Der var gaaet et Aar. Det var Søndag Eftermiddag. Petra gik op og ned inde hos sig selv med Grødomslag paa Kinden og Hodet indtullet i et Tørklæde. Konsulen var i Middagsselskab, og begge Pigerne havde faat fri, saa Petra var alene i Huset.
Hun hørte Porten smælde i ude paa Gaardspladsen og keg gjennem Vinduet. Der kom Sivert Jensen i Søndagspuds. Hvad han nu vilde igjen; han gjorde sig altid saa mange Ærinder.
Døren blev lukket halvt op, og Sivert kom tilsyne i Aabningen. «Eg hørte udaf Stine, at I var saa laak af Tandpine,» sa Sivert lidt forlegen, «og saa gik eg bort paa Svaneapotheket efter nokken Dropper. Vil I ikkje prøve di?» Han rakte en liden Flaske ind i Stuen.
«Det hjælper ikkje,» svarte Petra grættent. Hun holdt Hodet paa skjæve, og Kinden med Grødomslaget var støttet i Haanden.
«Nej de gjør det vel ikkje, men de sa pa Apotheke’, at det var det bedste de havde.»
Petra tog Flasken. «Kaalissen ska det bruges?»
«Drøppe paa Bomuld og stikke ind. Ja for det er vel en Hulletand?»
«Aa, aa, aa,» anked Petra sig.
«Det var skidt med denne Tandpinen. Eg vilde ellers spurgt, om I kunde havt Løst te gaa paa Komedie ikvæld. Ole Bull ska spelle der.»
Petra slog ud med Haanden, mens hun gik med slæbende Skridt over Gulvet.
«Hvis om I ble’ be’re efter Droppene?»
«Me’ dette optrutne Fjæse’? Aa nej daa.»
«Saa faar vi ha det tego’e te en an’en Gang. Farvel daa.»
Sivert gik slukøret gjennem Skabværelset og Kjøkkenet. Ikvæld havde han havt Lyst til at more sig. Det var saa længe siden, og idag syntes han, han kunde ha fortjent det. Igaar havde Virs faat Resten af sine Penger, og den øvrige Gjæld var ligeledes betalt. Lidt stod der jo hos Skrædder og Skomager, men det var Ingenting at regne paa. Men nu naar han ikke fik Petra med sig –? At gaa ud alene var der ikke nogen Fornøjelse ved, og han vidste ingen anden at faa fat paa. Han havde jo ikke søgt Selskab med et eneste Menneske i hele dette Aaret, siden han kom til Smith. Disse Sviregastene og Tøsefillene førte bare Folk i Ulykke, og desuden holdt han sig ogsaa for god, nu han var Bestyrer hos en Mand som Konsul Smith paa Strandgaden.
Da han stødte Porten op ude paa Gaardspladsen, kom Frimann og vilde ind. Sivert letted paa Hatten og lod ham passere, og saa faldt det ham ind, at han kanske kunde faa Peder med sig paa Komedie.
«Ved I om Peder er heme?» spurte han.
«Nejmen om eg det gjør,» svarte Frimann, «men umuligt er det ikkje.»
«Svært til Forandring paa den Manden siden han blev gift igjen,» tænkte Sivert, mens han gik opover Muren. «Før var han lige kjok saa han var lang, nu ser han slet ikkje ud saa nokken Dverg længer. Og saa orntlig i Klæerne og kvit og pen i Ansigte.» Ja gifte sig og faa eget Hus og Hjem, det var det eneste. Bare Petra vilde havt ham. Dette ferme, vakre Menneske med Spændesko og Lærredskrave og myge smaa Hænder, og saa ‘nne Haarfletter hun havde! Der var istand til at bli Menneske af ham ogsaa da.
Petra havde set sin Far fra Vinduet og var bleven saa forbauset, at Tandpinen med ett gik over. Nu havde hun vært her i gode halvtredje Aar, og aldrig havde han set eller spurgt til hende. «Det er bedst te gaa ud og stoppe ‘an, ellers traver han Huset rundt gjerne, saa ukjendt saa ‘an er.»
«Er det te meg I ska?» Petra aabned Døren til Kjøkkenet, hvor Frimann stod midt paa Gulvet og spekulerte over, hvor han skulde banke paa.
«Eg gik nu saa alligevel, og saa tænkte eg – men kanske det generer?»
«Nej, men eg har saa’n Tandpine.»
«Ja, eg ser, Du er saa indballeret,» han fulgte Petra ind i hendes Værelse. «Her har Du det jo hyggeligt,» sa han og saa sig om, idet han satte sig paa Stolen ved Døren.»
«Aa ja.» Petra løste Tørklædet af Hodet og bytted Grødomslaget med et varmt fra Ovnen. Tanden var begyndt at værke igjen.
Frimann sad og saa paa Hatten, som han holdt mellem Knæerne, og drejed den rundt i Hænderne.
«Kaa lever Dokker heme?»
«Bra gudskelov.»
«Kommer Peder endda godt ud af det med Madam Holm?»
«Eg hører ikkje and’t. Hun er nu saa snild, Konen min.»
«Ok ja, eg kalder hinner for Madam Holm. Eg husker ikkje paa det.»
«Det gjør det sam ‘e.»
«Har Dokker nylig hørt fra Marius?»
«Vi havde Brev i forrige Vikke. Daa laag di og lastet i Cardiff.»
«Jaja, det er jo bra det. Peder bler jo ogsaa ved med te skikke seg vel.»
«Ja. Han er avensert te Førstemand hos Virs her forleden med 8 Daler Maanen.»
Pause.
«Er det sandt, ka di seier, at Smith ska gifte seg?»
«Nej, Tandpine er daa det værste et Menneske kan ha,» klynked Petra og rokked med Overkroppen.
«Men Du kan vel ble værenes her ligegodt for det kanske?»
Petra bare anked sig.
«Eg var oppe for te helse paa Drea idag,» begyndte Frimann lidt efter, «men der fik eg ikkje nokken pen Modtagelse just. Hun lod meg staa paa Gangen, og sa, at hun ikkje havde Ti’er te snakke med meg.»
«Var Ravn heme?»
«Eg saag ‘an ikkje, for eg tutlet meg straks, rimeligvis.»
«Nej, hun vil vel ikkje vide af Familjen sin nu, saa høgt paa Straa saa hun er kommen. Hun er jo saa opstaset, sa hun rent gjør seg te Nar, sejer Folk.»
«Det var Konen min, saa endelig vilde, eg sku’ gaa op te hinner. Hun sa, saa sandt var, at eg er jo hinnes Far, og nu behøvde hun jo ikkje te skjæmmes over meg. Fordi om en ikkje er saa rig og fin saa Ravn netop, naar en bare er orntlig og ærlig, synes eg. Og saa vilde Konen min saa gjerne vide, kaa fint hun havde det. Men eg ska vist ikkje komme der mere.»
«Nej, ikkje eg heller,» sa Petra.
«Gudskelov for vi ikkje trænger. Hun trude vist, at eg kom for te faa nokke. Eg ble’ saa underlig, rigtig saa skjeten, at eg ikkje var go’ te gaa hem med det sam’e. Saa slang eg udover denne Vejen.»
Frimann rejste sig.
«Farvel daa og go’ Forbe’ring.»
Henimod Aften gav Smerterne sig. Petra tændte Lys og rulled for. Saa tog hun Grødomslaget bort og kasted et flygtigt Blik paa sig selv i Spejlet. Jo, hun saa ud. Kinden ophovnet, saa Ansigtet var trekantet og Huden rødbrændt efter Omslagene.
Men det gjorde hverken til eller fra. Det var saavist akkurat det samme, hvordan hun saa ud. Hun satte sig paa Stolen ved Ovnen med Armene lagt i Kors under Brystet og saa frem for sig, mørk og grublende.
Denne Drea, som altid havde vært anset for en Gadeheje og en Slurve! Hvad Slags Kunster havde hun dog brugt for at faa Ravn til at gifte sig med hende. Havde det endda vært en Enkemand op i Aarene som Smith, men Ravn som var saa ung! Hvem skulde tænkt, at det vilde skikke sig saaledes. Drea, som hun ikke havde villet gaa paa Siden af – sidde der som en rig, fin Frue midt i Strandgaden – –. Nu havde ogsaa baade Faren og Brødrene tat sig saa ordentlig til; det var bare hende, som var kommen saa sørgelig tilkort.
Og saa sjofel som hun var blet. Gaa der og bebyrde Smith med sin Nærværelse, naar hun vidste, at hun var ham en Torn i Øjet. Det var bare derfor, han havde fundet paa at kjøbe Landsted og flytte ud med Stuepigen og Løbergutten den 1ste Maj, endda saa koldt som det var. Siden da var det ogsaa, han havde brudt alting af med hende, og sagt «De», de sjældne Ganger han maatte snakke til hende, naar han spiste Middag i Byen. Men saa æreløs var hun, at hun nu havde ladt baade St. Hans og Mikkelsdag gaa over uden at sige op, og det uagtet hun for hver Dag blev vissere og vissere paa, hvad der skulde komme. Nu sa de det jo ogsaa i Byen, hørte hun af Faren. Aa ja, hun havde længe forstaat det. Selv om ikke Stuepigen havde fortalt, at han sent og tidlig gik og sværmed med Datter til Kjøbmand Munthe sine, hvis Landsted laa tæt ved, vilde hun set det paa Smith, at der var noget saa’nt igjære. Saa ung som han var bleven og vakrere end før, meget vakrere. Naar han gik over Gulvet ovenpaa, var det, som han danste afsted, og saa sang han i Trappen, og tog ren Manschetskjorte paa hver Dag og havde Blomst i Knaphullet, og Klærene hans lugted af noget meget finere end den eau de Cologne, han før brugte. Det var andet end hende, som gik og blev mager og styg og saa ud som hun var op imod de 40. Og saa længe som Smith var bleven paa Landstedet! Skulde tro, han husked, det var paa Konens Begravelsesdag han var flytted ind? Aa nej, det var han nok altfor glad til.
Gad vide, om hun vilde synes, hun var pen, denne Lydia Munthe? Dengang Forældrene spiste Middag her, før de flytted paa Landet i Vaar, var hun ikke med. Høj og lys og blottenes ung, sa de. Aa ja, hun fik vel tidsnok se hende, naar de nu blev forlovet og holdt Bryllup.
Men forresten, hvis det blev saa, maatte han vel bekvemme sig til at komme og sige hende det. For han vilde da vel ikke, at hun skulde gaa her og se paa Efterfølgeren sin. Ja ialtfald, om ikke han var saapas fintfølende, saa sandelig var hun det.
Han behøved forresten ikke at være bange. Hun skulde nok ingen Scener føre op, som han kaldte det. Hun havde jo havt Tid nok til at berede sig paa det, saalænge hun havde gaat her alene og grublet og sørget. Og naar han nu ikke brød sig om hende mere – Gud maatte vide, om han nogensinde havde gjort det – og hun var vis paa, at han aldrig vilde vende tilbage til hende, saa kunde jo gjerne en anden faa ham. Petra visked bort de kolde Taarer, som langsomt gled ned langs Næsen. Aa men det var just det, hun aldrig kunde tugte sig selv op til at sige af Hjærtet. Saalænge der var Liv, var der Haab, og hvis han ikke gifted sig, vilde der jo være en Mulighed for, at han kunde ta hende til Naade igjen.
Men til Jul vilde hun sige op. Saa havde hun akkurat 5 Maaneder at være her i, for Vandremandag faldt paa den 12te April, og idag var det den 10de November. Før til den Tid blev der vel ikke noget Bryllup af. Det tog jo Tid at sy Udstyr, og det hasted vel ikke, saa ung som hun var.
Hvis hun saa bare havde Tiltag til at høre sig om efter noget. Eller skulde hun kanske forlove sig med Sivert Jensen? Ja, da vilde Konsulen likt sig da! Men saa let skulde han ikke slippe. Han havde godt af at gaa i lidt Kattepine, saa uden Hjærte og Tanke han havde vært for alt det, hun havde havt at gjennemgaa.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.
S.G. Myre (1890) er tredje roman i serien. Sivert har gått i land og fått arbeid hos kjøpmann Munthe i hjembyen. Men skammen over forfyllede slektninger henger fortsatt i.
Hellemyrsfolket (1887-1898):
Sjur Gabriel (1887)
To Venner (1887)
S.G. Myre (1890)
Afkom (1898)
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.