Denne Morgens Oplevelse kosted Sjur Gabriel mere end det Græs, der gik tilspilde. Aslak havde faat et Ribben knust i Faldet og var ogsaa ilde medtat paa anden Vis. Sjur Gabriel maatte sende ham paa Sygehuset og gaa ind paa at betale for ham i seks Uger. Desuden maatte han erlægge en Mulkt, som Lensmanden idømte ham for voldeligt Overfald paa sovende Mand. Sjur Gabriels Beklagelse over det Tab, Aslak havde paaført ham, blev der intet Hensyn tat til. Denne nægted nemlig for at ha sat Garen aaben, og Sjur Gabriel havde ingen Vidner.
Dette tog svært paa Sjur Gabriel. Dagen efter at Aslak var sendt af Gaarde, sad han om Kvælden inde i Stuen med Sparebanksbogen opslaat foran sig og grubled over alle sine Ulykker. Hvorledes kunde en fattig Stakkar klare sig her i Verden, naar han saaledes blev forfulgt af Gud og Mennesker. Han regned og regned og fradrog de Summer, der vilde medgaa, før Oline kom hjem igjen. Nu havde hun ligget paa Sygehuset i 3 Maaneder til 16 Skilling Dagen. Det blev 12 Specidaler og 32 Skilling. Og det sidste Bud fra Sygehuset havde lydt paa, at hun endnu havde en Maanedstid tilbage. Det blev 4 Specidaler mere. Nu kom dette til med Aslak. Det blev 5 Specidaler og 4 Skilling. Saa kunde han regne ud, at han i Aar maatte kjøbe Hø for mindst 4 Specidaler istedetfor det, som var ødelagt. Det var ialt 25 Specidaler og 36 Skilling rent som kastet paa Sjøen.
Sjur Gabriel sled Fingrene frem og tilbage gennem sin stride graasprængte Lug og sit stive, stubbede Skjæg, mens han sukked, saa det formelig sang i ham. Disse surt fortjente Penge, disse Dalere, som han havde skrabet sammen, Skilling paa Skilling, fra han var Tjenestedreng! Hvorledes havde han ikke slidt og slæbt og svedt for at erhverve dem og spinket og sparet og knapt timdes kjøbe sig en Skraa engang. Og han havde tidt sagt til sig selv, at det var godt gjort af ham dette, at han havde en Bankbog liggende med 39 Specidaler og 72 Skilling i. Han havde været kry af det. Og det havde git ham Kraft og Mod til at gaa paa og gaa paa. Bare slide og grave og Arbejde og samle ihop. Det var, ligesom denne Bankbogen havde staat for ham just i de tyngeste og mørkeste Timer og mindet ham om, hvad han var for en Kar, han, som ikke havde likere Kjærring. For det stod jo i Postillen, at den, som havde en god Hustru, skulde formere sit Gods. Men han havde formeret det alligevel, han, endda han ikke havde en god Hustru, men tværtom en, som drak og ødet bort og nu kosted Penger paa Sygehuset.
Nej, at det skulde gaa saaledes med disse Skillingerne hans! Han hæved Armen, bevæged den op og ned og lod tilsidst den knyttede Haand falde ned paa Bordet med et næsten lydløst Dunk. Aa, Herre Gud Fader i Himmeriges Rige, at det skulde gaa saaledes!
Han var begyndt at ta af dem til det første Barns Begravelse. Siden den Tid havde han gravet ned 3 til, og hver Gang var han tyet til Bankbogen. Men saa ilde som det nu gik –, det var plat til at lægge en Mand i Jorden af.
Men saa var det vel fordi der ingen Velsignelse var med ham og hans. Og hvad kunde det saa nytte? Om han sled, til Blodet skvat frem af Neglerødderne, saa vilde det bli op i det samme, hvis Vorherre stod ham imod. Og han skjønte nu, at Vorherre stod ham imod, fordi han havde været en Mammons Træl og hovmodet sig af sin Bankbog og sin Duelighed. Derfor gik det den Vejen, det gik. Hovmod staar for Fald, havde Kari Træet sagt. Ja, han fik saa finde nu.
Han lukked Bankbogen, satte Albuerne paa Bordet og støtted den skjæggede Hage i Hænderne, saa Mundvigerne blev trukket stærkt opover.
Hovmod staar for Fald, havde ogsaa Præsten sagt paa Stolen i Vaar, da han var i Kirke, og saa havde de sunget bagefter, at Arbejde og Konst er forgjæves, naar Gud ej bygger Huset. Han mumled et Salmevers, saa godt det lod sig gjøre med den Klemme, hans Hænder danned om Munden:
«Hvad hjælper, at vi aarle opstaa,
Belade os med stor Møje.
Vort Anslag gaar ej til, ej fraa,
End som det Gud vil føje.
Enddog sit Brød med Sved og Nød
I Arbejd maa forhverves,
Naar Gud ej vil velsigne til,
Dit Arbejd Dig fordærves.»
Men hvorledes skulde saa et armt Menneske bære sig ad? Den, som trælled og sled for at skaffe til sig og sine, gjorde Synd, og den, som lod syv være lige, gjorde ogsaa Synd.
Men der var da somme, som havde noget igjen for Slæbet sit. Se nu han Magne paa Søndrehellen. De havde været Tjenestedrenger sammen – lige fattige begge to, og nu var Magne rent Storkar med nye Huser og otte Kreaturer og to Hester og alting saa fint og gromt i alle Ender. Og Magne havde flere Børn end han og havde gravet ned ligesaa mange. Det var det soleklareste Bevis paa, at det var Guds Velsignelse, det kom an paa. Men hvor kunde Gud gaa hen og gjøre slig grovelig Forskjel paa Folk? Han var jo en Fader for os alle, sa Præsten. Det vilde da en jordisk Fader ikke gjøre mod sine Børn, selv om de havde syndet og faret uskikkeligt frem.
Og han var jo ikke værre end andre.
Værre end andre. –
Det var pludselig ligesom nogen tog ham i Nakken og pegte ud i Luften, og saa saa han tydelig sig selv staa inde i et Fjøs i Dagbrækningen og grave et Hul i Jordgulvet med en Spade. Det var mangfoldge Aar siden. Men han havde staat der, og han havde gravet Hullet. Og ved Siden af ham havde der staat en barfodet Jente i Underskjørt og Skjorteærmer og skjevret og frosset med klaprende Tænder og holdt noget i Hænderne, indtullet i et fillet Forklæde. Og da han havde syntes, at Hullet var dybt nok, havde han tat det, hun holdt i Haanden, uden at se paa hende, og lagt sig paa Knæ og stukket det ned i Hullet. Men saa var Forklædet glidd tilside, og han havde set Albuen af en spæd Barnearm. Da var han bleven som rasende og havde kastet Jordskuffel paa Jordskuffel ned i Hullet i en rivende Fart og slaat af al Magt med Fladsiden af Spaden paa Byldten for at trykke den ned. Og da Hullet var fyldt, havde han tat Gjødsel og strødd over og havde traadt den flad, for at ingen skulde se noget.
Han blev siddende ubevægelig og stirred hen for sig med opspilte Øjne og Svedperler paa Panden. Han saa alle Begivenhedens Enkeltheder med en frygtelig Tydelighed. Han hørte sin egen Stemme sige til Jenten: «Hvis Du onkorsinne seier noke, so drep eg Deg.» Han saa sig gaa ind i Drengestuen paa Strømpelæsten, krybe op i Sengen og brede Kvittelen over sig, forsigtig, forat han, Rasmes, ikke skulde vaagne. Og slik som han snorked, da de andre stod op, og lod, som han sov saa tungt, at han havde Møje med at komme til sig selv. Og den Rædsel, som var kommen over ham, hvergang han siden gik forbi Fjøset om Kvældene. Samvitighedsnag havde han ogsaa været stygt plaget af den første Tiden. Men da han saa var rejst fra Bygden og havde tat sig Tjeneste mange Mil derfra, var det som blaast af ham for bestandig. Af og til hendte det nok, at han drømte om det og vaagned gjennemvaad af Sved og maatte staa op og tænde Lys og ta sig en Skraa for at faa sove igjen. Men i de senere Aar var det blevet sjældnere og sjældnere. Hvad skulde nu dette bety, at i Kvæld, som han sad der og tænkte paa alt andet, denne gamle, længst forglemte Hændelse skulde komme frem og vælte sig over ham som et Mareridt? Var det Vorherre, som vilde minde ham om hans forgangne Synd og la ham forstaa, at han ikke havde glemt den? Var det derfor, han var efter ham med Modgang og Lejelser paa alle optænkelige Kanter? Nej, men hvor kunde nu Gud deroppe i Himmerig, han, som havde fuldt op af al Ting, være saa langsint og føre Hevn ned paa en Stakkar som han, der havde stræbt og slidt og alle sine Dage været en ærlig Mand og aldrig forbrudt sig mere end den ene, ene Gangen! Og det havde han jo angret og bedt Gud om Tilgivelse for. I mange Herrens Aar havde han lagt Penge i Bøssen til Trængende og Husarme hver eneste Søndag, naar han var i Kirken. Var da Vorherre saa haardnakket og umedgjørlig? Der stod jo i Bibelen det om de blodrøde Synder, som skulde bli hvide som Sne. Det Ord havde han trodd paa og fortrøstet sig til. Men nu saa det ud til, at det var galt hele Regnestykket.
Han retted sig op, la sig bagover paa Bænken op mod Væggen og stak Hænderne i Bukselommerne.
Men naar det var saadan fat, var der jo ikke mere at gjøre for ham her i Verden. Hvor skulde han hen, og hvordan skulde han platte sig, naar den almægtige Gud forfulgte ham? Saa var det jo bedst, han gik hen og hængte sig eller ned og la sig paa Botten af Sjøen. Ja, det var kanskje likere at vælge det. Saa kunde han fare indom Salhus, kjøbe sig en Flaske Brændevin af den til en Ort Potten, tylle i sig, saalænge han vandt og saa søkke sig ned med en Sten om Livet. Saa maatte vel han deroppe gi sig tiltaals og synes, at han havde bødet nok –
Men saa kom han jo i Helvede bagefter –
Ja, det var vel det, Vorherre vilde, siden han ikke kunde bringe det over sit Hjærte at tilgi ham. Saa skulde han altsaa pines i al Evighed for den ene Synds Skyld. Ja – ja, naar det var saa, saa var det saa. Sin Bestemmelse kunde jo ingen undgaa. I Helvede kom han jo alligevel. Naar han nu gik hen og tog Livet af sig, slap han da i altfald for Resten af Elendigheden her i Verden.
Og nu, siden han blev nødt til at tømme Bankbogen, havde han jo ingenting mere at glæde sig til – Ingenting mere at glæde sig til – –
Hans Blik flytted sig blinkende om i den lave Stue, gjennem hvis smaa Ruder Sommerens Aftenlys sparsomt trængte ind. Det strejfed Børnenes Hoder paa Fladsengen borte i Krogen, fo’r langs Gulvet op efter Bordet med de halvtømte Grødskaaler og gled saa hen paa Ægtesengen og Vuggen, hvor Vesle-Gabriel laa. Der blev det hængende fast. Øjnenes tomme Udtryk forvandledes, og det bæved i hans Mundviger. Vesle-Gabriel, jo det var sandt, ham havde han at glæde sig til. Siden Vorherre havde git ham den Gutten, kunde han jo alligevel ikke mene ham det med det allerværste. Nej, Vesle-Gabriel kunde han ikke gaa ifra. Saalænge den Gutten leved, maatte han ogsaa leve. Det fik gaa med Bankbogen, som det vilde. Vesle-Gabriel var dog det bedste, han ejed. Det var rent mærkeligt med den Gutten. Hvis han nu havde halvhundrede blanke Dalere liggende paa et Brædt, og Vesle-Gabriel sad paa et andet, og Vorherre kom og sa, at nu skulde han vælge mellem de to Brædterne, ja, saa Gud forsørge ham, vilde han gribe til med begge Hænder efter det, Vesle-Gabriel sad paa, og la det andet ryge, om det saa var lige lokst paa Varmen. Ja, saaledes var det. Ingen Slags Tvivl eller Ugreje om den Sagen.
«Aa – ja, ja,» arbejded det sig højt sukkende ud af ham, mens han foldede Hænderne over Vesten. «Solengje Vorherre inkje tek han ifraa meg, vel eg tru paa da, at han heve Hog te tegjeva meg, korsomer.»
Han vrængte Øjnene opover og blev ved med inderlig Stemme, der, ret som det var, gik op i den fineste Fistel og knak over: «Aaa so vel eg sjaa paa al mi Nø og Motegaang so paa eit Kors og Ris yve Synnæ mi og haapa paa, at naar eg døyr eingaang, Vorherre daa ska tenkja mæ seg sjøl, at eg hev vorte straffe nøk, aa at han daa ve slæppa meg in i Forgaren um inkje meire te Himmarikjes Rikjes Tempel.»
Og uden Stans eller Pusterum slog han over i en dæmpet Salmemelodi, idet han holdt Tonen saa længe, til Pusten gik fra ham, hvorpaa han nødtvungent slap den, snapped Vejret med et Smæld og gik videre:
Saa bange og sorrigfuld kommer jeg til Dig.
O, Herre, forskyd Du ikke mig.
For Sorrig kand jeg neppe tale eller see.
O, Herre, Du mig din Naade betee!
Min arme Moder mig undfangede vist
Og fødde i Synd, o Herre Christ!
Bestænk mig, Herre, med Isop skjøn
Og med det Blod, Du Davids Søn,
Som flød udaf dine aar saa røde,
Dermed forløste Du os alle af døde …
Saa bange og sorrigfuld kommer jeg til Dig –
nej det var han jo færdig med –
Min Arme Moder mig undfangede vist.
– Det havde han jo ogsaa sunget. – Ja, saa fik det være nok da, han husked ikke mere.
Efter dette følte han sig roligere tilsinds. Han gik ud af Stuen, klatred op ad Stigen til Loftet, gjemte Bankbogen paa Kistebunden, laaste for Kisten med en vældig Nøgle, der hang i et Baand om hans Hals inde paa det bare Bryst. Gik saa ned og klædte sig af og la sig tilsengs, mens han uafladelig mumled mellem Tænderne: «Aa – ja, ja, ja. – Gud Hjælpe øss adle ihop – aa–ja, ja–men, adle ihop, ja!»
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.
Sjur Gabriel (1887) er første roman i serien. Det fattige gårdbrukerparet Oline og Sjur Gabriel driver gården Hellemyren, rett nord for Bergen. De lever under harde kår, og Oline tyr ofte til flaska.
Hellemyrsfolket (1887-1898):
Sjur Gabriel (1887)
To Venner (1887)
S.G. Myre (1890)
Afkom (1898)
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig: