I Slutningen af April havde Sivert faat Bud fra Sine om, at han var bleven Fader til en stor og velskabt Søn. Han tog imod Efterretningen med dump Ligegyldighed. Men senere paa Dagen, ret som han stod og maalte op noget Bomuldslærred, var det slaat ned i ham, at det ikke kunde hænge rigtig sammen. Jo mere han tænkte paa det, jo sikrere blev han. Skulde det vært hans Barn, kunde det først være kommet i Slutningen af Juni allertidligst. Sine havde forregnet sig dengangen.
Om Aftenen gik han til hende og gav hende Besked. Hun syntes ganske uanfægtet og kom med Eksempler paa for tidlig Fødsel, hvor Børnene havde vært store og fuldbaarne. Det var først da Sivert sa, at han vilde stævne baade hende og Jordemoren, at hun gav Kjøb og tilstod.
Sivert gik lettet fra hende. Saa var han da kvit den Sorgen.
Fra den Dag begyndte han at føre et andet Liv. Han brød med Reiersen, som efter at Andrea var skikket bort, og det rygtedes, at hun skulde giftes med Ravn, var bleven aldeles fordrukken og havde mistet sin Plads hos Manufakturhandleren. Nu sad Sivert atter i Kottet sit om Aftenen og læste i «For Fattig og Riig». Alle hans Tanker var samlet om dette: hvorledes han skulde komme sig ud af den tyngende Gjæld, og i Kramboden var han ivrigere end nogensinde.
Undertiden plagedes han af Samvittighedsnag over Drabet paa Farmoren, især om Aftenen før han faldt i Søvn. Men eftersom Tiden gik, gled det længer og længer bort fra ham, som det var noget, han havde drømt. Hun var bleven begravet fra Forældrenes Hus paa Strudshavn Kirkegaard i samme Grav, hvor Sjur Gabriel laa. Sivert havde sluppet for at være med ved at lægge sig syg.
Det, som pinte Sivert mest, var, at han havde laant af Peders Løn. Hver Maanedsdag, naar han havde faat sine Penger, var han fast besluttet paa at betale ham tilbage, men altid blev det lige umuligt for ham. Peder kræved ham forresten aldrig; han var saa glad i Sivert, at han gjerne havde klædt Skjorten af Kroppen for at tjene ham. Saa brugte han heller ingen Lommepenger nu, for siden Sivert ikke rangled, gjorde Peder det ikke heller.
Madam Virs var glad og stolt over Forandringen med Sivert. Saa havde de dog hjulpet, hendes formanende Ord. Hun snakked ofte til sin Mand om det, men Virs saa mørk ud og sa ingenting.
Saaledes gik Sommeren, og Høsten kom.
Saa var det en Dag i November, da Sivert ved Middagstid var alene i Kramboden, at der kom en Fyr ind og spurgte efter Peder. Peder var et Ærinde. Om det var noget, Sivert kunde sige til ham? Jo, hvis det bare kunde hjælpe, saa maatte han gjerne det. Nu havde han gaat her i Maanedsvis med denne stakkels Regningen, han aldrig kunde faa betalt. Sligt var jevngodt med Bedrageri, for Peder Frimann havde lovt ham Pengene til den første, og nu var den første kommen 3 Ganger, uden at han havde set en Halvskilling.
«Kaa møkke er det?» spurgte Sivert.
«To Ort og 12,» Manden la Hatten paa Gulvet og grov efter Regningen i Vestelommerne. Imens trak Sivert Pengeskuffen ud, og stak uformerkt nogle Sølvmønter til sig.
«Se, her ska I se: Et par Støvler halvsaalet og flikket. Det har staat siden den 14de August.»
«Eg kan lige godt afgjøre det for ‘an, saa I slepper te gaa mere,» Sivert tog Regningen og la 2 Ortstykker og en Tolvskilling paa Disken. «Værsgo’ far.»
«Eg sejer Tak,» sa Manden glad. «Har I Brug for Skoty, saa bur eg paa Halvkan’en. Farvel I.»
Straks efter kom Virs. «Har her vært nokken Handel?» spurgte han.
«Ikkje det Slag. Her var en inde, men han kjøbte ikkje nokke.»
«Gaa saa op og spis Middag.»
Om Aftenen, da Sivert sad ovenpaa ved Skubordet med Grødtallerkenen og Melkeskaalen foran sig, kunde han knapt svælge Maden. Virs havde vært saa underlig hele Eftermiddagen, ikke mælt et Muk til ham og undgaat at se paa ham, naar han spurgte ham om noget. Og nu sad de der begge to og lod Halvdelen af Grøden tilbage paa Tallerknerne. Nu fik han se, naar han rejste sig. Hvis Virs da sa: «Vent lidt, Sivert Jensen far, eg har nokke te snakke med Deg om,» saa var det galt; men hvis han lod ham gaa, saa var det noget andet, de var lej for.
Sivert trykked endnu et par Mundfulde i sig, for at hale Tiden ud. Saa la han Skeen fra sig og sa tak for Maden, idet han rejste sig.
«Vent lidt, Sivert Jensen far. Eg ska snakke med Deg.»
Sivert kjendte det, som om det pludselig sa stop etsteds inde i ham. Han blev varm og kold, mens han la Haanden paa Stoleryggen med et famlende Greb.
«Sit Deg ner, te Mor har tokke af Bor’e.»
Sivert adlød. Det Minut, som hengik, mens Madamen øste Grødlevningerne sammen paa den ene Tallerken, syntes ham uendelig langt, og Lyden af Skeernes Klirren mod Stentøjet og af hendes hinkende Skridt over Gulvet skar pinefuldt ind i Stilheden omkring ham.
«Kaa mange Penger har Du tokke fra Skuffen alt ialt?» spurgte Virs, da Madammen var kommen til Sæde.
«En, to, tre, fire,» Sivert talte Blodets Dunk i sine Øren, og Hænderne blev klamme og fugtige. Gulvet, som han saa paa, bølged op og ned og gled bort i en Taage. Han vilde sige noget, men fik det ikke frem.
«Hvis Du prøver paa te nægte, gjør eg kort Proces og henter Polletie’ straks imorgentilig. Viser Du Deg sandfærdig og tilstaar alt, faar eg se, ka det kan ble te.»
«Sei det bare, Sivert Jensen far,» formante Madamen. «Bekjende sin Synd for Gud og Mennesker – det er den eneste Maaten te faa Fre’ paa.»
«Ja,» sa Sivert med tykt Mæle. «Eg ska bekjende altsam’en, men eg er ‘kje go’ te – eg, eg – vent bare lidt,» Ansigtet fortrak sig i skjælvende Graad; han bed i sin Underlæbe og la Haanden over Øjnene.
«Stakkeren,» mumled Madamen og saa bedende paa sin Mand.
«Aa nej, Madam, ikkje stakre meg,» kom det anstrengt og afbrudt fra Sivert. «Eg er det ikkje værdt.»
«Ka Ti’ begyndte Du med det?» spurgte Virs.
Sivert fo ‘r sig med Haanden over Ansigtet og tvang Graaden tilbage. «Det er længe siden,» sa han lavt.
«Over Aare’?»
«Nej. I Februar Maane’ var det første Gangen.»
«Kaa mykkje tog Du daa?»
«Et Halvdalerstøkke.»
«Og siden?»
«Det har vorre forskjelligt.»
«Har Du nokken Greje paa, ka det beløber seg te?»
«Lidt over 40 Specidaler med Varer.»
«Du slette Tid!» pusted Madamen. «Det var møkke, Sivert Jensen.»
«Det er vel mere, tænker eg,» sa Virs haardt. «Kjuer tar det ikkje saa nøje med Regnskabe’ sit, eller saa for en Dag.»
Sivert sad gulbleg paa Stolen. Ansigtet var stille, bare Munden skjalv.
«Har Du det opskreven kanske?»
«I Hovve.»
«Aa saalissen. Eg kunde tænke det.»
Der blev et Minuts Stilhed. Sivert lytted sløvt til Madamens raslende Strikkepinde.
«Kom saa frem med Resten,» sa saa Virs barskt.
«Eg har sagt alt,» svarte Sivert fast.
«Saa Du endelig vil for Retten?»
«I faar gjøre saa I synes. Det er det sam’e for meg, ka der bler af meg, men Sandheden har eg sagt, saa sandt Gud være meg naadig.» Sivert fo’r pludselig op. Han fægted lidt med Armene, saa slang han sig paa Knæ med en Kraft, saa det smald i Gulvet og sa med skrigende Stemme: «Eg ber Dokker om Forladelse, I, Virs, og Jer Madam! Det er ikkje Polletie’ eg frøgter – eg ska gjerne gaa og melde meg sjøl, men det, saa smerter meg mere end nokke her i Verden, det er, at eg har lønnet Jeres Go’hed saa slet!» Han saa hverken paa Virs eller Madamen, mens han talte. De optrukne, sitrende Øjne var rettet paa Rullegardinet med et Blik, som svæved langt ud, og de store røde Hænder hang stille ned. Madamen blev saa greben af det lidelsesfulde Udtryk i hans Ansigt, at Taarerne kom hende i Øjnene.
«Vi er alle Syndere for Gud,» sa hun.
«Men den største af alle det er meg,» vedblev Sivert med brudt Stemme uden at flytte Blikket og uden at røre sig. «Eg er saa grov en Synder, at det ska være meg en Lise te ble straffet for Tyveri. Ja, en Lise.»
«Gaa nu ner,» sa Virs og rejste sig. «Imorgen ska i faa vite Bestemmelsen min. Bring saa Krambunøklen op her, før I ligger Jer.»
Da Sivert havde afleveret Nøglen og var kommen ned igjen, satte han sig paa Kisten uden at tænde Lys. Han kjendte sig saa mat og kraftløs, at han syntes, han ikke orked at klæ’ af sig og gaa iseng. Ovenpaa hørte han Ægteparret snakke og lægge sig.
«Tyv, Manddraber, Drukkenboldt, Løgner, Bespotter, Bagvasker, Horkarl,» regned Sivert med dump Sløvhed op for sig selv. Det voldte ham ingen Pine, bare et sejgt og valent Nag. Der var blevet saa stille indeni ham.
Næste Morgen før Virs lukked op Kramboden, kom han ind til Sivert, som han fandt oppe og paaklædt, og meddelte ham, at han efter Samraad med sin Kone og i Betragtning af Siverts unge Alder ikke vilde blande Politiet ind i Sagen. Ikke heller skulde de sige det til nogen, saa det kom ud blandt Folk og hindred ham i at faa Plads. For bort maatte han og det endnu idag.
Efter at Sivert havde undertegnet et Gjældsbevis, der lød paa 40 Specidaler, bad Virs ham ta Pik og Pak og komme sig afsted saa fort som muligt. Han skulde ikke hefte sig med at sige Farvel.
Sivert kasted sine faa Klædningsstykker og Ejendele Hulter til Bulter ned i Kisten og laaste den. Saa gik han efter en Drager. Da han stod med denne i Gangen, og netop skulde forlade Huset, hørte han en Stemme ovenfra, som sa:
«Farvel Sivert Jensen far.» Sivert saa op. Der stod Madamen i Nattrøje og Natkappe lænet ud over Rækværket ovenpaa.
«Farvel, Madam Virs,» sa Sivert med dirrende Stemme.
«Gu’ naa meg, kaa laak I ser ud,» hvisked hun tilbage.
«Tak for alt godt, Madam Virs.»
Som i Søvne gik Sivert foran Drageren til Madam Stockflets Logihus paa Hjørnet af Stokkebækssmuget. Han fik et lidet Bagværelse anvist, hvor der netop kunde staa en Seng, en Stol og et Bord. Han kasted sig paa Sengen.
Saa vidt var han altsaa kommen. Ja naturligvis; slig maatte det jo gaa. Her kunde han nu bli liggende, til det sidste, han ejed, var pantsat, saa var der ikke andet end at gjøre af med sig i Svartediket, og saa var den Historien ude. Han skulde samme Vejen som Farmoren, det var tydeligt. Det var bare underligt, han ikke straks havde gjort det. Han syntes ikke Synd i sig, han angred ikke paa noget, alt var færdigt og forbi. Saaledes blev han liggende til ud paa Aftenen. Da stod han op og fik lidt at spise og snakked med Madamen og Tjenestepigen og med et par tyske Skærslibere, som logerte der i Huset. De trakterte ham med Øl, og Sivert dem igjen.
Dag efter Dag tilbragte han paa samme Maade. Naar han ikke laa paa Sengen, sad han paa Stolen tilbagelænet mod Væggen med Hænderne i Bukselommerne og stirred ret frem for sig, indtil det blev mørkt. Saa gik han ud og drev omkring, hvor der var ensomst, oppe paa Klosterhougen eller nede ved Lille-Lungegaardsvandet, vendte saa tilbage, listende, for at Skærsliberne i Fremstuen ikke skulde høre ham, og krøb i Seng, som oftest uden Aftensmad. Undertiden var han indom hos en Kone i Starvhusgaden og pantsatte et eller andet for at skaffe Penger til Logimadamen, der ikke gav Kredit, men forlangte Dagpengerne forud hver Aften.
Saa saa han en Dag i Adresseavisen, som han læste inde hos Skærsliberne, mens de var ude, at Konsul Smith paa Strandgaden averterte efter en Mand til at forestaa et Bodudsalg i Muregaarden.
Sivert gik hen og betragted sig i Spejlet. Jo, han saa ud, som han havde gjort Gjerningen til. Akkurat som han netop var sluppen ud fra Tugthuset, disse slunkne, gule Kinder og dette mørke under Øjnene. Hagen og Munden var fuld av smusket Skjægrod, og al Krøllen gaat af Haaret. Men hvis han nu fik sig klippet og barberet? Han havde en Seksskilling i Vestelommen. Jo, han vilde prøve.
Fra Barberen gik han hjem i Logiet igjen, børsted sine Støvler og Klær og vasked og pudsed sig det bedste han kunde. En halv Time senere stod han i Smiths Kontor og meldte sig som Ansøger til Bestyrerposten.
«Er det Dem, som har vært hos Virs derborte?» spurgte Konsulen, da Sivert havde nævnt sit Navn.
«Ja.»
Smith betragted sine Negle. «Petras Kavaller,» tænkte han. «– Kan De føre Bøger?»
«Jo, Hr. Konsul. Eg har vorre der i halvfjer’e Aar!»
«Ja, De har vel Anbefalinger?»
«Nej,» sa Sivert og skifted Fod.
«Det maa De skaffe Dem. Saa kan De komme igjen,» Smith drejed sig om paa Stolen og bøjed sig over Pulten.
«Undskyld, Hr. Konsul,» sa Sivert med frejdig Stemme og skjælvende Hjærte. «Vi ble’ uklar eg og Virs.»
«En Attest for Redelighed og Duelighed maa De faa ham til at gi Dem alligevel. Jeg tar ikke en fremmed uden nogen Slags Garantier.» Smith dypped Penden og begyndte at skrive.
Sivert gik et Skridt mod Døren; saa standsed han og sa: «Det var for Konen hans sin Skyld.»
«Kunde Dere ikke komme ud af det?» spurgte Smith ligegyldig.
«Vi var altfor go’e Venner. Det var det, som var Fejlen.»
Smith smilte. Siverts Tone var saa naiv, og hans Suk, da han nævnte Konen, saa betynget. «Det var jo slemt,» sa han og vendte sig om igjen til Sivert.
«Ja. For paa den Maade faar eg ikkje Plads igjen. Virs ger meg ingen Anbefaling.»
Smith trommed med Fingrene paa Bordet og strøg sig eftertænksomt om Hagen.
«Det er det samme, jeg skal ta Dem paa den Betingelse, at jeg har Ret til at sige Dem op med 14 Dages Varsel, naar jeg vil, hvis jeg ikke er tilfreds med Dem.»
Sivert kunde ikke svare straks. Glæden var saa heftig, at han kjendte Graaden bryde i sig.
«De betænker Dem?»
«Nej. Eg sejer Tak, Hr. Konsul.»
«Lønnen er 90 Specier om Aaret og 2 Procent af Bruttofortjenesten. Er De flink og paapasselig, kan De tjene godt.»
«Javel, Hr. Konsul.»
«Kom igjen i Eftermiddag præcis Klokken 3. Saa skal en af Kontoristerne gi Dem Besked og overlevere Dem Bøgerne. Og saa faar De gaa igang straks. Den jeg havde maatte jeg vise væk forleden, saa Gutten har vært alene der siden igaar Morges. Farvel.»
«Farvel, Hr. Konsul.»
Sivert følte sig som et nyt Menneske, da han forlod Smiths Kontor. Matheden og Kraftesløsheden var strøget af ham, og han syntes, han maatte kunne flyve, hvis han prøved for Alvor.
Nej, hvor Gud dog kunde vende alt til det bedste. Nu havde han faat igjen meget mere, end han havde mistet.
«Alting tjener dem tilgode,
Som i Sandhed elsker Gud,»
sang det inde i ham.
Han kom forbi Virs’ Hus. Bare han kunde gaat ind og fortalt dem om den lykkelige Tildragelse. Nu skulde det ikke vare længe, før han begyndte at betale af til Virs. Hver Maanedsdag ind i Kramboden og lægge Sedler paa Disken. Disse snille velsignede Menneskene, som havde – –. Med et seg der en Skamfuldhed igjennem ham, som gjorde hans Lemmer tunge. Tænk, om de vidste, hvad han havde sagt til Konsulen om sig selv og Madamen. Pen Tak de fik, fordi de ikke meldte ham.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.
S.G. Myre (1890) er tredje roman i serien. Sivert har gått i land og fått arbeid hos kjøpmann Munthe i hjembyen. Men skammen over forfyllede slektninger henger fortsatt i.
Hellemyrsfolket (1887-1898):
Sjur Gabriel (1887)
To Venner (1887)
S.G. Myre (1890)
Afkom (1898)
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.