Fru advokat Stenersen var i telefonen og bad frøkenen ringe op, med det samme frøkenen kom kjem. (Gaar med tøiet paa armen.)

Er det dig Clara? Ja, jeg venter din mand hvert øieblik. Er hun kommen til byen? Og bor hos dig. Det var elskværdigt af hende. Det passer udmerket. Men ikke før 5 1/2. Da er din mand sikkert gaaet herfra. – Tak, Halfdan ser bedre ud i de sidste dage, synes jeg. Han har malet en del ude nu. Ja, det er et vidunderligt septemberveir, vi har om dagen, til at være i Norge. – Tak, ja, jeg kommer op og hilser paa dig og Tertit en af de første dage. Paa gjensyn da. Farvel. (Kommer ind. Det ringer.)

Advokat Stenersen er ude.

Vær saa god! Han kan komme ind her.

Godag! – Frøkenen befinder sig vel?

Tak. Sæt Dem ned hr. advokat. De har faaet mit lange, besværlige brev?

Modtaget og overveiet. (Aabner sin mappe.) Jeg har nu opsat forslag med hensyn til den – den disposition af Deres kapital, som De har tænkt Dem. Alle papirer vedkommende Deres fars formuesomstændigheder er nu gjennemgaaede. Saa vi omtrent er paa det rene med, hvor meget De vil kunne paaregne i aarlig rente. Jeg har sat det foreløbig op her – (Lægger papirer foran hende.)

Naa – ja – altsaa det der – sammenlagt. (Lettet.) Men, hr. advokat, det er jo udmerket. Af det der kan man leve meget godt. Vi er jo bare to.

Dertil vil jo endnu komme den sum, som det eventuelle salg af Deres fars værdifulde bogsamling vil indbringe. Saa man maa jo sige, status viser sig at være god – forholdsvis da. Thi – der er en ting, vi ikke maa glemme – allerede paa det tidspunkt, da Deres fars, man kan jo trygt sige, europæiske navn som kirurg skaffede ham et glimrende klientel – saa trak baade hans videnskabelige og kunstneriske interesser store veksler paa hans 4vistnok ikke ringe formue. At saa de 5–6 sidste aars stadige kostbare reiser, Deres fætters studier etc. har reduceret kapitalen ganske betydelig – vil jo ikke komme overraskende paa nogen af os. (Ser paa hende.) Ja, det var et tungt slag for Dem, at De skulde miste ham, frøken Eva. Clara og jeg taler ofte om, hvor ensom De i grunden nu staar –

Jeg! (Tager sig i det.) Ja –

Men for Deres ulykkelige far selv, svækket paa syn og hørsel midt i sin fulde livskraft – i længden blev jo dog denne eksistense et slags martyrium baade for ham selv – og for Dem, frøken.

Aa – for mig! (Med en overgang.) Stakkars far! Naar jeg tænker paa ham – han minder mig saa ofte om en stor, fangen skogfugl. Som han sad der hjælpeløs i sin stol. Øinene saa klare og spillende. Vidtaabne bestandig. Som vilde se og ikke kunde. Og saa hele skikkelsen ligesom saa hvileløs, altid foroverbøiet, anspændt lyttende! – Saan var han i hele fjor vinter under vort ophold i Italien. (Stanser.) Om han bare havde kunnet faa se Halfdans store, deilige maleri fra Florentz! Han vilde have glædet sig over det! (Med en overgang.) Trods disse, jeg kan 5vel kalde dem overfald fra enkelte hold, maa det vel siges, at det dog har vakt en ganske ualmindelig opsigt herhjemme dette billede – ikke sandt?

Jovist – jovist.

Saa Halfdan maa nu vel kunne være temmelig sikker paa dette nye, store, toaarige stipendium? Clara sagde forleden, at hendes onkel Professor Buck –

– Skal være meget gunstig stemt for Deres fætter, ja. Og han er formand i indstillingskomiteen, som De ved. Man siger, den eneste mulige konkurrent skal være Høibro –

Nei, saa langt ned er man vel ikke kommen herhjemme! Ikke sandt – det vilde dog være umuligt?

Tja. Han tilfredsstiller ialfald ikke de krav, jeg sætter til kunstnerisk nydelse – men – man ved aldrig –

For Halfdans fremtid vil jo forresten dette ikke blive af nogen større betydning. Paaskjønnelsen, 6opmuntringen, som ligger i det, blir her det væsentlige. Saa det influerer naturligvis ikke i mindste maade paa mine bestemmelser. (Peger paa papirerne.)

Maa jeg – ikke som advokat, men som gammel ven – driste mig til at komme med en indvending, netop paa dette punkt?

Tror De, det vil falde Deres fætter saa let at tage imod denne gave? Efter mit, vistnok temmelig overfladiske bekjendtskab til den unge mand –

Det er jo kun simpel retfærdighed! Havde fars død ikke kommet saa pludselig – jeg er vis paa, han vilde ordnet det saa selv. Han betragtede Halfdan fuldstændig som sin egen søn. (Slaar om.) Aa, de betænkeligheder skal jeg nok overvinde. Desuden – vi reiser jo nu ud igjen sammen. Vil prøve paa at indrette os saa nogenlunde, som vi pleiede, mens far levede. Og da vil alt dette jo falde ganske af sig selv – de fælles udgifter –

Ja. Vel. Foreløbig. Men med tiden kunde man jo tænke sig andre komplikationer. Og da –

Hvad mener De?

Tør jeg spørge. Han er vel ikke saa ganske ung nu, Deres fætter?

I sit seksogtyvende aar.

Tja. Da jeg var i den alder, var det netop, at Claras blaa øine gjorde det af med min uafhængighed for livet!

Halfdan! Nei, Halfdan lever virkelig saa ene og alene for sin kunst. Han har sat sig et høit maal. Og det er han fuldt berettiget til. Det er ikke min mening alene. En af de første kunstkritikere dernede har sagt mig, at med hans talent og med den sterke, rene personlighed, der staar bag, vil han kunne naa det høieste. Hvis intet kommer til hinder for hans fulde udvikling da. (Med en overgang.) Men – ja, der er endnu en ting, jeg idag vilde bede Dem hjælpe mig med, hr. advokat. Jeg tror nemlig, det vilde gjøre ham en stor glæde at faa sit billede solgt her. Der vilde blive en slags opreisning for ham ogsaa i det, forstaar De. Man beundrer det jo – men kjøbe det, det gjør man 8ikke! Jeg ønsker derfor, at De vil besørge det kjøbt for mig. Og oversendt Nationalgalleriet som gave. Anonymt, naturligvis. De skjønner, der maa ikke med en stavelse antydes, at det er mig. Ikke til et eneste menneske.

Nei, selvfølgelig. Men (nølende) om jeg nu bare holder mig til den økonomiske side af sagen – jeg vil fraraade Dem denne ekstraudgift, frøken Eva. Vort budget taaler ikke den slags – det – ja – «Faktum er faktum» – det er min maksime!

Jeg er stridig, ved De. Lader mig slet ikke skræmme. Faktum – er, at jeg foruden bogsamlingen ogsaa vil skille mig af med de fleste af mine kunstsager her. (Peger omkring.) Saa jeg blir meget rigere, end De tror!

Vel. Jeg bøier mig. Det skal altsammen blive ordnet paa bedste maade – snarest. Ja – lad os sige – sikkert i løbet af næste uge. Jeg har et par store høiesteretssager paa mig nu. Ja – farvel – jeg faar se at komme afsted. Vi ser Dem vel snart hos os? (Gaar mod døren, men blir staaende og betragter de to gamle portrætter.) Bevares for en kunstner den Juel var, De! De ligner ikke saa lidet – ja, hvad var hun?

Hun er min tipoldemor. Far elskede de gamle portrætter. Dem maatte jeg ikke skille mig ved førend det rigtig kneb, sagde han. Min halvfætter, kammerherre Brandt paa Skyberg, skrev mig til forleden og bød mig 20 000 kroner for dem – men nei – det blir der ikke noget af!

Det er bra! Jeg kan, oprigtig talt, ikke tænke mig Dem her i byen uden i læ af disse «Tipper». Der er stil baade i dem og i Dem!

Hr. advokat – De pleier ikke at sige komplimenter.

Jeg — nei. Jeg siger kun: «Faktum er faktum.» Farvel! (Gaar. Man hører ham i entréen tale med nogen.)

Det var sødt af Dem, Aagot!

Jeg kommer straks, som De bad mig om. Tak for i sommer, frøken Marlow! Jeg skal hilse Dem saa mange gange fra papa. Han taler saa ofte om Dem.

Havde jeg ikke truffet Dem og Deres elskværdige hr. far oppe paa sanatoriet, tror jeg ikke, jeg havde holdt det ud der blandt de mange mennesker. – Men kom nu og sæt Dem ned. De ser rigtig frisk og kjæk ud. Ikke fuldt saa brun som i sommer!

Nei, det var vel, jeg har faaet noget af den fjeldkuløren af mig, inden jeg kom herind! Jeg synes, jeg møder saa mange blege, tynde damer paa gaden om dagen. Med klæderne saa lange og hængende ligesom – og haaret – (gjør en tilsvarende bevægelse) øinene kommer vist til at se saa meget større og interessantere ud paa den maaden. Bare jeg kunde faa det til! Malerisk er det vist ogsaa –

Prøv aldrig paa det, Aagot. «Modern style» er ganske vist en flygtig mode. Halfdan f. eks, finder den nu saa affekteret!

Nei, frøken Marlow – jeg var inde paa udstillingen idag med tante Clara! Aa, hvor deiligt det store, italienske billede af Born er! «Vaardag i Villa Petraja». Villa Petraja, hvor er det?

Det er Medicæernes gamle villa udenfor Florentz. Derfra har man i eftermiddagsbelysning denne lyseblaa, guldisede tone over Arnodalen. Netop naar man staar der i den gamle haven med alle de mosgrodde fontæner og forvitrede statuer. De høie, sorte Cypresser danner ligesom rammen om det hele! – Halfdan malte ogsaa en liden morgenstemning derfra, som han sendte til udstillingen i Venedig – sammen med et par andre billeder. Vi havde netop telegram forleden dag, at dronning Marguerita havde kjøbt et af dem.

Nei, hvor morsomt!

Ja. Mest fordi Halfdan er af dem, som aldrig vil tro paa noget held for sig. (Med en overgang.) Men – De kjender ham jo næsten ikke –

Aa, vi var da sammen paa nogle ture deroppe paa fjeldet, inden han reiste. Men hr. Born var jo ofte svært stille af sig. Ikke saan som vi andre unge –

Rigtig ung – som andre – det har han nok aldrig været. Naar man blir forældreløs og staar alene i verden ved sekstenaarsalderen saa –

Men tænk, hvor det var deiligt, at han kom til Dem og Deres far! Og saan som han vist er glad i Dem! Det skjønte jeg paa saa meget.

Jeg har jo været som en ældre søster for ham. Han er en tretten, fjorten aar yngre –

Og naar man saa er kunstner! I kunstnerkredsene, der morer man sig altid saa godt, har jeg hørt –

Aa nei. Ikke saan som vi har levet. (Varmt.) Halfdan har altid tænkt langt mere paa far og mig end paa sin egen fornøielse. Desuden – en kunstner, der er saa meget af et hjertemenneske som han! Skjønt han af naturen virkelig har en næsten 13overstrømmende meddelelsestrang, har jeg alligevel ofte seet, hvorledes han ligesom er krøbet ind i sig selv! Det kunde jeg fortælle Dem mange eksempler paa, ikke mindst fra hans første ungdomstid herhjemme. Hvor haardhændte og grusomme de kan være mod hinanden, saadanne unge! Selv naar de kalder sig venner!

Huf ja, jeg taaler ikke at tænke paa det engang! Saa mange af os, som har det paa den maaden, at de altid skal gjøre nar! Som rent skammer sig ved, at nogen kunde tænke, at de kunde være glad i nogen, eller rørt over noget eller saant! Saameget ondt, en kan gjøre med det –

De er nu heller ikke videre typisk for vor moderne ungdom herhjemme, tror jeg?

Jeg? Kanske ikke. Jeg er jo oppe fra landsbygden jeg, ved De.

Og saa har De Deres sygelige mor at stelle med, fortalte Deres far –

Aa ja. Jeg faar da prøve at muntre hende lidt, stakkar. (Alvorlig.) For siden min yngste bror –

Ja, lille Einar, som døde – og som De passede hele tiden. Det fortalte ogsaa Deres far mig om.

Kan De huske i sommer, Aagot, at vi læste sammen den legenden om Franciscus af Assisi – at naar han gik paa veien, saa kom fuglene og søgte beskyttelse indunder hans kappe?

Ja – jeg husker det.

Jeg tror nemlig det, skal jeg sige Dem, at der findes mennesker, som har faaet evne til at skabe en egen slags «atmosfære» omkring sig. Og at saa andre – de, som har saare nerver – og ofte blir skræmte i verden – ganske instinktmæssig – akurat som fuglene – tyr hen til disse menneskene. Kryber ind under folderne af dette deres mystiske, usynlige – hvad skal jeg kalde det – sjælegevandt – bare for at kunne faa puste trygt og 15stille. (Lægger hovedet halvt spøgende et øieblik paa Aagots skulder.) Jeg tror sandelig, der er en liden fold af St. Franciscus’s kappe herinde ved Deres jakkekrave!

Tak. De er altid saa snil imod mig, frøken Marlow.

Snil? Hvad mener De med det. Tror De, det er for at være snil?

Nei – ja – jeg mener, at De, som har – som er saameget betydeligere end jeg – og har reist saameget – og –

– Som er saa meget ældre end De, mener De. Ja, det er jo unegtelig sandt. (Slaar om.) Og nu er De kommen herind for at uddanne Dem videre i tegning – eller maling kanske –

Aa nei. Det har jeg nok ikke talent til. Det er bare mønstertegning til tepper og saant. (Ser sig om.) Nei, hvor yndigt her er! Og saa mange rare ting. Altsammen fra Italien? Det billede der – er det af Born?

Nei, det er af en Italiener. (Aabner halvt døren til høire.) Her er Halfdans atelier.

Aa, hvor det ser vakkert ud! Og saa fuldt af malerier!

Ser De det store staffeli derhenne ved hjørnevinduet? Han maler udsigten derfra om eftermiddagen nu. Men idag kommer han nok ikke tidsnok hjem. – Men – tyss – der er han! (Lukker hurtig døren og tager atter plads med Aagot.)

Se her, Halfdan, træffer du en bekjendt fra i sommer.

Er frøkenen i byen? (Til Eva.) Jeg vidste ikke, her var fremmede. Jeg trodde, du var alene, Eva, derfor kommer jeg ind denne veien og med frakke paa ogsaa – undskyld –

Du blev længe i eftermiddag. Fandt du belysningen igjen idag?

Ja, jeg vilde ønske, du havde været med. Der var et par ting, jeg vilde hørt din mening om ogsaa. (Lukker op døren til sit atelier.)

Du kommer da ind igjen?

Jeg skal bare lægge af mit tøi. (Gaar.)

Nu har han vist sprunget saa altfor hurtig indover. Synes De ikke, han saa dygtig træt ud? Han har slet ikke været rigtig sterk i det sidste.

Jeg synes, han saa noksaa træt og nervøs ud.

Kanske De finder, at han saa bedre ud i sommer oppe paa fjeldet?

Jeg tror nok det.

Han var ogsaa saa paafaldende bleg i dette øieblik.

Sæt dig her. (Peger paa en stol.) Frøken Fasting er kommet her til byen nu for at uddanne sig i tegning – mønstertegning.

Aa nei. Det var vist i grunden mere et paaskud – jeg kan slet ikke – (forlegen.)

Jeg saa et par af frøkenens stiliserede blomstertegninger i sommer.

Gjorde De det? Nei – kjære – hvorledes kunde De det?

Husker De ikke det, Aagot, at De en eftermiddag havde glemt Deres mappe paa vor veranda? Det var mig, som viste ham dem, endda jeg faar tilstaa, at De netop havde ytret stor skræk for, at han skulde faa se dem!

Den gjentager sig altid i verdenshistorien denne begivenheden med Eva, som frister med forbudne frugter, ser De.

Men idag vil jeg bare være den dydige Eva, som byder frem æbler og pærer – ikke fra kundskabens træ, men redelig og ærlig kjøbte paa byens torv! (Gaar ud af døren til venstre.)

Havde De en deilig fjeldtur i sommer da?

Ja, vi havde udmerket veir hele tiden.

Traf De saa Deres fætter, ingeniør Brun, oppe paa Glitreheim?

Ja, det gjorde jeg. Kan De huske det?

Ja det husker jeg nok.

Og De havde det fremdeles lige muntert og morsomt deroppe?

Der var svært mange hyggelige unge deroppe iaar.

Saa?

Hvorfor reiste De ogsaa saa fort? Jeg trodde, De skulde blevet der sammen med frøken Marlow hele tiden, jeg. Og saa – med en gang saa – var De borte!

Det var netop, fordi Eva i den tiden kunde undvære mig – kunde have det lige hyggeligt uden mig – at jeg gjorde den fodturen. Desuden –

Hvilket?

Jeg passede ikke der heller.

Hvorfor skulde ikke De passe deroppe? Jeg synes netop – jeg tænkte, at –

Ja, der er forskjellige meninger, om hvad der tjener til ens bedste, ved De, Frøken Fasting. (Reiser sig og driver om paa gulvet.) (Pause.)

Synes De ikke, der er næsten ligesaa vakkert i Norge som i Italien? Men dernede ved Florentz, der maa det jo være deiligt. Villa Petraja – det klinger saa vakkert ogsaa.

Ja, lyset og luften er jo ganske anderledes der end her.

Jeg saa en dame staa foran Deres billede idag. Hun havde store taarer i øinene. Det var en elegant, fin dame. Hun stod der hele tiden og saa.

Virkelig? (Med en overgang.) Ja, der kan naturligvis altid være noget ved disse sydlandske billeder, der tiltaler nordboen paa en egen maade.

Men dronningen af Italien har jo ogsaa kjøbt et billede af Dem –

Fordi det hændelsesvis var fra et sted oppe i Alperne, som hun selv var glad i. Det var ikke andet end en studie heller –

Jeg synes da – tænk, der stod da en forfærdelig god kritik over Deres maleri forleden i –

Kalder De den god? Fordi den var rosende?

Ja – vel –

Der stod jo ikke et eneste fornuftigt, jeg mener virkelig myndigt ord i den. En god kritik, den skal repræsentere en samlet, atklaret dom, som tusen andre skal kunne finde sig selv igjen i! Men her – (Ler ironisk.) Kast en sten – det er det samme, hvor den træffer! Kanske den bare gjør en menneskehaand lam for livet! – Eller lad os hænge en blomsterkrans 23paa et kadaver! Saa tror menneskene straks, de er i en have! – Ansvarsfølelse er der jo ikke tale om.

En kunstner maa vel synes det, at ingen forstaar ham helt. Han har vel ligesom gaaet saa mange veie – og samlet – baade inde i sig selv – og udenfor –

Det har De ret i.

Og saa er det netop saa meget, som – naar man vil sige det i ord – saa forstyrrer det bare.

Det er saa. (Med en overgang.) Naturligvis er der ting, som gjør en glæde, Jeg hørte f. eks. forleden af fru Stenersen, at Professor Buck interesserer sig for mig. Han er jo en autoritet. Jeg har nu ogsaa havt anledning til at arbeide mere – jevnere – under gunstigere forhold ialfald, end de fleste unge, norske kunstnere, ser De. Uden bekymring for det daglige brød. (Med en bitter betoning.) Takket være min onkel, professor Marlows barmhjertighed, som De ved.

Frøken Marlow siger – hun siger, at De har været saa forfærdelig snil mod hendes far –

Ja, det var vel det. Jeg skyldte ham jo alt. Sligt kan ikke gjengjældes simpelthen! (Slaar om.) Onkel var forresten en ualmindelig begavet mand. En ren ildsjæl. Men egoistisk i sin ulykke som en – (Stanser.) Ja Eva har faaet føle det! Han suged ligesom hendes liv ind i sit, ligefra hun var ganske ung –

Hvor hun er sød – og egen.

Hun er et storartet menneske! Mod mig har hun været som en mor. Jeg skal fortælle Dem noget, som er ganske betegnende for det liv, hun har ført. Den eneste gang, hun skulde faa reise alene hjemmefra og friske lidt paa sig, blev hun sendt ned til Tyskland et sted for at lære sygepleie ved det røde kors. Bare for at hun saa bagefter skulde pleie enkelte af min onkels merkeligste patienter! Det var netop da han stod paa sit høieste.

Det har hun aldrig fortalt.

Nei, det kan jeg tænke. Det blev forresten ikke mere af det heller. For onkel blev syg straks efter.

Hvor den ligner hende, den sortklædte unge damen paa Deres billede! Hovedet og skikkelsen, mener jeg. Hun vender jo ryggen mod os. Det giver saan stemning til det hele, synes jeg.

Jeg vilde fra først af ikke havt nogen figur der. Det skulde slet ikke været nødvendigt. Et sujet, om det bare er et landskab, skal i sig selv kunne tale — ja virke dramatisk. Det skal ligge i det hele. I luften, i sammenstillingen. Her f. eks. den gamle, mørke haves tunge, dystre vemod og vaarlysets intense kraft og seir lige udenfor! – Men jeg magtede det ikke. (Springer op.) Det er det, jeg vil kunne gjøre, ser De. Ikke bare male et landskab med det og det motiv, vakkert og malerisk og alting. Men male det saa, at min stemning skal præge det, min personlige følelse, mens jeg optog billedet i min sjæl – ja, jeg siger sjæl, endda De kanske finder det høitideligt! Det behøver ikke at være bedre, større, betydeligere end andre, men det maa være mit! Saaledes at ingen – ingen paa hele jorden kan gjøre det samme! (Roligere.) Det er efter min opfattelse den første betingelse for at turde kalde sig kunstner.

Jeg tænker, det er derfor, Deres billede virker saa sterkt. Men –

Jeg ved, hvad De vil sige. Men ikke uden Eva, vil De sige. Ja, Eva havde noget ved sig, der ligesom af sig selv steg ind i billedet, mens jeg malte det. Hun symboliserer jo selv dette: Staar der i skyggen, omgivet af alt det forbigangne – ser og længes mod sollyset – mod det vaargrønne, knoppende – alt det, som endnu ingen faste linjer har, men just derfor synes at indeholde alt! Og saa floden, som glitrer og flyder forbi derude – som hendes eget liv har gjort det, mens hun gik der – indunder Cypresserne – og passede sin syge, gamle far! (Sætter sig atter og siger blødt.) Synes De, jeg er kjedelig og høitflyvende? Det skal ikke være moderne herhjemme blandt ungdommen, har jeg hørt.

Nei – nei, kjære, det er da bare – jeg er saa glad over, at De vil sige dette til mig.

Der er noget ved Dem, som – der er saadan forstaaelse hos Dem.

Tænk, jeg synes, De maa finde mig saa rent uvidende og uudviklet! (Smiler pludselig.) Jeg, som ikke har været længere end i Kjøbenhavn!

Kjøbenhavn! Der er overmaade meget at se i Kjøbenhavn for dem, som har øine at se med. (Med en pludselig overgang.) Men, ja nu er De altsaa kommet herind – (Stanser.)

Ja, jeg er det – unegtelig.

Vil ikke frøkenen engang vise mig nogle flere af Deres tegninger, nu mens De er her?

Vil De virkelig se dem? Men jeg er saa bange for Dem.

For mig – De?

Paa den anden side vilde jeg saa frygtelig gjerne høre, hvad De siger ogsaa. (Alvorlig.) For dette med at finde ud, at se ligesom noget ved siden af eller under det som er – blomsterne, frugterne 28– insekterne eller engene. De kan vist ikke skjønne, at jeg synes, det kan være saa meget for mig – det bedste jeg ved, simpelthen!

Hvorfor skulde jeg ikke kunne det?

Nei – ja – jeg ved ikke jeg. (Slaar om). Aa, vil De ikke engang, naar De har lyst, og det er beleiligt, lade mig faa lov til at se Deres atelier? Alle de smaa billeder og skitser –

Ja, gjerne det. Saa kan De tage Deres mappe med, og saa sammenligner vi!

Nei – nei, det tør jeg ikke

Men naar jeg beder Dem?

Vil De love mig at sige ordentlig, hvad De ikke liker da?

Ja, det skal jeg. Men saa maa De gjøre det samme med mig.

Aa, du verden! Nei, det mener De nok ikke.

Forresten. Det kan kanske ikke blive saa let at finde en dag til det alligevel. Jeg – nei, jeg tror ikke, jeg faar unde mig nogen slags feriestund nu, skal jeg faa taget nogle studier og saa faa billedet færdigt, før vi reiser. – De faar undskylde mig, frøken Fasting, det var nok lidt ubesindigt af mig. Men De kan kanske komme op en formiddag, naar jeg ikke er hjemme. Saa kunde Eva vise Dem om –

Skal frøken Marlow – og De reise saa snart?

Vi reiser først i oktober – om en tre ugers tid. I vinter tænker vi at tage over til Afrika. Man faar arbeide – arbeide – bryde sig sin egen vei, ser De – (Ser hen for sig.)

Aa – naa – ja.

Se her – nu skal vi drikke frøken Fastings skaal (skjænker i glassene) og ønske hende et rigtig morsomt og behageligt ophold. Skaal, Aagot!

Hvor længe blir saa frøkenen herinde?

En stund udover høsten, saa længe tante Clara vil have mig.

Men forelsk Dem nu ikke i disse poetiske og ætheriske «modern style»-væsener, som har gjort saant indtryk paa Dem, Aagot!

Hvad vil det sige?

Det vil bare sige, at jeg synes, jeg møder saa mange maleriske damer –

Aa nei, tjen mig i ikke at kalde dem maleriske da! Det som skal være malerisk, maa da først og fremst være egte.

Aagot tænker alvorlig paa at sulte og spæge sig for at blive ligesaa luftig. Men – spis kun frugt, Aagot (byder) det er netop ætherisk føde –

Tak.

Frøkenen tror da ikke, det er noget tegn paa sundhed – eller liv dette? Optræde saan som modeller – for reklameplakater af værste sort!

Ha, ha. Aa nei. De kan nok være rolig for det. Onkel Stenersen passer nok paa, at jeg holder mig paa fornuftens stier i alle maader. Jeg kommer ganske vist ikke til at gjøre nogen reklame hverken paa plakater eller andetsteds! Men – klokken er mange. Jeg faar nok gaa hjem. (Reiser sig.)

Saa snart?

Ja, det er nok bedst. Jeg tænker, tante Clara venter paa mig. Farvel, frøken Marlow, og tak for alt.

Kom nu snart igjen. Saa tænker jeg, Halfdan viser Dem sit atelier ogsaa. (Til Halfdan.) Ikke sandt?

Det skal være mig en fornøielse.

Farvel, hr. Born.

Jeg skal lukke frøkenen ud. (De gaar.)

Kom herhen, Halfdan – kom skal du se en solnedgang! Se aaserne derborte er ganske vinrøde – fjorden er som guld – og himlen staar som ild. Nei for en farvepragt! Var det ikke noget at male, du? Og bringe med derned, hvor de altid bruger ordene bleg og mørk, naar de taler om Norden?

Jeg har saa mange gange sagt dig, det, Eva, at om de kan være aldrig saa vakre i sig selv, saa 33er den slags næsten teatralske farveeffekter ikke maleriske. (Gaar ind i sit atelier og lukker døren efter sig.)

Kjære, du skjønner da, det mere var min Spøg. (Vender sig forbauset om, da hun hører døren lukkes i, og tager uvilkaarlig et par skridt som for at følge ham. Men blir staaende, ligesom stivnet i et eneste spørgsmaal.)

Jeg tror næsten, du ser det bedre her fra mit vindu, jeg, Eva. Vil du ikke komme herind? Det er virkelig en straalende belysning! Jeg er selv lidt træt og nervøs, ser du. Jeg tror, turen i ettermiddag har været lidt for anstrengende alligevel. – Og er det dig, som har sat den deilige violbuketten herind til mig? Tusen tak skal du have! Og lad os saa tale ordentlig om reisen. – Tror du, det skulde lade sig gjøre at komme afsted lidt før?

Begynder du at blive utaalmodig? Ja – jeg skal gjøre alt for at blive færdig –