Maler du fremdeles, Halfdan? Der kommer da vist kulde og fugtighed ind ad det aabne vinduet nu saa sent paa dagen.

Nei da. Her er ganske varmt endnu. Jeg føler ialfald ingenting. Naa – har du været ude at spadsere?

Ja. Jeg vilde ønske, du kunde været med. Hver dag har ligesom sin egen historie derude i naturen nu!

Ja – det er virkelig sandt.

Idag var jo luften lidt tilsløret. Men derved blev trærne ligesom større og mægtigere. Naar man gaar saan indunder alt det brogede løvet, der danner ligesom de vidunderligste guirlander over ens hoved – og alle de faldne gule blade ligger som et blødt teppe under fødderne – det er, som der var reist en række vældige æreporte for en! Som man pludselig var buden til stor fest! Deiligt var det!

Ja – det er storartet vakkert.

Jeg tænkte virkelig saa paa dig for hvert skridt idag. Hele atmosfæren var saa stemningsfuld og poetisk. Et sted f. eks. stod der bare nogle piletrær ved en liden dam. Bladene saa fine og lysegrønne med sølvskjær over sig, og stammer og grene ganske sorte. De lignede saa aldeles vore 36kjære oliventrær dernede – (Stanser. Der er noget ængstelig speidende i hendes øine, mens hun staar og betragter det billede, han maler paa.) Ja, Halfdan. Nu har du virkelig faaet det svært bra. Især dette parti, synes jeg. Du, den gulrøde farveklatten derhenne i baggrunden, det er ganske sikkert et lønnetræ!

Det kan saamen godt være.

Ja, for jeg saa netop et idag. Det eiede ligesom et helt magasin sollys i sig. Endda der ikke var nogen sol! Jeg tog mig ordentlig i, at jeg stod og stirrede ind i det, som om jeg var blevet hypnotiseret.

Ja du er glad i sol og varme du, Eva!

Er ikke du en ligesaa stor soldyrker som jeg?

Kanske du har ret. (Maler.) Ja, der er noget sterkt og festligt, som du siger, over høstfarverne herhjemme.

Og saa et vemod over alting du, fordi frosten kan komme hver dag. (Med en overgang, peger paa billedet.) Synes du nu ikke snart, du har faaet det, som du vil have det?

Hm – du ser jo, forgrunden er ganske ufærdig.

Tror du ikke, det kunde blive færdigt til – til først i næste uge for eksempel?

Aa, jeg ved ikke. Kanske. Hvorfor det forresten?

Vi er i de sidste dage af september nu. Først i oktober burde vi vel se at komme afsted, sydover.

Jeg kan ikke indse, at det har saan hast.

Det billede der, Halfdan, (peger) saa fint og poetisk, som det er, det er nu heller ikke det, som bringer dig fremad. Det er et stykke portrætkunst – intet andet. Og det er ikke det maal, du har sat for dig selv.

Portrætkunst – ja, tænk paa Tizian og Rembrandt –

Du ved, hvad jeg mener. Og saa iaar. Er du ikke i spænding? Jeg synes bare ved at høre ordet Nilen. (Stanser.) Jeg er saa glad, vi skal der først – og at det ikke er før udover vaaren, vi kommer til vort gamle sted Florents – med alt det, som minder.

Det blir kanske ondt for dig dernede iaar, Eva. – Jeg maa jo komme til at arbeide flittig ogsaa nu – du forstaar.

Det er bare deiligt det, Halfdan! Far og jeg tog jo saameget af din tid ifjor – saa altfor meget.

Det maa du ikke sige! I dette øieblik ialfald tænkte jeg ikke paa mig selv, men paa dig.

Du mener, at jeg kommer til at blive en hel del alene dernede?

Det skal du ikke bryde dig om. Jeg har jo venner dernede ogsaa. Og man gjør altid bekjendtskaber, naar man vil. (Med liv.) Jeg har nu tænkt mig det, at du skal leie dig et af de store ateliererne ude i Via Ghiberti, ved siden af professor Zucki’s. Der bor jo ogsaa Lawson og Penini, dine nærmeste kamerater. Kanske du saa kan komme i stemning til at begynde paa din yndlingsidé: Det store billede efter Shelleys «Sensitive plant». Det kan jo ikke males før til vaaren. (Med en overgang.) Jeg morer mig saa om dagen med at lægge planer om, hvordan jeg skal prøve at gjøre det hyggeligt for dig dernede. Jeg har tænkt mig, at jeg kanske selv kunde bringe dig din frokost op paa atelieret hver formiddag. Hvis du saa tager dig en fristund, saa kunde vi bagefter gaa hen og hilse paa en af vore kjære gamle mestre – du ved, du har det med det – pludselig er det en statue eller et maleri, som du maa se –

Hvem kan det være, tror du?

Hvilket – hvad mener du?

Aa, jeg tænker naturligvis bare paa Petrajabilledet mit, jeg, ser du! Har du nogen anelse om, 40hvem der har kjøbt det? Jeg ikke. Det maa være en eller anden rig Mæcen, du. Ingen prutning eller nogenting. Gave til Nationalgalleriet ogsaa. Jeg er svært glad for det. Er du ikke enig?

Jo – jo, det synes jeg ogsaa –

Alle pengene paa bordet – i lommen, mener jeg! 3000 kroner. Jeg fik dem i dette øieblik fra advokaten. Nu tror jeg sandelig ogsaa, at jeg faar stipendiet. Jeg tror alt, som er godt nu. Da faar jeg 3000 kroner til, to aar paa rad. Blir rig som en Krøsus! (Slaar om.) Du, Eva?

Ja.

Bare det ikke er en, som har hørt, at jeg er fattig! Og som gjør det af pur barmhjertighed. Huf, det vilde være fælt, du!

Nei, kjære, du maa da ikke tænke – (Bedrøvet.) Fattig – vi er da ikke fattige, Halfdan.

Du nei, men jeg. Jeg lever jo af dig og dit, jeg. Akkurat som de store snylteplanter, som hænger paa trærne, dernede i Cascine-parken.

Fy, Halfdan, det er grusomt af dig – du har jo ogsaa tjent penge for dig selv –

Ikke rigtig saameget som til at betale mine skrædderregninger for. Aa, nei du! –

Og saa ved du da saa godt, at jeg har mere, end jeg behøver selv. For min egen person bruger jeg da ikke stort. (Bedende.) Der burde ikke være nogen følelse af mit og dit mellem os, Halfdan. Vi to er da som søskende. Og nu, naar det bare er os to. Jeg havde netop tænkt at sige dig, at jeg vilde –

Jeg har faaet hele min uddannelse af eder. Først til jeg blev student, og mens jeg studerte medicin. Og de sidste aar til mine malerstudier. Jeg kan aldrig takke nok din far, som, endda han ønskede, at jeg skulde blive læge, alligevel saa hurtig 42og villig gik ind paa at hjælpe mig til at blive kunstner. Men nu faar det være slut. Det er rigtigt det, Eva. Du vil da ikke selv, at jeg skal vedblive hele mit liv at hæve maanedsgage af dine penge, som da jeg var skolegut?

Du taler saa meget om penge i det sidste! Penge for billedet, penge af stipendium. – Jeg tror, du har rent gaaet og stundet dig syg efter de pengene i hele den sidste tiden! Og idag — du er jo ikke til at kjende igjen! Jeg tror aldrig, jeg har seet dig saa fornøiet og frisk før, Halfdan – ialfald ikke paa lang, lang tid. Bare for de – pengenes skyld!

Kan jeg hjælpe dig? Er det noget, du leder efter?

Ja – jeg – leder ikke efter noget bestemt netop. Men frøken Fasting sagde, hun kanske kom opom i eftermiddag. Det er nogle skitser, jeg lovede at vise hende.

Nei, det er da urimeligt! Midt i dit arbeide.

Og nu igjen. Hun var jo netop her forleden og saa paa –

Fru Stenersen var jo med. Der blev jo ikke andet end snak. Husker du ikke det?

Nei, det husker jeg ikke.

Frøken Fasting interesserer sig meget for malerier.

Aa – ja.

– Og hun har et ualmindeligt fint instinkt.

Nogen virkelig forstaaelse af kunst eier hun da ikke. Efter min mening ialfald.

Ikke det?

Hvor skulde hun ogsaa have faaet den fra? Hun har jo ingenting seet. Jeg tror nu, oprigtig talt, at det er noget, hun spiller sig lidt op til. Fordi hun tror, det hører til, naar hun taler med dig. Der er mange, som lærer sig til en slags jargon saan ligeoverfor kunstnere –

Det var ikke pent sagt, Eva.

Frøken Fasting er et meget insinuant lidet væsen.

Det sagde du ikke før.

Saant merker man heller ikke straks. (Smiler lidt bittert.) Især naar det insinuante væsen anvendes ligeoverfor en selv.

Forresten. Ja, snil er hun. Ret skal være ret. Men ialfald synes jeg nok, du kunde bedt hende 45vente, til dit billede er helt færdigt. Saa kunde du jo have arrangeret en liden udstilling her i dit atelier, førend du pakker alting sammen til reisen. (Det ringer.) Naa, der er hun altsaa. Jeg skal lukke op. (Gaar.)

Ja, De har virkelig ret, Aagot. Jeg stod netop og skjendte lidt, fordi De ikke kunde vente, til maleriet var færdigt. Der er ikke saa mange arbeidsdage igjen nu, ved De.

Men hr. Born sagde jo, at jeg skulde komme. For der var bare lidet bitte gran igjen, sagde han. Saa det er hans egen skyld, hvis jeg forstyrrer. (Til Eva.) Se her, frøken Marlow. Jeg fandt disse roserne i en butik paa veien hid. Jeg syntes, de var saa vakre. Og saa vilde jeg saa gjerne, De skulde have dem. (Giver dem til Eva.)

Tusen tak. Nei, hvor de er deilige! Og tænk saa langt paa aaret. (Halvt spøgende.) Jeg mener, De 46rigtig vil prøve paa at lure os til at blive her i Norge langt udover vinteren, jeg!

Ja, gid det kunde nytte. Naar De reiser, blir det ligesaa trist og sørgeligt, som naar svalerne flyver sin vei.

Ja, vi er nu ikke flyvefærdige endnu. lalfald ikke jeg. Men nu faar De gratulere mig, frøken Fasting.

Gratulere Dem – jeg ved ikke –

Nei, De ved det nok ikke, For Deres onkel Stenersen, han er taus som en mur. Jeg har havt et forretningsbrev fra ham idag. Mit Petrajabillede er solgt til en anonym for 3000 kroner og foræret til Nationalgalleriet!

Aa – nei!

Se her. Har De nogengang seet, hvordan en tusenkroneseddel ser ud?

Nei –

Jeg finder farverne skjønnere end selveste Paolo Veroneses. Se, hvor de spiller!

Storartet!

Redelig og ærlig fortjente ved mit eget arbeide. Tænk, nu tror jeg saavist, jeg faar stipendiet ogsaa. Paa lørdag skal det afgjøres. Idag har vi tirsdag. Det blir spændende. For saa vil jeg begynde at tro, at jeg kanske nok kan komme til at due til noget ordentligt, jeg ogsaa – med tiden.

Jeg kan ikke like, at du siger saant, Halfdan. Dertil behøves der rigtignok ikke noget stipendium.

Eva taaler ikke det, at man – det vil sige, at jeg er beskeden, maa De vide! Men – vær saa snil at se her, da. (Stiller hende foran billedet.) Naa – synes De, det er kommet sig siden sidst?

Forgrunden er blevet noget for broget, kanske? Hvad mener De?

Er ikke netop de to røde farverne sammen der deilige?

Hvor morsomt, at De just lagde merke til det. Jeg har glædet mig saa ved den sammenstillingen selv.

Det skal blive interessant at høre, hvad de vil synes om det dernede. Det blir jo noget helt nyt for dem. Ja, for du tager det naturligvis med dig med det samme?

Jeg kan ikke sige, jeg har tænkt noget videre over den ting endnu. Men naar vi nu taler om farver, frøken Fasting. – Eva, kan du huske, hvor jeg har den mappen med alle de smaa billederne fra Gardasjøen og Rapollo og derbortover?

Her er den.

Tak. (Oprømt til Aagot.) Sæt Dem der, saa ser De bedre. Det begynder allerede at skumre lidt, tror 49jeg. (Holder bladene op for hende, et for et, og passer paa, at lyset falder heldigt paa dem uden at agte paa Eva, der staar ved siden af og ligeledes interesseret følger med.) Se, den høiden der med alle de store cypresserne, den er fra Salô ved Gardasjøen. Aa, det der er bare en blomsterstudie det – azaleaer i alle tonearter, som De ser. Det er noget i Deres genre det! Kanske De kunde gjøre noget ud af den? «Ved siden af» eller «under» eller «over» –

som De kan huske, De engang udtrykte Dem?

De maa ikke gjøre nar af mig!

Vil De ha’ den, saa ta’ den! Kanske der kan blive en hel portière ud af den der.

Tusen tak. Jeg vil frygtelig gjerne ha’ den.

Ikke noget at takke for. – Her skal De se en liden gaardsplads ude paa landet ovenfor Rapollo. Ja, hun er temmelig fillet, den ungen med det gule skautet paa hovedet! Men de har en saa deilig gul farve dernede paa tørklæderne sine, som jeg ikke har seet her. Kanske de bare er at faa paa landet.

Kanske det. Jeg skal prøve hjemme hos landhandleren. Og sende det til Dem som present. Til tak for azaleaerne.

Dette synes nu jeg er saan yndig studie – ikke sandt Aagot?

Jo da. Men jeg tror, jeg holder mest af den der. (Tager op en af de foregaaende.)

Den er ogsaa bedre.

Du – Halfdan – (De er saa optagne, at de ikke hører. Hun faar en idé og som befriet, halvhøit.) Nei, jeg faar da sætte roserne mine i vand, ellers visner de. (Gaar stille ud.)

Har De lyst til at se nogle studier fra Verona? De er ikke stort værd at se paa forresten – uden – der er ét –

Jo tak – jeg har forfærdelig lyst til at se saa mange, jeg kan.

Her er Piazza delle Erbe. Det er Piazza dei Signori. Aa ja. Fotografier kunde i grunden gjøre det ligesaa godt. Det er ikke rart. Mest for at støtte hukommelsen. (Tager et større billede frem. Med en anden betoning.) Her er det, som jeg selv er mest glad i. Det er noksaa stort. Vil De holde lidt i det selv? Der ja – saa nu ser De det. Det er udsigten fra amfiteatret der – en sommermorgen. (De holder i hver sin ende af billedet. Ingen af dem ser videre paa det. Deres øine mødes. Halfdan gjør en anstrengelse for at beherske sig.) De ser det alligevel bedre, naar De holder det alene. Der maa meget lys paa det.

52Ved De, hvorfor jeg er saa glad i den studien? Det er fordi, den er malt i en af de faa stunder i mit liv, hvor jeg virkelig har følt mig haabefuld og sterk! Aldrig før havde jeg forstaaet, hvad der kan ligge af livskraft bare i selve lyset! – Her er saa meget tusmørke herhjemme. Seiv paa lyse sommerdagen. (Stanser.) Men – ja, saa var det den gangen dernede i Verona. En søndagsmorgen var det. Jeg sad oppe paa den øverste af de stenbænkeraderne paa det gamle amfiteatret, som De ser der. Med denne høie, blaa himmelhvælvingen over mig. Ikke det fineste fnug af en sky engang. Alting – luften, de graa stenene, kirketaarnene, det grønne landskabet, fjeldene – altsammen ligesom bare fyldt, gjennemtrukket af dette intense, hvide sikre sollyset! – Da var det dette med en gang kom over mig: En selvtillid – en magtfølelse. Det var – som om jeg pludselig fik fast tag i selve livet. Saan, at nu var det mig – at jeg var hersker – af egen vilje – baade over det – og over hele min skjæbne! – (Pludselig ironisk.) Tænk, for en illusion! (Fortsætter som før.) Men det var altsammen bare lyset. Som brød sig med slig uimodstaaelig magt gjennem alle porer – ind i mit inderste væsen, – saa jeg følte, hvorledes der sprang frem kræfter derinde, som jeg aldrig før havde kjendt!

Hvor underligt –

Da forstod jeg italienerne som aldrig før. Ikke alene forstod – men jeg oplevede dem! – Sad jeg ikke netop deroppe paa det hedenske teater og saa ned paa arenaen, hvor der engang havde flydt saa meget blod. Hvor der var kjæmpet saa mangen kamp paa livet. Just saan en hvid soldag som denne! – Jeg syntes, jeg hørte folkejubelen – saa atleterne med de nøgne lemmer – kransene af laurbær og røde roser – alle de sterke farver – de skjønne leende kvinder. I det øieblik forstod jeg det alt, alt!

Det hedenske – vilde?

Ja. Ja, ogsaa det. Men allermest renaissancens italienere. Med dem levede jeg netop i den tiden til dagligt i mit arbeide, ved De. Nu skjønte jeg, at de ogsaa kunde blive, som de var. Saa sterke – og udholdende – og lykkelige i sit arbeide. Ofte grusomme ogsaa. Der kan jo følge en slags beruselse med bevidstheden om at eie magten, forstaar De nok! Men ingen smaalig tusmørke-rædhed eller tusmørke-misundelse der. For dem var den høieste kraftudfoldelse i den sterkeste spænding værd livets indsats. Naar de bare vidste, at da brød de ogsaa den vidunderblomst, som ikke 54vokser noget andet sted end paa tilværelsens øverste tinde! (Blødere.) Saan var det, de elskede. – Verona – Romeo og Julie. – Alt satte de paa spil for at vinde den kvinde, der syntes dem den herligste – som hun kom imod dem – straalende og gjennemskinnet af sollyset, hun ogsaa – varm og livssikker. – (Stanser.) Saan kunde vi alle leve – ialfald et øieblik af vort liv – hvis vi bare vilde og turde! – Aagot – deilige Aagot – kom – følg med mig – lad os reise sammen derned!

Jeg – hvordan – jeg – (Stanser overvældet.)

Vil De reise med mig derned, Aagot?

Om jeg vil? (I straalende smil og halvt i graat.) Om jeg vil?

Med mig – Aagot?

Ja – ja – med – dig!

Aagot!

Vidste du ikke det?

Jo – jeg tror det – jeg tror det – at du elsker mig! (Overstrømmende.) Kom, se paa mig, Aagot. Saan har du aldrig seet mig før. Og endda har jeg gaaet og elsket dig siden – ja siden jeg første gang saa dig deroppe paa høifjeldet! Dig alene har jeg elsket. Aldrig nogen, før du kom. (Sagtere.) Ikke har jeg prøvet paa det heller! Mit arbeide og min – min taknemlighedsgjæld – det var alt for mig, lige til du kom. Men da –

Aa, Halfdan, – det er saa deiligt – det er, som det ikke kan være sandt –

Men disse sidste to maanederne, siden jeg traf dig! Aa, jeg har havt det forfærdeligt! Jeg har gaaet og kjæmpet og kjæmpet mig træt – næsten syg tror jeg –

Jeg saa det straks, Halfdan. At der var noget, som var ondt. Du saa saa alvorlig og bleg ud, med det samme du kom ind i stuen der. – Men jeg skjønte ikke –

Jeg har gaaet og pruttet og pruttet – med ret og pligt, ser du. Hvorledes skulde jeg kunne tænke paa at reise fra Eva? Hun som netop er blevet alene i verden. Hvad havde jeg at byde dig? Min fattigdom – min afhængighed. Løfter om en fremtid, som kanske tilsidst ikke vilde blive andet end en luftspeiling. Og saa tvil og mistro til mig selv og min kunst. – Ja, da du kom herind saa uventet for fjorten dage siden – jeg syntes næsten, du var en djævelinde, som kom for at friste mig!

Fy, nei, Halfdan!

Men idag, Aagot. Mit billede solgt. Mit stipendium som et sikkert haab. Og du – du kan elske mig!

Fra jeg saa dig deroppe paa fjeldet. Tror du, jeg har tænkt paa stort andet end dig? – Saan som du var. Det rare, dybe udtrykket, som du har i øinene dine. Som altid er forskjelligt – og som ligesom binder en, fordi en altid maa se efter, om der er noget nyt! – Og saan som du var mod frøken Marlow. Saa rørende og hensynsfuld bestandig. Og ved du, hvad jeg ogsaa tænkte paa? At det passede ligesom saa godt for dig, at du ikke hørte nogensteds hjemme. Kom langt borte fra – og gik 57bort igjen. Ingen nær familie havde du heller – ingen søskende. Levede for dig selv – i din kunst – i dine egne tanker og stemninger. Var bare dig selv alene. Og som ingen anden i hele verden!

Aa du!

Jo da. Det var saa. Men da du gik bort fra mig. Saa prøvede jeg paa slet ikke at like dig engang! Vilde synes, du i grunden var en arrogant vigtigper – som ikke skulde indbilde sig, at – at –

Men – saa –

Ja. Det hjalp ikke. Jeg maatte herind for at se dig igjen!

Aagot – var det derfor?

Ja, Halfdan – det var nok derfor.

Aa, du min drøm, min lykke! – Se der, Aagot. (Hen mod vinduet.) Nu kommer maanen frem. Hvor himlen er klar og høi iaften! Og se – allerede en mængde stjerner! Slig en aften du – da kan du tro, der er fest i syden. Jeg ved et sted –

Ja, ja – fortæl, hvorledes der er – der, hvor vi skal reise hen – fortæl –

Der ligger en hvid villa med terrasser ned mod sjøen. I maaneskinnet faar murene et lys saa hvidt og blødt som det hvideste marmor. Skyggerne indunder mørke – mørke blaa. Men alt løvet, som kommer ind under maanestraalerne faar glans som af metal. Og blomsterne – alle de tusender af roser, som slynger sig om trappernes stengelændere og om søilerne – magnoliaerne, naar de hviler paa de brede grene som store vandliljer, som snehvide kroner – alt staar saa urørlig stille med farver saa voksbløde og uvirkelige som anemonerne nede paa havets bund!

Deiligt – deiligt! – Og saa mere –

Nu gaar vi langs den lave muren, som skiller haven fra sjøen, du og jeg. Det er saavidt, vi hører vandet bagenfor skvulpe op mod klipperne. Udover vandfladen ser vi en bred, glitrende stribe – som om det regnede ned millioner gulddraaber – langt, langt udover. Derude gaar der dampskibe med kulørte lanterner og straalende lys frem og tilbage. Men ind til os kommer ingen af dem. Her i vor store skyggefulde have blir alting bare mere stille. Det er, som naturen laa ganske tryllebunden – og ventede. Dens aandedræt gaar sagte og dybt – fyldt af varm blomsterduft –.

Ja – ja – der er noget hemmelighedsfuldt omkring en saan – jeg har følt det –

Ja, vi merker, hvorledes vore fodtrin uvilkaarlig blir lettere, mere lydløse. Som om usynlige hænder havde bundet os alfevinger paa skuldrene. Mens vi gaar der sammen, paa de smale grusede gange, hvor skyggen fra trærne paa begge sider mødes og lukker over – eller tegner rare, fantastiske konturer paa det gule sand. – lndunder de tætteste løvkroner er der en liden aaben plads med en gammel, mosgroet marmorfontæne. Vi hører vandet risle.

60Det skinner som sølv i maanelyset. Vi hører det risle med den samme sagte lyd, uophørlig – uophørlig. Det er, som tiden selv stod stille –

Og vi to – vi to –

Du og jeg. Vore travle smaa, urolige menneskesjæle blir ogsaa mere levende – ligesom mere bøielige. Vi kan føle, hvordan vore anspændte muskler lidt efter lidt strækker sig ud igjen – gaar tilbage til sin naturlige hvile. Vi blir selv noget som en blomst, der blomstrer – som en strømmende kilde – som en duft, der løfter sig op og glider ind i hele atmosfæren. Da tænker og handler vi anderledes end om dagen – fordi alting er saa let – og vi maa –

Og alt kan vi sige til hinanden.

Af sig selv kommer ordene frem paa vore læber. De, som var lukket inde i vort dybeste væsen, og som vi ikke engang vidste, vi eiede nøglen til. Nye ord, som stiger og falder – sterke og varme – men som aldrig gjør ondt og saarer. Saa lette og bløde som dun – som kjærtegn – flagrer de mellem os – med klang i sig som en sagte sang. –

61Ja, alt siger vi til hinanden – naar maanen lukker over alle dagens lyd – vi to, som elsker hinanden –

Saan er lykken! (Med en pludselig overgang.) Halfdan, hvor blev der af frøken Marlow?

Eva? Ja, Eva – hvor blev der af Eva? Eva gik jo ind for en liden stund siden. Hun gik vist ind i dagligstuen. (Forsøger at spøge.) Det var hensynsfuldt af hende, at hun gik, var det ikke?

Jeg tror hun gik, fordi vi ikke var noget hyggelige mod hende.

Tror du det?

Tror du, hun straks kommer tilbage?

Ja, det gjør hun nok. Hun kommer vist straks.

Ja, men jeg maa gaa ogsaa. Jeg skulde med tante Clara paa en koncert. Aa, gid jeg kunde slippe! Aa, hvad skal vi gjøre? Hvad tror du, frøken Marlow vil sige, Halfdan?

Hvad hun vil sige? Jeg tænker hun vil blive glad – for min skyld. Du ved, Eva har været som den kjærligste mor for mig.

Men jeg tror – tænk, jeg tror, hun ikke liker mig saa godt som før! Hun er ligesom lidt anderledes mod mig. Nok venlig – men – jeg tror ikke, hun liker mig rigtig saa godt mere, Halfdan!

Hvor kan du falde paa det? (Stanser lidt forlegen.)

Ser du – nu skulde jo du og hun sammen –

Det er sandt. Det blir kanske ikke saa godt. Jeg glemte, – jeg tænkte ikke over, hvordan alt skulde blive – fremover, Alt slog ud i sollys for mig idag – alting. (Varmt.) Stakkars Eva. Vi maa være snille mod hende, Aagot. Hun har jo ingen andre end os i hele verden. Vi maa lade hende komme og bo hos os, hvis hun vil. Men ikke nu – ikke straks. Aa, det skal nok ordne sig. – Maa du gaa. Kanske jeg skal raabe paa Eva?

Jeg vil saa gjerne gaa med det samme. Jeg vilde helst gaa uden at se hende – netop nu, skjønner du. Vær ikke vond – tror du det gaar an?

Naturligvis gaar det an. Se, her er hatten og jakken. Du kan gaa ud denne veien. (Mod døren i baggrunden.) Jeg skal følge dig. Jeg er jo straks tilbage igjen. Vi kan jo ikke sige noget til Eva, førend lørdagen er over, og jeg er sikker paa at faa stipendiet. (Pludselig angst.) Aagot, dersom jeg ikke skulde faa det!

Jeg er sikker paa, du faar det. – Det er sandt – tegningen – tak. Jo, du skal se – – (De gaar ud af døren.)

Nei – nei – det er ikke sandt – det er ikke sandt! (Atter frem mod vinduet. Klagende.) Halfdan – gaar du? (Strækker armene ud i pludselig frembrydende lidenskab.) Halfdan – Halfdan! – Du – jeg – jeg – (Slaar hænderne for ansigtet og synker ned paa gulvet i fortvilet hulken.) Aa, lad mig dø – lad mig dø!