I

Sivert havde travelt om Dagene. Han var nemlig ansat som Løbergut om Formiddagen og som Husdreng om Eftermiddagen, begge Dele hos Kjøbmand Munthe, der ejed StueForfatternote: Stuer kaldes i Bergen Handelsbygningerne paa Tyskebryggen fra Hanseaternes Tid. paa Tyskebryggen og boede paa Øvregaden i et hvidt, toetages Træhus. Oprindelig var Sivert blit antat udelukkende som Ærendsvend og Haandtlanger for Stuepersonalet, men da han altid fik saa megen Tid tilovers, var Munthe begyndt at sende ham op paa Øvregaden om Eftermiddagen, for at han skulde høre, om de havde Brug for ham i Kjøkkenet. Snart var det saa blet fast Regel, at han kom der hver Dag, og han klared saa godt for sig, baade her og der, at han paa begge Steder stod særdeles vel anskreven.

Især paa Øvregaden, hvor han efterhaanden blev sat til at udrette de mest forskjelligartede Ting. Paa Spørsmaal, om han kunde paata sig dette eller hint, svarte han nemlig aldrig nej, men gik ufortrøden i Gang, og bestandig slap han tilfredsstillende fra det. Foruden at kløve Veden og holde Gaardspladsen og Vedboden i Orden, banke Fisken om Torsdagen og hente BispevandetForfatternote: Det for sin Blødhed bekjendte Vand fra en Gadebrønd paa den saakaldte Bispegaarden i Bergen. til Ærterne om Onsdagen, pudset han alt Messing og Kobbertøjet og fik det blankere, end det nogensinde før havde vært, ja han vasked endog Vinduer, og gjorde det bedre og hurtigere end Pigerne. Og saa børsted han Klær og Skotøj, banked Møbler og Gulvtepper, pilled Bønner og Ærter, gik alle Husets Ærender, og besørged Lugningen i Kjøkkenhaven. Pigerne kaldte ham Tusendkunstneren og var rent opraad, naar han en Dag blev opholdt paa Stuen længere end ellers. Og selv Madamen lod til at finde ham saa uundværlig, at Munthe ofte maatte spørge om, hvordan de havde baaret sig ad før i Tiden, da der ingen Sivert Jensen var at ta til.

Sivert tænkte tit paa, at nu kom det vel med, at han havde faret tilsjøs; for uden det vilde han aldrig være bleven saa praktisk og selvhjulpen. Saa havde han da altsaa noget igjen for det. Men Gudskelov, at han var sluppen fra det. Ligge ude og slide paa Sjøen, hvor en ikke var sikker paa Livet sit nogen eneste, hverken Dag eller Time, var det værste som var til. Aldrig var han nu falden paa det heller, hvis det ikke havde vært for at komme bort fra de fordrukne Bedsteforældrene sine, især Farmoren. Rigtignok bode de ude i Hellemyren, men han havde jo aldrig vært tryg for dem, slig som de laa og rekte til Byen baade Landevejen og Sjøvejen, især hun. Men det fik være det samme; han vilde ikke tilsjøs igjen, ikke for aldrig det, skjønt det med Bedsteforældrene var op i det samme. Hun gik og dingled fuld i Gaderne, nu som før med Spetakler og Opløb, og Ungerne raabte «Smaafylla» efter hende, akkurat som det havde vært, fra han var liden Gut. Og hun kom vist til at holde paa længe endnu. Farfaren saa svært affældig ud, men paa hende var der ikke Gran af Forskjel at opdage. Det blev vel han, som døde først, skulde en se; han var jo den, som drak mindst og gjorde mindst Fortræd, og det gik jo altid slig.

Uf ja, Skam og Lejelse var det, men der fandtes jo ingen Raad for det. Og selv om han ikke havde faat den Skrækken i Blodet efter Forliset med «To Venner», vilde han ikke ha byttet med Sjøen igjen. Dengang havde han lovt sig, at rak han først hjem til gamle Bergen og fik kjende fast Grund under Fødderne sine, skulde ingen verdelig Magt kunde drive ham ud igjen. Han havde lovt sig det dyrt og helligt, skjøndt han vidste, at Faren vilde gjøre Vanskeligheder og slænge ham i Næsen, at siden han havde trumfet sig frem, dengang han fik det paa sig at ville tilsjøs, skulde han værsgo’ bli ved. Men saa var det saa heldigt, at Hyrene sank saa voldsomt netop i de Dager, saa han fik det at skylde paa.

For at han havde faat Vandskræk, kunde han naturligvis ikke være bekjendt af at tilstaa.

Og saa havde Moren hjulpet til med sit Snak om Guds Fingerpeg og Tegn og saant noget, og paastaat, at naar Vorherre havde frelst ham fra Undergang, da Barken gik til bottens i Franske-Bugten, saa var det, fordi han skulde bli paa Landjorden. Og nu angred vist ikke Faren paa, at han havde git sig; nu saa han jo, hvor godt han var kommen sig ivej. Paa den Maaden kunde han bli baade Gesel og mere, Kontorist paa Bryggen kanske, eller faa Stue selv – ingen kunde vide, han var jo bare 18 Aar endda, nej 19 matte det vel være. Han var født i 1837, og nu skrev de jo 1856. Jo, det blev 19.

Ja, Sivert var glad og likte sig godt. Det var saa’n Afveksling i dette, at han liksom havde to Bestillinger. Han kunde formelig gaa og glæ’ sig til Eftermiddagen, da han skulde op tiltil] rettet fra: tl (trykkfeil) det pene, velforsynte Huset, hvor de havde alleslags Remedier til det, som skulde gjøres, hvert til sit rette Brug, og hvor alt var overflødigt og af bedste Sort. Naa han kom ind i Vedboden, hvor Langveden laa opstablet tilhøjre og den sagede til venstre, med det store Rum i Midten, hvor han havde Huggeblokken staaende, følte han sig næsten som Medejer i al denne dejlige Birkeveden, ialtfald var det hans Fortjeneste, at der altid var fejet og blæst som i en Dukkestue. Og saa dette, at Huset laa paa Øvregaden, den kjækkeste Gaden i hele Byen, hvor der kun var Huser paa den ene Side og store, høje Træer paa den anden. Bagenfor Træerne den lange Række Plankeværk med de spidsgavlede Pandetagsporte ind til Haverne, som skraaned nedover mod Tyskebryggen og hørte til Stuerne dernede. Om Sommeraftnerne sad Folk ude paa de rummelige Trætrapper med Bænker og Jernrækværk midt paa Husenes Forside, og naar de en sjælden Gang skulde ned i sine Haver, gik de tværs over Gaden med bart Hode, net saa det kunde vært i Vestindien, skjønt det egentlig ikke ligned, tænkte Sivert. Ja, der var husligt og hyggeligt paa Øvregaden, Familjeliv liksom, og Sivert var stolt af paa en Maade at høre til der.

Og saa var Munthe sine Børn saa glad i ham, ja ialtfald Herman og Julius! for de kunde da ikke ta sig til nogen verdens Ting, uden at han maatte være med.

I Timevis gik de og vented paa, at han skulde bli færdig med sit Arbejde, for at de kunde faa ham til sin Raadighed. Lydia var jo mere kaut paa det; hun var jo ogsaa saa stor, at hun gik for Præsten alt. Men hun vilde dog saa gjerne være med, naar han spilte Krig med Gutterne paa Gaardspladsen eller Gjemmespil nede i Haven, især naar hun var vis paa, ikke Moren eller Pigerne saa det. Og saa vilter og ivrig hun var, endda hun gik i lange Kjoler og var saa svært udvokset. Hun havde liksaa stor Morro af det hun, som Brødrene, saa det kunde ikke være saa farlig ment med den vigtige Minen, hun undertiden tog sig paa, naar hun slog med Nakken og sa, at den Sivert Jensen var næsvis og ufordragelig, og at hun ikke kunde udstaa ham. Hvorfor kunde hun saa aldrig la ham være?

En Eftermiddag kort før Pintse banked Sivert Sengklær, som var spredt ud over Brædder, baarne af smaa Bukker, nede paa den hellelagte, indhegnede Gaardsplads. Han havde kastet Huen, og hans tætte, krøllede Haar strittedstritted] rettet fra: strittted (trykkfeil) rundt til alle Kanter, mens han svang Klæ’bankeren og med sin stærke, glade Røst sang Negersangen, han havde lært i Kingston om «The captain and his loving girl»:

«So early in the morning,
Before the break of day!»

Herman og Julius hjalp til, alt hvad de orked. Ved Siden av Siverts kraftig snerrende Piskeslag var Lyden af deres smaa Spanskrør, naar de faldt paa de vældige Fjerdyner, som spæde Fuglepip. Deres glødende Ansigter perled af Sved, og paa de magre Guttehalser stod de graablaa Aarer store og runde.

«Saa aarle i den Morning,
Bed før du brækker Dig!»

stemte Gutterne i med. Sivert lo indvendig og sang rask videre uden at la sig mærke med noget. Men da han kom til Omkvædet:

«And the captain with the whiskers
Took a slight glance at me»,

og dette i Gutternes Mund blev til:

«Og den Kaptejn, tit di hvisked,
Tog og lænsed etter mig,»

kasted Sivert Kjæppen, hev sig ned paa Kjøkkendørstrappen og brast ud i Skoggerlatter.

Herman og Julius saa forbløffet paa ham; saa for de med et Spring ind paa ham, hang sig fast om hans Hals og Arme, dunked ham med de smaa, knyttede Næver, lugged ham i Haaret og rev ham i Ørene. Da Sivert blev ved at le uden at gjøre den ringeste Modstand, bed de ham tilsidst i Ansigtet. Da først tog Sivert lempelig fat i dem, rysted dem af sig og sa, idet han rejste sig: «Dokker maa ‘kje bite, Gutter, der er Straf for det. Eg har engang bitte Næsen av en Kok, og det var eg om og sku’ ble halshugget for.»

«Fortæl, fortæl!» raabte Gutterne i Munden paa hinanden og sprang atter ind paa ham.

«Ja, bi nu til i siden.»

«Nej, nu med det samme, nu med det samme!» de trak ham i Armene og bøjde hans Fingre frem og tilbage, saa det knak i de brede Led.

«La’ Sivert Jensen være i Fred, Herman og Julius, saa han blir færdig med Arbejdet sit!»

Alle tre vendte Hodet efter Lyden, og saa Madam Munthe række sig ud af Sovekammervinduet ovenpaa, idet hun trued med Pegefingeren og rysted Hodet, saa den hvide Kniplingspynt paa de høje, lyse Haarbukler oppe paa Issen vipped frem og tilbage. Hendes Overkrop var saa stærkt bøjet fremover, at Brystets hvide Rundinger kom tilsyne mellem den dybt firskaarne Kjolekant og Spidserne af den sorte Chenillefrese om Halsen.

«Der kan Dokker høre Gutter! Ka sa eg?» Sivert greb rask Kjæppen.

«Jammen siden faar han Lov te spille med os! Ikke sandt, Mor?»

Madam Munthe nikked, men satte den Betingelse, at Gutterne skulde være inde præcis Klokken 8.

En halv Time senere havde Sivert, stadig hjulpen af Herman og Julius, baaret Sengklæerne ovenpaa, hvor Pigerne gjorde rent, og bragt Gaardspladsen i Orden igjen.

«Nu da!» sa Herman utaalmodigt.

«Bare sope først,» Sivert greb Soplimen, der var fastgjort til et langt Skaft.

«Vi maa faa Lydia med, saa blir det fornøjeligere,» mente Julius.

Herman sprang mod Huset for at se, om hun var i Dagligstuen, men Sivert raabte efter ham, at hun vist sad nede i Haven. «Hun gik med nokken Bøger under Armen, daa vi begyndte paa Sengklærne,» føjed han liksom undskyldende til.

«Det var bra! Sivert skal være Fienden og Lydia Anfører. Det er hun saa kjæk til.»

«Vi skal ikke spille Krig idag,» sa Herman og trak afsted med Sivert, der nu havde fejet Gaardspladsen og sat Soplimen ind i Vedboden. «For Du husker den Katten –», han sænked Stemmen til en Hvisken og saa sig samtidig om.

«Ja, Katten, det er jo sandt,» sa Julius ligeledes hviskende. Han holdt i Siverts anden Haand.

«D’er vel ikkje Dokker, saa har dræbt ‘an?» spurgte Sivert og saa prøvende paa dem, mens de gik tværs over Øvregaden hen til Haveporten, der kom tilsyne mellem de høje Lindetræer.

«Nej da!» protsterte de begge energisk. «Vi fandt ‘an paa Bosdongen bagenfor Stuen, men hvis Mor hørte det, saa kanske vi ikke fik Lov te begrave ‘an.»

«For det betyr, at der skal dø nogen,» indskjød Herman i en hemmelighedsfuld Tone.

«Men det er bare Sludder, siger Far. Vi har gjemt ‘an nede i Haven. Skynd os bare,» Julius stødte op Haveporten.

Haven var daarlig holdt, paa alle Sider omgit af et højt fugtig-grønsket Plankeværk, og strakte sig i forfaldne Afsatser nedover Skraaningen mod Bagsiderne af Stuerne paa Tyskebryggen. Her og der fandtes nogle vanskjøttede Blomsterbede med Paaske- og Pintseliljer, kantet af Aurikler, og en og anden Tulipan. Sirenerne og Guldregnen stod i fuldt Flor Side om Side med Hæg og Kastanjetræer, og de hvide og blegrøde Æbleblomster laa drysset ud over de muldede Veje, der var fuld af Vandpytter og fjorgammelt Bladaffald. Rosenbusker af den villige, smaabladede Slags sammen med alenhøje, blomstrende Ukrudsplanter vokste langs Kanten af Vejene, og et Vildnis af Ribs- og Stikkelsbærbuske stod her og der tæt op ad Plankeværket. Stokfiskelugten fra Tyskebryggen var idag ikke saa stærk som den plejed at være, for Vinden bar fra.

«K’est skal vi begrave ‘an, Du Sivert?» spurgte Herman, da de var kommen ind i Haven, og han og Julius i Fællesskab havde draget frem under en Solbærbusk en graa Katteskrot, der laa paa Side med halvaabne Øjne og stivt udstrakte Ben.

«Her i Gulerodsengen, tænker eg,» Sivert pegte paa en aaben skraanende Plads omtrent midt i Haven, hvor der var et aflangt Bed med nogle Kjøkkenurter, der saa ud til længe at ha skjøttet sig selv.

«Hvad er det nu Dere holder paa med?» raabtes der op til dem, og et Pigeansigt med lyst, brusende, stærkt kruset Haar, flettet sammen i to lange Pisker, som hang fremme paa Skuldrene, keg frem ved Kanten af den aabne Lysthusdør i Havens nederste Hjørne. «Jeg skal sige det til Mor.»

«Fy for en Skam! fy for en Skam!» Julius stod og pegte Fingre ad hende. «Tænk hun vil være Sladdrehank, Sivert!»

«Kom heller op og vær Ligfølge,» foreslog Herman.

«Ja, det sku I mykkje heller, Jomfru Lydia,» sagde Sivert, der var begyndt at kaste Jord op med Gutternes smaa Havespade.

«Tror Dere, jeg ikke har and’t at bestille?» svarte Lydia haanlig. «Jeg skal ha «Forklaring» til imorgen, jeg,» hun trak Hodet tilbage.

«Nu ska’ eg hente Ligkisten,» sa Sivert, da Hullet var stort nok. Han gik hen til Plankeværket og kom straks tilbage med et Stykke af et gammelt Kasselaag. Henrykte over denne Foranstaltning la Gutterne Katten paa Laaget og dækked baade den og Baaren til med Siren- og Guldregnsgrener, som de brød af Træerne.

«Vi bærer ‘an op te Porten og kommer gaaenes andægtig liksom paa Kjerregaar’en,» Sivert greb Laaget med Katten og sprang opover, fulgt af Herman og Julius.

Straks efter kom de vandrende nedover, Sivert foran med afmaalte Skridt, holdende Huen for Øjnene. Julius og Herman bar Baaren imellem sig og søgte at gaa i Takt med Sivert.

«Sit ‘an fra Dokker her, mens vi sønger en Salme,» hvisket Sivert, da de var kommen ned til Begravelsesstedet.

«Med Sorgen og Klagen hold Maade,»

begyndte Sivert. «Søng med Gutter!»

«Jammen vi kan ‘an ikke.»

«Det gjør ‘kje nokke. Bare søng!»

Herman og Julius stod med bare Hoder og Huen mellem Hænderne, liksom Sivert; de skelte forlegent til hinanden og sang mumlende, mens Sivert satte frejdigt i:

«Med Sorgen og Klagen hold Maade,
Lad Guds Ord i Dig trøste og raade.
Lad Hjærtet i Sorgen ej synde,
Ved Døden vi i Livet begynde.»

«Aa fy, hvor det er stygt,» sa Lydia, som var kommen ud af Lysthuset og nærmed sig med en opslaat Bog i Haanden. «Det er gudsbespotteligt.»

«Det har eg ikkje set nokke om hverken i Bibelhistorien eller Forklaringen,» sa Sivert, som var blet rød.

«Men det er Synd alligevel.» Lydia nikked med sit store, vakre, blonde Ansigt, der minned om et Faar, og saa udfordrende paa Sivert med de skraa, lidt døsige Øjne.

«Hør ikke paa hinner, Sivert,» sa Herman. «Hun gjør sig vigtig, fordi hun gaar til Præsten.»

«Der staar skrevet, at hele Skabningen sukker tilsammen i Sorger indtil nu,» sa Sivert modigt.

«Er tilsammen i Smerte,» retted Lydia.

«Og en Kat er ossaa en Gu’s Skabning. Altsaa kan der ikkje være nokken Synd i te gje ‘an en kristelig Begravelse.»

«Gaa nu væk med Dig, Lydia, Du bare forstyrrer os,» Julius drejed hende om og skubbed til hende med begge Hænder, saa hun kom nedover Bakken i en Fart.

De la Katten og alle Siren- og Guldregnsgrenene ned i Hullet. Sivert forretted Jordpaakastelsen med en itubrudt Tinske, og alle tre i Forening fyldte Hullet og danned Gravhøjen til. En liden Rosenbusk blev rykket op med Rod og plantet i Midten, og Sivert lovte at ha Kors med Navn og Dødsdag færdig til den følgende Dag. Det blev bestemt, at Katten skulde ha hedt «Stue-Mons».

Haveporten blev slaaet op med et Smæld, og Sine Kokkepiges gneldrende Stemme raabte: «Ind paa Øgeblikke’ og spise tekvælls!»

«Svar hinner ikke,» hvisked Herman til Julius; «vi lader som vi ikke hører.» De gjorde Miner til Sivert, at han skulde være stille.

«Dokker behøver ikkje te gjømme Dokker! Eg ser Julius i Hovve og Herman i Føtterne!» skreg Sine.

«Sine, pine, fine, grine,» gjesped Herman.

«Sivert Jensen ska’ ossaa komme op og gaa efter Bispevand,» vedblev Sine. «Og Dokkes Far er hemkommen, saa møkke Dokker ved det.» Haveporten smald til, og Sine var væk.

«End Du da Lydia!» raabte Julius ned over mod Lysthuset. «Du skal værsgo’ op, Du ossaa!»

«Jeg, som spiser med de voksne!» Lydias Tone var uhyre overlegen.

«Smagte det godt at faa Ris paa Sengen Fastelavnsmandag, Lydiamor?» raabte Herman, og Julius gjentog leende Spørgsmaalet.

«Gaa nu op med Dokker,» sa Sivert befalende. «Dokker ved jo, kaa streng Dokkes Far er.»

«Er det vist, at Du vil spille Krig med os imorgen da?»

«Jadaa!»

«Saa kom da!» De tog fat i Siverts Klær og vilde trække ham med sig, men Sivert skyndte paa dem og sa, at han først maatte rydde op efter Begravelsen.

Da Gutterne var gaat, og Sivert havde ordnet i Haven, stod han lidt med Hænderne paa Ryggen og saa nedover til Lysthuset. Et Par Ganger flytted han sig et Skridt eller to som for at gaa derned, men blev atter staaende. Saa rysted han svagt paa Hodet, drejed sig langsomt rundt og gik nølende opover. Men da raabte Lydia efter ham: «Kom her lidt Sivert Jensen og hør mig i Forklaringen!»

Det glimted i hans spillende Øjne. og hans brune Ansigt fik en varm Farve, da han med lange Skridt, dirrende af Ivrighed gik nedover den bugtede Bakkevej til Lysthuset.

«Sæt Dig ned,» sa Lydia og gjorde Plads ved Siden af sig paa den brede, grønne Tremmebænk bag Bordet. «Se her.» hun rakte ham Bogen, «derfra og dertil. Disse to Spørsmaalene er de vanskeligste; alt det andet kan jeg paa Fingrene.» Hun satte sig tilrette i en skraa Stilling med Ansigtet helt vendt mod Sivert; Albuen var støttet paa Bordkanten, og Hagen hvilte i Haanden. Sivert skotted stjaalent hen til hendes nøgne Arm, der var bedækket af lange, lysgyldne Haar helt op til Kanten af det korte Pufærme.

«Hvad er Selvfornægtelse?» læste han op af Bogen.

«At vi afsiger vor egen Vilje og det vi have kjært.»

«Alt det os kjært er i Verden.» retted Sivert.

«Alt det os kjært er i Verden,» gjentog Lydia, «paa det Guds Ord maa faa Fremgang i os.»

«Have Fremgang.» sa Sivert.

«Ja have,» indrømmed Lydia og fortsatte: «Dersom nogen kommer til mig og hader ikke sin Fader og Moder og Børn og Hustru og Brødre og Søstre – er der endda mer?»

«Og tilmed sit eget Liv,» sa Sivert med vægtig Betoning.

«Og tilmed sit eget Liv,» ramsed Lyda videre, «han kan ikke være min Discipel, og hvo som – og hvo som –»

«Ikke bærer sit Kors,» hjalp Sivert til.

«Og hvo som ikke bærer sit Kors og kommer efter mig, kan ikke være min Discipel. – Kunde jeg det?»

«Ja,» sa Sivert,

«Godt?»

«Naar I læser paa det engang til, saa.»

«Uf, jeg er saa træt af det. Det kan være det samme med det andet Spørsmaal, men der er et til længere ude,» hun tog «Forklaringen» fra ham og bladed i den. «Se her, spør mig paa det der.»

«Sig mig den egentlige Forskjel paa menneskelig Lærdom og guddommelig Oplysning,» læste Sivert op, da han havde faat Bogen tilbage.

«Den menneskelige Lærdom erholdes ved Flid.»

«Menneskelig Flid.» avbrød Sivert.

«Menneskelig Flid,» sa Lyria høiere og stamped lidt med Foden, «og er en blot historisk Kundskab, ved hvilken Mennesket bliver i sin Ondskab. Den guddommelige Oplysning virkes af den Helligaand ved Ordet – – ved Ordet – –»

«Hvis Kraft erfares,» hvisked Sivert.

«Hvis Kraft erfares i Hjærtet,» satte Lydia hurtigt i, «og begynder at borttage Viljens Gjenstridighed. – Hvad Karakter har jeg fortjent, synes Du?»

«Ikke 1,» sa Sivert.

«Men 1 minus da?»

«Ikke be’re end 1 og ½.»

«Aa Du, din Tosk! Jeg skal love for, Du kunde det saapas bedre Du, da Du stod!» Hun greb med sin hvide, lidt store Haand i hans Haar og trak ham haardt men ikke ondt i Luggen.

«Au,» sa Sivert, idet hans Hode fulgte efter og kom Lydia nærmere. «Koffor er I altid saa ute etter Haare’ mit, Jomfru Lydia?»

«Jo, for det er saa pent, din Styggert,» sa Lydia i en arrig Tone og dasked med Fladen af den anden Haand løst henover hans fyldige, smaakrøllede Haarmasse. Hun saa ud som hun sad og kjærtegned en Hund, der egentlig skulde havt Bank.

«Jammen jeres er enddaa penere,» sa Sivert sagte, og mens han varsomt strøg hendes gule, brusende Forhaar, mange Ganger, stod igjen lyslevende for ham den Historien, Sejlmageren ombord i «To Venner» havde fortalt om den silkeklædte Kjøbmandsfrøken, som han havde hentet hjem fra Selskab og fulgt op paa hendes Værelse. Der havde hun i Maaneskinnet kastet sig om Halsen paa ham, og saa havde han tat hende med Magt.

Lydia slap ikke Siverts Lug, men hun trak ikke mere i den, den anden Haand var gledet ned paa hans Skulder. Hun kjendte, at han kom hende nærmere, tænkte at fare op og løbe sin Vej, men gjorde det ikke, blev istedetfor siddende stille med halvlukte Øjne og Hodet lidt foroverbøiet. Saa greb Siverts Arme tæt omkring hende. Hun syntes, hun skreg højt, og rev sig løs, men hun bare gjøs lidt og sank ind til ham.

Sivert kunde knapt puste. Nu gik det jo med ham som med Sejlmageren. Her sad han med en fin Dame i Armene sine, og hun havde villigt lagt sig ind til ham. FrygtFrygt] rettet fra: Frvgt (trykkfeil) og Undseelse var vække, en svimlende Følelse af Glæde og Stolthed suste igjennem ham, og inden han vidste Ord af det, havde han oplevet det samme med Lydia som Sejlmageren med den fine Kjøbmandsfrøken.

«Du skal bli’ vækjaget,» Lydia havde rejst sig op fra Bænken, hvor Sivert sad med ludende Hode, og stod nu foran ham «Vækjaget,» gjentog hun og gav ham et saa kraftigt Slag paa Kinden, at der kom lange, hvide Mærker efter hendes Fingre. «Nu gaar jeg op og klager Dig for Far.»

«Sig ikkje nokke, Lydia.» mumled Sivert uden at se op.

«Saa Du trodde – aa Gud, aa Gud! Kan Du kanske gifte Dig med mig?» Det kom afbrudt og i Stød paa Grund af den stærke Graad, og hun krølled sit Smækkeforklæde sammen med den ene Haand, mens hun rev i det med den anden.

«Der hænder saa mykkje, saa ser umuligt ud. – – – Hvis I vilde vente paa mig, Lydia.» han saa et Øjeblik op paa hende med Øjne, som tindred af Frygt og Haab.

« Vente paa Dig? Paa Dig!» Hun holdt op at græde, Ansigtet fortrak sig i Foragt, og Stemmen skjalv af Haan og Vrede. «Saa’n en Gadegut, en Bryggesjouersøn! Jo, det vilde være dejligt, ha, ha! Lydia Munthe. – Min Morfar, Stiftamtmanden i familje med Smaafylla!»

Sivert blev mørkerød. Han kneb Munden sammen og drejed Hodet væk.

Lydia begyndte at græde igjen.

«Koffor sku’ I altid ha fat i Haare’ mit da?» sa Sivert efter nogen Taushed. «Det var deraf det kom seg.»

«Uf, hvor sjofelt! Skylde paa mig – Du er, Du er,» hun tramped op og ned, «Du er en Skurk, og saa er Du en saa’n, ja en saa’n, som Lise Stuepige har fortalt, at gamle Hansen er. Jeg skulde gjerne spytte paa Dig!»

«Nej ved I ka, Jomfru Lydia, nu faar I holde op,» Sivert rejste sig, greb hende i Armene oppe ved Skuldrene og rysted hende.

Hun skreg af Raseri og sparked ham paa Fødderne.

«Hys, der er jeres Far.» Han slap hende.

«Lydia! Er Du her Lydia?» Det var Munthes Stemme, som raabte fra det øverste af Haven.

Lydia blev øjeblikkelig stille og strakte sit forgrædte Ansigt frem ved Kanten af Lysthusdøren.

«Du maa komme op nu Lydia! Grøden blir kold!»

Hun fo’r hastig med Lommetørklædet over Øjnene og kremted lidt. «Ja, nu kommer jeg Far!» Saa greb hun Bøgerne, rakte med gjæpende Mund et Stykke Tunge til Sivert og gik.

Sivert keg forsigtig ud af Lysthuset. Han saa Munthe staa midt oppe i Haven ved Siden af Bedet med Kattegraven og hørte ham sige, da Lydia nærmed sig: «Men i Jesu Kristi Navn, ka er, saa fejler Dig?»

«Grædt, fordi Leksen var saa vanskelig,» vedblev Munthe, da Lydia havde svart noget, som Sivert ikke kunde høre. «Du har nu vel ikke faat Religionsskrupler, Barn?» Og lidt efter: «Var Du alene dernede?»

«Sivert, som hørte Dig. Har jeg ikke saa mange Ganger sagt, at jeg ikke liker det Maskepie’ med Sivert Jensen. Er det passende Selskab for en Smaatøs som Dig, der læst skal bli voksen Dame retnu? Ka er det, Dokker har havt for, Dokker?»

Lydia stod med sænket Hode og pilled paa sit Forklæde. Med ett saa Sivert hende sætte paa Sprang forbi Faren opover Haven og bli borte bag nogle Træer. Munthe klødde sig i Hodet og saa raadvild efter hende. Saa vendte han sig resolut og kom ned over mod Lysthuset med lange Skridt.

I samme nu smøg Sivert hurtig som en Kat om Lysthusets nederste Hjørne og trykked sig frem gjennem det smale Rum mellem Lysthusvæggen og Plankeværket. Han satte Foden op paa den fremstaaende smale Tverforbinding paa Midten af Lysthuset, tog for sig i Kanten af Plankeværket, hejste sig op efter Armene og svang sig over.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.