X

Da Sommeren kom, og SlaataannenForfatternote: Høbjergningen begyndte, blev Sjur Gabriel, saa meget han endog stred imod og kvied sig, nødt til at se sig om efter en Hjælpedreng for den travleste Tiden. Han skikked Bud over til Salhus og fik derfra fat paa en Farefant ved navn Aslak, som kaldte sig selv for en «reiarli dugele Slaattekar». Sjur Gabriel likte ikke Fyren, men da der ingen anden havde meldt sig, beslutted han at bide i det sure Æble. Han var dog saa forsigtig kun at fæste ham for en Uge for det første. De blev enige om, at han skulde ha 12 Skilling Dagen og fri Kost.

Allerede den første Dag saa Sjur Gabriel, at Aslak var doven og slusket. Han trøsted sig imidlertid med, at det ikke var noget Ægteskab, men tænkte samtidig, at disse seks Dage vilde være mere end nok til at ærgre Helsen af ham, hvis Aslak vilde fare fort, som han var begyndt.

En Aften efter Arbejdstid, tredje Dagen efter Ankomsten havde Aslak været et Slæng borte paa Nabogaarden, hvor der var et Par Jenter, han gjerne vilde gjøre Bekjendtskab med. Der var han bleven en Times Tid, havde danset Halling i Høladen og var bleven trakteret med et Støb Øl. Da han skulde tilbage, gik han Snarvejen over Udmarken, der stødte op til Sjur Gabriels BøForfatternote: Græsmark og glemte i Ørske at lukke GarenForfatternote: Leddet efter sig.

Om Natten var saa alle Kjørene, ikke alene Sjur Gabriels egne men ogsaa Naboernes foruden nogle fremmede Hester kommen ind paa Bøen og havde ædt op, hvad som fandtes af Græs paa den store, flade Myrmark udenfor Huset.

Sjur Gabriel havde tilbragt en urolig Nat, Barnet havde havt Mavesyge. Ud paa Morgenen var det blevet roligere og var tilsidst faldet i Søvn. Da Klokken var 3, stod Sjur Gabriel op for at vække Drengen, som sov i Høladen, og sætte ham til Arbejde.

Det var en diset stille Morgen med blyfarvet Luft og kobbergule Striber i Øst.

Idetsamme Sjur Gabriel løfted Klinken af Døren og stødte den op, saa han det forfærdelige Syn af den Ødelæggelse, Kjørene havde anrettet. Han blev som afsindig af Forbitrelse. Med et Brøl greb han en HæsjestourForfatternote: Spær, der bruges til opretstaaende Lad, hvorpaa Høet tørres i Marken og fo’r med de bare Fødder over den af Natteduggen drivvaade Mark ind paa de græssende Kjør, der flygted til alle Sider. Nogle, der havde spist sig saa mæt, at de ikke kunde orke mere, laa med Benene under Maven midt i Græsset og glodde dvask paa Sjur Gabriel, som om det hele ikke angik dem, indtil de blev ramt af Stouren, der faldt susende ned paa deres Rygstykker. Da først skjønte de, at der var noget i Vejen, jomped op og løb afsted med Halen tilvejrs. Hestene var de mest balstyrige, men Sjur Gabriel gik Bersærkergang. Omsider lykkedes det ham at faa Pladsen ryddet og Garen stængt. Han stod lidt og saa paa den hærjede Mark, mens han skar Tænder og fnøs af Raseri. Pludselig stak han i at storgræde. Han græd saart som et Barn, der har Hjærtesorg, med en hikkende Lyd i Halsen. Han fældte ikke mange Taarer. Det kosted ham for stor Anstrængelse at faa dem frem, og de, som kom, randt ikke over Kinderne, men flød ud over oppe ved Øjnene, der saa ud, som de var dyppet i Vand. Om lidt stilnede Graaden, og han gav sig til at løbe nedover mod Høladen, sparked Døren op, der var lukket indvendig med en Træklap, sprang op nogle Trin ad Stigen, som stod støttet op til Skottet, svang sig derop, fik fat i en strid, sammenfiltret Haarmasse, som han sled i af al Magt, hvorved et Hode og en Overkrop i Sækkelærreds Skjorte blev draget frem under et Ulddække. Et skingrende Hyl skar gjennem Luften, to Arme fægted omkring, og et Par Ben i en Vadmels Underbukse sprælled i Vejret. Sjur Gabriel slap Haaret, greb fat om begge Armene, og holdt dem om Haandledene med den ene Haand, hev sig paa Knæ paa den Liggendes Bryst og begyndte at prygle ham, saa det knaged. Skrig fulgte paa Skrig, men Sjur Gabriel slap ikke Taget. Han knægik ham, sparked ham i Siden, tog Hodet til Hjælp og slog ham Skalle paa Skalle. Aslak brølte og bad og arbejded af al Magt for at komme løs. Lidt efter lidt havde han slidt sig fremover mod Kanten af Skottet. Sjur Gabriel, som stadig var ovenpaa, blev ført med. Han saa og sanste ingenting, før det bar udfor med dem begge. Med et Brag faldt de ned paa Ladegulvet. Sjur Gabriel fik ta for sig med Hænderne og blev liggende paa alle fire. Drengen kom paa Ryg. Han skreg ikke mere. Han jamred sig sagte og rørte sig ikke.

Sjur Gabriel rejste sig op. Han havde stødt sig paa Knæerne og slaat Hændernes Knoer tilblods. Ellers fejlte han ingenting. Uden at se sig om gik han ind i Stuen. Da han nærmed sig Vuggen, hvor Vesle-Gabriel laa, aabned Barnet Øjnene, smilte mod ham med glad Gjenkjendelse og strakte de smaa Arme op imod ham.

Det gav et Ryk i Sjur Gabriel. En Følelse af Glæde og Fred strømmed med ét gjennem ham. Det uskyldige Barn havde kjendt ham og smilt til ham. Det var første Gang sligt havde hændt ham. Inden han vidste af det, laa han paa Knæ foran Vuggen, bøjed sig over det lille Ansigt og kyssed det. Barnet gav sig til at lege med hans Skjæg og lo højt, da det blev kildret under Næsen. Sjur Gabriel løfted Gutten op af Vuggen, svøbte ham ind i Dynen og gav sig til at vandre op og ned med ham paa Armen. Han kunde ikke slippe ham eller se sig mæt paa ham. Vesle-Gabriel havde kjendt ham og strakt Armene ud imod ham! Skulde nogen ha hørt sligt før! Nu kunde gjerne Bøen og hele Gaarden fare den Vej, Vorherre vilde, hvis han bare fik beholde denne Vesle-Gabriel, denne overhændig mærkelige Gutten, som der ikke fandtes Magen til i Verden. Dette var hans Barn, hans eget Kjød og Blod, hans dyreste Eje. Han blev ved at gaa og vugge Barnet i sine Arme, efterat det for længe siden var indsovnet. Omsider la han det varsomt ned i Vuggen, pakked det til og gik saa selv i Seng. Han kjendte sig saa mør og forknust i Lemmerne. Det var, som han ikke kunde staa paa Benene. Han maatte ha en Times Søvn, før han var istand til at ta fat paa Dagens Arbejde.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.