VIII

Fire Dage senere tidlig om Morgenen var en Seksæringsbaad paa Vejen fra Byen udover til Hellemyren. I Forstavnen raged Halvdelen af en lang, smal Ligkiste, der stod paa Højkant, op over Rælingen. De tre Par Aarer roedes af Jens, Magne og Sivert. Agterud havde Ingeborg og Marthe deres Plads, en paa hver af Langtofterne; Baadbunden imellem dem var optat af Madkurver og Flaskefor. Ved Roret sad Pitter Tønnesen i Klædesfrakke med Tinknapper, Fadermordere, der var blaasjollet efter den kogte Stivelse, og sort Halsbind. Hodet var bedækket af et kulørt Lommetørklæde, paa hvis 4 Hjørner der var slaat Knuder, saa det danned en Hue og halvt skjulte Pandens Furer, der var saa bene som Streger. Ovenfor Ørene bued det glatkjæmmede Haar ud i to Bukler. Munden gumled paa en Skraa, og det nybarberte Ansigt med det kortstudsede Skjæg under Hagen skinned som et blankgnedet Rosenstribsæble. Det regned tæt og fint, og Marthes Ansigt blev næsten borte i den sorte Damedug, som hun havde tullet om Hodet og Skuldrene. Ingeborg sad med opslaat Paraply. Den nye Sørgehattekappe taalte ikke Væde, og saa havde hun desuden Pitter Tønnesens høje Silkehat prydet med et Kvarter bredt Sørgeflor paa Fanget.

«Ja,» sa Marthe, «det va’ rigtig Gud sjøl, saa skikked Sivert derud. Tænk, han hørte om Natten Vorherre rope paa seg 3 Ganger, net saa det hændte med Samuel. – Va’ det ikkje 3 Ganger, Sivert?»

«Jou,» sa Sivert, der rode de agterste Aarer. «– Akkurat.»

«Men først drømte han, at han saa Farfar ligge og stræve med Dø’en, og at Farmor plent vilde slaa Brænnevin i ‘an.»

«Kaalissen ropte det?» spurgte Ingeborg spændt.

«Si-i-verrt, Si-i-verrt, Si-i-verrt!» raabte Sivert med dyb, højtidelig Stemme.

«Ble Du ikkje bange?» Ingeborg gjøs.

«Han kjendte straks paa seg, at dette kom fra Gud,» tog Marthe igjen Ordet, «og derfor stal han seg ud saa sagte, at ingen av os hørte det, og størted avste’, og tænk, saa er Tilstan’en paa en Prik, net saa han har drømt det.»

«Saag Du, at det va’ Dø’en med det sam’e?» spurgte Ingeborg

«Farfar sa det til ‘an straks. Gud velsigne Deg, at Du kom, Sivert. Med meg er det forbi, sa han. Fortæl om det, Sivert.»Sivert.»] rettet fra: Sivert. (trykkfeil)

«Nu lover alle Gud,» begyndte Sivert, «at han haver skikket mig mit Barnebaren til at be for meg, Synder. Eg har logge her og ottet og ottet paa, at Du sku’ komme, Sivert, for eg kunde ikkje faa dø før.»

«Stakkels gamle Far,» mumled Ingeborg med skjælvende Næsebor.

«Og saa bekjendte han sin Synd, ikkje sandt, Sivert? Høgt og tydeligt og sa, at nu lade Du din Kjener fare hen i Fred.»

«Nej det va’ meg, saa sa det,» afbrød Sivert.

«Sivert faldt paa Knæ og gjorde en lang Bøn,» vedblev Marthe. «Koffor fortæller Du ikkje? Det va’ jo derfor eg sa’ te Far, at han sku’ la Deg ro di agterste Aarene.»

«Eg har jo fortælt det saa tit nu,» sa Sivert lidt uvillig og fortsatte saa tungerapt: «Ja, og daa eg hadde bedt, saa smilte han saa en Sol over hele Ansigte’ og saa op i Take’, og saa takket han saa pent og sa’, at nu vilde han gjerne vandre herifra.»

Ingeborg snøfted med Lommetørklædet for Øjnene.

«Herre jeg befaler min Aand i dine Hænder, va’ di sidste Or’ene, han talte. Va’ det ikkje saa, Sivert?»

«Jou, daa hadde eg lettet ‘an op, for det ba’ han meg om, for han kunde ikkje faa trække Pusten, mens han laag, og saa knak Hode ner, net saa det va’ brækket, og eg slo’ Kors over ‘an og sa’: «I Jesu Kristi Namn,» og laag ‘an ner igjen paa Puten.»

«Vilde Mor verkeli’ gje ‘an Brænnevin?» spurgte Ingeborg lidt efter og tørred sig paa Kinderne.

«Net saa han hadde drømt det,» bemærked Marthe ivrig.

«Og enddaa han slo’ ifra seg og sa: «Vig fra mig Satan.» Eg maatte ta Flasken fra hinner med Magt.»

«Ka sku’ det te?» sa Pitter Tønnesen med sin smældende Stemme. «Gamlingen kunde jaggu gjerne faat seg en Taar. Det hadde gjort ‘an godt.»

«Saa Du vilde, han sku’ komt beskjænket ind i Evigheden,» buste Ingeborg ud.

«Det hadde vel hverken gjort fra eller te, tænker eg.»

«Aa nej daa, Pitter Tønnesen,» formante Marthe. «Det va’ jo netop det, Vorherre vilde hindre, for at han skulde faa omvende seg i den yderste Timen. Og at han brugte Sivert te Redskap, kan eg aldrig fuldtakke ‘an for. Rigtignok er det kommet ‘an dyrt te staa, men det faar saa være. En ska’ adlyde Gud mere end Mennesker.»

«Kaa daa?» spurgte Ingeborg.

«Jou, for eg kom naturligvis forseint paa Stovven om Morningen,» indskjød Sivert hurtig. «Klokken ble mesten 9, før eg rak ind te Byen.»

«Aa, er det derfor Sivert ikkje er paa Stovven mere. Tollaksen viste ikkje ka det va’ for,» sa Tønnesen.

«Ja, for det ble’ Munthe saa fornærmet for, at han viste Gutten væk.» fortsatte Marthe. «Eg vet ikkje, ka Dokker synes?»

«Rimeligvis,» slang Tønnesen ind. «En Læredreng ska’ møte frem paa Slage’, hvis ikkje, saa marsj aus med ‘an.»

Marthe slog paa Nakken og tilkasted Tønnesen et Blik, der sa: «Eg vet nok, at I bare vil tærge meg.»

«Gik ikkje Jens ind og ba for ‘an daa?» vilde Ingeborg vide.

«Ba ‘for ‘an? Nej, men snakte ‘an terette rimeli’vis. Men det hjalp ikkje noke.»

«Rimeli’vis,» sa Pitter Tønnesen atter, og vendte Hodet til Siden for at spytte ud paa Sjøen.

«Den Sak er avgjort, va’ alt ka han svarte,» vedblev Marthe uden at ændse Tønnesen. «Jens fik ikkje komme te Or’e engang. Munthe sa straks, at han vidste, ka han kom for, og saa slo’ han ut med Han’en, net saa han vilde vise ‘an Døren.»

«Og kvergang Far sku’ te og begynne, sa han det sam’e op igjen, at den Sak er avgjort,» fortsatte Sivert.

«Det vilde enkver ha gjort,» hugged Tønnesen ind.

«Jaja,» sa Marthe stramt. «Det faar ‘an nu svare te, saa bedst han kan for han, saa sitter opover os alle. Sivert blir der altid en Raa’ for.»

«Det har vel ikkje bare vorre derfor,» bemærked Ingeborg skadefro. «Hadde han vorre fornødd med ‘an saa.»

Marthe gav et skarpt Svar, trak Sjallet ned over Ansigtet og drejed sig paa Toften, saa hun næsten vendte dem Ryggen.

«Intrikat saa ‘an væter,» sa Pitter Tønnesen efter en Pause og trak op af Inderlommen en Lærke. HanHan] rettet fra: Tan (trykkfeil) tog Proppen af og drak. «Se her, Magnefar. Du ser meg saa længselsfuld ud. Lang ‘an Trøsteren, Ingeborg.»

Ingeborg gav Flasken til Sivert, som igjen rakte den til Magne paa Toften bag sig.

«Gu’ naa’ Dokker,» sa Marthe indigneret.

«Heme smaker eg det aldrig,» sa Tønnesen, «men d’ e’ forskjel paa en saa’n Dag.»

«Kem snakker om jer, men slik en skrøpelig Stakkar saa Magne! Der maatte daa ialtfald være Maate med det, men eg trur d’ e’ fjer’e gangen I byr ‘an. Og han, saa va’ snøt iforvejen.»

«Nu tænker eg, det kan være vel blaast.» Tønnesen nikked hen til Magne, der havde trukket Aarerne ind og sad med Lærken for Munden og udstødende en hæs Gurglelyd for hver Gang han sank Brændevinet. Modstræbende gav han Lærken fra sig og begyndte straks derpaa at synge om Prinsen udi Engelland.

«Det kan eg like Deg for!» raabte Tønnesen.

«Uf,» sa Marthe. «Og vi, saa har en Ligkiste paa Baaten.»

«Just derfor!» Tønnesen lo, saa de smaa, blanke Øjne næsten blev borte. «Sorrig og Glæde ska’ vandre tilhobe.»

«Det va’ likere vi sang en Salme.» Marthes Stemme skjalv af Vrede.

«Du maa rigtig se te aa holle styr paa kaanen din!» raabte Tønnesen over til Jens. «Hun er saa malesjøsk her henne.»

Jens, som satsat] rettet fra: sar (trykkfeil) længst borte, lod Aarerne hvile.

«Kom her forut, Marthe.» sa han uden at værdige Tønnesen saa meget som et Blik til Svar. «Du kan sitte her paa Tinen.»

«Aa nej,» sa Marthe, «nu er vi jo snart fremme.»

En halv Times Tid senere la de til ved Hellemyrsnøstet.

«Anefaster og Lars Tveiten er alt kommen,» sa Sivert, da de steg iland. «Der ligger Baaten deres.»

De begav sig opover Bakkerne med Kurvene og Flaskefóret. Jens og Sivert var de sidste. Den ene gik bagenfor den anden, med hver sin Ende af Ligkisten paa Skuldrene, saa at de maatte holde Hodet paaskjæve for at gi den Plads. Det regned fremdeles, og da de var naaet op paa Pladsen foran Hytten, gynged Myrmarken under deres Fødder med en vassen Lyd for hvert Skridt. Udenfor Hytten indhented de de andre, som stod og talte med Lars-Ane, den yngste Søster, et spinkelt, bondeklædt Fruentimmer, og Manden, Lars Tveiten, der ejed en Gaard paa Salhuskanten. Da Lars-Ane fik Øje paa Kisten, slog hun Kors for sig og veg tilside.

«Jysses for en Liklokt,»Liklokt] rettet fra: Liktokt (trykkfeil) hvisked Sivert, da de var kommen indenfor og havde sat Kisten fra sig paa Gulvet, der blev vaadt efter deres Fødder.

Jens tog Blankhatten af og gik bort til Sengen, hvor Sjur Gabriel laa under Kittelen. Skjorten var hullet paa Albuerne og Hænderne foldet over Brystet. Ud af de halvlukte Øjenlaag keg de brustne Pupiller, der var sænket saa lavt, at Hviderne ikke syntes, Munden var aaben, og nedover det flokede Skjæg laa et blaaligt, stivnet Skum. I Kinderne var der sortgule Striber, og Næsen var mørkeblaa.

«Gud være dig naadig og glæde din Sjæl i Himmerik,» mumled Jens, mens han ufravendt betragted Sjur Gabriel.

Sivert gik hen for at se paa Farfaren, men maatte straks vende sig bort, fordi Stanken var saa ulidelig.

Idetsamme forekom det ham, at Ligets Øjne rørte sig og skelte efter ham. Det isned igjennem ham lige op i Haarroden, og saa stod det pludselig for ham, at han havde løjet paa den døde. Modstræbende og stjaalent saa han igjen bort paa ham, men nej, nu var Øjnene stive og stille. Saa havde det vel bare vært Indbildning, skjønt han havde set det saa tydelig før. Tænk, om Farfaren blev levende igjen, om han aabned Øjnene og begyndte at tale med Dødningestemme og sa: «Sivert er en Løgner, og det er ikke for min Skyld, han er blet vækvist fra Stuen.» Uvilkaarlig flytted han sig saa langt bort fra Sengen som muligt. Bare ikke Moren vilde, han skulde fortælle om Farfarens Død til Anefaster og Lars. Nej, heller end at staa der og lyve det om igjen her i Ligets Paahør, vilde han tilstaa alt. Han turde ikke røre sig, knapt nok puste. Være stille, stille som en Mus, for at ingen skulde huske paa ham, ikke Liget heller. Men hvis Farfaren saa op for at angi ham, vilde de døde Øjne falde paa ham, hugge sig fast i ham, hvor han saa end havde gjemt sig. Bare Farfaren var lagt i Kisten, og Laaget slaat paa, saa kunde han da ialtfald ikke sige noget nu. Men saa gik han kanske igjen. – Ja, det maatte han hellere, naar galt skulde være; vise sig for ham om Nætterne ude i Dræggen, – bare han blev fri nu, bare ikke Straffen kom her, saa de alle fik vide det.

Han saa hvad der foregik og hørte, hvad der blev sagt omkring ham, men det var liksom han drømte det altsammen: Faster Ingeborg syntes, det var for galt, at Farmoren skulde ligge og snorke ved Siden af Liget. Den sorte Byldten langs med Væggen oppe i Sengen, var altsaa hende. Han havde set, at der laa noget, Moren mente, det var rettest at la hende sove Rusen ut. Saa holdt Faster Ingeborg en lang Ligskjorte op foran sig, og saa sa Jens, at det ikke var raadeligt at røre ved Liget, da det alt var begyndt at løse sig op. – Men alligevel kunde det godt ta paa at snakke, naar det skulde saa være, hvisked det inde i Sivert. Der stod jo i Bibelen, at de forlænge siden hensovede kom op af Gravene og gik omkring i Jerusalem og viste sig for Folk. – Uf, hvor han svedte og frøs, og saa disse sorte Tingestene, der danste for Øjnene hans. –

«Vi breier Ligskjorten over ‘an, naar han er kommen i Kisten,» det var vist Moren, som sa det. – – Aa ja, faa ham i Kisten, bare faa ham i Kisten. – «Nej se, kaa det pyntet ‘an!» – Uf, at Moren kunde snakke med saan glad Stemme og saa staa og pege paa et Lig. – Det var den hvide Nathuen og den hvide Halsdugen, hun havde havt med hjemmefra, og nu havde klædt paa ham. – Sige det pyntet, naar det var om et Lig. – «Sønge en Salme, før vi ligger Far i Kisten; di, saa ikkje har løst te ta Del, vil eg be om te gaa utenfor saalænge.» – Sivert fulgte Retningen af Farens Blik. Det var Pitter Tønnesen og Magnefarbror, han sigted til. Gudskelov, saa viste det vel ikke paa ham, at han stod og ønsked sig langt væk. Der nikked Tønnesen. Hvad det nu skulde til? Og saa trækker han i Magnefarbror, og vil, de skal flytte sig fra Væggen, fordi det siler ned fra Taget. – Uf ja, vaadt og klisset og Stank og Dønninger, Osen er saa tyk, at en kunde skjære den med Kniver. – Bare det var forbi. –

Der blir delt Salmebøger om. Moren gjør Miner til Sivert, at han skal komme bort og se sammen med dem. Straks efter staar han derhenne, og mens Bogstavene i Salmebogen hager sig fast i hans Øjne som med usynlige Tænger, hører han Forældrene istemme:

Nu lader os da grave ned hans Legem,
Som i Gud afled
Og intet Tvivlsmaal have paa
Det skal paa Dommedag opstaa.

«Søng Sivert,» sa Moren og puffed ham paa Armen. Han begyndte med svag Røst:

Af Jord han skabt og kommen er,
Til Jord igjen han vorder her.
Af Jorden atter op han staar
Den Dag, da Guds Basune gaar.

Nu var de andre ogsaa med. Lars og Anefaster kommer bagefter i Takten og slaar en lang Krøl paa Endestroferne. Magnefarbror synger forkjerte Ord og holder op indimellem; saa sætte han højere i igjen, han rigtig hyler. Moren har en forfærdelig hvinende Stemme; den gjør ondt i Ørene.

Endelig er de færdig. Otte Vers har Sivert talt. Nu læser Faren Fadervor og, huf, hvad var det? Magnefarbror, som pludselig siger Amen, midt inde i det. For et Maal han har, som en Taarnevægter, og slig som han staar og vagger paa Benene.

«I Jessu Kristi Namn skal al vor Gjerning ske,» siger saa Faren, og derpaa lavere, idet han nærmer sig Sengen: «Vi sveiper Kvittelen om an, for ikkje te blotte ‘an.»

Nu endelig. Der bøjer Faren og Lars sig over den døde.

«Lig er tungt,» siger Faster Ingeborg. «Ta i med, Pitter, Du holder Deg vel ikkje for go’?»

«Eg brækker meg av Stanken,» svarer Pitter Tønnesen og skynder sig ud.

Saa Gu’skelov, der tar de ham op fra Sengen. Lars og Faren har ham paa de stivt fremstrakte Armene sine. Jysses hvor lang han er. Magnefarbror holder om Benene og tufser med dem, Kvittelen soper i Gulvet. Magnefarbror gaar ustøt. – «Ta i vare der!» Han træder i Kvittelen og stuper forover, mens han tviholder om Ligets Ben. Det gir et Ryk i Faren og Lars, de tumler og tramper med Fødderne, Farfaren glider paa Armene deres og i næste Sekund skjærer et haardt Klask, som efter Faldet af en tung Stok dumpt gjennem Stuens tykke Luft. Liget ligger i Gulvet. – Et Skrig af Rædsel, de raaber med underlig fremmede Stemmer i Munden paa hverandre: «Gud forlate Dokkes syndige Sjæler! Aa for en Uløkke! Kors i Jesu Namn! Der har vi for Drukkenskapen hans! Aa Gud Fader og Guds Søn!» – «Dokker slaar ‘an fordærve,» hulker Sivert og styrter frem. Haaret stritter paa hans Hode; han maa se, om Farfaren er blet levende igjen efter Faldet. Anefaster synker bagover og siger ned langs Væggen mørkegul i Ansigtet, idet hun rauter som en syg Ko. «Ta hinner ut, hun er frugtsommelig,» siger en. Faren staar med hængende Arme og bøjet Hode og stirrer paa Liget; han er hvid i Ansigtet, og Munden skjælver sterkt. Saa bukker han sig over Magnefarbror, der ligger og kryber over Farfarens Ben og kan ikke komme sig løs fra Kvittelen, tar ham i Nakkekraven og i Bukselinningen, letter ham rask op, og bærer ham ud i Kjøkkenet.

Bom, bom, bomberom, bom, bom, bomberom – endelig staar Faren og slaar Laaget paa Kisten. Sivert folder Hænderne krampagtig fast og kjender sig med ét saa dirrende svag i Knæerne. Han gaar ud for at drikke Vand. –

Da Jens var færdig med at hamre, og Marthe havde lagt to Moskranse paa Kisten, holdt de Maaltid ude i Kjøkkenet, hvor Regnet drev ind gjennem Døren, som stod aaben for at skaffe en Smule Lysning. Nogle stod og nogle sad. Tønnesen gik rundt og skjænked Brændevin og Muskatél i Kopper og Glas. Tilsidst syntes Ingeborg, det blev for meget, og rev bisk Flasken fra ham. Tønnesen satte Fingrene sprigende op foran sin Næse og sa, der var flere, hvor den kom fra. Magne, som nu havde drukket sig aldeles fuld, sad ogsad og] rettet fra: sa dog (trykkfeil) smaasang borte i Gruen. Marthe talte med Lars-Ane om, at broren Niels, som var paa Sommerfiske, skulde havt Efterretning om Farens Død, mens hun med en Foldekniv skar den spegede Røgesild i Smaastykker og puttet i Munden. Inde i Stuen, hvor Ligkisten stod, snorked Farmoren fremdeles fort oppe i Sengen.

Da de havde spist, spurgte Ingeborg Lars-Ane og Manden, om de havde snakt med Anders Søndrehellen om, at de vilde ta Oline i Huset til sig, hvad der havde vært paa Tale. Lars svarte sejgt og trevent og med mange Omsvøb, at Anders ikke vilde betale mere end 3 Specidaler éngang for alle for at bli løst fra Vilkaarsforpligtelsen til Oline, og at de ikke kunde gjøre det for den Pris, men hvis Familjen vilde bidrage to Ort Maanen, skulde de tænke paa det. Jens og Marthe var villig,villig] rettet fra: vllig (trykkfeil) men Ingeborg syntes, det var formeget, og kjækled en Stund, før hun indvilged. Saa kom de i Skjændsmaal om Forældrenes Husgeraad. Ingeborg vilde, det skulde deles, men Lars og Ane paastod, at naar de skulde ta Moren til sig paa Livstid, slik som hun var at leve i Hus med, saa maatte Tølene hendes følge med. Jens og Marthe forsøgte at mægle, men uden Nytte. Ingeborg blev sintere og sintere og sa tilsidst, at Lars og Ane var værre end Tyve og Røvere. De skreg og skraalte i Munden paa hverandre, og Lars bandte paa, at saa kunde heller hele Handelen gaa tilbage, Oline kunde bli der, hun var, Anders beholde de 3 Specidaler, og Jens og Ingeborg sine lumpne to Ort Maanen. Og dermed blev det.

Da Anders kom med Møgslæden, som de skulde laane til Ligvogn, var de alle i saant Oprør, at det var saavidt, Marthe husked paa at byde ham indenfor paa et Glas og «en Bitte te bite i.»

Lidt efter var de paa Vejen til Sjøen med Liget. Jens gik ved siden af Slæden med Tømmen i Haanden. Sivert holdt paa Kisten, for at den ikke skulde slingre udfor i de humpede Bakker. De andre kom bagefter. Marthe havde trukket Skjørterne op over Anklerne og tullet sig ind i den sorte Damedug, Hun gik med bøjet Hode for at hytte sig mod Regnet, som blev ved at sile ned. Pitter Tønnesen bar Silkehatten i Haanden, og havde det knudede Lommetørklæde paa Hodet. Han gik med Magne under Armen for at støtte ham. Lars og Ane var de sidste. De kom en efter en og saa mugne ud. Ingeborg var blet tilbage; hun havde tabt Lysten til at være med til Strudshavn, hvor Sjur Gabriel skulde begraves, og vilde ta Ekstraskyds til Byen. –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.