XVIII

«Gaa op te Konen min og sig, hun kan sitte Grøten paa Aamen saalænge,» sa Virs en Aften i Februar til Sivert, da denne havde sat Lugerne for Vinduerne og alting var færdig til at lukke. «Eg har nokke Regnskab te gjøre op.» Virs tændte et Lys, slukte Oljelampen i Taget og satte sig paa Krakken foran Pulten.

Sivert gik ovenpaa og afleverte Beskeden. Han stod borte ved Døren og saa ned i Gulvet, mens han talte med flou, lav Stemme. Madamen nikked og spurgte, om Sivert ikke vilde spise med det samme. Om Virs ikke havde Tid, behøved jo ikke han at vente.

«Jo tak, Madam, men eg har ingen Matløst ikvæld.»

«I sku’ nu vel ikkje paa Komers igjen, Sivert Jensen, Far?»

«Og nej, det være langtifra,» sa Sivert og sukked.

«Gu ge, det var saa vel, at I havde faat nok af det,» formante Madamen. «Paa den Maaten bler det bare til Uløkke for Jer.»

«Ja, eg vet det nok, Madam.»

«Kem er, saa har forført Jer? Sei det te meg.»

«Ingen har forført meg, Madam Virs. Eg har den Naturen hos meg sjøl.»

«Det faar I meg aldrig te tru – eg, saa har set paa Jer i disse to Aarene. Men dette gaar ikkje Vejen. Det maa ‘kje hænde seg engang te, at Virs kommer ner Klokken ½9 om Morningen og finder Krambu ‘gutten sittenes i Trappen og Jer sovenes i Sengen. Det var nu ogsaa stygt af Peder, at han ikkje hadde vækket Jer. Hadde det enddaa vorre Mass, men Peder, saa er saa forre seg.»

«Han havde ikkje vært go’ te faa meg vaaken, sa ‘an.»

«Ja, er det ikkje for galt! Der kan I se, for et Levnet I fører. Det var rimeli’, at Virs ble’ forarget.»

«Ja det ska’ være vist,» sukked Sivert.

«Men Herregud Mann – I er jo sjøl Herre over, ka I gjør. I kan jo bare late bli te gaa ut, vet eg.»

«Ja,» sa Sivert og rysted samtykkende Hodet. «Eg har sagt det sam’e te meg sjøl, men det hjælper ikkje nokke.»

«Aa, hvis der bare er Alvor i det saa. Det var daa stor Synd for Jer, om det sku gaa galt, ja, for eg har faat saa’n Godhed for Jer, vi er jo barnløse Folk.»

«Netop derfor kan eg ikkje komme meg te, at – –. Han sa imorges Virs, at nu sku det ble slut –.» Siverts Ord tabte sig i en uhørlig Mumlen.

«Det beror utelukkende paa Jer sjøl, Sivert Jensen, Far. Ingen er villi’ere end saa Virs. Det er jo dette sørgeli’e med denne Foteska’en min. Ellers havde vi ikkje behøvd nokken. Men skik I Jer bare orntlig, Far. Alt ska ble glømt, sopt og vække, tru I meg.»

«Eg seier Tak, Madam. Eg seier saa sandt er, at eg aldrig kan fuldtakke hverken Jer eller Virs.»

«Gaa nu ner og lig Jer, og tænk et Alvorsord over, ka eg har sagt. Eg mener Jeg det saa vel, saa.»

Tænke et Alvorsord, mumled Sivert, da han var kommen ned til sig selv. Nej, det fik være til en anden Gang; ikvæld var han altfor laak. Bare faa lægge sig; ikke tænde Lys, beholde Underbuksen og Strømperne paa, saa gik det fortere. Han letted paa Overdynen og krøb i Seng.

Den Dunkingen oppe i Tindingerne. Hvad Led han end la Hodet paa, saa var det og blev det lige galt.

Kanske paa Ryg med Hænderne under Nakken. Nei, det var det værste af alt. Ikke vilde Tørsten gi sig heller, endda nu hele Dagen var gaat – aa jødes, aa jødes for en Dag! Sivert rakte ud efter en Stenkolle med Vand, som han havde sat paa Stolen foran Sengen, letted sig op paa Albuen og drak.– – Saa til Fankeren, der kom han luskende ikvæld og –. Bare han daa havde laast.

«Er Du her, Jensen?» spurgte Reiersen lavmælt, idet han sagte aabned Døren.

Sivert gav intet Svar.

«Han sku daa vel ikkje ha lagt seg alt,» mumled Reiersen og kom famlende hen imod Sengen. I Mørket stødte han til en af Sukkerkaggene, saa den raved.

«Hys daa,» sa Sivert. «Virs er i Krambu’en.»

«Ja, eg saag, der var Lys. Ka ska dette bety?»

«Eg var sømnig,» Sivert vendte sig haardt om mod Væggen.

«Sine er ute og venter paa Deg. Dette er jaggu laakt af Deg.» Reiersen stod og følte sig for efter Sivert oppe ved Hodegjærdet. Nu fik han fat i hans Skulder.

«Rejs te Donders,» sa Sivert og flytted sig paa Puden.

«Det er bedst te slaa paa Deg en Dram. Kaa staar Lyse’?» Reiersen rev af en Fyrstikke, fandt Lysblakkerten i Vinduesposten og tændte. Saa trak han en Flaske op af Lommen og holdt den hen til Sivert: «Se her, Far, drik! Saa kommer Du Deg.»

«Eg smaker det ikkje!» Sivert gryssed af Væmmelse.

«Gjør ka Du vil,» svarte Reiersen og drak selv. «Nu kan eg fortælle Deg, at Drea Frimann har sagt ja te gaa paa Danseballe’ med meg.»

«Det angaar meg ikkje.»

«Jassaa! Det var vel ikkje Deg, saa vædded om, at Du sku faa Petra te gaa med Deg, og eg ikkje Drea?»

Sivert skjød Ryggen ud i en Bue.

«Koffor sendte Du ikkje Peder hen og sa, kaalissen Du havde det»?

«Du sku ‘kje være fuldt saa hyggelig,» vedblev Reiersen efter at ha ventet lidt paa svar. «Er Peder hemgaaen?»

«Du kjæfter saa længe, te Virs kommer ind og hiver Deg ut.»

«At Du var slig en Skrælling,» haante Reiersen. «Du vil vel ikkje være med paa Danseballe’ heller nu, Mote’ er fullen saa paa Deg? Svarer Du ikkje, tar eg Dynen af Deg og gaar med–. Det var and’t igaaraftes. Jysses! Daa sku’ Du sitte Verden paa den hinn Enden og føre op med Kunsel Smith sin Husjomfru. Bare Skræp! Hun betakker seg nok, kjenner eg hinner ret.»

«Like vakkert,» snerred Sivert døsigt.

«Men med skal Du, saa møkke Du vet det. Listen er alt skikket ut te Madam Andersen, og Du staar øverst paa ‘an.»

«Kjæften te!»

Reiersen stod lidt og saa bort paa Siverts krogede Bagside under den stribede Dyne. Saa gik han fort de to Skridt hen til Sengen, løfted Armen for at gribe fat i Dynen, men betænkte sig, stak istedetfor Haanden op i Stenkollen og sendte Sivert et kraftigt Vandskvæt i Nakken. «Der har Du det! Se saa og sov Sinne af Deg,» sa han med en Fnisen.

Sivert rejste sig hastig overende: «Prøv at gjøre det engang te?» han knytted forbitret Haanden mod Reiersen.

«Det har eg ikkje Ti’er te,» svarte denne. «Ka Beske’ ska’ eg ge Sine fra Deg? Ja ja, Far, det er det sam’e for meg, hvis Du endelig vil ha hinner ind te Deg.» Reiersen gik imod Døren.

«Sei, at eg er dau og ble begrovven igaarformiddag.»

«Saa tar eg hinner hem te meg for te trøste hinner lite vette. Men paa Danseballe’ ska’ Du, saa mykkje Du vet det.»

«Blaas Lyse’ ut etter Deg, Slamp!»

Men Reiersen var alt ude af Døren. Saa maatte Sivert selv tumle frem for at slukke. Med det samme drejed han Nøglen om i Laasen.

Den Heste-Reiersen, han maatte vist ha et Hode af Pundt-læ’r. Først Øl i Kandevis og en hel Flaske Kornbrændevin oppe i «Knibetangen» og saa al den varme Rumgroggen hjemme i Logiet hans. Den havde der vist været Forgift i; det var vel derfor, Reiersen havde faat den saa billig. Han havde da drukket mange Ganger før, og fyldesyg havde han ogsaa vært, men saa dødsens elendig som idag –. Baade Saften og Kraften var borte fra Kroppen hans, og saa kunde han ikke finde Hvile, nok udvendig for Lemmerne, men indvendig var det liksom alting havde løftet sig op fra sin Plads og ikke vilde falde til Ro igjen. Ja, Drik og Turing var Satans Værk. – Saa græsselig, som en fik lide for det bagefter. Paa saa mange Maader. Slig som han foragted sig selv! Han kunde spytte paa sig, piske sig med Ris, lægge sig plat ud i Strandgaden og la Hester og Folk stampe bort over sig. Og Samvittighets-nag for Gud og Mennesker.

Ja, slig som han angred paa det altid, og endda gjorde han det om igjen. Og alle de Penger det kosted, bare dem han havde git Sine foruden Tøjer og Sager, tat op i Krambu’en villig væk, fordi han havde lovt det om Kvældene, naar han var tun’en, og syntes det var Skam at gaa fra det om Dagene. Nu havde Sine ogsaa lagt ham ud som Barnefar og forlangte, han skulde holde hende, naar hun blev vækvist fra Tjenesten. Pene Grejer! Han, som var kommen sig saa godt paa Fode, 36 Specidaler havde der staat i Sparebanksbogen, fuldt op af go’e Klær, før han begyndte at sælge af dem, og ikke en Halvskilling udestaaende hos nogen.

«Ka Du daa er for et Menneske,» sa Sivert halvhøjt, og saa sukked han tungt og grov Ansigtet ned i Puden.

Der laaste Virs Kramboden. Saa stødig og stilt han gik i Trappen. En kunde høre paa de Skridtene, at det var en orntlig Mand, som aldrig havde vært ude for noget galt. Derfor var han ogsaa blet til Folk. Bare han kunde være som han. Nu kom han ind ovenpaa; der satte han sig paa Stolen ved Vinduet, saa begyndte de at snakke om ham. Madamen vilde lægge ind et godt Ord for ham, og Virs vilde gi sig.

De var saa snille, Virs og Madamen; der fandtes ikke andet end godt i dem. Hele Vinteren havde han turet og tidt vært sløv og doven om Dagene, men de havde set gjennem Fingre med alting i sin store Taalmodighed. En kunde græde over det – han, som lønned dem saa slet. Og Moren da –. Hun havde hørt Rygter om ham og formanet ham saa pent her i Vinter, men ingenting bed paa ham.

Nej, han var en gudsforgaaen Krop, rigtig et forfaldent og ryggesløst Menneske. Der var vist ingen Raad med ham, for saa tidt, som han havde foresat sig – –. Og nu han skulde faa en Løsunge! Han maatte jo grave sig ned i Jorden af Skam, eller rømme. Ja rømme, om det saa bar tilsjøs igjen, for det, han sad i nu, kunde han aldrig komme sig op af mere. Holde en Unge, en levenes Unge med Sko og Klæ’r og Mad og Drikke, en Unge, som vokste og villig væk trængte mere og mere. Han kunde jo aldrig faa en glad Time, Gnag og Grav uafladelig. Gnag og Grav ja, det var han vel vant med. Det var det eneste, han havde igjen for alle Pengene og alt sit Ulevnet. Glad havde han aldrig vært, undtagen i Fylla, og sligt noget var ikke Glæde, bare Vildskab og Svineri, Løgn og Skryt og store Ord. Som nu igaaraftes, da han havde bandt paa, at han vilde traktere hele Danseballet med Drikkevarer, og møde frem med Konsul Smith sin Husjomfru, bare fordi en af Fyrene havde sagt, at hun var pén og pyk, men vist alt for stolt til, at de turde by hende med. Jo da! Han kjendte hende godt, han var omtrent Dus med hende, han kunde faa hende til Kjæreste, hvad Øjeblik han vilde. Han havde tat Broren hendes til Krambodgut bare for hendes Skyld, og gav ham Maanedspenger af sin egen Lomme, saa at Lønnen hans blev dobbelt. Det var ham, som raadet for Pengeskuffen, Madam Virs fik komme til ham efter hver Skilling, hun skulde bruge. – Skulde nogen ha hørt paa Magen til Løgnhals! – Sivert svedte af Skamfuldhed og Ruelse.

Tænk, om Virs sine fik vide, at han sa sligt, om alting kom op om ham, om alle Folk fik vide, for en Fyr han var. Aa den Løgnen, den Løgnen, som han aldrig kunde holde op med. Han havde løjet altid, før ogsaa, da han aldrig gik paa Svir og sligt. Han maatte lyve, naar han skulde fortælle noget. Det var liksom det laged sig til af sig selv inde i ham, laged sig saa tydeligt, at han saa det for sig, og saa fortalte han det, han saa for sig, og ikke det, som var sandt. Især naar han var fuld, da blev han som besat; Forstanden fløj snubt ifra ham. Spejlet, som han kjørte Næven tværsigjennem igaaraftes, bare fordi Reiersen havde spurgt, om han sad og multe over, at han skulde betale det Ølglasset, han havde sluppet i Gulvet. Han skulde vise dem, at han ikke var ræd for at betale, han. Og alle de Røverhistorier han disked op med fra den Tid, han havde faret. – Han havde set paa, hvor de Vilde slagtet Mennesker og spiste dem, han havde selv skullet vært slagtet; han havde slaast med 17 Negere paa én Gang og dræbt de 9, mens de andre satte paa Løb, han havde stukket Ild paa hele Byen for at redde kristne Unger fra de Vilde, og saa havde han vært over hele Verden, naturligvis, i alle 5 Verdensdele og i flere til.

Bare han kunde omvende sig i Alvor og Sandhed. At ikke Vorherre engang kunde ta saa fast et Tag i ham, at han ikke kom løs igjen. Han havde jo saa tidt sukket til Gud om Naade til at vandre paa den trange Vej, men værre og værre var det blet.

«Du almægtige Fader deroppe,» begyndte han og folded Hænderne. – Nej, men hvad kunde det nytte? Om ogsaa Vorherre fik ham omvendt nu, saa havde han jo Løsungen og den tømte Bankbogen og Skylden og Gjælden og Sine at trækkes med ligefuldt.

Gud véd, om det var gaat saa, hvis han ikke havde set Lydia, den Dagen hun kom fra Hamburg, for da var det begyndt, og siden var han kommen i Vane med det og havde ikke kunnet stanse. Om Kvælden den Dagen havde han truffet Sine og første Gang vært paa Galejen med Reiersen. Og siden, da han gik og vented og vented paa, at Lydia skulde svare paa det Brevet, han havde faat Sine til at lægge op paa hendes Værelse. – Uf det var den utidige Søndagskvælden, da han havde vært oppe hos Kondittoren med Sine, og hun havde sat sig paa Fanget hans oppe i «Forskjønnelsen» –, men saa, da der aldrig kom noget Svar, da var det, han ikke havde kunnet holde ud at sidde her i dette svarte Kottet om Kvældene og læse i «For Fattig og Riig». La han sig, fik han ikke sove, bare laa og vælted og snude sig. Mere end én Gang var han staat op igjen og havde lagt sig, staat op igjen og havde lagt sig. Hvad skulde han gribe til? Han maatte ud, maatte paa Galejen, bare for at slippe væk for al den Utriveligheden. Alting havde budt ham imod siden den Dagen. Han gjorde ikke sit Arbejde med Lyst længer, han var færdig at plukke sig selv isønder, saa trøt og matlej var han. Ikke fordi han gik og sørged paa Lydia eller var glad i hende mere. Aaa langtifra! Da han saa, at hun ikke vorred at svare paa det pene Brevet hans, var han nok blet lej, men det var mest af Skamfuldhed. Fortærende flout havde det vært, og harmeligt, at han skulde vist sig som en saa’n Tosk. Endnu blev han hed om Ørene, naar han tænkte paa det. –

Den næste Dag ved Middagstid, da Sivert var alene i Kramboden, kom Farbror-Marthe derind. Sivert havde ikke set hende paa længe, og det slog ham, hvor forkommen og fattig hun saa ud. Kinderne var bare noget gult, sidt Skind, og Øjnene saa grumsige og trætte. Udenpaa den smudsige Skakke-klæ’kappe havde hun en mørk Uulddug, som hun holdt sammen under Hagen med de blaafrosne krogede Fingre, og det lappede Værkensskjørt hang op et Sted og ned et andet.

«Nu skal hun vel bli staaende i timevis, den Peberkværnen,» tænkte Sivert og tvang sig til at svare venlig paa hendes Goddag.

«Jysses ka Varer,» sa Berthe og saa op og ned ad Hylderne. «Den, saa havde totre Alen af kvert.» Sivert studsed over hendes Stemme. Den var bleven saa udslidt.

«Hvis en har Penger te kjøpe for, saa,» Sivert kom hen til Disken.

«Kaa lever di heme?» spurgte Berthe ligegyldig.

«Bra, tænker eg.»

«Ja, uten Penger kommer en ingen vegne, har eg mærket. Men kaa ska en hen, naar en ikkje har.»

«Nej, det er saa det,» svarte Sivert og gned paa sit Frakkeærme, som han betragted opmærksomt.

«Har Du hørt nokke te Faster Ingeborg sine fornylig?»

«Nej, eg kommer der aldrig.»

«Der kan Du tru er et Hus om Dagene,» Berthe blev livligere i Stemmen. «Magne var indom Døren der forleden, og daa fik han altsam’e.»

«Dette blir langt,» tænkte Sivert og sa ingenting.

«Pitter Tønnesen er fløttet hemenifra og har tokke seg Losement neri Skuteviken hos Slagter Tørjulsen sin Enke, hun med Døtrene. Han havde haartrækt hinner, fortalte hun, spikt Stoler og rumstereret. Hun gik med et blaat Øje.»

«Hm,» sa Sivert og rysted lidt paa Hodet.

«Saalissen er det,» vedblev Farbror-Berthe. «Der har de fuldt op, og hverken drikker eller nokke, men inkvart ska der være i Vejen, har eg mærket.»

«Ja,» sa Sivert og gned fremdeles paa sit Ærme.

«Hun er nu saa fæl te terge ‘an, Faster Ingeborg. Magne seier, hun har vorre saa fra Baren af. Hun har det vel etter Farmor, det gaar saa, har eg mærket.»

Sivert gik bort til Hylderækken bag sig, ordned nogle Tøjstykker og kom saa hen igjen til Disken.

«For ka ska en kunne vente med en saa’n Mor,» vedblev Berthe og trak Ulddugen, som hun fremdeles holdt sammen under Hagen, længer frem i Panden. «Idag er hun i Byen igjen. Hun kom ravenes inde paa Torgehjørne med Opstyr og Ungeflok etter seg. Eg skjæmtest te se paa hinner.»

«Saa kan Du belave Deg,» mumled Sivert.

«Det er sørgelige Grejer,» fortsatte Berthe og talte igjen paa den forrige matte Maade. «Nu har Magne gaat fuld i tre Døgn igjen, like siden Barne ble’ overkjørt.»

«Dokkes Baren?»

«Eg var ute paa Arbej, og Petrine borti Gaten havde lovt te se lidt etter Guttebarne’. Daa eg kom hem om Kvællen, laag ‘an paa Sengen med knust Brøst. Hjulene havde gaat tværs over ‘an.»

«Var ‘an dø?»

«Stein dø. Der var rendt en droppe Blo’ ut af den ene Mundviken hannes, ellers var der ingenting te se paa ‘an. Det var just, saa han smilte, og Ansigte’ var kvitt saa Snø.»

«Ts, ts,» Sivert bukked sig og tog op et Stykke Papir fra Gulvet. Det strammed ham om Næsen, og Øjnene blev varme. «Saa ska’ daa han sleppe te gjøre mere Fortræd her i Verden.»

«Ja Stakkaren. Han har vorre te Plage nok di to Aarene, han levde. For kaa ska en gjøre af saa’nt Kryp, naar en er nødt te gaa ute og tjene Dagløn. Di vil ha sit Pas, og di lever ikkje af Ingenting, har eg mærket.»

«Nu har han faat det godt,» bemærked Sivert.

«Ja, Gudskelov, nu kan han fryde seg i Paradis. Det er alti’ det bedste for et Fatti’baren te dø. Og ingenting er saa galt, det er godt for nokke, har eg mærket. Kjøreren, saa kom i Ska’e for ‘an, betalte 2 Specidaler, og Folk i Gaten har skjytte sammen te os, 12 og 6 Skilling kver. Somme har git 1 Ort, men det er ‘kje mange.»

«Det er kanske Penger, hun vil ha,» tænkte Sivert.

«Han ska begraves i Overmorgen,» vedblev Berthe. «Vi kan ‘kje ha ‘an liggenes længer, for ‘an lukter. Og saa var det det, eg vilde be Deg om, om Du ikkje vilde følge ‘an te Graven.»

«Hvis om eg bare kan sleppe fra,» sa Sivert.

«Eg har vorre hos din Far, og han sa straks Ja, og din Mor sa, eg sku spørre Deg. Hun graat din Mor, jammen gjor’e hun saa. Hun er ‘kje nokken Flintestein saa Faster Ingeborg, ha eg mærket.»

«Pitter Tønnesen vil eg ikkje gaa te,» begyndte Farbror-Berthe igjen, «ikkje«ikkje] rettet fra: ikkje (trykkfeil) saa nu det er skikket med ‘an. Men saa ska’ Magne heller ikke følge hannes; det er ‘kje værdt te være for ydmyg heller, har eg mærket.»

«Er ‘an dø Hansemann ossaa daa?»

«Ikkje enddaa, men det varer nok ikkje saa længe, etter ka Faster Ingeborg havde sagt te Magne. Han ligger altid nu, og Hovve er vokset saa paa ‘an, og saa er det gaat Gjæring i ‘an. Der var en Stank, saa Magne næst fik ondt.»

Sivert gav sig atter noget at bestille borte ved Hylderækken. Berthe blev staaende ret op og ned.

«Undres, ka Klokken er?» spurgte Sivert med Ryggen til.

«Ja undres ka ‘an kan være,» svarte Berthe.

«Eg ska’ snart op te Middag, for nu maa Virs ha spist.»

«Han faar en pen Kiste, Faleman’en, sandstrød med Kors af Sølvpapir. Vi ska ge 6 Ort og 12 Skilling for ‘an. Saa for den Sags Skyld kan Du gjærne følge med. Kisten ska ‘kje gjøre Skam paa nokken. Men nu var det det, at eg vilde saa gjærne ha Kranser paa ‘an, om ikkje mere end saa to Støkker, og derfor vilde eg spørge, om Du ikkje vilde bidrage lidt, Du ossaa. Din Mor gav meg 18 Skilling.»

«Eg tror, eg er læns for Penger idag,» Sivert søgte efter i sine Bukselommer.

«Kaa lite de var, kom det vel med. Eg har aldrig trængt te nokken før, enddaa vi tidt har sveltet. Men i saa’nt aparte Tilfælde er det liksom ikkje nokken Skam, har eg mærket.»

«Eg har jo tego’e paa Lønnen min,» sa Sivert og trak at Pengeskuffen. «Her,» han la et Halvdalerstykke paa Disken.

«Ska’ eg ha alt det?» Berthe smilte med sin store, løse Mund. «Det er det, eg alti’ har sagt, Sivert har tokke etter Moren sit go’e Hjærte, har eg sagt. Ja, din Far sit ossaa. Han er ‘kje for Katten, han heller, sku’ eg tru. Det er daa godt, der er nokken af Familjen, saa er Sta’sfolk.»

«Nokken af Familjen, saa er Sta’sfolk –.» Ja, det var sandt, Forældrene hans var agtet af alle, som kjendte dem. – Sivert stod med Hænderne i Bukselommerne, da Farbror-Berthe var gaat, og saa ligegyldigt ud paa den travle Gade med det skidne, halvsmeltede Sneføre og det langsomt faldende Valleslet. Derfor var det dobbel Skam, at han ikke tog sig ordentlig til. Han sku’ slippe for at komme med, at han ikke vidste bedre, saa mange Eksempler, han havde set for sig fra Barn af, baade gode og slette; slette især. Han vidste hvor det bar hen med dem, som tured og drak og vandred paa den brede Vej.

Saa glad hun var blet over Pengene, Farbror-Berthe. Det var bra’, hun havde faat dem, skønt det var meget for meget. Han havde tænkt paa en Tolvskilling i Højden, men saa laa det Halv-dalerstykket øverst og saa tog han det. Slig gik det. Altid gjorde han det, han ikke vilde. Altid. Hvordan Fankeren han saa bar sig ad. Slig en Fattig-lus som han, gi bort en hel halv Daler, og her, hvor Fjerdeparten kunde gjort det. Forresten, saa’n Suppedas, som han sad i, kom det ud paa ét. Lidt mere eller mindre gjorde hverken til eller fra. Men han vilde ikke sige noget om det, for Virs likte vist ikke saa’nt. Naar han fik sin Løn den første, vilde han uformærkt lægge Halvdaler-stykket tilbage. Saa skulde han ogsaa regne sammen, hvor meget han skyldte for de Varer, han havde tat op til Sine, og saa betale af i al Stilhed, stikke Skillinger ned i Pengeskuffen, ikke for meget om Gangen, for at Virs ikke skulde mærke noget.

«Ska’ eg lage Posser te, eller er der nokke and’t for meg?» Det var Peder, som kom ned efter endt Middagsmaaltid, som han spiste oppe i Kjøkkenet hos Madam Virs.

«Lag te.»

PederPeder] rettet fra: «Peder (trykkfeil) krøb ind under Diskklaffen i Bunden af Kramboden og begyndte at veje op Sukker, Kaffe og Hvedemel i Fjerdingsposer, som han lukked sammen og la i en Stabel paa Disken.

Sivert stod i samme Stilling og saa ud gjennem Vinduet. Der kom en stor, rankrygget Dame med Paraply over den mørkerøde Fløjelshat, lang skindforet Silkekaabe og en vældig lysegraa Muffe. Hun stansed et Øjeblik udenfor Kramboden med Ryggen til Vinduerne og gjorde sig smal paa Fortouget for at gi Plads til en tyk Kurvekone med en indtullet Kaffekjedel og en omfangsrig Brødkurv i en Vassel over Skuldrene. Da den store, rankryggede Dame vendte sig, saa hun stjaalent op og ned ad Vinduerne, og Sivert gjenkjendte Lydia Munthe.

«Hun har daa vel ikkje ætlet seg herind,» Sivert strakte Hals. «Hun ser ut, saa hun ikkje vét, entel hun vil frem eller tebakes. – Jo, saa sandelig! Ka hun reker etter? Eller kanske hun ska op te Madamen?» Sivert fik en underlig Angst paa sig. Han lytted spændt og rørte sig ikke af Pletten.

Døren blev aabnet, og der hørtes en knitrende lyd af Silke.

I samme Øjeblik vendte Sivert sig og gik rask med en svajende Bevægelse af Overkroppen ned over Gulvet.

«Det er sandt, Peder,» sa han med høj, munter Stemme og slang sig paa skraa ud over Disken med Ryggen til Døren – «naar Du er færdig ikvæld, maa Du gaa hen paa Hjørne til Konsul Smith sine og hilse Jomfruen fra meg, om hun vil være med paa Dansebal paa Søndag. Præcis Klokken 5 ska vi forsamle os paa Mure-fløtmands-bryggen og ro over te Sandviken i Baater. Det ska staa hos Madam Andersen, og det er be’re Folk altsammen – ti Par –»

«Der er nokken,» afbrød Peder og pegte med Hodet, men Sivert lod, som han ikke hørte.

«Ti Par ska vi være, maa Du seie, og fin Musik og godt Traktemente er der sørget for. Det gaar ikkje an te svare nej, maa Du forklare hinner, for eg er i Bestyrelsen og kan ikkje møte frem uten Dame, og hvis eg ikkje faar hinner, saa –»

«Der er nokken,» gjentog Peder højere.

«Er der nokken?» Sivert retted sig op og vendte sig om med blankt blussende Ansigt. «Eg har ‘kje hørt det gaa med Døren.» Han greb Alenen, gik hurtig et par Skridt opover og sa: «Undskyld Frøken, ska’ Di handle?»

Lydia var blet staaende midtvejs mellem Døren og Disken med den vaade Paraply ud fra sig. Hun saa ned paa sin store Muffe, som hun rysted lidt.

«Jeg hørte – her skulde være noget – engelsk Skind» – Lydia talte, som om hun havde ondt i Halsen og hvert Øjeblik trængte til at svælge – «til at brodere paa – det er ikke at faa andre Steder.»

«Det maa være fejlt,» svarte Sivert. Han stod lidt foroverbøjet og slog sig paa Laarene med Langsiden af Alenen, om hvis Ender han holdt sine røde Næver fast knyttet.

«Det er det gule Dukskinde’, hun mener,» sa Peder.

«Nej hvidt,» sa Lydia.

«Det er jo Sommerbuksety,» bemærket Sivert, der stod som før og ikke saa hverken paa Peder eller Lydia.

«Til at brodere paa,» sa Lydia.

«Vi har bare gult Dukskind.» Sivert gik hen til Hylderne som for at se efter.

«Saa faar det være –. Der er ingen anden som har det, og saa havde jeg hørt –» Lydia gled hurtig ud gjennem Døren.

«Op og spis, Sivert Jensen Far,» Virs kom Bagdøren ind i Kramboden med sin udrøgte Snadde i Munden.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.