VII

Oline vented sin Nedkomst hver Dag.

De sidste to Maaneder havde hun igjen været afholdende. Men det havde nu saa sine egne Aarsager, tænkte Sjur Gabriel. Dels var det den Tid af Aaret, hvor han selv stadig var hjemme, dels følte vel Oline sig saa besværet og daarlig til Helse, at hendes sædvanlige Foretagsomhed svigted hende. Endelig havde ogsaa Sjur Gabriel faaet Præsten til at formane hende. Denne havde foreholdt hende, at hun i den Tilstand, hvori hun befandt sig, havde en dobbelt Grund til ikke at forsynde sig. Hvis hun ikke afstod fra sit ryggesløse Levnet, maatte hun være forberedt paa, at Vorherre i sin Vrede gik hen og gav hende et vanskabt Barn. Det var ikke mere, end man havde set før.

Hans Ord havde skræmt Oline. Hun græd ofte i denne Tid og omgikkes stadig med Tanken om Døden. Undertiden sad hun sammenkrøben ude i Gruen lange Stunder ad Gangen, rokked med Hodet og stirred stivt frem for sig. Forresten passed hun sin huslige Gjærning som ellers. Maden var altid færdig i rette Tid, og hun deltog i Markarbejdet det lidet hun orked, lige til det sidste. Hun gik langsomt og slæbende, havde Møje for at bukke sig, stønned ofte højt og talte næsten aldrig.

Den sidste Uges Tid havde Sjur Gabriel sagt, at det var bedst, hun holdt sig ved Huset. Høet og Kornet var kommet under Tag, og det, der endnu var at vareta, skulde han og Ungerne nok greje alene. Hun maatte jo ogsaa se at stelle lidt med Barnetøjet og Vuggeklærene, saa de havde noget at svøbe Ungen i, naar den kom.

Oline tog en Kipe og gik op paa Loftet. Der la hun sig paa Knæ foran en Kiste og drog frem de faa Smaaskjorter og Svøb hun havde liggende, putted dem ned i Kipen, la en Del Kluder og uldne Stykker ovenpaa og bar det altsammen ned i Stuen, hvor hun satte sig til at klippe, lappe og sy sammen, mens Taarerne drypped fra hendes Næsetip ned paa Arbejdet. Dette holdt hun paa med nogle Dage, saa vasked hun de smaa Plag, og hvad hun selv skulde bruge under Fødselen, tørred det i Luften og glatted det paa en Rullestok med et Manglebrædt. Sjur Gabriel bar Vuggen ned fra Loftet og la ny Halm i den. Oline laved en Hodepude, som hun fyldte med smaatklipte Filler. Over Halmen bredte hun den hele Rest af en udslidt Uldkvittel, ovenpaa la hun et Stykke Bomuldsdrejel og dækked det hele til med en Dyne, som hun havde sydd af et gammelt Underskjørt og et Stykke blaastribet Bomuldstøj med et Lag StryForfatternote: Blaar imellem.

Sjur Gabriel glæded sig over disse Frembringelser, som han stjal sig til at betragte, naar Oline ikke var i Stuen. Om det altsammen havde været nykjøbt og af første Sort, kunde hans Beundring og Tilfredshed ikke være større.

Saa flink og snarhændt som Oline var! Der fandtes ikke hennes Mage i de Deler. Det var og havde han altid været vis paa.

Saa en Nat de sidste Dagene af September, vaagnet Oline af Smærter i Ryggen og forstod, at hendes Time var kommen. Hun rejste sig, krøb forsigtig ud af Sengen, kasted et Skjørt om sig og satte sig hen paa Bænken, hvor hun anked sig sagte, mens hun med begge Hænder holdt paa sin Ryg. Der var bælmørkt i Stuen, og Sjur Gabriels høje Snorken overdøved ganske hendes Stønnen. Hun sad og tænkte paa, at hun vist maatte vække ham, men kom sig alligevel ikke til. Istedet derfor rejste hun sig og drog sig jamrende frem og tilbage paa Gulvet, foroverbøjet, fremdeles holdende paa Ryggen. Saa fik hun en Rid saa voldsom, at hun sank om og blev liggende paa alle fire. Da den gav sig lidt, krøb hun hen til Sengen, tog fat i den og kom sig med Besvær paa Benene.

«Sjur Gabriel,» sa hun klagende og trak ham i Skjorten oppe ved Skulderen. «Eg meina da bær te mæ meg no.»

Han sov som en Sten.

«Sjur Gabriel,» gjentog hun højere. «Du lyt ga sta ette ho Lars-Adna.»

Han vaagned med en hikkende Lyd i Halsen.

«Ka æ dettana?» sa han søvndrukkent. «Æ Du opresæ?» Han rejste sig fortumlet overende, da han merked, at hun ikke laa i Sengen ved Siden af ham.

«FlagenaForfatternote: Veerne æ aat aa kobma,» sa hun stønnende. «Du lyt skonda Deg.»

Hun slæbte sig hen til Bænken og satte sig i den forrige Stilling, mens hun jamred højere og højere, og store, kolde Sveddraaber randt ned ad hendes Pande.

Uden at sige et Ord hev Sjur Gabriel Benene udenfor Sengen, greb Buksen, som hang paa Sengestolpen og drog den paa. Saa famled han med Hænderne paa Gulvet og fik fat i Skoene.

«Eg sku kanskje hava kveikt Ljøs aat Deg?» spurgte han, da han havde knappet Trøjen og følte sig for med Haanden paa Væggen efter Huen.

«Da trængs inkje – aa Gud Fader aa Gud Saa–aan, sjaa i Naade te meg! – Aa Gud Fader aa Gud Saa–aan, hjælp og forløys meg – au – au – au. – Kar i Jesu Namn ska eg ta Vegjen! – Aaje! – Aaje! – Aaje!»

Sjur Gabriel hørte hende, mens han løb hen over Myrmarken og drejed til højre, hvor han slog ind paa Vejen, der fra Sjøen førte forbi Hellemyrsmarken og bar videre opover til de omliggende Gaarde. Det var stærk Søndenvind med piskende Regn lige i Synet, og Natten var mørk. Men Sjur Gabriel sprang afsted paa den knudrede Vej, der bugted sig mellem de svære, mosgrodde Stenknauser, saa sikkert og kjendt, som havde det været lyse Dagen.

Efter omtrent ti Minutters Forløb merked han, at han traadte i noget blødt, «Da tøtte være Potetesaakeren hass Lars Træet,» tænkte han, drog sig lidt til venstre og fik fastere Grund under Fødderne.

Saa skulde han jo være ved Huset. Ja, der skimted han ganske rigtig Omridsene af den langstrakte Bygning med Indgangsdøren i Midten.

Han tog de to Stenheller, der var lagt ovenpaa hinanden som et Slags Trappe, i ét Skridt og dundred i næste Sekund med knyttet Næve paa den jernbeslaatte Dør, der var delt i to Halvdele.

Et hidsigt Hundeglam svarte ham.

Han banked igjen, og Hunden gjødde, som den var betalt for det.

«Skjepar! Skjepar! Ve du hadla Kjæft, di Gneldrebekkja!Forfatternote: Skipper! Skipper! (Navnet) Vil du holde Kjæft, din Hylehund! – So, so, kobm hega, kobm hega!»

Sjur Gabriel kjendte Lars Træet paa Røsten.

Hunden holdt knurrende inde med sin Bjæffen, og straks efter blev den øverste Halvdør lukket op.

«Kven æ da?» spurgte en barsk Stemme.

«Hellemyrsfolkjæ,» svarte Sjur Gabriel forpustet, idet han tog Huen af Hodet og slog Væden af den.

«Ein sku tru, dei va utgjedne paa aa spikja Døræ,»Forfatternote: Man skulde tro, de gik ud paa at knuse Døren sa Stemmen opbragt. «Slekt synnalæ Styr, Nattens Tiæ.»

«Ho Adna lyt kobma trakst,» sa Sjur Gabriel.

«Ho Adna æ inkje heima.»

Det var for Sjur Gabriel, som om han fik en Prop i Halsen. «Kar æ ho aav?» spurgte han.

«Sta i Askøya.»

«Naar va dei ett hedne?»

«Igjer-Kvædle.»

«Kanskje ho kjebm at rettno?»

«Kan hænna da. Da æ inkje so greitt aa seia.»

«Hm, hm,» mumled Sjur Gabriel, idet han vred og sled Huen mellem Hænderne. «Ho Oline va inmari laak, daa eg begaav meg aav. Eg meina paa, ho alt hadde fengje Føsselsflagena.»

«Da æ vel so da,» sa den anden ligegyldigt. «Ho Adna, ho kjebm no inkje att, fyr han vert Dag,» føjed han lidt efter til.

Sjur Gabriel spurgte hvad Klokken var.

«Nyss sleiæ toll’» var Svaret.

Saa var det fem Timer, til det blev lyst, tænkte Sjur Gabriel. Han stod med bøjet Nakke. Regnen pisked ham paa Siden af Hodet og siled fra Haaret ned over hans Ansigt. Uden at vide om det, satte han Huen paa og drog et dybt Suk.

«Eg veit inkje mi arma Raa,» mumled han som til sig selv.

«Dar æ no ho Gamle-Kari, Værmor mi,» sa Lars.

«Dar æ no da,» svarte han nølende og usikkert.

«Ho æ mest lika go, ho. Da æ t’aa hedne ho Adna heve lært da – fyr dan Skudl.»

«Bære ho vel fylgja mæ,» sa Sjur Gabriel – «eg æ ræd fyre – – RuskjaveerForfatternote: Stygt Vejr æ an og.»

«Da kjebm an paa, kaslags LaatForfatternote: Humør (Lune) ho æ i.»

«Kanskje Du vilde spyrja?»

«Eg meina, da æ best Du gaar sta spyrr sjøl,» sa Lars og aabned den nederste Halvdør.

Sjur Gabriel traadte indenfor. Hunden tog atter paa at gjø, og Lars fik den atter til at tie.

Sjur Gabriel famled sig nogle Skridt fremover og fik fat i en Stige, som han kravled op af.

«Døræ æ tæt ataat paa venstre Haannæ,» sa Lars efter ham, idet han gik ind igjen og la sig og tog Hunden med.

Straks efter stod Sjur Gabriel inde paa et skraat, lidet Loftkammer med et Skimt af en Vindusrude midt imod sig.

«Kven æ da, so kjebm?» spurgtes der fra en Krog af Rummet.

Sjur Gabriel vidste ikke, hvoraf det kom, men Gamle-Karis Stemme bragte ham altid til at tænke paa en Røjsekat, som engang gnistrende havde vist ham Tænder.

Han nævnte sit Navn og sit Ærinde, idet han gjorde sin Tone blid og sagtmodig. Han vidste, at Kari ikke kunde ha det bedste Øje til ham. Han havde nemlig ikke lagt Skjul paa sit Sindelag, naarsomhelst han havde set hende i Nærheden af Oline. Engang havde han endog skjældt hende ud for en Fyldebøtte og truet hende med Bank, da han saa hende luske om paa Hellemyren for ikke saa længe siden.

«Hm,» sa Kari med en haanlig Snerren. – «Nei so han Sjur Gabriel træng’ om ho Gamle-Kari no, Fydlebytte, maa veta – –. Jou, jou, da gaar so ymse te i Værne.»Forfatternote: Jo, jo, det gaar forskjelligt til her i Verden

«Da gjere so,» svarte Sjur Gabriel.

«Jou, jou, Høvmot staar fyre Fadl da. Ja men gjere da so.» En skrattende, neppe hørlig Latter fulgte paa Ordene.

«Naar da gjellt om ei soræ Sak – Bodnsnø.Forfatternote: Naar det gjælder en saadan Sag – Barnsnød Ho skreik so idla, ho Oline. – Me æ adle Menneskje –.» Sjur Gabriel stammed i afbrudte Sætninger og drejed paa sin vaade Hue.

«Du tænkte inkje paa da hidn Gaangjen, daa Du bau ei gabmal, utsletæ Kjærring Juling, maa veta. Næggu gjore Du inkje –. Da va ein vakker Veelkomst, Du gaav hedne.»

«Du lyt kobma, Kari,» sa Sjur Gabriel overtalende. «Kor ska da verte mæ ho Oline? – Ho sett Live te, – aa Fostere. – Kar ska eg aav i dedna Nøæ?» Han flytted sig paa Gulvet og talte klynkende.

«Ja, Nøæ gjer mjuk, ho,» sa Kari og lo igjen paa den forrige uhyggelige Vis.

«Eg ska betala Deg,» vedblev Sjur Gabriel. «Du ska faa, ka Du forlanga.»

«Da æ rettaste, me gjer Akkort mæ da sama. Kor mykji gaar Du idn paa?»

«Ein hal Speisidale,» sa Sjur Gabriel efter et Øjebliks Tøven.

«Jou, Du tøtte vel, Du gjedna vidle slæppa fyre so bellæ Kjøp, men da vert dar inkje naake t’aa, Kar.»

«Ein heil daa!» næsten skreg han.

«Ein heil,» gjentog hun og smatted paa Ordene, som om hun havde faat noget velsmagende i Munden. «Eg ska gjera da fyre ein heil. – Æh, Gu bevare min synniga Krop, kobma her aa draga eidn gabmal Krok t’or Sengjæ si mit i svartæ Nattæ!»

Sjur Gabriel hørte paa Lyden fra Krogen, at hun satte sig overende i Sengen og klædte sig paa, mens hun uafladelig talte med sig selv med sin tørre, skrattende Røst. Det hørtes, som hun baade spurgte og svarte, og indimellem udstødte hun et: Hæh, hæh, hæh.

Sjur Gabriel vidste ikke, om hun lo eller hvæste.

«Da va daa te Dekers, og!» utbrød hun saa og rumsterte i Sengen, saa Halmen knirked. «Eg meina, Løppa hev æte up Sokkebaanne met. Du lyt kveikje dedne Ljøsbeten – sjaa her, kobm hega, eg ræk Haannæ ut aat Deg.»

Sjur Gabriel gik nærmere, følte for sig med Haanden og fik fat i en Lysestump.

«Lat up Omsdøræ – sjaa dar, dar – rett framfyre Deg. Du fidn Kvas paa Gølve.»

Sjur Gabriel flytted sig lidt og fandt instinktsmæssig straks, hvad han søgte. Han aabned Kakkelovnsdøren, roded i Torvstykkerne, som var glødende paa Undersiden, pusted paa dem, stak en Kvist ind og tændte med denne Lyset. Saa gik han hen og rakte det til Kari.

Hun skjøv tilside en Træskaal med en Grødlevning i og et Tinstøb, som stod paa Bordet foran Sengen, drypped lidt Talg paa det for at faa Lyset til at staa fast, naar hun satte det fra sig, og gav sig saa paany til at grave allevegne oppe i Sengen efter Strømpebaandet. Sjur Gabriel fulgte hendes Bevægelser med Øjne, der glødet af Utaalmodighed.

«Aller seet slekt! Meina, HidnmannForfatternote: Fanden sjøl staar i da!» mumled hun.

Hun ligned ganske en Heks, der hun sad med det skrumpne Ansigt, hvis utallige Rynker var fyldt af gammel Urenlighed. De slappe Kinders løse Skind hang ned forbi Hagen, og den nederste Tip af den røde, snusdryppende Næse syntes at være paalimet. Øjnene var næsten skjult af de svulne Øjenlaag og de graa Bryn, der nærmest Næsen stod ud i to stive Buster. Hodet og Ørene var indtullet i et sort, uldent Tørklæde, der gik rundt Nakken og var knyttet sammen oppe paa Issen. Den graa Vadmelsskjorte stod ud i en Pose over det stærkt indfaldne Bryst, det grønne Livstykke var ikke tilhægtet, og Skjørterne sad i en Tull oppe omkring Hofterne. Benene var bedækket af lange Strømpeskafter, der naadde op over Knæerne, og Fødderne stak i et Par sorte Ragger. Hun sad sammenkruket, for der var ikke Højde til at rette sig.

Endelig fandt hun Strømpebaandet under et Par KarerForfatternote: Karter fulde av Uldtotter, som laa paa Bordet.

Saa knytted hun det paa, lemped sig forsigtig frem af Sengen og lod Skjørterne falde nedover Benene.

Hun tog Sko paa Fødderne, hægted Livstykket, satte med noget Besvær et sort Skout paa Hodet, trak en Vadmelskufte paa og tog et Forklæde op af en Kiste, det eneste Stykke Bohave, der fandtes i Rummet foruden Sengen, Bordet og en Træstol.

Og hele Tiden bevæged hun sin store, flade Mund og skratted indimellem som en Sjor,Forfatternote: Skade der venter Storm.

«Grøvt te Veer,» sa hun og skotted til Ruden, som Regnen drev imod.

«No lyt Du kobma, Kari,» sa Sjur Gabriel.

Hun greb et Skjørt, som hang paa Væggen, slog det om Hodet og Skuldrene og satte det fast med en Naal foran.

«Aa Daln gjev Du meg, naar Barsele æ øve,» sa hun og fæsted et skulende Blik paa Sjur Gabriel.

«Da kadn Du lita paa,» svarte han og gik mod Døren.

Kari var forøvrig ikke bange for sine Penger. Hun vidste, at hun gjaldt for en Heks, der kunde sætte ondt paa Kreaturer og Folk, naar hun vilde.

«No kjeb eg – gak Du – eg ska bære sløkja Ljøse.»

Sjur Gabriel gjorde, som hun sa, og gik baglængs ned ad Stigen.

Kari gik hen til Sengen, letted paa Hodepuden og trak en Flaske frem, som hun tog Proppen af og satte for Munden. Saa stak hun den ind paa Brystet under Kuften, pusted Lyset ud og fulgte efter Sjur Gabriel.

Da de kom ned, begyndte Hunden at gjø indefra Stuen igjen. Kari mumled en Forbandelse over den, aabned Døren og gik ud i Regnet og Mørket sammen med Sjur Gabriel.

Han gik foran, hun et Par Skridt bagefter. Ingen af dem talte et Ord paa Vejen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.