S.G. Myre

av Amalie Skram

XXIII

Konsul Smith havde havt Herremiddag. Nu var Gjæsterne gaaet, og Konsulen sad i Hestehaarssofaen nede i sit Privatkontor og læste i «Hamburger Nachrichten», mens han røg en Havannacigar til et Glas Madeira. I Spisestuen ved Siden af holdt Petra og Stuepigen paa at gnide Glas af og gjemme Sølvtøj.

Smith la Avisen fra sig og saa paa sit Uhr. Ti Minutter over 11. Saa maatte de vel snart være færdige derinde. Hun kaved ogsaa formeget, den Petra. Om nu det stakkels Sølvtøjet ikke blev lagt ind før imorgen – men nej, alt skulde gjøres paa engang. Han gisped og læned Hodet tilbage mod den høje Sofaryg.

Det kunde forresten ogsaa gjerne være det samme iaften. Naar hun var saa træt og udaset, havde han ikke stor Fornøjelse af hende. Som forleden, da hun havde syltet og strøget fra Klokken 5 om Morgenen. Hun kunde knapt holde sig vaagen den Stund, hun var hos ham. Ikke for det, naar alt kom til alt, likte han hende næsten bedre saaledes, end naar hun holdt paa at kvæle ham med sine forelskede Fagter, og vilde han skulde forklare hende Forskjellen paa sand Kjærlighed og anden Kjærlighed. Om han havde havt sand Kjærlighed til sin Kone, og om et Menneske kunde føle sand Kjærlighed mere end en Gang og saa videre. Gid Pokker havde hendes sande Kjærlighed. Han forstod nok Meningen, men før hun fik ham til at sige, at han havde sand Kjærlighed til hende – –. Hun var i Grunden blet nok saa besværlig med sin Højtidelighed. Som den Gang i Vaar, da hun kom op og vækked ham midt om Natten og bad om Forladelse, fordi hun havde vært paa Dansebal i Sandvigen eller hvor det var. Herregud, han havde vist ikke ofret det en Tanke engang. Og da han saa siden slog paa, at denne Sivert Jensen hos Virs maaske kunde bli et passende Parti for hende, – saa, som hun da tog paa Veje! Blev formelig teatralsk i sin Krænkelse: Sligt var ikke Kjærlighed! Hun var et forført og bedraget Væsen, og hvad det nu var, hun sa for noget. Hvad Fanden mon hun tænkte paa? Hun kunde da vel ikke indbilde sig, at dette skulde vare evigt, og desuden Kjærlighed, – Smith skjøv Underlæben frem med en haanlig Trækning i Mundvigerne.

Ulykken var, at hun saa forkjert paa Tingen, Stakkeren, og det var der ingen Raad med. For sige hende rent ud, at for ham var Forholdet nærmest et praktisk –. Javist havde han Godhed for hende og likte at ha hende, men noget saadant, som hun drømte om – –.

Døren fra Spisestuen blev sagte aabnet, og Petra kom ind.

«Nu er Du vel bra træt,» sa Smith og blæste en blaa Røgsky fra sig.

Petra satte sig paa en Stol ved Døren.

– Og saa dette, at hun vilde vide Besked om, hvad for Damer han traf, fritted efter, hvad de talte om og tog sig for, og om han danste paa Logeballerne –. Nysgjerrig og jaloux, som om det havde vært hans Forlovede.

«Var Maden god?» spurgte Petra dødt.

«Udmærket, Det er den jo altid.»

«Idag er det den 17de Oktober,» bemærked saa Petra med den samme underlig døde Stemme.

«Hvad da?»

«Jo, for saa er det akkurat halvandet Aar siden eg kom her.»

«Ja, Tiden gaar,» svarte Smith og røg videre.

«Hvad tænker Du paa?» spurgte Petra lidt efter.

«Hvorfor det?»

«Du siger ingen Ting.»

«Jeg er søvnig,» han gisped atter og rejste sig. I det samme saa han bort paa Petra og blev saa stærkt slaaet af hendes daarlige Udseende, at han fo’r en Kjende sammen. Hun var graa og smal i Kinderne, Øjnene var blet mindre, og saa var der kommet noget stivt og stramt om Munden.

«Hvad er, saa fejler Dig, Petra?»

«Aa, bare eg aldrig havde sotte mine Fødder i dette Hus!» brast det ud af hende, og saa drejed hun sig om med et Ryk, hang Ansigtet ud over Stoleryggen og hulked.

Smith stod lidt og saa paa hende. Hun var saa styg, naar hun græd, med sit fordrejede Ansigt, der blev til bare Mund og Kjødposer, og saa kagled hun som en verpesyg Høne og peb ynkeligt, hvergang hun trak Vejret.

«Ikke saa højt,» sa han bedende. «Husk paa, her er lydt,» han satte sig ned igjen i Sofaen og strøg sit Kindskjæg.

«La’ di bare høre det, kem saa vil for meg,» jamred Petra. «Nu ska eg sleppe for te skjule Skammen min mere. Aa, Gu’ ge, eg var doten dø’ om paa Gaden den Dag, eg gik ner her for te fæste meg.»

Smith tog Lampen fra Bordet, gik hen og lukked paa Døren til Spisestuen og lyste ind. Saa satte han sig stilfærdig ned igjen.

«Det er alt, ka Du tænker paa,» stønned Petra. «Bare ingen faar vide det om Deg. Meg er Du lige gla’ med.»

«Vær dog lidt rolig og fornuftig, Petra. Hvad kan det nytte at opføre Scener?»

«Ja, Du kan sagtens være rolig, men eg, kaa ska eg hen? Sig mig det!» hun løfted sit forgræmmede Ansigt og saa fortvilet paa ham.

«Vi maa tale om Tingen. Bare vær rolig.»

«Du bryr Dig ikkje om meg, ikkje et Gran. Aa Gud Fader, Gud Fader, at Du ikkje kunde lat meg gaa, for den eg var.»

«Fanden til Historie,» mumled Smith.

«Aa, Du behøver ikkje te være bange. Eg ska nok hitte paa Raad te faa Deg ud af det. Om ikkje and’t, saa kan eg dræbe meg; det har saa mangen gjort før meg.» Petra tørred sig i Ansigtet og sad atter stiv og stille som før.

«Naar venter Du det?» spurgte Smith efter nogle Minutters Pause.

«I Marts,» svarte Petra med dump Stemme.

«At Du ingenting har sagt. Du maa jo ha vidst det længe.»

«Eg haabed, det skulde gaa galt med meg, saa eg slap te gjøre Deg lej med det. Men det sker ikkje.»

«Det viser ikke paa Dig.»

«Det kommer nok.»

«Har Du Slægtninger i Nordfjord, Petra?»

«Eg vil ikkje te Nordfjord! Ikkje te Nordfjord, der kaa eg er barnefødt.»

«Nej, men det kunde jo hede sig, at dine Slægtninger havde sendt Bud efter Dig – hvad vi nu kunde finde paa; for bort maa Du jo. Jeg har nogle Venner i Hamburg – ja, det faar vi tænke paa.»

«Jeg skal ikke slaa Haanden af Dig, Petra,» Smith rejste sig og gik hen og klapped hende paa Kinden. «Hjælpe og støtte Dig, alt hvad der staar i min Magt.»

Petra begyndte at græde igjen.

«Du er hverken den første eller den sidste, som dette er hændt med, Petra. Du skal se, Du endnu faar glade Dager.»

«Med den Skammen paa meg! Aldrig, aldrig! Ikkje en glad Time mere.»

«Gaa nu og læg Dig, Petra. Alt skal bli ordnet paa det bedste.»

«Kan eg faa Pladsen igjen, naar eg kommer tilbage daa?» stammed Petra graadkvalt.

«Ja, hvorfor skulde Du ikke det? Naturligvis skal Du komme igjen her. Vi faar nok fat paa en, som kan være her midlertidig. Men nu maa Du til Ro. Du ser ud, som Du ikke hænger sammen.»

Petra rejste sig; saa slog hun Armene om hans Hals og knuged sig ind til ham.

«Sig, at Du ikkje er sint paa meg for det.»

«Sint paa Dig? Stakkels smaa Petra, hvor kan Du tænke sligt.»

«Gudskelov. Det var det, eg var saa bange for. Men lei er Du daa?»

«Ja, for din Skyld. Det er jo Dig, det gaar ud over.»

«Sig, at Du er glad i meg,» hun trykked ham heftigt til sig.

Det dirred i Smiths Øjenbryn, og der kom en liden Rynke paa den ene Side af Næsen. «Ja vist er jeg glad i Dig, Petra,» sa han medlidende.

«Sig, at Du ikkje bryr Deg om nokken an’en end saa meg.»

«Det ved Du jo. Der er jo ingen anden.»

«Ja, saa kan det være det samme med alt and’t. Godnat.»

– Næste Formiddag var gamle Fru Smith paa Visit hos sin Svigerdatter. Hun kom altid, før Konsulen gik paa Børsen, for at han kunde hjælpe hende af og i Vognen. Hændte det, at han ikke var tilstede, og at en af Kontoristerne kom springende, vinked hun ham bort med Haanden og steg ud alene.

«Naa, og Du havde jo Herreselskab igaar, Hermann,» sa Gamlefruen, da hun havde tat Plads ved Svigerdatterens Seng og fremsat det sedvanlige Spørgsmaal til hendes Befindende. «Der var en Mellemret, som skal ha gjort saa’n Lykke.»

«Hvor ved Mor det fra?»

«Allting spørs. Hvad var det for en slags Ret?»

«Kathrineblommer i Romsauce, tror jeg.»

«Det vil jeg ha Opskrift paa. Jomfruen maa vel vide Besked. – Sa Du noget, Lina?»

«Madam Lind kan jo hente hende op til Svigermor,» sa Fru Smith med Besvær.

«Anstreng Dig ikke, Lina, Du taaler ikke at tale saa højt,» Smith saa bekymret paa sin Kone.

«Aa snak! naar man ligger saa uvirksom, har man godt af lidt Anstrængelse,» sa Gamlefruen med sin raslende Stemme.

Fru Smith vendte Hodet om paa Siden og lukked Øjnene.

«Jomfruen er blet syg og har maattet ligge seg,» meldte Madam Lind, som havde vært nede efter Petra.

«Aa, er hun af den Sorten!»

«Vorherre paaminder os sommetider om, at vi alle er skrøbelige Kar,» læsped Madam Lind.

«Saa«Saa] rettet fra: Saa (trykkfeil) faar jeg vente med Opskriften til en anden Gang.» Gamlefruen rejste sig. «Vær nu ved godt Mod og fang ingen Griller,» hun førte sin behandskede Haand op til Fru Smiths Læber, som sagte rørte ved den. Saa tog hun Sønnens Arm og lod sig føre ud.

«Det gaar nedover, Hermann,» sa hun, da de gik gjennem Værelserne. «Hun har ikke længe igjen.»

«Det har Mor sagt saa tidt.»

«Hun er bleven saa underlig spidsnæset og Øjnene er sunkne. Med Guds Hjælp faar hun snart slippe bort.»

«Hvorfor ønsker Mor Livet af hende?» der var en smertelig og utaalmodig Klang i Smiths Stemme. «Hun gjør da ikke Mor noget.»

«Synes Du, det var for tidligt, Du blev fri?»

«Jeg savner ikke Friheden.»

«Saa–aa, ikke det?» sa Gamlefruen spottende. «Det gjør mig ondt for Dig. Saa’nt et Ægteskab hun har beredt Dig!»

«Ja Mor mener jo, hun har lagt sig nedfor af Ondskab. Det ved jeg nok.»

«Men Du er endnu en ung Mand,» vedblev Gamlefruen, da de steg ned over Trapperne. «Du kan godt bli Bedstefar til en stor Børneflok for den Sags Skyld.»

«Aa, lad mig nu i Fred.»

«Skab Dig bare ikke til, Gutten min. Mig faar Du ikke indbildt, at Du er noget Paaskelam. Du skal nok faa staa og se paa, naar jeg reder Brudesengen til Dig.»

«Mor tænker langt frem,» sa Smith koldt.

«Og en lækker Brud skal bli lagt i den,» Gamlefruen smasked med Læberne, som om hun havde faat noget delikat i Munden, «en stor blond en med hvide Lemmer og brede Hofter, en som kan føde Børn og amme Tvillinger,» hun lo skrattende.

De var kommet ud paa Gaden, og Smith lukked op Vogndøren. Da Gamlefruen havde sat sig til rette, bøjed hun sig ud over Fangskindet og sa: «Du danste med Lydia Munthe i Sølvbrylluppet forleden, saa jeg. En stout Jente, Du!»

Hun smilte med sit sure Smil og glipped med Øjnene, mens hun spørgende saa paa ham.

Smith trak paa Skuldrene.

«Jo. Hende synes jeg om. Farvel Hermann.»

«Slap det derud,» tænkte Smith, mens han gik ind paa Kontoret. «Fanden med denne Lydia Munthe! Først Lina og nu Mor. Det ser ud som en Sammensværgelse.» Han tog Lommekniven frem og pudsed sine Negle. «Det skal være en Kone paa over de 60! Gud forbarme sig! Altid bare gjennemsyret af den Slags Fantasier. Monstro hvordan jeg var bleven med en anden Mor under Opvæksten – aldrig hørt and’t end saa’nt Snak af hende.»

Om Eftermiddagen saa Smith op til sin Hustru, da han var færdig til at gaa paa Logen. Han skulde ha Kortklub der iaften og vilde komme sent hjem.

Fru Smith næsten sad i Sengen, tilbagelænet mod det stejle Hovedgjærde; Øjnene var lukket og Hænderne let krummet om Sengebaandet. Hodet laa lidt paa skjæve, og Ansigtet syntes blaahvidt. Det gjøs i Smith med det samme han kom ind, men saa besinded han sig paa, at det var den grønne Lampeskjærm, som gav hende dette ligagtige Udseende. Paa Stolen foran Sengen sad Madam Lind og sov med korslagte Arme, krum Ryg og nikkende Hode. Smith listed sig hen til Sengen, lytted efter Hustruens Aandedræt og la varsomt sin Haand paa hendes. Den føltes lidt kold, men det kom vel af, at hans egen var saa varm.

Fru Smith hæved Øjenlaagene og saa paa sin Mand med et Blik, der syntes at spørge ham om noget. Saa smilte hun svagt og bevæged Læberne. Det saa ud, som hun vilde sige noget, men var altfor søvnig. Øjnene lukked sig igjen, og hun pusted sagte og regelmæssigt som før.

Saa gik Smith lige saa stille, som han var kommen.

Om Aftenen vilde Fru Smith ikke la sig smøre og gnide som ellers. Hun var saa træt, hvisked hun til Madam Lind, og det var saa dejligt at ligge og blunde.

Madam Lind retted sig efter hende. Det gjorde saa vist hverken fra eller til med denne velsignede Smøringen.

«Læs nu Bønnen, Madam Lind,» bad Fru Smith, da hun havde faat sin Aftenmikstur.

Madam Lind tog en smal Bønnebog i gulbrunt Skindbind, slog op, hvor der laa Mærke, og læste læspende og syngende:

«O Herre Jesu Christie, sand Gud og Menneske, min eneste Frelser og Saliggjører, som haver sagt: Kommer til mig alle I, som arbejde og ere besværede, og jeg vil vederkvæge Eder, til hvilken vor himmelske Fader haver overgivet Alting, og som haver baade Livsens og Dødens Nøgle, og uden hvis Vidskab og Vilje ikke det ringeste Haar kan falde af mit Hoved, og langt mindre denne store Sygdom angribe mig. Se, Herre, din Haand haver rørt mig, og jeg er svag og skrøbelig og haver desværre saadan Pine og Plage samt Tugtelse og Revselse med mit syndige Levned heel fortjent. Ikke destomindre kommer jeg til Dig, o almægtige og bedste Læge og begjærer af din Naades og Barmhjærtigheds Rigdom, at Du vil, om det er Dig behageligt og mig til Salighed gavnligt, borttage denne Sygdom fra mig, paa det jeg med et karsk Legeme endnu nogen Tid maa forestaae det mig i denne Verden er betroet og paalagt …»

Madam Lind læste Bønnen ud i et bestandigt mere og mere syngende Tonefald, slog saa Bogen sammen, folded Hænderne og bad Fadervor. Saa rejste hun sig og retted paa Fru Smiths Overdyne.

«Godnat og Guds Fred, Fruen. Ok, hun sover alt igjen. Det var daa svært, ka en Tøngsel der er fullen paa hinner.»

Hun tændte Natlampen, slukked den anden Lampe og flytted den ind i Sideværelset, hvor hendes Seng stod saaledes, at hun fra den kunde se Fru Smith gjennem Døren, som altid var aaben om Natten. Saa gik hun til Ro.

«Ja Fruen,» Madam Lind rejste sig hastig overende og satte det ene Ben ud af Sengen for at staa op. Men saa betænkte hun sig, hun maatte vist ha drømt, at nogen havde ringt, for Fruen sad jo der i Sengen og sov saa pænt i akkurat den samme Stilling.

Hun la sig tilbage paa Puden, men kunde ikke falde i Søvn igjen, alt det hun drejed og vendte sig og kneb Øjnene til, saa de værked. Nej, hun vidste det nok, naar hun var saa ulykkelig at blunde om Eftermiddagen; det fik hun altid undgjælde for. Hun prøved at spise Nattemad og drikke Melk, som hun havde i Beredskab paa Sengebordet, men lige lidet hjalp det. Saa stod hun op, listed ud gjennem Bagsalen, som laa lige over Spisestuen, og ned Bagtrappen. Hun vilde høre, hvorledes Jomfruen havde det.

I det hun traadte over Kjøkkendørstærskelen, flaksed det et Skimt af en Lysning hen over Gulvet, og hun saa en sort Skygge forsvinde tilligemed Lysningen, oppe ved Spisestuedøren.

«Den, Gud vil bevare, er uden al Fare,» Madam Lind sa det højt med hakkende Tænder, og hun vidste ikke, hvorledes hun kom gjennem Skabværelset ind til Petra, hvor der brændte Natlampe.

«Nu være Herren os alle naadig,» sa hun og slog Hænderne sammen, idet hun satte sig paa Stolen foran Sengen, hvor Petras Skjørter laa. «Der er Spøgeri i Huse’.»

Petra rejste sig overende og saa paa Madam Lind med forstyrrede Øjne.

«Uf, I gjør meg ræd, Madam Lind. Har I set nokke?»

Madam Lind nikked.

«Kaalissen saag det ud?»

«Kaalissen ska et Spøgelse se ud? Det kommer og gaar saa en Skygge, men det havde Horn i Pan’en og Hestefødder. Eg saag det saa tydeligt, men saa forsvans det, sak ret ner i Golve’.»

«Gu’ trøste og hjælpe os,» sa Petra med en Kuldegysen.

«Saalissen var det ossaa hos Thomsen sine. Hele det Aare’, før Statshauptman’en dødde, gik der et Spøgelse gjennem Stovven kvereneste Nat og ble vække bagom Aamen, og daa Statshauptman’en fik Slagtilfælde, var det just tæt med Aamen, han stupte.»

«Men kaalissen er det med hinner?» spurgte omsider Madam Lind efter at ha snakket vidt og bredt om Spøgelser og Dødsfald. «Det var det, eg kom ner for te spørre om.»

«Jo tak, Madam Lind. Faar eg ligge et Par Dager, tænker eg, det ska klare seg. Det er bare Forkjølelse.»

«Den, saa var vel oppe igjen. Ittetit! Har I ikkje en Lysestump te laane meg?»

«I finder borte paa Kommoden.»

«Ja ja, saa godnat daa. Ikkje være bange. Bare te ge seg Gud i Vold.»

«Saa skal dog Satans Rige
Aldeles kastes om,»

sang hun dæmpet, mens hun gik over Gulvet og aabned og lukked Døren.

«Om han end Mund og Mæle
Med sine Helvedsbaand …»

hørte Petra ude fra Skabværelset, hvorpaa det blev stille et Minut eller to. Saa knirked det i Døren derude, der lød listende Skridt, og Konsulen traadte ind med et Lys i Haanden.

«Hvad vilde hun?» spurte han og blev staaende et Stykke fra Sengen.

Endskjønt Petra havde ventet ham, fik hun dog slig Hjærtebanken, at det varte lidt, før hun kunde sige: «Bare spørge til mig.»

«Havde hun set mig?»

«Nej. Aa, nu forstaar eg. – Hun trode, det var et Spøgelse og var aldeles vidskræmt.»

«Det har hun godt af, den gejstlige Heksen. Naa, men hvad er det, som er kommet over Dig?»

«Det er gaat sin Vej. Gudskelov og Tak, saa er den Ulykken tat fra os.»

Uf, dette «os», hvor det stødte ham. «Har det gjort svært ondt?»

«Ja.»

«Kan Du klare Dig uden Doktor?»

«Ja, gu’bevars. Der budde en jor’emor …» Petra holdt inde og saa opskræmt paa Smith, som var faret sammen. Ovenpaa hørte de det løbe og smelde med Døre.

Smith sprang ud. Han var naaet ind i Kontoret, da Madam Lind kom farende Fremvejen.

«Guds Domme er uransagelige og hans Veje usporlige,» plapred hun fort ud af sig med opspilte Øjne.

«Snak menneskeligt!» Smith stamped med Foden. «Hvad er det?»

«Fruen er henfaren!» raabte Madam Lind og rakte Hænderne i Vejret. «Kaster al Eders Sorg paa Herren.»

Smith var alt borte. Han løb gjennem Kontorerne, og i Trappen tog han tre Trin om Gangen. I Salen med Familieportrætterne vælted han en Stol og i Værelset ved Siden af rendte han mod et Spillebord.

Ved første Øjekast saa han, at hun var død. Underkjæven var sunken, saa Munden stod halvaaben, og Ansigtstrækkene var bleven saa side og slappe. Med aandeløs Hast følte han paa hendes Hænder. De var iskolde og stive, og der var intet Pulsslag at mærke. Han trykked Munden mod hendes Pande, og det kjendtes, som kyssed han paa Jern en Frostdag.

«Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet,» Smith saa forvildet op. Der stod Madam Lind ved Fodenden af Sengen og Petra hulkende i Underskjørt og Nattrøje.

«Ud!» sa Konsulen med en truende Armbevægelse.

De gik baglænds nogle Skridt.

«Ud!» gjentog han, og laaste begge Dørene, da de var borte.

«Lina, Lina, Lina min.» Han sank ned paa Knæ foran Sengen, la sit Ansigt paa den hvide Dyne og hulked lydløst.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om S.G. Myre

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

S.G. Myre (1890) er tredje roman i serien. Sivert har gått i land og fått arbeid hos kjøpmann Munthe i hjembyen. Men skammen over forfyllede slektninger henger fortsatt i.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.