XV

Sjur GabrielGabriel] rettet fra: Gabrel (trykkfeil) stod borte ved Grisehuset med en Fisker fra Salhus, som kjøbslog om Prisen paa to af hans nye Griseunger. I Haanden holdt han Vesle-Gabriel, der havde et grønt Uldsjal tullet flere Gange om Halsen, lagt i Kors over Brystet og knyttet bag. Aftenerne var sure og raakolde tiltrods for de lyse og Solrige Majdage, og Vesle-Gabriel havde været hæs i Halsen siden foregaaende Nat.

Fiskeren fra Salhus var ikke rigtig ædru. Da han syntes, at Sjur Gabriels Pris var for høj, fo’r han, halvt i Kaadhed, halvt i Ærgrelse ind paa ham, rysted ham i Skulderen og sparked til ham med Knæet.

I samme Øjeblik røg Vesle-Gabriel i Fiskeren, puffed til ham og slog ham med de knyttede Hænder, hvor han kunde træffe nede paa Benene.

Sjur Gabriel maatte med Magt rive ham bort fra den leende og dinglende Bondemand. Saa stak Vesle-Gabriel i at græde, mens han skjulte Ansigtet ved Farens Kofteskjød. Sjur Gabriel blev forskrækket over den uhyggelige Lyd, som trængte ud af Guttens Hals. Det lød hult og hæst som Stød i en rusten Trompet. Aldrig havde han hørt saa styg en Hæshed før.

Han tog Gutten op paa Armen og bar ham ind i Stuen. Han skjønte, at der ingen Handel blev af denne Sinde.

Luften derinde hang fuld af en graa Skodde, og der lugted surt af Tørv. Faren havde bedt Smaa-Adna lægge i Ovnen, for at der ikke skulde være koldt for Vesle-Gabriel. Men Vinden slog ned i Skorstenen og drev Røg og Askerusk ud af Dørspjældet. Det første Sjur Gabriel gjorde, var at bære de brændende Torvstykker ud paa Gruen. Saa maded han Vesle-Gabriel og la ham op i sin egen Seng.

Om Natten drømte Sjur Gabriel at han stod og trak i en Pumpe, som ikke vilde gi Vand. Han sled af al Magt, mens det peb og sang i Pumpen. Der var et Menneske skjult indeni, der jamred sig med en Lyd, som gjorde ham saa forfærdelig angst. Tilsidst vaagned han. Uf, denne Hivingen og Heisingen – hvor kom den dog fra? – Aanej, men det var jo Vesle-Gabriels Hals, som «laat» mens han sov. Det var da fælt saa stygt det hørtes, men det var jo bare Forkjølelse. Hvorfor den da allikevel skulde pirke og grave ham ved Hjærteroden, denne Gran Hæshed – –. Imidlertid, blev han ikke bedre i Morgen, saa var det kanske bedst at smøre ham med lidt varm Lysetalg.

Pludselig slog Vesle-Gabriel ud med Armene. Der kom en Lyd i Svælget, som om han skulde kvæles. Han rejste sig hastig overende, rev i Uldsjallet oppe ved Struben og skreg, at han vilde ha det af.

Faren snakked godt for ham. Men Gutten sutred og vred sig og bevæget den højre Arm, som om han vilde slaa. Det var, ligesom han ikke var ganske med sig selv, men kjæmped med noget usynligt, som plaged ham.

Omsider blev han rolig, lod sig lægge ned paa Puden og faldt isøvn igjen.

Sjur Gabriel skotted til Oline, som laa bagerst, med Ansigtet tæt op mod Væggen og sov som et Murmeldyr. Hvad Slags Morshjærte hun maa ha, som sover lige godt, tænkte Sjur Gabriel, idet han la sig tilrette igjen. Men han fik ikke sove. Han laa og hørte paa det rustne, skurrende Støn, der for hvert Aandedræt regelmæssig trængte ud af Vesle-Gabriels Strube. Sjur Gabriel syntes tilsidst, de ligned Lyden af Kirkeklokken, naar den ringed ved Begravelser.

Næste Dag fik Vesle-Gabriel ikke følge med Faren i Marken.

Da Sjur Gabriel vendte hjem for at spise Non, slæbte Gutten sig hen til ham, hæved Armene og sa: «Vesle-Gabriel æ trøit, han ve sta legja seg.»

Ud paa Eftermiddagen blev det værre med ham. Han laa paa Ryg og rørte sig ikke. Lyden i Halsen gik over til en tør, skarp Rallen. Pludselig brød der frem af ham et langt, hikkende Skrig, og saa blev han liggende som før.

Smaa-Adna blev saa angst, at hun styrted ud af Stuen og sprang afsted efter Faren.

Der gik vel en tyve Minutter, før hun kom tilbage med Sjur Gabriel. De havde løbet hele Vejen og var ganske forpustet, da de naadde Huset.

Da Sjur Gabriel kom ind i Stuen og saa Barnet i Sengen, var det ligesom han fik et Slag under Hjærtekulen. Han fo’r bagover, og en gusten Bleghed bredte sig paa hans Ansigt. Knæerne skjalv, og han svingled som en drukken Mand. Han kunde næsten ikke gjenkjende Vesle-Gabriel, saa forandret var han bleven paa disse to-tre Timer. De slappe Ansigtstræk, den fugleskriglignende Rallen, de halvbrustne Øjne, den smale, skarpe Næse og saa dette marterfulde, taalmodige Præg – aa, hvor han hørte og saa det altsammen i et eneste Nu, og hvor det skar ham gjennem Sjælen.

Som en Søvngjænger gik han hen til Sengen og bøjed sig over Gutten.

«Kor æ da vorte mæ han Vesle-Gabriel?» mumled han med bævende Læber.

I det samme faldt en varm Taare paa Vesle-Gabriels Pande. Han løfted Øjnene mod Faren, saa et Øjeblik paa ham med et Udtryk sa fuldt af Kjærlighed og Hjælpeløshed, at Sjur Gabriel følte det som om Sjælen smelted og vilde flyde ud af ham.

Vesle-Gabriel forsøgte at løfte Armen. Den faldt to Gange tilbage. Men endelig fik han den op, tog med sine smaa, brændende Fingre om Farens Haand, førte den til sine Læber og kyssed den.

Sjur Gabriel sank paa Knæ, skjulte Ansigtet mod Sengestokken, og blev liggende lidt uden at gi en Lyd fra sig.

Saa rejste han sig og bøjed sig atter over Gutten. I dette Øjeblik fik Vesle-Gabriel et Anfald som det, der havde skræmt Smaa-Adna, saa at hun var styrtet efter Faren. Denne Gang var det heftigere og langvarigere. Sjur Gabriel holdt paa ham og jamred sig stille. Han trodde, at Gutten holdt paa at opgi Aanden.

Da det var over, sprang Sjur Gabriel hen og rev Sjøtrøjen ned af Væggen. «Eg faa sø te Bydn ette Doktar,» sa han. «Fylg mæ Guta!»

Nils og Magne, der var kommen ind fra Marken, stod ved Fodenden af Sengen og saa paa Broren med forskræmte Miner. Nu løb de mod Døren og sa: «So lyt me gjera Klæabyte.»

«Inkje noke Klæabyte!» raabte Sjur Gabriel.

Gutterne trev sine Huer og skyndte sig efter Faren, der i fuldt Løb fo’r afsted til Sjøen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.