XIV

En Morgen i Oktober stod Sivert, efter at ha lukket Kramboden op, ude i Gadedøren med Hænderne i Bukselommerne og glæded sig over Vejrforandringen, som endelig var indtraadt. Det havde regnet uafbrudt i 3 Uger, og han syntes, han rent havde glemt, hvordan det saa ud med blaa Himmel og tørre Gader. I Dag blev der nok travlt i Kramboden; i saant dejligt Solskin var Folk oplagt til at gaa Ærener og kjøbe ind.

Der kom straks en Kone med en Voksdugstaske i den ene Haand og en Hank Sild i den anden stilende lige paa Kramboden. – Nej, men det var jo Moren hans.

«Kaslag er det Deg, saa er saa tidlig ute og gaar, Mor,» sa Sivert, da Konen kom nærmere. «Bare der nu var go’ Hands’ med Deg.»

«Eg va’ paa Torge’ etter Middagsmad,» svarte Marthe, «og asa vilde eg svippe utom te Deg et Øgeblik. Eg ska ha for en Skilling i Skræddertraa’, og et halvt Dusin Bukseknapper af de stærkeste. – Er Du aleine?» vedblev hun og saa sig om, da de var kommen ind i Kramboden.

«Ja daa.» Sivert gik om bag Disken. «Virs kommer ikkje ner, før han gaar te 9 nu mere; Madammen seier, han ska’ ta seg det lidt makeligere nu, han har faat en, han kan lite paa.»

«Ja Gudskelov for Du skikker Deg vel, Sivertmann. Daa eg snakte med Virs sidst, den Dagen Du va’ paa Tollebuen og klarerte, kunde eg godt merke paa ‘an, at han fremdeles var like fornød med Deg. Eg sa det ossaa te din Far, sku eg tru.»

«Det kunde Du vist gjerne ha spart Deg. Han vilde vel se, om det varte?»

«Du ska ‘kje undres paa, at han ikkje er tryg for Deg, saa ustadig, saa Du har vist Deg. Eg snakker ikkje om før, men bare siden Du kom fra Munthe sine.»

«Nu, eg har vorre her i halvan’et Aar og faat Paalæg paa Lønnen to Ganger, foruten Kost og Logi!» afbrød Sivert opfarende.

«Det mente eg ossaa, men som sagt –»

«Ka sku min Far sitte meg i Bøkkerlære for daa? Eg sa hele Tiden, at eg ikkje vilde, og hos Bøkker Samuelsen var der ikkje værenes. Se nu bare, siden eg har faat en Plads, saa passer meg – Du har vel fortalt te Far, at Virs har lært meg op i Bogholderi for ingenting?»

«Ja, eg mener eg har,» nikked Marthe fornøjet.

«Og trur han kanskje, han gjorde sligt, hvis om han ansaag meg for en Slusk daa? Nu har eg Bøker te føre, og er betrudd baade te aapne og lukke snubt aleine. Krambudnøklen hænger enddaa inne paa Væggen min om Natten til og med.»

«Ja, d’ er snille Folk,» Marthe rysted taknemmelig Hodet. «Lat meg nu se, der ikkje kommer nokke slags Kluss ivejen for din Far sin Skyld og for din egen ossaa. Væsgo’ her er Pengene,» hun la 2 kobber Toskillinger paa Disken og tog Kræmmerhuset, hvori Sivert havde stoppet Traaden og Knapperne. «Gløm saa ikkje Opbyggelserne vores, Sivertmann.»

Nej, tænkte Sivert, da Marthe var borte, her skulde og maatte der ikke komme noget ivejen. Nu var han endelig paa et Sted med sikker Udsigt til Fremtid for sig. Han saa sig allerede i Tankerne saa smaat som Enebestyrer og Medejer i Forretningen. Saa skulde de faa et nyt Skildt og paa det skuld staa: Virs & Myre, Manufaktur og Bondehandel. Ikke mere. For naar saa vidt kom, vilde han søge om at faa Slægtsnavnet Hellemyren forandret til «Myre» og saa anta det istedetfor Jensen.

Ja, alting var saa vel og bra, som det kunde være. Det eneste, han havde at græmme sig over, var, at Farmoren, ret som det var, kom dumpende ind i Kramboden for at tigge om Smaaskillinger. Fankeren ossaa, at hun havde faat ham opsnuset! Og saa halstarrig som hun var med at kalde ham for Vesle-Jens. – Det var den Natten Farfaren døde; da havde hun sat sig i Hodet, at han var Sønnen hendes istedetfor Sønnesønnen, og nu hjalp det ikke, hvad han saa sa.– – Men til den Tid, han fik noget for sig selv, maatte vel Vorherre ha tat det gamle Live’.

Der blev, som Sivert havde tænkt, travlt i Kramboden. Døren stod ikke stille hele Formiddagen, og Sivert var i uafladelig Bevægelse, mens Virs tog det roligere, og Krambodgutten Mass vejed galt og blev skældt ud af Sivert, da Butiken stod tom hen ad Middagstid.

«Han ruddenerer Forretningen sit Rennomi,» sa Sivert til Virs, der spagfærdig foreholdt Mass at skikke sig bedre eller saa for en Dag. Mass rakte i Smug Tungen ud til den «skidtvigtige Jensen, der læst sku’ late saa han var Far sjøl.»

«Eg sku havt Deg ind i Banken med nokken Penger for meg, Sivert Jensen Far,» sa Virs lidt efter, idet han rakte Sivert en Pengepose og en Bankbog. «Se etter, om d’ er rigtig; der ska’ være 90 Specidaler. Du klarer det makli’; han mangler et helt Kvartér paa 12 og vel saa det.»

I det Sivert kom ud i Gadedøren, braastansed et Kjøretøj lige foran ham, og en Herrestemme raabte fra den anden Side Gaden; «Velkommen, velkommen hjem, Frøken Lydia!» Sivert saa uvilkaarlig derhen og vilde skynde sig videre, men blev staaende og stirre. Under Vognens fortil aabne Halvtag sad Kjøbmand Munthe med de graasprængte lange Bakkenbarter, og ved Siden af ham Lydia i Tyrolerhat, hvis blaa Baand hang hende ned ad Ryggen, sammen med mange, gule Lokker. Herren paa den anden Side Gaden traadte tæt hen til Vognen og trykked dem begge i Haanden med Smil og Nik; saa letted han paa sin skinnende Silkehat og tok Afsked. Lydia læned sig ud over Fangskindet og raabte: «Hils Deres Kone, Konsul Smith!» I det samme strejfed hendes Blik et Sekund Siverts Ansigt; hun blev rød og vendte hastig Hodet bort. «Kjør, Torger,» sa Munthe. Hestedrengen trak i Tømmet og hypped til Hesten, der langsomt satte sig i Trit. Vognen rulled bort, Hestedrengen Løb ved Siden af med det lange Tømme i den ene Haand, mens han med den anden støtted Kufferterne paa Klaffen bag under Halvtaget.

Sivert gik indover Strandgaden langsomt, med Øjnene fæstet i Gadestenene, indtil en Fattigunge stansed ham og spurgte, hvad Klokken var. Da husked han med ét, hvor han skulde hen, og at han maatte skynde sig. Han tog paa at smaaløbe, og naade ind i Banken, to Minutter før Dørvogteren drejed Nøglen om, for at ingen flere skulde faa slippe ind den Formiddag.

– Virs kunde ikke begribe, hvad der gik af Sivert om Eftermiddagen. Han var ikke lig sig selv, faldt saa tidt i Tanker, svarte ikke straks, naar han blev tiltalt, og spøgte ikke med Kunderne. Et par Gange havde Virs det paa Tungen at spørge, hvad det fejled ham, men lod det dog være. Først da Sivert om Aftenen la de ublegede Bomuldslærreder i samme Hylde som de sorte Kamelotter, lod Virs en godslig Bemærkning falde om, at «Sivert vist gik i Giftetanker eller saa for en Dag,» hvortil denne svarte med en Trækning i Mundvigerne, der skulde forestille et Smil.

«Svart og treiskt,» tænkte Sivert, da han kom ned til sig selv efter Aftensmaaltidet, som han spiste sammen med Virs og Madammen oppe paa Bagsalen, hvor den dobbelte Himmelseng stod midt paa Langvæggen. «Læst være Værelse dette – d’ er jo mykkje mere et Varelager, og trangt saa et Hul!» Han sparked til en af Sukkerkaggene indenfor Døren og skræved over den tjærede Tougkvejl midt paa Gulvet, hen til Kisten under Vinduet med den gule Kappe. Der stilled han sig op med Hænderne i Bukselommerne og saa ud paa den fede, sorte Kat, som troned i Maaneskinnet paa Kanten af Regnevandstræet. Den saa akkurat ud som den udstopte i Bundtmagervinduet oppe paa Markevejen.

Lydia var altsaa kommen hjem igjen. Det var forresten mærkeligt, hvor længe han havde glemt at tænke paa hende. Baade paa hende og Munthe-Tiden, liksom det aldrig skulde eksisteret. – Ja, hvad skilte det ogsaa ham, hvor hun var eller ikke var? Han var og blev jo bare han, som trælled og sled i Kramboden om Dagene og sad her i dette svarte Kotte’ med denne sure Varelugten i Næsen, mens hun var Lydia Munthe, som kom kjørende fra Hamburg i Tyrolerhat med vajende Lokker og himmelblaa Baand. Ikke engang hilst paa hende havde han turdet. Det var slet ikke faldt ham ind. Hvis han nu havde vært en af hendes jævnlige, saa kunde han ha bukket og slaat ud med Haanden og raabt velkommen hjem, liksom Konsul Smith, og saa havde gamle Munthe vist ogsaa lettet paa Hatten til ham. Men nu! – Den Mine paa Ansigtet hendes, da hun fik Øje paa ham! Liksom han kunde vært en af Negersjouerne ude i Kingston. Eller kanske? – Ja, det kunde jo ogsaa være. – Han blev spruttende varm i Kinderne. Det kunde jo ogsaa være Flouhed, fordi hun i det samme var kommen til at huske paa det fra før. Tænk, at det virkelig var hændt imellem dem –. Jysses, hvor rart, egentlig. – Og hun havde vært glad i ham dengangen – ja, saa Guds dø’ havde hun det ja! Det var først bagefter, at Sinne var kommen paa hende.

Han rejste sig hastig, bytted Frakke og gik ovenpaa og bad om Lov til at ta sig en Tur i det dejlige Vejret.

«Det va’ nokke nyt,» sa Madammen, da Sivert havde lukket Døren efter sig. Ægteparret sad paa hver sin Side af det voksdugsbetrukne Skubord mellem Vinduerne. Virs røg sin Aftenpibe og læste i Adresseavisen, som han holdt tæt hen til Talglyset paa Bordet, og Madammen saa bekymret paa sine efter Vaskedagen hudløse Hænder. «Han plejer jo ikkje te gaa ut paa Ørkedagskvæller,» la hun lidt efter til.

«Dejli’ Ve’r, mumled Virs med Piben i Munden og Øjnene fæsted paa «Dødsfald», «net saa en Sommerskvæld.»

«Ja, d’ er ‘kje derfor, lat ‘an bare gaa – men det kommer saa uventenes.»

«Undres, om det ikkje va’ nokke, saa fejlte ‘an ikvæld,» gik saa Madammen videre. – «Eg syntes, han saag meg saa underlig ut.»

«Og ikkje spiste han nokke videre heller,» fortsatte hun om lidt. «Svar meg daa, Virs!»

«Spiste lite?» sa Virs tvært, fremdeles seende i Bladet. «Han ska’ daa vel ha lov te spise, ka han ve’, vet eg.»

«Du behøver ikkje te forsvare ‘an,» Madammen var blet prikken i Røsten. «Er der nokken af os, saa skjønner paa ‘an, saa er det sandelig først og fremst meg.»

«Det va’ meg, saa tok ‘an uden Rekommandasjoner eller nokken Ting,» sa Virs, «bare paa Ansigte’ hans.»

«Jasaa! Va’kje det meg, saa sa, at han hadde et svært go’li’enes Opsyn, da Du spurte meg te Raa’s?» Madammens Tone blev mere og mere snurten.

«Daa hadde eg alt bestemt meg,» Virs banked Piben ud i Spyttebakken mellem sine Ben.

«Det va’, forde Du va’ bange for, eg sku strengere Foten min med te staa i Krambuen. Du va’ enddaa slet ikkje vis paa, entel Du vilde ta Hinriksen tebakes, daa han meldte seg frisk igjen eller ka Du vilde. Sanser Du, at eg spurte, om Du va’ gal?»

«Det va’ bare Spøke’ mit.» Virs sa det smaaleende.

«Eg kan tænke det. Det va’ vel ikkje meg, saa fek Deg te at lære ‘an op i Regnskabsføring heller, naturligvis.»

«Det hadde eg gjort, entel Du saa hadde sagt nej eller ja.»

«Koffor spør Du meg daa? Det sku Du rigtig late bli med, naar Du bare vil ha meg te Nar med det!» Madammen rejste sig, hinked paa sin syge Fod bort til Himmelsengen og tog Spredet af den.

– «Ikkje furte, Rikkemor,» sa Virs mæglende, da Madammen en Stund efter sad paa Sengekanten og trak Nattrøjen paa med en muggen Mine. «Du vet jo, at eg ikkje mener nokke med det, om eg er lidt sær eller saa for en Dag.»

«Nej, men d’ er saa kjedeligt,» svarte Madammen formildet.

«Ja vist er det kjedeligt ja,» Virs rejste sig og begyndte at klæ sig af, «men det gjør ‘kje nokke.»

«Og især naar en nu har Ret ovenikjøpe’.»

«Ret har Du alti’,» sa Virs og dasked sin Kone paa Ryggen.

«Og der va’ nokke saa fejlte Sivert Jensen ikvæld. Du kan nu seje ka du ve.»

«Javist va’ der nokke, saa fejlte ‘an ja. Men det gaar vel over.»

– Imidlertid slentred Sivert indover Strandgaden, hvor Dagens travle Færdsel saagodtsom ganske var stilnet af. Rent mekanisk tog han Vejen nedover Torvet, opover Vittrlidalmenningen og udover Øvregaden. Da han saa med ét befandt sig lige ved Munthes Hus, blev han formelig forskrækket, og skyndte sig over paa den anden Side af Gaden, hvor han kunde staa i Skjul bag Lindetrærækken langs Rendestenen.

«Nu sidder de der og drikker Skaaler for Hjemkomsten hinnes med fine Retter og Vine og Sølvtøj,» tænkte Sivert, mens han trykket op mod Munthes Haveport saa over til Vinduerne i Spisestuen. «Der maa sikkert være Gjæstebu’, siden de spiser saa sent og har tændt Lys enddaa Maaneskinne’ staar ret ind i Stoven til di.»

Der kom en Læredreng forbi, lystig fløjtende. Lyden af hans rappe Træsko klang klaprende i den tomme Gade.

«Vorherre maa vite, ka Du er saa glad for.» Sivert vendte med et Suk Hodet efter Læredrengen og kjendte sig pludselig saa hjærtebedrøvet, og saa syntes han saa Synd i Gutten, at det formlig værked i ham. «Her va’ det, Du kom gaaende fra Lysestøperlæren, den Dagen, Du faldt like op i Farmor og Tippe Tue, daa di skulle i Paatholle’ og sælge Skjørte’ hinnes for Brændevin.» Gu’bevare en vel, hvor meget lejt der var iVerden.

Hvad stod han nu her for? Hvad slags Tanker havde han med det? Det var bedst at gaa hjem og lægge sig. Nej, men hvis han bare fik se hende et Øjeblik –. Før i Tiden sad de saa tidt ude paa Trappebænkene, naar de havde spist om Kvælden, men det var mest om Sommeren –. Bare se hende saa vidt, at han fik Greje paa, om det virkelig var saa, at hun var bleven saa meget vakrere, eller om han bare havde syntes det iformiddag. – – –

Den Knistringen skulde han kjende. Ganske rigtig, der gik Porten op fra Pladsen hos Munthe sine, og – ja saa sandelig var det ikke Sine Kokketøs, som kom ud med to Bøtter i en Vassel ovre Skuldrene. Nu havde hun ikke ham til at gaa paa Bispegaar ‘en for sig; nu fik hun sjøl gjøre det. – Saa Sine var der endnu. Ja, i saanne fine Huser hadde de jo Tjenerne længe; det var bare han, som ikke hadde kunnet skikke sig orntlig. End om han gav sig i Snak med Sine; hun kunde kanske ha inkvart te fortælle. Jysses, kaa hun skjeste ivej i Maaneskinne’ paa Tesene sine; Bøtterne hang snubt og hopped.

Han gik hurtig langs Rendestenen under Træerne et Stykke bagefter Sine, sakked lidt af, da det bar over Vittrlidsalmenningen og dukked pludselig op ved Siden af hende, da de havde passeret det meste af lille Øvregaden og alt kunde se over Gjærdet ind paa Domkirkegaarden.

«Go’ Kvæld Sine.»

«Nej kaslag, er det Deg? Ok, ka Du skræmte meg! Men eg sku’ vel sagt I, nu Du er bleven saa fin i Klærene.»

«Kanskje det,»Sivert lo lidt tvungent. «Nu, kaa staar det te?»

«D’ er med det sam’e det.»

«D’er nu vel alti’ lidt mindre te bestelle, saalænge Jomfruen er borte.»

«Er ‘kje hun hemkommen idag daa? Jo, eg sku tru. Forøvrigt saa bler hun ikkje titelert for Jomfru nu mere. Kom ikkje der, far!»

«Kaa daa?»

«Véd I ikkje, at Munthe avenserte te Statshauptmand ved denne herre Borgerkommersen her forleden? Jo daa! Med rød Fjør i Hatten; smuds meg ikkje! Og nu er Madammen bleven te Frue og Lydia te Frøken rimeligvis. – I Kvæld er der Tilkomst straks, ser det ut for. D’ er forde eg er saa seint ute og gaar,» – de var drejet om Hjørnet ved Latinskolehaven og stod straks efter ved Bispegaardsbrønden.

«Nej, saa Jom – Frøkenen er hemkommen? Eg ska’ hejse op for jer, Sine.» Sivert tog den ene Bøtten af Vasselkrogen. «Daa er der vel Høgti paa Øvregaarden?»

«Ja, di greter ikkje.»

«Lang meg den hinn,» Sivert rakte Sine den fyldte Bøtten og fik den tomme. «Kom her med Vasselen ska’ eg bære et Støkke for Jer,» vedblev han, da begge Bøtterne var fulde.

«Kaa ve det ta’ seg ut for en Krambufyr saa I?»

«Her er jo ikkje nokke videre med Folk,» svarte Sivert og saa sig om i den tomme maanelyse Gade, hvorpaa han hægted Bøtterne paa Krogene og tog Vasselen paa Skuldrene. «Hun har vel vokset seg stor og pen nu, Frøkenen Dokkes,» spurgte han saa, da de gik afsted ved Siden af hinanden.

«Eg ser ‘kje nokken Forskjel paa hinner. Hun er likesaa lysøget og stornæset som før, og saa skidtvigtig! Det har hun etter Moren.»

«Havde vi nu ikkje havt dette Vanne’ te slepe paa, saa sku eg ha bydd Jer ind paa en Kake nere hos Konditteren sine,» sa Sivert og stansed ved Enden af Lille Øvregaden.

«I dette Antrække! Nej vet I ka, Sivert Jensen, far. Desuten er der lukket nu.»

«Men en an’en Gang kanske. Har I Lov paa Søndag?»

«Ja, hvis der ikkje kommer nokke i Vejen.»

«Saa kunde vi jo møtes her paa Hjørne, ka?» Sivert satte Bøtterne ned og leverte Sine Vasselen.

«Jou. I er nok en go’ en!» Sine brød ud i en kaad Latter. «Men I kommer ikkje te den rette denne Gangen. Elles saa seier eg tak, for Kaker er eg gla’ i.»

«Tosk,» tænkte Sivert, men holdt gode Miner og blinked skjælmsk.

«Sei ikkje nokke te Lise Stovetøs, for saa bler der bare Sladder af det. Go’nat. Gløm ikkje Klokken 5 præcis.»

«Go’nat. Tak for Hjælpen.»

Da Sivert bøjed om Torvehjørnet og slog ind paa Strandgaden, stødte han paa en bekjendt af sig, Krambodsvenden i Kolonialhandelen skraas overfor Virs.Virs] rettet fra: Vris (trykkfeil) Han hed Reiersen og havde det for Tiden med at ture om Kvældene. Denne Aften var han lidt mere fuld end sædvanlig. Han havde set unge Ravn fra Østlandet stryge forbi sig med Drea Frimann i strammeste Puds, og da det netop var hende, han havde vært forlovet med, havde han særlig Trang til iaften at drikke sig i Humør igjen.

«Ikkje nokke Sludder,» sa han til Sivert. «Ikvæld ska’ vi ha os en Toddy. Eg spenderer.»

«Det kunde kanskje ikkje være saa galt,» tænkte Sivert med en pludselig Lyst til at slaa sig løs og gjøre noget, han ikke gjorde hver Dag, og saa fulgte han med Reiersen. I over to Timer sad de i Beværtningen nede paa Muren og drak Toddy og Øl. Reiersen blev mere og mere taset og sørgmodig, alt som han fortalte om Drea og den rige Ravn, der havde lokket hende fra ham. Lidt efter lidt syntes Sivert, at han havde havt den samme Skjæbne som Reiersen. Lydia og han havde vært glad i hinanden, men hende havde de tat og sendt paa Pension i Hamburg lige for Næsen af ham. Det var derfor hun havde havt den Minen i Formiddags i Vognen: Hun havde tænkt paa ham hele Tiden og havde husket altsammen, hvorfor skulde hun ellers bli baade rød og flou, som hun tydelig var bleven? Nu vented hun naturligvis paa, at han skulde gjøre noget for at nærme sig hende.

Da Sivert ud paa Natten forsigtig og usikker og med ond Samvittighed havde lusket sig ind i Gadedøren hos Virs, og gjennem den lange Gang var havnet i sit trange Kot med alle dets Lugter, og han havde faat Klærene af og laa og rørte i Sengen, var der ét, han holdt sig fast ved som til en Pæl, der ikke kunde rokkes: Han vilde skrive et Brev til Lydia og faa Sine til at lægge det op paa hendes Værelse.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.