Siælens Sang-Offer

av Dorothe Engelbretsdatter

Forrige Neste

III. JEsu Christi hellige Pinis og Døds Salige Brug og tilegnelse.

1.

JEsus som af Kierlighed,
Fra sit høje Himmel-sæde,
J Fornedring vilde træde,
Og kom her saa usel ned,
Hand for vore Synder lider,
Fattigdom og Verdens skam,
Mod alt saadant hand ey strider,
Men er taalig som it Lam.

2.

Din forsmædelse, min Gud,
Og din ringe verdslig ære,
Til it Klenod vil jeg bære,
Paa mit Hierte, som een Brud,
Om end Stolthed sig indsniger,
Da har jeg dit Smycke paa,
Saa det Lyde skamfuld viger,
Og sin fremgang ey kand faa.

3.

JEsus i Gethsemane,
De Blod-sprengte Taare sveder,
Og sin Fader ydmyg beder,
Om det muligt kunde skee,
Denne Kalck at maa borttagis,
Som for hannem var i-skienkt,
Da med dødsens Angst hand dragis,
Paa sit Ansigt neder senkt.

4.

Disse Taare, denne Strid,
Dig i Urtegaarden møder,
Det var mine Synders bøder,
Du Clarerte samme Tid,
Ah derfor min Bøn anskue,
Saa jeg Naadig Audientz,
Aff din Smerte-Sved maa sue,
Mig til Hiertens Poenitentz.

5.

JEsus bleff Forraad med Svig,
Judæ Kys, fick da sin Gienge,
Som for Tredeve Sølff-Penge,
Solte ham Forrædelig,
Strax med Blus, med Sverd og Stenger,
Trengte sig en Skare frem,
Og med Vaaben om ham henger,
Som hand var en Morder slem.

6.

HErre du som ved en Kys,
Bleffst saa underfundig greben,
Og paa alle sider kneben,
Om mig end med Falskheds grys,
Nogen Hadefuld antaster,
Da giff mig Spagfærdighed,
At jeg Sorgen paa dig Kaster,
Og dit Fodspor holder ved.

7.

JEsu du dig fange lodst,
Og aff Skaren offvervinde,
Ja som en Mißdeder binde,
Da forlat du ene stodst,
Og til Annas bunden føris,
Thi det kom dem saa til Pas
Derfra maatte du og kiøris
Til din U-ven Caiphas.

8.

Du sactmodig O Guds Lam,
Som paa Morder viis forfultis,
Og Uskyldig Næffve-knultis
Om mig nogen bliffver gram,
Saa jeg her maa tribuleris
Uden Skiæl, aff bare had,
Skal jeg Dommerne leffveris,
Mag det saa jeg bliffver Glad.

9.

JEsu du med spaat, og spee,
Lodst dit Ansict offver-spøtte,
En Kindhest den anden møtte,
Alle tordte dig belee,
Og med Pidsker du hudflengis,
Fuld aff Ribler var din Krop,
Purpur Kaabe dig omhengis,
Blodig i fra Taa til Top.

10.

Denne Spaat, det Spøt, de Slag,
Du min JEsu ledst med Smerte
Lad indtrengis i mit Hierte,
At det føler Syndsens Nag,
Og de fule Lyster spegis,
Som gaff dig saa dybe Saar,
Ah lad det her ved bevegis,
At du sligt for min skyld faar.

11.

JEsus til en Marter blef,
At i Blood hans Legom svemmed,
Hans velsigned Hoffved klemmed,
Torne-Kronen der ind dref,
Da forhaanlig hver mand skrege,
See it Spir den Konge bør,
Fingre effter ham de pege
Og i Haanden gaff it Rør.

12.

Denne Krone, dette Blood,
Den foract, de spodske miner.
Dig udmatted JEsu piner,
Er Qvitantze fuld og good.
Mine Synder at Rantzone,
Lad det dyre kiøb bestaa,
Saa mig der ved Liffsens Krone,
J dit Rige settis paa.

13.

JEsu du med Vold og Skrig
Maa for alle Folk udledis
Og da som een Orm tilredis
Menniske Varst du ey lig
Saa til døde du fordømmis
Alle raabte da Kaarßfest!
Bort med ham lad ey forsømmis
Thi det er for Folked best.

14.

Denne Dom, og dette Raab
Som du Lifsens Første taalte
Der alt Folked mod dig skraalte
Kand tilføre mig det Haab
At naar du din Dom vil holde
Naaden maa for Retten gaa
Det kand din Miskundhed volde
Og den død du togst dig paa.

15.

JEsus it Spectackel da
Og it Verdens Spot fick være
Hand sit Kaars self maatte bære
Ud til Steden Golgatha
Hvor de lode ham Kaarßfeste
Og martere grummelig
Mellem Røffver os til beste
Lod hand der ophenge sig.

16.

Dette Kaars, og denne tvang
Du at drage varst tildreffven
Lad der under være bleffven
Mine Synder ved den gang,
Giff at jeg saa maa Kaarßfeste
Mit forderfved Kiød og Blod
HErre giør der i det beste
For den smerte du udstod.

17.

JEsu du var sted i Nød,
Og til Kaarsit fest med Nagler,
At dit Blod paa Jorden hagler,
Og som Strømme nederflød,
Dine Hænder, dine Fødder,
Blef igiennem boorede,
At indtil dit Hierte Rødder,
Varst du fuld aff Verck og Vee.

18.

Diße Nagler Hull og Saar,
Dig udpined JEsu trenger,
Der du blot og nøgen henger,
De al Salighed formaar,
Dine blodig Vunders huler,
Bliffve mine Synders Graff,
At de der udi sig skiuler,
Til din Vrede lader aff.

19.

JEsus for Uvenner bad,
At de icke maatte lide,
Hvad de giøre de ey vide,
Fader dennem det forlad,
Men de spotted ham dog Trygger,
Sagde: tui hvor deylig du,
Templen bryder, og opbygger,
Est du Gud saa hielp dig nu.

20.

HErre mild og Hierte-From,
Som for dine Fiender beder,
Der saa ilde dig tilreder,
Lad ey Heffn hos mig faa rom,
Med din forbøn mig forhverffve,
Evig gaffn og Salighed,
Du som ingen vil forderffve,
Lius og offver mig din Fred.

21.

JEsus til sin Moder saa,
Og bevegtis offver hende,
Gaff Disciplen det tilkiende,
Som derhos da monne staa,
Hende skulde hand annamme,
Qvinde see det er din Søn,
Strax fuldkommet bleff det samme,
Fra den Dag ved JEsu bøn.

22.

Menniskens Trofaste Ven,
Du som mit i dødsens Smerte,
Aabnede Miskundheds Hierte,
See til mig aff Himmelen,
Naar jeg sørge-fuld her vancker,
Ja er Enlig, og forladt,
Dine Øyen, dine Tancker,
Vendt til mig min Siælis Skat.

23.

JEsus Verdens Frelsermand,
Maa bespottis aff en Røffver,
Men den anden Bønnen øffver,
Og til HErren sagde hand,
Tenck paa mig udi dit Rige,
JEsus svarte blidelig,
Du i Dag skalt sandelige,
Gaa til Paradis med mig.

24.

Gud som var saa Naadefuld,
Der du end paa Kaarsit hengte,
At paa Røffveren du tenkte,
Vær mig Arme ogsaa huld,
Om dit Rige jeg nu beder,
Tenck paa mig JmmanuEl,
Effter Paradis jeg leder,
Der hen lengis og min Siæl.

25.

JEsus ved den Niende Stund,
Med høy Røst hand raabte Eli,
Eli Lama Asabthani,
Og det kom af Hiertens Grund,
Som da voris Frelser kiære,
Viste alting var nu klart,
Skrifften at fuldkommed være,
Vendted hand og Døden snart.

26.

Denne Fristelse og Qval,
Dig forlatte JEsu klemmer,
Lad husvale mine Lemmer,
Til jeg faer i Graffvens Dal,
Du med Løffte dig erbiuder,
Jngen at undfalde vil,
Naar mig Fristelser indskiuder,
Da dit Løffte flyr jeg til.

27.

JEsus der Vandsmæcted var,
De saa Ubarmhiertig plagde,
Mig nu Tøster hand da sagde,
Bitter drick de hannem bar,
Tog Jsop, med Edick blandet,
Og det holte til hans Mund,
Hand at dricke fick ey andet,
J den sidste dødsens Stund.

28.

Du udmatted tørre Mund,
Som antogst den bittre ledske,
Giff min svage Tunge vedske,
Naar jeg faar den sidste blund,
Lad din bedske drick formilde,
Dødsens Angst, og strenge smag,
Ledsk mig da aff Liffsens Kilde,
Som udflyder Nat og Dag.

29.

JEsus spaat paa Kaarsit led,
J hans Sag var hver mand Dommer,
Holt see om Elias kommer,
Sagde de, oc tar ham ned;
Der nu JEsus hafde taged,
Edicken som de frem bar,
Siger hand, som saa blef plaged,
At det nu fuldkommed var.

30.

Verdens skam til dødsens Braad,
Ledst du taallig JEsu fromme,
Alting vilde du fuldkomme,
Hvad dig Skrifften hafde spaad,
Ah lad det mit Hierte røre,
Til Lydactighed mod dig,
Hvad jeg ey kand fyldest giøre,
Det fuldkomme du for mig.

31.

JEsus der var Gud og Mand,
Med høy Røst nu atter taler:
Fader jeg min Aand befaler,
Dig i Hænder sagde hand,
J det bøyde hand sit Hoffved,
Og gaff Aanden ud paa stand,
Er saa sødelig hen soffved,
Jngen det beskriffve kand.

32.

Du som har din Aand befalt,
J din Faders Guddoms Hænder,
Der du dig fra Verden vender,
Lad de Ord du haffver talt,
Her mit sidste Mundheld bliffve,
Naar aff mig udfar min Aand,
Saa jeg den maa offvergiffve,
J din Faderlige Haand.

33.

JEsu nu er Striden dempt,
Nu er Angsten offvervunden,
Nu er spaat og hug forsvunden,
Nu er Torne Kronen glemt,
Nu er borte blodig Smerte,
Nu er lægte dine Saar,
Nu er ledsked vel dit Hierte,
Nu er Kaarsit dig ey svaar.

34.

Loffved være dig Guds Søn,
Som saa mandelig har kiemped,
Alle Fiender du ned demped,
Og gick self for os i Bøn,
Verdens Jammer bør vi lide,
Som er Timelig og læt,
Og for Paradisit stride,
Til det sidste Aandedræt.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Siælens Sang-Offer

Siælens Sang-Offer er Dorothe Engelbretsdatters debutsamling fra 1678. Dette er den første boken av en norskfødt forfatter som er trykt i Norge og som har en litteraturhistorisk betydning.

Salmene ble utgitt med melodier, noe som gjorde dem ekstra populære. Salmene ble gjenopptrykt så sent som i 1868, noe som viser at sangene har vært i levende bruk nesten 200 år etter at de utkom første gang. Noen av salmene står fremdeles i Norsk salmebok.

Den mest kjente salmen er «Afften Psalme»: («Dagen viger og gaar bort»).

Les Kristen Valkners forord om forfatteren og verket. Se også noteapparatet.

Les mer..

Om Dorothe Engelbretsdatter

Dorothe Engelbretsdatter var den mest kjente og mest populære kvinnelige salmedikteren i samtiden, noe som skapte både beundring og misunnelse. Hun hadde personlig kontakt med og ble anerkjent av andre store salmediktere som Petter Dass og Thomas Kingo.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.