XI

Da Petra iført sin brune Vinterkaabe af storrudet, uldent Tøj med knæsid, rundskaaret Kraveslag og rødviolet Bomuldsfløjels Hat, hvis Skygge, rynket paa Rør, faldt frem over Ansigtet, kort efter traadte ud af Gadedøren, mødte hun en fjortenaars, lyskrøllet Gut med Skomagerfangskind foran sig, og et par nye Damestøvler i Haanden.

«Jysses kaa pyk! I sin bedste Puds, kaa ska’ Du hen, Petra?» raabte Gutten og stansed.

«Høre meg etter Kondisjon hos Smith sine paa Strandgaden.»

«Har der vorre Bud etter Deg?»

«Kadaa?»

«Eg bare spør. D’er et svært fint Hus.»

«Kaa kan Du vite det?»

«Ja saa! Er ikkje voreses Mejstersvend forlovet med Kunselen sin Husjomfru, kanske? De ska’ gifte sig nu. Fruen har logge i 30 Aar. La’ meg se, Du skaffer meg en Plads der ossaa. Sei, Du har en Bror, saa ve saa gjerne te Handelen. – Er Drea heme? Eg ska’ ind og be hinner etter en Brøskive, for eg er saa svinagtig svulten.»

«Gud vét, om hun har nokke,» Petra tog en hæklet Pengepung ud af Katteskindsmuffen. «Her har Du te kjøbe Dig Kringler for, Pederman’.» Petra gav Gutten en Skilling.

«Det va’ kjækt! Tak ska’ Du ha. Saa slepper eg te hæfte meg, for eg ska med disse Støvlene.»

«Farvel,» sa Petra og nikked.

Fik hun nu bare denne Husjomfrupladsen, skulde hun være mere end fornøjet. At leve sammen med Faren og Søsteren kunde hun ikke staa ud i Længden. Saa forfalden og dyrisk som han var blet, han, som havde været saa driftig og skikkelig, saalænge Moren leved og de bode i Nordfjord. Det var sørgeligt at se paa og forargeligt. Fordi om det gik tilbage for et Menneske, kunde en godt være ordentlig, bare en vilde. Og nu Drea, hende var det næsten værre med, doven og likesæl om alting, og saa dette, at hun gik ude om Aftenen og kom hjem sent paa Natten og fik Stas og Juks i Foræring og havde saa’nt slet Ord paa sig, at hele Smuget kaldte hende for Ravn sin –, uf nej, Petra kunde ikke tænke det Ord engang. Og saa var hun vis paa, det var Løgn desuden. Flanet og hejete var Drea, og fristet blev hun med sin hvide Hud og svajende Figur, men uanstændig –. Det kunde og vilde Petra ikke tro.

«Nu er det fire Maaneder siden, Du kom til Byen,» tænkte Petra, «og det har vært som fire Aar.» Bare hun kunde være bleven deroppe i Nordfjord. Der havde hun havt det saa godt, især hos Sorenskriverens, hvor de tog Ekstrahjælp om Sommeren, og hvor Frøken Augusta havde vært som en Veninde imod hende, og straks betroet hende det, da hun blev forlovet med Fuldmægtigen. Og hvor snille havde de ikke allesammen vist sig, dengang Efterretningen kom om at hendes Kjæreste var gaat overbord i Nordsøen.

Aldrig skulde hun glemme, at Frøken Augusta da havde kysset hende og havt Taarer i Øjnene. Hvis bare ikke Fruen var død, saa havde hun vært der endda, for saa havde Sorenskriveren ikke søgt Permission og var draget til Udlandet med Døtrene. Saa havde hun ogsaa sluppet for den Kvide at gaa her nu og skulle søge om Plads og kanske bli afvist. –

Petra stod udenfor et anseligt Hus paa Strandgaden med blank Messingplade, hvorpaa hun læste: Herman D. Smiths Sønner. Hendes Hjærte banked af Ængstelse, mens hun saa op og ned ad den glatte Facade med den lange Række Vinduer i anden Etage. For at samle Mod, gik hun Huset forbi, vendte saa om og steg op ad de 3 brede Trætrappetrin til Gadedøren. Inde i Gangen var der en Trappe med blankt poleret Rækværk og Bastmatte midt imod hende; ved Siden af den en Dobbeltdør, hvis øverste Halvdele bestod af Glasruder med hvide tætte Gardiner paa Indersiden, og tilhøjre en Dør, hvorpaa der stod skrevet med store Bogstaver: Comptoir. Alt saa saa fornemt og forretningsmæssigt ud. Hun banked et par Ganger paa Døren med Glasruderne, men uden Resultat, og vilde netop forsøge den anden Dør, da denne gik op, og en ung Kontorist i blaa, langskjødet Frakke traadte ud. Til ham sa Petra sit Ærinde. «Vil De vente lidt, skal jeg sige det til Konsulen,» svarte han og forsvandt, hvorfra han var kommen. Lidt efter var han tilbage. «Jo værsgod, lige ind,» han lod Døren til Kontoret staa paa klem og skyndte sig ud paa Gaden.

Petra gik indenfor. Der sad to Kontorister paa høje Krakker bag Pulter og skrev. De vendte Ryggen til og syntes ikke at bemærke hendes Nærværelse, før Petra gav et lidet fryktsomt Kremt ifra sig; da drejed de Nakkerne og saa hen paa hende.

«Jeg kommer efter Avertissementet,» begyndte hun. «Tør jeg spørre, er det kanske Konsul Smith?» hun saa paa den ældste af de to.

«De vil snakke med Konsulen? Værsgod,» han gjorde en Armbevegelse mod en Dør ligeoverfor.

Petra gik derhen og banked paa.

«Kom ind!»

Hun aabned Døren og traadte over Tærskelen. Konsul Smith sad i Sofaen og læste i en Avis saa lang og bred, som Petra aldrig havde set Mage til.

«Jeg kommer efter Avertissementet,» stammed hun.

«Her har vært saa mange,» Konsulen saa ikke op, mens han talte. «Jeg tror næsten, min Kone alt har bestemt sig.»

«Jasaa. Saa er det vel forsent da. Jeg troede, det var først i Eftermiddag.»

Der var noget i hendes Stemme, som bragte Konsulen til at kige over Bladet hen paa hende. «Hm, hvor gammel er De?»

«Jeg fylder 24 den 6te Juli.»

«Har De tjent som Husjomfru før?»

«I 5½ Aar. Det staar paa Rekommandasjonerne mine.»

«Hvad heder De?»

«Petra Louise Frimann.»

«Datter af Stævnevidnet?» Der var et Anstrøg af Overraskelse i Konsulens Tone, som Petra tog for Medlidenhed. Hun blev rød og slog Øjnene ned.

«Har han ikke tidligere havt en Eiendom etsteds?»

«Landhandler i Nordfjord,» fik Petra med Møje frem.

«Daarlige Tider er alle Mands Herre, Jomfru Frimann. Det faar vi finde os i, hver og en af os.»

Petra var ham saa taknemmelig, at hun gjerne kunde ha takket ham.

«Vil De gaa op med, saa min Kone kan faa se Dem? Jeg véd ikke rigtig –, det er jo hende som bestemmer det.» Han gik foran, hun efter, ud gjennem begge Kontorerne.

«Min Kone ligger tilsengs bestandig, – ja, det har De kanske hørt,» snakked Smith, mens han steg op over Trapperne med Bastmaatterne, fulgt af Petra. «Hun har været syg i 14 Aar, derfor maa vi ha et paalideligt Menneske, en kan ikke ta den første den beste.» Petra kunde ikke la være at lægge Mærke til, hvor smale og smukke hans Fødder var, og hvor udmærket Støvlerne sad.

De var færdig med Trappen, og var gaat gjennem flere rummelige Værelser med svære, gammeldags Møbler, tildækket af blomstrede Overtræk, store forgyldte Pillespejl og Oljemalerier paa Væggene af Herrer og Damer i Parykker og dybt firskaarne Kjoleliv. Fra Taget hang vældige Gaslysekroner ned, og de kostbare Blondegardiner var trukket tæt sammen for Vinduerne. I et mindre Rum med moderne Møbler, Bøger i Guldsnit og et stort Piano stansed Konsulen og bad hende sætte sig, saa skulde han høre, om Fruen kunde ta imod hende. Lidt efter kom han tilbage, lod Døren staa aaben og sa: «Værsaagod,» hvorpaa han forlod hende.

Frygtsomt og sagte traadte Petra over Tærskelen og saa midt foran sig, paa Væggen lige mod, en bred Himmelseng med hvidt, dubbefryndset Omhæng. I den laa, eller snarere sad, en Skikkelse i hvidt Nattøj, med et mildt, blegt Ansigt indrammet af Pudens pibede Strimler. Hænderne, som holdt paa et hvidt strikket Sengebaand med svære Kvaster, syntes ligesaa hvide som Dynens Overtræk. Petra havde aldrig set noget saa dejligt som dette hvide, taalmodige Ansigt. Hun formelig tabte Vejret og maatte ta sig sammen for ikke at vise sin Bevægelse. Ved Siden af Sengen sad en liden rundrygget Kone, som rejste sig, da Petra kom ind. Hun viste frem et gult skrumpet Ansigt, indesluttet af en Netteldugskappe med hvidt Traadtyllsbrus og en stivet Hagesløjfe.

«Værs’artig,» sa hun til Petra og la en Bog fra sig paa Sengebordet, som var fuldt af Medicinflasker og Vandglas med Sølvskeer i. «Sit seg der paa Stolen, saa Fruen kan faa se hinner.»

Petra gik paa Taaspidserne hen og satte sig ved Sengen.

Fru Smith vendte sine klare, sørgmodige Øjne mod hende og sa: «Min Mand siger, De vil fæste Dem hos os.»

«Hvis Fruen vilde prøve mig, saa …»

«Vi har vært saa uheldige i det sidste,» vedblev Fruen og betragtet hende ufravendt. «To ganger er det gaat galt, og vi er ellers vante til at ha vore Tjenere saa længe.» Hun vented lidt.

«Ja det forstaar seg,» indskjød den gamle Konen med sin tandløse Mund, der var uden Læber, tynd som en Streg. Hun stod ved Fodenden af Sengen og glatted og strøg paa sit sorte Silkeforklæde.

«Kunde De paata Dem at forestaa Huset her?»

«Det tror jeg vist, Frue.»

«Min Mand er vant til et godt Middagsbord, ikke fine Retter just, men vel tillavet,» Fru Smith stansed igjen som træt efter Anstrængelsen ved at tale saa meget, og fortsatte derpaa: «Saa har han af og til Herreselskaber, da tar vi jo Kokkekone, men det er Husjomfruen, som har Ansvaret for alting.»

«Begribeligvis,» læsped Konen.

«Jeg er vant med saa’nt fra før af,» sa Petra beskedent. «Hos Provstens og Sorenskriverens paa Nordfjordejdet var der fint Stel og mange fremmede om Sommeren.

«Saa er der jo ogsaa Kontoristerne. De spiser her. Huset er i Grunden stort, skjøndt her ingen Børn er.»

«Der er jo god Hjælp, saa jeg af Avertissementet.»

«Ja. Og Madam Lind passer mig,» hun saa hen paa den gamle Kone. «Ingen af Pigerne har noget med mig at gjøre.»

«Nei,» sa Madam Lind, «det er min Bestilling, det.»

«Men det forstaar sig,» vedblev Fruen, «saa skal jo Madam Lind ogsaa ha sin Opvartning.»

«Ja, enkver ska’ jo ha sit nødtørftige,» sa Madam Lind.

«Fruen faar jo gjøre, som hun selv synes. Vil ikke Fruen se mine Anbefalinger?» Petra trak nogle sammenlagte Papirer ud af Muffen.

«Det værste er med Konsulen sine Manschetskjorter,» bemærked Madam Lind.

«Ja, min Mand er overordentlig vanskelig paa sit Stivetøj. Har De lært at stryge Herrelinned?»

«Hvis Fruen vilde se paa mine Anbefalinger.»

«Det skal jeg nok. Læg dem her paa Bordet. De har vel ikke noget imod at la dem bli her, til jeg har bestemt mig?»

«Nej, værsgod.»

«Ja, saa faar jeg tænke paa det,» sa fru Smith med en svag Haandbevægelse, der antyded, at Audiensen var tilende, «Vil De komme igjen iovermorgen, skal De faa bestemt Svar.»

Petra takked, sa Farvel og gik.

Madam Lind fulgte hende gjennem Værelserne. «Hun bler nok fæstet,» sa hun og nikked. «Jeg kunde se paa Fruen, at hun likte hinner.»

«Jeg vilde rigtignok gjerne ha Pladsen her,» svarte Petra.

«Ja, eg sku tru det; pent Hus, fint Stell, fuldt op af alting, og propert og rigeligt. Hun sku bare se for et Værelse hun faar. Men sig mig,» Madam Lind stod stille og la sin magre, af Gigtknuder vanskabte Haand paa Petras Arm, «hvorledes staar hun seg med Jesus?»

«Med Jesus?»

«Ja, for uten han nøtter det ikkje.» Madam Lind rystet Hodet og smilte med hele Ansigtet, saa de smaa vandholdige Øjne blev ganske borte. «Di unge tror, di kan undvære han, men det er et Fejlsyn, aa for et Fejlsyn, hy, hy, hy,» hun lo lydløst og hjærteligt, saa Indsigene under de høje runde Kindben blev dybere og trak sig helt op til Ørene. «Di mener, det er tidsnok, naar di bler gamle, men har di Brev paa, at han kommer, naar di roper paa ‘an? Eller vet di, om di lever, te di bler gamle? Fruen derinde, hun blev 32 Aar, før hun gik til Jesus, men nu har hun Gudskelov fundet han. Herren brugte meg saa et skrøpeligt Redskab, han er mægtig i den svage. Ja, er det ikke en mærkelig Fader vi har deroppe?» Hun rakte Pegefingeren op, la Hodet bagover og lukked Øjnene. «Han er barmhjærtig og af megen Miskundhed og Sandhed. Men Livet, Jomfru,» vedblev hun og la Haanden paa Petras Skulder, idet hun retted Nakken, «Livet er, siger Morten Luther, som et brøstfældigt Skib paa Havets oprørte Vover og derfor, bed til Herren, før de onde Dager kommer.»

Petra var saa optat af at betragte Madam Linds Minespil og Fagter, at hun næsten ikke hørte, hvad hun sa. Hver neste Ansigtsmuskel var i Bevægelse, mens hun talte, og naar hun lo med sin indvendige Latter, saa hun formelig kaad ud. Det lod til at anstrenge hende at faa Ordene ud af den mimrende Mund, og dog var Stemmen saa rask og glad trods den tykke Læspen. Da hun nu pludselig holdt inde og drog Vejret, vidste Petra intet at svare.

«Ja hun ser, hun,» begyndte Madamen igjen og lo atter, «men det er sandt, saa eg siger. Gaa hun hem og be til Herren, at han ska’ skjænke hinner Pladsen her, for han er det, saa bestemmer det, han alene. Ho, ho, han er Gutten sin, saa forstaar det, han! Hun sku vite, kaalissen han har har forre a’ ste’ med meg. Ak, hvor Menneskene er daarlige, som gaar og plager seg med Grublisering og Sorg for Næring, liksom ikkje han deroppe har tænkt paa alt i Forvejen. Men som eg siger, gaa hem og be om Pladsen, saa ska’ vi hjælpes at te finne Jesus.»

Petra følte sig rørt over, at en, som hørte til i det Smithske Hus, var saa meddelsom og venligsindet imod hende. Fuld af Trang til at vise sig imødekommende sa hun næsten andægtig: «Det er saa vakkert, ka I siger, Madam Lind. I ska’ rigtig ha tak for det.»

«Guds opbyggelige Ord, sku’ det ikkje være vakkert? Der finns ikkje lifligere Tale hverken paa Jorden eller i Himlen, Jomfru. Det er Fruen derinde ossaa kommen te. Hun forlyster sig i Herrens Forgaard med Bøn og Paakaldelse. Gud annamme hendes Aand, naar han engang løser op for hinner.»

Petra kom med ét til at tænke paa sin Mors Død, hvorom Andrea havde skrevet til hende, og fortalt, at Morens sidste Ord havde vært: «Herre annam min Aand,» og hun fik Taarer i Øjnene.

«Den Helligaands Paavirkning,» sa Madam Lind højtidelig. «Den Helligaand drager og lokker og maner Menneskehjærtet og træder frem for Sjælen med uudsigelige Sukke. Ak, hvad er jeg uværdige Menneske, at saa stor en Naade skal mig vederfares?» Stemmen blev pibende, og hun tørred Øjnene med Snippen af sin Fløjelsmodest. «Nu maa Di ikkje forskjertse Kaldelsens Stund, for hvad er Verden? En Jammerdal, Jomfru. Ak, hvilket Tab dog Satan fik, om Di begyndte nu i dette Øjeblik.»

«Men nu maa eg tebakes te Fruen. Vor Herre være med hinner, Jomfru. Naar hun kommer i Kjenesten her, ska’ vi snakkes videre ved, og saa ska’ vi ligge os sammen om te be for Kunselen.»

Petra saa spørgende paa hende.

«Ja, for han er ikkje goe Venner med Jesus. Den Helligaand har ‘kje faa’t Bugt med ‘an enddaa. Men ho, ho! han slepper ikkje fra ‘an. Vær hun sikker. Farvel.»

Da Petra kom ned i Gangen, blev Kontordøren aabnet. Konsulen stak Hodet ud og sa venlig: «Nu, hvad blev det saa til?»

«Fruen bad mig komme igjen iovermorgen.

Konsul Smith betragted hende lidt med et Blik, som strøg mønstrende ned over hendes hele Skikkelse og saa gled opover igjen til Ansigtet. Petra kjendte at hun blev rød.

«Har Madam Lind havt fat paa Dem?» Han kom ud i Gangen og lukked Døren efter sig.

«Ja, hun snakte lidt med mig, da jeg kom ud fra Fruen.»

«Jeg kunde se det paa Deres Bønnemandsmine. Den Helligaand og Morten Luther og Satans Lænke, og hvordan har Di det med Jesus? Ikke sandt, De har faat hele Leksen?» Konsulen efterligned Madam Linds Stemme og Minespil. Petra maatte smile, skjønt hun var bange for, det skulde være upassende.

«Ja det kan De tro er et Huskors, en vandrende Bønnebog, saa besprængt med Bibelsprog og Salmevers, at Vorherre selv maatte be sig Gud bevare, hvis han uforvarende stødte paa hende. Men hun er snil og omhyggelig mod min stakkels Kone, – som hun vist forresten kommer til at snakke Forstanden fra en vakker Dag.» Det sidste mumled han hen for sig med en mørk Mine. «Men hvad jeg vilde sagt,» han gik nærmere og plukked liksom i Tanker et Støvgran af Petras Kaabe oppe ved Skulderen, «hvis De nu blir fæstet her, saa skal De ikke bry Dem om, hvad det gamle Røre gaar og prater af sig,» hans Haand flytted sig nedover og strøg ganske let, liksom ubevidst over hendes Hofte. «Hun vaser og væver og tror at se Syner baade ved Nat og Dag.»

Petra hørte hans Ord, som kom de langt borte fra. En svag Vellugt strømmed ud fra hans Klær og fine, hvide Hænder. Som i en Taage saa hun hans massive Gulduhrkjæde udenpaa den mørkeblaa Fløjelsvest, og havde en Fornemmelse af, at hun kunde synke forover eller bagover eller ret ned paa Gulvet. Da han holdt op at tale, tog hun sig sammen og vendte sig for at gaa. Hun følte sig skamfuld. Hvad maatte han tænke om hende, at hun stod der ganske rolig, mens han formelig klapped hende paa Hoften. Hun næsten sprang bortover Gangen. Konsulen fulgte efter og aabned galant Gadedøren for hende. Med et henkastet: «Adjø, Jomfru Frimann, muligens paa Gjensyn altsaa» nikked han og lukked efter hende.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.