XVII

Doktoren var borte. Han havde ingen Betaling villet ha. Oline og Nils skydsed ham. Smaa-Adna og Magne havde grædt sig i Søvn, og Sjur Gabriel sad foran Sengen og betragted Vesle-Gabriel, mens han hvert Øjeblik aftørred en blaalig Vædske, som blev ved at flyde ud af Guttens Mund. Han havde vasket hans Ansigt og Hænder i lunkent Vand, git ham en ren Skjorte paa og foldet hans Hænder over Brystet.

Saa havde Vorherre altsaa alligevel tat Gutten fra ham.

Nu maatte han vel være hevnet, den strenge, gromme Gud deroppe.

Han var som en fortærende Ild over Synden, stod der skrevet etsteds.

Det havde altsaa været galt altsammen. Hele Regnestykket fejlt og forkjert. Gud tilgav altsaa ikke, men straffed, straffed, straffed.

«Sandelig, Du skal ikke slippe derfra, før Du har betalt den sidste Hvid,» havde han ogsaa læst etsteds.

Nu var den sidste Hvid betalt. Nu var der ikke mere at ta.

Hans eget Liv? – Aa, hvor gjerne Vorherre maatte ta det! Det vilde være den største Velgjerning, der kunde times ham i Verden herefterdags. Saa fandt han jo Vesle-Gabriel igjen.

Men om han nu blev afvist? – Om Vorherre ikke vilde vide af ham, men stødte ham ned i Helvede til de fordømte? –

Nej – men det kunde han jo ikke, for nu var han jo hevnet, nu var jo Skylden betalt, betalt til den sidste, den dyreste Hvid. Han blev siddende og stirre paa Barnet og arbejded videre med de samme Tanker. Det skjød dunkelt op inde i ham, at naar Vesle-Gabriel var begravet, vilde han rejse alene over til Salhus, kjøbe sig en Flaske Brændevin, ro midt ud paa Fjorden, hvor den var dybest, binde en stor, tung Sten om sig, tømme Flasken paa én Gang og saa vælte sig ud over Baadrælingen. Han fatted ikke nogen bestemt formet Beslutning om det, men Forestillingen virked alligevel dulmende paa ham.

Ret som han sad, foregik der noget besynderligt med ham. Han vidste ikke længer, at Vesle-Gabriel var død, men han syntes, det var hin Sommernat for snart syv Aar siden, da Gutten havde havt Krampe, og han havde reddet ham ved det varme Bad. Nu laa han der og blunded og fik snart et Anfald igjen, og saa skulde han bære ind Baljen med det varme Vand og putte ham ned i det med Klærne paa, og saa vilde det gaa over, og Gutten bli frisk igjen. Det varme Vand stod i Beredskab ude i Gruen. Baljen laa hvælvet under Kjøkkenbordet, og straks Gutten begyndte at røre paa sig, skulde han springe efter det. Dette sad han og vented paa Time efter Time med Blikket ufravendt rettet paa Vesle-Gabriels Ansigt.

Lyset brændte ned og gik ud. Men han mærked det ikke. Dagen var forlængst begyndt at gry. Han sad i samme Stilling, da Oline og Nils kom tilbage fra Byen.

Oline gik hen til Sengen og stod og saa paa Vesle-Gabriel. Pludselig slog hun Hænderne for Ansigtet, bøjed sig sammen og brast ud i Graad, idet hun sa: «Dettana æ Straf øve mit synnige Liv!»

Da først løstes Sjur Gabriel af sin hallucinerte Tilstand. Han saa sig om i Stuen, fo’r sig med Haanden gjennem Haaret og husked det hele.

Samme Dag som Vesle-Gabriel var bleven begravet, rejste Sjur Gabriel over til Salhus. Da han sent om Aftenen vendte tilbage, forlod han Baaden uden at fortøje den. Sjanglende og salmesyngende gik han op over Bakkerne med en halvfyldt Brændevinsflaske under Armen. Ret som det var, stod han stille og drak af den. Om Morgenen fandt Oline ham snorksovende paa Gulvet ude i Kjøkkenet med Hodet oppe i Gruen.

Fra den Dag drak baade Manden og Konen paa Hellemyren.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.