September

av Helene Dickmar

FJERDE AKT


Scenen forestiller dagligstuen hos Marlows fra første akt. Men de fleste kunstgjenstande er borte. Ingen blomster. Efter de to portræter i legemsstørrelse, der hang paa væggen i baggrunden, er der en tom gabende plads. Naar teppet gaar op, staar scenen mørk. Straks efter kommer Eva ind. Hun har et lys i haanden, som hun sætter fra sig paa bordet. Gaar hen til Halfdans atelier. Lægger øret til nøglehullet. Ud i entréen og lader døren staa aaben efter sig. Man hører hun lukker den ydre dør op og forstaar, at hun lytter og ser efter nogen. Atter ind. Der er noget fortvilet i hendes væsen, med en understrøm af træt haabløshed.

Første scene

Eva. Marie.

    Marie  (ind fra spisestuen med en lampe i haanden)

Frøkenen faar da have lys herinde –


    106Eva 

Det behøves ikke. Der er jo lys i spisestuen. Hvad er klokken?


    Marie  (sætter lampen paa bordet og anbringer en stor skjærm over den, saa lyset blir mere dæmpet)

Klokken mangler akkurat et kvart paa ti.


    Eva  (farer sammen)

Er det saa sent. Regner det fremdeles?


    Marie  (gaar til altandøren og løfter paa gardinet)

Nei. Naa har det klarnet. Men det blaaser svært koldt ikveld.


    Eva 

Jasaa. Er der lagt godt i ovnen i atelieret?


    Marie 

Ja, det er saa godt og varmt derinde. Kanske jeg skal gaa ind og tænde lampen?


    Eva 

Nei – nei, det kan være tidsnok –


    Marie  (forsigtig)

Har frøkenen ikke havt noget telefonbud endnu?


    107Eva  (ryster paa hovedet. Behersket)

Han er ganske sikkert gaaet paa en lang tur oppe i nogen af skovene heromkring byen. De ved, han er saa glad i det. – Er De færdig med pakningen, Marie?


    Marie 

Jo omtrentlig. Jeg tror, jeg faar det altsammen i frøkenens mindste kurvkuffert. Ja, det var jo saa, – at denne sygepleierdragten skulde lægges ned i med det samme?


    Eva 

Ja – den skal med.


    Marie 

For det lugter naa saa kamfer af den, saa jeg har havt den ude og luftet paa’n baade igaar og idag. (Nøler.) Det er kanske ikke rigtig at spørge. Men frøkenen nævnte noget selv igaar. – Tænker frøkenen virkelig paa at komme ind paa noget hospital dernede i Italien etsteds?


    Eva  (nikker).

    Marie  (som før)

Jeg synes bare, frøkenen skulde trænge lidt mere hviletid, jeg. Professoren, som var saa daarlig 108hele den lange tiden paa vaaren og sommeren – og frøkenen taaler naa ikke saa svært meget, da.

(Ser paa hende.)

    Eva  (lidt utaalmodig)

Tak, Marie. Det er snilt, De siger det. Men naar der nu er saa mange syge i verden, er det da ikke bra, at der ogsaa er nogen, som vil stelle med dem?


    Marie 

Jo, det er sikkert. Gud velsigne den, som trøster og pleier dem «som syge og sorgfulde ere, hvadenten de ere fjernt eller nær» – (Gaar mod døren, men blir atter staaende.) Skal frøkenen reise saa rent fort da?


    Eva  (som før)

De ved jo, det blir engang i denne ugen. Dagen kan jeg ikke nu sige. Men, det er bedst at være istand.


    Marie  (gaar).

    Eva  (urolig og rastløs som før. Det ringer. Der gaar et sæt gjennem hende. I næste sekund er hun ude og lukker op. Et øieblik efter ind med Aagot, der ser bleg og forgrædt ud).

Anden scene

109Eva. Aagot.

    Aagot  (klynger sig til Eva)

Jeg kunde ikke holde ud derhjemme længer, frøken Marlow!


    Eva  (blødt)

Kald mig Eva.


    Aagot  (brister i graad)

Aa, denne forfærdelige dagen! Og jeg, som troede saa sikkert, han var kommen hjem sent igaaraftes.


    Eva 

Ja – jeg ventede ham ogsaa hele tiden.


    Aagot 

Igaaraftes da jeg sad her oppe hos dig. Og vi talte sammen saa godt – saa godt – om alting. Og vi begge var saa bedrøvede, fordi Halfdan var gaaet saan uden at sige fra til nogen af os. Men bare paa en lang tur. Vi tænkte jo ikke andet?


    Eva 

Nei.


    Aagot  (med et udbrud)

Og nu er alting forbi.


    110Eva 

Hvad mener du med det? Har du


    Aagot 

Nei – nei, ikke det. (Stanser, sagte.) Frøken Marlow –


    Eva  (retter)

Eva. – Ja.


    Aagot 

Du – Eva – jeg skal sige dig noget.


    Eva 

Hvad er det?


    Aagot 

Jeg fik brev fra ham imorges.


    Eva  (farer op)

Brev?


    Aagot  (med et udbrud)

Aa, jeg forstaar ham ikke længer! Jeg havde da ikke gjort ham noget ondt!


    Eva 

Aagot –


    111Aagot 

Omforladelse, Eva. Jeg mente ikke at bebreide dig noget. Men – han ved jo ikke – han tror jo, det er din skyld, at han ikke fik stipendiet!


    Eva 

Min skyld, at han ikke – Hvad ved han? Hvad staar der?


    Aagot 

Aa – der staar saa meget.


    Eva 

Endnu mere. Hvad staar der i brevet om mig? (Bønlig.) Aagot, vær barmhjertig. Kan du ikke læse lidt af det for mig? Bare saameget, som du selv synes, det kan gaa an, forstaar du?


    Aagot  (ser paa hende)

Men – det vil blive svært ondt for dig.


    Eva  (hurtig)

Det gjør ikke noget. Det kan ikke blive værre end det er! Sæt dig der – tag kaaben af dig først – saa. (Faar Aagot til at tage plads i en lænestol. Sætter sig selv paa en lavere stol ved siden af.)


    Aagot  (tager brevet op af lommen)

Først saa siger han det – at jeg ikke mere maa tænke paa ham –


    112Eva  (afbryder)

Hvad skal det betyde?


    Aagot  (prøver at beherske sig)

Og han ber mig omforladelse, fordi han har faaet mig til at holde af ham. Han havde jo i grunden hele tiden vidst, siger han, at han bare var en daarlig kunstner – uden fremtid – en tigger. Men nu var han ogsaa en æreløs mand, som ikke mere kunde se folk i øinene –


    Eva 

Hvad er dette? (Op og gaar et par slag frem og tilbage paa gulvet. Sætter sig igjen. Holder hænderne for øinene.)


    Aagot  (roligere)

Her er det. Jeg skal læse det, som det staar. (Læser.) «Jeg havde jo i mit store, ubegribelige hovmod troet mig saa sikker paa stipendiet, som om jeg allerede havde det i lommen. Men kanske det dog var det retfærdigste, at det gik, som det gik. Der er noget genialt ved Høibro. Han har ogsaa fundet en ganske anderledes personlig udtryksmaade end jeg. Jeg oversaa den, fordi den forekom mig raa og kynisk. Jeg selv vilde gjøre høi kunst. Og saa blev det bare fusk, noget sentimentalt smøreri!»


    Eva 

Aa, det er skrækkeligt!


    113Aagot  (fortsætter.)

«Men at Eva har havt sine fingre med i spillet her. At det skal være gjennem underhaandsmeddelelse fra hende, at professor Buck er kommen paa det rene med, at jeg heller ikke pekuniært trængte nogen støtte, det har gjort mig bitrere, end ord kan sige! Og ikke nok med det –» (Stanser.)


    Eva  (gjentager mekanisk)

Og – ikke – nok – med – det.


    Aagot  (fortsætter)

«Men alt hvad jeg nu havde faaet samlet sammen af godt og lyst, skal bare ligesom ved et eneste slag rykkes ud af haanden paa mig! Og det er hende, som jeg ogsaa kan takke for det.» (Stanser.)


    Eva  (hæst)

Læs videre.


    Aagot  (læser)

«Da jeg gik nedover trapperne stod der en del yngre malere – af de rigtig norske – nede i forgangen. De saa ikke mig. De lo og snakkede høit. Saa siger en: «Det var da endda bra, at Halfdan Born blev kastet. Komme her hjem og skulle «europæisere» os «hjemfødninger» – jo tak!»

114Jeg maatte staa stille og høre. Saa lo de og en sagde: «Nationalgalleriet.» Da var der en anden, som skreg: «Ved dere ikke det, at det er hans egen søster eller tante, som har kjøbt det og prakket det paa galleriet.» Da blev der et latterkor. Jo, det var ganske sandt, for han havde det fra en ven oppe paa advokat Stenersens kontor. «Og det er der, de styrer pengene deres.» Den «humbugstregen», den var jo netop «europæisk» den, skjønte de ikke det? Og da var der jo ikke ende paa latteren, mens de tumlede ud paa gaden allesammen –»


    Eva  (gjemmer ansigtet i hænderne. Pause.)

Ja. Nu forstaar jeg, hvad det var.


    Aagot 

Hvilket?


    Eva 

Der laa et brev her paa bordet imorges med 3000 kr. i.


    Aagot  (uvilkaarlig)

Aa, det er altsaa sandt! Er det virkelig – var det dig?


    Eva  (neppe hørlig)

Ja.


    115Aagot 

Og Halfdan, som var saa stolt, fordi det var kjøbt her. Og saa glad over de penge, han havde tjent selv!


    Eva  (forsøger at samle sig)

Advokaten hjalp mig med det. Jeg bad ham. Han lovede mig saa sikkert, at ingen skulde faa det at vide. – Jeg troede, jeg skulde gjøre Halfdan en glæde ved det.


    Aagot  (med udbrud)

At du ikke skjønte det?


    Eva  (ser paa hende)

Du?


    Aagot  (sterkt)

Hans uafhængighedstrang – hans stolthed – hans mistro til sig selv – altsammen samlet paa i saa mange, mange aar!


    Eva  (som om hun pludselig ser ind i noget nyt)

Jeg har ikke forstaaet ham! Aldrig. Ikke engang det! (Gjemmer ansigtet. Pause.)


    Aagot 

Nu maa han jo føle det som en skam, ser du.


    116Eva 

Aagot – hvad skal vi gjøre?


    Aagot 

Jeg ved ikke.


    Eva 

Er du vond paa mig?


    Aagot 

Vond paa dig! Hvor kan du falde paa det. Jeg er bare bedrøvet.


    Eva 

Vil du prøve at holde lige meget af mig nu, naar du ved det?


    Aagot  (kysser hende)

Kjære – kjære, snak ikke saa.


    Eva  (farer op og lytter)

Hyss – jeg synes, jeg hørte en lyd!


    Aagot  (ligeledes)

Aa – Gud!


    Eva  (aabner døren til entréen, lytter ved atelierdøren)

Der var ingen.


    117Aagot  (gaar efter hende)

Eva?


    Eva 

Ja.


    Aagot 

Hvad tror du?


    Eva 

Han kan jo have forvildet sig. Opover i Nordmarken eller andetsteds. Eller forvredet en fod for eksempel. Sidder kanske fast oppe i en eller anden hytte.

(Pause. Eva gaar hen til altandøren, ruller op gardinet, aabner og ser ud. Man hører det blæser. Lukker. Ruller ned. De sætter sig igjen.)

    Aagot 

Aa, jeg tør ikke tænke!


    Eva 

Nei, det er umuligt.


    Aagot 

Eva!


    Eva 

Ja – hvad er det?


    Aagot  (med vanskelighed)

Tror du ikke – er du ikke ganske sikker paa, at Halfdan – (hvisker) er en – kristen?


    118Eva 

Jo, det er jeg da sikker paa. Ialfald – men – (griber Aagot i armen) hvorfor spørger du?


    Aagot  (ser paa hende).

    Eva 

Har du – tænkt – paa det?


    Aagot  (nikker).

    Eva  (reiser sig og gaar paa gulvet)

Jeg hørte om en mand forleden. Han led af melankoli. En dag fandt de ham i sjøen. Han laa med foldede hænder. Som han var gaaet til det i bøn –


    Aagot  (udstøder et halvkvalt skrig).

    Eva  (med en pludselig overgang)

Vi er jo rent fra os selv, som kan tale saan. Nei, nei, kjære Aagot. Vi maa da ikke lade saadant noget faa indpas i vore tanker engang! Hyss – der kommer virkelig nogen. Jeg hører det gaar i trapperne!

(Det ringer. De staar begge to aldeles stivnede og venter. Man hører Advokatens stemme, der taler med Marie. Det banker. Det er Advokaten og Clara.

Tredie scene

119De forrige. Advokaten. Clara.

    Advokaten 

Undskyld, frøken Eva, at vi kommer saa sent. Men vi maatte jo hente dette opskræmte lille pigebarnet hjem til os igjen.


    Clara 

Har ingen hørt noget endnu? Det er da rent ubegribeligt! Jeg synes jo nok – stakkars dig Eva, ogsaa –


    Advokaten  (prøver at være munter)

Men, mine damer – Halfdan Born er vistnok en landstryger – men noget spædbarn er han da saa sandelig ikke! Han kan da passe sig selv. Det var da forresten ogsaa en manér – rende slig afgaarde –


    Eva  (behersket)

Ikke sig noget, hr. advokat. Han er bare blevet saa grænseløst skuffet og ulykkelig, at han ikke har tænkt –


    Clara 

Nei – det skal være vist! Og at nu jeg ogsaa skal have en slags skyld i dette! Det faldt mig jo aldrig ind –


    120Advokaten  (afbryder)

Ja, ja, Clara min – hvad sagde jeg dig: Man skal ikke blande sig i andres sager –


    Eva  (som før)

Det var jo igrunden bare en retfærdighedsfølelse fra Claras side –


    Clara 

Jeg bare vilde give onkel den besked, han bad mig om. En faktisk oplysning altsaa. Voilà tout. Jeg havde jo ingen anelse om – det kan da heller ikke være for de pengene! Og det er da ingen skam – ja undskyld, Aagot min –


    Advokaten 

Han burde nu heller ikke betragte det som nogen ulykke! Selv om vi tager en naturlig kunstnerambition med –


    Clara 

Nei, lidt mere modstandskraft –


    Eva  (ser paa Aagot)

For et kunstnertemperament som hans er der ingen grænser, naar det først rammes. (Tager Advokaten tilside.) Desuden – (Hvisker.)


    121Advokaten  (hidsig)

Det var da som pokker! Ja det skal jeg greie op i. Det skal frem. Den fyren skal ekspederes, det lover jeg!


    Clara 

Hvad er det? Er der noget mere galt? Kjære John, hvorfor er du pludselig saa vond?


    Advokaten  (som før)

Du ved kanske, at der findes en mennesketype, der kaldes labaner, Clara? Naa. Den blir snart saa talrig her i landet, at du kan have den med dig, lige ved siden af dig, lige inde i dine egne stuer, uden at du selv ved om det! Faktum er faktum. Naa. (Med en overgang.) Men nu faar du se at faa tøiet paa, Aagot. (Hjælper hende.) Jo, du faar det, ser du. Han kommer ikke hjem iaften heller, nu, det er blevet saa sent. Imorgen faar vi nok telefonbud etsteds oppe fra landsbygden, at han befinder sig i bedste velgaaende! Det skulde bare mangle, at alle vore skuffede stipendieansøgere tog saaledes paa vei! Der kunde blive en anselig hær med «furteturister» – skal vi kalde dem «furteturister», du – opigjennem bygderne da! – Men, naar vi har ham igjen, saa skal vi ogsaa tage ham ordentlig ved vingebenet, baade du og jeg – ikke sandt?


    122Aagot  (halvt smilende)

Ja, hvis han var her, onkel John – vi skulde ikke slippe ham igjen.


    Advokaten  (vil gaa, opdager den tomme plads efter malerierne)

Hvad er dette?


    Clara 

Ja, de deilige portræter. Har du allerede pakket dem væk? Her ser virkelig saa ubeboet og uhyggeligt ud nu.


    Eva  (forlegen)

Det er – det er – Jeg skal sige Dem, hr. advokat, at nu syntes jeg, det var kommet til det tidspunkt, som far sagde: «At det rigtig kneb for mig», derfor saa telegraferede jeg igaar til Aksel Brandt, at han kunde faa dem – og lod dem pakke og sende med det samme. Ja, jeg skrev et brev til Dem –


    Advokaten 

Det har jeg ikke faaet.


    Eva 

Jeg adresserede det til kontoret.


    Advokaten 

Jeg skal sørge for at faa fat i det – straks.


    123Eva  (bekjæmper sin bevægelse)

Aa, nu kan det jo altsammen være – (Stanser.)


    Advokaten 

Saa – kjære frøken Eva. Han kommer nok. Naa. Farvel. De lægger Dem nu vel til at sove? Forrige nat var De jo ikke af klæderne.


    Eva 

Jeg? Hvoraf ved De det?


    Advokaten 

Jeg har mine speidere. Det gaar ikke an at tage det saa. Unge, tankeløse mennesker med friske, sterke lemmer – det falder dem ikke ind, man kan være ængstelige for dem! Det er faktum.


    Clara 

Godnat, kjære Eva – ja prøv nu paa at sove.


    Aagot 

Godnat. (Hvisker.) Skulde der komme noget, saa telefoner straks, er du snil.


    Eva  (nikker).

    Advokaten 

Godnat.


    124Eva  (efter ham, griber ham pludselig i armen)

Aa, hr. advokat – tror De ikke – (Stanser overvældet.)


    Advokaten 

Hvad er det – hvad er det? Kjære Dem, De maa ikke –


    Eva  (prøver at beherske sig)

Jeg mener bare – tror De ikke, vi bør sende bud til politiet?


    Aagot 

Aa – Eva!


    Advokaten  (bestemt)

Hvor kan De falde paa saant? Lad os da ialfald vente med det – en uges tid mindst. Bliv ikke nervøs og urimelig, frøken Eva. De er jo vant til at staa i lidt af hvert. Og rømlingen faar De nok igjen. (Alle ud, uden Eva.)


Fjerde scene


    Eva  (rastløs og urolig. Dirrer, som om hun fryser. Gaar ud og kommer ind med et tørklæde om skulderen. Tager en bog og prøver at læse. Gaar til altandøren, aabner og ser ud. Prøver atter at læse, men blir siddende med bogen i skjødet. Pludselig farer hun sammen og reiser sig. Ubevægelig. Lytter anspændt. Hen til atelierdøren. Farer tilbage)

Der er han! (Synker paa knæ foran en stol.) Aa, min Gud, jeg takker dig! Gjør nu med mig, hvad du vil! (Igjen frem til døren. Staar uvis. Ind i spisestuen.) Marie. Marie!


    125Marie 

Frøkenen?


    Eva  (lægger haanden paa hendes arm. Kan næsten ikke faa ordene frem)

Han er kommen. Han er inde i atelieret. Der er lys. Telefoner til advokaten. Sig bare, han er kommen. (Marie gaar.)


    Eva  (hen til atelierdøren. Banker sagte paa. Gjentager det lidt sterkere. Venter. Banker sterkt).

    Halfdan  (døren aabnes med et ryk).

Femte scene

Eva. Halfdan.

    Halfdan  (i døraabningen. Hans hele person og væsen er saa oprevet og forstyrret, at Eva farer forskrækket tilbage)

Hva er det?


    Eva 

Halfdan!


    Halfdan 

Hvad vil du?


    Eva 

Er – du kommen?


    Halfdan 

Ja, du ser, jeg er kommen.


    126Eva 

Hvor har du været, Halfdan? Aa, hvor har været henne saa længe?


    Halfdan 

Jeg? Jeg har været oppe i Nordmarken etsteds, tror jeg?


    Eva  (med udraab)

Tror du? (Tager ham i armen.) Du har ikke været i hus inat?


    Halfdan  (gjør sig fri)

Det kan godt være.


    Eva 

Har du gaaet hele tiden?


    Halfdan 

Det har jeg vist. (Vil gaa ind i atelieret.)


    Eva  (holder ham tilbage)

Har du faaet noget at spise? Skal jeg ikke –


    Halfdan 

Jeg skal ikke have noget at spise. (Vil atter gaa.)


    Eva 

Gaar du?


    127Halfdan 

Ja. Jeg har noget at gjøre.


    Eva 

Nu?


    Halfdan 

Ja, jeg skal ordne mine sager og pakke sammen –


    Eva 

Hvad mener du?


    Halfdan 

Jeg mener, at jeg er som en skibbrudden mand. Jeg har mistet alt. Saa nu faar jeg gjøre mig helt løs. Fri. Reise min vei. Ud i verden igjen. Arbeide mig fremover saa godt jeg kan. (Vil gaa.)


    Eva 

Halfdan!


    Halfdan  (vender sig om)

– For jeg føler det, at trods alt, saa er der kræfter i mig! Den følelsen har de ikke kunnet tage fra mig, alligevel. – Det er, som jeg har leret i min haand. Jeg kan danne det, som jeg vil! Jeg har bare ikke været vaagen nok. Ikke helt sand paa hvert eneste lidet punkt! – Men, jeg skal arbeide. Jeg skal engang komme tilbage. Og de skal tvinges til at respektere baade mig og min «europæiske» kunst! (Mod døren.)


    128Eva 

Gaa ikke! – Der – er – jeg maa –


    Halfdan  (heftig mod hende)

Jeg har nu sagt dig det, som det er. Hvad vil du mig?


    Eva  (lægger haanden paa hans arm)

Jeg maa snakke med dig. Du kan da skjønne, jeg maa snakke med dig –


    Halfdan  (har atter lempelig gjort sig fri)

Synes du, vi to har mere at sige hinanden?


    Eva  (viger tilbage)

Jeg forstaar dig ikke. Du maa være syg – ikke dig selv –


    Halfdan 

Jeg er i dette øieblik fuldt mig selv.


    Eva  (ser paa ham. Siger pludselig helt behersket)

Saa skal du ogsaa høre paa mig. Førend det er for sent. (Peger paa en stol. Sætter sig selv paa den anden side af bordet.)


    Halfdan  (tager uvilkaarlig plads)

Altsaa. Hvad vil du mig?


    129Eva  (giver ham et brev)

For det første er det dette brev, som kom hid igaaraftes. Det er fra professor Buck.


    Halfdan  (tager ikke mod det)

Jeg vil ikke se noget brev.


    Eva 

Vil du ikke aabne det?


    Halfdan 

Nei. For jeg tror, det bare er nogle anstalter, du har faaet istand bag min ryg. Nogle «velvillige ord» og banale floskler, som du har tryglet om til mig. For at stagge mig. Nei tak. Nu er det nok!


    Eva 

Det er ikke sandt.


    Halfdan  (koldt)

Ja – hvad ved jeg?


    Eva 

Tror du mig ikke mere?


    Halfdan 

Nei. Jeg tror dig ikke mere.


    130Eva 

Hvad er det, du sigter til?


    Halfdan 

Først og fremst til den komedie, du har faaet istand med Nationalgalleriet. Skjønner du da ikke, at du har faaet gjort mig saavidt umulig, at jeg ikke mere kan se folk i øinene? At jeg maa bort herfra, hvor gadegutterne snart vil lære at pege fingre af mig – og kameraterne allerede fniser af mig bag min ryg?


    Eva  (med tilkjæmpet ro)

Det er ingen skam for dig. De skal nok faa vide, at det bare er mig. Der er ogsaa et brev fra Nationalgalleriets bestyrelse – til advokaten – til mig –


    Halfdan  (farer op)

Ha, ha! Et brev igjen. Endnu nogle smigrende ord, hvad?


    Eva 

Halfdan!


    Halfdan 

Du kan tro, den «humbugstregen», den holder de nok paa, at vi er to om! – Sig mig, kunde advokaten raade dig til det der?


    Eva 

Nei.


    131Halfdan 

Han fraraadede dig det naturligvis?


    Eva 

Ja – men ikke af den grund, som –


    Halfdan  (overhører)

Nei, men naar man har vilje, saa –


    Eva 

Han nævnte ikke med et ord, at det skulde være vanskeligt at bevare sin anonymitet.


    Halfdan 

Aa, stol du paa det. Baade «Nationalgallerikomedien» og «Stipendie-tragedien» vil nok faa sit publikum! – Man vil bare komme til at spørge sig om, hvad det vel kan være for et jordisk forsyn, jeg har, som klapper med den ene haand og slaar med den anden. (Nærmere, lidenskabelig.) Men jeg ved det. Og jeg siger dig: Hvad jeg har modtaget af dig og dine i alle aarene, det har du taget tilbage med renter i disse dagene!


    Eva  (reiser sig)

Halfdan!


    Halfdan  (ligeledes i stigende oprør)

Jeg har faaet øinene op for meget inat og idag, 132skal jeg sige dig! Jeg ser nu tilbage gjennem aarene. Ser aarsag og virkning – aarsag og virkning: Din far holdt dig i jernhaand, saa du ikke fik røre dig længere og mere, end han vilde –


    Eva  (med værdighed)

Du faar ikke tale ondt om far, som er død.


    Halfdan 

Jeg faar tale ud om det, som er sandt! – Og da jeg saa kom. Saa strakte du din haand mod mig og klemte godt til. Den var nok mindre end hans. En fin, hvid damehaand. Men ikke mindre sterk var den. Du fik ikke tænke uden ham. Og jeg skulde ikke tænke – handle – male uden dig! Alt skulde lægges tilrette for mig paa min kunstnerbane, Jeg skulde vekselvis veiledes, opmuntres – og belønnes! For at blive rigtig tilfreds, baade med mig selv, og med dig. – Og saan har du gaaet, saa klogt og stille, og snoet bast og baand om mig – saa tæt, at jeg tilslut ikke kunde røre mig, uden du gav dit bifald til det! For du vidste, hvad der tjente til mit bedste. Jeg kunde lide paa det. Selv om du skulde finde det hensigtsmæssigt at dræbe selve livslykken for mig!


    Eva 

Aa, Gud!


    133Halfdan 

Og saa dræbte du min livslykke. Og Aagots med.


    Eva  (gjør en afvergende bevægelse, men faar ingen lyd frem).

    Halfdan 

Tror du ikke, jeg nu forstaar, hvorfor hun skulde mistænkeliggjøres og mistroes og mishandles? Det var fordi, hun kom dig iveien. Fordi du saa, at hun holdt paa at trænge sig ind der, hvor du var vant til at herske alene. Og da du skjønte, at du ikke kunde faa drevet hende fra mig paa anden vis – saa lister du dig bag min ryg og bryder af veien mod min uafhængighed ved at berøve mig stipendiet! – For saa megen æresfølelse vidste du, at jeg havde, at jeg ikke vilde, at hun ogsaa skulde snylte sig ind paa dig og leve af din barmhjertighed!


    Eva  (viger bagover)

Halfdan – jeg kan ikke svare paa alt dette forfærdelige. Du gjør mig saa ondt. Det er, som om du slog mig her midt i hjertet.


    Halfdan 

Jeg spørger dig bare, om du tør negte, at det var dig, som lod professor Buck faa en underhaandsmeddelelse om, at det kunde være det samme med stipendiet. Penge havde jeg nok af –


    134Eva  (gjør en bevægelse)

    Halfdan  (ler haardt)

Ha, ha. Kalder du ikke det løgn heller? Har jeg penge? Trængte nogen i verden mere til penge end jeg, som har levet af milde gaver og spist naadsens brød, siden jeg var gut! Og som nu maa støde fra mig den kvinde, som jeg har vundet, og som jeg elsker over alt i verden – fordi jeg ikke har andet at byde hende end to tomme hænder – og et plettet navn? (Kaster sig hulkende ned over bordet.)


    Eva  (med høihed)

Halfdan – hvor er nu din æresfølelse henne?


    Halfdan  (reiser sig)

Den har jeg i behold. Derfor siger jeg: Nu faar det være slut. Du har altid faaet din vilje der, hvor du ikke har maattet bøie dig for en, der havde den endnu sterkere end du selv. Men nu gaar jeg ud af spillet. Vi to er kvit. (Vil gaa ind i sit atelier, men Eva har pludselig stillet sig med ryggen mod døren og spærrer ham veien.)


    Eva  (langsomt og behersket, men med ukjendelig stemme)

Det nytter ikke at forklare dig. Du vil heller ikke forstaa det. Jeg skjønner, at alting nu ser anderledes ud for dig. Der er jo meget, som taler 135imod mig. Og jeg har naturligvis gjort meget galt. Jeg skulde ikke have kjøbt maleriet. For jeg kunde jo have tænkt mig, at det kunde skade dig, hvis sandheden kom frem. Nu ser jeg det ganske klart. – Jeg har ikke lagt planer for at hindre dig fra at faa stipendiet. Du har jo selv hørt mange gange, at jeg ønskede det bare saa inderlig. Men den aftenen – i torsdags – Clara spurgte mig. Hun syntes, det var rigtigt – jeg ved ikke selv, hvad der kom over mig. Men Halfdan, jeg siger dig det, som jeg vilde sige det for Gud: Jeg tænkte aldrig for mig selv andet, end at de penge, vi havde, var dine ligesaavel som mine! Saan som om du havde været min egen kjødelige bror. Derfor pinte det mig ogsaa altid saa, naar du nævnte det. Jeg kunde ikke forstaa, hvor anderledes du saa paa det. Det forekom mig saa unaturligt. Ja, du har ret – jeg vilde heller ikke forstaa det. – Men saa – nu – det kan være – det kan være – (Stanser op.) Halfdan


    Halfdan  (nærmere)

Hvad er det, som kan være?


    Eva  (møder hans blik, neppe hørlig)

Aagot kom iveien. Som du sagde. Men, jeg troede saa vist, hun kom iveien for dig ogsaa.


    Halfdan 

Se, se – forsynet!


    136Eva 

Du skulde arbeide. Naa høit op. Jeg vidste, at de første dernede ventede store ting af dig. Men du maatte ikke hindres. Jeg tænkte – jeg troede – jeg kjendte hende jo ikke. Hun vilde kanske tage dig fra dit arbeide – tage dit sind fangen – (Stanser.)


    Halfdan 

Ja, hvad gjorde det saa, om mine og Aagots hjerterødder derved kom til at dryppe lidt med blod?


    Eva  (med en pludselig overgang helt ud af sig selv)

Ha, ha. Hjerterødder – blodige – siger du? Tror du ikke, jeg ogsaa har et hjerte? At jeg ogsaa ved lidt om, hvad hjerteblod er for noget? – Men jeg – jeg har ingen ret, jeg – (Tager sig til hovedet.) Hvem er det, som snakker om mig her! (Med en overmenneskelig anstrengelse pludselig atter behersket.) Jo, én ting har jeg ret til at forlange. Du skal høre, hvad jeg vil sige dig om mig selv. For om du end synes, jeg har været tyrannisk og egoistisk – ikke sandt, du kan ikke sige, at jeg har pleiet at tale meget om mig selv? Jeg har ialfald tænkt mere paa dig end paa mig selv i alle aarene. Det tør jeg sige. Det kan alligevel være egoisme. Det er saa vanskeligt at se tilbunds her. (Stryger sig over panden, som om hun holdt paa at miste traaden.) Jeg skal fortælle dig min historie. Ja – du mener det er ikke nødvendigt. Den kjender 137du nok! Og ikke er den morsom eller lykkelig heller. Men engang ventede jo ogsaa jeg paa lykken, ser du. Saan som man tænker sig den, naar man er ung. Og tror, at kjærlighed, det er et ord, som maa løfte alle snævre hverdagsporte af hængslerne, forat alt det nye og skinnende kan holde indtog i ens liv – og forvandle det! Ha, ha. Tænk, jeg maa næsten le! (Stanser.) Men der var en liden historie ogsaa i mit liv. Det var flere aar, før du kom til os. Bare et par aar efter mors død. Far og jeg var i Paris. Der var en engelsk officer – som kom fra Indien – i samme pension. Vi var meget sammen. Han og jeg, vi – hvad vi deltog i – alt blev det lyst og straalende. – Men da det kom til alvor. Han var gift. Men separeret fra sin hustru, som ikke havde villet følge ham derned. Hun var en daarlig kvinde, saa han var sikker paa skilsmisse. En hæderlig karakter var han – trods alt. Men far – for ham var naturligvis da alt forbi. Bare en skam syntes han jo dette var – baade for mig og for sig selv! – Saa var det jo ikke mere. Jeg maatte bøie mig for hans vilje, du har ret i det. (Med en overgang.) Nu ja. Jeg døde ikke af det. Dertil havde det ikke rod nok. Men – lige siden jeg mistede mor var der altid noget, som sved inde i hjertet! Nu blev det saaret ligesom revet op og slaaet dybt ind. Saan at det aldrig fik gro rigtig til igjen. Der er vel nogen, som har det saa, at saarene aldrig gror rigtig til igjen. For naar jeg nu ser tilbage. Jeg føler det hele tiden, det saare hjertet.

138Ligesom vergeløst aabent for alt, som svider og gjør ondt. Og som i alle aarene prøver at dække sig til og hærde sig og gjøre sig sterk. Mens nerverne alligevel ligger bare og dirrer. (Stanser.) – Saa kom du. Du trængte til mig. Dengang. Og jeg levede med i din udvikling, dine længsler, dit arbeide. Det kan vel hænde, jeg greb for meget til. Jeg har kanske arvet den viljen, som du siger. Men det var min største glæde, at jeg kunde hjælpe dig. Og du – blev alt det, som jeg kjendte af lykke – og glæde – alt for mig, ja. Og jeg havde ikke tænkt, at det kunde – at det kunde blive anderledes mellem os, end det var. Derfor – jeg skal skrifte for dig: Jeg har været jaloux paa Aagot. Men, (sterkere) ja – jeg synes, jeg har levet en evighed i disse to dage! Jeg synes, jeg har staaet ved livets yderste grænse og seet udover! (Stanser. Stille.) Jeg er ikke jaloux paa Aagot længer, Halfdan.


    Halfdan  (efter et lidet ophold)

Hvad saa – er der mere?


    Eva  (som om hun pludselig vaagner)

Hvad mener du?


    Halfdan 

Har du mere, du vil have sagt? Alt dette skjønner jeg meget godt. Men nu er det jo for sent at tale om det.


    139Eva 

For sent?


    Halfdan 

Jeg har sagt dig: Nu kan jeg ikke mere!


    Eva  (i angst)

Er alt det gamle forbi?


    Halfdan 

Ja. (Vil gaa forbi hende.)


    Eva  (spærrer ham veien)

Hvad vil du nu?


    Halfdan 

Jeg vil gaa ind og pakke mine sager.


    Eva  (med forstenet ro)

Vil du ikke sige et godt ord til mig, før du gaar?


    Halfdan  (efter et øiebliks betænkning)

Du mente det vist ikke saa ondt, som det blev.


    Eva  (som før)

Vil du ikke give mig haanden, Halfdan?


    140Halfdan 

Helst ikke.


    Eva  (hæst)

Ikke engang det?


    Halfdan 

Jeg vil ikke være falsk. Det er kommet saan over mig. Jeg føler – jeg føler antipati mod dig. (Gaar hurtig forbi hende ind til sig selv. Man hører døren laases indvendig fra.)


Sjette scene

Eva. Marie.

    Eva  (udstøder et halvkvalt jammerraab. Viger langsomt, ligesom forvildet bagover med øinene stivt fæstet mod døren. Som følgende et uimodstaaligt instinkt river hun altandøren op og gjør en bevægelse som for at styrte sig udover. Kaster sig tilbage, som om hun atter kommer til besindelse)

Gud – Gud – hjælp mig! (Ringer.) Marie, Marie! (Marie kommer.)


    Marie 

Frøkenen ringte? Hvad er det med frøkenen?


    Eva 

Jeg maa straks reise, Marie! Straks. Hent en vogn. Hvad er klokken? Naa. Det er tidsnok. Jeg tager tøiet paa. (Begge ud. Man hører gaaen i døre, en lyd, som af noget tungt, der bæres nedover trapperne, vognrammel. Alt stille.)


Syvende scene

141Marie. Advokaten. Aagot.

    Marie  (kommer ind bærende et bret, banker paa Halfdans dør).

    Halfdans stemme 

Ingen kommer ind.


    Marie 

Skal ikke Born have lidt at spise da?


    Halfdans stemme 

Nei tak. Jeg skal ikke have noget.


    Marie  (ud med brettet. Kommer straks ind. Rydder lidt. Staar uvis foran Halfdans dør)

Nei, det er vel ikke værdt. (Vender sig.) Men kjære, hvor koldt det er her da! Nei, jamen staar døren paa vidt gab! (Lukker altandøren. Smaagrædende. Det ringer. Hun lukker op.)


    Advokaten 

Og hr. Born er jo kommet. Det var jo udmerket. – Er han inde i spisestuen og spiser kanske?


    Marie  (forfjamset)

Nei – nei, der er ingen i spisestuen.


    142Advokaten  (mod atelieret)

Naa jasaa. Baade frøkenen og Born er vel derinde da? Kanske De vil gaa ind og sige, at vi er her – spørge, om vi kan komme ind – forstaar De?


    Marie  (som før)

Frøkenen – frøkenen –


    Aagot 

Ja, hvor er frøkenen, Marie?


    Marie 

Frøkenen er reist.


    Advokaten. Aagot 

Reist?


    Marie 

Ja, frøkenen reiste naa paa øieblikket.


    Advokaten 

Hvorhen?


    Marie 

Med nattoget vel.


    Advokaten 

Men videre. Hvor skulde hun videre hen?


    143Marie 

Vi skrev naa Neapel paa kufferten hendes. Ved ikke advokaten, at frøkenen skulde ned paa et hospital for at pleie syge da?


    Advokaten  (ser paa Aagot)

Jo – jo, vi vidste nok, hun tænkte paa det. Men ikke netop saa straks.


    Marie  (grædende)

Nei, ikke skjønner jeg, aassen dette kom! – Men det var naa vel alle disse telegrammerne da – baade fredagen og lørdagen. Men idag har det naa ikke været no’ telegram! – Men saa var det jo – (Gjør en bevægelse med hovedet mod atelieret.) Men ikke skjønner jeg, aassen –


    Advokaten 

Saa ja. Frøkenen Deres ved nok, hvad hun gjør, hun. Saa tak, ja, naa kan De gaa, Marie. (Marie gaar.)


Ottende scene

Advokaten. Aagot. Halfdan.

    Advokaten  (banker paa Halfdans dør)

Kan vi komme ind?


    144Halfdan  (ind. Da han faar øie paa Aagot tumler han tilbage)

Er – er du her?


    Aagot  (mod ham)

Aa, Halfdan – Gud ske lov!


    Halfdan  (afvergende)

Nei – nei.


    Aagot 

Hvordan er det, du ser ud? Har du været syg? Er du syg – sig?


    Halfdan 

Jeg feiler ingenting. Du har faaet mit brev?


    Aagot 

Det fæle brevet. Tror du, jeg slipper dig? Jeg slipper dig aldrig! Naa ved du det.


    Halfdan 

Du maa. Jeg reiser alene. Jeg maa være alene.


    145Aagot 

Du mener da ikke at sige, at du maa kaste mig bort for din kunsts skyld? Det faar du ingen velsignelse af! Det kan du være sikker paa!


    Halfdan 

Ved du, at jeg ikke eier – de klæderne, jeg gaar med engang?


    Advokaten  (afbryder. Sterkt og rolig)

Halvdelen af den formue, som professor Marlow efterlod sig, er sat fast for Dem. Den anden halvpart tilfalder Dem testamentarisk efter frøken Marlows død. – Tre tusen kroner er Dem udbetalt for maleriet, kjøbt af frøken Marlow og foræret Nationalgalleriet, hvis bestyrelse i en takkeskrivelse til den anonyme giver udtrykker «sin dybe taknemlighed over at kunne indlemme i sine samlinger et saa smukt og repræsentativt billede af en ung sympatisk kunstner». Nu skal giverindens navn offentliggjøres sammen med skrivelsens ordlyd. (Ser paa Aagot.) Det skal sætte forsvarlig bremse paa sladderen, det lover jeg! – For de to gamle familieportræter (peger, tager et brev op af lommen), der af frøken Marlow igaar solgtes til kammerherre Brandt paa Skyberg, er kjøbesummen, 20000 kroner, indbetalt i Norges bank til disposition for maleren Halfdan Born, som en eventuel bryllupsgave til ham og hans forlovede frøken Aagot Fasting –


    146Halfdan  (har sunket helt sammen. Hæst, neppe hørlig)

Jeg vil ikke. Jeg kan ikke!


    Advokaten  (alvorlig)

De kan trygt tage imod, hvad hun har givet Dem. Det er den eneste maade, De kan gjengjælde hendes godhed og noblesse paa. Og kanske faa udslettet ialfald noget af den ubetænksomhed og den store uret som jeg ved (ser paa Aagot), De i tankerne har gjort hende – inden det blir for sent. (Til Aagot.) Du og jeg er enige?


    Aagot  (nikker).

    Halfdan  (reiser sig pludselig)

Hvor er hun? Hvor er Eva?


    Advokaten 

Hun er reist.


    Halfdan 

Reist – reist? Hvorhen?


    Advokaten 

Til Neapel. For at gjøre tjeneste som sygepleierske ved et hospital.


    Halfdan  (næsten vildt)

Jeg maa stanse hende – jeg maa


    147Aagot 

Aa ja, ja onkel! Kan vi ikke faa fat i hende? Kom, lad os skynde os – (Mod døren.)


    Advokaten  (ser paa sit uhr)

Toget er gaaet for to minutter siden. (Stilhed. Det er som de lytter efter jernbanens stempelslag, mens toget farer afsted.) Hun kan ikke stanses. Det vilde heller ikke kunne nytte. Jeg kjender hende – ialfald længst af eder. Hun følger nu det sterkeste og bedste i sin egen natur.


    Halfdan  (kaster sig storhulkende ned i en stol)

Nei. Det er mig, som har jaget hende! Ud af hendes eget hjem. Jeg har pint hende tildøde i aften. Jeg har havt – der har været ligesom gift inde i mig – i selve blodet – i disse dagene! Og altsammen mod hende – slig, at jeg ikke har taalt hende – at jeg har hadet hende – at jeg har hadet(Slaar om. I selvironi.) Og det syntes jeg, jeg skulde sige hende! Vi kunde ikke vedblive at leve i forstillelse. Sandheden skulde frem, ha, ha –


    Advokaten  (alvorlig og sterkt)

Sandheden! – Skal vi ikke for fremtiden være enige om den ting, unge mand, at selv det, vi tør kalde faktum, kun eier en ganske begrænset evne 148til at kaste lys over dette ophøiede og – for vort menneskelige blik – temmelig tilslørede begreb?


    Halfdan  (fortvilet)

Eva – Eva – kan du nogengang tilgive mig?


    Aagot  (der har staaet bag hans stol, bøier sig over ham og slaar armene om hans hals).
(Teppet falder.)

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om September

Skuespillet September kom ut i 1903 og har mye av den samme tematikken som andre Dickmar-tekster: samfunnets krav og forventninger til kvinnen og kvinnens (u)frihet.

Eva Marlow har nylig arvet en del penger etter faren og har bestemt seg for å videreføre farens pengestøtte til fetteren, maleren Halfdan Born. De to har et nært forhold, nesten som bror og søster, men pengestøtten er ikke helt uproblematisk, fordi Halfdan synes det er pinlig å være økonomisk avhengig av kusinen. Situasjonen tilspisser seg også når Halfdan faller for den unge Aagot Fasting.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1903 på nb.no.

Les mer..

Om Helene Dickmar

Pseudonym for Hanna Butenschøn.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.