XX

Sivert stod i Skjorteærmer inde i Kottet sit og barberte sig foran det forgyldte Tolvskillingsspejl, som hang midt i Vinduet. Han var netop kommen ned ovenfra efter endt Middagsmaaltid sammen med Virs og Madamen. Klokken var knapt 12, men om Søndagen spiste de tidligere end ellers, fordi Virs vilde gaa tilbords, straks han kom fra Kirken.

Sivert holdt Næsetippen ivejret, mens han langsomt skrabed med Barberkniven paa den indsæbede Overlæbe. Da han var færdig, tørred han Kniven i Haandklædet, folded den sammen og blev saa staaende og strøg paa den med Fingrene.

Der hørtes løbende Skridt ude i Gangen, Døren gik op, og Peder kom ind blank i Øjnene og med røde Kinder.

Sivert blev staaende som før og strøg paa Barberkniven.

«Petra bler med allikevel,» raabte Peder glad og anpusten. «Det var det, eg vilde bort og seie.»

«K’er det nu, saa stikker hinner daa?»

«Eg var henne hos hinner imorges og sa, om hun havde set ka dejligt Vejr det var, og saa tigged eg hinner saalænge, te hun ga’ seg.»

«Ja ja, det var jo bra det,» svarte Sivert lunkent.

Peder saa skuffet ud. «Var det nokke, eg sku’ udrette for Jer?» spurgte han.

«Nej.»

«Reiersen er alt nergaaen. Eg traf han just nu; der var en Smaatøs med, som bar en stor Korg.»

«Kommer hun Klokken 1 daa?»

«Petra! Jou daa! Eg sa, vi sku’ forsamle os paa Mure-fløtmands-bryggen lidt før 1. Eg sa lidt før, for Sikkerheds Skyld.»

«Bring ner den der for meg,» Sivert pegte paa en Flaskekurv, som stod halvt skjult under Sengen.

«Jou daa!» Peder greb ivrig Kurven.

«Og her er en Pose med Kager. Knas di nu ikkje.»

Peder skyndte sig ud.

Sivert satte sig ned paa Kisten, foroverbøjet med Albuerne paa Knæerne og stirred paa Barberkniven, som han holdt tæt op til Ansigtet. Bare han kunde gravet sig ned i Jorden istedetfor at rejse paa Plasser. Hvis han skulde være idømt en stor Straf, saa kunde de ikke ha fundet paa noget værre end at skikke ham paa Plassertur idag. Peder, Stakkaren, som var kommen springende saa glad for at fortælle, at han havde faat Søsteren til at være med. Han skulde vide for et Humør, han var i. Det var Synd paa Peder; han havde nok ventet sig en anden Modtagelse, slig som han var blet bedt om at kile paa og kile paa, for at faa Petra overtalt, aldeles som det var Liv og Død om at gjøre. Men bra var det nu alligevel, at han havde faat hende til det; saa slap han da at staa til Nar for Reiersen og de andre.

Nej, men at et Menneske kunde ville sig selv saa ondt. Gaa og kave og bale i 3 Uger for at faa istand denne herre forbandede Plassergrejen, holde Møder med Slabberering og Skoftensering hveranden Kvæld, drikke og skaale og broute og lyve og ville det skulde bli saa og saa storartet. Jysses med Musikantere og Kareter og Vin i Tøndevis og ægte Vokslys til Dansen! Det var da vel, de andre havde en liden Smule Vet at holde igjen med; ellers var de alle kommen i Gjældsarrest snart. Nu blev det vel bare han.

Ja om han kunde forstaa sig paa sig selv! Det var liksom han var to altid, én som vilde, og én som ikke vilde, én, som skrøt og løj og tog Penger op og spenderte, og én, som sørged og græmmed sig og vilde være skikkelig.

Ja, han var to. Og den ene var stærkere end den anden, stærkere i det onde og kaad og galen, rent ud forrivenes lystig og vild. Det var den, de likte Kammeraterne, og det var den, de mente, naar de sa, at ingenting kunde gaa uden ham, og at han derfor skulde og maatte være med altid. Den anden, den, som var stille og sørged og græmmed sig, kjendte de ikke. Den kjendte ingen uden han selv. Bare der var én, et eneste Menneske foruden ham selv, som kjendte den stakkels arme Sivertmanden, den skikkelige, bedrøvede Sivert, og som vilde hjælpe ham til at faa Bugt med den anden, saa kanske han kunde redde sig. For dette fik en Ende med Forskrækkelse. Nu havde han solgt og pantsat alle de Klær, han ikke netop gik og stod i, og Uhret og Bibelen og Salmebogen. Igaar strøg Vinterfrakken, og igaar havde han igjen taget Penger i Skuffen. Nu skyldte han 21 Specidaler. Hvad Tid skulde han faa betale det? Og hvis nu Virs en vakker Dag kom efter det.

«Du fortjente, at eg skar Halsen over paa Deg,» sa han pludselig højt og rev op Barberkniven. Han svang Kniven i Luften, bøjed saa Hodet tilbage, og gjorde en skjærende Bevægelse med den tæt foran sin Strube. Saaledes sad han lidt, mens han pusted gjennem Næsen og klemte Munden sammen. Saa lod han Haanden synke, retted Hodet og stirred ned i Gulvet.

«Hvis Du kjendte én, Du kunde fortælle alting til – bli glad i én, som vilde ha Dig,» han brast med ét i Latter. Lydia i sin lange, fine Silkekaabe stod for ham, slig som hun havde set ud i Kramboden den Formiddagen. «Ja, hvis nogen i Verden har været tussete, saa er det Dig,» mumled han. Hende havde han kastet Øjnene paa, gjort sig Tanker om! Jo, det vilde vært det rette at komme til med alle sine Byrder og Synder. Bare det med Løsungen, han vented! Og saa’n en Stodderkonge, en Fattiggut, en Sønnesøn af Smaafylla, som hun selv havde haanlét ud af sig i Haven den Eftermiddagen, da han blev vækjaget fra Munthe sine. Gudskelov, at han havde faat sin Forstands Brug i Tide. Naturligvis var hun kommen ind i Kramboden for at ha ham til Nar paa en eller anden Vis, men saa havde hun skjæmtest, da hun saa Peder, og var gaat igjen straks.

Saa meget han havde paa sig ogsaa. Af alle Slag! – – Men nu fik han skynde sig. Klokken maatte snart være 1. Den fan’-ens Madam Andersen ogsaa! Var hun ikke blet syg og havde meldt Forfald, den Søndagen de havde bestilt Dansebal hos hende, saa havde han ialfald sluppet nu. Og saa dette velsignede Sommervejret i Marts Maaned! Lige til imorges havde han haabet, det skulde bli Øsregn, saa Turen maatte opsættes, men naturligvis, naar Regnvejr kunde gjøre Gagn, blev det vække. Ellers havde de sandelig nok af det hele Aaret rundt.

Han rejste sig og klædte sig paa. Knytted tilsidst det blaarudede Sildetørklæde i en Sløjfe under Hagen, brætted den stivede Skjortekraven nedover og strøg det brune smaa Skjæg paa Kinderne. Saa greb han sin Hat, tog under Hovedpuden et sammenknyttct Lommetørklæde, hvori der var Sølvpenger, og gik.

Straks han kom ud, slog en duft af Godvejr og af varmt Solskin ham imøde. Strandgaden var knusktør og renfejet, og Menneskene, som gik forbi, gav sig god Tid. I Porten ligeoverfor stod Bagerens Tjenestepige søndagsklædt med korslagte Arme og saa paa Folk. Sivert nikked til hende. Nogle pyntede Smaapiger spilte Hinkespil paa Fortouget udenfor Konsul Smiths Kontorvinduer. Et Stykke oppe i Murebakken stirred en Flok Gutter efter en Drage, som rask steg tilvejrs, og udenfor Porten i Murehvælvingen sad paa den glatslidte Stenbænk to blinde Bondepiger med brogede Forklæder og Hænderne folded om Salmebøgerne og sang gneldrende en gudelig Vise, mens de opadvendte, døde Ansigter var badet i Sollyset.

Sivert følte en pludselig Jubel fare igjennem sig. Det var godt at leve og at være til. Solen var saa varm, og Himlen saa blaa. Graaspurvene hopped lystig om mellem Gadestenene, og Folk saa ud som de vilde hverandre det saa vel. Og saa lugted det fra Vaagen af Sjøvand og Baadgrejer og Plassertur.

«Med Sorgen og Klagen hold Maade,
Hvem vilde vel sture og graade,»

nynned Sivert, mens han med lange Skridt og svingende Arme gik nedover Muren til Fløtmandsbryggen, der i Afstand var sort af Mennesker.

«Der har vi Anføreren vores!» raabte inde fra Klyngen en skraaskuldret tynd Fyr med gult fladtkjæmmet Haar. Han hed Foss og var Skræddersvend.

«Sivert Jensen længe leve!» lød det fra de andre, idet de kylte Huerne i Vejret. «Hurra, Hurra, Hurra!»

«Dekelen te Opstyr,» gren en gammel halvdøv Fløtmand, som sad og smaasov paa en Bænk ved Rækværket.

«Det var daa vel, Du vilde ha Deg frem engang,» sa Reiersen ærgerlig. «Late folk staa og vente i kvartérsvis.»

«Ka gjør det i saa’nt godt Vejr,» bemærked Andrea Frimann, som havde ny Vaarsallop og Knækparasol med Silkefryndser. «Reiersen er saa vigtig.»

«Sam-let her i en fortrolig Klynge,» satte Sivert i at synge, mens han svang sin Hat. «Eg faar ‘kje Tid te seie Goddag engang. Damerne maa ha meg undskyldt,» han slog hilsende ud med Haanden, mens han saa sig om efter Petra. Hun stod et Stykke fra de andre i sin blaa thibets Kjole og Langsjallet med de snørklede Figurer, og førte Spidsen af Paraplystokken frem og tilbage foran sin Fod.

«Det var snilt, I vilde være med, Jomfru Frimann,» sa han og traadte hen til hende.

Hun saa op paa ham og smilte ganske lidt. «Eg maa takke for Indbydelsen,» svarte hun og gjorde atter Streger med Paraplyen.

Sivert havde aldrig set saa pent et Smil, syntes han. Det liksom varmed ham ind i Hjærtet. Og saa saa hun saa stille og beskeden, næsten flou ud. Han fik en stærk Trang til at være snil imod hende.

«Ska eg ikkje bære Regnehatten for Jer?» spurgte han med saa blød Stemme, at Petra saa op igjen.

«Nej tak, han er saa let.» Hun blev rød under hans varme Blik og gik hen til Bryggerækværket, hvor hun bøjed sig ud og saa paa nogle Gutter, som holdt paa at øse læns en Baad.

«Peder ska være med os!» skreg Andrea’s Stemme. De var begyndt at indskibe sig, og Andrea havde tat Plads agterud mellem Reiersen og Foss i en grønmalet Baad, hvori den ene efter den anden hopped ned, mens Fløtmanden med Baadshagen holdt Baaden tæt til Trappen.

«Peder blir paa min Baad!» kommanderte Sivert fra Bryggen. «Jomfru Petra og eg ska ha Musikken med os.»

Peder stilled sig op ved Siden af Sivert. Han holdt en Harmonika under Armen.

«De’er vel blaast!» raabte Fløtmanden og stødte fra. «Her kommer ikkje flere paa denne Baaten!»

«Vil I, Folk ska gaa paa Hovve i Sjøen, I!» skjændte Uhrmagersvend Eriksen og greb fat i tykke Jomfru Madsen, der stod paa det nederste Trappetrin med sin lange flade Fod fremstrakt under det optrukne Kjoleskjørt, parat til at springe ombord.

«Vil I, Folk ska søkke ner paa Kvarven I!» svarte Fløtmanden tilbage og satte sig til at ro.

«Næste Baat frem!»

«Næste Baat frem, ska være ja!»

Omsider var de alle indskibet. Der var 3 Baader fulde, og de rodde en efter en. Sivert og Petra var i den midterste, sammen med Eriksen og Jomfru Madsen, som var forlovede. Jomfru Madsen med glinsende Kinder, Dobbelt-hage og grønne Tænder skinned af Guldstas og nye Klær. Hun var henimod 40 Aar gammel. Som Bestyrerinde af Vinudsalget hos A. Schrøders Enke paa Strandgaden med 30 Specier i Løn og et rigeligt Alimentationsbidrag for det Barn, hun havde med Enkens 22-aarige Søn, ansaas hun for at være et godt Parti, og Eriksen var misundt af dem, som kjendte ham.

«Sønner af Norge, det ældgamle Rige!»

begyndte de at synge fra den forreste Baad.

«Bor jeg paa det høje Fjeld,»

intonerte Sivert. «Den kan Du vel, Peder?»

Peder, som sad i Rangen med sit Harmonika, spilte straks op, og saa istemte de andre Sangen med Sivert som Forsanger:

«Hvor en Fin Skjød en Reen med sin Riffel

Paa Skien,
Hvor der sprang et Kildevæld,

Og hvor Ryperne pladsked i Lien,» o. s. v.

Sivert ledsagede Sangen med smaa energiske Nik af Hodet, og førte sin højre Haand med udspilte Fingre frem og tilbage i hurtigt Tempo.

«De kiler paa med «Sønner af Norge» derborte, ha, ha, ha!» Jomfru Madsen kasted sig bagover paa Toften og lo overstadigt.

Sivert smiled og blinked forstaaende uden at afbryde Sangen.

«Ka di sønger for nokke paa den sidste Baaden kan eg ikkje høre.»

«Det er den om «Den nystemte Cither i Hænde,» svarte Eriksen. Han sad paa Tvertoften ligeoverfor Sivert i Agterstavnen, med Petra til højre og Jomfru Madsen til venstre, og hans spidse, tæt samlede Knæ var næsten skjult af deres folderige Kjoleskjørter.

«Fisken svømmer, det er et Ord!
Een Ret nok paa Nøjsomheds Bord.»

Pludselig skreg Jomfru Madsen og bukked sig ned over Eriksens Knæ. Den bagerste Baad var roet op paa Siden af dem, og de var derfra begyndt at skvætte Vand.

«Gi di igjen!» raabte Sivert.

«Alting blomstre for Enhver,
Som vort Land og vort Selskab har kjær!»

«Koffor sønger I ikkje, Jomfru Petra?» spurgte Sivert, da Sangen omsider var slut. «Nej, nu bler Dokker for grov,» han tog Hatten af, rysted den og tørred sig i Ansigtet. Jomfru Madsen og Eriksen førte under Skrig og Latter en ivrig Vandkrig med den anden Baad. «Hold op nu! Jomfru Frimann bler vaat her.»

«End eg daa! hihi!» Med et Hvin gjemte Jomfru Madsen sig bag Siverts Ryg for at undgaa et nyt Vandskvæt. «Itte tit! Der fik I en lang Næse, Barbér Jensen, Far! Det gjør’kje nokke, Sjøen er rejn.»

«Kom an, kom bare an, bare an!» trykked Eriksen ud af sig op igjen og op igjen, mens han med stiv Overkrop og tilbagebøjet Hode af al Magt pisked i Vandet med sin Spasérstok.

«I er vist ikkje i godt Humør,» sa Sivert til Petra.

«Aa jo,» hun flytted sig lidt i Sædet.

«Lader os alle være glade!» raabte Sivert og klasked i Hænderne. «Sorgerne og Lejelserne ligger Heme paa Kistebotten under Laas og Lukke!»

«Det var ingen Sag daa,» Petra forsøgte at sige det spøgende, men idetsamme kom hun til at sukke.

Ska tru, hun ossaa har nokke te græmme seg over, tænkte Sivert og følte atter denne Trang til at gjøre hende godt. «I har daa vel ikkje Sorger, I, vet eg?»

Igjen var Stemmen saadan, at Petra maatte se paa ham, og saa slog det hende, at han havde saa vakre Øjne. Der var liksom Solskin i dem, og saa saa de saa snille ud. «Aa,» sa hun med et Smil og en Hovedrysten, der skulde slaa hans Spørgsmaal hen.

Hun ønsked sig hjemme igjen. At skulle være sammen en hel Dag med disse simple Menneskene og Dansebal efterpaa – til den lyse Morgen vel – hun, som bare længtedes efter ham, den eneste i Verden, – det var ikke til at udholde. Og saa pintes hun ved Mindet om hans kolde Tone, da han havde sagt: «Ja, god Fornøjelse da.» Hun havde slaat paa det for Spøg i gaaraftes med det samme hun gik ned fra ham, fortalt, at hun var Buden paa Plassertur med en Krambodsvend Jensen hos Virs derborte og spurgt, om hun skulde gaa. Gudbevars, hvorfor ikke; det maatte jo være morsomt for hende. Og hun, som ikke havde mere Lyst til det end til at gaa bort og hænge sig! Havde hun drømt om, at han vilde svare saaledes –, hun, som havde bildt sig ind, at han skulde bli jaloux, eller ialfald ikke like det. Det var derfor hun havde spurgt. Og saa fik hun bare en lang Næse og en søvnløs Nat og blev nødt til at være med for Skams Skyld. Og at være i Selskab med Andrea. Andrea, som aabenlyst leved med Ravn nu, efter at Madam Holm og Faren havde giftet sig. Havde hun vidst det, saa –. Forresten saa var hun jo ikke bedre selv for den Sags Skyld, heller værre, for hendes var en gift Mand, men det blev saa frækt det med Andrea, fordi alle vidste det. – Uf ja, det var fælt at sidde her og ha det saa ondt, mens de andre var saa glade. Havde hun nu vært fri og let om Hjærtet, saa kunde hun fornøjet sig idag, hun ogsaa, saa dejligt som det var ude. Sjøen var saa grønblaa og Himlen saa lyseblaa, Luften saa mild, og Lugten af Vandet saa salt og frisk, hvergang Aarerne kløved det med denne knistrende Lyd af Humlebaandet, som hun kjendte saa vel fra Nordfjord.

«Kom an, kom bare an, bare an,» blev Eriksen forpustet ved, mens han pisked med Stokken.

Med ét lød der en brølende Forbandelse fra den anden Baad, som med det samme sakked agter. Fløtmanden havde faat en Skylle i Nakken fra Peder, som laa ud over Rælingen og kasted Vand med Øsekarret.

«Eg ska lære Deg te gjøre gamle Folk skjortevaad, din Skindsæk!» Fløtmanden havde trukket Aarerne ind og sad nu og tørred sig i Nakken med den ene Haand, mens han med den anden knyttet trued over til Peder.

«Ja, et er ogsaa bra skammeligt!» raabte Sivert tilbage. «Skjæmast Du ikkje Peder? Lig Øsekjære’ fra Deg og ta fat paa Handorgele’ dit. D’er derfor Du er medkommen. I ska faa Jer en Skjænk, Fløtmand, Far.»

«Frem med Drikkevarene ska være, ja!» skreg de fra den anden Baad.

«Kaa har Du gjort af Flaskekorgen Peder?»

«Her.»

«Træk op! Her er Korketrækker, Portvin te Damerne og fransk Brændevin te Herrerne. Eller ska det være Jamaika Rum, Eriksen?»

«Begge Deler. Kom an, kom bare an, bare an.»

«Pas Maaten, Eriksen. Drikker Du Deg snøt, slaar eg op med Deg.»

«Lang os Kageposen, Peder!»

«Her er te Damerne,» Sivert holdt frem et stætteløst Glas. «Vi drikker af Flasken.»

«Skaal for den smukkeste!» Jomfru Madsen stødte sit Glas mod Flasken, Sivert holdt i Haanden.

«Ska eg være Ste’barne?» Eriksen kneb hende i Læggen, saa hun skreg og spildte Vinen.

«Ret ska være ret. Jensen er den smukkeste.»

«Det er’kje værdt te slikke seg, før en er smurt. Sivert Jensen har Øgene sine et and’t steds. Skaal Jomfru Frimann!»

«Paa en fornøjelig Tur,» sa Sivert og drak af Flasken. «Se nu ikkje saa sint ut,» han blinked til Petra. «Drik mere Vin.»

«Skaal Dokker der!» raabte Reiersen fra den forreste Baad. «Vores Skaal og Dokkers Skaal og alle smukke Pigers Skaal!»

«Nej, se paa Jomfru Frimann,» Eriksen pegte bort paa Andrea. «Hun sitter en Akkevitflaske for Munden, haa, haa, haa!»

«Det er godt te høre, Du ikkje har med Vinhandel. Det er jo Muskatel din Tosk.»

«Se her Peder Far, ta Deg en Støjt, men gjør’kje for møkke af det. Husk, Dagen er lang.»

«Een Ret nok paa Nøjsomheds Bord,
Fisken svømmer det er et Ord.
Alting blomstre for Enhver,
som vort Land og vort Selskab har kjær.»

«Nej, nu vil vi ha en an’en:

Skal vi være glad, saa lad os drikke,

kan du ikkje den Peder?»

«Tærninger, Piger, Kortenspil og Vin,
Er Livets bedste Medicin.»

«Iss! Du er nu altid saa mykkje for det uanstændige Du, Eriksen.»

«Skaal paa det Abigael»

«Nu ikkje mere Drik, før vi gaar iland og holder Maaltid. Spil op Peder!»

Her, længere ude paa Kvarven, hvor Farvandet var friere, rode Baadene ved Siden af hverandre, og de sang nu alle den samme Vise til Peders Musik.

Planen var at gjøre Landgang i Eidsvaag, spise der og saa ro tilbage til Sandvigen, hvor de havde bestilt Aftensmad og Dans hos Madam Andersen. Men nu begyndte de i Reiersens Baad at snakke om, at det var langt til Eidsvaag, og paastod, at de vilde snu og sættes af i Hæggernæs. Derfra kunde de gaa til Sandvigen og gi Baadene Løbepas; det blev ogsaa koldt paa Sjøen, naar det led paa Eftermiddagen.

Efter adskillig Raaben og Snak frem og tilbage, gik saa det sidste Forslag igjennem. Baadene vendte og la kort efter til ved et Stenleje, som faldt skraat ud i Vandet og brugtes til Landingssted. Fløtmændene blev betalt, et par Gutter, som stod og drev i Fjæren, antoges til at bære Madkurvene, og snart vandred hele Selskabet med Spillemanden i Spidsen henover den lyngbevokste Fladmark, hvor Hæggernæs’ Krudtmølle med sit høje Murgjærde blinked hvid i Sollyset et Stykke borte. Oppe paa Paddemyren, tæt ved skulde de laane Hus og koge Kaffe hos en Vaskerkone, som Jomfru Madsen kjendte.

«Det gjør godt te faa røre Bejnene sine,» sa Andrea til Barbér Jensen, som endelig vilde ha hende under Armen. Hun standsed og slog nedover sin grønstribede Uldkjole. «En bler krøklet i Baat.»

«Skik Kjolen bort te mig imorgen Jomfru,» sa Skræddersvend Foss, som gik foran med Sy-Pedersen. «Eg ska dampe ‘an op for Jer.»

«Pikkeleisten!» raabte Sivert og dasked Jomfru Madsen paa Skulderen. «I er ‘an!» og saa satte han i Stormløb forbi Petra, der holdt sig ved Siden af Peder, som spilte: «Dengang vi drog afsted.» I samme nu fløj hele Flakken afsted med Raabet: «Jomfru Madsen er ‘an! Jomfru Madsen er ‘an!»

Selv Petra tog paa at løbe. Snart var de et godt Stykke foran Jomfru Madsen, der faldt tungt ned paa de brede Fødder, mens hun ased ivej med optrukne Skjørter, saa de tykke Ben vistes; hun havde hvite Bomuldslægger udenpaa Uldstrømperne.

Sivert og Peder var forrest. Med ét gjorde Sivert en Vending og tog Vejen nedover mod Sjøen igjen langs Krudtmøllens hvidkalkede Gjærde. Da han var kommen forbi Gjærdet og vilde slaa ind paa en Sti, som løb langs Fjæren nogle Alen fra Sjøen, saa han pludselig sin Farmor lige foran sig. Hun var barfodet og i Mandfolkekufte, Skoutet sad helt bag i Nakken, saa de hvide Haartjafser syntes foran. Hun gik med ravende Skridt og med Ryggen bøjet. Saa stupte hun forover, tog for sig med Haanden og krøb videre i en halvt liggende Stilling. I et par Sekunder var Sivert blet raadvild staaende. Saa drejed han om og løb samme Vej tilbage, idet han raabte saa højt han kunde: «Her blev for vaadt, Godtfolk!» De andre efter ham.

Lidt efter sagtned han Farten og sakked agterud, fik saa et Dask i Ryggen af Jomfru Madsen, som raabte: «Sivert Jensen er ‘an!» hvorpaa hun fór afsted med et Hvin, som om hun var bleven stukket af en Kniv.

«Sivert Jensen er ‘an!» hujed de alle og løb endnu stærkere end før.

Sivert blev staaende, indtil de alle én efter én var forsvundet bag det øverste Hjørne af Krudtmøllens Gjærde. Saa vendte han sig om og saa efter Farmoren.

Lige bag ham kom hun, fægtende med Armene, slingrende og snublende, mens hun knurred som en tirret Hund.

«Ikkje denne Vejen,» sa Sivert og stilled sig op foran hende. «Gaa langs med Fjæren, hvis om I ska te Byen.»

Hun hvæste og gik videre.

«Hører I,» sa Sivert og greb hende i Armen. «Ikkje denne Vejen.»

Hun krummed Fingrene som Klør og hugged efter ham.

«Vær nu skikkelig! I ska faa Skillinger, bare I vil gaa den hinn Vejen.» Han gav hende nogle Kobbermønter og trak hende ned mod Fjæren.

Hun tog Skillingerne uden at sige noget, og klemte Fingrene fast omkring dem.

«Saa,» vedblev Sivert, da de var kommet helt ned til Vandet. «Naar I nu følger langs med Sjøen, er I straks i Skuteviken, saa kan I gaa ind i Kippen te Mass med Foten og kjøbe Jer Drikke. Det er mykkje snarere te gaa langs med Sjøen,» han slap hende og puffed hende fremover i den Retning, han vilde hun skulde ta, men blev i det samme bange for, at hun skulde falde paa de humpede Sten og bli liggende. Oline faldt dog ikke, bare fløj et Stykke bortover, standsed saa et Øjeblik og sjangled videre.

Sivert følte sig lettet og satte paa Løb, men et Minut efter vendte han sigsig] rettet fra: isg (trykkfeil) om for at være sikker. Der kom hun stavrende opover efter ham. Hun hugged med Armene for hvert Skridt hun tog, som for at skyde bedre Fart, og hun saa forstokket og ondskabsfuld ud.

Sivert stønned af Sinne. Hvad skulde han gjøre med dette fylletrodsige Menneske. De andre kunde komme hvert Øjeblik.

«Jensen, Sivert Jensen aahoj!» raabte Reiersens Stemme.

Sivert drejed Hodet og saa sig om til alle Sider med et snart, skarpt Blik, saa fór han med sammenbidte Tænder og fremrakte Hænder hen mod Farmoren, bøjed sig i Knæerne, saa han næsten sad paa Jorden, kasted sig ind under hendes fremstrakte Overkrop, snapped hende om Livet, løfted hende og sprang nedover til Sjøen, mens han holdt hende foran sig og bevæged det tilbagebøjede Hode hid og did for at værge Ansigtet mod hendes krummede Fingre. Han pilte afsted, hensynsløst, rasende, med næsten lukkede Øjne, hoppende og glidende paa Fjærens ujævne Stene. Pludselig kjendte han hendes klamme Fingre om sin Strube med et hidsigt Vilddyrsgreb. Han spilte Øjnene op; det blev sort for dem; Blodet suste og sprængte i Ørene. Et rallende Grynt brød ud af ham, mens han rev og sled i Farmoren for at løsne hendes Klør fra sin Hals, og da det endelig lykkedes ham, kyled han hende af al Magt fra sig. Hun faldt næsegrus mod en vaad Stenblok tæt i Sjøkanten. Der lød et Smæld og et Rammel som af Knokler, der falder sammen. Sivert skalv i Knæerne og paa Hænderne. Det hamred og værked i Svælget, Blodet slog paa Trommehinderne, og Huden paa Halsen strammed og svidde. Han saa sig om til alle Kanter med det forrige snare, skarpe Blik, der tilsidst gled hen paa Farmoren. Hun laa ubevægelig med Legemet i en Halvcirkel. Skoutet havde hun mistet i Faldet, saa Hodet var bart, og det hvide, tynde Haar glinsed i Solen som et Væv af uredige Sølvtraade. Med ét var det liksom Ryggen leted sig og slog en Bugt; saa gled Ansigtet og Overkroppen ned langs Siden af den vaade Sten helt ned i Fjæren, hvor Vandet skvulped.

«Nu kan hun ligge der og sove Rusen ud!» Sivert løb fra hende med Nakken dukket.

«Kaa har I vorre henne? vi har ropt saa paa Jer.» Sivert fór sammen ved Lyden og løfted Hodet. Der stod Peder et par Skridt borte og stirred saa underlig paa ham.

«Eg sku’ afsides,» svarte Sivert forpustet uden at stanse og uden at se paa Peder. «Kaa er di andre henne?»

«Di sitter bagom Krudtmøllen paa en Stejnrøjs og venter paa Jer.»

«Der kom én og der kom to,
En paa Støvler og én paa Sko»

sang Sivert, mens han løb alt hvad han kunde, fulgt av Peder.

«En havde Hatt, men den var graa,
Ogsaa havde han Sokker paa.»

Og mens han sang og løb, tænkte han bare paa dette: om Peder havde set Farmoren og set, hvad han gjorde med hende.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.