Bliv nu herinde et øieblik og drik en kop the med mig, inden du sætter dig til at arbeide igjen. Husk, det er min fødselsdag idag. Og naar Eva lader saa længe vente paa sig saa – Se her – sæt dig ned og vær lidt hyggelig, for en gangs skyld! Naa – og saa kan du give mig onkel Bucks brev 65tilbage, er du snil. Tak. (Hun putter brevet i lommen.) Maa jeg saa spørge, om du ikke nu kan indse, at det ialfald er hans mening, at jeg skal «blande mig ind i andres sager», som du saa smukt udtrykker dig?

Hm. Det hele bevæger sig jo i temmelig svævende talemaader. «Konfidentielt» er han blevet meddelt nogle oplysninger om Høibro. «Konfidentielt» henstiller han saa til dig, om du ikke paa en eller anden maade skulde kunne skaffe ham nogle lignende om Halfdan Born. For begge parters vedkommende er det den finansielle status, det gjælder. Naa – hvad saa?

Onkel er rigtig under pres, skjønner du –

Hvad Born angaar, saa har du her intet andet at gjøre, min kjære Clara, end «konfidentielt» at svare din onkel tilbage, at du desværre ikke ser dig istand til at give ham nogensomhelst oplysning i denne sag. Af den simple grund, at du ingenting ved og ingenting kan faa at vide derom.

Aa – kjære John – jeg synes da, du gjerne kunde –

Hvis det er din mening, at jeg skulde lade dig tilflyde konfidentielle meddelelser om mine klienters pengesager, saa tager du feil!

Jeg mener bare – Eva har da vist mange penge, John – ikke sandt? Professor Marlow var dog engang en meget formuende mand!

Meget muligt, min ven. – Men af mig faar du ingenting at vide – ikke saameget som saa. Og dermed basta. Jeg vil ikke med en lillefinger have mig blandet ind i de affærer.

Saa gaar jeg lige til Eva selv, jeg.

For at faa oplysninger, der maaske kan komme til at skade Halfdan! Saa det tror du? Jeg siger bare – ikke vilde jeg være i onkel Bucks klæder og møde Eva Marlows sorte øine efter den dag, Halfdan er blevet forbigaaet til det stipendium!

Jeg tror nu ikke, de lynstraaler vilde være saa dræbende. Tingen spiller ganske vist ingen større 67rolle hverken for hende eller Halfdan. Han har jo ogsaa netop solgt sit store maleri – har penge i lommen –

Eva Marlow har engang udtalt sig til mig om denne sag. Saa du kan gjerne tage det som et ubestrideligt faktum, kjære Clara, at hun vilde kjæmpe som en løvinde for det, hun troede var Halfdans ret – om saa Høibro selv med kone og ti barn skulde blive liggende igjen blødende paa valpladsen! Jeg kjender kvinderne, jeg!

Gjør du det? Din erfaring er slet ikke saa stor, John. Den indskrænker sig til mig – og knapt det!

Jeg kjender dem saa godt, at jeg ved, at ønsker, tror eller vil de, at noget skal være saa eller saa – ja da bryder de sig pokker om den kjendsgjerning, at faktum nu engang er faktum!

Aa, du deilige juristen min! Tænk, det er virkelig sandt! Jeg har ofte slet ikke saan blind tillid til «faktum», jeg.

Jeg tror saa gjerne det. Dere har en fantasi –

For, hvad dig angaar, saa har jeg ikke saa sjelden lagt merke til det, at dit første faktum aldeles ikke er saa paalideligt som dit andet!

Mit «andet» – jeg følger ikke længer din procedure –

Nei, lad bare være! Jeg skal sige dig. Det er ikke andet end sligt noget juridisk ordkløveri, som jeg har vænnet mig til, fordi jeg nu i atten aar har bøiet mig for det – glædelige faktum, at jeg er gift med dig!

Bravo – det skal du have et kys for! (Det ringer.) Naa, der har vi nok frøkenen. Ja, bær dig nu fornuftig ad, Clara. Vil du følge mit raad, saa bland dig ikke ind i andres sager – som jeg altsaa saa smukt udtrykker mig. Jeg gaar ind til mig selv. Jeg har nogle dokumenter, jeg maa have gjennemgaaet. (Ud gjennem spisestudøren.)

Sidder du herinde i din egen lune krog? Tusen lykønskninger da, Clara min. Jeg behøver ikke at spørge, hvorledes du har det idag. Du ser jo saa ung og straalende ud, som om aarene og alderen ikke har noget erende til dig – bare «gaar udenom», som der staar i Peer Gynt.

Ja, det skulde jo være en kompliment! Men hvis nu alderen virkelig var en saan «livsbøig» for os kvinder, du, som vi helst gik udenom? Mener du ikke, det er vor opgave nu for tiden at vise, at man kan gaa tvers igjennem den, og alligevel altid videre fremover?

Jo – jo kanske det. Din vei gaar nok baade fremover og opover, Clara. Forsaavidt er du et godt eksempel for os alle. (Driver omkring paa gulvet. Stanser ved kaminen.) Ja, du, det er deiligt at vide, at der findes nogen her i verden, som lever et liv saa lykkeligt og saa harmonisk, som du. Det er nu vel egentlig meningen. – Hu – hvor det er koldt og fælt ude idag!

Ja – kom nu her og faa dig lidt varm the. John er ikke færdig med sit arbeide og Aagot ikke kommet hjem endnu. Saa, sæt dig nu her – rigtig godt. Saa kan vi faa en hyggelig stund for os selv ligesom i gamle dage, du. Husker du paa min fødselsdag, mens vi var skolepiger – paa sofaen i mit lille værelse – med en pose konfekt mellem os – og saa alle betroelserne og planerne?

Konfekt – og planer! – Ja, det er godt indrettet, at man ikke kan se foran sig. Bare lures fremover i livet – skridt for skridt. – Er det stygt sagt, du?

Aa nei – du mener det nok heller ikke saa bogstavelig. Men – du ser træt ud idag, Eva. Lidt bleg ogsaa. Fryser du? Skal jeg lægge lidt mere paa kaminen?

Nei – nei tak, ikke for min skyld. Her føles godt og varmt, naar man kommer udenfra.

Ja, idag er det rigtig høstligt med det kolde duskregn.

Jeg er lidt træt ogsaa. Jeg har meget at gjøre om dagen nu. – Og saa kommer jeg netop lige fra kirkegaarden. Aa – der var det vemodigt og trist idag, kan du tro! Rigtig kirkegaardsstemning. Alle de visne blomster, det gule løv – al den forraadnelse og tilintetgjørelse! – Og saa kastanjebladene! – Har du lagt merke til kastanjeblade om høsten – naar de falder?

Nei – ikke netop –

Der staar et stort kastanjetræ lige ved fars grav. Bladene laa spredte rundt om. Ogsaa over selve graven laa der mange. – Aa, der er noget saa rent patetisk over de kastanjebladene! Jeg kan ikke beskrive dig, hvorledes de virker. De er saa store – større end alle andre. Et for et falder de – saa tungt ligesom – ligger udstrakte hver for sig – næsten allesammen saa grønne og friske – som om de med magt var blevet revet af – mens de endnu levede – endnu var unge og haabede paa mere sol og sommervarme –

Ja, høsten maa bringe mange vemodige tanker. Men jeg liker nu godt det samlende, som den bringer med sig, inden døre – med ild og lampelys – og lunhed –

Du har saa mange, som behøver dig, du Clara!

Ja – jovist, det har jeg nok. Gudskelov. Og at du nu ofte føler dig ensom efter din fars død, det er da saa rimeligt. Men – saa har du da venner, Eva.

Aa – mine venner – de er snart talte.

Og Halfdan for eksempel Hvad har du ikke været for ham?

Far trængte til mig bestandig. Han kunde ikke undvære mig. Selv om han havde villet. Han vilde det ikke heller. Det mener jeg nok ikke. Men – nu er jo det forbi.

Det er jo livets gang, at de gamle maa dø fra os, Eva.

Far var ikke gammel. Han kunde levet endnu i mange aar! (Slaar om.) Ikke for det, Hvem vilde være egoistisk nok til at ønske ham tilbage. Han 73har jo stridt sin strid ud. (Stanser.) Det er mere end vi andre har. (Stanser igjen.) Der er et gammelt salmevers, som kom mig i tankerne oppe ved graven idag. Husker du det – vi lærte det udenad paa skolen: «Kirken den er et gammelt hus, staar om end taarnene falder.»

Ja – jeg husker begyndelsen –

De sidste linjer er saa vakre. Det er om kirkeklokkerne, som «kalder paa gammel og paa ung, mest dog paa sjælen træt og tung, syg for den evige kvile ».

Ja, det er vakkert.

Tror du ikke, der er mange blandt os, som gaar og bærer paa den sygdommen du?

Jo, det er vist. Men tror du ikke ogsaa, at det netop her gjælder for os mennesker, at det sunde i os reagerer?

En har da vel lov til at længes efter hvile! (Slaar om.) Kanske jeg huskede paa den gamle salmen 74idag, fordi jeg kom til at tænke paa kirkerne i syden. Som altid staar aabne. Hver dag. Herhjemme slipper man jo bare ind paa bestemte tider «under opsigt» – akkurat som naar man med en «permezzo» i lommen faar adgang til de fyrstelige slotte! Men dernede – Er man træt. Eller bare naar det er koldt – regn og blæst simpelthen. Man kan bare gaa ind i disse velsignede kirkerne – og sætte sig stille ned. Ingen spørger, hvad man vil. Tænk, hvad det er for alle dem, der har det ondt! – Naar en er saa bedrøvet for eksempel, at det er en pine, bare at menneskene gaar forbi en paa gaden – at det rent kan skjære en i nerverne af angst bare at tænke paa, at nogen kunde komme til at støde til ens arm! (Tager sig i det. Til Clara.) Reagere, siger du – jo, det er vist rigtigt –

Du ved nok langt bedre end jeg, hvorledes det sker, Eva. Hele dit liv, tænker jeg.

Sommetider føler en det saan, som alt ens «verktøi» var slidt – aa saa slidt!

Du kan vel ogsaa mene som saa, at for mig kan det være let nok at give raad. Men, Eva – du maa da tro, vi som er gifte, vi faar nok føle, 75hvad angst og lidelse er. Du skulde for eksempel bare vide, hvad vi gik igjennem ifjor vinter, da Lalla laa for døden af tyfus. Seks uger i den kvalfulde spænding –

Jeg synes, du sagde: vi.

Ja – John ogsaa – naturligvis – vi –

Endda er der flere, som er med at forme dette vi, som du siger. Ikke bare din mand og dine børn. Men dine venner, slegtninge, tjenestefolk – alle, som staar eder nær og holder af eder. I en saan tid samler de sig om en, rækker ligesom hænderne mod en – bringer sine gaver – hvad de kan – medfølelse, hjælp, opmuntring. – Jeg er vis paa, du havde det som en dronning i din sorg, Clara!

Tror du, en dronning har det saa deiligt i sin sorg! Du ser alt paa den ene side. Der er da ikke saan forskjel – du kunde da selv –

Nei, nei. Det er ikke det samme. I verdens øine har vi ugifte ingen, som staar os saa nær, at 76det at miste dem skulde sætte et saa vidtløftigt deltagelsesapparat i bevægelse!

Kanske du har ret. Men saa forstaar du heller ikke, hvad forældre –

Jo – jeg tænker mig saa godt, hvorledes det var. Hør her, Clara: Naar du saa om aftenen stod derinde ved sygesengen, og angsten rigtig knugede dig, saa hørte du nogen komme op af trapperne og ind i entréen. – Og din mand, som havde maattet gaa til sit arbeide som vanlig – nu stod han hos dig og lagde armen om dig. Da skede der en forandring med dig. – Saa stille og umerkelig, at du kanske ikke engang blev dig det klart bevidst. – Men tryggere – og sterkere følte du dig dog idetsamme – ikke sandt? Det var som en varm bølge, der kom. Kom saa sagte og fyldte hele dit væsen. Til den ligesom vilde strømme over – i noget lykkeligt – i trangen til at verne, hjælpe ham igjen. (Stanser.) Den bølgen der, den naar intet andet sted hen. Bare did ind, hvor de staar, de to, som elsker hinanden. Mand og kvinde.

Ja – ja. Det er rigtigt det der. Saan var det. Det er sandt. Naar en er to –

Men da skal ogsaa et menneskeliv række til for alle opgaver! For – ser du, Clara – naar det, som er det dybeste og skjønneste i et menneskes sjæleliv, blir sat i en saa sterk bevægelse, at det faar skjøvet tilside alt det hverdagslige – alt det, som er egenkjærligt og smaat – tror du da ikke, at der idetsamme sker en vekst i det menneskes hele personlighed? Tror du ikke, at det da tager i besiddelse rige evner, som det før ikke engang anede, at det eiede?

Jo – ja paa en maade saa –

Saa underlig dyb og streng tror jeg, livets lov er! – Og derfor vover jeg mig saa langt, som til at paastaa, at naar man mener, at livets lykkespids, det er mand og hustru ved sit barns vugge – saa er det ikke dybt nok seet. Aldrig naaes høiere op end ved et barns grav!

Eva, kjære – det er da rent forfærdelig sagt. Hvis du endda selv havde prøvet det! (Med en overgang.) Men – du er saa overtræt og nervøs iaften. Og tager alt saa heftig. Se, om du ikke kan hvile lidt, inden de andre kommer!

Aa ja – du faar bære lidt over med mig, Clara min. Jeg tror virkelig, det var bare de kastanjebladene, du. De laa der saa ensomme – som hver af dem havde kjæmpet en kamp for livet – og tabt! Og saa levede de endnu – friske og grønne –

Eva min!

Jeg kom saa til at tænke paa alle os ensomhedsmennesker her i verden! – Ja, ja. En faar leve alligevel.

Stakkars Eva. – Men, nu reiser du jo snart bort fra alle disse triste minder og høststemninger. Ned til sol og sommer og kunst. I den retning har da livet givet dig megen glæde, Eva. Og evner, rigtig store evner til at nyde det altsammen. Om du nu ikke har faaet det allerbedste saa –

Ja, du har ret. (Prøver at tage sig sammen.) Naar nu bare lørdag er vel over og Halfdan indstillet til stipendiet – saa tænker jeg, vi reiser med det allerførste.

Og – hvis han nu ikke skulde faa stipendiet denne gangen? Man kan jo ikke vide –

Hvad er det, du siger? Er der noget – er der kommet noget iveien? Hvad ved du?

Nei, kjære ven. Jeg ved ingenting bestemt.

Nei! Ikke noget bestemt altsaa. Men noget. Vær saa inderlig snil at sige mig, hvad det er, Clara?

Ja – det er Høibro.

Din mand nævnte ham engang. Men jeg har aldrig kunnet tænke mig muligheden –

Man siger, han hele tiden skal have havt halvdelen af komitéens stemmer for sig. Men dertil kommer, at han for øieblikket befinder sig i en aldeles fortvilet situation. Hans far er netop død. Hans kone ligger syg, og der er flere børn. Og nu siger man – jeg har hørt det fra en meget paalidelig 80kilde – at istedetfor at efterlade sig nogen formue, som man troede – skal der efter faderen være kommet op en hel mislig historie, der næsten grænser til det kriminelle! Og det var for største delen ved tilskud fra ham, at Høibro overhovedet har kunnet eksistere. Hans malerier er jo ikke af den art, at folk kjøber dem – saan som din fætters – hvilke merkelige egenskaber de har forresten! Hvad altsaa dette stipendium vilde være for ham –

Saa man vil gjøre et legat, der er bestemt til at fremhjælpe kunst, om til en fattigunderstøttelse!

Derom er her jo ikke tale.

Din onkel stemmer paa Halfdan. Og det blir altsaa hans stemme, som kommer til at gjøre udslaget.

Ja, han har vist mest sympati for Halfdan og den genre, han repræsenterer. Men, kunstnerisk seet, tror jeg nok, at han sætter Høibro ligesaa høit.

Din fætter er jo ogsaa yngre. Mindst et par aar. Saa, om han nu vil komme til at vente til næste gang – da vil han jo være sikker –

Naa – er det altsaa kommet saa langt! Og Halfdan, som har sat sig aldeles fast i hovedet, at han maa og skal have dette stipendium. (Stolt.) Aa, jeg kan hade disse pengene! Det er ikke dem, Halfdan behøver at trygle om. Han kan klare sig udmerket uden dem. Men det er en honnørsag.

Aa, kjære, de største kunstnere har da maattet søge stipendier flere gange, inden de har faaet dem. Saa for den sags skyld saa. Hør Eva – jeg vil lige saa godt snakke ligefrem. Jeg har nemlig havt brev fra onkel idag – fødselsdagsbrev – men mellem linjerne forstaar jeg, at det vel saa meget gjælder, at han gjennem mig prøver at faa vide, hvorvidt din fætter ved Høibros indstilling vil komme i økonomiske vanskeligheder.

Denne sammenblanding af kunst og penge – det er dog næsten for latterligt!

Ja, er det da egentlig noget andet? Et stipendium er en sum penge, der uddeles for at skaffe kunstnere midler til videre uddannelse. Voilà tout!

Du ser temmelig praktisk paa tingen – synes jeg.

Hør nu Eva. – Nu gaar jeg ind og skriver et par linjer til onkel. Siger simpelthen, at jeg har al grund til at tro, at for Halfdan Born spiller den pekuniære side af sagen ikke nogen væsentlig rolle. Faar jeg ikke lov til det?

Nei – aa nei, Clara – gjør det ikke!

Du vil jo ikke selv, at han skal faa stipendiet, fordi man tror, han er trængende – vel?

Finder du virkelig, at det er fuldt loyalt at holde denne meddelelse tilbage – skal jeg naturligvis ikke insistere.

Loyalt, siger du? Jeg har ingen sympati for Høibro – – Er – er nøden da saa forskrækkelig stor?

De siger, han arbeider om dagen og vaager om natten og har ikke brødet til munden. – Ja, det er da ialfald ikke værre, end at jeg skriver brevet. Sende det skal jeg ikke uden din tilladelse, det lover jeg. (Ringer. Helene kommer.) Aa, Helene, bed Tertit komme herind lidt. (Helene gaar.) Din gudsøn er alene hjemme. Lalla og Gabben er i stort selskab idag. Nu kan han underholde dig saalænge.

Goddag, tante Eva, har du noget godt til mig idag?

Goddag, lille Tertiten min! – Tror du, gudmor har noget i lommen – eller her i posen kanske? Gjæt, hvad det er!

I posen – det er i posen! Jeg ser, det staar saa ud paa den ene siden! Er det en chokoladeplade, tror du? Eller – kanske det er en liden chokoladehest med sadel paa?

Her er en deilig chokoladepakke med et nydeligt billede paa! – Hvad skal jeg have for den – et kys?

Ikke et kys engang, Tertit? Paa det lille nebbet dit? (Vil kysse ham.)

Vil du la’ være at lugge mig da, tante Eva?

Lugge dig? Du er da en liden raring, er du. Aa nei, du. (Kysser ham.)

For jeg saa noget stygt idag, kan du tro! Tænk, jeg var inde i dagligstuen – forat Helen ikke skulde finde mig – (Peger.) Og tænk, saa saa jeg, at tante Aagot luggede onkel Halfdan ude i entréen! – Saan (lugger Eva) ordentlig haardt! – Og tænk, onkel Halfdan graat! Han gjemte øinene sine – akkurat saan som du gjør naa, tante Eva! Og tænk, tante Aagot maatte kysse ham mange gange – bare fordi han ikke skulde være saa bedrøvet!

Er du – vond – paa mig – tante Eva?

Nei da – nei da, Tertit min! (Anstrengt.) Har onkel Halfdan været her idag ogsaa da?

Ja, da. Onkel Halfdan er her bestandig han! Og tante Aagot vil aldrig mere tegne fugler for mig – og hester eller nogenting! – Synes du ikke, det er stygt af tante Aagot?

Hvad er det, som er stygt af tante Aagot, Tertit? Tante Aagot, som altid er saa snil mod dig.

Tante Aagot er ikke snil! Tante Aagot er saa uskikkelig! – Jeg skal banke tante Aagot – jeg skal –

Fy, fy, fy – det er nok dig, som er uskikkelig, Tertit! Det er bedst, du lægger dig nu – saa – sig nu pent godnat til tante Eva – saa godnat. (Raaber.) Helene! (Bringer ham ind i spisestuen.) Han er bare saa rasende paa Aagot idag, fordi hun sad i eftermiddag og tegnede for ham, da Halfdan kom opom for at gaa med hende paa Thaulowudstillingen – hvor der jo netop er kommet et par nye billeder, ved du –

Nei – er det det? Jeg har ikke hørt –

Ikke det? Der stod da et par rosende artikler i morgenaviserne idag. Og Halfdan var saa begeistret for dem.

Jeg – jeg kom ikke til at læse aviserne imorges –

Jeg tænker forresten, de er her øieblikkelig, saa faar vi høre. – Men – nei, du ser rigtig saa bleg og træt ud idag, Eva min! Hvad er det nu, du har maset saan med? Vil du have et glas vin? Ikke? Ja – læg dig lidt tilbage i stolen da! Her er en blød pude – saa. (Det ringer.) Naa, der har vi nok de to unge. Ja – se her du – her er brevet. Tænk nu over det. Og kommer du saa til det resultat, at du synes det bør sendes – putter du det simpelthen i postkassen, naar du gaar hjem iaften! Hvis ikke kaster du det bare i kakkelovnen – voilà tout!

Naa, er du endelig der, min ven! Ja, nu er theen lunken – vandet af kog – saaledes er det, naar man kommer «en time forsent».

Ikke en time, tante Clara. Tak, jeg bryr mig heller ikke om the. Men jeg havde jo lovet, jeg 88skulde komme hjem saa betids, at jeg kunde skjænke the til dig og frøken Marlow. Har onkel John ogsaa været inde? Du maa ikke være vond –

Vi maa nok snart sende Aagot hjem nu. Bylivet demoraliserer hende rent for os! Iforgaars lod hun mig vente en halv time, saa vi ikke fik høre det bedste nummer paa hele koncerten. Men, det var nu din skyld, Eva. Det var nok saa altfor interessant oppe hos eder –

Jeg forsikrer dig – jeg har den reneste samvittighed! Saavidt jeg husker, gik Aagot fuldstændig tidsnok fra os. Men, da Halfdan havde paataget sig at følge hende hjem – jeg tænker mig, maaneskinnet maaske har været for fristende –

Det var ogsaa aldeles henrivende den aftenen. Saa vi kom nok kanske ikke til at tage den allerkorteste veien herhen, tante Clara! Men du saa selv det – at det var uret mit ogsaa –

Det lader ialfald til, at I begge fremdeles har nogle temmelig uklare begreber om tiden! – Men hvor er din kavaler henne? Kom I ikke sammen?

Hr. Born gik hjemom. Han troede, frøken Marlow ikke var gaaet endnu. – – Men, jeg faar vist ind og bytte kjole, jeg, tante Clara – jeg er blevet ganske vaad.

Gjorde han det? Vi havde forresten ikke gjort nogensomhelst aftale idag –

Der er han vist. (Til Aagot.) Tag thetøiet med dig ud, er du snil. Det er blevet saa sent nu – saa. Jeg skal hjælpe dig – tag ikke formeget paa brettet – jeg skal alligevel ind og sige godnat til Tertit. Han var saa frygtelig fornærmet paa dig i eftermiddag, skal jeg forresten sige dig, at han formelig truede dig med korporlig afstraffelse!

Vi skal nok blive gode venner igjen. (De gaar ind i spisestuen.)

Er ikke fru Stenersen her? Goddag igjen, Eva – det var kjedeligt, du allerede var gaaet!

Clara kommer straks. Aagot ogsaa. De gik bare ind for at sige godnat til Tertit. – Det regner fremdeles?

Ja, nu silregner det. Jeg gik hjemom, ser du. Jeg var bange, du ventede paa mig. Og saa troede jeg, du kanske vilde have en vogn –

Det var jo kjedeligt, du skulde umage dig for min skyld. Men, det kunde da ikke falde mig ind at vente paa dig. Jeg vidste jo ikke engang, hvor du var gaaet hen!

Det var saa leit, det skulde blive saa sent. Men der var kommet et par nye billeder af Thaulow, ser du –

Ja – jeg hører Clara sige det.

Fortalte jeg dig ikke det? De er saa deilige. De bedste i hele samlingen!

Ja saa.

Skal vi gaa derhen sammen imorgen? Jeg er vis paa, du vil blive henrykt.

Nei tak, du. Det behøves ikke. Hvis jeg faar tid, kan jeg jo gaa indom udstillingen en af dagene.

Du pleier jo gjerne at ville have mig med saan, Eva – hvorfor ikke nu?

Er det mig du spørger?

Ja?

Pleier – siger du? Det er vel ikke værdt, at vi herefter taler formeget om, hvad vi pleier – du og jeg!

Hvad mener du? Hvad er der i veien, Eva?

Se, der har vi jo kunstneren ogsaa. Goddag. Vi almindelige hverdagslige arbeidstrælle, vi har da en længere normal-arbeidsdag end I! Nu har jeg hængt i fra kl. 9 imorges bare med en liden middagspause –

Ja, idag har jeg slet ingenting bestilt. Hvad skal en maler gjøre med en dag som denne?

Men naar kunstnerne arbeider, saa er det desto intensere – ikke sandt?

Ja, det maa da være ligefrem skjønt det at kunne fordybe sig saadan i en eneste gjenstand! Iklæde den alt sit bedste. Vi jurister, vi parcellerer os slig ud til hvermands brug og tjeneste, at vi snart ikke har en time af vor dag eller en tanke i vor hjerne, som vi i egentlig betydning kan kalde vor egen!

Ser De det, hr. advokat. Saa virkeliggjør De jo livets idé! De tænker paa andre. Kunstnerne derimod 93de maa ligesom leve for sig selv alene – og derved fristes de til at blive egoister og selvdyrkere par excellence!

Tak skal du have, Eva!

Jeg siger ikke, de blir det. Men at fristelsen er der. (Til advokaten.) Se nu igaar f. eks. Halfdan var hele dagen ude (pludselig spydig) formodentlig for at tage studier i det herlige veir! Jeg gik hjemme med Marie og pakkede bøger. Slæbte paa støvede, tunge folianter, regnede og skrev – saa det tilslut gik ganske rundt for mig!

Men, Eva – hvorfor bad du mig ikke hjælpe dig? Jeg vidste ikke, du allerede var begyndt paa det frygtelige arbeide –

Fordi det simpelthen skal være saa! Du skal ud i solskinnet. Der skal du jo øve baade øie og teknik – og desuden – paa en eller anden maade – se at komme i stemning! Og jeg skal lukkes inde i støvede værelser og øve min taalmodighed – uden stemning. Saan er rollerne fordelte her i verden!

Ganske enig. Se nu bare paa Aagot, naar hun sidder og tegner! Det er nu hendes rolle. Hun hører ikke et ord af, hvad man siger til hende – bare øver sin teknik og venter paa –

Paa stemningen – hr. advokat!

Fy, onkel. Det siger du bare, fordi jeg tilfældigvis ikke hørte igaar, da du kom ind og bad mig sy en knap i hansken din!

Saa? Det var altsaa intet andet end egoisme fra min side! – Frøken Eva, selv vi jurister er dog ikke altruister af reneste vand! Hvad siger du, Clara? Naar jeg nu elsker og tilbeder dig som verdens merkeligste frembringelse – saa er det kanske den skjære egoisme fra min side?

Der siger De et sandere ord, end De selv ved af, hr. advokat! For – det er kanske det rene træf, at Clara er noget i sig selv, noget virkelig personligt – udenfor og langt over det, De fra først af tænkte Dem at finde hos hende!

Fra først af – et træf siger De?

Fra først af var han simpelthen forelsket i mig, kjære Eva. Han syntes, jeg var det mest fortryllende – og det kunde jeg i grunden ganske godt like!

Hvis vi kvinder var lidt mindre svage for den parfume der!

Om den nu egentlig ikke lader sig leve livet paa – udelukkende da – maa jeg saa alligevel bede om lidt af den «parfume», som Eva kalder det – for resten af mine levedage ogsaa, John?

Jeg svinger allerede røgelseskarret! Bi nu, til min tale kommer iaften – da skal De se, strenge frøken Eva, om jeg ikke fuldt ud forstaar at regne med de reelle værdier, jeg har fundet i livet!

Lad os ikke tale personlig længer! – Men, der er én iagttagelse, jeg har gjort i alle mine vandringsaar: Det er, at de mest begavede mænd – med fuldt udviklet omdømme og vide anskuelser paa 96alle omraader forresten – dog somoftest vælger til hustruer ganske ubetydelige unge piger! Som ikke eier en personlig tanke, ikke en eneste vaagen interesse, ikke noget maal eller ideal for deres liv udenfor den snævre lille vraa i verden, som indeslutter deres egen eksistense! Som – med andre ord ikke vil formaa at gjøre en eneste indsats i det aandelige fælleseie!

Frøken Eva, ved De ikke, at kvindernes forstand findes der, hvor hjertet sidder! Hvad siger ikke franskmændene: Le coeur a des raisons que la raison – nei, la raison a des coeurs – nei, Clara hjælp!

Du med dit fransk!

Kjære Clara, advokaten underskriver bare det, jeg mener! – Og dette med hjertet, det er atter en frase for at maskere det faktum, at der er bare én ting, disse mænd ikke vil møde hos sine hustruer – og det er selvstændighed! – Og naar jeg saa har spurgt mig selv: Hvorledes kan det gaa til, at de virkelig kan leve – livet lang – tilfredse paa dette – dette minimum? Saa er jeg kommen til det resultat – at det hele beror paa et optisk bedrag!

Stop, stop, frøken Eva!

Jo – lad mig forklare det: For det billede af den andens individualitet, som de virkelig kan indbilde sig at have faaet øie paa, er nemlig intet andet end et uklart aftryk af deres egen kjære personlighed! Som det efterhaanden lykkes dem at frembringe i disse smaa, prægløse sjæle – ved hjælp af den suggestion, der kaldes forelskelse!

Kanske du synes, jeg er en af disse prægløse sjæle? At jeg bare er et aftryk! Vogt dig, Eva, som du snakker! – John, hvad skal jeg tro om dig? Kunde du kanske greiet dig ligesaa godt, om jeg ikke havde været mig – sig –

Jeg maa frabede mig, at De sætter min kone op mod mig, frøken Eva! De kan ikke vide, hvilke skjæbnesvangre konsekvenser dette kan medføre i vore tider! – Hører De Born – De faar sandelig komme mig til undsætning!

Hvad behager? – jeg hørte ikke –

Deres kusine er saa slem mod os mandfolk. Hun paastaar, at jo mere begavede vi er, des mere intetsigende koner vil vi have!

Ja, kjære hr. advokat. De kan vel tænke Dem, at til den skjæbne er da ingen mere forudbestemt end netop kunstnerne!

Hvilken skjæbne? Hvad mener du egentlig? Jeg hørte ikke rigtig begyndelsen –

Jeg mener bare det, at en mand, som ogsaa er kunstner, lettere end enhver anden vil komme til at elske sig selv, sine endnu uformede idéer i den kvinde, han tror han har valgt for hendes egen skyld! Men jeg tænker mig ogsaa, at viser det sig saa, at hun ikke – til enhver tid og ved enhver anledning – evner at føie sig efter det letteste tryk af hans finger eller opfange den fineste lydbølge i hans stemning – ja – da vil han snart utaalmodig skyve 99hende tilside – for at prøve hos en anden, om maaske svingningerne der skulde være sterkere og hurtigere!

De sagde engang, at en kunster ogsaa er et hjertemenneske – altsaa ikke grusom og kold –

Jeg sagde engang, at en bestemt kunstner ogsaa var et hjertemenneske. De maa jo her forstaa, vi taler om tingen i sin almindelighed.

Lader os nu alle slutte en hæderlig fred! – Og saa heller faa lidt musik inden souperen. I Claras vakre toner vil alle dissonanser opløse sig – ikke sandt, frøken Eva? Og naar De akkompagnerer, som De gjør det, saa stiger der saa fine, dæmpede harmonier frem under Deres hvide fingre, at den skrappe kvindesagskvinde, som saa rent uformodet stak frem under Deres bløde, sorte kjole, straks vil krybe ind i folderne igjen!

Ja, lad os det. Vil du ikke akkompagnere? Eller er du for træt? Jeg tror forresten, denne disput har livet dig helt op. (De gaar ind i dagligstuen. Man hører sang og musik.)

Eva ser saa daarlig ud iaften, du. Har du ikke lagt merke til det? Og saa alt det, hun sagde – saa uligt hende!

Ja. Og tænk, jeg er næsten sikker paa, at hun mente dig og mig med det, hun sagde – om kunstnerne. Men jeg tror ikke noget paa det – ikke for det!

Nei, kjære, det skal du heller ikke bryde dig det mindste om! Hun er bare aldeles overanstrengt og nervøs, ser du. Har gaaet i disse dagene og maset med indpakningen. Og saa er det jo hjemmet, som skal opløses, ogsaa. Saa urimeligt, at hun vil gjøre alting selv – men naar hun vil en ting saa –

Tænk, om jeg kunde hjælpe hende! Om hun vilde give mig lov! Jeg undres, om jeg tør bede hende? Men – nei – jeg tør ikke!

Nei, det er vist ikke værdt. Jeg er bange, hun er lidt vond paa os begge nu. Vi skulde jo bedt 101hende være med paa udstillingen i eftermiddag. Hun og jeg, vi har jo altid gaaet sammen saan. Men tænk, jeg glemte det rent. Det var ikke rigtigt. (Spøgende.) Men det var din skyld!

Stakkars Eva!

Du lyse, varme, lille menneske du er! Ved du, hvorledes du ser ud iaften i den hvide kjolen – saa straalende og saa bedrøvet paa en gang? Du ligner aldeles vaarens fé, saan som jeg har tænkt mig hende i Shelleys «Sensitive plant».

Ja, det ved jeg nu ikke hvad er, men –

Jeg har bare glemt lommetørklædet mit herinde. (Til Halfdan med dæmpet, men af indre oprør dirrende stemme, idet hun lader, som hun ikke ser Aagot.) Det er ikke for min skyld – skjønt jeg har jo været vant til, at du viser takt og hensynsfuldhed ogsaa ligeoverfor mig – men at du, som er gjest her, vil være saa lidet artig at lade Clara staa derinde og synge for tomme vægge!

102Jeg er aldeles forundret over dig i aften – men jeg synes dog, der maa være grænser! (Vender sig for at gaa tilbage, men vakler og griber efter en stol.)

Eva – hvad er det – er du syg? (Til Aagot.) Hent et glas vand. (Aagot gaar.) Kom, læg dig lidt paa sofaen. Lad mig hjælpe dig.

Rør mig ikke! Lad mig være! – Hvad kommer det dig ved, at jeg har det ondt? Jeg behøver ikke nogen hjælp af dig! (Forsøger at bekjæmpe sin svaghed. Roligere.) Forresten – forresten – der feiler mig ingenting. (Til Aagot, der kommer med vand.) Nei tak – ikke noget opstyr for min skyld. Jeg var bare lidt svimmel. Nu er det over. (Tager med paataget livlighed Halfdans arm og gaar atter ind i dagligstuen.) Kom nu Halfdan, skal du faa høre «Aufenthalt» engang til! Den er saa mægtig. Og klinger saa langt bedre herinde. (Der høres sang og musik.)

Helene, er der ikke snart færdigt?

Jo – kanske frøkenen vil komme ind og se, om blomsterne staar rigtig?

Ja, saa siger jeg, at nu kan de komme. (Høit ind til dagligstuen.) Der er serveret!

Maa jeg byde Dem armen, frøken Eva. Og kom saa paa den anden side, Clara – saa. Jeg finder det ganske modigt af mig, at jeg drister mig til at gaa mellem to sterke kvinder idag! (Citerer.) «Klemt mellem skjolde blev heltens død!»

Vi skal foreløbig spare dig! For du ved, nu skal vi drikke champagne. Og du skal først holde tale for dine to bødler – ikke sandt, Eva?

Var det frøkenen, som ringte?

Vil De være saa snil øieblikkelig at springe ned med dette brev og lægge det i postkassen lige her ved hjørnet. Se her. (Giver hende et pengestykke.) Tak. (Hurtig ind i spisestuen igjen.)

Saa ulig frøkenen var sig iaften, da! (Ser paa udenpaaskriften paa brevet.) Kanske professoren har frid! (Gaar.)