Siælens Sang-Offer

av Dorothe Engelbretsdatter

Forrige Neste

En Aandelig Sang.


Siungis som
Den signede Dag er os beteed.

1.

STrax Jonas kom til Ninive,
Og talte om Guds Vrede,
Lod Folcket Poenitentze see
Da lærdte de at bede,
Jndflyde til Guds Miskundhed,
Og satte sig i Asken ned,
Med Bøn og Graad de Fasted,
Og frycted for hans store Magt,
Aflagde saa all Synde-Pragt,
Og Secke paa sig kasted.

2.

Der Nathan kun een Lignelse
For Konnig David førdte,
Til Ruelse og Anger Vee
Da sig hans Hierte rørdte,
Der Gud een gang til Peder saae
Gick Taare aff hans Øyne vraa,
Hand strax sit Fald begræder:
Men jeg som een ulydig Brud
Saa offte hører Christi Bud,
Og dem dog offver træder.

3.

Nu jeg som vecker JEsum tit
Til aller-største vrede,
Vil nu og som en Ninivit
Jgien om Naade bede,
Med David vil jeg giøre Bod
Og falde ned for HErrens Fod,
Med Peder vil jeg græde
Saa fra det Selskab packe mig
Som sidder her svigactelig
J onde Folckis Sæde.

4.

Jeg med Manasse færdig er
Mit Hiertis Knæ at bøye,
Nu Synden dybt mig giennem skiær,
Da falder jeg til føye,
Og med Maria er bered
At kaste mig for HErren ned,
Som een Bodfærdig Synder,
Jeg vil ham Toe med mangen Taar
Og Tørre med mit Hoffved Haar
Det Bad jeg veed hand ynder.

5.

Og saa som den Forlaarne Søn
Hen til sin Fader skyndet
Gaar jeg til JEsum med min Bøn
Og siger jeg har syndet
Som Tolderen der vendted trøst
Saa vil jeg bancke paa mit Brøst
Og effter Naaden hige
Med Røffveren jeg beder nu
Ah HErre kom dog mig i hu
Og giff mig Himmerige.

6.

Naar kun een Synder vender om,
Da sig Guds Engle fryder,
Og JEsus som er mild og from
Sig Naade-fuld erbyder,
Det var ham ey saa angenem
Om der i flocke-tal kom frem
Ni og Halfemtsens Tiuffve,
Som stoled paa selff hellighed
Og var til Anger ubered,
Hans Ord kand icke liuffve.

7.

Jeg holder det for ingen skam
Min Ondskab at bekiende,
Og hen til Christum det Guds Lam
Med Poenitentz mig vende:
Var Naaden ey at stole paa,
Da maatte jeg i støcker gaa
Og mig til døde sørge,
Nu er mit Hierte til ham sendt
Med Taare sprengt med Troen tendt,
All Verden det maa spørge.

8.

Vil Sathan end anklage mig,
Min Frelser mig forsvarer,
Om Lowen truer haardelig,
Min Sag da JEsus klarer.
Bær Verden end til mig et Nag,
Forgieffvis giør hun sig u-mag,
Mig skal ey Døden skrecke,
Oplader Helffvede sin Mund,
Og vilde sluge mig i Grund,
Den Magt kand Gud og svecke.

9.

O Jesse Qvist O Davids Rood,
O Himmel-høy Regenter,
All Verden falder dig til Food
Og alle Elementer,
Jt Knæ-fald for din Naadsens Dør,
Med heldet Hoffved jeg nu giør,
Du det til tacke Tager,
Jeg veed at icke du forsmaar
Den Graad som mig i Øyen staar,
O Hierternis Randsager.


Siungis som
Vdi din store Vrede.

1.

SOm Hiorten mødig skriger,
Og til Vandkilder figer,
Saa lengis nu min Siæl,
Hun pleyer stedtze Tørste
Alt effter Liffsens Første,
Den Gud JmmanuEl.

2.

Hand veed best hvad mig mangler,
Hvor mange Syndsens Angler,
Sig fester i min Krop,
Og de betrøcte Lemmer
Med Fange-Redskab klemmer,
Fra Foden indtil Top.

3.

Den gamle Adams nycker
Til Synde-Lyst mig rycker
Og styrter dybt i Nød
Naar jeg til Laster iler
Den daarlig Eva smiler
J mit forderffved Kiød.

4.

Fra Gud er Jeg fordreffven,
Og ilde staar jeg skreffven,
Ah JEsu beed for mig,
Mit Ansigt vil jeg bucke,
Min Siæl skal yde sucke,
Lad det bevege dig.

5.

Du eene est min glæde,
Lad mig ey Trøstløs græde,
Tenck paa dit Blod saa rød,
Der du for mig lodst rinde,
Forløser drag til minde
Du og for mig est død.

6.

J dine dyre Draaber,
Jeg ufeylbarlig haaber
Min Salighed beroor,
See dine Vunder røde,
Saa vel for mig fick bløde,
Som for een Helgen stoor.

7.

Lad derfor Sathan vige,
Naar hand sig vil indsnige,
At giøre Synden læt,
Er jeg endskiønt forrasked,
Da har du mig dog vasked
Udi din blodig Tvæt.

8.

Det lidet Vreden varet,
Har du dit Ansigt sparet
Jckun it Øyeblick!
Mens mig med Naade samler,
Om jeg iblandt end famler
J dine Bud og skick.

9.

Du som paa alting skiønner,
Giff act paa mine Bønner,
Bøy Øret til mit Raab,
Saa vil jeg da fremtræde,
Og dine Fødder væde
J Graad og Taare-Laab.

10.

Mens jeg saa til dig skynder,
Da skiul dog mine Synder,
Kast dem i Haffved ned:
Løs mig aff Siæle-Vaade,
Giør det O Gud aff Naade,
Ey for min Værdighed.

11.

Ansee din Tienerinde,
Jeg har nu got i sinde,
Og recker effter dig
Med begge mine Hænder,
Saa Øyene jeg vender
Beent op til Himmerig.


Siungis som
Hiertelig jeg nu lengis etc.

1.

SOm en bedrøffved Fange,
Seer Angergiffven ud,
Saa gaar jeg Hierte-bange
Til dig O Himmel-Gud,
Du rette Siæle-Hyrde
Antag dit Tabte Faar,
Nu syndsens tunge Byrde
Mig offver Hoffved gaar.

2.

Mit Kiød og Blod til Dyder
Er dog saa Flinte-hart,
Men feyl og slemme Lyder
Har friheds gang og fart,
At hvordant Bladet vendis,
Da kiger Synden frem,
Og hendis Mercke kiendis
Hos mig paa hvert it Lem.

3.

Saa det er icke skaaren
J mine Klæders Søm,
Mens mig i Kiødet baaren,
Den Byld er altid øm,
Aff stoor indvortis qvide,
Jeg tit maa bliffve red
Og i een haard Nødd bide,
Sligt fører Synden med.

4.

Det gode at udføre,
Staar icke i min Magt,
Til det jeg burte giøre
Er Kiødet alt for svagt,
Med Ruelse jeg klager,
At syndsens Regiment
Jo meer og meer tiltager,
Og bliffver icke endt.

5.

At boo i Verdens Hytte,
Er kun it Synde-Mon,
Langt bedre var at flytte,
Fra dette Babilon,
Og fra de ondis Skare,
Som løber om i tund
Med deris fange Snare
Og Smigre-fulde Mund.

6.

Der Gud med Naadsens Øye
Til Peder haffde seet,
Da gick hand ud at bøye
Sig fra det Selskab leet,
Som vaar hos hannem sancked
J Høye Præstens Sal,
Sit Synde-fald hand ancked
Med Taare uden tal.

7.

Jeg veed at Christus siger,
Naar en Ugudelig
Fra syndsens Veye viger,
Og ret omvender sig,
Da skal ham ey tilregnis
At hand tog vilt affsted,
Mens i Guds Hænder tegnis
Med stor Barmhiertighed.

8.

Hand kalder ad de Trette
Der mest besvered er,
Og vil den Byrde lette
Som de saa tunglig bær:
Det løffte Gud har loffved
Er mig en Salig Trøst,
Saa bøyer jeg mit Hoffved;
Og slar mig for mit Brøst.

9.

Jeg vil og icke skaane
Mit Raab for Himmelen,
Som den der vilde laane
Tre Brød udaff sin Ven,
Faar jeg dem icke heele
Da lad dog Naade see,
Og mig ickun meddeele
En Part aff Smulerne.

10.

Saa lader jeg mig nøye
O Hierte-fromme Gud,
Med hvis du vil tilføye
Din Synde-fulde Brud:
Giff da min Siæl den glæde,
At hun maa nyde Roo
Op i dit Himmel-Sæde,
Ah der er got at boo.


Siungis som
O høyeste Gud vor Allerkieriste HErre.

1.

GUd staar saa Naadig med udstracte Arme
Mod it ulydigt Folck som giør ham harme,
Og loffver at meddele dennem Trøst.
Endog de slar sludøre til hans Røst.

2.

Hand locker først med venlig Ord og Miner,
Naar det ey hielper, da hand siden Piner
Og bruger icke meere Naade-vinck,
Men truer hart med vredis Tegn og blink.

3.

Vi søger ham saa sielden med det gode,
Og løber villig til Vellystens Rode,
Den brede Vey er læt at vandre paa,
Hin sneffre Stj er vanskelig at gaa.

4.

Maa icke JEsus der paa engang ancke,
At hand staar ude og saa tit faar bancke,
Paa vore Hierters Dørre som er luct,
Naar vi til Synde-Veye tager fluct.

5.

Op! op min Siæl, og aabne dog dit Kammer,
Hør, JEsus slar der paa med Naadsens Hammer,
Slip nu ald verdslig søssel af dit Sind,
Stat hastig op og strax luck hannem ind.

6.

Vil du med Poenitentze lenger sale,
Og ligge hen i Synden som i dvale?
Ah ney, stat op og klar din fule Sag
Mens det end heder her i Dag, i Dag.

7.

Maa skee i Morgen er det alt for silde,
Om du dig da til Bood beqvemme vilde,
Haff Naadsens Tiid nu der for vel i agt
At icke Passen bliffver dig forlagt.

8.

Min JEsu see jeg giffver dig mit Hierte,
Opfylt med graad og syndsens skiulte Smerte
O tag det an: det hører dig dog til,
Jeg meer end gierne dig det unde vil.

9.

Slet ud de gamle skrumpne Synde-Ryncker,
Ansee din Brud, der jamrer sig og klyncker,
Tenck ey paa min fremfarne daarlighed,
Som er saa groff at ieg self skemmis ved.

10.

Du har it Faders Hierte til mig draged,
Naar jeg min Nød og Trang for dig har klaged
Thi blues jeg ey ved at giøre Bood,
Fordi jeg seer du JEsus est saa good.

11.

Min Tilliid vil jeg paa din Naade feste,
Bodfærdig Taare giffver jeg til beste:
Mit Haab og mood som før nedslagen laa,
Skal nu bered for dig min JEsu staa.

12.

Saa græde-fuld til dig jeg Øyen vender,
Og veed du fromme HErre icke nender,
At støde mig vredactig bort igien,
Jeg flyr til dig du rette Siæle-ven.


Siungis som
Vil Gud vor HErre ey med os staa.

1.

DE som er til Guds Rige fød,
Veed her aff liden glæde,
Det Taare-blandet Kummer-Brød,
Maa de saa jeffnlig æde,
Og kiender icke Verdens Fryd,
Men Hierte-Suck og Klyncke-Lyd
Er ey for dennem fremmed.

2.

Nu stødis de aff Modgangs Vind,
Nu bruser Kaarsens Bølger,
Nu velter sig og sorgen ind,
Nu Fienderne forfølger,
Nu stormer syndigt Kiød og Blood,
Nu Tordner Verden dem imood,
Saa tung er deris Skiebne.

3.

Som Svalen faar de pibe tit
Og kurre som een Due,
Aff Mennisken kun vyrris lit
Een hver vil dennem Kue,
De vandrer giennem Torne-Riis
Den trange Vey til Paradiis,
Det er saa HErrens Domme.

4.

Her maa de udstaa Vinters Tvang
J Kaarsens haarde Skole
Saa Angstens Nat hun siunis lang,
Dog kand de der paa stole
At siden kommer glædsens Vaar
Som hver een Suck og Græde-Taar
Til Himmel-Fryd forandrer.

5.

Strax effter Regn den Soel saa blid,
Er med sit skin tilstæde,
Saa haffver alting her sin Tid,
At frydis og at græde,
Vi kand ey leffve uden Meen,
For der til hører stercke Been,
At bære gode Dage.

6.

Ved megen Trengsel bør vi jo,
Til Himmerige gange,
Og med den Svend som fantis tro,
Een Naade-Løn erlange,
Hvem vil da veyre sig her ved,
At giøre HErrens Kalck beskeed,
Mens det saa vel betalis.

7.

Du maa nock her een stacked stund,
J Jammerdalen lide,
For det udvalde Guds samfund,
Og Paradisit stride,
Om Vandet op til Siælen gaar,
At drugne dig det ey formaar,
Gud vil dig Haanden recke.

8.

Dog findis ingen sicker roo,
J disse vandrings Lande,
Gack ud fra Verdens Jericho,
Som har de onde Vande,
Beed JEsum din trofaste Ven,
Ledsage dig til Himmelen,
Der hviler du fra Møye.

9.

Led mig og did JmmanuEl,
Jeg er jo en aff dine,
Ah handle Naadig mod min Siæl,
Vilt du end Kroppen pine,
Din Tienerinde er bered
At fare hen til dig i fred,
Og frydis blandt din Skare.


Siungis som
Kommer til mig sagde Guds Søn.

1.

HVo som er aff en sterck Natur,
Behøffver icke nogen Cur,
Men de som ere svage,
For dem er Lægen yndelig,
Ved hannem de forvendter sig,
En Trøst mod deris Plage.

2.

Nu er der ingen Læge til,
Der bedre hielpe kand og vil,
Hvad siugdom os antaster:
End du O Mester JEsu Christ,
Din Haand Curerer altid vist,
Med sunde Læge-Plaster.

3.

J blandt de svage er jeg Een,
Og har mangfoldig Synde-meen,
Ah! JEsu mig helbrede,
Din Legdom hoffver mig saa vel,
O! heel der for min siuge Siæl,
Haff Naadsens Cur til rede.

4.

Jeg er det Menniske der falt
Blant Røffvere, som med gevalt
Nær sloge mig til døde;
En Præst drog frem og hialp mig ey,
Leviten gick forbi sin Vey,
Der jeg saa laa og bløde.

5.

Vær du dog den Samaritan,
Der tager sig min Jammer an,
Og læger mine Vunder;
Gyd Naadsens Olje i hvert Skaar,
Med krafftig Viin rens mine Saar,
Jeg troor du mig det under.

6.

Du løste den Spedalskis Baand,
Og racte ud din Hielpe-Haand,
Paa hans udsprengte Lemmer,
Endog den siuge var u-Reen,
Varst icke du med hielpen seen,
Der hand med Bøn i stemmer.

7.

Den blinde Mand hos Veyen sad,
Ham giorde du og Hierte-glad,
Der hand dig effter raabte,
Og svarte ham saa blidelig,
Hvad vilt du jeg skal giøre dig,
Hand fick da det hand haabte.

8.

Den Qvinde som i nogle Aar,
Aff Blodgang var udmød og Saar,
Hun klaged dig sin Smerte,
Og samme stund forlindring fick,
En Krafft fra dig til Hende gick,
Hun treffed ret dit Hierte.

9.

Antag og mig din svage Lem,
Jeg er dog og saa en aff dem,
Som mest din hielp behøffver;
Ah! maatte jeg der er saa øm,
Kun røre ved dit Klædis Søm
Da Miskundhed du øffver.

10.

Mens jeg igien tilbage staar,
Saa læg O! Gud og mine Saar,
De som indvortis svier
Heel dennem saa jeg bliffver let,
Da maa her Kroppen staa sin ret,
Paa Siælens Cur jeg bier.


Siungis som
Jeg ved it Evigt Himmerig.

1.

NAar du O! HErre tucter mig,
Da Riset vil jeg kyße,
Og verge mig med Bøn og skrig,
Saa ingen skal mig tyße.

2.

Aff Vanart jeg saa offte tør,
Til vrede dig opegge,
Og Synden, som sig icke bør,
Er som min kiæle Degge.

3.

Brug icke Vredens skarpe Riis,
Naar du mig her vil nefse,
Lad det alt skee paa Faders viis,
Og mig med maade refse.

4.

Saa stor er nu min synds talent,
At du mig bør hudflenge,
Men regn dog ey min faut saa plent,
At Retten faar sin gienge.

5.

Din Haand jeg icke kand undfly,
Jeg usle Synderinde,
Drog jeg op til den høye Sky,
Du viste mig at finde.

6.

Saa straff nu her og lad mig løs,
Sla til med Faders Hierte,
Jeg gaar fordvalt i syndsens døs,
Thi faar du Kroppen snerte.

7.

Naar Børn slet ingen affve faar,
Saa bliffver de for kaade,
Men naar en Fader dennem slaar,
Da holdis an om Naade.

8.

Giør Riset lint, qvist ey for hart,
Du vedst hvad jeg kand taale,
Far icke frem med grumheds fart,
Saa jeg skal pinlig skraale.

9.

Dit Riis vil jeg O! Fader kier,
Med mine Taare væde,
Det Barn dog ilde slagen er,
Som ey der for maa græde.

10.

Jeg er den Ufructbare Green,
Som bær kun vilde Druer,
Og Synden tørrer mine Been,
All Saft og Krafft udsuer.

11.

Min Barne Ret har jeg forspilt,
Er bleffven syndsens slaffve,
Med hende løb jeg om saa vildt,
Som en der var aff laffve.

12.

Derfor O Fader giør du vel,
At du mig her vil temme,
Men sla mig icke slet ihiel,
Sperr Siælen ey i klemme.

13.

Bryd ey i tu det knuste Rør,
Som sig paa dig forlader,
Udsluck og ey det tendte Hør,
Barmhiertighedsens Fader.

14.

Du har jo dette Naade-Naffn,
At elske den du tucter,
Tag mig forlaarne Barn i Faffn,
Lad Riset skaffe Fructer.

15.

Men skal det vilde Kiøds Natur
Til Lydighed opveckis,
Da faar det under Risitz Cur
Nedbøyes og Haand-kneckis.

16.

Hvo paa sit Legom lider tvang,
Hand lader aff at synde,
Til Himmerig blant Engle sang
Hand gierne sig vil skynde.


Siungis som
Nu vel-an vær frisk til Mode.

1.

NAar jeg mine feyl vil skue
Fra min Ungdom indtil nu,
O! hielp Gud hvad maa jeg grue,
At det rister i min hu,
Siden jeg var Ung og Spæ,
Og kom nys fra Moders Knæ,
Til jeg nu er bleffven Myndig
Har mit Leffned været syndig.

2.

Faa, og onde er de Dage
Hvor i Jeg har leffved her,
Dog er det min største klage
Som mig mest i Hierted skiær,
At jeg icke tiene kand
Min trofaste Skaber-Mand,
Og hans ære saa udføre
Som jeg billig burte giøre.

3.

Uden skrømt maa jeg bekiende
At mit Kiød til Dyd er strit,
Aldrig gaar een Dag til ende
Uden jeg jo falder tit:
Syndens Mengd er tyck som Græs,
Og jeg slæber paa det Læs,
Hun som Dynd i mine Lemmer
Hvert it Ledemod udskiemmer.

4.

Den modstander som een Byrde,
Jeg i Barmen bær omkring,
Hun vil Qvæle mig og Myrde,
Saa det sees i alle ting,
At den syndig Adams Rood,
Er hos mig som Nyre-grood,
Jeg er offver strød med Synder,
Og de Luer op som Tynder.

5.

O! hvad Middel skal jeg finde,
Som kand løse dette Aag,
Og befri mig Synderinde
Fra saa mangt it Synde-Tog,
Jeg er klenlig og forsvag
Min formue i den Sag,
Kand dog indtet meere due,
End een Macte-løse Flue.

6.

See jeg vil it Raad optencke
Som min JEsu teckis tør,
Og hans Hierte til mig lencke,
Ved it Fald for Naadsens Dør,
Jeg har nu saa trygt og fast,
Troens Arme om ham kast,
Saa min Bøn og Klage-stemme
Skal i Anger-Taare svemme.

7.

Vilt du Gud til Retten gange,
Bleg og skam-rød maa jeg staa,
Og som een Gieldbunden Fange,
Strax med blussel under gaa,
O! forskiud din Datter ey
Der nu lige tager Vey,
Til dig som all Sorg forandrer,
Saa med disse Ord jeg vandrer.

8.

Jeg har Syndet, Syndet HErre,
Jmod dig og Himmelen,
Og er icke verdt (disverre)
At naa Barne-Naffn igien,
Men see nu, du Davids Søn,
Jeg nedkaster mig med Bøn,
For dig rette Siæle-Læge,
Lad det Siun dig dog bevæge.

9.

Jeg kand icke fra dig rende,
Om jeg skiønt aff Verden løb,
Drog jeg end til Haffsens Ende,
Heller dybt i Jorden krøb,
Far din høyre Haand dog med,
Som mig naaer paa hvert et sted,
Og vil jeg mig end forklare,
Ah hvad kand jeg mod dig svare.

10.

Medens du kandst mig husvale,
Saa tilsted da, O Guds Lam,
At jeg end een gang maa tale,
Som det lycktis Abraham,
Det gaar ud paa Betlerj,
Aldrig est du for mig frj
Før jeg Naade-svar maa vinde,
Som den Cananeiske Qvinde.

11.

Du min Skrøblighed best kiender,
At jeg ey fuldkomme kand,
Hvordant jeg mit Løffte vender,
Saa det hos mig har bestand,
Fest i mig din Lydighed
At den saa maa holde ved,
Jndtil jeg min Aand udøser,
Og du Jsrael forløser.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Siælens Sang-Offer

Siælens Sang-Offer er Dorothe Engelbretsdatters debutsamling fra 1678. Dette er den første boken av en norskfødt forfatter som er trykt i Norge og som har en litteraturhistorisk betydning.

Salmene ble utgitt med melodier, noe som gjorde dem ekstra populære. Salmene ble gjenopptrykt så sent som i 1868, noe som viser at sangene har vært i levende bruk nesten 200 år etter at de utkom første gang. Noen av salmene står fremdeles i Norsk salmebok.

Den mest kjente salmen er «Afften Psalme»: («Dagen viger og gaar bort»).

Les Kristen Valkners forord om forfatteren og verket. Se også noteapparatet.

Les mer..

Om Dorothe Engelbretsdatter

Dorothe Engelbretsdatter var den mest kjente og mest populære kvinnelige salmedikteren i samtiden, noe som skapte både beundring og misunnelse. Hun hadde personlig kontakt med og ble anerkjent av andre store salmediktere som Petter Dass og Thomas Kingo.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.