S.G. Myre

av Amalie Skram

XV

Konsul Smith var inde hos sin syge Hustru paa den sædvanlige Morgenvisit. Han var nylig kommen hjem fra en Forretningsrejse i Udlandet og var klædt efter sidste Parisermode med nedbrættede Snipper og vide Bukser, og han saa endnu elegantere og mere soigneret ud, end han plejed.

«Gaar det fremdeles godt med Husjomfruen, Herman? Holder hun Trappen proper og Ganglygten blank og ren?»

«Ja da,» svarte Smith med et hastig Suk, og rynked et Øjeblik Brynene. Petra havde nu vært der i Huset et halvt Aar, og hver eneste Morgen, baade før Konsulen rejste og efter hans Tilbagekomst, spurgte hans Kone om det samme med de samme Ord og fik de samme Svar. «Som jeg saa tidt har sagt,» vedblev Konsulen og satte sig ved Sengen, «denne Gang har vi havt Held med os, Lina.»

«Hendes Far er drikfældig, siger Madam Lind.»

«Ja, desværre,» læsped Madam Lind med sin visne, smaa Stemme og stod stille foran Konsulen med en Støveklud i den ene Haand og en Vandkaraffel i den anden. «Men derfor ingen sure Miner, Herrens Veje ere uransagelige og hans Domme usporlige.»

Smith drejed sig paa Stolen, saa han vendte Madam Lind Ryggen.

«Gaa ned og sig til Jomfruen, at jeg vil ha Chokoladen lidt senere idag, Madam Lind. De kan vente nede, til den er færdig.»

«Ja,» nikked Madam Lind, og gled lydløst ud.

«Jeg maa forresten afsted nu,» sa Smith og rejste sig.

«Uden at ha snakket det mindste med mig, Herman?»

«Hvem kan snakke med den Kjærringen oppe i Næsen sin.» Smith rejste sig med en fortrædelig Mine og gik mod Døren.

«Nu har jeg jo sendt hende ned.»

«Men hun har tat Humøret fra mig. Farvel saalænge.»

Idet Konsulen lukked Døren efter sig, opfanged han et Glimt af sin Hustrus Blik under de sænkede Øjenlaag, og da han gik gjennem Værelserne, varvar] rettet fra: avr (trykkfeil) det, som han kjendte dette Blik svide sig i Nakken. I den store Sal med Familieportrætterne sagtnedes hans Skridt, og saa stod han et Øjeblik stille. Derpaa drejed han sig paa Hælen og gik tilbage.

«Du, det er sandt, jeg skal hilse Dig fra smaa Lydia Munthe,» sa han og stilled sig op ved Fodenden af Sengen. «Ikke være fornærmet nu, Linamor,» blev han ved, da hans Kone saa ret frem for sig, som om hun ikke havde hørt. Han gik hen og tog den ene af hendes tynde, hvide Hænder, som var foldet over Brystet. «Det var stygt af mig at bli sær, men jeg er saa kjed af den Madam Lind, at jeg gjerne kunde slaa hende ihjel.»

«Hys Herman. Menneskene skulle paa Dommens Dag gjøre Regnskab for hvert utilbørligt Ord de have talet. Jeg er bekymret for dig, Herman.»

«Det skal Du ikke, Vennen min,» han klapped hendes Kind og satte sig. «Vorherre ser paa Hjærtet og hænger sig ikke i Spøg og sligt. Jeg skal hilse Dig fra Lydia Munthe, hører Du.»

«Er hun kommen tilbage, da?»

«Det ser ud til det. Jeg mødte hende kjørende med Faren igaar nede paa Strandgaden. De kom vist lige fra Dampskibet.»

«Var hun bleven vakrere?»

«Ja, nej – jo – hun saa pen ud, ung og frisk og lyshaaret, men Smaletryne havde hun fremdeles. Pigen deres var her imorges og skulde invitere mig til Selskab der paa Søndag. Det er vel for at fejre Hjemkomsten.»

Fru Smiths blege Kinder blev for et Øjeblik svagt røde, og om de smale Læber skjalv et sælsomt Smil.

«Det var da mærkeligt,» sa hun stille hen for sig.

«Hvad er mærkeligt, Linamor?»

«Jo, for jeg drømte saa underlig om Dig og Lydia Munthe inat, hende, som jeg aldrig har tænkt paa. Uf, jeg fryser, tag Schallet der om Skuldrene mine.»

«Hvad drømte Du da?» spurgte Smith, efter at ha gjort som hun sa.

«Det var saa fælt, nej ikke fælt, men saa alvorligt og højtideligt. Jeg kommer vist til at græde, naar jeg skal fortælle det.»

«Saa fortæl det ikke, Vennen min.»

«Jo, jeg vil alligevel. – For at Du netop skulde nævne hende idag, er som et Varsel: Jeg syntes, jeg gik paa en Kirkegaard med mange Grave i tætte Rækker. Jeg kunde ikke flytte Benene liksom nu, men jeg gik alligevel, gled fremover uden Hjælp af Fødderne. Der var saa mørkt, at jeg maatte ta for mig med Hænderne, men langt borte saa jeg et svagt gult Lys, og da jeg kom derhen, hang der en liden Lampe ned fra et Træ og lyste paa en bred Grav med tre hvide Kors, et stort i Midten og to lavere paa Siderne. Paa det store stod der: «Her hviler Støvet af Konsul Herman Daniel Smith med samt sine Hustruer,» og saa kom Aarstal og Dato og «Fred med dit Støv». Og paa det ene lave Kors tilvenstre læste jeg: Fru Lydia Berentine Smith, født Munthe. Men paa det andet var der bare malet tre forgyldte Sommerfugle og fem bitte smaa sorte Kors, og der laa jeg. Var det ikke mærkeligt?» Fru Smith havde talt med lav, bevæget Stemme. Nu førte hun Haanden over Øjnene og bed i sin Underlæbe.

«Jo, at Du kan falde paa at drømme sligt er noksaa mærkeligt,» sa Smith og følte en liden Kuldegysning fare sig gjennem Ryggen.

«Jeg tror paa Drømme, Herman.»

«Saa–a,» sa Konsulen og smilte venligt.

«Jeg er vis paa, hun blir din anden Kone.»

«Den Barnungen.»

«Du tænker altsaa paa at gifte Dig igjen?» udbrød Fru Smith med en hastig Overgang i Stemmen.

«Det var ogsaa et Spørsmaal.»

«Du sa bare: Den Barnungen.»

«Noget skal en jo sige.»

«Hvis Du ikke havde tænkt paa det, vilde Du sagt: «Jeg gifter mig aldrig, men det gjorde Du ikke,» vedblev fru Smith og begyndte at græde.

«Nej men Lina, da.»

«Det er saa skrækkeligt at ligge her og vide, at Du vil gifte Dig igjen, og ikke det alene, men endog vide, hvem det er med.»

«Vide, hvem det er med! Lydia Munthe, som jeg aldrig i Livet har tænkt paa. Hvorfor ikke Madam Lind?»

«Aa Gud, Herman, at Du kan ha Hjærte til det,» hulked Fru Smith.

Smith saa paa sin Kone med et medlidende Suk og sa ingenting.

«Heder hun Lydia Berentine?» spurgte Fru Smith, da hun havde grædt sig færdig.

«Det véd jeg ikke. Jeg har aldrig hørt andet end Lydia.»

«Vil Du være saa snil at faa vide det til mig. Husk det paa Søndag. Det maa jeg ha Greje paa, for hvis hun virkelig heder Berentine, saa kan Du da se, jeg har vært sanddrømt. Lover Du mig at spørge om det?»

«Ja, gjerne det. – Berentine? Hun heder ikke mere Berentine end jeg gjør.»

«Forresten varer det nok ikke saa længe med mig, Herman,» begyndte saa Fru Smith igjen med mat, vaad Stemme. «Du skal se Vorherre snart løser op for mig.»

«Ha’ nu ikke saa sørgelige Tanker, Linamor.»

«Langtifra sørgelige Herman. Jeg ønsker det bare, for min egen Skyld, jeg har ligget længe nok til Plage for mig selv og andre, og for din Skyld Herman. Saa er Du fri.»

«Men der er jo ikke Spor af Grund til at tænke sligt, Lina. Du har det jo som ellers.»

«Spor af Grund? Du ønsker altsaa, jeg skal dø – aa Gud Herman, at Du kan være saa’n imod mig,» fru Smith hulked atter.

«Hvad jeg saa siger, er det galt.»

«Istedetfor at sige, at jeg maa ikke Dø, at Du kan ikke holde ud, at jeg dør.»

«Det har jeg jo sagt saa tidt, Lina.»

«Ja, hvis nogen i Verden er ulykkelig, saa er det nok mig,» sukked Fru Smith.

Smith rysted Hodet med et haabløst Blik. Han letted sig halvt i Sædet og satte sig igjen.

«Men der er Grund til det,» vedblev Fru Smith og tørred Øjnene. «Jeg kjender det paa mig. Der er saa mange indre Ting, og saa drømmer jeg saa meget. Nu kan jeg ogsaa mærke, at Lamheden strækker sig op imod Hjærtet. Det slaar næsten ikke mere.»

«Har Du ikke sagt det til Doktoren?»

«Det nytter saa pas. Du véd, hvordan han er. Naar det lider lidt, skal vi prøve med en Aareladning, hm» – Fru Smith talte med vrængende Stemme. «Han har ikke det mindste Greje paa nogen Verdens Ting.»

«Vi kan jo sende Bud efter Harbo.»

«Nej tak, jeg skal ikke ha noget af nogen Harbo. Jo flere Kokker, jo værre Søl. Saa trækker de i Benene mine og trykker mig paa Maven, saa jeg er nærved at omkomme af Pine, og saa er de lige kloge og lar mig ligge der som før.»

«Nej, naar Du ikke har Tillid til dem, saa –.»

«Hvor skulde jeg faa den ifra? Som her forleden, da jeg havde tat Madam Linds Mikstur og hun min – det gjør det samme, Frue, var alt, hvad han sa.»

«Det har vel være uskadelige Midler da. Der har vi ham.»

Der lød et enkelt Slag af en Kno paa Døren, som idetsamme aabnedes, og en tyk Mand, meget under Middelshøjde, med lyse, strittende Bryn, blegrød Skaldepande og store, skjægløse Kinder traadte ind.

«Naa, ossen staar det til idag da Frue?» sa han med grødet østlandsk Stemme, og satte sig foran Sengen paa Stolen, hvorfra Smith havde rejst sig. Med den ene Haand støtted han sig paa Spasérstokken, som var stemmet mod Gulvet, og paa hvis Sølvknap den graa, bløde Filthat hang; den venstre laa paa Knæet, med smaa, tykke, sprigende Fingre. Hans Aandedræt var kort og hørligt, og naar han talte, kremted han i et væk.

«Ja god Morgen da,» sa Smith og gik.

Han skyndte sig gjennem Værelserne og traadte ud paa Gangen. Der stod Petra og vanded nogle høje Myrtetræer i grønne Træbaljer ved Vinduet.

«Ja, de maa ha Vand hver Dag,» sa Smith og kom hen til hende. «Den ene der ser ikke rigtig frisk ud, De maa ikke la den dø ud, Jomfru.»

«Jeg bytted Jord paa dem i Begyndelsen af Maj.»

«Har De faat Svullefinger?» Smith greb Petras Haand og saa paa den. Pegefingeren var forbunden.

«Jeg kom til at skære mig forleden,» sa Petra, rød og med nedslagne Øjne. «Det er ingenting.»

«De ser altid ud, som De er bange for mig.» Smith lo.

«Nej,» sa Petra og blev endnu rødere.

«De kan godt se paa mig,» vedblev Konsulen. «Sig mig en Ting, hvor mange Kjærester har De havt? Det er da ikke noget at bli saa elendig for. Nu Jomfru, hvormange?»

«Jeg har været forlovet én Gang,» stammed Petra.

«Ja, var det ikke det, jeg vidste? En Gang? Jaja, naar De ikke vil ud med mere, skal De faa slippe. Men saa er De jo en erfaren Pige,» han missed med Øjnene, nærmed sig Ansigt tæt til hendes og slap ikke Haanden.

Petra saa ud, som hun var synkefærdig; hun rørte sig ikke.

«Tror jeg ikke, Hjærtet Deres slaar, saa jeg kan høre det,» vedblev Smith smaaleende. «Faa kjende,» han greb hende om Livet med den ene Haand og søgte med den anden efter hendes Hjærteslag.

Petra gjorde ingen Modstand; hun holdt krampagtig fast paa Vandkanden.

Smith la hendes Hode op til sig og bøjed sit Ansigt over hendes. «Saa, saa, saa,» sa han. «Ikke skjælve saa – Helleduden da.» Han kyssed hende stilfærdigt paa Munden et par Ganger, og gik nynnende ned over Trapperne.

– «Appetitten er god, Frue?» fortsatte Doktoren sine Spørgsmaal inde hos Fruen.

«Er den det?» sa Fru Smith med en spydig Trækning om Munden, uden at se paa ham.

«Ingen Opkastelser, hm, ingen Ulemper med Fordøjelsen, hm, ingen Svedninger og ingen Kuldegysninger, hm.»

«Ja, det er jo saa bra, som det kan være vel,» sa Fru Smith.

«Fruen har sovet saa godt inat, rigtig saa velsignet,» sa Madam Lind, som kom ind med Chokoladen.

«Ser man det,» Doktoren plired fornøjet bag Brillerne. «Hvem var det, som ikke vilde ha den nye Miksturen, hm? Det var jo det, jeg sa, den vilde gjøre Underværker.»

Fru Smith saa paa Madam Lind, som lo lydløst med hele sit Gummiansigt.

«Bare altid være lydig, hm, og ikke ræsonnere, hm,» grynted Doktoren tilfreds.

«Jeg har ikke rørt Miksturen, Doktor. Jeg vilde ikke, for jeg tror ikke paa de Miksturene Deres.»

«Naa ja, saa meget desto bedre, hm,» sa Doktoren uforbløffet. «Naturlig Søvn er den bedste.»

«Herrens Kraft er mægtig i de svage,» læsped Madam Lind. «Han er mykkje be’re end alverdens Doktorer.»

«Især med Dem til Haandtlanger, hm,» snærred Doktoren hen imod Madam Lind, og løfted pustende sin tunge Krop fra Stolen. «Hm, ja, bliv ved med det samme da. Naar det lider lidt, kan vi prøve med en Aareladning. Adjø.»

Fru Smith lukked Øjnene og løfted afværgende Haanden, da Madam Lind spurgte hende, om hun skulde læse i Bønnebogen for hende.

Hun var saa træt, saa træt. Altid det samme op igjen, Maaned efter Maaned, Aar efter Aar. Den evindelige Madam Lind, som trætted og pinte hende, og som hun dog ikke kunde undvære, fordi det blev endnu værre med en anden. Hun havde jo prøvet saa mange i Aarenes Løb. Og saa denne græsselige Doktoren. Bare hun kunde slippe for ham, som hun for længe siden havde gjort sig fri for Veninders og Slægtningers plagefulde Besøg. Den eneste, hun ikke kunde nægte at ta imod, var Svigermoren. Men hun kom saa sjældent, Gudskelov, og alligevel altfor, altfor ofte. Nej at dø var det eneste. Ja, tænk, nu var det virkelig kommet til det, at hun gjerne vilde dø, saa forfærdeligt som hun før havde syntes, den Tanken var. Ja, Døden, den alene var Befrielsen.

«Saa bleg om Næbbet, hm, Jomfru,» Doktoren vagged paa de korte Ben og med Prust som af et Lokomotiv hen til Petra ude paa Gangen, hvor hun var falden i Tanker med Vandkanden i Haanden. «Hodepine, hm?» Han kneb hende i Kinden med Pege- og Langfingeren, «mat i Knæerne, hm, ingen Madlyst, hm?» Ved hvert «hm» tog han med Fingrene et nyt Tag i Petras Kind for at faa fat paa mere og mere af den, og saa bed han Tænderne sammen, mens han talte.

«Nej,» sa Petra, «der fejler mig ikke noget,» hun søgte forfjamsket at trække Kinden fra ham. Han fulgte efter med Haanden.

«Ikke det, hm? Ja, saa kommer det. Jeg kan se det paa Dem. at De har Blegfeber. De maa faa Dem en Mand, det er det eneste, som hjælper for Blegfeber. Det eneste, som hjælper for Blegfeber,» gjentog han langsommere med sammenknebne Øjne.

«Ta væk de klamme Fingrene Deres,» Petra gjorde sig fri med et Ryk. «Jeg har ikke havt Bud efter Dem,» hun gik hastig forbi ham og sprang ned over Trapperne.

«Kom De bare til mig, naar Blegfeberen indfinder sig, saa skal jeg nok kurere Dem,» prusted Doktoren efter hende og stolpred sig ned over Trapperne, idet han forsigtig brugte Stokken til Støtte i hvert Trin.

Om Eftermiddagen kom der Bud ned paa Kontoret, om Konsulen vilde se op til Fruen, før han gik paa Logen.

«Nej Herman, Madam Lind er her ikke,» sa Fru Smith, da hendes Mand traadte ind og kasted et undersøgende Blik rundt om i Værelset, hvor Eftermiddagslyset udenfra var stærkt dæmpet af de hvide Rullegardiner. «Hun kommer ikke, før jeg ringer.»

«Hvad var det, Vennen min?» Smith gik hen til Sengen.

«Jo ser Du Herman,» begyndte Fru Smith undselig, «jeg vilde bare be Dig om ikke at huske paa det, jeg sa imorges. Naturligvis er det lidt rart, at en anden skal være din Kone og hede mit Navn, mens jeg ikke er mere til, men nu har jeg vundet over det, Herman. Jeg har ikke det mindste imod, at Du gifter dig gjen, tværtimod, jeg glær mig til det paa dine Vegne.»

«Det er mere, end jeg gjør, Lina. Jeg tænker aldrig paa det.»

«Du maa tro, jeg godt kan sætte mig ind i, hvad det har vært for Dig Herman, Enkemand saa at sige i alle disse mangfoldige Aarene, din Stakkar. Du har rigtignok ikke havt for blid en Lod, og saa god og snil Du altid, uafladelig og altid har vært imod mig, og tro, véd jeg. Jeg har skjønnet paa det, Herman, om jeg end ikke har talt om det.»

«Du snakker om Lod, Du, arme Lina min,» Smiths Stemme dirred lidt.

«Sæt Dig ned lidt, Herman. Det er kommet saa stærkt over mig nu, netop siden den Drømmen. Jeg ser hende gaa frisk og sund omkring her, ja Herman, lidt maa jeg græde, men det er ikke af Sorg –, og virkelig være noget for Dig, og da staar det for mig, hvad Du maa ha savnet, og hvor taalmodig Du har baaret det. Aa Herman, la mig faa Lov til at takke Dig en Gang for alle.»

Smith la Haanden over Øjnene og bøjed Hodet.

«Det skulde være tilladt at ha to Koner i slige Tilfælder som vort,» vedblev Fru Smith. «Du skulde straks faat Lov at gifte Dig, Herman, jeg havde ikke git Dig Fred før. Sig mig Herman, har Du ikke tit vært saa’n næsten lidt forarget paa mig?»

«Paa Dig, Lina? Herregud, hvor Du snakker.»

«Ja, det havde vært saa menneskeligt. Og saa dette, at jeg aldrig vilde dø heller. Du blev ved at være baade gift og ugift. Og saa tidt, som jeg har vært lej og sær. Jeg skulde skammet mig.»

«Ingen kunde ha baaret Ulykken penere end Du, Lina.»

«Ikke Ulykke, Herman. – Sig Kors.»

«Ja ja, Kors da.»

«Og véd Du, Herman – ja nu maa Du ikke ynke mig –, men jeg vilde ikke ha undværet Sygdommen, nej ikke for aldrig det.»

«Aa, Lina, Lina,» mumled Smith og fôr sig med Lommetørklædet over Øjnene.

«Jo, for jeg skal sige Dig, Herman, paa en vis Maade har jeg levet min bedste Tid i disse Sygdomsaarene. Det sa jeg ogsaa til Pastor Hoff forleden, og han kunde saa godt forstaa det. Da jeg leved med Dig i Verdslighed og Tummel, var jeg saa fuld af Uro og Bekymring. Jeg var saa frygtelig jaloux, ja, tænk, det var jeg, og saa led jeg ved Tanken om, at min Vakkerhed ikke skulde holde sig, og Du bli kjed af mig. Men nu, Herman, nu er alt det for længe siden tat fra mig, og det er Sygdommens Skyld. Og ikke det alene, men der er næsten, som om jeg slet ikke hører denne Verden til. Jeg har faat saa’n Fred herinde,» hun folded Hænderne over Brystet. «Hvis Du rigtig forstod Dig paa det, vilde Du misunde mig, Herman.»

«Du er from og god og elskelig, Lina,» Smith la sit Hode let op til hendes Bryst.

«Ja, jeg har fundet frem til Gud og véd, at min Frelser lever, og Jeg véd ogsaa, at min Sjæl skal leve i al Evighed. Dette er det kosteligste af alt i Verden,» hun strøg blødt sin Haand gjennem hans brune, glinsende Haar. «Hvis jeg vidste Dig paa samme Vej, vilde jeg være et fuldkommen lykkelig Menneske, endda jeg ligger her og skal ligge her til min sidste Stund.»

«Jeg tror paa Gud, Lina, jeg tror paa Dig.»

«Ikke paa mig, Herman. Jeg er et skrøbeligt, syndefuldt Menneske. – Men nu maa Du gaa, Herman, ellers kommer Du forsent paa Logen.»

«Vil Du ikke, jeg skal være hjemme hos Dig iaften, snakke med Dig eller læse for Dig, Lina?»

«Aanej da, Herman. Nu skal Madam Lind til at gnide mig med de varme Uldkluderne, saa faar jeg Aftensmaden, og saa læser hun Aftenbønnen, før jeg lægger mig til Ro for Natten. Men jeg er saa glad, jeg fik sagt Dig dette. Nu er Du ikke mere bitter imod mig?»

«Det var jeg ikke gran af før heller, Lina min.»

«Nej, men nu véd Du, hvordan jeg tænker.»

«Du søde, snille, velsignede Menneske,» han kyssed hendes Hænder.

Hun slog Armene om hans Hals og drog hans Ansigt ned til sig. «Kys mig,» hvisked hun. «Nej saa’n rigtig, saa’n som i gamle Dage. Tak Herman.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om S.G. Myre

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

S.G. Myre (1890) er tredje roman i serien. Sivert har gått i land og fått arbeid hos kjøpmann Munthe i hjembyen. Men skammen over forfyllede slektninger henger fortsatt i.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.