XVII

Klokken var ½ 1 om Natten. I Konsulens Soveværelse brændte to Talglys, og ind gjennem den aabne Dør til det andet Værelse faldt en smal, gul Lysstribe. Midt i Lysstriben stod Smith og knytted Silkesnoren om den brogede Vatslaabrok. Han var rød i Ansigtet, Hodet luded lidt, og om Munden laa et forlegent Smil. Bag ham lød der en sagte Hulken.

«Bær Dem nu ikke, som om De var en forført Uskyldighed,» sa Konsulen i en venlig-spottende Tone og vendte sig om mod Sofaen borte paa Langvæggen, som laa i Mørke.

Da han havde sagt dette, hørte Hulkingen op, og i Mørket blev synlig Omridsene af noget endnu mørkere, som bevæged sig henover Gulvet.

«Gaa nu stille i Trappen, saa den Helligaand ikke hører Dem,» vedblev Konsulen, «hun har Ører som en Los, den gamle Odderen.»

«Hys, hys, hys, Jomfru Frimann. Luk Døren forsigtig.»

Da Petra var kommen udenfor trak hun Skoene af og gik med dem i Haanden stille og langsomt ned over Trapperne. Hvergang Trinene knirked under hendes Fødder, standsed hun og trykked Haanden mod Hjærtet. Saa’n en Strækning hun havde for sig, Trapper og Ganger og Spisestuen og Kjøkkenet og Skabkammeret – og famle sig frem, vogte sig for at rende paa. Uf, det var en fæl Tur.

Saa gudskelov, endelig var hun inde hos sig selv igjen. Du store Tid! Der stod Lyset og brændte efter hende. Om nu Madam Lind havde havt et Ærind ned i Skabkammeret efter Lærredsstykker eller noget, og havde stukket Hodet ind for at se, om hun var vaagen, og fundet Sengen tom. «Gud trøste og hjælpe mig,» mumled Petra og satte sig, stivt som om hun gjorde det i Søvne, paa en Stol tæt ved Døren. Hvad saa Konsulen vilde sige til hendes Skjødesløshed. – – –

– – Som om De var en forført Uskyldighed. Petras Læber bevæged sig sagte, mens hun sad der ret op og ned paa Stolen med dødt Ansigt og saa ned paa de lukkede Hænder, som laa løst over Knæerne. Han troede altsaa –. Ja, naturligvis troede han det. Det var det, han mente, da han snakte om hendes Kjærester og sa, at hun var en erfaren Pige. Det var altsaa paa den Maaden, han brydde sig om hende, bare det, han vilde hende. Og hun, som havde havt saa ganske andre Tanker, havde syntes, hun liksom var i Kirken om Dagene og havde følt sig som en Dronning ved Siden af Drea nede i Vaskerelvssmuget idag, havde vært saa glad, at hun ikke kunde andet end være snillere mod hende, den Stakkaren, som ikke havde and’t end at løbe med Ravn. – Og nu, hvad var der nu blet af Dronningdommen hendes?

«Til at størte et Fruentimmer i Uløkke, holder de sig aldrig for fine» – – Ja, Madam Holm, hun vidste Besked, hun. Nu kom de for hende de Ordene, dengang agtet hun ikke paa dem.

Hun havde jo ogsaa vært gal. Han var jo en gift Mand, og saa fin og fornem mod hende, og hvis han havde ment noget orntligt, havde han naturligvis ventet, til han blev Enkemand, eller ialtfald ikke begyndt paa en saa’n Maade. Ja, hun havde vært gal, forblindet, rent ud forgjort. Det var hendes egen Skyld altsammen. Havde hun tat det anderledes, saa kunde ingen vide –. Men nu havde jo Konsulen maattet tro, at hun straks stod færdig –. Bare rakt Fingeren ud – hun parat. Ingen Skræk for Synden, ingen vising Vintervejen, ikke et Gran af Blufærdighed engang, ikke før nu inat med det samme hun mærked, hvad han vilde, men da var det forsent.

Nej, hun var kommen ind i noget rent forkjert, det saa hun nu, og det var bare den Visen om den Rotterdamske Kjøbmandssønnen, som var Skyld i det – – –. «Men han skal, han skal faa vide, at jeg ikke har vært en saa’n en». Der kom Trækninger i Petras Ansigt; den forstenede Mine opløstes i et Udtryk af dirrende Smerte, og Øjnene fyldtes med Taarer. «Han skal ikke trakke paa mig bagefter –. Tro, at jeg skabte mig til –. Aa, at han havde Hjærte til at sige det og med den Stemmen, som om det hele var Kommers –. Hun rokked sagte paa Stolen, og en klagende Murren trængte ud over hendes Læber.

«Petra, er Du oppe, Petra!» raabtes der tydelig etsteds fra. Hun for op og saa sig forvildet om.

«D’er meg, Peder. Gløt paa Vindøge dit; eg staar herute!»

Petra tog sig til Hodet og blev raadvild staaende.

«Petra, Petra daa!» lød det igjen derude fra.

Petra listed hurtig over Gulvet, løfted Rullegardinet, aabned et Vindue og keg ud paa Gaardspladsen, der lyste graalig i det disede Maaneskin.

«D’er bare meg, Peder. Ser Du meg ikkje?»

Jo nu saa hun ham. Han stod et par Alen fra Vinduet med oprakt Hode og Hænderne i Bukselommerne, og Petra syntes, han vagged paa Benene.

«Hys med Deg, Gut!» sa hun barskt. «K’e’ saa er tids?»

«Eg sku bare be Deg komme ut lidt,» sa Peder med tykt Mæle.

«Er Du bleven tussete Gut! Kem sku Du be meg ifra?»

«D’er Reiersen og Jensen hos Virs sine. De vil ha Deg ut en Tur i Maaneskinne’. Slaa seg løs, Jomfru Frimann.»

«Vil Du la bli’ at skrige saa højt!»

«Du skal faa baate Bokøl og Portvin! Vi har med os, og Jensen er saa forlivt i Deg. Slaa seg løs, Jomfru Frimann.»

«Vil Du ha Deg afste’ paa Øgeblikke’, Gut! Kaalissen er Du indkommen?»

«Klyve over, vet eg. Her er Gutten sin!» Peder rev Haanden op af Bukselommen og smeldte med Fingrene. «Du kan da ikkje la Folk staa te Nar for Deg. Di venter ute paa Muren. Det sku bare være Drea.»

«Eg roper paa Vægteren,» Petra trued ud gjennem Vinduet. «Ut med Deg sam’e Vejen, Du er kommen! Vægteren er ‘kje langt vække.»

«Nu Peder Frimann Far, kaa bler Du af?» raabtes der ind over Plankeværket.

«Hun vil ikkje, sejer hun. Hun er saa malesjøsk, saa det staar etter!»

Petra drejed sig hurtig bort fra Vinduet, og sprang paa Strømpelæsten, som hun var, ilsomt gjennem Skabkammeret og Kjøkkenet ud paa Gaardspladsen. Hun kom bag paa Peder, der fremdeles stod med Hodet rakt op mod hendes Vindu og raabte, at hun skulde slaa sig løs. Uden at sige noget greb hun ham i Skulderen med et fast Tag og drog ham over Gaardspladsen hen i Hjørnet til Porten, der var lukket med en Jernkrog.

«Takken for Pladsen, Du lovte meg hos Kunselen,» pamsed Peder, mens han svagt stritted imod. «Sa Dokker Plads hos Kunselen? Jaggu sa eg det.»

«Nu understaar Du Deg ikkje te gjøre mere Natallarm,» sa Petra befalende og stødte Peder ud gjennem Porten, som hun holdt halvaaben. Hun smald Porten til, lukked Krogen paa og drejed Nøglen rundt.

«Ka slag, er Du ikkje metereForfatternote: Flinkere. Kar? Og Du vil by Deg frem te Karbugut?»

«For et raat Maal,» tænkte Petra, som stod lidt og lytted. «Det er godt te høre, ka han er kommen af.»

«Kem va’, saa hev Deg ut?» Det var Reiersens Stemme.

«Eg vet ikkje.»

«Kanske det var Nissen, ha, ha, ha!»

«Eg kun ‘kje se det, for det tog meg bakenifra, men det var stærkt i Armen.»

Petra maatte næsten smile. Gudskelov, der tutled de sig.

Den Peder ossaa! Aa ja, alting var ligt. Hvor skulde han blet anderledes fra –. Petra var igjen paa sit Værelse. Bedst at slukke Lyset, saa han kunde tro, hun sov, om han skulde komme igjen. – Jensen forlibt i hende –? Det gjøs i Petra af Væmmelse ved den Tanke, saa’n en fjaak og smørbli’ Kramburotte –. Titte bli –.

Hun begyndte at Klæ sig af i Mørket, og saa kom det væltende over hende igjen, det, som var foregaat oppe hos Konsulen. Ja, han fik tro om hende og betragte hende for, hvad han vilde, det fik være den Skam, det var –, hendes Hjærte var lige fuldt af Kjærlighed til ham. Om hun saa skulde være foragtet som den laakeste af alle, – vinked han, saa kom hun. Alt kunde hun bære for hans Skyld, alt undtagen det, at han tog hende for en saa’n en. Han skulde vide, at hun aldrig før –, at han var den første og eneste, og hun vilde sige til ham, at hun ikke var sint paa ham for det, at hun just var stolt af, at han var den eneste. Bare han ikke blev kjed af hende og lod hende gaa for den, hun var, og ikke saa til hende, for saa fik hun Tæring af Sorg. Lidt, bare lite gran maatte han bry sig om hende –. Ja, om hun saa skulde tigge ham paa sine Knæ om det. Men de sa jo, at naar en Mand fik sin Vilje, havde de nok af en, og han var straks bleven saa kold og fremmed. Da han havde trukket hende ned til sig paa Sofaen og slaat Slaabrokken om hende, havde han sagt Du og Petra, men saa bagefter, Di og Jomfru Frimann.

Petra krøb op i Sengen og gjemte sig under Dynen. Hun kneb Øjnene fast i og vilde sove, men det lykkedes ikke. Brystet hævedes hvert Øjeblik af betrængte Suk, og hun vendte sig i Sengen saa hæftig, at den knaged.

Pludselig sad hun oprejst og lytted. Var det ikke? Jo, det var Konsulens Skridt paa Gangtæppet ovenpaa. Frem og tilbage, frem og tilbage. Hun havde længe hørt denne sagte, knirkende Lyd uden at tænke paa, hvad det var. Saa sov heller ikke han –. Gud evig velsigne ham! Petra følte som en varm Bølge igjennem sig. Saa var han kanske lidt lej han ogsaa, og havde alvorlige Tanker. Saa, nu blev det slut – ja, engang maatte han vel gaa til Ro, han ogsaa.

Petra la sig tilbage paa Puden og folded Hænderne over Brystet, men straks efter letted hun Nakken ganske lidt og holdt Aandedrætet tilbage. Hvad var det for noget? Knirked det ikke i Trappen, og nu med en Dør? Aa, saa susende stille det var. Jo sandelig, der hørte hun Døren fra Spisestuen til Kjøkkenet, den peb i det ene Hængsel. Bare Hjærtet hendes ikke vilde banke saa højt; det overdøved Lyden, hun lytted efter. Der var det i Skabkammeret, hans Skridt, hans Skridt! Hun vilde hørt og kjendt dem, om hun havde ligget i sin Kiste under Jorden. Det gjorde ondt i Nakken at holde Hodet oppe fra Puden, men hun vilde ikke røre sig – og saa slog det inde i Ørene: dom, dom, – bare dreje Øjnene ganske sagte hen imod Døren. Der gik den op –. Aa Gud Fader i Himmelen, saa høj og rank og stille han stod der i Mørket paa Tærskelen og hvisked hen til Sengen.

«Er der nogen,» stræved Petra med at sige, men der kom ingen Lyd. Noget sad og tikked i Svælget og liksom fyldte det.

«Er De vaagen, Jomfru?» Aa, Herregud, den frygtagtige Røsten, jubled det inde i Petra.

«Ja. Er det Konsulen?»

Han lukked Døren sagte og kom helt hen til Sengen. «Jeg vækked Dem vel ikke?» hvisked han.

«Nej, jeg var ikke sovnet,» svarte Petra og lod Nakken sagte falde ned paa Puden.

«De var saa besynderlig, da De gik,» sa Konsulen. «Jeg likte det ikke.»

«Ja,» svarte Petra, «jeg var lidt ude af det.»

«Havde jeg vidst, det vilde gjøre saa’n Indtryk paa Dem, saa Gud bevare mig vel.»

«Kan De ikke sige Du til mig,» bad Petra.

«Nej for det forsikrer jeg Dem om –. Sig mig –. Ja, som sagt, jeg er meget lej for det. Nej, begynd nu ikke at græde igjen da.»

«De maa ta det fornuftigt,» vedblev Konsulen og strøg Petra over Ansigtet. «Gjort Gjerning staar ikke til at ændre.»

«Det er ikke derfor,» hvisked Petra gjennem Graaden. «Men det krænker mig, at De kunde tro – Jeg har aldrig vært saa’n før.»

«Nej, det er just det gale ved Tingen. Havde jeg anet –. Men vær nu ikke sint for det.»

«Det er jeg heller ikke. Men kan De ikkje sige Du til mig?»

«Jo, Petra. Stakkels smaa Petra. Jeg har saa ondt af Dig, og jeg bebrejder mig –, men ta det nu med Taal. Jeg skal være snil med Dig.» Han bøjed sig ned, kyssed hende fast paa Kinden og gik.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.