogensinde mere blev menneske efter alt dette.

Å disse våndefulde tanker, og denne tyngde 55over brystet, og disse knugende suk, der hvert øjeblik arbejded sig op i hende. Og så uroen omkring hende. Fra fru Hendersons værelse lød det som når en hund snapper efter fluer, og indimellem kom de uartikulerte lyde, der ligned snak, og af og til dette hyl, som overlægen havde sagt, var et råb på Frants. Forresten var det stilnet noget af, lød mattere og undertiden liksom hendøende. Også frk. Hall var mindre voldsom, gudskelov. Se så, der begyndte frk. Hall at synge, men stemmen var ikke så ilter og gneldrende som før, da hun skjændte.

Forresten, hvorfor skulde hun la det pine og plage sig således? Hun var jo vant til 1000 gange værre ting. – En gysen rysted hendes legeme ved mindet om hvad hun havde gjennemlevet på sjette afdeling, og uvilkårlig folded hun hænderne og mumled: Gudskelov at det ialtfald er forbi.

Nu nynned frk. Hall på en engelsk vuggesang, og med ét fløj Elses tanker til Tage, som hun hele dagen kun vagt og halvt ubevidst havde tænkt på.

Nu lå han og sov derhjemme i sin lille seng, og vidste intet om hvordan der handledes med hans mor. Vidste ikke for kummerstårer hun måtte græde over ham og sig selv. Skulde 56hun mon nogensinde se ham igjen? Og i så fald, under hvilke forhold? Else gråd og gråd, men tårerne bragte ingen lindring.

«Jeg takker gud for dem, han har gjemt,» havde den venlige gamle kone sagt i vognen, da talen var om hendes børn. Ja, sandelig, Else forstod i denne stund at en mor kunde tænke sådan. Hvis Tage nu havde vært død, så vilde hun ikke også havt ham at længes efter og at være bekymret for, og så vilde byrden over brystet ikke ha vært så tung som nu. Og desuden, der gaves et slags trøst i dette, at vide med vished, at ens børn ikke skulde komme til at gjennemgå noget af det onde, jordlivet kunde bringe.

Hvis hun nu, mens hun var på Sct. Jørgen fik vide at Tage var død – – Vilde det kjendes som en lettelse?

Hun så ham ligge i sin lille kiste med hvid natkjole og en buket vilde gåseurter mellem de små fingre, der endnu i døden var runde og buttede, og det var med ét som noget knækked sammen inde i hende. Hurtig sad hun oprejst i sengen, og hulked, mens hun bed i sit lommetørklæde.

Nej, nej, nej! Tage måtte ikke dø! Hun kunde ikke udholde, at hans søde øjne skulde 57være lukket for bestandig med mørke ringer og tykke gule låg, at den smilende, fyldige barnemund skulde stå halvåben med sorte, små pletter på overlæben, at den muntre lille næse skulde være skarp og blåhvid med indsunkne vipper, at det krøllede hår skulde klæbe dødt og fugtigt om den åbne pande. Sådan havde hendes lille brôr set ud, da han var død af strubehoste, og lå i kisten, som var overstrøet med blomster. Å hvor hun husked, og altid havde husket det syn! Og da de dækked ham til med det udhugne lagen, og hun var bleven ført ud af stuen og fra sideværelset havde hørt de hule hammerslag på kistelåget, da havde hun, den 14års pige grædt, så hun trôde og ønsked, at hun skulde græde sig tildøde, og hun havde vært vis på at hun aldrig kunde få en glad time mere. Og sorgen havde holdt sig frisk længe, længe, hele året rundt. Hun var daglig gåt på kirkegården, med blomster til graven, og mange år efter kunde mindet om denne lille brôrs, af døden så grufuldt forandrede ansigt, pludselig bringe en sådan smerte op i hende, at hun måtte skynde sig bort fra dem, hun var sammen med, gjemme sig etsteds, og græde. Ja, endnu den dag i dag kunde det stinge hende i hjærtet, 58når en eller anden tilfældighed bragte hende til at tænke derpå.

Nej, nej, Tage måtte ikke dø! Alt andet heller end dette. For at kjøbe ham fri fra at bli spigret ned i den kolde, sorte kiste, vilde hun med glæde finde sig i at holdes indespærret resten af sit liv. Ja, endog gå i celle mellem de vanvittige, og selv bli den allervanvittigste. «Et kar til vanære.»

Hendes lommetørklæde var aldeles gjennemblødt af tårer. Stille listed hun frem af sengen og fandt et nyt i sin vadsæk.

Da hun atter lå på puden var det liksom blet vindstille indeni hende. Og så mærked hun at der ingen lyd mere hørtes fra naboerskerne. De havde længe vært rolige, faldt det nu hende ind.

Hun vendte sig mod væggen med et længselsfuldt ønske om at kunne sove. Kanske det dog vilde lykkes. Om blot en time eller to. Hun var så træt, så dødsens træt.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om På Sct. Jørgen

Romanen På Sct. Jørgen er en fortsettelse av Professor Hieronimus, begge ble utgitt i 1895 og er basert på Skrams egne erfaringer med behandling av psykiske lidelser.

Maleren Else Kant har kommet seg vekk fra den autoritære overlegen Hieronimus, men er fremdeles innesperret på «sinnsykehus». Møtene med medpasienter gir henne styrke til å kjempe for egen selvfølelse og frihet.

Skrams «sykehusromaner» er først og fremst en kritikk av legers misbruk av makt og autoritet. Men de kan også leses som et oppgjør med den naturalistiske diktningen, som kom til kort overfor fremstillinger av psykiske lidelser. Bøkene skapte en voldsom debatt i samtiden.

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.