VI

Sivert stod og slang nede i Starvhusgaden med skrævende Ben og Hænderne i Bukselommerne. Paa den skraa Kant af frodigt Ugræs langs Husvæggen, han læned sig imod, var der akkurat saavidt Plads til hans Fødder, at kun Spidsen af hans Sko blev vaade af Rendestensvandet tæt ved. Lige foran ham, midt i den trange Gade, hvor de smaa Huse var skjæve og spidsgavlede med Halvdøre og revnede Ruder, holdt nogle Træskounger paa at spille Paradis. En skarp Nordenvind strøg omkring Hushjørnerne. Luften var byget med store Stykker blaa Himmel, og naar Solen kom frem bag de drivende Skyer, var dens Skin saa steghedt, at hele Gaden lugted.

Det led mod Middagstid, og Sivert tænkte paa, at nu skulde han vel gaa hjem og spise. Men han kvied sig for det. Nu var det tredje Dagen, han holdt paa at spille denne Komedie med at lade, som om han kom fra Stuen og Øvregraden til Maaltiderne, og saa regned han endda ikke Søndagen med. Den havde næsten vært den værste. At sidde der i Kirken ved Siden af Forældrene, og høre og svare paa Snakket deres hjemme, de som Ingenting ante, og ta Del i Andagten om Kvælden, hele Tiden med denne forfærdelige Byrden paa sig, nej, Magen til den Dagen kunde Sivert ikke ha Hjærte til at ønske sin værste Fiende engang.

Bare han kunde komme sig til at sige det hjemme, for dette Livet var ikke til at udholde. Men han turde ikke, nej, nej, nej, han turde ikke! For hvad han saa fandt paa at fortælle, vilde Faren gaa til Munthe, og alting komme op.

Ja, saa maatte han vel ha sig afsted nu da. Han gik et Par Skridt, men stansed igjen. Nej, han orked ikke; det var plat umuligt for ham at gaa hjem idag. Han fik i Guds Navn gi sig over. Sidde der og svare paa Morens Spørsmaal om, hvor mange Nordlandsjægter de nu havde faat ekspederet, og høre hende skynde paa ham, for at han ikke skulde komme for sent. «Heller en Time for tilig, end 5 Minutter forseint, Sivertmann. Naar Du engang blir Gesel, ska’ Du se, ka Du fordrer af en Gut saa Deg.» Gesel han! Aanej, han maatte nok ha stelt sig anderledes da.

Men hvad skulde han ta sig til, og hvor skulde han faa Mad i fra? Han var drevet bortover paa disse Kanter idag med en slags Forestilling om, at han kanske kunde slænge indom Døren til Farbror Magne sine, som bode her i Gaden. Men da det kom til Stykket, var det liksom han ikke kunde bekvemme sig til det; det vilde se saa underligt ud, og Lyst havde han heller ikke. Og Faster Ingeborg var der ingen Hygge med i Længden; hun slang altid saa mange Spitord efter sig, selv om hun læst sku’ være snil ogsaa. Og saa var hun saant Ilsketrold. Som nu igaar da han havde vært i Skudevigen efter Blod og Tarmer til hende. Var hun ikke færdig at slaa til ham, fordi han havde faat 5 rette og en kroket, istedetfor 6 rette, og endda han straks bød sig til at gaa tilbage og faa den krokete byttet. Nej, hende vilde han ikke trænge til; saa hellere sulte ihjæl paa Gaden, eller gaa bent bort og drukne sig.

Ja, den som bare var istand til det, saa kunde de ha det saa godt baade Lydia og Munthe og Tofte og Forældrene og hele Sulamitten. En hørte jo aldrig and’t end, at Verden var en Jammerdal, og hvad skulde en saa bli der for? Men der vilde Mod til at drukne sig; det var ikke som Fod i Hose at gaa bort og dø, men nejmen om det var let at leve heller.

Seks Skilling havde han tilbage af de 2 Ortene, Munthe havde givet ham; Resten havde han brugt til Snop og Cigarer. Smurte Løsebrød kosted 2 Skilling Stykket; med Gammelost paa, 3. Kjøbte han Snop, strak Skillingerne bedre til; men han var saa lej af alt det søde Jukse’, at han ækledes, bare han tænkte paa det.

Et Stykke borte i Gaden kom en ludende, middelhøj Mand, klædt som en Stenarbejder. Han svinged med Armene og gik i Bouter mellem begge Husrækkerne, snart med smaa Hop, snart med meget lange Skridt. Paa Hodet sad en Seildugstingest af Form som Bøndernes røde Topluer; den skjulte Haaret og det øverste af Ansigtet, og dens graalige Hvidhed stak stærkt af mod de store, røde Kinder. Sivert saa ham komme uden at gi Agt paa ham; han var altfor optat af sine Grublerier.

«Ve Du være i Fre’ med Deg, din skarve Fylle-Magne!» gneldred en spinkel Barnerøst, og idet samme ramled en Smaapige, der havde staaet bøjet og sigtet med en Sten efter en af de øverste Paradisruder, overende og klasked Hænderne midt i Korset. Stenarbejderen, som ufrivilligt havde puffet til hende, slingred rolig videre uden at bry sig om de Haansord og Trudsler, Ungerne sendte efter ham. Sivert saa bort paa Manden og syntes, han skulde kjende den dukkede Nakke og den store Overkrop til de altfor korte Ben. Javist ja, det var jo Magne-Farbror. Pen Familje, han havde. Hvor han gik og stod maatte han være belavet paa, at Folk skulde se Skam paa Slægten hans. Saalænge det ikke var Farmoren fik det endda gaa; hun gjorde jo altid Gadeallarm ogsaa hun. Især naar hun kom i Selskab med Tippe Tue, Fyllefanten over alle Fyllefanter i Byen. Aa dette Hyl paa Smaafylla, som kunde fare som rispenes Kniver igjennem ham, ret som han gik sin bene Vej og tænkte paa Fred og ingen Fare.

Paa den anden Side af Gaden, et Stykke nedenfor der, hvor Sivert stod, halvt skjult ved den Bugtning, Gaden gjorde paa det Sted, laa et bittelidet Hus, som havde sværtede Mærker efter Ildebrand paa den tjærede Væg, og hvis spidse Gavl var halvt borte, saa de forkullede indvendige Bjælker kom tilsyne. Her blev Vinduet aabnet, og et fladnæset, gustent Fruentimmeransigt, omgit af en smudsig Skakkeklækappe, viste sig et Øjeblik over Halvgardinet, hvorpaa Vinduet atter lukkedes. Straks derpaa gik Gadedøren op, og Fruentimmeret, højmavet saa Verkensskjørtet stumped op foran, i trangtsiddende Skjødetrøje af brunprikket Sirts med sprigende Hægter under Brystet og oventil vide Poseærmer, skyndte sig, saa hurtig som de store Teser vilde tillade det, over Gaden hen til Stenarbejderen, der sjangled ivej uden at se hverken tilhøjre eller venstre.

«Kom nu ind med Deg, Magne,» sa hun, da hun havde indhentet ham, og tog ham i Skulderen; «Du ser nok ikkje, kaa Du sjøl bur.»

Magne rev sig løs, men tabte i det samme Ligevægten og stupte forover mod en Trappesten, hvor han fik ta for sig med begge Hænder og blev staaende med Legemet i en Halvrunding og Hodet helt nede mellem Armene.

«La meg nu se, Du er snil og orntlig,» hun greb ham lemfældig i Skulderen, og søgte at trække ham op. «Retnu sanker di Soll paa os, og daa har vi hele Gaten fuld af Folk. Du vet kaa lej Du bler baketter. Magne far.» Magne bare vugged lidt til Siderne, og var ellers ikke til at rokke.

«Bare der var inkven, saa kunde gje meg en Haandsrækning,» mumled Konen og saa sig speidende om, hvorved hun fik Øje paa Sivert, som stod paa samme Sted. Hun vinked til ham med Pegefingeren.

«Trur eg ikkje, Du skjyter op af Jor’en, naar en mindst venter det,» udbrød hun glad, da Sivert var kommen hen til hende. «Nu tænker eg, vi raa’r med ‘an.»

«Oi aahoi! Op med ‘an!» Sivert trak i Magnes Arm og fik ham, hjulpet af Konen, til at staa paa Benene. Saa tog de ham mellem sig og gik med ham. Han gjorde ingen Modstand mere.

«Eg ska’ gjøre Deg en Kjeneste igjen, naar Du staar Bru’gom.» sa Konen oprømt og blinked polisk til Sivert med de runde glinsende Øjne, som syntes indstukket i to tomme Huller under Panden, uden Spor af synlige, hverken Laag eller Vipper. «Du maa følle ind med og hjælpe meg te faa ‘an i Seng, elles rømmer ‘an igjen,» hun stødte med Siden af sit Legeme Husdøren op, uden at slippe Mandens Arm.

Da de var kommet ind i den lave Stue, hvor Gulvet var sort af gammelt indbarket Smuds og Bordet mellem Vinduerne fuldt af alskens Rod, skjøv Konen en Bunke Skidneklær tilside paa en Kiste ved Fodenden af Dobbeltsengen, hvorfra Halmen stritted op om Kanterne, og satte Magne paa Kisten ved Siden af Klærene.

«Sit nu her litevette, saa ska Du faa Deg en Kaffitaar, det plejer te bænke paa Blyhatten, har eg merket,» hun tog et Stentøjskrus fra Bordet og rakte ham. «Det gjør ikkje nokke, at han er kall; han kan hverken lukte eller smake saa alikevel. Find Deg nokke te sitte paa, Sivertmann. – ja Du ser Deg om – sop ner af Stolen paa Golve der. D’ e’ ‘kje værdt te være raa’løs, har eg merket.»

«Og det var en Prins uti Engelland!
Hi ho Engelland!»

begyndte Magne pludselig at synge med en tør, sprukken Stemme, mens han stamped med den ene Fod og bevæged Armen med Kruset i Takt op og ned, saa Kaffen skvulped op over Kanten.

«Han hadde en Kiærest i Engelland,
Hi ho Engelland!»

Det sidste Engelland trak han ud saalænge der var Aande i ham, drog saa hastig Vejret og fortsatte:

«Men han hadde en Kjærest i alle Land,
Hi ho i alle Land.»

Konen havde sat sig paa Sengekanten, slaat Hænderne for Ansigtet og rokked frem og tilbage, mens en knisende Lyd trængte ud mellem Fingrene. Sivert saa fra den ene til den anden med et dumt Smil. Magne blev ved at synge op igjen og op igjen det samme med et uhyre alvorligt Ansigt.

«Haa, haa, haa,» sa Konen omsider og tørred Øjnene med Bagsiden af Fingrene. «Eg er ikkje go’ te hjælpe for det, men en kunde dræpe seg av Latter, naar han er fuld. Se nu bare, kaa truværdig han sitter der og slæper med te sønge, net saa han var betalt for det,» hun brast paany i Latter og holdt sig tilsidst med sprigende Fingre paa Siden af Maven, mens hun stønnende drog Vejret.

«Jammen det er nu svært sørgelig ossaa,» mente Sivert, som et Øjeblik havde let med. «Det er mykkje, at I kan ta det saa let, Farbror-Berthe.»

«Aaja Gu’ hjælpe os, kaa ska’ en hen?» svarte Berthe og tørred atter Øjnene. «Det nøtter saapasse te skape seg galen og gjøre Husallarm, har eg merket. Eg har forsøgt det og, far; men daa ble’ han bare møkke værre. Han er værst mot seg sjøl, Stakkeren. – snil og godslig, naar han bare faar gaa i sit eget Sull. – Ha nu Resten i Deg, far: Kaffien er altfor go’ te skvætte Golve’ med,» hun vristed Kruset ud af Magnes stive Fingre. «Ti nu stille et Øgeblik, bare mens du svæller Kaffien din,» vedblev hun og tog ham i den tynde, mørke Haarlug, der var klistret tæt ind til Panden. Hun bøied Hodet bagover og holdt Kruset hen til hans Mund: men Magne tiede ikke. Ved Halsens tilbagebøjede Stilling lød Sangen som en Rallen.

«Nu ska‘ Du drikke det, saa møkke Du vet det,» paastod Berthe og hældte rask Indholdet af Kruset ind i Munden paa Magne, som fik det i Vrangen og spruded altsammen ud igien i Fanget paa Berthe, hvorpaa han overfaldtes af en saa voldsom Hoste, at Ansigtet blev sortblaat. Han vred sig som i Krampe. Berthe kruked sig sammen, og saa ud som hun skulde segne af Latter.

«Eg trur mest han kreperer,» sa Sivert og rejste sig.

«Lat ‘an bare sitte, det gjør ‘an ingenting. Haa, haa, haa, haa! En ska’ aldrig ha set slikt.»

Da Hosten gav sig, sad Magne og pusted lidt, med foroverbøjet Hode. Saa retted han sig, saa sig om med et fortumlet Blik, roded med Fingrene i Vestelommen og tog sin Hue op fra Gulvet.

«Laas Døren, Sivert. Uformærkt,» hvisked Berthe. «Stik Nøklen i Lommen.»

Sivert lusked hen til Døren. Berthe satte i at kremte, for at det ikke skulde høres, at Nøglen drejedes rundt.

«Smør mig en Stombrø’skive, Berthemor,» sa pludselig Magne i en indsmigrende Tone.

«Ja Falemann, han ska’ faa Stombrø’skive han,» svarte Berthe dæggende og vendte sig om mod Bordet, hvor hun tog et Stykke Rugbrød og en Kniv, som hun dypped i en Sirupsskaal.

Magne skelte lurende til Siderne, mens han blev ved at rode med Fingerstumperne i Vestelommen.

«Det var daa svært, kaa Magnefarbror ligner Farmor,» tænkte Sivert. Det havde han aldrig lagt Merke til før.

I det samme letted Magne sig forsigtig op, stemte Haandfladerne mod Kistekanten bag sig, og var saa i to lange, stilfærdige Skridt, mens han blev ved at holde Kroppen i en siddende Stilling, hurtig borte ved Døren. Han greb i Klinken og vilde aabne, men ved den uventede Modstand rendte han Panden mod Dørfyldingen og faldt sammen paa Gulvet, Berthe gjorde Grimacer til Sivert og lo lydløst, men saa hjærteligt, at hun rysted.

«Saa Falemann sku’ ut og movere sig lidt igjen,» Berthe bøjed sig over Magne med Hænderne i Siden og talte kjælent, mens hun mildt rysted Hodet. «Men det blev der ikkje nokkenting av, nej daa, Falemann. Nu ska’ Falemann pent være heme og ligge seg i Sengen sin og sove og ble ædru igjen.»

«Æsh ti stil med Deg, dit Spøttelse,» Magne krøb sig op paa Knæ og slog bagud med sin stive Arbejdsnæve, der var fuld af Skaarer og smaa knoppede Saarmærker. «Eg vil ut, saa møkke Du vet det,» vedblev han klynkende, idet han rejste sig helt op og atter tog i Dørklinken. «Luk op, hører Du! Luk op for meg, Berthe.»

«Jammen først sove litevette. Kom nu, la’ meg faa klæ’ av Deg,» hun trak ham hen imod Sengen, men han rev sig løs, slang sig ned paa en Krak ved Vinduet, la Armene ud over Bordet midt oppe i alt Rodet, skjulte Ansigtet paa dem og gav sig til at snøfte.

«Sit nu ikkje der og flep, Magnefar,» hun tog ham i Skulderen og vilde ha ham op fra Bordet, men han stred imod. «Vil Du, Sivert skal se Skam paa Deg daa? Ly’ nu, eller vil Du eg ska’ ta Deg med Magt. Kom nu med Deg!»

Men Magne vilde ikke. Hans snøftende Graad blev stedse højere.

«Jou, Du er lik Deg sjøl, har eg merket,» Berthe saa ud som hun gav sig over. «D’ e’ bare Brænnevin han greter etter, eg vet ikkje, ka Du synes, Sivert? Ja, saa kom med Skillingerne dine daa, din Fyllert,» sa hun skjændende og dunked Magne i Nakken. «Der blir saa ingen an’en Raa!»

Magne letted Hodet op fra Bordet. «Du maa ikkje lyge for meg, Berthe.» Han sa det bønligt og Ansigtet var fortrukket af Graad.

«Kom med Skillingerne, seier eg,» hun grov op af hans Vestelomme nogle Kobbermønter. «Hm, 7½ Skilling, er de alt, ka Du har igjen? Se her, Sivertmann, spring bort paa Hjørne’ te Høkkerten etter en halv Peil; der staar en Flaske i Vindøge der. Du kan ta en hel,» hvisked hun efter ham, da Sivert alt var borte ved Døren. «La’ meg se, Du er snar.»

Da Sivert kom tilbage, laa Magne i Sengen. Med et begjærligt Blik letted han sig op paa den ene Albu og strakte Haanden ud imod Sivert, men Berthe snapped hurtig Flasken, hældte noget af Indholdet i Kaffekruset og gik bort med det til Magne, som drak det i en Slurk og smækked med Tungen bagefter.

«Se saa, nu med Guds hjælp tar han vel Ro,» hun bukked sig over Magnes Klær, som laa i en Tull paa Gulvet foran Sengen, og skjøv dem bort i en Krog. «Se her, Sivertmann, vil Du ha Deg en Bitte te bite i? Ja, d’ e’ ikkje for det, Du faar mykkje be’re Mat heme, det ved eg nok. Din Far drikker ikkje, han; daa kan Forkjenesten altid slaa te.»

Hun tog ud af Krogskabet en Træskaal, hvori der var kogt Smaasild med blaaligt skrumpet Skind og opkrøllet Spor.

«Og saa gaar det jo med Bøn og Sang hos Dokker, saa der er naturligvis Velsignelse i et saa’nt Hus. Smør Deg en Brøskive, far,» hun rakte Sivert en Kniv efter først at ha tørret den af paa sit Skjørt. «Eg trur der ska’ være en Kaffiskvæt bortpaa Aamen. De e’kje stort,» vedblev hun, da hun havde skjænket op i to hankeløse Kopper, «men det kan altid være te svælle ner med. Og vet Du ka, Sivert?» hun skelte bort til Sengen, hvor Magne laa og snakked med sig selv og smaalo indimellem, og fortsatte saa hviskende: «Vi tar os en Trøstedroppe, vi ossaa,» hun slog Brændevin i Kaffekopperne, «det baade liver op og mætter, naar Maten er skral og knap, har eg merket. Gu’ naa’ meg, eg sku’ ‘kje seie saa stygt, men ka Raa er der med det?»

«Han var go’ denne Sillen,» sa Sivert og saa bort paa Træskaalen, om han kunde ta en til.

«Kil bare paa,» sa Berthe og skjøv Skaalen nærmere til ham. «Eg spiser ikkje flere end saa disse,» hun greb nogle Sild mellem Tommel- og Pegefingeren, og la dem ned paa det bare Bord ved Siden af Kaffeskaalen. Saa satte hun sig med begge Albuerne paa Bordkanten, tog en Sild mellem Fingrene, kneb Hodet og Sporen af, flækked den fra Benet og stak det hele i Munden paa en Gang. Sivert rensed Silden paa samme Vis, la den udover paa Brødskiven og bed saa nedfor store Stykker om Gangen.

«Skaal, Sivert,» sa Berthe og stødte sin Kop mod hans.

«Skaal, Farbror-Berthe,» sa Sivert, og saa drak de.

«Koffor spiser Du ikkje? Aa kanskje der e’ ‘kje fler?» Berthe letted sig i Sædet og saa, at Træskaalen var tom. «Ja ja, saa har eg ikkje mer te by Deg, far.»

«Eg er ossaa mæt nu. Tak for Maten; se for en Donge eg har sotte telivs,» han pegte paa Sildehoderne og Benene, som han havde lagt i en Bunke paa Bordet foran sig.

«Kaa har Du gjort av Klærene mine?» lød det grættent borte fra Sengen, og da Sivert og Berthe snude Hoderne, saa de Magne sidde paa Sengekanten med bare, nedhængende Ben og skrubbe sig i Siderne.

«Se saa, nu begynder han igjen,» Berthe lo over til Sivert. «Se nu paa ‘an, kaa fornøjelig han er.» Hun rejste sig, greb Magne om Anklerne og hipsed ham op i Sengen igjen. «Nu ligger Du stille, ellers faar Du Bank. Var det takken for Brændevine’, Du fik? Se her har Du Deg en Taar te,» hun havde vært henne ved Bordet efter mere Brændevin, som hun gav ham. «Nu kan Du bare prøve paa te røre Deg igjen,» vedblev hun, idet hun dækked ham til med Dynen og trued til ham.

«Der ser Du, kaalissen eg maa gaa og gjete paa ‘an,» sa hun til Sivert, da hun atter havde tat Plads ved Bordet. «Det er rigtig bra, at ingen av Barnene er ilive. Aanej, Vorherre har vel set, at det ikkje var kjenligt hverken for di eller os. Skjønt Gu’ vet, om di ikkje hadde levd, hvis om Magne ikkje hadde git di Brænnevin.»

«Ga’ han di Brænnevin? Di, saa va’ saa smaa!»

«I Fylle naturligvis, for te faa di te tie, naar eg va’ paa Sillesjou. Krek va’ di nu ossaa, fra di kom te Verden av, saa det va’ møkke nøttigere at di dødde.»

«Vi deler Resten,» hun tog Flasken og vilde skjænke i Siverts Kop; men han la Haanden over den, og sa’, at han ikke skulde ha mere.

«Jaja, saa har eg det i meg sjøl, der e’ ‘kje stor Skvætten tebakes, Magne smaker ikkje Droppen mer,» hun satte Flasken for Munden og tømte den.

«Drikker han bestandig, hele Aare’ rundt, Magne-Farbror?» spurte Sivert.

«Er Du galen Du!» hun lo valent, mens de gustne Kinder blussed. «Ka sku’ vi daa te leve av? Han har sine Togter han saa en an ‘en. Uf eg trur eg svimler,» sa hun saa og tog sig om Hodet med begge Hænder.

«D’ e’ Brænnevine’,» sa Sivert. «Eg kjenner det i Hovve, eg ossaa!»

«D’ e’ bare hannes Skyld altsam’e’,» Berthe slog over i en grædefærdig Tone. «Sku’ eg ble forfullen eg ossaa, saa va’ det ikkje mer end saa rimeligt. Her gaar eg Dags ventenes og har hverken te brænne eller bite i. Den, saa bare var baate dø’ og begrovven, for ka ska’ det ble te med saant et Slafat av en Mann,» hun tog op en Fille fra Gulvet og tørred bort Taarerne, som pludselig kom trillende.

«Men d’ e’ ‘kje for det, han har ikkje likere te slægte paa, Stakkaren; d’e’bare mærkeli, at di ikkje drikker hele Familien, baate store og smaa. Og saan Mann saa Magne kunde være,» hun græd mere og mere, og Stemmen var tyk og utydelig, «flink Arbei’er, truværdig og paalitelig i al sin Vandel, likt og afholdt, saalænge han er ædru. Her for en Ti’ siden smakte han ikkje Brænnevin i 3 Vikker, bar hem Forkjenesten kver Kvæll, 1 Ort og 20 Skilling Dagen, men saa begyndte han igjen, net saa det va’ kastet paa ‘an, Stakkeren. Forman ‘en for Komynen paa Lunggaar’en va’ her og formante ‘an og sa, det va’ Synn og Skam, for han va’ den bedste Arbej’eren, di hadde derinne, men paa den Maaten va’ di nødsaket te skeie ‘an ut for godt.»

«Pst, pst, kom hen lidt te meg, Berthe,» Magne sad oprejst i Sengen og vinked til hende; han plirte med Øjnene og smilte lamt. Berthe svarte ikke, men blev ved at snakke til Sivert om al Elendigheden, mens hun med Fillen gned Taarerne udover, saa hele Ansigtet blev fuldt af mørke Sjoller og Flekker.

«Pst, pst, Berthe, hører Du ikkje? Kom nu, elles staar eg op etter Deg.»

«K’ e’ det, han vil jer?» spurte Sivert.

«Spør saa,» sa Berthe haanlig og slog med Nakken, «naar han faar den Ri’en paa seg, saa.»

«Pst, pst, Berthe.»

«Ja, ti nu stil med Deg. Nu kommer eg.» Hun rejste sig.

«Ja, farvel daa,» sa Sivert og greb sin Hue.

«Farvel, Sivertmann. Hils hem, hvis Du sier, Du har vorre her.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.