VI

En dag i Midten af April var Sjur Gabriel i Strudshavn med Konfirmantbaaden. Ingeborg, den ældste, gik og læste og mødte hver fjortende Dag op for Præsten i Hovedsognet. Gaardmændene omkring i Annekserne, tre om Gangen, skiftedes om at ro Børnene frem og tilbage i Magne Søndremyrens Storbaad. Han var den mest velhavende af Forældrene og la Baad til mod at slippe for at ha noget med Skydsen at gjøre.

Sjur Gabriel havde i den sidste Tid følt sig lettere om Hjærtet. Nu var det ti Uger siden Oline havde smagt Brændevin. Sligt var ikke hændt paa fire Aar. Arbejdet var gaat saa raskt og pent fra Haanden i denne Tid baade ude og hjemme. Alting var bleven gjort i rette Tid, og han var kommen videre end de paa Træet med Vaaraannen.Forfatternote: Foraarsarbejdet i Marken

Paa Hjemvejen tænkte han paa, hvormeget vel Oline og Gutterne havde naadd at faa tilsaadd af Potetesageren. Imorges da han rejste, var de kommen godt igang, og hvis de havde været flittige, saa vilde det ikke monne saa lidet. Oline, hun var nu saa overhændig dygtig og hurtig til sit Arbejde, og det uagtet hun nu var frugtsommelig igjen. Ja, Stakkar, hun var sandelig en «Truslæpar». Hvis hun vilde være som i disse Maaneder, kunde han aldri ønske sig bedre Kone.

Da Sjur Gabriel og Ingeborg hen paa Eftermiddagen kom tilbage fra Strudshavn og nærmet sig Hjemmet, saa de Jens og Smaa-Adna staa og rode med lange Kjæpper i Brønden udenfor Huset. Af og til hopped de i Vejret og kom med ivrige Udraab af Glæde eller Overraskelse.

«Eg meina, dei æ aat aa fiska Padder att!» udbrød Ingeborg.

«Helvetesty!» mumled Faren og tog længere Skridt. Oline skulde nu vel aldrig være rømt igjen. Han blev gusten i Ansigtet, knytted Haanden og trued ud i Luften med den. Hvis Oline var hjemme, hvor kunde de saa staa der og mudre op i Vandet istedetfor at være paa Potetesageren. Men han skulde slaa dem helseløs, de forbandede Ugagnskraaker.

Han tog til at løpe paa den vasne Sti, saa Fugtigheden drev omkring ham.

Ingeborg blev ræd. Uden at vide det løb hun ogsaa tæt bagefter Faren og forsøgte at advare Jens og Søsteren ved at svinge med Salmebogen og Katekismen, som hun bar i Haanden indsvøbt i et Tørklæde. Raabe turde hun ikke.

Men Jens og Adna var udelukkende optat af at drive en stor Padde frem af sit Skjul ved Brøndkanten. Pludselig saa Jens i Brønden en blaamalet Tine, en svingende Arm og straks derpaa Farens forbitrede Ansigt, og i samme Sekund slap han Kjæppen og styrted, barfodet som han var, i Stormløb forbi Huset, henover Fladmarken, over en Stenrøjs, tvers gjennem den halvfærdige Potetesager, videre afsted, hev sig over Gjærdet til Naboens Udmark og stansed ikke, før han naadde et Skur, hvor der var opstablet Tørv. Der fløj han ind, slang sig ned paa alle fire og keg frem.

Smaa-Adna, der ikke aned Grunden til Jens’s Adfærd, vendte sit spidse, lille Hode med det gulbrune Haaret knyttet sammen til en Tjafs i Nakken, for at se efter ham. I samme Øjeblik fik hun bagfra et saa voldsomt Slag over Øret, at hun fløj som en Bold til Siden, tumled overende og stødte Panden mod en Sten. Hun blev liggende et Øjeblik uden at røre sig. Saa sprælled hun lidt med Arme og Ben og kom sig op paa Knæerne. Hun saa sig sky om og tog sig til Hodet, der brændte og hamred, mens hun syntes noget lunkent løb ned over Næsen. Straks efter opdaged hun Blod paa sit Livstykke, sine Skjorteærmer, sine Hænder og foran paa sit dyvaade Skjørt. Saa gav hun sig til at hyle, vildt, gjennemtrængende, uden Stans. Paa Afstand vilde man trodd, at der blev slagtet Griser, en efter en, og at det aldrig tog Ende.

Sjur Gabriel gik imidlertid videre uden at se efter Adna. Nils, den ældste, der sad paa Stenhellen foran Døren og skar en Siljefløjte til, sparked han afvejen og skræved med en Ed henover Magne, den yngste, der laa paa Ryg i Kjøkkenet og mored sig med en Kattekilling.

Ved Barnets gjennemtrængende Skrig vendte han sig halvt om og skotted ut. Da han saa Blodet, som strømmed ned over hende, fik hans Ansigt et forlegent Udtryk, og der kom noget raadløst over hans Skikkelse. Han klødde sig bag Øret og drejed Hodet bort. Saa faldt hans Blik paa Olines Livstykke og Hverdagsskjørt, som var hængt op ved Siden av Gruen paa en vinkelformet Træknage.

«Ja, va da inkje da eg visste,» sa han halvhøjt og nikked haabløst.

Saa slang han sig henover Kjøkkenbordet, støtted Albuerne paa det og begraved Ansigtet i Hænderne. Han drog nogle dybe, stønnende Suk og mumled nogle uforstaaelige Ord.

Lidt efter hørte Skriget der udenfor op, og alt blev stille. Som en, der er bange for at bli opdaget, nærmed han sit Ansigt til Kanten af den aabentstaaende Kjøkkendør og keg ud. Der laa Ingeborg paa Knæ med opsmøget Skjørt og en Vandbøtte foran sig og vasked Blodet af Smaa-Adna, som stod med stivt fremstrakte Arme, mens der gik krampaktige Rykninger gjennem de tynde, smaa Skuldre. Ingeborg var bleg og Ansigtet fortrukket, som vilde hun til at græde. Han hørte hende snakke til Søsteren i en beroligende og medlidende Tone. Brødrene stod tause og saa til.

«No lyt me idn og fidna onkart te aa benna um Høve dit,»Forfatternote: Nu maa vi ind og finde noget at binde om Hodet dit sa saa Ingeborg og rejste sig, idet hun tog Søsterens Haand og vilde ha hende med sig.

«Nei, nei,» skreg Smaa-Adna. «Eg vidl inkje. Han Far slær meg!» Og med Tegn paa den heftigste Skræk forsøgte hun at slide sig løs.

Ingeborg bukked sig hastig ned, greb hende om Benene, løfted hende op paa Armen og bar hende mod Hyttedøren, idet hun raabte til Nils at han skulde ta Knyttet med Bøgerne.

Smaa-Adna klynged sig til Søsterens Hals, vendte Hodet bort og sutred: «Han Far slær med – han Far slær meg.»

«Nei, han slær inkje, sitt no stidl, so skal Du faa sjaa, at han inkje sett Fengjen paa Deg eingaang. Ka vidle Du i KjedlneForfatternote: Brønden Du veit daa so vel, at han inkje taale da. Da va dafyre han vart idl.»

Sjur Gabriel gik ind i Stuen uden at lukke Døren efter sig.

Smaa-Adna skotted efter ham, idet Ingeborg satte hende fra sig paa Kjøkkengulvet, og syntes beroliget ved at se ham vende Ryggen til og langsomt trække Vadmelskoften af sig.

«Statt no her litevetta,» sa Ingeborg og gik rundt i Kjøkkenet for at søge efter noget at forbinde Saaret med.

«Her hev Du ein Duk,» raabte Sjur Gabriel og tog et gulblomstret Bomuldstørklæ op af et jernbeslaat Skrin, som han havde trukket frem under Sengen og aabnet med en Hængelaasnøgle. Han rakte Tørklædet paa maa-faa ud i Luften og stod fremdeles med Ryggen til Kjøkkendøren.

«Æ han inkje for go dednene?» spurgte Ingeborg betænkelig og tog tøvende Tørklædet. Hun vidste, hvor stor Pris Faren satte paa dette Pragtstykke.

«Bære inkje tynd han aav,»Forfatternote: Bare ikke tumle det bort sa Sjur Gabriel resigneret. «Du lyt fokta han litevetta fyst,» vedblev han saa og fulgte efter hende ud i Kjøkkenet.

Smaa-Adna greb fat i Ingeborgs Skjørt og stirred forskræmt paa Faren.

«Kar æ da ho hev fengje da?» spurgte han og bøjed sig over Barnet.

«Dar,» svarte Ingeborg og pegte paa et Saar oppe i Panden, hvorfra Blodet fremdeles pibled frem ganske smaat.

«Da va inkje hedna Skudl,» sa han blidt og strøg hende over Haaret. «Stakkars, vesle Smaa-Adna, da var han Jens, so sku hat da.»

Ingeborg la Tørklædet sammen, dypped det i Vand og bandt det om Hodet paa Søsteren.

«No vert da snart gott att, Smaa-Adna,» sa Faren, som havde sat sig paa Hug ved siden af hende og sagte klapped hendes lille, vaade Haand.

«Ho Smaa-Adna ska ga sta leggja seg, ho. – Ho ska faa liggja i Sengjæ hass Far, ho.» Hans Tone var kjærtegnende. «So skal ho faa smakka Lefsaa, me fekk hjaa Præstefruaa.» Han greb hende under Armen og løfted hende op.

«Tak taa hedne dedne vaate Stakkjen, Ingjebær,» vedblev han og holdt hende foran sig. Saa bar han hende hen i Sengen og bredte Kvittelen over hende, stak hende derpaa en sirupbesmurt Lefse i Haanden.

Nils og Magne var kommen ind i Stuen. De kasted lange Blikke paa Madtinen med Lefserne, som Sjur Gabriel havde havt i Haanden, da han kom.

«Æ da lengje siaa Mor deka fo’r?» spurgte Sjur Gabriel, mens han sad paa Bænken og bytted Buksen.

«Me veit inkje,» svarte de begge paa en Gang.

«Va ho heime, daa de aat Middaj?»

«Jou daa. Me fekk Non hjaa hedne og.»Forfatternote: Vi fik Mellemmad hos hende ogsaa

Sjur Gabriel rejste sig og saa til Sengen. Smaa-Adna var indsovnet med Lefsen i Haanden og Munden fuld af Mad.

«Sjaa her,» sa han og tog det tiloversblevne fra hende. «Dettana kudna de dela.»

Ingeborg holdt paa at stelle Fladsengen til borte ved Kakkelovnen.

«Eg meina, Gutane rettno kan flytta paa Lofte,» sa han, mens han hængte sine Søndagsklær op paa Væggen. «Han æ vorten saa lun i Veeræ.»Forfatternote: Det er blevet saa mildt i Vejret

«So lyt me sta ette Halm i Maaren bitti,» svarte Ingeborg.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.