XXII

Ravns Ejendom paa Hjørnet af Strandgaden og Pundersmuget var et smalt og dybt toetages Hus med høj spidsgavlet Kvist. Anden Etage, hvor han havde sine Værelser, var indrettet med en aflang trefags Fremsal, der optog hele Husets Bredde og havde store sortbetrukne Mahognimøbler, en mindre Bagsal med Vinduer til Smuget og et ganske lidet halvmørkt Værelse, der laa paa den anden Side Kjøkkenet og vendte ud til den snævre af høje Bygninger omgivne Gaardsplads. Resten af Rummet var optat af Trappeganger og Svaler. Han bode ganske alene i Huset med Andrea og en Bydreng, som havde sit Sovested nedenunder ved Siden af Kontoret, hvor Vinlageret var.

Inde paa Fremsalen vandred Ravn frem og tilbake med Hat paa Hodet og Hænderne dybt nede i den lange, lyse Vaarfrakkes Sidelommer. Saaledes havde han gaaet, efter at han for en halv Times Tid siden var kommen kjørende med Andrea fra Sandvigen. Hans knirkende Støvleskridt og den gnurende Lyd af Saalen mod Gulvet efterfulgt af et tungere Fald af Foden, hvergang han vendte, var den eneste Lyd, som hørtes. Der var ikke tændt Lys, men gjennem de tre høje, smale Vindusfag, hvis mørke Gardiner var trukket stramt tilbage ved Siderne, faldt et blegt Maanelys ind over Gulvet og hen paa et opdækket Bord foran Sofaen, med itubrudte Æggeskaller, Kopper og Tallerkener, Kaffekande og en Brødbakke med glinsende Messinghanker.

Paa Kanten af en Stol tæt ved Kakkelovnen ligeoverfor Vinduerne sad Andrea ret op og ned med Hænderne i Skjødet og fulgte hans Gang ved sagte at dreje Hodet fra højre til venstre. Hun var træt og søvnig og ønsked, hun laa i sin Seng, men hun voved ikke at røre sig, for saa sint som han var i Aften! – Ikke et Muk havde han mælt, siden han slog Vogndøren til efter hende udenfor hos Madam Andersen. Saaledes havde hun aldrig set ham før. Bare han vilde begynde at skjænde jo før jo heller, saa hun fik en Ende paa det. Hvem kunde ogsaa vide, at han skulde komme saa tidlig hjem, han, som blev ude til Klokken 2–3 om Nætterne, og især naar han var paa Bal som nu ikvæld. Det var ogsaa hendes egen Dumheds Skyld. Hun behøved jo ikke at ha sagt noget, bare gaat sin Vej uden videre som et par Ganger før. Men nu var det netop for at se, om han ikke vilde by sig til at bli hjemme hos hende. Han gik jo altid, han, ud paa Komers og Fornøjelser til Damer og Selskaber og alslags Morro, mens hun Stakkaren –. Men se, det blev der ingenting af. «Du understaar Dig ikke til det,» var alt, hvad han havde sagt.

Bare hun turde rejse sig eller snakke til ham. Hun beslutted at la ham gjøre ti Slag til, fem opover og fem nedover. Hvis han da ikke havde sagt noget, vilde hun ta Mod til sig.

De ti Slag blev til femten. Saa kom det fra Andrea med glippende Stemme: «Ska eg tænde Lys?»

Intet Svar.

Hun vented et Minut eller to, før hun saa sa: «D’er vist langt paa Natten alt. Eg fryser her eg sitter.»

Ravn drev op og ned i uforstyrret Ro.

Andrea tog sig sammen. «Er det nokke te være saa sint for,» buste hun ud i en ærgerlig Tone. «Puf! Alle de Ganger Du gaar paa Dansebal og Gud ved k’est, mens eg faar –» en smældende Lusing standsed hende. Ravn havde hastig snurret sig rundt og var sprunget hen til hende.

«Der har Du det,» sa han stakaandet og blev staaende foran hende.

Andrea snapped efter Vejret med et Sæt, som om hun vilde rejse sig; saa sank hun sammen paa Stolen og bøjed Hodet.

«Din Flane! Din Gadeflokse! hvad tror Du jeg holder Dig for og har tat Dig ind i mit Hus for? Men jeg skal lære Dig,» han hæved Armen og slog hende Gang efter Gang, hvor han kunde træffe, mens han skar Tænderne sammen og udstødte Skjældsord og afbrudte Sætninger.

Andrea tog imod Slagene uden at røre et Lem, men med ét løfted hun Hænderne og sa ydmygt og halvkvalt: «Du kan gjerne slaa meg, Carl, men bare Du ikkje angrer paa det bagefter.»

Ravn lod Armen synke. Han pusted kort som efter et Løb, og det knaged i hans stivede Skjortebryst. Saa gav han sig atter til at drive paa Gulvet, mens han overøste hende med Bebrejdelser. Men nu var der kommet en klagende Lyd i Stemmen, som tog Braadden af de haarde Ord. Hun opførte sig uforskammet, hun var et Drog. Der stod Frokostbordet, akkurat som han havde gaat fra det idag. Ikke var der gjort istand paa Soveværelset. Rende afsted som den værste Tøjte med det første Mandfolk, som bare pegte paa hende. Han havde tænkt sig, at hun skulde stelle og hygge for ham – dejligt Stel og Hygge han fik! Den usleste Skurekjærring vilde han vært bedre tjent med. Men dette skulde faa en Ende. Hun kunde rejse Fanden ivold, ud langs Gaden til Mandfolkene sine, hvor Satan hun vilde for ham. Bare han slap for at se hende mere.

Andrea sad taus og ubevægelig. Hun hørte ikke, hvad han sa. Blodet tikked i hendes Øren, og hele hendes indre var en eneste skjælvende Undren over den Virkning, Slagene havde havt. Det var første Gang han havde lagt Haand paa hende, og som ved Trylleri var en Følelse, hun aldrig før havde kjendt, strømmet op i hende. Du elsker ham, Du elsker ham, aa Gud tænk, elsker ham, gjentog hun for sig selv hensunken i Andagt, som da hun første Gang gik til Alters.

Hun havde nok været indtat i ham før ogsaa, af og til ialtfald, men først i dette Øjeblik havde hun faat Forstand paa, hvad Kjærlighed var. Du søde Tid for en Lykke! For en Salighed, for en Lykke! Være hans Slave, bli pryglet, sultet, mishandlet, alt hvad i Verden af ondt optænkes kunde. Og takke til, takke til. Takke, ja knæle og velsigne. Saa’nt et Utyske hun havde vært. Faat ham, ham! til at slaa sig, han, det ejesnilleste, saa dannet og ædel, som ikke vidste det gode, han vilde gjøre hende, læste Vers for hende, lærte hende, vilde opdrage paa hende. Og hun – bare misfornøjet, bare fordringsfuld og grov og uartig, sur og sint, naar han ikke hang over hende bestandig. Bilde sig ind, at hun kunde være til nogen Fornøjelse for en som han. Hun! Nej, om hun leved i 1000 Aar, blev hun ikke færdig med at skamme sig. – Og saa troskyldig som han var, trode, hvad hun sa, at hun aldrig havde havt med nogen anden at bestille, endda han vidste om Forlovelsen med Reiersen. Ikke mistænkte hende, aldrig med en Tanke. Aa, hun syntes, Hjærtet maatte briste af Sorg over hendes Slethed og Daarlighed, eller briste af Glæde over Kjærligheden, som fyldte hende.

Ydmyget som hun sad der paa Stolekanten, sviende varm omkring Ørene efter Slagene, fortumlet og med værkende Hode følte hun for første Gang, at trods alt var hun nogenting værd. Tænk, om han vidste, hvordan det saa ud hos hende. Men hun vilde ingenting sige, hun kunde ikke finde Ord, og ikke heller vilde hun plage ham med Snakket sit, saa træt som han maatte være. Han skulde ikke ane, at hun græd engang. Derfor vilde hun ikke pudse Næsen, skjønt hun trængte saa til det, la Taarerne sile stille ned over Ansigtet og dryppe paa Hænderne, det lindred og svalte, og saa var det liksom hun blev renset ved det.

Omsider holdt Ravn op at skjænde. Hans Gang sagtnedes, og tilsidst kasted han sig ned i Sofahjørnet.

«Tænd saa Lys og se til at faa ordne lidt,» sa han modfaldent.

Andrea rejste sig og gik ud. Straks efter kom hun tilbage med en Bakke og et Lys, som hun stilled bag sig paa Spejlkonsollen, satte saa sammen paa Bakken og bar af Bordet.

Ravn undred sig over hende. Hun, som altid var saa tungerap og slagfærdig, naar der kom noget imellem dem, gik nu der saa varsomt i Dørene og saa formelig bodfærdig ud, ialfald bagenfra. Og det iaften han havde forløbt sig imod hende. Ja, for han havde forløbt sig. Der saa en, hvad det kunde nytte at foresætte sig noget. Han, som havde bestemt sig til ikke at værdige hende et Ord, og saa tog alligevel Hidsigheden Magten fra ham i samme nu, han hørte hendes kontante Stemme, uh, som den Stemmen kunde irritere ham. Det var nu forresten rimeligt, at han maatte ha Luft, saa forbitret som han var blet, da han kom hjem og saa, at hun var væk. Ikke et Sekund havde han troet, det var hendes Alvor, og det uagtet han fandt Huset tomt, da han var hjemom og bytted til Ballet. Han, som var løbt fra Ballet, med det samme det var begyndt omtrent, fordi han pludselig fik Ank over, at hun sad saa meget alene, og Længsel efter at ligge udstrakt paa Sofaen med Hodet i hendes Fang og læse Oehlenschlægers Digte for hende, mens hun strøg ham gjennem Haaret, og sa, det var det dejligste, hun havde hørt.

Hun var mærkelig i den Retning, Andrea, meget mere forstaaelsesfuld end nogen af de Damer, han nogensinde havde kjendt. Og hun skabte sig ikke til, det var godt at merke. Ellers var hun ikke vakker egentlig, men naar han læste, blev hun det. Da lyste Ansigtet, og Øjnene skinned. Det var det, som bandt ham til hende, at han kunde ha saa’nne koselige Stunder med hende. Da var det liksom Verden ikke eksisterte. Der var bare to, han og hun. Han gav, og hun tog imod, tog imod med en lydhør Andægtighed, som fyldte Stuen og liksom laved Fest for dem. Det var de eneste Tider han følte sig lykkelig i. Sidde der og meddele af sig selv, gjøre godt imod dette Naturbarnet – han syntes, han aldrig vilde begjære mere. Gamle Professor Schielderup havde engang hjemme hos hans ForældreForældre] rettet fra: Foræjdre (trykkfeil) sagt om en eller anden Dame: «Hun hører med hele Sjælen, det er derfor hun forhekser os.» Det samme gjorde Andrea, saa udannet og uvidende hun var. Og saa gav hun sig saa helt hen i alting, var aldrig bare halvt med, derfor kom han straks i Stemning sammen med hende. Og slig som hun kunde le, naar han prøved at være fornøjelig, han blev jo til en vittig Mand. Ja, det var sikkert: Andrea var det Menneske i Verden, han likte sig bedst med. Kanske var det fattigsligt og nøjsomt af ham, men det var nu engang saa, at Livet altsaa til Dato ikke havde budt hamhavde budt ham] rettet fra: hvde budt hm (trykkfeil) noget, han satte større Pris paa.

Han vilde og kunde ikke undvære hende. Det saa han jo ogsaa i Vinter, da han blev kjed Gnaalet hendes om Rygter og Folkesnak og sa, at saa kunde hun jo flytte og ta sig Tjeneste. Hun havde ikke vært to Dager fra Huset, før han angred paa det og gjorde Anstalter for at faa hende igjen. Saa fik han værsgod bære over med det, han ikke likte hos hende. Slurvet var hun jo, og Lopper havde hun, og doven om Morgenen, det var sikkert, men saa kunde hun ogsaa ta i og arbeide for seks, naar det stak hende, og ingen kunde holde Værelserne penere og renere, naar hun vilde. Og saa var hun en skikkelig Jente, lidt vel gal efter Morro og sligt, menmen] rettet fra: me (trykkfeil) Herregud, ungt Blod og let Sind. Noget egentlig ondt var der ikke i det. Hun indlod sig ikke med nogen anderledes, end hun kunde være det bekjendt, det var han vis paa. Derfor var det saa rent galt, at han havde tat slig paa Veje. Havde hun endda skraalt op og var blet rasende – –

Andrea aabned Døren paa Klem og stak Hodet ind. «Nu er der færdig paa Soveværelset,» sa hun og vilde trække sig tilbage. Men Ravn standsed hende: «Kom ind Andrea.»

Hun adlød og stilled sig op ved Døren med nedslagne Øjne.

«Hvad gaar der af Dig inat, Du?»

Andrea pilled ved sit Kjoleskjørt.

«Du kan da ikke undres paa, at jeg blev vond, Andrea. Enten faar Du holde Dig til mig eller til de andre. Ingen kan tjene to Herrer.»

«Og det er ikke pent af Dig,» vedblev Ravn lidt efter, «at Du trodser mig saaledes. Jeg er jo paa en Maade din Formynder.»

Andrea stod som før og sa ingenting.

«Men la nu det være godt,» begyndte Ravn igjen efter at ha ventet lidt, «Du har jo faat vide min Mening paa en eftertrykkeligere Maade, end jeg selv havde Lyst til –,» kom det flout, «end jeg egentlig kan forsvare. Jeg blev jo hidsig, og saa –. Du har Ret i det, at jeg kom til at angre paa det. Men, ja kort og godt, hvor har Du gjort af din Mund ikvæld?» Han gjorde atter et Ophold og betragted hende forventningsfuldt.

«Er Du blet saa fornærmet paa mig, at Du aldrig mere vil snakke til mig? Skal jeg kanske maatte falde paa Knæ og tigge Dig om at skjælde mig ud?»

Andrea gjorde en afværgende Bevægelse med Armene, saa løb hun hen til Sofaen, hvor Ravn fremdeles sad, kasted sig ned paa Knæ foran ham og brød ud i Graad med Hænderne for Ansigtet.

«Nej, men Andrea da,» han tog hende om Hodet og bøjed sig over hende. «Hvad er det med Dig iaften? Jeg skal aldrig gjøre det mere, aldrig i Livet! Jeg ber Dig om Forladelse, jeg ber Dig oprigtig om Forladelse.»

Nej, at han kunde tro, det var derfor hun græd! Rigtig noget at gjøre Kvalm for, de stakkels par Slagene. Men saa fintfølende trode han, hun var, og gav han hende Ret til at være. Aa bare det kunde gjøre en til et bedre Menneske. Hendes Hulken blev stedse saarere.

«Vil Du ikk tilgi mig, Andrea?»

«Aa nej, nej, nej, snak ikkje saaledes, eg taaler ikkje te høre det. Eg er ‘kje værdt te løse Skobanne’ dit, eg ska være som en Slave for Deg herefterdags, bare Du vil beholde meg. Aa jag meg ikkje fra Deg, jag meg ikkje fra Deg! Eg kan ‘kje leve Deg foruten» – hun vred Overkroppen frem og tilbage og hulked højere og højere. Ravn tyssed paa hende og klapped hendes Haar.

«Eg vidste ikkje, kaa gla eg var i Deg før med det samme Du slog meg. Nej, eg vidste det ikkje. Eg har aldrig vidst, ka Kjærlighed var, før i det Øgeblikke. Aa eg elsker Deg Carl, eg vil dø for Deg, ja, dø for Deg, be meg om det, aa be meg om det!» Hun bøjed sig helt ned mod Gulvet og la sit Ansigt paa hans Fod.

Ravn følte Lyst til at lægge sig ned ved Siden af hende og græde med hende. Dette var en ny Side hos hende. Ja, den Andrea, den Andrea, hun var sandelig rigere og bedre end alle Verdens tilsammen.

«Rejs Dig op, Andrea,» sa han ømt og tog fat i hende.

«Nej, nej, la’ meg ligge, her er just min rette Plads.»

«Du skal sidde ved Siden af mig, jeg skal kysse og klappe Dig. Kom nu, ikke vær trodsig, véd Du. Du er meget sødere, naar Du er føjelig,» han trak hende lempelig op fra Gulvet og fik hende ned i Sofaen hos sig. Saa tog han hende helt ind i sine Arme, la hendes Hode hen til sin Kind, og sad ganske stille og holdt paa hende, indtil hun havde grædt sig færdig.

«Du er rar Du, Andrea,» sa saa Ravn med blød Stemme og klapped hende. «Sandelig om jeg forstaar mig paa Dig.»

Andre tog hans Haand med begge sine og bedækked den med Kys.

«Hvorfor blev Du ikke flyvende sint? Hvorfor slog Du ikke igjen? Forklar mig det, Andrea.»

«Eg kan ikkje forklare det, Carl. Eg vet ingenting and’t end det eg sa isted. Det kom over meg, daa Du slo’ meg.»

«Hm,» Ravn lo saa smaat – «saa skal jeg sandelig rundjule Dig hvereneste Kvæld, ja saa min sandten,» han svang Armen som til Slag op og ned.

«Det angaar meg ikkje. Gjør med meg, ka Du vil.»

«Kan Du ikke vænne Dig af med at sige «eg» og «ikkje», Andrea?»

«Eg ska prøve. Alt ska eg prøve for din Skyld. Eg ska ossaa bli orntligere og arbejdsommere; eg ska være saa en Myr herheme. Aa Du kan tru, eg ska være! Bare Du vil la meg ble hos Deg. Og aldrig mere gaa paa Dansebal. Aldrig i Verden.»

«Vi skal ha os et Glas Vin Du,» Ravn slap hende, gik hen til Krogskabet og kom tilbage med en Flaske i den ene Haand og to Glas i den anden.

«Skaal Andrea, søde kjække Andreamoren!»

«Skaal Carl og tak for ikvæld.»

«Hys, nu maa Du ikke hævne Dig mere,» han trued med Fingeren til hende. «Drik ud Andrea, Du kan trænge til en Hjærtestyrkning. Det er den fra 1700 og den tid. Den er god Du. Se, hvor den oljer sig. Skaal Skatten min!»

«Du kan ‘kje tru, kaa rart det er, Carl,» Andrea la sig bagover mod Sofaryggen og smilte, «at være saa lykkelig, saa uforskyldt lykkelig. Du ska se, Du kommer ikkje te kjende meg igjen om Dagene. Tænk Deg al den Angsten og Lejelsen for, ka Folk sa, og for, ka der sku’ ble af meg – det er vække Du – som strøgen af meg. Eg synes, eg har den bedste, den agtbareste Stilling, saalænge eg faar være hos Deg. Eg vilde ikkje bytte med nokken, nej, ikkje med en Dronning engang.»

«Nej, for Du er selv Dronning. Du er min Dronning; skaal Dronning Andrea!»

«Hulde Fyrstinde, som elsker de Steder
Hvor sine hellige, barnlige Glæder
Digteren nød.
Og hvis opmærksom til Sangen hun lytter
Dronningens Bifald o Daphne! jeg bytter
Ei for din Laures livsaligste Krands.»

«Naar Du siger Vers, er det akkurat som eg hører Musik spelle,» sa Andrea henrykt.

«Der stod hun, nej hun svæved,
Paa spæden Jomfrufod,»

deklamerte Ravn. «Nej, det maa jeg læse for Dig,» han greb en Bog i Guldsnit, som laa paa Konsollen, og flytted Lyset hen paa en stum Tjener tæt ved Sofaen. «Iaften skal jeg sidde op og Du ligge og strække Dig i mit Fang istedetfor jeg i dit. Saadan ja, lidt højere op; nu ligger Du godt. Skjærer kanske Lyset Dig i Øjnene?» Han flytted lidt paa Stagen.

Han læste hele Digtet om Rafaels Madonna, deklamatorisk med Kunstpauser og smaa Bevægelser af den venstre Haand. Undertiden slog han ogsaa ud med den højre, og vendte Øjnene opad med et smægtende Blik. Andrea laa paa Ryg i Sofaen med optrukne Knæ, tværs hen over Ravns Fang og Nakken paa Sofaens Sidestykke, Hænderne var foldet over Brystet og hendes Øjne hang ved Ravns Ansigt.

«Ser Du det ikke for Dig, Andrea,» spurgte Ravn, da han var færdig. «Madonna i Midten, svævende liksom, paa Taa forstaar Du, med et Gevandt slynget om sig, saa at Formerne vises under, og saa disse to andægtige dybt nede paa Knæ, Luften kjokfuld af Engler, et Mylder saa tæt som Myg om Sommeren, og de to største Englene nedenunder hele Gruppen. Ser du det ikke?»

«Jo,» sa Andrea livlig og letted sig op paa Albuen, «eg ser Ansigte’ hinnes saa tydeligt, og saa ser eg, kaalissen hun holder Jesusbarne’ op te Brøste’ sit, ej som en Moder, men som en Søster skjøn. Og jo længer eg ser paa det Ansigte’ jo dejligere og forunderligere bler det. Det er liksomliksom] rettet fra: likosm (trykkfeil) hun er forskrækket, nej grubler over, at hun virkelig har faat dette Barne’ enddaa hun bare er Jomfru, men saa er hun ogsaa saa fuld af Fryd og Tak og Undrelse over Mirakele! Alt dette lyser ud af Øgene hinnes og derfor er det ret, saa en møsser Pusten, naar en ser paa hinner.»

«Men du har jo aldrig set Billedet, Andrea.»

«Nej, men eg bare tænker meg det. Det maa se saalissen ud, ellers kunde han ikkje ha skrevet et saant Digt om det paa staaenes Fod.»

«Du er storartet, Andrea! Jaggu’ er Du storartet. Tænk, om Du havde lært noget.» Ravn bladed i Bogen og begynte saa:

«Visselulle nu Barnlil –

Det er Aladdins Sang paa hans Mors Grav, Aladdin Du ved, jeg har fortalt Dig om. Denne Tanke, at Sønnen synger den døde Mor i Søvn! Det er gribende Du. Skjønt!

«Visselulle nu Barnlil.
Sov nu sødt og sov nu længe.
Skjønt din Vugge stander stil
uden Duun og uden Gjænge.»

«Hører Du den dumpe Storm
Sukke ved hvad jeg forliste …»

«Nej, det kan være det samme,» han kasted Bogen paa Bordet. «Jeg sidder her og tænker paa ganske andre Ting. Ved Du hvad, Andrea, jeg har Lyst at sende Dig ind til Kristiania, til en Tante af mig, en Præsteenke, som har et Slags Pensionat. Saa kunde hun se at faa fat paa noen Lærere til Dig. Du kunde ogsaa gaa tilhaande i Huset og lægge Dig efter Madlavning og sligt – Søm ogsaa, kort sagt, oplæres i det, der er godt og nyttigt. Hvad siger Du til det, Andrea?»

«Aa nej, Carl, ikkje skik meg fra Deg,» hun rejste sig op og satte sig hos ham med Armene om hans Hals. «Eg er ‘kje istand te det.»

«Jeg blir nødt til det; Du vænner Dig jo ellers aldrig af med «eg» og «ikkje».»

«Du tar Live’ af meg, Carl.»

«Jo, det blir det rigtigste,» sa Ravn i en overvejende Tone. «Et Aarstid eller saa. Det vil gjøre Underværker. Vær nu fornuftig, Andrea, det er jo til dit eget Bedste.»

«Et helt Aar! Aa Gud trøste og hjælpe meg. Havde Du sagt det som igaar bare, men nu er alting saa anderlissen.»

«Ja, men Du ved ikke, ossen det skal ende, Andrea.»

«Det bryr eg meg ikkje om. Eg vil være hos Deg, Carl.»

«Ja bagefter, for naar Du har vært der Tiden ud, kommer jeg og holder Bryllup med Dig.»

«Uf nej daa, Carl. Ikkje snak saa stygt.»

«Saa stygt?»

«Ja, for Du ska ‘kje spøge med saa’nt.»

«Det er mit Alvor. Jeg træffer saa aldrig noen jeg blir gladere i. Vil Du være min Kone, Andrea?»

Andrea græd stille med Ansigtet ved hans Skulder. «Eg kan ‘kje fatte den Tanken engang.»

«Saa skal jeg sætte Huset pent istand, mens Du er borte, gjøre Kjøkkenet større og bygge Soveværelse med to Alkover oppe i Kvisten. Nymalet alle Steder, Skildt over Vinduerne, med «Vinhandel en Gros og en Detail» i forgyldte Bogstaver, og nye Møbler og Gardiner. Du skal ikke kjende Dig igjen, Andrea. Og ved Du, over Sofaen skal der hænge en Overraskelse til Dig, en Overraskelse i Glas og Ramme. Kan Du gjætte?»

«Jeg er saa rent overgit,» mumled Andrea. «Det kommer mig saa uventenes.»

«Ja, mig ogsaa. Det slog ned i mig med en eneste Gang, mens jeg læste. Imorgen skriver jeg til Tante.»

«At Du vil gjøre dine Forældre den Sorg, Carl.»

«Det faar bli deres Sag, hvis de vil ta det som en Sorg. Jeg staar paa egne Ben og gjør, hvad jeg vil. Vent lidt,» – han gjorde sig fri fra Andreas Arme, gik bort til Chatollet, slog Klapperne ned og søgte efter noget i en Skuffe.

«Bare han da ikke var kommen paa dette,» tænkte Andrea bekymret og fuld af Uro. Skikkes til Kristiania, komme i Huset hos fremmede Mennesker og vende hjem som Madam Ravn eller kanske det blev Frue, for nu begyndte de jo ogsaa at kalde Kjøbmandskoner for Fruer, uf nej, hun kvied sig for alt dette Ukjendte. Og det nu, netop med det samme hun var bleven saa glad og vel tilfreds med slig som hun havde det. Hvis han virkelig gifted sig med hende, saa maatte hun jo ogsaa frem med det om Reiersen, for ellers kunde det komme op bagefter, og da blev det værre. Men hun vilde saa nødig ud med det, for det var saa fælt, at han skulde faa vide, hun havde løjet netop i dette. Ialtfald vilde hun vente, for der kom jo vel nok Forhindringer.

«Se her, Andrea, denne Ring skal Du faa til Tegn paa, at Du er min Forlovede,» Ravn var kommen tilbage med en glat Guldring, som han satte paa hendes højre Haands Ringfinger. «Saa kan Du da se, det er Alvor.»

«Jeg er ikke værdt, at Du vil gjøre alt det for mig, Carl.»

«Saa faar Du se til at bli det,» sa han muntert.

«Har Du havt den Ringen liggende, til Du sku’ bli forlovet engang?»

«Ja. Jeg kjøbte den en Dag, jeg gik paa Frieri. Men jeg fik ikke Brug for den den Gangen.»

Andrea kjendte som et Stik i Hjærtet. Hun havde Lyst at springe op, slaa Armene om ham og aldrig slippe ham mere. Tænk, om nogen tog ham fra hende, om den, han havde friet til, en Dag kom og sa, at nu vilde hun. Nej, ingen i Verden skulde faa ham uden hun!

«Sa hun nej da?» spurgte hun rolig.

«Ja, men hun sa, hun var glad i mig alligevel.»

«Det var daa underligt.»

«Ja, Gud ved, ossen hun havde det. Nu er jeg glad, jeg ikke fik hende.»

«Sig mig hvem det var?»

«Du kjender hende ikke. Det var i Hamburg, men hun er forresten her fra Byen, Datter af Kjøbmand Munthe paa Øvregaden.»

«Aa Gud velsigne hende, for hun ikke tog Dig!» Andrea for op og omfavnet ham. «Sig, at Du ikke tænker mere paa hinner.»

«Du er et Fæ, Andrea. Nu skal vi drikke de nyforlovedes Skaal,» han skjænked i Glassene og klinked med hende.

«Jeg venter, til jeg er i Kristiania,» tænkte Andrea, mens hun drak. «Saa skriver jeg det om Reiersen. Slaar han saa op, kan jeg ta mig Tjeneste der og aldrig mere komme hjem igjen.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.