Keede til Verden, og Attraa til Himmelen.

Syngis som:
Naar min Tiid og Stund er for haand.

1.

J Siæle, som med Simeon
Til Himmelen bær Længsel,
Gaar ud fra Verdens Babylon,
Det Synde-skiden Fængsel,
Og vejgrer Eder ikke ved
At fare Salig hen i Fred,
Naar HErrens Time kommer.

2.

Det gaar os, som en Ugle-Flock
Udi forstørred Steder,
Vi vancker om mødsomlig nok,
Og efter Hvile leder;
Her findes ingen sikker Roo,
Er heller ikke got at boo.
J Mesech er vi fremmed.

3.

Tit vores levned, Kummer-Rigt,
Faar under Kaarsed bøje,
Naar det har været kaasteligt,
Er det dog ikkun Møje;
Forandring efter Lykken gloor,
Hvor Klinte mellem Hveden groor,
Og seter Pind for Glæden.

4.

Vellystig Siæle staar sig vel,
En part paa Roser dandtzer,
J det sted somme Sørge-Træl,
Bær hvasse Torne-Krandtzer;
Vee-Klage, Tvang og ømme Saar
U-rolig giennem Skindet gaar,
Før Døden løser Knuden.

5.

Al synd og Sorrig skal forgaa,
Graf-Bakken det bekrefter,
Naar til Beslutning nogle faa
Med Skuvlen bancker efter;
Da hviler Kroppen i sin boo;
Da kommer Siælen til sin Roo,
Og da har fejden Ende.

6.

Nu Verden, med din Jammer-Sang,
Og Ondskabs Fange-Felder,
Haf, gode Nat, jeg gaar min gang!
Til Himmels Reisen gelder,
Der er mit evig Fryde-Stæd;
Der bliver Hosianna qvæd,
Blant Englernes Forsamling.

7.

Du setter Folk i Synd og Sorg,
Ja! Mangen Siæl kuldkaster,
Bort! Kalked Grav, bort Pine-Borg!
Ad Zions Slot jeg haster;
Keed af fortræden Syndig fær,
Og mange farlig Hindre-skær
Her ligger mig i Vejen.

8.

Kom ønskte-Død! fæld Liveds Røør,
Du, som din HErres Portner,
Skal aabne Himmeriges Døør,
Naar Øjen-Lyset sortner;
Om HErren tykkes det er Tiid,
Jeg nu har nock i Verden liid,
Og fylt min Taare-Maade.

9.

Det staar til Dig, Almægtig Gud!
Du maa selv ramme Tiden,
En salig Stund og svøbe-Klud,
Beslutter dog al Qviden;
Fra Trældoms Aaged naadig spendt,
Og Bane-Laabed vel fuldendt,
Klenodet med sig fører.

10.

Den hielpes, der til Enden troor,
Hvad Ondt Jord-Klimpen lider.
En trøstig Styyr-mand med sit Roor
Mod Fare-Haved strider,
Og drukned heller i sin Nøød,
End hand, af Storme-Bølgens stød
Lod Roret fra sig rykke.

11.

O! JEsu, lad mig paa din Død,
Fra Verden Afskeed tage,
Drag Siælen til Dig, i dit Skiød,
Fra Synd, og Sørge-Dage;
Und Kroppen Rom i mines Grav,
At jeg, foruden Vandrings Stav,
Hos deris Side hviler.

12.

Naar du paa Domme-Dag med magt
De Døde vil opvekke,
Da lad din Haand, i Naade stragt,
Sig til min Grav og rekke,
Basunen vekke mig igien,
Saa fører Du mit Legom hen
Til din Udvalde Skare.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.