Frøkenen faar da have lys herinde –

Det behøves ikke. Der er jo lys i spisestuen. Hvad er klokken?

Klokken mangler akkurat et kvart paa ti.

Er det saa sent. Regner det fremdeles?

Nei. Naa har det klarnet. Men det blaaser svært koldt ikveld.

Jasaa. Er der lagt godt i ovnen i atelieret?

Ja, det er saa godt og varmt derinde. Kanske jeg skal gaa ind og tænde lampen?

Nei – nei, det kan være tidsnok –

Har frøkenen ikke havt noget telefonbud endnu?

Han er ganske sikkert gaaet paa en lang tur oppe i nogen af skovene heromkring byen. De ved, han er saa glad i det. – Er De færdig med pakningen, Marie?

Jo omtrentlig. Jeg tror, jeg faar det altsammen i frøkenens mindste kurvkuffert. Ja, det var jo saa, – at denne sygepleierdragten skulde lægges ned i med det samme?

Ja – den skal med.

For det lugter naa saa kamfer af den, saa jeg har havt den ude og luftet paa’n baade igaar og idag. (Nøler.) Det er kanske ikke rigtig at spørge. Men frøkenen nævnte noget selv igaar. – Tænker frøkenen virkelig paa at komme ind paa noget hospital dernede i Italien etsteds?

Jeg synes bare, frøkenen skulde trænge lidt mere hviletid, jeg. Professoren, som var saa daarlig 108hele den lange tiden paa vaaren og sommeren – og frøkenen taaler naa ikke saa svært meget, da.

Tak, Marie. Det er snilt, De siger det. Men naar der nu er saa mange syge i verden, er det da ikke bra, at der ogsaa er nogen, som vil stelle med dem?

Jo, det er sikkert. Gud velsigne den, som trøster og pleier dem «som syge og sorgfulde ere, hvadenten de ere fjernt eller nær» – (Gaar mod døren, men blir atter staaende.) Skal frøkenen reise saa rent fort da?

De ved jo, det blir engang i denne ugen. Dagen kan jeg ikke nu sige. Men, det er bedst at være istand.

Jeg kunde ikke holde ud derhjemme længer, frøken Marlow!

Kald mig Eva.

Aa, denne forfærdelige dagen! Og jeg, som troede saa sikkert, han var kommen hjem sent igaaraftes.

Ja – jeg ventede ham ogsaa hele tiden.

Igaaraftes da jeg sad her oppe hos dig. Og vi talte sammen saa godt – saa godt – om alting. Og vi begge var saa bedrøvede, fordi Halfdan var gaaet saan uden at sige fra til nogen af os. Men bare paa en lang tur. Vi tænkte jo ikke andet?

Nei.

Og nu er alting forbi.

Hvad mener du med det? Har du –

Nei – nei, ikke det. (Stanser, sagte.) Frøken Marlow –

Eva. – Ja.

Du – Eva – jeg skal sige dig noget.

Hvad er det?

Jeg fik brev fra ham imorges.

Brev?

Aa, jeg forstaar ham ikke længer! Jeg havde da ikke gjort ham noget ondt!

Aagot –

Omforladelse, Eva. Jeg mente ikke at bebreide dig noget. Men – han ved jo ikke – han tror jo, det er din skyld, at han ikke fik stipendiet!

Min skyld, at han ikke – Hvad ved han? Hvad staar der?

Aa – der staar saa meget.

Endnu mere. Hvad staar der i brevet om mig? (Bønlig.) Aagot, vær barmhjertig. Kan du ikke læse lidt af det for mig? Bare saameget, som du selv synes, det kan gaa an, forstaar du?

Men – det vil blive svært ondt for dig.

Det gjør ikke noget. Det kan ikke blive værre end det er! Sæt dig der – tag kaaben af dig først – saa. (Faar Aagot til at tage plads i en lænestol. Sætter sig selv paa en lavere stol ved siden af.)

Først saa siger han det – at jeg ikke mere maa tænke paa ham –

Hvad skal det betyde?

Og han ber mig omforladelse, fordi han har faaet mig til at holde af ham. Han havde jo i grunden hele tiden vidst, siger han, at han bare var en daarlig kunstner – uden fremtid – en tigger. Men nu var han ogsaa en æreløs mand, som ikke mere kunde se folk i øinene –

Hvad er dette? (Op og gaar et par slag frem og tilbage paa gulvet. Sætter sig igjen. Holder hænderne for øinene.)

Her er det. Jeg skal læse det, som det staar. (Læser.) «Jeg havde jo i mit store, ubegribelige hovmod troet mig saa sikker paa stipendiet, som om jeg allerede havde det i lommen. Men kanske det dog var det retfærdigste, at det gik, som det gik. Der er noget genialt ved Høibro. Han har ogsaa fundet en ganske anderledes personlig udtryksmaade end jeg. Jeg oversaa den, fordi den forekom mig raa og kynisk. Jeg selv vilde gjøre høi kunst. Og saa blev det bare fusk, noget sentimentalt smøreri!»

Aa, det er skrækkeligt!

«Men at Eva har havt sine fingre med i spillet her. At det skal være gjennem underhaandsmeddelelse fra hende, at professor Buck er kommen paa det rene med, at jeg heller ikke pekuniært trængte nogen støtte, det har gjort mig bitrere, end ord kan sige! Og ikke nok med det –» (Stanser.)

Og – ikke – nok – med – det.

«Men alt hvad jeg nu havde faaet samlet sammen af godt og lyst, skal bare ligesom ved et eneste slag rykkes ud af haanden paa mig! Og det er hende, som jeg ogsaa kan takke for det.» (Stanser.)

Læs videre.

«Da jeg gik nedover trapperne stod der en del yngre malere – af de rigtig norske – nede i forgangen. De saa ikke mig. De lo og snakkede høit. Saa siger en: «Det var da endda bra, at Halfdan Born blev kastet. Komme her hjem og skulle «europæisere» os «hjemfødninger» – jo tak!»

114Jeg maatte staa stille og høre. Saa lo de og en sagde: «Nationalgalleriet.» Da var der en anden, som skreg: «Ved dere ikke det, at det er hans egen søster eller tante, som har kjøbt det og prakket det paa galleriet.» Da blev der et latterkor. Jo, det var ganske sandt, for han havde det fra en ven oppe paa advokat Stenersens kontor. «Og det er der, de styrer pengene deres.» Den «humbugstregen», den var jo netop «europæisk» den, skjønte de ikke det? Og da var der jo ikke ende paa latteren, mens de tumlede ud paa gaden allesammen –»

Ja. Nu forstaar jeg, hvad det var.

Hvilket?

Der laa et brev her paa bordet imorges med 3000 kr. i.

Aa, det er altsaa sandt! Er det virkelig – var det dig?

Ja.

Og Halfdan, som var saa stolt, fordi det var kjøbt her. Og saa glad over de penge, han havde tjent selv!

Advokaten hjalp mig med det. Jeg bad ham. Han lovede mig saa sikkert, at ingen skulde faa det at vide. – Jeg troede, jeg skulde gjøre Halfdan en glæde ved det.

At du ikke skjønte det?

Du?

Hans uafhængighedstrang – hans stolthed – hans mistro til sig selv – altsammen samlet paa i saa mange, mange aar!

Jeg har ikke forstaaet ham! Aldrig. Ikke engang det! (Gjemmer ansigtet. Pause.)

Nu maa han jo føle det som en skam, ser du.

Aagot – hvad skal vi gjøre?

Jeg ved ikke.

Er du vond paa mig?

Vond paa dig! Hvor kan du falde paa det. Jeg er bare bedrøvet.

Vil du prøve at holde lige meget af mig nu, naar du ved det?

Kjære – kjære, snak ikke saa.

Hyss – jeg synes, jeg hørte en lyd!

Aa – Gud!

Der var ingen.

Eva?

Ja.

Hvad tror du?

Han kan jo have forvildet sig. Opover i Nordmarken eller andetsteds. Eller forvredet en fod for eksempel. Sidder kanske fast oppe i en eller anden hytte.

Aa, jeg tør ikke tænke!

Nei, det er umuligt.

Eva!

Ja – hvad er det?

Tror du ikke – er du ikke ganske sikker paa, at Halfdan – (hvisker) er en – kristen?

Jo, det er jeg da sikker paa. Ialfald – men – (griber Aagot i armen) hvorfor spørger du?

Har du – tænkt – paa det?

Jeg hørte om en mand forleden. Han led af melankoli. En dag fandt de ham i sjøen. Han laa med foldede hænder. Som han var gaaet til det i bøn –

Vi er jo rent fra os selv, som kan tale saan. Nei, nei, kjære Aagot. Vi maa da ikke lade saadant noget faa indpas i vore tanker engang! Hyss – der kommer virkelig nogen. Jeg hører det gaar i trapperne!

Undskyld, frøken Eva, at vi kommer saa sent. Men vi maatte jo hente dette opskræmte lille pigebarnet hjem til os igjen.

Har ingen hørt noget endnu? Det er da rent ubegribeligt! Jeg synes jo nok – stakkars dig Eva, ogsaa –

Men, mine damer – Halfdan Born er vistnok en landstryger – men noget spædbarn er han da saa sandelig ikke! Han kan da passe sig selv. Det var da forresten ogsaa en manér – rende slig afgaarde –

Ikke sig noget, hr. advokat. Han er bare blevet saa grænseløst skuffet og ulykkelig, at han ikke har tænkt –

Nei – det skal være vist! Og at nu jeg ogsaa skal have en slags skyld i dette! Det faldt mig jo aldrig ind –

Ja, ja, Clara min – hvad sagde jeg dig: Man skal ikke blande sig i andres sager –

Det var jo igrunden bare en retfærdighedsfølelse fra Claras side –

Jeg bare vilde give onkel den besked, han bad mig om. En faktisk oplysning altsaa. Voilà tout. Jeg havde jo ingen anelse om – det kan da heller ikke være for de pengene! Og det er da ingen skam – ja undskyld, Aagot min –

Han burde nu heller ikke betragte det som nogen ulykke! Selv om vi tager en naturlig kunstnerambition med –

Nei, lidt mere modstandskraft –

For et kunstnertemperament som hans er der ingen grænser, naar det først rammes. (Tager Advokaten tilside.) Desuden – (Hvisker.)

Det var da som pokker! Ja det skal jeg greie op i. Det skal frem. Den fyren skal ekspederes, det lover jeg!

Hvad er det? Er der noget mere galt? Kjære John, hvorfor er du pludselig saa vond?

Du ved kanske, at der findes en mennesketype, der kaldes labaner, Clara? Naa. Den blir snart saa talrig her i landet, at du kan have den med dig, lige ved siden af dig, lige inde i dine egne stuer, uden at du selv ved om det! Faktum er faktum. Naa. (Med en overgang.) Men nu faar du se at faa tøiet paa, Aagot. (Hjælper hende.) Jo, du faar det, ser du. Han kommer ikke hjem iaften heller, nu, det er blevet saa sent. Imorgen faar vi nok telefonbud etsteds oppe fra landsbygden, at han befinder sig i bedste velgaaende! Det skulde bare mangle, at alle vore skuffede stipendieansøgere tog saaledes paa vei! Der kunde blive en anselig hær med «furteturister» – skal vi kalde dem «furteturister», du – opigjennem bygderne da! – Men, naar vi har ham igjen, saa skal vi ogsaa tage ham ordentlig ved vingebenet, baade du og jeg – ikke sandt?

Ja, hvis han var her, onkel John – vi skulde ikke slippe ham igjen.

Hvad er dette?

Ja, de deilige portræter. Har du allerede pakket dem væk? Her ser virkelig saa ubeboet og uhyggeligt ud nu.

Det er – det er – Jeg skal sige Dem, hr. advokat, at nu syntes jeg, det var kommet til det tidspunkt, som far sagde: «At det rigtig kneb for mig», derfor saa telegraferede jeg igaar til Aksel Brandt, at han kunde faa dem – og lod dem pakke og sende med det samme. Ja, jeg skrev et brev til Dem –

Det har jeg ikke faaet.

Jeg adresserede det til kontoret.

Jeg skal sørge for at faa fat i det – straks.

Aa, nu kan det jo altsammen være – (Stanser.)

Saa – kjære frøken Eva. Han kommer nok. Naa. Farvel. De lægger Dem nu vel til at sove? Forrige nat var De jo ikke af klæderne.

Jeg? Hvoraf ved De det?

Jeg har mine speidere. Det gaar ikke an at tage det saa. Unge, tankeløse mennesker med friske, sterke lemmer – det falder dem ikke ind, man kan være ængstelige for dem! Det er faktum.

Godnat, kjære Eva – ja prøv nu paa at sove.

Godnat. (Hvisker.) Skulde der komme noget, saa telefoner straks, er du snil.

Godnat.

Aa, hr. advokat – tror De ikke – (Stanser overvældet.)

Hvad er det – hvad er det? Kjære Dem, De maa ikke –

Jeg mener bare – tror De ikke, vi bør sende bud til politiet?

Aa – Eva!

Hvor kan De falde paa saant? Lad os da ialfald vente med det – en uges tid mindst. Bliv ikke nervøs og urimelig, frøken Eva. De er jo vant til at staa i lidt af hvert. Og rømlingen faar De nok igjen. (Alle ud, uden Eva.)

Der er han! (Synker paa knæ foran en stol.) Aa, min Gud, jeg takker dig! Gjør nu med mig, hvad du vil! (Igjen frem til døren. Staar uvis. Ind i spisestuen.) Marie. Marie!

Frøkenen?

Han er kommen. Han er inde i atelieret. Der er lys. Telefoner til advokaten. Sig bare, han er kommen. (Marie gaar.)

Hva er det?

Halfdan!

Hvad vil du?

Er – du kommen?

Ja, du ser, jeg er kommen.

Hvor har du været, Halfdan? Aa, hvor har været henne saa længe?

Jeg? Jeg har været oppe i Nordmarken etsteds, tror jeg?

Tror du? (Tager ham i armen.) Du har ikke været i hus inat?

Det kan godt være.

Har du gaaet hele tiden?

Det har jeg vist. (Vil gaa ind i atelieret.)

Har du faaet noget at spise? Skal jeg ikke –

Jeg skal ikke have noget at spise. (Vil atter gaa.)

Gaar du?

Ja. Jeg har noget at gjøre.

Nu?

Ja, jeg skal ordne mine sager og pakke sammen –

Hvad mener du?

Jeg mener, at jeg er som en skibbrudden mand. Jeg har mistet alt. Saa nu faar jeg gjøre mig helt løs. Fri. Reise min vei. Ud i verden igjen. Arbeide mig fremover saa godt jeg kan. (Vil gaa.)

Halfdan!

– For jeg føler det, at trods alt, saa er der kræfter i mig! Den følelsen har de ikke kunnet tage fra mig, alligevel. – Det er, som jeg har leret i min haand. Jeg kan danne det, som jeg vil! Jeg har bare ikke været vaagen nok. Ikke helt sand paa hvert eneste lidet punkt! – Men, jeg skal arbeide. Jeg skal engang komme tilbage. Og de skal tvinges til at respektere baade mig og min «europæiske» kunst! (Mod døren.)

Gaa ikke! – Der – er – jeg maa –

Jeg har nu sagt dig det, som det er. Hvad vil du mig?

Jeg maa snakke med dig. Du kan da skjønne, jeg maa snakke med dig –

Synes du, vi to har mere at sige hinanden?

Jeg forstaar dig ikke. Du maa være syg – ikke dig selv –

Jeg er i dette øieblik fuldt mig selv.

Saa skal du ogsaa høre paa mig. Førend det er for sent. (Peger paa en stol. Sætter sig selv paa den anden side af bordet.)

Altsaa. Hvad vil du mig?

For det første er det dette brev, som kom hid igaaraftes. Det er fra professor Buck.

Jeg vil ikke se noget brev.

Vil du ikke aabne det?

Nei. For jeg tror, det bare er nogle anstalter, du har faaet istand bag min ryg. Nogle «velvillige ord» og banale floskler, som du har tryglet om til mig. For at stagge mig. Nei tak. Nu er det nok!

Det er ikke sandt.

Ja – hvad ved jeg?

Tror du mig ikke mere?

Nei. Jeg tror dig ikke mere.

Hvad er det, du sigter til?

Først og fremst til den komedie, du har faaet istand med Nationalgalleriet. Skjønner du da ikke, at du har faaet gjort mig saavidt umulig, at jeg ikke mere kan se folk i øinene? At jeg maa bort herfra, hvor gadegutterne snart vil lære at pege fingre af mig – og kameraterne allerede fniser af mig bag min ryg?

Det er ingen skam for dig. De skal nok faa vide, at det bare er mig. Der er ogsaa et brev fra Nationalgalleriets bestyrelse – til advokaten – til mig –

Ha, ha! Et brev igjen. Endnu nogle smigrende ord, hvad?

Halfdan!

Du kan tro, den «humbugstregen», den holder de nok paa, at vi er to om! – Sig mig, kunde advokaten raade dig til det der?

Nei.

Han fraraadede dig det naturligvis?

Ja – men ikke af den grund, som –

Nei, men naar man har vilje, saa –

Han nævnte ikke med et ord, at det skulde være vanskeligt at bevare sin anonymitet.

Aa, stol du paa det. Baade «Nationalgallerikomedien» og «Stipendie-tragedien» vil nok faa sit publikum! – Man vil bare komme til at spørge sig om, hvad det vel kan være for et jordisk forsyn, jeg har, som klapper med den ene haand og slaar med den anden. (Nærmere, lidenskabelig.) Men jeg ved det. Og jeg siger dig: Hvad jeg har modtaget af dig og dine i alle aarene, det har du taget tilbage med renter i disse dagene!

Halfdan!

Jeg har faaet øinene op for meget inat og idag, 132skal jeg sige dig! Jeg ser nu tilbage gjennem aarene. Ser aarsag og virkning – aarsag og virkning: Din far holdt dig i jernhaand, saa du ikke fik røre dig længere og mere, end han vilde –

Du faar ikke tale ondt om far, som er død.

Jeg faar tale ud om det, som er sandt! – Og da jeg saa kom. Saa strakte du din haand mod mig og klemte godt til. Den var nok mindre end hans. En fin, hvid damehaand. Men ikke mindre sterk var den. Du fik ikke tænke uden ham. Og jeg skulde ikke tænke – handle – male uden dig! Alt skulde lægges tilrette for mig paa min kunstnerbane, Jeg skulde vekselvis veiledes, opmuntres – og belønnes! For at blive rigtig tilfreds, baade med mig selv, og med dig. – Og saan har du gaaet, saa klogt og stille, og snoet bast og baand om mig – saa tæt, at jeg tilslut ikke kunde røre mig, uden du gav dit bifald til det! For du vidste, hvad der tjente til mit bedste. Jeg kunde lide paa det. Selv om du skulde finde det hensigtsmæssigt at dræbe selve livslykken for mig!

Aa, Gud!

Og saa dræbte du min livslykke. Og Aagots med.

Tror du ikke, jeg nu forstaar, hvorfor hun skulde mistænkeliggjøres og mistroes og mishandles? Det var fordi, hun kom dig iveien. Fordi du saa, at hun holdt paa at trænge sig ind der, hvor du var vant til at herske alene. Og da du skjønte, at du ikke kunde faa drevet hende fra mig paa anden vis – saa lister du dig bag min ryg og bryder af veien mod min uafhængighed ved at berøve mig stipendiet! – For saa megen æresfølelse vidste du, at jeg havde, at jeg ikke vilde, at hun ogsaa skulde snylte sig ind paa dig og leve af din barmhjertighed!

Halfdan – jeg kan ikke svare paa alt dette forfærdelige. Du gjør mig saa ondt. Det er, som om du slog mig her midt i hjertet.

Jeg spørger dig bare, om du tør negte, at det var dig, som lod professor Buck faa en underhaandsmeddelelse om, at det kunde være det samme med stipendiet. Penge havde jeg nok af –

Ha, ha. Kalder du ikke det løgn heller? Har jeg penge? Trængte nogen i verden mere til penge end jeg, som har levet af milde gaver og spist naadsens brød, siden jeg var gut! Og som nu maa støde fra mig den kvinde, som jeg har vundet, og som jeg elsker over alt i verden – fordi jeg ikke har andet at byde hende end to tomme hænder – og et plettet navn? (Kaster sig hulkende ned over bordet.)

Halfdan – hvor er nu din æresfølelse henne?

Den har jeg i behold. Derfor siger jeg: Nu faar det være slut. Du har altid faaet din vilje der, hvor du ikke har maattet bøie dig for en, der havde den endnu sterkere end du selv. Men nu gaar jeg ud af spillet. Vi to er kvit. (Vil gaa ind i sit atelier, men Eva har pludselig stillet sig med ryggen mod døren og spærrer ham veien.)

Det nytter ikke at forklare dig. Du vil heller ikke forstaa det. Jeg skjønner, at alting nu ser anderledes ud for dig. Der er jo meget, som taler 135imod mig. Og jeg har naturligvis gjort meget galt. Jeg skulde ikke have kjøbt maleriet. For jeg kunde jo have tænkt mig, at det kunde skade dig, hvis sandheden kom frem. Nu ser jeg det ganske klart. – Jeg har ikke lagt planer for at hindre dig fra at faa stipendiet. Du har jo selv hørt mange gange, at jeg ønskede det bare saa inderlig. Men den aftenen – i torsdags – Clara spurgte mig. Hun syntes, det var rigtigt – jeg ved ikke selv, hvad der kom over mig. Men Halfdan, jeg siger dig det, som jeg vilde sige det for Gud: Jeg tænkte aldrig for mig selv andet, end at de penge, vi havde, var dine ligesaavel som mine! Saan som om du havde været min egen kjødelige bror. Derfor pinte det mig ogsaa altid saa, naar du nævnte det. Jeg kunde ikke forstaa, hvor anderledes du saa paa det. Det forekom mig saa unaturligt. Ja, du har ret – jeg vilde heller ikke forstaa det. – Men saa – nu – det kan være – det kan være – (Stanser op.) Halfdan

Hvad er det, som kan være?

Aagot kom iveien. Som du sagde. Men, jeg troede saa vist, hun kom iveien for dig ogsaa.

Se, se – forsynet!

Du skulde arbeide. Naa høit op. Jeg vidste, at de første dernede ventede store ting af dig. Men du maatte ikke hindres. Jeg tænkte – jeg troede – jeg kjendte hende jo ikke. Hun vilde kanske tage dig fra dit arbeide – tage dit sind fangen – (Stanser.)

Ja, hvad gjorde det saa, om mine og Aagots hjerterødder derved kom til at dryppe lidt med blod?

Ha, ha. Hjerterødder – blodige – siger du? Tror du ikke, jeg ogsaa har et hjerte? At jeg ogsaa ved lidt om, hvad hjerteblod er for noget? – Men jeg – jeg har ingen ret, jeg – (Tager sig til hovedet.) Hvem er det, som snakker om mig her! (Med en overmenneskelig anstrengelse pludselig atter behersket.) Jo, én ting har jeg ret til at forlange. Du skal høre, hvad jeg vil sige dig om mig selv. For om du end synes, jeg har været tyrannisk og egoistisk – ikke sandt, du kan ikke sige, at jeg har pleiet at tale meget om mig selv? Jeg har ialfald tænkt mere paa dig end paa mig selv i alle aarene. Det tør jeg sige. Det kan alligevel være egoisme. Det er saa vanskeligt at se tilbunds her. (Stryger sig over panden, som om hun holdt paa at miste traaden.) Jeg skal fortælle dig min historie. Ja – du mener det er ikke nødvendigt. Den kjender 137du nok! Og ikke er den morsom eller lykkelig heller. Men engang ventede jo ogsaa jeg paa lykken, ser du. Saan som man tænker sig den, naar man er ung. Og tror, at kjærlighed, det er et ord, som maa løfte alle snævre hverdagsporte af hængslerne, forat alt det nye og skinnende kan holde indtog i ens liv – og forvandle det! Ha, ha. Tænk, jeg maa næsten le! (Stanser.) Men der var en liden historie ogsaa i mit liv. Det var flere aar, før du kom til os. Bare et par aar efter mors død. Far og jeg var i Paris. Der var en engelsk officer – som kom fra Indien – i samme pension. Vi var meget sammen. Han og jeg, vi – hvad vi deltog i – alt blev det lyst og straalende. – Men da det kom til alvor. Han var gift. Men separeret fra sin hustru, som ikke havde villet følge ham derned. Hun var en daarlig kvinde, saa han var sikker paa skilsmisse. En hæderlig karakter var han – trods alt. Men far – for ham var naturligvis da alt forbi. Bare en skam syntes han jo dette var – baade for mig og for sig selv! – Saa var det jo ikke mere. Jeg maatte bøie mig for hans vilje, du har ret i det. (Med en overgang.) Nu ja. Jeg døde ikke af det. Dertil havde det ikke rod nok. Men – lige siden jeg mistede mor var der altid noget, som sved inde i hjertet! Nu blev det saaret ligesom revet op og slaaet dybt ind. Saan at det aldrig fik gro rigtig til igjen. Der er vel nogen, som har det saa, at saarene aldrig gror rigtig til igjen. For naar jeg nu ser tilbage. Jeg føler det hele tiden, det saare hjertet.

138Ligesom vergeløst aabent for alt, som svider og gjør ondt. Og som i alle aarene prøver at dække sig til og hærde sig og gjøre sig sterk. Mens nerverne alligevel ligger bare og dirrer. (Stanser.) – Saa kom du. Du trængte til mig. Dengang. Og jeg levede med i din udvikling, dine længsler, dit arbeide. Det kan vel hænde, jeg greb for meget til. Jeg har kanske arvet den viljen, som du siger. Men det var min største glæde, at jeg kunde hjælpe dig. Og du – blev alt det, som jeg kjendte af lykke – og glæde – alt for mig, ja. Og jeg havde ikke tænkt, at det kunde – at det kunde blive anderledes mellem os, end det var. Derfor – jeg skal skrifte for dig: Jeg har været jaloux paa Aagot. Men, (sterkere) ja – jeg synes, jeg har levet en evighed i disse to dage! Jeg synes, jeg har staaet ved livets yderste grænse og seet udover! (Stanser. Stille.) Jeg er ikke jaloux paa Aagot længer, Halfdan.

Hvad saa – er der mere?

Hvad mener du?

Har du mere, du vil have sagt? Alt dette skjønner jeg meget godt. Men nu er det jo for sent at tale om det.

For sent?

Jeg har sagt dig: Nu kan jeg ikke mere!

Er alt det gamle forbi?

Ja. (Vil gaa forbi hende.)

Hvad vil du nu?

Jeg vil gaa ind og pakke mine sager.

Vil du ikke sige et godt ord til mig, før du gaar?

Du mente det vist ikke saa ondt, som det blev.

Vil du ikke give mig haanden, Halfdan?

Helst ikke.

Ikke engang det?

Jeg vil ikke være falsk. Det er kommet saan over mig. Jeg føler – jeg føler antipati mod dig. (Gaar hurtig forbi hende ind til sig selv. Man hører døren laases indvendig fra.)

Gud – Gud – hjælp mig! (Ringer.) Marie, Marie! (Marie kommer.)

Frøkenen ringte? Hvad er det med frøkenen?

Jeg maa straks reise, Marie! Straks. Hent en vogn. Hvad er klokken? Naa. Det er tidsnok. Jeg tager tøiet paa. (Begge ud. Man hører gaaen i døre, en lyd, som af noget tungt, der bæres nedover trapperne, vognrammel. Alt stille.)

Ingen kommer ind.

Skal ikke Born have lidt at spise da?

Nei tak. Jeg skal ikke have noget.

Nei, det er vel ikke værdt. (Vender sig.) Men kjære, hvor koldt det er her da! Nei, jamen staar døren paa vidt gab! (Lukker altandøren. Smaagrædende. Det ringer. Hun lukker op.)

Og hr. Born er jo kommet. Det var jo udmerket. – Er han inde i spisestuen og spiser kanske?

Nei – nei, der er ingen i spisestuen.

Naa jasaa. Baade frøkenen og Born er vel derinde da? Kanske De vil gaa ind og sige, at vi er her – spørge, om vi kan komme ind – forstaar De?

Frøkenen – frøkenen –

Ja, hvor er frøkenen, Marie?

Frøkenen er reist.

Reist?

Ja, frøkenen reiste naa paa øieblikket.

Hvorhen?

Med nattoget vel.

Men videre. Hvor skulde hun videre hen?

Vi skrev naa Neapel paa kufferten hendes. Ved ikke advokaten, at frøkenen skulde ned paa et hospital for at pleie syge da?

Jo – jo, vi vidste nok, hun tænkte paa det. Men ikke netop saa straks.

Nei, ikke skjønner jeg, aassen dette kom! – Men det var naa vel alle disse telegrammerne da – baade fredagen og lørdagen. Men idag har det naa ikke været no’ telegram! – Men saa var det jo – (Gjør en bevægelse med hovedet mod atelieret.) Men ikke skjønner jeg, aassen –

Saa ja. Frøkenen Deres ved nok, hvad hun gjør, hun. Saa tak, ja, naa kan De gaa, Marie. (Marie gaar.)

Kan vi komme ind?

Er – er du her?

Aa, Halfdan – Gud ske lov!

Nei – nei.

Hvordan er det, du ser ud? Har du været syg? Er du syg – sig?

Jeg feiler ingenting. Du har faaet mit brev?

Det fæle brevet. Tror du, jeg slipper dig? Jeg slipper dig aldrig! Naa ved du det.

Du maa. Jeg reiser alene. Jeg maa være alene.

Du mener da ikke at sige, at du maa kaste mig bort for din kunsts skyld? Det faar du ingen velsignelse af! Det kan du være sikker paa!

Ved du, at jeg ikke eier – de klæderne, jeg gaar med engang?

Halvdelen af den formue, som professor Marlow efterlod sig, er sat fast for Dem. Den anden halvpart tilfalder Dem testamentarisk efter frøken Marlows død. – Tre tusen kroner er Dem udbetalt for maleriet, kjøbt af frøken Marlow og foræret Nationalgalleriet, hvis bestyrelse i en takkeskrivelse til den anonyme giver udtrykker «sin dybe taknemlighed over at kunne indlemme i sine samlinger et saa smukt og repræsentativt billede af en ung sympatisk kunstner». Nu skal giverindens navn offentliggjøres sammen med skrivelsens ordlyd. (Ser paa Aagot.) Det skal sætte forsvarlig bremse paa sladderen, det lover jeg! – For de to gamle familieportræter (peger, tager et brev op af lommen), der af frøken Marlow igaar solgtes til kammerherre Brandt paa Skyberg, er kjøbesummen, 20000 kroner, indbetalt i Norges bank til disposition for maleren Halfdan Born, som en eventuel bryllupsgave til ham og hans forlovede frøken Aagot Fasting –

Jeg vil ikke. Jeg kan ikke!

De kan trygt tage imod, hvad hun har givet Dem. Det er den eneste maade, De kan gjengjælde hendes godhed og noblesse paa. Og kanske faa udslettet ialfald noget af den ubetænksomhed og den store uret som jeg ved (ser paa Aagot), De i tankerne har gjort hende – inden det blir for sent. (Til Aagot.) Du og jeg er enige?

Hvor er hun? Hvor er Eva?

Hun er reist.

Reist – reist? Hvorhen?

Til Neapel. For at gjøre tjeneste som sygepleierske ved et hospital.

Jeg maa stanse hende – jeg maa –

Aa ja, ja onkel! Kan vi ikke faa fat i hende? Kom, lad os skynde os – (Mod døren.)

Toget er gaaet for to minutter siden. (Stilhed. Det er som de lytter efter jernbanens stempelslag, mens toget farer afsted.) Hun kan ikke stanses. Det vilde heller ikke kunne nytte. Jeg kjender hende – ialfald længst af eder. Hun følger nu det sterkeste og bedste i sin egen natur.

Nei. Det er mig, som har jaget hende! Ud af hendes eget hjem. Jeg har pint hende tildøde i aften. Jeg har havt – der har været ligesom gift inde i mig – i selve blodet – i disse dagene! Og altsammen mod hende – slig, at jeg ikke har taalt hende – at jeg har hadet hende – at jeg har hadet – (Slaar om. I selvironi.) Og det syntes jeg, jeg skulde sige hende! Vi kunde ikke vedblive at leve i forstillelse. Sandheden skulde frem, ha, ha –

Sandheden! – Skal vi ikke for fremtiden være enige om den ting, unge mand, at selv det, vi tør kalde faktum, kun eier en ganske begrænset evne 148til at kaste lys over dette ophøiede og – for vort menneskelige blik – temmelig tilslørede begreb?

Eva – Eva – kan du nogengang tilgive mig?