Under den Melodie:
Som Hiorten med tørst bef.
Jammer-Dalens Tragtamenter
Smager strengt og viderlig;
Got af Ondt mand sielden venter:
Himmelen forløse mig
Fra Fortræd, Synd, Sorg og Harm,
Fra den onde Verdens Larm,
Hvor vi maa med Suk og Møje
Mangen bitter Kalk fordøye.
Jacobs Børn i deris Trængsel,
Drak det beeske Mara-Vand,
Til de efter Ynsk og Lengsel,
Elims liflig Kilder fand,
Da var Mara-Smagen glemt,
Og Ægypti Trældom dempt,
Canaan den Sorrig slukked,
Der blev Melk og Honning drukked.
Saa skal Verdens Beeskhed rømme,
Naar det lier bedre frem,
Og Vellystens søde Strømme
Mætter os i Zions Hiem:
Suk og Sorg er udelat,
Mara har sagt gode Nat,
Ellers vil Blood-Fanen svinges,
Før Triumph til veje bringes.
Jngen blant den syndig Skare
Kand paa Roser springe did;
Under-Vejs mod Frygt og Fare
Faar mand lave sig til Strid;
Kempe trolig, uforfærdt,
Paradiset er det værdt:
Rette Krigs-Mænd holder Troppen,
Og for Priisen vover Kroppen.
Verdens Ud-ørk, slem og taaged,
Er saa fuld af piinlig Tvang,
At en Christen under Aaged
Nær fortviler mangen Gang;
Kaarset trykker Been og Brøst,
Hiertet fatter liden Trøst,
Vil for Angest udaf Munden
Det har Helgen og befunden.
Job sin Fødsels Dag forbander,
Af Elendighed og Nøød;
David om sig selver sander,
At hand i mangt Hierte-Stød
Slutted baade Dag og Nat,
Hand af HERren var forlat,
Hvor blev da de Trøste-Psalmer,
David skrev med Sorgens qvalmer?
Nøød bør lære Folck at bede,
Væbnede med Troens Skiold,
Men, disvær! i Kaarsens Hede,
Bliver tit Andagten kold,
Bønnen luncken, Haabed svagt,
Vi knur-vuren, og forsagt,
Ret som GUD os foruretter,
Naar hand Hielpen lit hensetter.
Altid gad mand vel i Glæde,
Med ham op paa Thabor gaa,
Men u-gierne stundom træde,
Ned ad Haven, hvor hand laa
Næß-grus, paa sit Ansigt snood,
Og beængsted sveedte Blood,
Til Rantzon for mig, og andre,
Den Kaas gid vi nødigt vandre.
Trang er Vejen, Poorten snæver,
Megen Trængsel falder der,
Himmerige det udkræver,
J hvor smal Jndgangen er,
Tung og toorned mangeled,
Lindres ved Taalmodighed;
Men den urt og Himmel-Gave
Voxer ej i hver Mands-Have.
Alle Fejl og Uselheder,
Maa vi takke Synden for,
Hun paa kraaged Vej os leder,
Fra Guds Bud og Fode-Spor;
Jkke lyder vi hans Mund,
Bryder Pagten Tiid og Stund,
Derfor trenger Angst og Smerte
Giennem mangt Sorg-hakked Hierte.
Hver mit Skriftemaal maa høre,
Synden har forderved mig;
Jngen kand ved Beged røre,
Uden hand jo smitter sig;
Hos Mishandling Straffen gaar,
En Misdæder billig faar
Det hans Gierninger forskylder,
Om hand skiønt sin Daad forgylder.
Hevnens grene vide strekker,
Søde JEsu! O forlad!
Troens Kys-haand jeg dig rekker,
Tood i Bodens Taare-Bad:
Jevnlig Knek har giort mig tam,
Ah, Forløser! O Guds Lam,
Du som bar al Verdens Synder,
Hør dog, hvad jeg Dig forkynder!
Skrekke-fuld for True-svøben
Er jeg, med en knuset Aand,
Under dine Fødder krøben,
Lad derfor din veldig Haand,
Jkke blive mig forsvaar;
Jeg er øm, min Kraft forgaar,
Du kandst i Betryk og Møje
Bølgen efter Skibet føje.
Straf med Maade, som dig tykkes,
HErre JEsu Davids Søn,
At jeg ikke skal oprykkes,
Det var Jeremiæ Bøn;
Hug har jeg fortient disvær!
Men for skarp Vred-Riset skiær:
Naadig Ave, Miskunds Fader,
Nu dit Figen-Træ end blader.
Har jeg syndet, og mishaged,
Dig, O min JmmanuEl?
Saa har jeg dog ikke slaged
Din Barmhiertighed ihiel;
Rigdoms dybed er jo romt,
Naade-Haved aldrig tomt;
Trofast kaldes du med Rette
Det giør tunge Byrder lette.
Skal jeg mat af Sørge-Trælen
Trøste-løs ad Graven gaa?
Da forbarm dig over Siælen,
Der staar Saligheden paa:
Kroppens Piinsel endes dog
Under et Liig-Kiste Log,
Evig Fryd og Roo mig rester,
JESU, JESU kiære Mester.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Siælens Sang-Offer er Dorothe Engelbretsdatters debutsamling fra 1678. Dette er den første boken av en norskfødt forfatter som er trykt i Norge og som har en litteraturhistorisk betydning.
Salmene ble utgitt med melodier, noe som gjorde dem ekstra populære. Salmene ble gjenopptrykt så sent som i 1868, noe som viser at sangene har vært i levende bruk nesten 200 år etter at de utkom første gang. Noen av salmene står fremdeles i Norsk salmebok.
Den mest kjente salmen er «Afften Psalme»: («Dagen viger og gaar bort»).
Les Kristen Valkners forord om forfatteren og verket. Se også noteapparatet.
Dorothe Engelbretsdatter var den mest kjente og mest populære kvinnelige salmedikteren i samtiden, noe som skapte både beundring og misunnelse. Hun hadde personlig kontakt med og ble anerkjent av andre store salmediktere som Petter Dass og Thomas Kingo.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.