IX.

«Godmorgen frue, hvordan har De det?» lød en travel stemme.

Else fik øjnene halvt op, og så søvndrukkent på frk. Schrader.

«De har jo havt tandpine, og ikke sovet, siger Sibylle.»

«Sibylle?»

«Ja nattevagten. Hun, som har git Dem omslag.»

«Men nu sov jeg. Gud gi, De dog ikke havde vækket mig.»

«Klokken er snart syv. Nu kommer Maren, og lægger i ovnen; så får De the, og så må De op. Hvis De da ikke foretrækker at bli liggende,» frk. Schrader nikked og gik.

Nej, Else foretrak ikke at bli liggende. Hun havde havt nok af det paa sjette afdeling. Men nu var hun så søvnbetynget. Snart syv! Så havde hun altså kun blundet en halv times tid, 64for længe efter at nornen havde slukket gassen, var hun bleven holdt vågen af sine naboersker. Hun vendte sig mod væggen og døsed hen, men blev straks skræmmet op af at nogen kom ind, og begyndte at rage og rasle med kakkelovnen. Hun lå ganske stille, og håbed på at når dette var overståt, hun da atter skulde døse hen, hvilket hun også gjorde. Men så kom Maren med theen og sa højt og vækkende: «Værsgod frue.»

Else vendte sig sukkende om, og sa til Maren, at hun 1000 gange heller vilde ha undværet theen.

Maren forklarte at det gik ikke an. Klokken ½ 11 kom stuegangen, og så skulde værelserne være gjort istand, patienterne ha spist frokost, osv.

Da Else havde klædt sig på, gik hun ud på den lange koridor og spaserte frem og tilbage på løberen. Hun gik langsomt, lidt vaklende, for legemet kjendtes så tungt, og knæerne var så kraftløse. Dørene ind til værelserne stod næsten allesammen åbne, og Maren og en anden pige var i travel virksomhed med lange fejekoste og støveklude. Nogle af værelserne var tomme, i andre lå patienterne i sine senge.

En ung pige med et rent og pillent ydre, lyst, glat hår, opsat i en sirlig nakkeknude og 65et let, skotskternet sjall over skuldrene viste sig på gangen, og gav sig til at trave op og ned. Hendes grå kjole af blødt uldent stof var så kort forneden at de lange, smale fødder og de tynde ankler vistes. Det lille lyse hode sad på den spinkle hals som på en fremstrakt stilk, og hun skotted med de frygtsomt spørgende barneøjne nysgjerrig til Else, hvergang hun på sin marsch nærmed sig hende. Tilsidst slog hun følge med Else, men holdt sig dog et skridt bag hende. Else, der kunde mærke at den unge pige pønsed på at tiltale hende, vendte hårdnakket hodet til siden, og gjorde hvad hun kunde for at bli kvit hende: sagtned sine skridt, gik hurtigere til, stod undertiden hélt stille. Men den unge pige gjorde trolig ligeså, og vedblev at følge hende.

«Jeg kan ikke like at hun dér, går i hælene på mig,» hvisked Else til Maren, der ved et bord nede i hjørnet af koridoren sysled med en vældig stabel smørrebrød på et stort fad.

«Så skal jeg sige det til hende,» svarte Maren, mens hun hurtig fordelte smørrebrødet på talerkener.

«Å nej lad være! Hun sér så snil ud, stakkeren.»

«Nu skal De ned til frokost frk. Thomsen,» 66sa Maren, og vendte et øjeblik ansigtet mod den unge pige, der var blet stående et skridt borte.

Frøken Thomsen svøbte sjallet tættere om sine arme, og slog på nakken med et gjep der sa: Pas Du Dig selv.

Idetsamme lød der en klokke etsteds fra.

«Nu ringer de!» råbte Maren højt til den unge pige, der lidt efter drejed sig på hælen, og langsomt forsvandt fra koridoren.

«Er hun døv?» spurgte Else.

«Ja, hun hører ikke stort.»

«Stakker. Det er jo rént et barn.»

«Hun er da 27 år,» svarte Maren med sit sædvanlige blide smil.

«Er det muligt? Hun sér så barnlig og god og skikkelig ud.»

«Å, hun er nok ikke så god,» nikked Maren.

«Er hun da ondskabsfuld?»

«Sommetider. Nu sætter jeg ind Deres frokost, fru Kant.»

– Nej, disse tykke stykker! Else løfted på smørrebrødene, da hun sad ved frokostbakken på sit værelse, og havde ikke lyst til at gi sig i lag med dem. Med ét fik hun en idé. Hun gik ud til Maren og bad om at få låne en kniv. Maren så lidt tvivlrådig ud, men rakte hende dog det forlangte. Med kniven kløved Else 67smørrebrødet efter fladen, så det blev mindre end halvdelen så tykt, og da smagte det udmærket.

«De er nok så sød at gi mig en kniv både aften og morgen,» sa hun til Maren, da denne kom efter bakken, og Maren mente at det kunde der intet være til hinder for.

Straks efter var overlægen der, og Else fortalte om natten.

«Ja, jeg véd det nok. Tandpine er en farlig plage. Men nu får vi se, hvad vi kan finde på.»

«Det er næsten værre med de to naboersker,» sa Else.

«Ja vel ja. Men bi nu lidt. Når dagene længes plejer frk. Hall at bli bedre. Vi har havt hende her i 14 år. Om sommeren blir hun sendt hjem et par måneder, men til efteråret kommer hun ufravigelig tilbage.»

Når dagene længes, tænkte Else. Mens græsset grôr, dør koen.

«Og fru Henderson derinde falder nok også til ro senere, skal De se. Bare vær ved godt mod, fru Kant.»

«Jeg kan ikke,» mumled Else. «Det er så forfærdeligt, at jeg skal være her.»

«Å snak,» opmuntred overlægen, som havde 68tat plads i den lille sofa, mens Else sad på stolen ved vinduet, klemt inde mellem væggen og bordet. «Vi er jo gode ved Dem. Vil De skrive breve, værsgod! Kommer her breve til Dem, skal De få dem, uden at jeg åbner og læser dem iforvejen. Vil De ha besøg af Deres mand, så skriver jeg øjeblikkelig efter ham.»

«Det véd De jo, at jeg ikke vil.»

«Nå ja, så lar jeg være. Men en hilsen.– Nej, nej, så bér jeg ikke om nogen hilsen,» afbrød overlægen sig selv, da han så Else urolig bevæge sig på stolen.

«De ser jo, De får det som De vil ha det,» vedblev overlægen i elskværdig tone. «Maden op på Deres værelse og alting. – De burde nu forresten gå ned. De er rolige og rare, de som spiser dernede.»

«Nej tak,» sa Else. «Jeg bér om at få slippe.»

«Er der noget, De ønsker – et æg til frokost, et glas mælk nu og da, hvidtøl til middagsmaden – bare sig til.»

«Ja tak,» sa Else. «Jeg føler mig så ussel og mat.»

«Vi skal også gi Dem noget jernmikstur. Det hjælper på kræfterne. Og så må De ud og spasere.»

69«Jeg kan gå på koridoren derude. Der er jo luftigt og godt.»

«Ja for det første. Og læsning, vil De ha noget læsning, så sig bare til. Vi har et helt bibliothek.»

Else svarte ikke. Hun sad og tænkte på den uhyre forskjel mellem overlægen og Hieronimus. Rent mekanisk tog hun med hænderne om ansigtet og virred lidt med hodet.

«Er det tanden igjen?»

«Nej, det er Hieronimus. Ikke engang en tandlæge lod han mig få! Det hører da vel ikke med til behandlingen af formentlig sindssyge, at de ikke skal ha hjælp for legemlige smerter?»

«Nå, er De nu der igjen,» overlægen lo og trued til Else. «Skal vi ikke slutte en overenskomst, som går ud på, at De ikke mere nævner den herres navn i mit påhør?»

«Jeg vilde ikke kunne holde det,» sa Else.

«Når De nu sætter en fast vilje ind på det, hvad?» overlægen gjorde sig morsk, og rynked sine bryn.

«De skulde vært dernede og sét på!» råbte Else. «Bare det, at han altid trode, jeg løj! Jeg, som var kommen derned for at sige ham 70al mulig sandhed. Hvor kan en syg bli hjulpen uden at sige sin læge sandheden?»

«Nej, nu går jeg,» overlægen rejste sig smilende. «Lad mig nu finde Dem i bedre humør når jeg kigger ind til Dem iaften.»

– – I bedre humør. – Hm, hvordan skulde hun kunne bli i bedre humør, så længe hun var her? Men gudskelov for overlægen. Hun begyndte at holde af ham.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.