De havde spist tilaftens i Madam Andersens aflange Stue, Dansesalen kaldet, med to Fag Vinduer i begge de korte Vægge. Nu gik Madam Andersen og tog af Bordet; hun havde stort Smækkeforklæde over den brede, høje Mave, hvide Overtræksærmer og lange Øredubber udenpaa Kappens knyttede Hagebaand. Til Haandtlanger brugte hun en bondeklædt Jente, der gik paa Uldsokker og ligned en Kegle i sin Indpakning af uldne Tørklæder.
Ned fra Taget hang under Blikskjærme to Oljelamper, hvis sure Blus lyste grumset gjennem den graablaa Tobaksos, som drev ind fra Gangen, hvortil Dørene stod aabne. Derud havde Herrerne fortrukket for at faa sig en Røg, mens Salen blev ryddet til Dansen. Mellem Vinduerne var der Spejle med smaa Konsoller og paa disse Toskillingslys i Messingstager med Mansjetter af lyserødt Fryndsepapir.
I Sofaen midt paa Langvæggen med det rødblomstrede Tapetpapir og Kristian den fjerde i lakeret Ramme sad Jomfru Madsen og Andrea, Jomfru Madsen smaasang med nikkende Hode og havde Armen om Andreas Liv. Andrea slog Takten med Foden og holdt Jomfru Madsen i Haanden. De var bleven Veninder paa Turen og havde drukket Dus ved Aftensbordet i Lysholmer.
I Ovnskrogen sad Spillemanden og spiste Smørrebrød med Tallerkenen i Haanden. Han var enøjet med skarpt, gustent Ansigt og sort fliset Skjæg. Paa Gulvet mellem Benene stod en optrukket Ølflaske og under Stolen laa hans Violin. Han var bleven hentet for at afløse Peder, som var sovnet paa en Stol, hvid i Ansigtet, med Harmonikaet mellem Hænderne og Hodet lænet tilbage mod Væggen.
«Saa, nu kan Dokker straks begynde,» sa Madam Andersen. Spisebordene var flyttet ud, og Jenten med Uldsokkerne holdt paa at strø Sand af et Fejebrædt ud over det ujævnt slidte Gulv.
«Har I faatt nokke paa Jer?» sa Sy-Pedersen til Petra, som stod oppe ved Konsollen og skrabte med en Bordkniv paa sit Kjoleskjørt.
«D’er Lysetalg. Eg kan ‘kje skjønne, kaa det er kommen ifra.»
«La’ det være te imorgen. Nu begynder Spellemanden.» Sy-Pedersen satte Hænderne i Siden og vrikked paa sin Overkrop, mens hun hoppende letted sig op og ned paa Tæerne.
«Op med en Hamborger!» Sivert kom ind fra Gangen og engagerte Petra.
«Eg er saa trøt i Benene efter al Strabbaseringen idag,» bemærked Petra, da Sivert la Armen om hende og danste ud.
«Det fortar sig, naar I danser. Kil bare paa. Ondt ska ondt fordrive.»
De var et Øjeblik alene paa Gulvet. Saa kom Reiersen med Andrea, Foss med Jomfru Madsen og Barbér Jensen med Sy-Pedersen.
«Maa eg ha den Æren?» Eriksen bukked for Madam Andersen, som sneg sig langs Væggen for at pudse Lysene.
«Nej vet I ka! I min Alder.»
«Kom an, kom bare an, bare an!» han greb hende om det svære Liv, som han kun naaede halvt rundt om, og kaved afsted med hende.
Madam Andersen lo, saa hendes fyldige Ansigt blev mørkerødt, mens hun modstræbende og tungt gjorde Dansetrinene med paa de hæleløse Filtsko.
«Slep meg, slep meg! Eg bler tunen, Eriksen!»
Eriksen engagerte sin forlovede, som Foss netop satte fra sig.
«Vi har møst nokken Damer, synes eg,» Sivert lod Petra falde ned i Sofaen med en Svingom, som løfted hendes Fødder højt fra Gulvet. «Kaa er de afblevven, ska tru?»
«Di kommer straks.»
«Ska di ikkje ha lov te ha et Æren’e? haa, haa, haa!»
«Kom along, Maren Hosselejsten! Sivert vilde danse med Bondejenten, som stod paa Dørtærskelen fra Kjøkkenet og vinked paa Madam Andersen. Men med et gneldrende Skrig bøjed hun sig i Knæerne, saa hun sad paa huk, og klamred sig til Dørstolpen, Sivert kvap sammen. Saa bukked han sig ned til hende, skreg endda værre end hun lige ind i Ansigtet hendes og slap hende skoggerleende.
«For en Eitel!» sa han hen til Madam Andersen.
«Hun er ræd, Tosken.»
«Nok udaf den, Spellemand, op med en Rejlænder!» Sivert løfted sine Frakkeskjøder med Tommel- og Pegefingeren, og holdt dem op som om det havde vært en Slæbkjole, idet han danste hen og bukket for Andrea. Hun rejste sig straks og stemmed Fingrene om Hofterne. Sivert danste baglængs fra hende; hun fulgte efter. Straks efter var Gulvet fuldt.
Sivert og Andrea gjorde svært Rabalder af Rejlænderen. Hvergang han slap hende og danste ud fra hende, klasked han Hænderne sammen med et Gjøgeskrig og tramped med Fødderne, saa det smald, og naar han atter greb hende, slog han bagud under Hopsatrinene, saa Støvlehælerne rørte ved Frakkekanten. Andrea svajed med Overkroppen og bevæged Hodet som en Nikkedukke, og naar Sivert nærmed sig hende, slang hun Armene om hans Skuldre og knægged som en ung Fole.
Deres Lystighed smitted de andre. De dansed som rasende Mennesker med Pust og Støn, de tramped og hujed og hvæste og knipste medmed] rettet fra: me (trykkfeil) Fingrene. Sveden siled over Ansigterne, og Hænderne var klæbrige og hede. Gulvet knaged, Møblerne rysted, Lyseflammerne vifted, og Lamperne under Taget dingled frem og tilbage i den tykke støvfyldte Luft.
Pludselig gled Peder langsomt ned af Stolen og blev siddende paa Gulvet. Han sled Øjnene op og stirred omkring sig med et tomt Blik. Madam Andersen, som stod og saa til i den aabne Dør ud til Gangen med Hænderne korslagte paa Maven, gik hen og tog fat i ham.
«Kom med meg Far, ska Du faa ligge paa Sengebænken i den hinn Stovven,» sa hun venligt og hjalp ham op.
«Han’orgele’! Kaa er Han’orgele’ mit?»
«Du har det jo i Nævene, Gut.»
«Drik, drik! Tungen maa læskes,» raabte Sivert og kasted sig stønnende paa en Stol.
«Kassen er læns,» sa Barbér Jensen og slog paa Bukselommen.
«Det skiller meg ikkje! Puns og Øl, Madam Andersen. I ger vel Kredit te imorgen?»
«Mit Hus er ‘kje nokke Værtshus, hvis om Dokker ikkje vet det.»
«Nei men laane, Madam Andersen.»
«Det er en an’en Sak. Laan kan enkver faa.»
«Skriv op ka det koster og skik Regningen ut te meg – hos Kjøbmand Virs paa Strandgaden vet I.»
«Den, saa havde seg en koppe varm Sokkerlade.»
«Sokkerlade te Damerne!»
Peder sad og gumled paa Pegefingeren og saa efter Sy-Pedersen, som svang sig med Foss. Han var blet forelsket i hende paa Turen og led alle Skinsygens Kvaler. Det var hendes Smilehuller og Tænder, som havde fanget hans Hjærte. Tænderne især; de var fremstaaende og gule, til halvten bedækket af et graahvidt Stof, der ligned fugtigt Hvedemel. Da de gik fra Paddemyren, havde han tilbudt sig at bære hendes Voksdugstaske, men hun havde smækket ham over Haanden og sagt: «Fingrene af Fadet, der er Tyttebær paa,» og straks efter gik den til Foss. Men nu vilde og skulde han danse med hende.
«Hurra for Madam Andersen med Svaledrikke!» Madam Andersen satte en Bakke med varm Punsch i Stentøjsmugger og mange Ølflasker paa Bordet borte i Hjørnet.
Peder listed sig over Gulvet og drak. «Spil op en Vals!» raabte han og gik med lange Skridt og modige Øjne hen og engagerte Sy-Pedersen.
«Koffer ikkje,» hun fniste lidt og rejste sig.
«Kem synes I er den vakreste udaf Damerne?» spurgte Peder mens de danste.
«Kaa daa?»
«Eg synes I.»
«Ha,«Ha,] rettet fra: Ha, (trykkfeil) ha, ha! Peder er lidt paa en Kant!»
«Den saa vil væte Halsen, faar komme her!»
Sivert drak, skjænked i Glassene og rakte Petra.
«Nej, ikke Grog, la’ meg faa lidt Øl.»
«Skaal Jomfru Petra,» Sivert tømte et Glas til.
Med ét var han sprungen midt op paa Bordet, hvor han stod paa ét Ben med Punschemuggen i Haanden. Han vilde lage Vers, sa han. «Kom bare an Eriksen Far! Gi meg en Strofe ska eg rime. Kjæften te, Spellemand!»
De stimled alle sammen i en Halvkrans om Bordet.
«Der var engang et elskende Par»
begyndte Eriksen syngende.
«Til at kjøsses og klappes var de saa snar,»
fortsatte Sivert.
«De havde ikkje Ti’er te gifte seg,»
sang Barbér Jensen.
«en saa ska det ikkje gaa meg og Deg,»
rimed Sivert, og saa istemte alle:
«Julia, Julia, Julia, Julia hopsasa!
Julia, Julia, søde Julia.»
«Uf, Du slaar Puns ner igjennem Ryggen min!» Sy-Pedersen skubbed til Peder. «Klistr Deg ikkje saalissen fast te Folk, Du puster paa meg.»
«Kom an, kom an, kom bare an!»
sang Eriksen.
«Sivert Jensen er Kar for te klare seg, han,»
fortsatte Sivert, som fremdeles stod paa ét Ben. De lo og klapped i Hænderne.
«Men nu ska Du snart ble sotten bet,»
sang Reiersen.
«Nej, vet Dokker ka! Mine Bor’er er ikkje te trakke paa.» Madam Andersen kom ind med Chokoladen. Hun skreg for at bli hørt, saa Ansigtet var rødsprængt.
«Gu’ signe Madammen, hun er saa fet,»
rimed Sivert skraalende og satte Punschemuggen for Munden. Idetsamme tabte han Ligevægten, sparked omkring sig med Fødderne og knuste næsten alt, hvad der var paa Bordet. Med Raab og Latter fløj de alle tilside; Punsch og Øl flød ned i Strømme. Spillemanden holdt et Glas under Bordkanten og fik det fyldt.
«Naa det maa eg seie! Kem ska betale?»
«Eg naturligvis! Afvejen der!» Sivert hopped midt ud paa Gulvet. Idetsamme tog han sig hurtig til Hodet og blev bleg. Han skyndte sig ud i Kjøkkenet og drak Vand.
I det Øjeblik hans Fødder klasked mod Gulvet havde han pludselig som i et Glimt set Farmorens krummede Ryg, da den slog Bugt og gled ned langs Stenen, hvor han havde slængt hende fra sig i Eftermiddag. End om hun laa der endnu og vart slaat fordærvet. Aa langtifra! Nu sad hun naturligvis og fyldte sig paa en Ølkippe eller laa og sov i en Bondestue, Svinet.
«Tre Ølflasker, to Punschemugger og otte Glas,» regnet Madam Andersen over borte ved Bordet da Sivert kom ind igjen. «Værsgo’ kom her og vær Vidner.»
«Vi trur Jer, Madam Andersen.»
«Det er godt. Bare skriv paa Regning,» sa Sivert.
«Og Borddugen er der sparket Hul i, saa møkke Dokker vet det.»
«Hul i Borddugen, Hul i Borddugen! Sivert Jensen, Far!»
«Eg skikker en ny i Morgen af den dyreste Boniteten.»
«Det hører Dokker paa! Ane, kom ind og tørk af Golve!»
«Eg er saa forlivt i Jer,» hvisket Peder med Armen om Sy-Pedersens Stoleryg.
«Peder Frimann er plakat fuld, ha, ha, ha!»
«Fuld er vi alle, ha, ha, ha!»
«Langedansen!» raabte Sivert. «Kjærringen med Staven, Spellemand!» han snapped Petra i Haanden. «Være med, saa hæng paa!» og saa bar det ivej med hele Flokken hængende sammen i en Række, allesammen foroverbøjet, syngende paa Kjærringen med Staven, ud gjennem Kjøkkenet. Dørene blev revne op til Bagstuen og Fremstuen af Sivert, som var i Spidsen. Over Gangen ind igjen i Salen. I vild Fart gik det. Madam Andersen skjalv for sine Møbler og sit Kjøkkentøj; hun baksed med Armene, som om det havde vært Vinger, mens hun tripder efter dem og var nær ved at bli rendt overende, hvergang hun indhentedes paa sin Runde af den farende Række.
Da de paa tredje Omgang kom gjennem Gangen strøg et koldt Pust ind over dem. Nogle af dem drejed Hodet og saa, at Gadedøren stod paa klem, og at nogen keg ind. De lod sig imidlertid ikke forstyrre, men fór videre, syngende som før. Da de straks efter atter var i Gangen, opfanged Andreas Øre trods Larmen og Sangen Lyden af en kjendt Stemme, og hun saa i Forbifarten et Glimt af Ravns lyse høje Hat over Skulderen paa Madam Andersen, som stod med Ryggen til og talte ud ad Døren.
Hun kjendte det, som om Benene visned under hende, mens hun mekanisk løb med som før. I Kjøkkenet brød hun ud af Rækken. «Eg orker ikkje mere,» sa hun.
«Faar Du ondt, Drea?» Reiersen stod ved Siden af hende.
«Eg vi ‘kje ha Deg her,» sa hun sanseløst og flyted sig paa Gulvet med smaa, hastige Skridt.
«Aa jou, Drea.» Reiersen fulgte efter hende og klapped og strøg hende paa Ryggen.
«Dans Langedansen med de andre. Skyndt Deg, væk med Deg!»
«De holder op, Drea.»
Inde fra «Salen» hørte de dem tumle om hverandre for at komme til Sæde under Hvin og Latter og Pusten og Støn.
«Skaf meg nokke Vand,» sa Drea stakaandet. «Nej, ikkje det, ud i Pumpen paa Plassen etter friskt. Her er en Skaal.»
Reiersen gik ud paa Gaardspladsen for at søge efter Pumpen.
Andrea lytted med Øret til Salsdøren, som Reiersen havde lukket.
«Hys, ti stille med Dokker! Ska en Kone saa Madam Andersen ikkje faa komme te Or’e?»
«Rejs te Helvete!»
«Ka va’ det, Madam Andersen?»
«En, saa spør etter Jomfru Frimann.»
Andrea rev Døren op og næsten sprang over Salsgulvet, mens hun kramsed med Fingrene paa Halskraven. I Gangdøren, som stod aaben, indhented hun Petra, der ogsaa var paa Vej ud.
«Kaa ska Du hen?» spurgte Andrea og fór forbi hende.
«Der var en, saa vilde snakke med meg.»
Andrea hørte ikke, hvad hun sa. I Gadedøren, som udenfra holdtes halvaaben, saa hun Ravns smale Øjne stirre paa sig.
«Det va ‘kje Deg,» sa hun og slog ud med Haanden til Petra, som straks vendte om og lukked Salsdøren efter sig.
Uden at sige noget greb Ravn Andrea om Haandleddet, rev hende med et kraftig Tag ud paa Gaden og drog hende hen til en lukket Vogn, som holdt et par Skridt fra Huset.
«Du sitter Neglene i, slep meg,» klynked Andrea, men gjorde ingen Modstand.
Ravn lukked Vogndøren op med den Haand, han havde fri, og kasted Andrea ind mod Aabningen saa haardt, at hun tabte Fodfæstet og klasked Hænderne mod Vognbunden.
«Ska eg ikkje faa ta Tøje’ mit?»
Ravn mælte ikke et Ord, mens han stopped hende ind i Vognen og slog Døren til. Saa sprang han op paa Bukken og kjørte bort. Det hele var sket paa mindre end et Minut. –
Petra havde længe ikke havt Ro paa sig; hun havde tænkt paa Smith hele Dagen og grublet paa, om han nu ikke alligevel angred, at han havde ladt hende bli med. Og saa havde hun overvejet atter og atter, om det var Sandsynlighed for, at han blev oppe, til hun kom, og om han vilde ha hende ovenpaa eller ikke, før han la sig. Da saa Madam Andersen sa, at der udenfor stod en Herre, som spurgte efter Jomfru Frimann, var hun skjælvende styrtet over Gulvet i den Tro, at det var Konsulen. Bagefter havde hun Lyst at række Tunge til sig selv for sin Dumhed.
Men nu var hun kommen til at længes saaledes efter Smith, at hun ikke kunde holde det ud længer, og samtidig var hun bleven sikker paa, at han vented paa hende for at faa høre, hvordan hun havde havt det.
«Nu er det paa Tide te gaa,» sa hun til Peder og tog ham i Armen. «Kom nu!»
«Eg rikker meg ikkje,» svarte Peder og vred sig fra hende. «Eg ska danse Polka med Sy-Pedersen.»
Reiersen kom ind med en Skaal Vand, som han spildte af. «Kaa er Drea henne?»
«Vil I danse?» Sivert rakte begge Hænder ud mod Petra.
«Nej, eg vil hem.»
«Det er daa vel ikkje Meningen Jeres! Klokken er jo knapt 10.»
«Dokker andre kan jo holde paa, saa længe Dokker vil. Farvel og tak for meg.» Hun gik ud i Kjøkkenet for at faa sit Tøj hos Madam Andersen.
«Nej, saa ska eg følle Jer!» raabte Sivert. «Vent nu lidt!»
«Stop Rømlingerne! Sivert Jensen og Jomfru Petra vil dissentere!»
«Det ska vi bli to om,» mente Foss og spytted i Næverne som til Slagsmaal. «Fløt op her, Spellemand!»han trak en lang Bænk foran Døren til Gangen, og da Spillemanden havde tat Plads paa den, stilled han et Bord foran ham og satte sig paa Kanten.
«Nu ska vi se, om nokken kommer herigjemmel uten saa med min Vilje!»
«Kom an, bare kom an, bare an!» sang Eriksen, mens han danste.
Sivert slog sig paa Knæerne og lo, saa det runged. «Vi slepper ikkje væk, Jomfru Petra! Kom her, ska I se paa Løjer,» han gik ud i Kjøkkenet.
«Nu ska vi spelle di et Puds, vi gaar Bagvejen. – Ja, saa sagt, der er ‘kje and’t for, I maa ind igjen og danse,» raabte han højt. «Kom nu,» han aabned Døren til Gaardspladsen og smøg sig ud sammen med Petra.
«Denne Vejen,» han gik foran Petra langs det lave Traleværk om den smale Havestrimmel, der omgav Huset og gik i ét med Gaardspladsen bag. «Ut her,» han stødte op den lille Laage i Hjørnet, og saa var de paa Sandvigsvejen.
«Gud vet, kern det er sin?» Sivert tog Hatten af, betragted den i Stjerneskinnet og satte den paa igjen. «Eg tog ‘an paa Kjøkkenborde’. Ha, ha, ha, ha! haa, haa, haa! Dette var det fornøjeligste af alt i Dag! – Er det Meningen vi ska kapløbe?» Han tog længere Skridt for at være paa Siden af Petra, som pilte afsted, og det var ikke frit for, at han sjangled lidt.
«Maa eg by Jer min Arm? Kom an, kom bare an, bare an,» saa Eriksen seier. I behøver ikkje te frygte; lidt snødt er eg, men ikkje saa det gjør nokke.»
Petra tog ham tøvende under Armen. «Det var lejt, I sku gaa for min Skyld,» sa hun.
«Det var just udmærket! Tænk, ka lange Næser di faar, ha, ha, ha!»
«Di kommer te ligge meg for Had forre det.»
«Aa skidt! Eg gaar ud igjen, naar eg har følt Jer.»
«Den lange Vejen?»
«Unge friske Bein. –
Har De læst den Berlingske Avis,
Eller har De hørt det?»
«I maa ‘kje sønge, for saa tror de, det er fulde Folk.»
«Kom an, kom bare an, bare an!»
«Eg e saa gla’ i Kvælld, ska eg seie Jer. Gud Fader maa vite, ka det er for. Hvis nu endda I havde likt meg, men kom ikkje der!»
«Der er nok af di, saa liker Jer.»
«Nej, men I, det vilde vært nokke and’t,» Sivert drog et dybt Suk. «Aa ja, Verden er en Jammerdal,» vedblev han om lidt med en brat Overgang i Stemmen. «Det er saa det.»
Petra svarte ikke; bare ilte for at komme fort afsted.
«Jou, for Sagen er den,» begyndte saa Sivert, fortrolig og bevæget, «eg vilde saa gjerne finde et Menneske, eg kunde binde meg te, binde meg te fast, ja, for Alvor, forstaar I. Naar en gaar slik paa Raggedis og aleine, saa –. Der er mange Fristelser for en Krambo’fyr eller saa for en Dag, saa Virs seier. Ja, i alt fald for meg. Naar der er lidt Humør i en, og en ikkje netop er vanskapt, og Pengene sitter løst paa Lommen, saa,» han standsed og sukked atter.
«Ja, I er vist alt for spandabel.»
«En rund Haand ska aldrig mangle, heter det seg jo, men Fan’en tru –. Skjønt det er ‘kje for det,» han slog over i en broutende Tone, «eg har ingenting te klage Gu’skelov, Penger i Banken, høg Løn, Paalæg kvert halve Aar og Arv i vente! I Kvæld har eg ødelagt for mange Specidaler, men det rører meg ikkje!
Pengene vokser saa Græs og Sand,
Sønner og Døtre og ti Tønder Land.»
«Hys, hys! Nu er vi jo midt inde i Byen.»
«Ja, kan ‘kje I forlove Jer med meg daa? Eg bér Jer, og bér Jer med gretenes Taarer, Petra. Eg ska bekjende alting for Jer, alting. Eg har havt med en Tøs te bestelle, saa venter seg med meg – hun tjente hos Kjøbmand Munthe sine, og det havde saa sine egne Aarsager. Det ska eg ossaa fortælle Jer, naar vi har haft Brøllop, ikkje før. Nu taaler eg ikkje Lugten af hinner mere! Vil I ha meg, Petra?»
«Det er vist bedst, I sover paa det, Jensen.»
«Vil I gjøre Nar av mig, Petra?»
«Nej, men ikvæld er I ikkje ganske med Jer sjøl, Jensen. I Morgen tidlig angrer I paa det.»
Ordet angrer slog ned i Sivert og stagget hans snakkesalige Fortrolighedstrang. Naturligvis vilde han angre paa det; han gjorde jo aldrig and’t end angre. Dybt mismodig gik han Resten af Vejen taus og med ludende Hode.
«Nu behøver I ikkje te følge meg længer,» sa Petra, da de naade Virs’s Gadedør. «De par Skridtene er ikkje nokke. Godnat og mange tak for idag.»
«Godnat, Jomfru Frimann, og vær endelig ikkje sint paa meg.»
«Sint? I har jo ikkje gjort meg nokke.»
«Nej, for eg mente ikkje med det. Eg mente det slettes ikkje.»
«Nej, det var det eg vidste. Gaa nu ind og læg Jer istedenfor te traske helt ud i Sandvigen igjen. Det har I mykkje be’re af. Godnat.»
Lægge sig? Langtifra! Han vilde og maatte tilbage for at faa rystet af sig denne Tungsindigheden. Han fik saa ikke sove alligevel; det blev bare til at ligge og vælte og græmme sig. Og det kunde være tidsnok imorgen. Inat vilde han være lystig og drikke sig glad igjen.
Han lagde ivej det forteste han kunde, gik og løb vekselvis, og naade, sved og forpustet, Madam Andersens lave Stuehus efter knappe fem Kvarters Borteværen.
Til sin Forbauselse fandt han Gadedøren stængt, og da han skulde se til, var der mørkt i Vinduerne. Han stod lidt og undred sig, saa gik han rundt til Gaardspladsen, saa, der var Lys i Kjøkkenet, og keg ind. Bøjet ned over Gruen stod Ane og vasked op med Ryggen til.
«Er di gaaen?» spurgte han.
«Ja. Dei blei saa fulde, at Madamen hev dei ut,» svarte Ane uden at vende sig om eller afbryde sit Arbejde.
«Ka Vej tog di?»
«Han Spellemanden sku’ skaffe dei Baat fra Hægrenæsse’ blei da te.»
«Er det længe siden?»
«Nej, det va’ nu nys.»
Sivert lukked Døren og gik ud igjen paa Landevejen. Der tog han Hatten af og strøg sig gjennem Haaret, satte saa paa Sprang ned over til Hæggernæs. Han fulgte ikke Vejen, men løb afsted over Stok og Sten og Gjærder og Myr. Halvmaanen var kommen frem, og utallige Stjerner blinked paa Himlen. Snart saa han Krudtmøllens hvide Væg og det høje, hvide Gjærde lyste i Afstand, og derefter styred han sin Kurs. Det var saa stille rundt om, at han hørte sine egne Skridt som en dump Susen i Ørene. Med ét stansed han og lytted. Var det ikke? – Jo, det var Peders Harmonika, og Eriksen og Foss, som sang. Der lo Jomfru Madsen, og der skreg Sy-Pedersen, som om hun blev kildret. De kunde ikke være langt vække. Han tog den lille Bakke foran sig i et par Sprang og kom op paa Fladen omkring Krudtmøllen, hvor de havde spilt Pikkelæsten idag, og der, et Stykke borte, saa han en Klump Mennesker bevæge sig i Retning af Sjøen. Han fik Lyst til at skjule sig for dem og saa, med det samme de skulde i Baaden, pludselig staa midt iblandt dem. Hurtig dukked han sig ned og fulgte dem i nogle Skridts Afstand næsten siddende paa Huk, mens han gik. Der var de ved Enden af Fladen; nu gik de nedover Skraaningen til Sjøen. De vilde komme ned der, hvor han havde slængt Farmoren fra sig. En isnende Angst for igjennem ham. Tænk, om hun –. Sivert la sig paa Maven og krøb det sidste Stykke langs Jorden, og med Ansigtet lige i Kanten af Fladen blev han liggende og stirred ned med opspilte Øine.
«Haaloi! K’er dette for nokke?» han saa dem bukke Ryggene nede i Fjæren.
«Et Menneske, Gud hjælpe meg! En Bondekjærring.»
«Uf, rør hinner ikkje.»
«De’ er Sivert Jensen sin Farmor,» det var Peder, som talte. «Eg kjender hinner paa Mandfolkekuften.»
«Smaafylla! Lat hinner bare ligge. Hun er fuld, svine’.»
«Singgodt, Jeppe, hi, hi, hi!»
«Ja, Fankerten sku’ vække hinner. Kom bare.»
«Hun har gjerne logge der længe, Traven.»
«Hun er stupt ikvæld engang, for elles maatte vi set hinner i Eftermiddag.»
«Gud være takket og priset!» Sivert greb krampagtig med Fingrene om en Mosdot. Saa havde Peder altsaa ikke set noget, for ham var det, som sa det sidste.
«Kaa har I Baaten, Spellemand?»
«Kom an, kom bare an, bare an!»
Sivert vented, til de var roet udpaa et Stygge. Saa rejste han sig og gik skjælvende paa alle Lemmer ned til Farmoren.
Hendes Stilling var lidt forandret, syntes han, hun laa ikke fuldt saa næsegrus, som da han forlod hende i Eftermiddag. Det ene Øre og et Stykke af Kinden var synlig. Saa havde hun vel rørt sig i Søvne – ja, for fulde Folk kunde sove længe.
Sivert bukked sig over hende og lytted. Ikke Tegn til noget Aandepust at mærke. Saa kanske hun laa i Svime – Vand i Hatten til at skvætte hende med. Han drejed sig om mod Sjøen, men besinded sig saa paa, at det kanske var bedst at faa hende snud om først. Saa bukked han sig atter over Farmoren, stak Haanden ind under hendes Liv og vælted hende om.
Med en lydelig Grøssen skvat han baglængs ned i Fjæren, saa Vandet sprøjted op om hans Ben. Straks efter rakte han Overkroppen langsomt fremover, og mens Rædslen risled ham gjennem Marv og Blod, betragted han Farmoren. Nakken hvilte paa en Sten, og Hodet hang tilbagebøjet ud over Kanten. Næsen var knust og forvandlet til en sort, flad Klump, Øjnene stirred lyse og udsprængte op mod Maaneskinnet, Munden gabed, og Haarets hvide Tjafser stritted paa Issen. Paa de knyttede Hænder var der Flækker af levret Blod, og Benene var krummede indad mod Legemet.
Sivert blev staaende foroverbøjet og stirred. Han drog Pusten lydløst og holdt Hænderne sprigende paa Knæerne. Ude fra Sjøen lød Peders Harmonika og Stemmer, som skraalte hæst og falskt:
«For Norge, Kjæmpers Fødeland,
Vi denne Skaal vil tømme.»
Indeni Sivert sang det med, hvert eneste Ord nøjagtig og tydeligt, mens han stod i samme Stilling med Øjnene ufravendt fæstet paa Farmorens mishandlede Lig. Svagere og fjærnere hørtes Musiken og Stemmerne, men Sivert blev ved med sin indvendige Sang, sejgt og langeligt, indtil Lyden var døet ganske hen.
Da retted han sig op og saa sig om. Intet levende at opdage. Ikke en Lyd at høre, intet undtagen Sjøens sagte Skvulp, hvergang den rulled sig ind over Fjæren, skylled blødt hen over Stenene og seg stilfærdig ud igjen. Aldrig havde Sivert vidst, at Sjøen kunde være saa taalig og sørgmodig. Den sutred og klaged som et sygt Barn eller som en voksen, der var blet tusset. Hansemann, ja, Hansemann var det, den minded om. Akkurat saaledes lød det den Dagen, da han laa nøgen paa Stenhellen hjemme hos Moren og strakte Armene op imod hende med dette Klynk, der ikke blev til Ord, men hørtes, som kom det fra et umælende. Sjøen var ogsaa et umælende. Gudskelov, saa kunde den aldrig fortælle, hvad han havde gjort idag. Den var den eneste, som havde set hans Ugjerning. Men den fordømte ham ikke. Den syntes bare Synd i ham; det var godt at mærke. Ts, ts, ts, huh, huh, huh, Sivert stod og hulked ud mod Sjøen med opløftet Ansigt. «Du véd, kaalissen det er tilgaaen, du saag, at det var Livet, eg maatte berge. Eg tar Deg te Vidne, o Sjø!»
Med ét for han sammen, skræmt ved en Lyd som af rullende Smaasten. Han skjalv som et Espeløv, han frøs af Angst, og Hjærtet dunked et Øjeblik saa haardt, at han kunde høre det, mens hans spejdende Blik søgte hen i Retning af Lyden. Der sprang noget bortover Fjæren, en Kat eller Hund, eller kanske det var en Sjor.
Med Besvær tog han sig sammen, bukked sig over Farmoren og fik hende væltet om i den forrige Stilling. «Saa, nu ska Du ikkje gjøre Fortræd mere!» hvisked han og følte et Øjebliks Lettelse ved Tanken. «Nej, for nu har Du dræft hinner. – Dræft hinner? Har Du dræft et Menneske? Morderen Sivert Jensen? Bare 17 Aar og kanske alt en Morder.» Han gjøs og drejed sig hastig om. Nej, der var ingen. Det maatte være ham selv, som havde tænkt det, eller husket det rettere, for de Ordene havde han sagt til sig selv den Natten, da han trode, han havd bidt Kokken ihjel ombord i «To Venner». Engang før havde han altsaa vært nær om at dræbe et Menneske. Den Gang slap han med Skrækken, men nu –? Han keg stjaalent over Skulderen ned paa Farmoren, der laa sammenbugtet, saa hun næsten beskrev en Halvcirkel. Ja, nu var Timen slaaet; Straffen var kommen over ham. Han var Morder. Idag var det Dommedag.
«Du skal ikke slaa ihjel,» stod der. Men der stod ogsaa: «Du skal ikke stjæle og ikke sige falsk Vidnesbyrd og ikke bedrive Hoer.»
Det stod akkurat skrevet paa den samme Maaden, det femte Budet som de andre Budene. Og det var igrunden mærkeligt, siden Mord var den største af alle Synder, den eneste Synd, som blev straffet paa Livet. Kanske det kom af, at Vorherre, som vidste og forstod alt, havde tænkt paa, at et Menneske lige saa let kunde komme til at slaa ihjel som til at forgaa sig mod de andre Guds Bud. Al Synd var lige stor for Gud, den groveste som den fineste, stod der vist ogsaa etsteds. Men hvis det var saa, behøved han jo ikke at anke mere paa dette med Farmoren end paa al sin øvrige Synd. Saa var der jo ogsaa noget, de kaldte for Drab, og det var ikke det samme som Mord.
«Bare Du ikkje havde truffet hinner idag,» stønned Sivert, mens han mekanisk steg op af Skraaningen. Oppe paa Kanten af Fladen vendte han sig om og saa ned i Fjæren. «Farvel Farmor. Vær salig henfaren i Herren. Arme stakkes Farmor.» Saa gik han rask tilbage samme Vej, han var kommen for en Time siden.
Hvorledes var det ogsaa gaaet til, at han havde truffet hende! Jo, det var sandt, han havde jo vært paa Plassertur. Paa Plassertur? Var det idag han havde siddet i Baaden mellem Petra og Jomfru Madsen med Eriksen midt imod og Peder i Rangen? Umuligt. Han syntes, det var for længe, længe siden.
Tænk, om han ikke var rejst med. At ikke Vorherre kunde skikket en Forhindring. Han, som havde havt saa’n Ulyst. Han havde liksom kjendt det paa sig, at der skulde ske noget galt. Ja, galt skete der jo altid, men hvem kunde tænkt paa dette.
Naar de nu fandt hende imorgen med knust Næseben, og det kom ud i Byen, at Smaafylla var stupt i Fjæren paa Hæggernæs og havde slaat sig ihjel paa Stedet, saa vilde alle tro, det var et Ulykkestilfælde, og ingen ane, at han var Ophavsmanden. Det er bare mærkeligt, at det ikke er hændt for længe siden, vilde de sige, og Faren og Moren vilde syns, det var en sørgelig og syndig Maade at forlade Verden paa, men saa vilde de tænke: Ske Guds Vilje, og være glad for, hun var død, og det vilde hele Familjen være. Det var forresten underligt; han havde saa tidt tænkt, at det kunde bli Enden, at hun stupte etsteds i Sandvigsfjeldet, naar hun kom ravende til og fra Byen. Og han havde ønsket det. Ja, han maatte tilstaa, at han havde ønsket det, og at ønske Døden over sin Næste var lige saa stor Synd som at dræbe. Saa for den Sags Skyld var han ikke værre nu end før.
Men bare han ikke var blet med alligevel. Alle de Penger, han nu paa nyt igjen havde sat overstyr, Penger, som ikke var hans, Penger, som han havde stjaalet, ja, rent ud stjaalet. Og nu fik han Regning fra Madam Andersen, Regning, som ikke blev liden, og saa kom Sine paa Barselseng, og han var den, som skulde betale. Nej, saa fælt som han havde det iforvejen, gjorde det hverken til eller fra, dette med Farmoren. Hverken til eller fra. Byrden, han bar paa, kunde ikke bli større, end den alt var.
Og han havde tænkt paa Petra og snakt til hende om det. – Ja, Gud véd, om han ikke havde frit til hende i Fylla. Han by sig frem til et skikkeligt Menneske! Nej, han var nok ikke saadan stelt, at han turde tænke paa at slaa sig sammen med nogen paa den Maaden. Han fik gaa sin Vej alene gjennem Livet, slæbe sig fremover, saa længe han orked, og saa længe han kunde greje sig, og saa –. Ja, naar alting kom op om ham, og han blev vækjaget fra Virs sine og kom i Rettens Hænder, saa kunde han angi sig selv som Morder og bli henrettet ude paa Katten. Saa fik han sone for alle sine Synder. Allesammen! de store med de smaa! Fik sone sin Skyld med sit unge Liv. Det var den eneste Lise, der for ham var at finde i Verden. Saa havde han Fred for bestandig. Ja, Fred for bestandig. For om Menneskene forskjød og fordømte ham, gjorde Gud det ikke. Om Synderne var røde som Purpur, de skulde vorde som den hvide Uld, og til Røveren paa Korset havde Frelseren bare havt dette at sige: Sandelig, idag skal du være med mig i Paradis.
Med bøjet Hode og Hænderne dybt i Bukselommerne gik Sivert ind over Sandvigsvejen til Byen. Taarerne drypped varme og store fra hans Øjne, og den fremmede Hat strammed om Panden, saa det banked i Tindingerne.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.
S.G. Myre (1890) er tredje roman i serien. Sivert har gått i land og fått arbeid hos kjøpmann Munthe i hjembyen. Men skammen over forfyllede slektninger henger fortsatt i.
Hellemyrsfolket (1887-1898):
Sjur Gabriel (1887)
To Venner (1887)
S.G. Myre (1890)
Afkom (1898)
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.