Sjur Gabriel

av Amalie Skram

III

Hun løb opover Torvegaarden paa sine hjemmesydde, hæleløse Lærsko, der havde et Underlag af Halm i Bunden, og sagtned først sine Skridt, da hun mærked, at hun ikke blev forfulgt. Maaneskinnet faldt som en smal Lysstribe hen paa Midten af Gaardens ene Husrække; den anden Side var mørk.

Oline stod stille ved en aabentstaaende Pakhusdør og keg ind. Noget langagtigt omfangsrikt, som hang i et Toug blev hevet langsomt i Vejret op imod en firkantet Luge i Loftet, hvorfra der trængte et svagt Lysskjær ned. Der oppe fra hørte hun nogen, som hejste og drog, mens de uafladelig gjentog: Aa hoj, aa hoj. Hun gik derind, listed sig bag Døren, tog Proppen af Flasken, satte den for Munden og drak.

Aa, hvor det varmed og gjorde godt. Hun klapped sig for Brystet, mens den stærke Drik rev hende i Halsen og bragte Munden til at fyldes med Vand, som hun hurtig nedsvælged. Saa drak hun igjen, og kjendte sig saa glad og let tilmode.

«Hm, hm,» sa hun halvhøjt – «aller ha seet so gale» – hun brød ud i Latter, og seg halvt i Knæ under Bestæbelsen for at gjøre den lydløs. – «Dansa Hadling mæ gamle Kjærringa. Het Kaanemor» – hun efterabed Dragerens Stemme. «Jou Du fekk Kaanemor, din Fantaskarv.» Hun lo igjen, saa Taarerne kom hende i Øjnene. – «Dan, so bært hadde seet ‘an, daa han rudla i Kodl paa Golve.» Pludselig hørte hun Skridt i en Trappe, hun ikke kunde se. Hurtig stak hun Flasken ind paa Brystet, smøg sig udenfor og gik op paa Strandgaden.

«Nei, kor ljøst aa gromt i adle Krambuglasæ, aa Løktna! Dei va inkje kveikta i Kvedl, men da kobm vel t’aa, at da va so tile endaa. – Løkte paa aapna Gataa! – Da va daa grove te Spel, kor kostbart aa merkjele dei hadde da sø i Bydn.Forfatternote: syd i Byen. Bergen ligger syd for Hellen Dan, so kudne bu heridne istaenfor i Hedlamyrna, da vore noko adna da, edl aa ga dar aa stampa i Myrvatne aa Steinskaræ, aa liggja aa slæpa paa Sjødn i Regn aa Blaaster.»

Hun stansed foran et Vindu, der var fuldt af Flasker, som stod i Rækker paa hvidmalte Hylder og havde røde og blaa Etiketter med forgyldte Kanter.

I Midten spredte en Lampe paa Messingfod et gulagtigt Lysskjær omkring sig.

Oline stod hensunken i Beskuelse. «Ka dar no va paa adla desse deiliga Flaskena – søtt aa tjukt aa rivanes sterkt ventele. – Dan, so budde sø i Bydn aa hadde Peninga jamt aa rikjele mæ Peninga. – Aa, ja, ja, – nær da inkje hadde gjenge hedne so syrgjele i Værene,Forfatternote: Verden so vore ho no Kaana te ein rik, stor Herremann, Prins kann hedna, ho visst inkje ho. Æh Gu naa meg!» Hun lo mat og rysted paa Hodet af sin egen Daarligdom, strøg sig saa over Øjnene med den ene Haands Knokler og gned dem tørre paa Forklædet. Hun fik et Stød af en Forbigaaende, der puffed hende fra det smale Fortoug ned i Rendestenen, hvor hun tumled til Siden, men fik ta for sig med Haanden, saa hun blev siddende paa Huk.

«Ein lyt agta seg sø i Bydn,» mumled hun med et forstaaende Nik, idet hun letted sig op igjen. «Da æ inkje so aa gaa heima paa Bødn.Forfatternote: Græsmarken Nei va da likt!»

Hun rusled videre, opfyldt af en velvillig, halv rørt og halv lystig Stemning. Hun vilde bare gjøre en liden Tur gjennem Strandgaden, saa langt som til Smørsalmindingen,Forfatternote: Almindinger kaldes i Bergen de meget brede, nu tildels beplantede Bakkepladser, der paa mange forskjellige Steder fra de højereliggende Gader skraaner nedover mod de lavereliggende. Almindingerne har Husrækker paa begge Sider, der i Afstand ser ud som de er bygget paa Terasser der var saa meget rart at se paa, saa vilde hun snu og gaa ned til Baaden. Til den Tid vilde Jens være kommen fra Bageren, og saa vilde det høve saa godt. Men først fik hun da drikke op Slumpen i Flasken, det var jo ikke noget at gjemme paa.

Hun bøjed om Hjørnet af Sakritsgaarden, gik et par Skridt ned i den, og da der ingen var at se, drog hun Flasken frem, satte den for Munden og tømte den.

Nej, men at der ikke var mere tilbage. Hun slikked sig om Munden og slog Proppen haardt i med Langsiden af den knyttede Haand. Det var da merkeligt, hvor lidet der var om en Pægl. Hvor dum hun havde været, som ikke havde kjøbt Flasken fuld. Men det var jo ikke værre, end at hun kunde gjøre det godt igjen, hun havde jo Penger nok til en Pægl til, hvis hun tog af det aller simpleste. End om hun skyndte sig ud paa Smørsalmindingen ned til den gamle Knarken med det ene Øje. Ja, det stod fast, det vilde hun.

Hun strøg afsted uden at se til højre eller venstre, idet hun holdt sig tæt ved Rendestenen, der fik hun bedst gaa i Fred for Stød og Knubs. Hun var i godt Humør, syntes hun. Naar hun bare fik komme til Byen en Gang imellem, saa var det alligevel noksaa gjilt her i Verden, og Sjur Gabriel var en god og skikkelig Mand, om han end banked hende iblandt, og han var nu saa bra med det, at han ikke var langsinnet. Naar han havde været sint om Kvælden og pryglet hende, saa var det som blæst bort om Morgenen. Og saa var han saa velsignet med det, at han ikke snakte til hende om Dagene, hverken ondt eller godt. Sjur Gabriel var nu sligt ædrueligt og nøgternt Menneske. – Hvis han havde drukket lidt en Gang imellem, han og, som saa mangen en anden, – men enhver fik jo være, som Gud havde skabt ham.

«Aa ja, Gu naa øss adle i hop.»

Under disse Betragtninger var hun naadd til sit Bestemmelsessted. Hun gik ind i Udsalget, forlangte en Pægl Finkel, betalte sine sidste Skillinger og drak det altsammen paa en Gang i Gangen udenfor. Saa trak hun Skjørterne op, gjemte Flasken og begav sig afsted den samme Vei hun var kommen.

Hun gik lidt dinglende. Alting for hendes Øjne svømmed i en rødviolet Taage. Hun lo og snakked med Hænderne foldet sammen under Forklædet. Og hele Tiden tænkte hun paa, at Sjur Gabriel, naar hun nu kom ned i Baaden, ikke skulde mærke, at hun havde drukket.

Hun naadde Torvegaarden og bøjed ned i den. Da hun var kommen midtvejs, stod hun et Øjeblik stille, strøg sig over Skoutet og Klærene for at kjende efter, om alt var i Orden. Saa gik hun videre, opfylt af en Trang til at synge, som hun kun halvvejs bekjæmped. «Aa daa han kom te Norge, daa kjøbte han seg en Hond» – nynned hun. Det var Fortsættelsen af den Vise, Guri havde sunget paa. Med ét holdt hun inde. Hun fo’r uvilkaarlig et Skridt tilbage og trykked sig op mod en Husvæg paa Mørkesiden. Jo, der var ingen Tvil. Det var Sjur Gabriels store, bredskuldrede Skikkelse med den ludende Ryg og det udstaaende Skjæg under Sydvesten, hun havde set gaa ind i Beværtningen, hvor Drageren havde villet danse med hende. Det var hende, han søgte, det vidste hun, omtaaget som hun var, ganske tydeligt. Hun skjælved paa alle Lemmer og skyndte sig afsted forbi Beværtningen, som hun ikke voved at skotte til, naadde Enden af Gaarden, drejed om Hjørnet og var et halvt Minut senere paa Triangelen. Det stod for hende dette, at hun skulde sidde i Baaden, naar Sjur Gabriel kom, paa sin Plads ved Aarene med Sjøtrøjen paa og vente paa ham.

«Kar hev ho Mor vore aav?» spurgte Jens, da hun steg ind i Baaden og trak Sjøtrøjen paa.

Hun svarte ikke straks.

«Kar æ Far din?» kom det lidt efter med en Tunge, der nødig vilde lystre. «Eg meinte, me sku fara no.»

«Me hev vore færige lengje,» sa Jens. «Han Far gjekk sta leita ette ho Mor.»

«So lyt me venta, te han kjebm atte,» svarte hun med sin tykke, valne Stemme, og satte sig mellem det Par Aarer, hun var vant at ro.

Hun sad sammenkrøben med Albuerne paa Knæerne og Kinderne i Hænderne og rørte uafladelig paa sig, som om der gik smaa Kuldegysninger gjennem hende. Kjæverne bevæged sig, og hun mumled syngende paa Visen om Rubakken. Saa kom der en klukkende, hæs Latter og derefter en Snufsen, som om hun var ifærd med at græde.

Jens’s Ansigt blev saa underlig gammelt, mens han sad der.

Efter ti Minutters Forløb kom Sjur Gabriel. Han gik lige ned i Baaden, uden at sige et Ord, løste Fortøjningen og satte sig til at ro.

Oline vented, til de var kommen forbi de mange Fartøjer, som laa i den indre Havn. Saa stak hun Aarene ud og tog fat. Men det vilde ikke gaa for hende. Hun kunde ikke ro ens Baad, bare sad og skvabsed og smaasludred om, «kor leia dei Aarane va vortne.»

Da de var naadd forbi Fæstningspynten, trak Sjur Gabriel Aarene ind og rejste sig. Saa greb han Oline i Nakken og tog Aarene fra hende, den ene efter den anden. Derpaa løfted han hende i Vejret og hev hende agterud ned i Bagstavnen, hvor han pryglte hende med sine store, knyttede Næver saa længe han orkede uden at ænse, hvor Slagene traf.

Jens, som sad i Forskottet, rejste sig og saa til med opspilte Øjne, mens han jamrede: «Aa nej han Far daa, aa nej han Far daa.»

Oline tog imod, uden at gi en Lyd ifra sig, og blev liggende paa hele Hjemvejen som en livløs Masse, halvt paa Mave med Ansigtet op imod Baadsiden.

Jens satte sig hen paa Morens Plads og rodde. Han var fuld af Angst for, at Faren havde slaat Moren ihjel, men han turde ikke en eneste Gang løfte sig i Sædet og se til hende af Frygt for at opirre Faren, der sad og rodde langsomt og taktfast med sammentrukne Bryn, der laa ud over Øjnene som en Tordensky, og stirrede langt hen over Sjøen, mens han af og til drev Flager af brunt Spyt ud over Baadrælingen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Sjur Gabriel

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

Sjur Gabriel (1887) er første roman i serien. Det fattige gårdbrukerparet Oline og Sjur Gabriel driver gården Hellemyren, rett nord for Bergen. De lever under harde kår, og Oline tyr ofte til flaska.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.