II

Lydia var imidlertid sprungen tværs over Øvregaden ind gjennem Porten og Bagvejen ovenpaa. Da hun løb over Gaardspladsen forbi det aabne Kjøkkenvindu, hørte hun Sine sige: «Dekers med den Sivert Jensen ikvæld, enddaa er han ikkje gaat paa Bispegaar’en.»

Oppe paa sit Værelse la hun Bøgerne fra sig, satte sig ved Vinduet og saa hen paa en Firkant i Vedbodtaget hvor der mangled nogle Pandesten.

Hvad var det dog for noget skrækkeligt, som var hændt hende? Det værste, det syndigste, det styggeste af alt i Verden. Det maatte være værre end Mord, efter hvad der stod i «Forklaringren». Hun var nylig bleven hørt i det sjette Bud, og saa var Spørsmaalet kommet: «Hvad gjør denne Synd afskyelig fremfor andre Synder?» «At den besmitter baade Sjæl og Legem, som skulde være Guds Tempel, men bliver den urene Aands Bolig». Saa var Turen kommen til den ved Siden af hende, men da hun ikke kunde svare for sig, havde Provsten vendt sig til hende og spurt: «Hvad er det da, som især optænder de onde Lyster?» «Fraadseri og Drukkenskab.»

Men hun havde jo hverken fraadset eller drukket. Hvordan kunde det saa være gaaet til? Hvorfor var hun ikke straks sprunget op, som hun havde villet, eller idetmindste da hans varme Hænder begyndte at kramse hende paa Halsen. Og endda hun havde kjendt, hvor grove de var, og havde tænkt at de vist var skidne ogsaa. Det var liksom hun maatte bli siddende, som om hun ikke havde kunnet røre sig. Men kanske det var Straffen, fordi hun, mens hun gik for Præsten, havde tænkt saa meget paa det, der stod om i det sjette Bud. Det var vist Synd at tænke paa det, undtagen i Sakristiet om Onsdagen mellem 11 og 12, naar Provsten hørte dem i det. Men hun havde maattet tænke paa det uafladelig, hun. Og værre var det biet, da hun havde mødt dette store, fæle Fruentimmpret nede paa Engen med lange Øredubber, vajende Hatteblomster og knasende Stiveskjørter, som hang ned under Kjolekanten. Hun havde liksom kjendt det paa sig, at der var noget rædselsfuldt ved hende, og hun var uvilkaarlig stanset og havde snud sig efter hende, og idetsamme havde nogle Gadegutter raabt: «Fy for en Skam, Stavangers-Gina! Skyndt Deg nu, Gina, der gik saa mange Sjøfolk ind paa Huse’ Dokkers!» og saa var der kommet nogle grove Ord, som Lydia ikke var istand til at tænke engang. Den Nat havde hun ligget saa længe vaagen og bare grubiet paa alt saant stygt, og hun havde slet ikke følt Afsky for det, snarere havde hun likt at tænke paa det, men inderst inde havde hun hav som en Ank over det.

Det var dog mærkeligt, at hun ikke følte sig som et andet Menneske efter dette, og at hun ikke var endda mer fortvilet, end hun var. Hvorfor syntes hun ikke, at hun maatte gaa bort og dræbe sig, tænkte paa det ialtfald? Men nej, hun gjorde det ikke. Frygtelig lej og skamfuld var hun naturligvis, og det blev vel kanske værre siden, naar hun var blet endda mere voksen, men hun havde ikke følt det ringeste ved det. Saa fort det var gaat. Ikke Tid til at tænke eller sanse. Var det saadan det havde sig med dette, som de gjorde saa megen hemmeligt Væsen af. Hun stirred grundende hen for sig. – – Imorgen vilde hun i Bad, for iaften var der stængt paa Bontelbo.

Døren gik op, og hun hørte paa de knirkende Sko, at det var Moren, som kom ind. Straks efter greb Madam Munthes smale, hvide Fingre om Lydias Arm, en Haand blev lagt om hendes Nakke, og Morens Ansigt bøjed sig tæt ind til hende.

«Hvorfor løb Du fra din Far nede i Haven uden at svare ham, Lydiamor?» Madam Munthes Tone var alvorlig, og hun saa med de lyse, hoffærdige Øjne forskende paa Datteren.

«Ikke for noget,» svarte Lydia uden at forandre Stilling og uden at flytte Øjnene.

«Det nytter ikke, at Du forsøger paa at narre mig, Lydia. Hvad er det, Du har grædt for?»

«Jeg skal jo konfirmeres snart, og jeg kan aldeles ikke bli saa’n, som der staar i Forklaringen og Bibelhistorien.»

«Ja det er meget pent og rigtig af Dig, Lydiamor, men Vorherre mener det ikke saa bogstaveligt med alt det. Viljen, ved Du, Viljen i Gjerningens Sted.»

«Er der da slet ikke noget, han mener bogstaveligt da?» Lydia saa hurtigt op paa Moren.

«Jo de grove og aabenbare Synder naturligvis. Alt det, som er forbudt i Budene.»

«Grove Synder? jammen der staar jo, at hvo, som ser paa, – ja, at hvo, som siger Raka til sin Broder, skal være skyldig til Helvedes Ild, eller kanske det er for Raadet.»

«Ja, hvis han ikke omvender sig. Men fortæl mig nu, hvad det var med Dig og Sivert Jensen. Hvorfor saa Du saa forfjamsket ud, og hvorfor sprang han over Plankeværket, da din Far vilde snakke med ham!»

«Jeg ved ikke om, at han sprang over noget Plankeværk, jeg.»

«Svar mig nu Lvdia!» Madam Munthes Stemme blev utaalmodig. «Jeg slipper Dig ikke, før Du er kommen frem med Sandheden.»

«Det er ikke noget, Mor.»

«Var han nærgaaende mod Dig?»

«Ja.»

«Det er da vel ikke muligt.» Madam Munthe rødmed af Vrede. «Han vilde nu vel ikke kysse Dig?»

«Jo,» sa Lydia muggent.

«Men det fik han vel ikke?»

«Jo,» sa Lydia i samme Tone og gjorde et utaalmodigt Vrid med Overkroppen.

«Nej men Du store Gud, Lydia!» Madam Munthe retted sig op fra den bøjede Stilling, og slog Haanden mod sit Kjolefang, mens Øjnene skjød et koldt Lyn. «Hvorfor raabte Du ikke paa Hjælp?»

«Det husked jeg ikke paa.»

«Det er oprørende. Jeg, som tænkte, at Vorherre altid bevared Børnene idetmindste. Men det er naturligvis din egen Skyld. Jeg forstaar ikke, hvem det er Du slægter paa, saa indladende som Du er af Væsen. Rørte han ellers ved Dig? Svar, svar!» Stemmen var ophidset, og Haanden hævet som til Slag.

Lydia, som hele Tiden ikke havde vidst, om hun skulde nægte eller kaste sig om Morens Hals og tilstaa alt, blev med ét saa underlig kold om Hjærtet. Raskt svarte hun: «Nej da.»

«Kan jeg stole paa det, Lydia?»

«Ja, for da for jeg op og gav ham en Lusing, og saa graat jeg, og saa raabte Far paa mig, og saa løb jeg op her.»

«Den uforskammede Lømmel! Vi, som har været saa snille, jeg kan gjerne sige saa udmærket imod ham.»

«Skal han vækjages?» Lydia sa det hurtig uden at se paa Moren.

«Slipper han med det, kan han endda være glad. Vi skulde kanske ha ham gaaende her og udsætte Dig for at træffe ham efter dette. – Han skulde paa Raa’stuen og ha Barnestraf, skulde han, ja, for dette er meget værre end Tyveri.»

«Jammen saa fik jo Folk vide det,» sa Lydia og vrikked ivrig med Foden paa Spidsen af sine Sko.

«Ja, det er en højst u-be-ha-gelig Historie,» Madam Munthe la vægt paa hver enkelt Stavelse i Ordet ubehagelig, «men nu skal jeg snakke med din iFar. Du behøver ikke at komme ned; jeg skal sende Maden op til Dig.»

«Uf, hvor Mor er dum,» tænkte Lydia, da Madam Munthe var borte. «Naar de jager ham væk, gaar han naturligvis og sladrer for at hævne sig. – – Oprørende? – – Kysset mig? hun skulde, skulde bare vide!» hun løb et par Ganger op og ned ad Gulvet med knyttede Hænder og trippende Skridt. «Bare han døde – – Aa tænk, om han døde, faldt bardus i Gaden med en eneste Gang, af et Slagtilfælde – – for en Lettelse!» Hun satte sig paa Sengekanten med hængende Arme, og stirred paa sine Sko.

«Jeg som skal konfirmeres. Med den forfærdelige Synden paa Samvittigheden. Staa der for Alteret og være et skabbet Faar mellem de andre, fremfor alle de andre. – Bære paa det hele mit Liv!»

Nej, det var ikke til at udholde. – Atter gik hun op og ned paa Gulvet. Forgaa af det – bli gal, bli gal – – – Den, som kunde komme bort, ja, komme sig bort – – det var det eneste. De havde jo snakt om at sende hende til Pensionen i Hamborg, – nu skulde hun ikke længer sige nej til det, nu vilde hun det gjerne. Bare hun var over dette skrækkelige, denne Konfirmationen. Med ét stod Siverts Ansigt for hende, sligt som det havde set ud, da hun havde sagt det om «Smaafylla». «Aa,» sa hun stønnende og slog Hænderne haardt for Ansigtet. En stikkende Følelse af Anger og Smerte skjød op i hende. Det var saa ondt, aa, saa ondt, og fælt at mindes det Ansigt.

«Hvor Du er ond. Ond,» hvisked hun. «Ja, ond er Du ogsaa!» næsten skreg hun, og saa kasted hun sig næsegrus hen over Sengen, begraved Ansigtet i Puden og hulked.

Om Aftenen inden Munthes gik i Seng var det blet bestemt, at Sivert skulde vises bort næste Dag. Det havde kostet Madamen en hel del Snak at faa sin Mand overtalt. Mod Sædvane havde han gjort Modstand denne Gang og ment, at Siverts Forbrydelse ikke var større, end at det kunde være Straf nok, naar han blev skejet ud fra Eftermiddagstjenesten paa Øvregaden og dertil fik en ordentlig Overhaling af Skjænd. Paa Stuen vilde han helst beholde ham, da det var vanskelig at faa en, de kunde være saa vel tjent med. Men Madamen havde ikke git Fred, før han havde indvilget i at gjøre, som hun vilde.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.