Phun-Abiriel (grublende)
Ha, lever dette Dynd? Jeg seer det aander.
Er Gud i denne Klump? Skal Den tilbedes?
Se Rummets bugnende Bug! O Hvo besvangred?

O bøier Eder Aander! Ja for en død Gud,
for denne Forraadnelsens øde Triumphport,
opreist – af Hvem? – til en Dødens Fest, som snart
begynder med første Græs, der reiser sig
som Livets blomstrende Fane,
med Skabningens stolte Hær
som Offerrækker imidten af Toget,
og ender med vrimlende Ormes
                    Seirherre-følge.

O bøier Eder, Aander! Hist i Støvet
en Støtte var vor Gud: her er en Klode.
Se Tegn og Tro (det Visse ligger skjult
som Livsblodsdraabe i Evigheds inderste Hjerte)
er endnu Eders Viisdoms Fostermelk!

O bøier Eder, Aander! Eders Viisdom,
som vilde farveløse Uend’lighed
paa Udødelighedens morgenrøde Vinger
igjennemflyve, standser, synker
i dette Morads . . o fra sin Stjernehøide
af denne Klump maa Aanden slæbes ned
10(thi den kan ei begribe; maa dog tænke,
og dier, naar den tænker, Udødelighedens Barm,
thi Aander kun ved Tænken voxe)
den slæbes ned i Afsinds Dybder . . .
O . . o af denne døde Damp,
der ægger op vort Skarpsind og beseirer,
til Intet splittes – ak den falder ned
som Dug, som Graad – en Aands Lyksalighed.

Ohebiel.
Ak tvivlfulde Phuniel, min Sorg!
          høje Abiriel, min Fryd!
Phun-Abiriel min Vemods Elskov!
Hvor uden rugende over dampende Kloder, for
Gud at belure – ja under Livets Undfangelse,
finder min Sorg dig Abiriel?

Phun-Abiriel (grublende)
Ha hvor er Gud? Hans Kraft jeg seer kun, hører
som Støvskyer Verdner suse i Hans Fodtrin.
          Flux jeg skuer did, men
          seer som forhen Intet.

Ak Intet uden Sporets dybe Hvirvel,
hvori til Afsind, uden at den drukner,
min Aand fordreies. Ha, var ei min Tanke
meer let end jeg, den, mørk som denne Klode,
          synlig rulled frem, og
          Jeg, som Gud, da skabte.

Ohebiel.
Phun-Abiriel, min Elskov din Grublen vil evig forfølge,
          som Faklen, der fordyber sig i Natten,
          og, i sin Søgen efter tabte Guld,
gjennemborer selv Midnattens Hjerte, en neddalet Taage.
Ak, neppe-fødte Kloders Damp, er din syge Næring,
din Grublens Dug, saa vidt den groer i sin sorte Skygge.
          De skjønne Verdner for Phuniel ere
          kun sammenrullede Gaader.
11De glade Aander og Messias seer i hver
en nyeskabt Jord en Blomstknop kun, som udspringer
hvor, paa sin evige Flugt gjennem Alt, den Almægtige foer,
at dække (o Skyer dens Dug) med Rødme og Vellugt hans Spoer.

Phun-Abiriel.
Hvad Sol fremlokked’ mig, en Aand, af Støvet?
en Aand, som blomstrer, mens Evigheder visne?

Ohebiel.
          Almægtig Algodhed.

Phun-Abiriel.
Hvad Strøm rev mig hen, som et Frø,
der her til en Knop, og, se, hist
til glindsende Palme henveires i legende Flugt?
O rev mig saa snart gjennem Verdner og bølgende Tid
henimod stille Uendelighed, at hver
          Tilværelse syntes en Drøm?

Ohebiel.
          Almægtig Alviisdom.

Phun-Abiriel.
Erindringen tog jeg med mig alene.

Ohebiel.
Erindring er al vor Kundskabs Hjerte.
Se derfor i Aanden flammer klart
(et Suk er ei tabt) det første Ord,
han gjemte, som Barn, i sin Moders Øre.
Den Tanke, i duftende Ønsker hyllet,
som, selv da den straalede gjennem Hjertet,
han ikke forstod, staaer i Aanden malt.

Phun-Abiriel.
O da, jeg lever da, som Dyr af Drøv,
af min Erindring?

12Ohebiel.
Rundt den, som om Hjertet et Legem,
Aandernes Kundskab vil voxe,
til Hjertet – saa synger Messias –
som Verdnerne svulmer, og Legemet
fylder Guds Belte, Uendeligheden.

Phun-Abiriel.
For mig er Udødeligheden øde.
Se Verdnerne svømme deri som Liig,
– tys! – stumme og mørke, de svare ikke.

Ohebiel.
Et Liig en blomstrende Jord!
Dyret, som blusser paa Høien, og seer sin
Yngel i Dalen, Forraadnelsens Orm!
Cajahels Rigdom – ødsle Algodhed! – dens Liigpynt?
Dens Skyer Cajahels Graad idet han maa flygte?
. . . O, hvis jeg kunde græde, græd jeg.
Jeg savner Taaren, som min Sorg belyste,
da mig, som Barn, Cajahel ammed’,
og gav mig Dyr og Blomsterne til Leeg.
Men Sorgen selv, som skumler sortbleg
igjennem min stjerneklare Skjønhed,
er Aandens – o en vældig Taare, som
herinden voxer, til, o hvis den kunde!
til den til Intet mig tilbage sprænger.

Phun-Abiriel.
          Intet Aanderne (o kun Damp, som
          driver blind om det store Hjerte):
          lærte af deres Evighed,
          uden den stumme Beundring.

Ohebiel.
Kundskab, de Udødeliges Næring,
klar i udfoldede Uend’lighed
er frem for Aanden lagt. Hans Kraft og Kundskab,
13som Tvillingbørn, der af Omfavnelser
at voxe lige synes, snoe sig sammen
og voxe i hinandens Ild og Lys,
saa Evigheder blive dem for snevre,
som Barnedragt fra Ynglings Skulder glider.

Phun-Abiriel.
O Hvad kan nærme sig gjennem Uendelighed?
Hvad voxe i Evighed uden den Evige?
Er jeg da Gud og I, Aander og Verdner, og Alt?

Ohebiel.
Selv ei, om du løste Obaddons Gaader, Cajahels Vid,
hvis Latter er Dyr, hvis Smiil er Blomster,
blev Phuniel Gud – o Phuniel,
hvis Vanvid vil Rummet, den Eviges Tankekreds, fatte,
skjøndt Selv kun en enkelt sorgfuld Tanke
af Jordklodens Sjel :(dens Væs’ner):
hvor du i Sandsers Blomster stod.
          Dog er den Jord, hvor du fødtes, født
          :(kun Gud er ældre end sin Verden):
          Men haab af din Udødelighed, som saae,
          skjøndt ung endnu, jo Verdner at forgaae!

Phun-Abiriel.
Ohebiel, o du veed af Hvad du siger,
kun det, at du Abiriels Tungsind trøster.

Ohebiel.
Ak Phuniel min Sorg! Abiriel min Fryd!
og Begge, Phun-Abiriel, min Elskov!
– Ah Sorg og Fryd i samme Bæger mænget
er Elskovs Nectar? – Bedre, hvis jeg kunde,
jeg Ligegyldigheds bund- og bølgeløse
og lunkne, smagløse Vandflom drak;
O, eller mig i Hadets Galdestrøm
(saa seen og klæbrig, at fra liden Djævels
endmindre Hjerte – knapt saa stort som Tand
af liden Hugorm – det kan dryppe ned
fra Jord til Jord, og hele Verden spinde . . .

14Phun-Abiriel.
. . ja Gud selv om han var at finde

Ohebiel.
. . med Slangetraade rundt: Ja, ha! i slig en Galde
var bedre mig beruse indtil Vanvid,
end gjemme blege Sorg ved Phuniels Tvivl,
som Orm i Blomst, i blussende Beundring,
der voxer, vandet af Ohebiels Vemod,
høit for Abiriels høje Sjel at naae.

Phun-Abiriel.
Ha. Phun-Abiriel kan ei beundre.

Ohebiel.
Beundring er Aanders Kjerlighed.

Phun-Abiriel.
Beundring er et dovent Leje. Fra
dets søvnige Vellugt har Phuniel reist sig
og vaagen han ind i sin Evighed stirrer.

Ohebiel.
End som Morgenens Dæmring er den graa og
fuld af Drømme. O Utaalmod ei trodser
Dagen frem, som bag Bjerget endnu sover,
om tusende Suk end sønderhugged’ Taagen.
O stirr ei efter Gud! Vær glad og leeg
som Barn kun med hans Verdners Skjønhed!

Phun-Abiriel.
Min Barndom jeg :(Kloden hist var min Vugge:
der laae jeg blandt Dyr og Planter idrømme)
jeg lagde igjen i Støvet, med Dragten
af blomstrende Sandser vævet for Barnet.
Af gjerrige Obaddon loe jeg, som gjemte
bag Stene og Muld den udslidte Pragt,
jeg rev, da jeg faldt i Rosentorn, sønder,
i Flugten for spraglet Lidenskab fange.
15Pjalten jeg kasted’ som Ormen sin Ham, da
gjennem de trange Skyer :(min Vugges
Teppe, hvor mine Laster gjenklæbed’ som
Stanken): jeg krøb som endeløs Slange
ind i den nye Evighed for at
leve af sorte Gaader – o Flint! min Tand springer – og
ikke som før af regnbumalt Drøm . . o sød, rosenblød!

Ohebiel.
End er du Barn blandt Aanderne.
Vee, et sygt og klagende!

Phun-Abiriel.
Hvi seer jeg da ei min Fader?

Ohebiel.
Du seer Ham, men kjender Ham ikke,
for spæd til hans Almagt omfavne.

Phun-Abiriel.
O hiin Jord, min Legeplads,
jeg for en Evighed siden forlod.
Mindet, Gravens varigste
Blomst, hvis Blad er graadfulde
Hjerter, hvis Vellugt Berøm, er forlængst
          uddød paa min Grav

Ohebiel.
Phuniel – Taare rundt om Ringen glidende,
o hvileløs! Maal ikke Hvad vi vide
Uendeligt, som har Begyndelsen
:(Tilværelsen): i Enden :(Gud): fastsmeltet.
Vær glad, og troe, det er umuligt,
før, ved at læse i Guds Digt: Verden,
med Kjærligheds høje Lovsang – glad Hærold
for Hvad dit Skarpsindsøje fandt – du har
hver Tanke tydet. Ak Abiriels Kraft
vil vide uden at forstaae, endskjøndt
hver Viden først paa Ahnelsernes Vinge,
og saa paa Visheds Skulder hæves frem.

16Phun-Abiriel.
Er ogsaa Troen foremalet Aander?
(Ohebiel sagde: tro, det er umuligt!
Umuligt, som Messias, Gud at kjende,
endskjøndt Udødeligheden er mit Hjerte?)
Ha, Troen foremalet Aander?
Den regnbufarv’de Solskjerm, som vi bar
engang, som Støvets Konger, lavt over Hov’det,
og som Bedragere helligt svoer paa var
denne rette Himmel? Ret! o Ret, thi ellers
Fornuften fløi sig vild, naar over sig
den saae den frie Himmel, mens den selv
af blodige Sener var til Dybet lænket,
. . O vee de briste ikke før de raadne!

Ohebiel.
Tro, Verden er Guds Tempel: denne Jord
en nyreist Pille, Evigheden Port,
Udødeligheden morgenfarvet Kuppel,
hver Aand en Lovsang, rullende
langsgjennem Evigheden i sin Væxt
ved Kupplens Gjenlyd. O tilbed,
og tro, kun Guden selv er Stemme stærk
nok til igjennem hele Templet runge.
O, naar Han synger, er det Chor
af alle Pillerne (hans Billedstøtter)
af Kupplen, fuld af Aander.
Hør, tyd og istem Hymnen.
Hist engang vi læste tause dens enkelte Ord,
i Støvet, som Dyr og Blomster, skrevne.

Phun-Abiriel.
Kun Hvad jeg veed, jeg troer. Hos Aander
Begreb og Troe er Eet. Hvad vi begribe
det troe vi fast, og lægge det
som funden Skat til al vor Kundskab,
erkjende det for Sandt, og fange saa
:(af Agtelse for den Forstand, som fandt det):
Fornuften under Troen.

17Ohebiel.
          Troe er da
vor Kundskabs Kjerne, og hver Aandskraft
kun det Erobrende for Troen. . .

Phun-Abiriel.
. . Til ingen Gaade – selv ei den, som er
i Græsstraa gjemt: om al Tilværelse,
og Gaaden: Gud, hvis Knude er mig Selv –
er meer tilbage.

Ohebiel.
          Phuniel se,
en udbredt Evighed er den Valplads,
hvor Seiren vindes.

Phun-Abiriel.
          Ha, saa lang,
at – o jeg troer det næsten – vi maae troe
og sukke: o umuligt!

Ohebiel.
          Dog Messias
er som en Seierherre glad. O derfor
skal Haabet være Aanders Troe.

Phun-Abiriel.
Nu skulde – saa der ei var Strid
paa Afsinds Rand imellem mit Hjerte:
Udødeligheden, fuld af blomstrende Haab,
og Kundskab, min Hjerne, vissen af Tvivls Dunst –
Alvidenhed være min Hjerne, Tanke mit Øje,
saa skarpt, at det kløvned’ disse Kloders Knuder.
Dog min Forstand kun faae Skridt lyser foran,
saa svagt som om en Taare var dens Blus.
Selv Phantasien, skjøndt den spænder
et Smiil som lettest Vinge :(skjøndt saa vid, at
en Salighed med alle sine Drømme,
end lettere og skjønnere end en Aand,
kun er dens Pynt, en Krands om Randen,
som Himlens Morgenskyer): daler mat,
18fortvivlende, som Fugl i Ørken, om
at gjennemflyve alle Evigheder,
som, skjøndt enhver er lys, i saadan Dynge
optaarne sig, at deres Dybde sortner
– o som en Grav om mig, saa tyk af Blomster,
at jeg i Nat af Vellugt seer mig fangen.
Kun bag mig gaaer min evige Hofmester
Erfaring – ha, lære Aander af Støvet?
thi i hans Tavle staaer, og han belyser
Alt med sin Fakkel, mindste Handling
og svagest Tanke, som, da hist jeg krøb,
igjennemfoer mig.

Ohebiel.
          Se Abiriel,
Alt er paa Tavlen opsat klart: saa let
fra dunklest Følelse til Tusmørktanke,
fra den til Ord, saa let som Morgenvind,
fra det til dagklar Handling du kan regne.
Og Alt, den hele Sum, fra første Skrig
indtil dit Dødssuk, er den første Regning.
Den anden er begyndt og fortsat bag
Obaddons Ryg. Og begge disse Rækker
er al din Viden – o saa vidt jo kommen,
at Klodernes Afstand for dig er en Tankes Flugt.
Hvorhelst du dig tænker, du er.

Phun-Abiriel.
Dog blier jeg svimmel, træt ved Skuet af
en Evighed fast i Evighed lænket,
saa Leddet ei kan sees – O ligger det
bag en af disse Perler i Guds Belte?
ha eller i et af Mellemrummene?

Ohebiel.
Speid gjennem Alle, det er Aandens Kald.
Men fandt du Ringens Led, den slet var gjort.

19Phun-Abiriel.
Jeg trættes. Ha, jeg vil min Tanke
indskrænke til Beundring. Ja, som om,
da hist jeg stirrede fra Mulden,
jeg vilde grave Hjernen ud, fordi
den mægted’ ikke Skyerne rumme
og Stjernens Flugt at bøje :(liig Tyrannen,
der ei kan Folkets Frihed og Kraft
fra deres Flugt neddrage til sit Skjul,
og saa fortvivlet sprænger sig i Luften):
Saa Hjernehulen Echo blev for Raab
af tankeløse Jublen og Skræk
om Solskin svømmed eller Torden bølged’,
og kun Beundrings salige Blik
stod hjerneløst evigaabent for Alt
:(saa dumt som Ørknens Søe der aldrig
en Klippe viste eller med ensom Blomsters
Skygge leged, men evig kun maler
Skyer eller øde Himmel): .

Ohebiel.
Phuniel! Tvivl, elsker du Sandhed saa beil,
og døe i din Elskov, saa fra den Elskte
du ei dig Selv kan skille! Beil,
som Aandernes Ældste Messias, til Sandhed!
Til Almagten Han ved Beundring beiler,
til Algodhed ved Kjærlighed.
Aanderne see i Messias Gud,
det høje Ideal, sig speile.

Phun-Abiriel.
Da skulde Phuniel, hvis han troede saa,
kun trælle for sin Frihed qvæle, og
at sønderslide sin Personlighed,
og vaske Tanken «Gud» ud af sin Sjel,
og grave kun Messias Billed ind,
og, hvergang han ei følte som Messias,
beskylde sig for Synd.

20Ohebiel.
          O det forbyder
den Ret, som er til alle ligedeelt,
og adler Støv til Guddom, den: at stræbe,
igjennem Banen, som Hvers Frihed bryder
med uafhængig Kraft, hvor bedst ham synes,
at ligne sit og Alles Udspring.
Den Ret er Børns Ret, at hvert Barn
afbilder Faderens Dyd og Kraft i sin
Characters Farveskjær. Vi ere Alle
Guds Børn, ifra den Førstefødte, som
engang i ældste Tid laae svøbt, men nu
og gjennem Evighed for sine Sødskend’
har Rang, fordi han bærer klarest alt
sin Faders Træk i moden Skjønhed,
til Yngste, som, af Sandsers Duft hendysset,
Cajahel dier ubevidst i Græsset
uform’lig end og sløv, knap meer
end varmet Jordklump: saadan Skabning,
meer ulig Gud end timegammelt Foster sin Fader.
Sligt Dyr sin Faders Vuggegave kjender ei engang;
og Nogle see :(fra Mulden har jeg denne Erindring):
et Glimt som blinder Øiet, saa de heller
gjenlukke det for om Straalerne at drømme,
der viste deres Rigdom, og for frit
det rene Lys, de saae, til Regnbuskjær
bag lukte Øje smelte. Aanderne
fuldt kjende deres Arveret: at Hver,
ad selvbrudt Vei igjennem Evigheden,
skal uafhængig :(heraf Selvbevidsthed,
der paa en udspændt Rolighed
afmaler den Lyksalighed, der er
hans Hjertes eiendommelige Digt):
frem mod sin Faders Guddom nærme sig.

Phun-Abiriel.
Glemsel, min Sjels Møl, blev hængende
under Obaddons Vinge; men Uvished,
Aandens evige Orm, fortærer mig.

21Ohebiel.
Kun svampig Gisning; men ei hærdet
Erfarings Dynge, Aandens Høide, hvorfra,
som fra sin Viisdoms Borg, han overspeider
selv Verdnerne i Evighedens Fjerne,
og fanger Gaaderne og lægger dem
til Borgens Stene, saa dens Ringe voxe
ud gjennem dette Alt og Kupplen hæver
sig gjennem Udødeligheds Himmel rødmende,
fortærer den.

Phun-Abiriel.
          Og Vanvid – min Ohebiel,
saa troer jeg – taaler ei Uvisheds Kræft,
ifald det slaaer sin fulde Skjønhed ud,
med Luefarve, lummer Vellugtrøg.
Alviisdom eller Vanvid kun er fri
for denne Tand, som dybere sig roder
ind i min Kundskabsskat.
Ha, hvis jeg kunde, hvis det ei en Grif
i Støvet lænket var, jeg Vanvid løsslap,
der rev mig hurtigt hen paa et vinget Smiil
til hvert et Maal, som jeg tænkte mig, og med
Triumphlatter rakte mig sønderplukket
hver Gaade, som jeg pegte paa. O snart
det skulde, i sin Flugt, mig til at troe,
at alle Syner, som os fløi forbi
(endskjøndt dets egen sorte Aande ikkun)
de sande Verdner vare, overtale.
Da sagde jeg, og det for mig var Sandhed,
saa længer ei paa Gisningers lette Broe
imellem Afsind og Viisdom jeg flagred:
at denne Verdnernes Uend’lighed
et Væsens dræbte Krop – af Hvem da? – var,
Blodsdraaber disse Kloder, denne Jord
en nys uddryppet Draabe, denne Skyring
hiin Draabes Damp, og alle Liv
kun Orme, som i levret Blodklump leve,
22Cajahel da en livfuld Raadenhed,
og Gud var Sjelen, som nu over
sit sønderknuste Hjemsted svæver; jeg . . ?
Ha hvad var jeg!

Ohebiel.
          Du ei vanvittig, siden
du ei dig Selv kan løse, er. Thi Vanvid
i Verdensdyb med kroget Gisning meder
og fisker op, saa flux det kaster ud,
just Perlen, som det ønsked’, raaber: fundet!
skjøndt Alle see kun tomme Krog.

Phun-Abiriel.
Jeg er en Tanke i Gudssjelens Angst
for sine Lemmer sammensamle og
belive dem paany. Se min Ohebiel
den store Gaade aaben som et Saar,
hvor finest Nerve stikker frem, saa du
kan fjernest Muskel røre! Hvis jeg mægted’
at troe som Sandhed dette, var jeg salig:
mit Vanvid hopped’ paa elastiskt Been
hver Grændse over, hvor dybt under Viisdom
maae svimle og krybe hen i tusind sunde
og sene Tanker, for en Indgang finde.

Ohebiel.
Det være nok, at Alt om os er godt,
at, som til Overflod, det Godes Farve
og Form er Skjønhed, at, saalangt vi see
Guds Storhed voxer. Vi har Deel i denne,
til Odelarv, saavidt vi kan den fatte.
I Hans Algodhed har du Deel saa stor
som du med egen Godhed dig tilmaaler.
Og du har Deel i hans Alviisdom, hvis
du Selv er viis.
Glød da i Aanders Fryd, der skinner gjennem
den Skikkelse Guds milde Phantasie
os gav, at, som hver Dyd og Kraft fremblomstrer,
23og, som velvillige Følelser udvælde,
dens Morgenskjær meer favert skulde blomstre,
og Legemet til Kaabe bli’e af Smiil,
altsom vi glemte Mindet om de Laster
(Angst er den blege Røg af Lasten,
som damper op med Sjelen ifra Støvet
og sortner Aandens Skjønhed, og Bebreidelser
som Gnister søndersplintre den saalænge
til Sjelens dybe uslukkelige Spire:
Kraft til det Gode, modnet af
Udødeligheden, frem sig hæver klar):
vi fandt histnede, gjemte som en Skat,
til hvinende Obaddon, Almagts Aande,
dem blæste bort for evig, hvirvled’ dem,
med hele deres Støvham, under Støvet,
at Lasterne for Efterkommerne
gjen kunde spire op hvorfra de kom,
og være evige i evig Dødsomvexlen!
Her lyver ikke Formen, som histnede,
hvor Laster funklede og Dyder rustned’:
er Aanden god og viis, saa er han skjøn.
Dit Mismod, Aandens Tæring, for du ei
kan løse Selv din egen Gaade :(thi
dens Led er’ spredte i Uendeligheden,
i Lænkerad fra største Sol og til
Insectets Vinge): blegner – Phun-Abiriel
min Kjærligheds Suk! – din Skjønhed, som
din Fryds blussende Gjenskin skulde være.
O Phuniel min Sorg! Abiriel min Beundring!
Glød i vor Fryd, i svulmende Bevidsthed,
vor Salighed, i Guddom, som Messias!
Vi vide Gud er nær, at nu vor Godhed
er større Deel af Guds Algodhed,
vor Kraft og Indsigt i Alverden
en større Deel af Alkraft og Alviisdom,
end da, beruste af Cajahels Blod,
vi, skygg’de af Obaddons Vinger,
sad sammen, ikke kjendende hverandre,
paa lav’re Trin af Guds Throne,
24og fryded’ os som Konger over Tusind
af Dyr og Planter.

Phun-Abiriel.
Se her den sorte Kilde til mit Mismod,
som overskyller salig Evighed:
Jeg er en Aand, en Verdensring af Tanker,
i alle lav’re Verdner seer jeg ind,
og læser hver en Tanke, som fremavles
i Sjelene, der vandre rundt paa hver
en Jord i Mulddragt. Men Cajahel,
hvis Tanker ei er Tanker blot, men Liv,
for mig er højere Verden, der er kun
for blinde Tro og vindøjet Phantasie,
ei for Fornuften aaben . . O som hist
jeg svimled, naar jeg over Graven lod
min Tanke flyve. Og endskjøndt jeg er
hvorhelst jeg tænker, naar jeg tænker: Gud,
da er jeg hvor jeg var da Tanken kom,
og døves hen af brusende Verdner.

Hvem tegner Cajahel i Dyret og Blomsten?
Sig Selv? eller Gud?

Ohebiel.
Cajahel er Guds Aande,
som Støvet tilsammen i tusind Former,
men alle Guds Billeder, blæser:
Guds Aande, der, udviftet,
bedugger Rummet med Sole.

Phun-Abiriel.
O Dugdraabe, Verdners straalende Pocal!
De drikke og tumle berusede hen
med Regnbueharpe og Morgenskykrands.
Dyrene ere deres drukne Jubel,
Blomsterne tøileløs Phantasie.
          Obaddon følger som Rusens Anger.
          Han Regnbuen mejer med stormvinget Lyn,
          og fylder de blomstrende Skyer med Pest,
          25opreiser Natten som Dagens
          sorgfarvde Gravminde, sætter
          Maanen som Urne i hule
          Midnat til Minde om Solen.

Ohebiel.
Han er Guds Aande idet den
fra Verden drages tilbage.

Phun-Abiriel.
Obaddon, o den Stinkende?
Han Guds Aande? Heller hans Fiende!
En huul Grav hans Hjelm, han har nedlagt i Striden,
en guul, pestfuld Skye er hans opspændte Bue,
en fuul Røg hans Landse og Raadenhed Pandsret?
Han, sugende hver en Draabe, som randt fra Cajahels Hjerte?
          – O Grav, bundløse Igel!
          Sort, skjøndt mæt af Livets Rødme:
Cajahels Livsblod, der formes i Lyset :(som Kilden, der drypper
i tusind Chrystaller frem): til de spraglede Dyr og Blomster!
Er Cajahels Liv, Obaddons Død da Skaberens Aande:
          hvor er Hjertet som udaander
          Livets flyvende Rødme, og drager
          Dødens tunge Damp tilbage?

Chor af Aander.
Spørg ei, hvor er Gud, som vi tilbad, da
hist vi med Rædsel mod Skyen
saae, og vi sagde: der boer Han!
Verdnerne raabe: her er Han!
Cajahel jubler: her er Han!
Obaddon sukker: her var Han!
Aanderne fylde Evighed med Sang:
          Han er her!

26Ohebiel.
Messias kommer for at døbe
Cajahels første Vaagnen her i
sin Vugge, gynget af sin Gjæring
vildt om i Rummet, med Velsignelser.

Chor af Aander.
O see den nye Tanke i Verdens Digt,
                    Aanders Beundring!
Messias, da Evighed maaltes til Tid af Cajahels
                    Smiil og Obaddons
                    Skygge, den Fødte –
Messias, o Alviisdommens første Ord,
                    Digtet kan tyde.

Messias.
Guds Ord ere Aander: Aander, som blomstre fra Støvet.
Guds Tanker er Verdner.
Skjult ligger en Aand i dunklest Støvgran, som Ordet
skjult slumrer i Tanken.

Ah. Læberne aabnes, Evigheds morgenrøde Port, og
ud hvirvles Tanken som lysfuldt Ord, som
klangfuld Perle fra Dybets hule Musling.
O mindes, I sammenrullede rislede med Blodet!
Nær qvalt af omspundne Nerver, liig en
sløret Følelse op du steg af Mulden.

Du hang ved en Jord, som ved fulde Barm et Foster
          Du mægted’ ei Andet end suge,
          voxende rød som din Slummer blegned’.
Hvor skifted’ din Moder dit Navn for op dig vække!
          Hver Morgen hun hvisked’ det Navn, hun
          digted’ med Ømhed dig nyt om Natten.

Hvergang du stivned’, raabte din Moder.
Ud foer det nye Navn (Cajahel var Tungen,
rød af Livsdug) ud igjennem Obaddons Been,
                    de hvide Tænder.
Raabte hun: «Blomst»! O endnu du stivned’:
knapt foer en farvet Drøm igjennem dig. Raabte
27angst hun: «Dyr»! du zittred’ . . O Jubel! Hun skreg:
                    «mit Foster lever!»
«Der, søde Dyr, der har du
smukke Blomster at lege med! Skrig blot! skrig blot!
Ha Lyd, min Vellystskjælven;
Ynglsom Raadenhed heller min Barm end øde Skjønhed!»

Ah du fyldte din Moders Øre med Skrig: hendes Hjerte
uddrak det fulde Øre og mættedes.
«Tal blot! tal blot!» hun hviskede.
«Tys, han tier! Ha, alt min Barm er en Ørken! O søde
Skrig kan du kjede? Mæt med Beruselse
mæt din Moder! Hun visner.»

Du stivnede ved hendes Barm.
Hun raabte ind i din Taushed: «mit Dyr! mit Dyr!»
Da pressede ud hendes Angst
af Obaddons Beenport dit skjælvende, sidste Navn.
Hun raabte: «mit Menneske tal!
O lev du min Phantasies det sidste Digt!»
«Der Menneske har du til Leeg
en Flok Smaaesødskende, Blomster og Dyr: blot tal!»

Ah, du førstegang vaagnende reiste dig.
Din Moders Suk daled’, gjemte sig
dybt i din sidste Grav.
Den hendes hule Afskedssuk var:
Thi paa Udødeligheds straalfulde Arm, hvor du
nu vugger, bort rev din Fa’r dig fra
Moderens Die – Ak!
glad var Hun endda fik hendes Kunst
frem af din Beenpjalt en Glemmigejsblomst.
Dens lysblaa Blik paa din Grav er din Moders Taare,
da atter Hun paa sin blomstrende Ring begyndte.
Glem Hende ei; thi du hungrede ei,
og, da den Daad, du fremrulled’ først af Talen,
var Barmen beherske, som Die dig gav:
med Vemod sagde hun: «Sorg han mig gjør, men Ære».
Hun, da du raabte: «fra Synskredsen her
til denne rødmer mit Rige – o bøj, som stumme
28Træl dig mit Blomster, og skjælv du mit Dyr!»
hun sukked’: «neppe den Bedste, men Smukkest er han:
hans Kongedragt stjerneklar Skjønhed, hans Trudsler Vellyd.»
Ømhed for Kloden, der ammed’ dig op
er Aandens Fædrelandskjærlighed.

Hver Jord har et bankende Hjerte (Cajahel)
I dette Foster staaer det endnu stille.
Obaddon er dens Fordøjelse.
Guds Almagt svulmed’, Alviisdommen undfanged’.
Verdner, hans frodige Æt, fødtes og fødes i Evighed.
De die Skjønhed og Styrke af Solene,
som af Algodhedens aabne Bryster.

Hver Jord i sine Væseners Hær har sin Sjel.
Hver en enkelt fornuftig Skabning er Tanke i Sjelen.
Dens Dyr dens Drifter, som mylre i Nerverne.
Planterne ere dens dunkle Følelser.

Ilden dens Rødme, Vand dens Vædsker,
Jord er dens Kjød og Luften dens Aande,
Duggen dens Sved, Skyer dens Uddunstning,
Sommeren dens Maaltid, Vinteren dens Rolighed,
mens den paa Høstens Mættelse tærer,
Vaaren dens vaagne Madlyst: da gløde
Tankerne livligst, Drifterne sværme.

Se, over den yngste Jord
hvælver sig neppebegyndte Evighed,
at de unge Aander opad den fremblomstre kan,
som Druer, der klattre for Palmens Krones Rubin at blive.

Aandernes Rod vi see
dybt under Mulden, vi see dem som blege
Skyggeplanter under Tiden, Evigheds dag-
og natmalte Port, som Cajahel aabner, Obaddon lukker.

Vi see ham nu iblandt os, svimlende
over sin udbredte Udødelighed, Guds Skjød.
Han veed ei, at han den betraadte i
Mulden, før bag sig han nu øiner en frisk Grav.

29Dog mindes han ikke at savne Noget,
uden en ormstukken Pjalt og Lasterne.
Nu er hans Godhed i Skjønhed, hans Aandskraft i Herlighed klædt.

Hans Laster maae døe her af Sult, da Intet
her kan dem mætte. Selv Mindet Angerens
Tand vil fortære, som bortsmelter under sin Ivrighed selv.

Som en reen Taare han triller tilbage i den Algodes Skjød.

Aander Gud væver af Mulden som Solen Regnbu af Taagen.

Nu igjennem spirale Evigheder
frem han arbeider sig. Foran Indbildningens
Pensel han bruger; bag sig Erindringens Meisel.

Midti straaler Forstanden, liig en Sol, der
springer fra Synskreds til Synskreds og afmaler
Morgenen foran, slæber paa stjernede Midnat.

Verdnerne synes ham vajende Blomster, dog glemmer
ei han de Liljer, som skygged’ hans Barndom i Støvet . .

Skjønhed er Ringen, hvor Aanden, som Demanten, funkler,
først naar hans Sjelskraft har afrystet syndløse Lyster.

Disse hverandre maae opsluge her, hvor de ei, som
hisset, i Støvet kan fraadse i blodige Synder

De døe af Hunger, som Slangens Yngel om Aftnen,
hvis Moder vendte ei hjem om Morgnen med Bytte . .

Med Hyl hans Vellyst sig vælter om i hans Indre,
forgiver Hevnlysten, som da dræber den Falske;
hans Ondskab qvæler Misundelsen, døer saa af Sorg.

Nu huler Angerens Tand en Grav for dem alle.
Paa Graven skriver en stum Erindring den Indskrift:
                    «Ak! en Tilværelse tabt!»
Han stirrer bleg i denne Tanke.
Vemod, Aandens Graad, drypper frem.
Dog Bund i Tankens dybe Helved
30seer han, hvorfra engang han kan
sig svinge op mod Evigheden,
der hvælver lys sig over hiin Grav.

Hans Helved synker bag ham med et Suks Bragen.
Han seer han var en sorgfuld Tanke, som smelted’
over i Jubel i Verdens Digt, hvor Gud sin Sjel har malt.
O se hans Godhed væver Smiil i hans Skjønhed ind,
hans Kraft den giver Høihed og Glandsen!
Eja, han raaber sig ud til Drot i sin Udødelighed:

Ah, denne Jord er skabt til at bære en Hersker
med fri Villies Scepter, Samvittigheds Retfærdskugle,
Indbildningskraftens Kongekaabe, spraglet
og som Regnbuen skjøn, og med Fornuft,
liig straalende Solkrone, og med Skjønhed,
hans Gudevæsens Hærold paa hans Jord.
Snart vil Cajahel vaagne og udnævne Kongen.
Jorden vil lysne, som hellige
Fakkel i Solaltret tændt, og
Skyen vil vorde den Røg, som
          lysblaa fra Off’ret
af dens Velsignelser stiger.
Snart den istemmer Verdnernes:
          Priser! Priser!

Chor af Aander.
Priser! priser! lover Gud!
Aanderne kjende Gud af hans Kræfter.
          Han lader straale
i Verdners lange, svømmende Række
Algodhed igjennem de dunkle Evigheder,
hvor Selv han er skjult i sin Viisdoms Hellighed.
Ha, og hans Almagt forkynder Ham.
Hver Sol er en flammende Basun,
udstukken fra hans Viisdoms Dyb,
for Verdnerne melde, der zittre af Lydens Vellyst,
          Guddommens Nærhed.
Aanderne knæle: Tilbedelse er deres Knælen.
Aanderne offre: Kjærlighed er deres Offer.
31Aanderne prise: Beundring er deres Lovsang.
Og tænke vi fjerneste Kloder, saa fører
vor Tanke os did, og vi høre
          Verdnerne bruse,
høre dem svinge
Gudkraftens Vinge
gjennem det maalløse Rum.
– Da vor Lovsang er stum.
Se, fjernt de bølge som Enge af Liljer!
Nær vi see dem at træde,
hyll’de i Skyernes Klæde,
          med Straalekrands,
som Himlens Præstinder i Offermøedands
          om Soles flammende Alter;
høre hvor Kloderne rulle forbi,
          høre dem synge
          i Fuldharmonie:
          «Hvo kunde slynge
          i Rummet os ud
          uden Almagtens Gud?»

Messias.
Snart – se, Skyerne briste, de graae Øjebryn
og Lyset vækker Cajahel –
Snart vil denne, den unge Jord
juble uskyldigst i Verdnernes Chor.

Cajahel.
Her er Obaddon. Nyskabte unge Liv vær velsignet!

Chor af Aander.
Cajahel velsigner. Vær velsignet.

Cajahel.
Aand unge Jord! Som hellig Urne,
med lysblaae Skyer, der ere Barme fulde
udaf Velsignelser, saa mangefold,
som Livet du skal nære, dig omgiv!
. . O se, den aander ikke, skjøndt
32selv Livets Aand det byder, thi mod Loven,
der binder mig og Alt, jeg, legende
med Magten, bød. Først Aarsag,
der ligger skjult i Gud, saa Virkning, som
Cajahel leder. O Livsfunke, Lys
kom ovenfra (nær er min Jord et Liig;
og, hvis den aander, aander qvalmt og tungt):
saa skal Cajahels Viisdom Jorden lære
at blive god og skjøn! Bliv Lys! bliv Lys!

Chor af Aander.
Hil Jordens første Dag!

Cajahel.
End damper Jorden. Ah, den sukker
i Solens milde Favntag som en Brud.
Vær evig viet denne Sol og gjør hans
Omfavnelser saa rige, at han seer
din Frugtbarhed ei hungrig, naar den smager
med fulde Læber hans Velsignelser,
ei heller overmæt; men at den følger,
om den sig vælter frem, af Rigdom tung,
i lige Skridt (som regnfuld Sky en Storm)
hans Kraft, der bruser uafhængig frem!
Da vil han kjæmpe elskovssyg, for Dig
med mere Kraft berige end du kan
til muntert Liv og Smiil forvandle.
Og, som i Qvindens Frodighed og Rødme
(slig En, der er mit Billed paa en Klode)
og Øjeglands en Brudgom vil gjenkende
(og derfor elske hendes Skjønhed meer)
sin egen Kraft i Blomster, vil din Sol
udsaae saa rigt i Dig sit Liv, som om
han vilde for en Evighed befrugte,
og flye saa bort . . O en Omfavnelse
saa sød og rig, som, paa en Klode hist,
hvor Landene, af Yppighed saa kaade,
at vildt de, for hverandre at omfavne
33og maale nær hverandres Frugtbarhed,
fremstorme vilde, hvis ei Oceaner
dem tøilede, den Brudgoms er, som skal
ifra sin unge Qvinde, næste Morgen
– o i et Aar, vidt over Have fare.
Ah Jord, vær trofast! sværm ei længer løs i Rummet.
Snart seer du din Sol i en Straale stige ned i din Muld,
og hæve sig op derifra i en Palmes glindsende Guld!

Obaddon.
Slumr unge Jord!

Chor af Aander.
Hil Jordens første Nat!

Messias.
Se Livs og Døds Kamp! Ei Nat, ei Dag:
Nat gjennemfarer Dagen som en Anger
fordi den vaagnede fortidligt: Dag
igjennemlysner Natten som en Drøm.

Cajahel.
Obaddon – ha, hvor skjøn og mandig! –
Du veed, min Ømhed, at, saa blød den er,
den synes være selv din Haardhed, naar
den speiler glad sig i dit strenge Øje.
Min Obaddon;
Skal denne Jord din Throne ene være,
hvor i dit mørke Alvor du kan sidde
som en Tyran alene-herskende
vidt over døde Stene? O du veed
dit Rige er en Grav, hvor mine Orme
dog Oprør vække: Min Obaddon
skal her paa Jorden intet Hjerte slaae?
Og jeg – hør Elskov dadler – jeg,
som ei kan være uden som din Halvdeel,
som røde Hjerte i en Morians Barm
34(og du maa Selv forstenes uden mig)
skal fjernt ifra dit Leje sidde
og lugte paa min Vemods Natviol,
liig hist paa hiin omsvungne Jord,
der varmer sig ved sex de Maanelys,
jeg laante af min Pragt din Sorg til Pynt,
saa selv din Død er ikke uden Liv,
en faur Slavinde, fjernet fra sin Hersker,
der klemmer Folkets Hjerter, mens Hun vander
med taarefulde Suk sin Blomstkalk: Fængslet?
Ja da – o saae du nys hvor skjøn min Dag var?
(Ah Natøje, du har ei Lys for Guld og Purpur,
mit Livs Farver, som i Blaat sig smelte)
– Ja da, da maa jeg fly Obaddon!
. . Hvorhen? O uden Død kan Liv
i Støvet ikke tænkes. Jeg maa æske
dig ud til Kamp igjen i Chaos,
vor skjælvende første Bryllupsomfavnelse.
Ak, hvorfor bryde denne skjønne Fred,
hvor mine Liv er’ Gidsler? Elskte mind,
naar jeg (det synes blot; thi hvem vil troe
for Alvor, at en Lampe, om den fik
saamegen Olie at den en Nat gjør lys,
fra Aftendæmrings Slør til Morgendæmrings Slæb,
en evig Stjerne var?) . . O mind, naar jeg,
mildt ødslende med rosenrøde Aar,
for Skjemt et Liv kan synes ville smelte
isammen lige med Udødeligheden,
bedragende dig for din Raadenhed:
saa fængsler Gidslet du med sølvgraae Lænker
og jernsort Rynkebaand, og bryder ud
(til Pant, at det skal ikke flye) en Rad
af Been og Tænder. Maa jeg æske
Dig ud til Kamp, hvor hvem, som falder, seirer;
thi Den, som blier tilbage – vil den Faldne
brat følge som en Overvunden. Ha
Obaddon, bag din Seir du vor Elskov vil mindes!
Læg Støvet øde, og Cajahel tabte
eet Rige blot; men det du vandt vil hedde:
35Guds Forbandelse; og denne Jord
du gjør med Synd til Spot for Gud, som om
Han havde udtalt dette Ord med Vanvid
foruden Betydning. O Tause du er Liv:
Død uden Liv er Tilintetgjørelse;
og denne findes ei, før du mig finder
imod Obaddon troløs. Find en Steen,
hvor dybt du kan i Jord og Hav, som ei
Cajahel kyssed eller har berørt!
O, før du fandt en Qvinde, paa en Jord,
som ei sin Mands det mindste, skjulte Haar
har talt og kjender! Vel Obaddon,
forskyder Du Cajahel, saa du maa
Dit Navn nedlægge, thi du blev et Intet.
Cajahels Død er blot Forvandling;
Obaddons Død er Tilintetgjørelse
Foruden mig – her seer jeg jo din Elskov:
din mørke Stoltheds Maske er for lys –
kan du ei være; uden Dig ei Jeg.
Thi Støv er ikke evigt; men en Medgift
Guds Godhed deelte mellem os. Jeg trænger
din Magt, at den igjen kan slette ud
hvert Træk jeg deri malte, for at bilde
klart mit Begreb om en Algodhed:
saa jeg franyt kan stedse danne,
og stedse bedre, ligere Begrebet:
Vi dele derfor Jorden! men vor Magt
(som Lys og Skygge smelter sammen i
den blaa Dag) maa blandes med hinanden,
ei saa at halve Jorden er Cajahels,
mens død og livløs er den anden Deel;
men som vi har vor Elskov deelt og byttet
i andre Kloder. Solen Guldvægt være
(saa fiin at mindste Straale gjør Forskjel)
hvor Tiden, mens vi Jorden skifte, maales
imellem Jevndøgns ligelange Straaler.
Du Iis og Liig, jeg Roser da og Blod
vil kaste ligetungt i Skaalen. Ah
Obaddon seer du, mine Følelser
36var’ blege, hvis din Død ei, dine Liig,
som sorte Characterer dem belivned’
just ved sin Skygge? Seer du Afsky
for Død, som Stormen Løvet, just bevæger
til frisk’re Liv jo mine Dyr? Og du
ei nægter mine Tanker gjennemkrydse,
som Orme, dine døde Træk. Obaddon
du trøster dig ved deres visne Ringhed?
O Ormen (som jeg altid vikler ind
i mine Gaver til Dig, som mit Navn)
indhyllet gjemmer Sommerfuglens Vinger,
og dykker ned saa tidt i Død og op
i Liv til Vingerne en Evighed omspænder.
Vel, drukn den halve Jord i dybest Nat,
hvor iiskoldt Nordlys skummer, medens jeg
den anden Halve vil, som bag et Skibbrud,
i Solens milde Smilen tørre.
Og, naar vi vexle, naar din Bølge kommer
med Stjernerne som hvide Seil høitover,
og al min Dagpragt drukner, og Hvad før
i mørke Nat, bag Skyers Skjær var kantret
gjen reiser sig: vi kysse da hinanden
paa yderst Strand, coralrød Horizont;
og da, i denne Stund, vi vexle Post,
vil synes Hver af os, som ret at mene:
nu hersker jeg den vide Jord alene!

Obaddon.
Den Fredsstund være Aftendæmring!

Cajahel.
Den Fredsstund være Morgendæmring!

Cajahel og Obaddon.
Tusmørke hedde den!

Messias.
Hør Livs og Døds Kamp!

37Obaddon.
Til Pant paa jeg dig elsker
– som sorte Marmorminde livlig Kilde –
jeg vifter Taagen af min Vinge, saa
at Natten klarner, og jeg viser,
til Tegn paa jeg vil ei alene herske,
for førstegang den unge Jord sin Maane.
Dog leve ikke Liv paa denne; men,
som evigjomfruelige Terne
et Gudsbillede, den Jorden følge,
og efterabe Solen, Cajahels Arne,
og efterabe i sin Goldhed Solen,
Brystvorten, som Cajahel suger, til
de mætte aftenrøde Læber han
med Nattens Slør aftørrer. Ha
din kolde Glands min Nat vel taaler? Se
den være vor Forsonings Tavle! Se
dens Glands er din Cajahel, og dens Kulde
Obaddons, Dødens Herres. O min Nat
forstyrres ikke ved slig livløs Leeg.

:(Natten klarner. Maanen stiger op):
Se Nattens blege Hjerte! Det slaaer sagte,
som i en Drøm, ei blusser hedt som Dagens;
og rundt som Draaber Blod omtrille Stjernerne.
Nu følg mig Maane, mildn den døde Nat,
jeg graver over Jordens Halvdeel brat.

Chor af Aander.
Hil Jordens anden Dag!

Messias.
Dag og Nat er nu vejet.
Morgenrøden og Nattens Taage er’ lige tunge
Maanen falder i hule Midnat som Guldlod medens
Solens Straaler af Dagen bæres paa hvælvet Skulder.
Begge tøile de Jorden
rolig i Banen.

38Cajahel. :(træder frem i det fulde Dagslys paa Jorden):
Ifør dig, Guds nye Præstinde, Festdragt,
og træd lovsyngende i Verdners Chor,
som yngste Søster, mest uskyldig-reen!
Spir Græs! og Blomster badende
i Mossets Dug sig dukke! Siv og Buske
omflet den søde Kilde, Engens Belte!
Og Floder sig mod Søe og Have vælte,
og blande i den muntre Flugt da eget
Lysblaat med Druers Violette og
med Hybenrødt, saa den en Regnbu,
igjennem Rankers mørke, Popplers Sølvskyer,
igjennem Fyrrers Torden, Birkes Lyn,
til Værn om Landets Rigdom lagt, kan ligne!

Messias og Aanderne.
Gud seer, at Alt er godt.

Obaddon. :(træder i fuld Nat over Jorden, Stjernerne skimre igjennem hans Vinger):
Obaddon raaber i sin Nat, og flux
hans Ord i Rædsler stivne rundt: lad Sne
og Iis og bitter Riimfrost snart begrave
Cajahels Drømme! Hvad som trodser,
og ved Cajahels lunkne Barm sig skjuler,
og svulmer i sin falske Sikkerhed,
(som Cactusplante eller melkrig Palme,)
og gløder, som til Haan, liig Aloëen,
skal flammetunget Samum sortne; og
den lunkne Sommers Pragt sig bøje enten
(som Børn paa Moders Grav) paa stivnet Jord,
og Hagl den plyndre, Sneen løbe bort
med Byttet gjennem Nordenvindens Rader,
der strømme ud af kolde Nordlysport!
O eller ryge den i Samums Fodspor,
der letter stankfuld, gusten Pest iveiret,
39sin egen Skygge liig! Stivn, Jord, i Klipper,
lig’ en forstenet Nat! og knuser, Klipper,
med vidtstrakt Iisskjold Dalens Høje, eller,
som Kogger fyldt med Lyn, udslynger
vidt ving’de Flammer, Dødens Raserie!
Qvæl, sorte Fjeld, i fasttillukket Afgrund
Cajahels muntre Floder! Blegn i Ørkner,
Cajahels Yndighed! Og Stormorcan
i Bjergets Dybder lure! Hvirvelstorm,
som Dødens Spot, med Jordens Rigdom lege
saa ødselt, at det hule Hav fortvivler,
mens Hunger brøler i dets sorte Bug,
om Resten af den fulde Strand
at naae med skumhvid, sulten Tand!

Messias og Aanderne.
Gud seer, at Alt er godt.

Cajahel.
Vai som et Bryllupsblus min Morgenrødme
fra Jøklen! Lægg, jomfruelige Dag,
ned der din Krands af Aftenrødme
før, med sin stjernehvide Brynde,
med Maanering, berust af Storm og Taage,
din Brudgom i sin nøgne Sorthed kommer!
Som glindsende Hærold i Himlens Fest:
den lyse Dag, staa unge Ceder,
og vederqvæg med al din Vellugt
de dandsende, kaade, blomstrende Skyer;
og slaa en Rynke kun hvert Hundredaar!
Som eviggrønne Jordens Belte, bøjet
omkring dens Midie, gjør Obaddons Klipper
til Mindesmærke om Cajahels og
Obaddons Trofasthed! I Nord og Syd,
som en Gesandt, der ikke tør forkrænkes,
fra Livet sendt til Dødens Throner
(Jordklodens Poler, hvor Cajahels
40Livsaande selv i Rædselsformer stivner)
staa – o se Livet seirende i Døden! –
Gran eviggrøn og Fyr, som Monument
om Livs og Døds trofaste Kjærlighed!
Viinranker, varmer eders Druer ved
Volcanens Ild! Og, Lyng, skjul Ørknen,
som Taalmods Smiil paa syg’lig Kind!
Bedæk, saa Han ei finder dem igjen,
men troer, at Jorden svulmer op af Fylde,
Obaddons Klipper, Pors og Rosmarin!
Bo, Sommerfugl og Colibri, i Blomsten!
Hæng, Perlemanna, som Incectets
Guirlander skinnende i Græsset!
Min skjønne Flod, min nynnende Velsignelse,
Obaddon fange vil og qvæle
i tause Afgrund, spring fra Fjeldet
som tusind hvide Stjerneskud, og slør
i Regnbunet hans List, og kom tilbage
til Engens Blomster, som du mindes engang,
da du som Kilde med Vandliljer leged’,
at have seet i din Barndom, da
den laae i Dalens bløde Vugge hist.
Orcan, i Fjeldet bid og brist!
Min Sol dig ud i Havet jage skal,
som mætter sig i Tang og haard Coral!

Messias og Aanderne.
Gud seer, at Alt er godt.

Obaddon.
Hør Obaddon siger i sin Nat, og
hans Ord leve rundt ham for at dræbe
tidobbelt Liv imod sig Selv: sug Gift,
du sorte Snog, af Urterod! ei Blomst,
saa reen som Stjernen, være hellig for
dit Mordkys! Sommerfugls og Smaafugls
Guldpragt du smelte i dit Edderspyt!
41Pladsk, Øgle, i de søde Kilder,
som første Sky af Nag i unge Blod!
Gro, Bulmeurt, ved Rosens Side;
og, naar du djærv trods al din Stank
fastklynger dig, bland i dit Bæger
– som den Misundelige – om til Gift
din Naboes søde Vellugtsuk!
Skarntyde, lædsk den døde Svamp med Skygge!
Og, Upas, ud dit Dødens Banner hvift,
og Sky og Storm og Sol og Alt forgift!
– Ha, mon Cajahel tænkte, at Obaddon
saa kaad en Mylren vilde skabe
frem af vort fælleds Leer? O han vil sige:
Obaddons Ømhed pynter nu mit Rige.
Myrd, raadne Slange (regnbumalte List)!
Er Alt først dødt, saa døer du selv og vist.

Messias og Aanderne.
Gud seer, at Alt er godt.

Cajahel.
Fremtrin min Palme, kronet med
de gyldne Daddler! Konge vær,
og staa midt i dit Rige, rundt med Følge
af straalende Oranger, som din Hofstat,
omringet, mens i Nord skal Birken
staae som din Hærold sølverpandsret!
Dal Fuglehær, hvorpaa sig Solen
og Morgenskyen speiler, sangfuld ned,
liig livlig Flok af Blomsterblade, i
hver Lund, som ofrer Jorden Frugtbarhed
og Himlen Vellugt! Lærer Alle
af Duen, som i Jordens Træer har spred
sig tæt som lysblaa Dug, dens Frugtbarhed!

Messias og Aanderne.
Gud seer, at Alt er godt.

42Obaddon.
Hør Obaddon siger i sin Nat, og
hans Ord er Dødens Rædsler levende:
rundt Palmen – ha Cajahels Sejersmærke! –
sig slynge, som om Kongen glandsfuld Smigrer,
en Qvælerslange og borthvæse
hvert Liv, som den ei sluger! Sorte Los
brug Birken til dit Snigmord, sov dig i
Skovduens tomme Rede sulten! Ulv,
med Hungers Suk fyld Nordens tause Hede,
og Fjeldene gjenhyle! Sorte Bjørn,
med Blod farv Hamm, som Nat med Nordlys!
Hvidbjørn, vogt Polen, at ei Liv der aander!
Svæv, speidende hvert Liv, svæv høit,
som Skyens Piil, natfarvet Grib!
Kløv, Ørn, med lynrødt Neb!
Ha blegn, Cajahel, naar du seer
Obaddons blodige og mørke Hær!

Messias og Aanderne.
Gud seer, at Alt er godt.

Cajahel.
Ah se hans Nat besvangrer jeg
med frugtbar Lunkenhed, saa den maa føde.
Og, Hvad der voxer af den varme Jord,
Obaddon troer er sit, og, i sin Blindhed,
han elsker dem, fordi han føler,
hvor Kløerne, som hans kolde Maane, vildt
sig bøjed, og hvor Musklerne, som Natten,
uhyre svulmed’, da de Lys ei havde
at rette sig i milde Former efter,
som Disse, jeg vil øse over Jorden
som Offerdraaber til Algodhed.
Sortdrosl (jeg laane vil Obaddons Farve,
og byde dig med Sang hans Nat at muntre
og minde om vor Pagt og Elskov)
Sortdrosl og tusmørkmalte Nattergal,
43Maaltrost i Birken, med den søde Sang
mæt Høgens Hunger! stands, imens med Toner
I pynte Eders farveløse Uskyld,
i Faldet Gribben, saa han flyer,
med Nebbet skamfuldt gjemt i Vingen,
i Ørknen ind, og op til Redet slæber
en Øgle, han i Dybet, som ei smagte
det søde Solskin end, til Ynglen fanged’!
Spring, Koe, i Eng, og Faar, saa ynglsomt
som snefuld Sky, paa Højen hvidne!
Selv mavrest Klippe være riig for Geden,
som Vedbend kaad og trodsig som en Tjørn!
Omkring Obaddons Iispol suse Renen!
Ah qvæl den med dit Snefog! hent den ind med Stormen!
Kronhjort og Daa, elsk Egen, saa
at I til Hjelmesmykke Egegrenen vælge!
Gazelle, Ørknens Græs har Marv nok for
dit smekkre Been! Reis, Elephant
og Mammuth og Kameel og Næshorn – ha,
min Phantasie ei større Kraft tør ødsle
paa denne lille Jord! – reis Eder op
af denne varme Klump! Hist bølger Risen.
Hingst, hvrinsk i Morgentaagen! Geil din Hoppe
kun Hedens halve Længde borte græsser:
Slaa Hedens Horizont med klare Hovslag!
Fisk, leeg paa Dybet, Svanens Barm
du ovenover see, som den seer Maanen!
Ti, Dybets Musling, med din Rigdom, gjerrig
i sorte Kiste gjem din Skat! Men Bien
sin Rigdom ikke skjuler, men besynger
i Sommerluften sin Arbeidsomhed.
Vær, Blomst og Græs, en Skov, hvor tusind
Insecter, glimrende, som var de Gnister
fra Solen, dale ned som Skyer! og
hver Blomst vær Hjemsted for en Slægt,
ukjendt i næste Blomsterkalk!
Alt være vexlende i tusind Former,
fra Elephant og Leviathan til
de Smaa, min Tanke i hver Draabe skaber;
44thi selv i mindste Draabe speiler sig
forenede Obaddon med Cajahel.
Obaddon kommer. Se Tusmørket
(Tolk mellem Liv og Død) sig hæver,
som Støvskye foran Triumphator!
Ah denne Stund skal give Uglen Liv.
Midnat dens Ham, dens Blik Daghimlen være!
Flyv! Jeg Obaddons Nat dens Suk vil nu forære.

Messias og Aanderne.
Gud seer, at Alt er godt.

Obaddon.
Ha, visn, Cajahels Liv! Som Qvist for Lynet
– Obaddons Piil paa Tordenbuen –
segn, rigest Liv, for Løvens Tand,
som styrte, liig en Fos, i varmest Hjerte!
En Ørk er Brølets trange Fængsel,
som – ha de skjælve, og Gazellen
er ikke hurtig mere. Spring, Hyæne,
som Nattens Bulme, frem mod Maanen
for – ha du segner, mens dit Hyl i ti
og tyve brudte Straaler, som en Kilde,
der snart vil slukkes i sin Syden, op
og gjennem Skyen springer? Ha
en Slange har sig viklet klæbrig om
din Flugt! Nu vil din Broder vel, Schakalen,
dit Liig til Hulen slæbe og fortære
dig under hykkelsk Hyl? I Skoven
(Cajahels kaade Lunes Mesterværk,
saa yppigt, at det ene vilde Træk
det andet qvæler i sin lunkne Skygge,
som denne Vedbend raadner under Ranken,
der gulner atter under Palmens Rigdom)
– i Skoven, som i tykke Tordensky,
hyll dig, som blodigt Lyn i Flugt og Farve,
min Leopard og Tiger! Kjæmp med Løven
(og lign et krummet Sværd i Flugten)
45om hvem der kan den største Ørken vinde!
Myrd nu; og, naar der ei er flere Liv,
naar sig Cajahel giver tabt, opsluger
hverandre Alle, thi jeg hader Eder,
om I mig tjene, da I leve, og
Cajahel – som om han mig spotted’ – aander
just vildest Liv i mine Former. Ha,
den Sidste døe af Ligenes gustne Damp!
Paany en Skabelse, paany en Kamp!

Messias og Aanderne.
Gud seer, at Alt er godt.

Cajahel.
. . . . Saa vise vi vor Kjærlighed Obaddon.
Thi Elskov er blot Kamp om hvem der kan i
indvortes Magt – saa en Nødvendighed
fremtryllet blier, som Tvistens Æble, der,
skjøndt Ingen seer det eller smager, troes
at voxe med hvert Aandedræt i fyldig
og gylden Rødme – den Anden overvinde.
Se Kjærligheden mildt afrunder
(ved Strøm af Følelser, som os indbilde,
idet de glide, under Cirkelløbet
fra hans og til mit Hjerte, os forbi,
at jeg foruden Ham, og uden mig
ei Han kan være) vore Drifter
og egne Tanker, der i Lueskarphed
sig hæve i vor Sjel og taale ei
med fremmed Ild at blandes. Ikkun Røgen
af begge Luer, Følelserne parre
sig frit, med Vellyst, med hinanden
og flette ovenover Fredens Bue,
hvor vore Attraaer mødes.
Derfor, Obaddon, mine Liv sig vænne
ved venlig Visnen til at døe; din Nat
af Morgenrødmens Bæger smager først
(hvor med min Sødme dens eget Bittre er blandet)
46saa den min Dag kan taale. Saa umuligt,
som om Obaddons Sjel Cajahels
opslugte og Obaddon dog forblev,
saa mørk og kold og streng som før
(skjøndt Gud til saadan Armod netop har
min Elskovs Rigdom og mit Lune bøjet)
. . O saa umuligt, hvis du vilde prøve,
det var paaengang til en Muldklump gjøre
et Liv, som rødmer frodigst i sin Sundhed,
som om – hvor kunde jeg det af Guds Himmel? –
jeg vilde kolde Midnat lukke ud,
og soldækt hede Middag ind medeet.
Selv, naar vor Attraae smelter sammen
(mit hvide Liv, din sorte Død i gule Sygdom)
og sagte jeg mig giver tabt i Liget
(som om med Qvinde-Ydmyghed jeg sukked’,
endskjøndt jeg ikke tænkte: «du er stærkest»):
du finder i min døde Indrømmelse
(naar jeg har sagt: «vel, lad der være stille!»)
dog tusinde Modsigelser som Orme
(saa jeg Livsaanden, mit eget Væsen, redder)
og nye Liv og da ny Grund til Kamp,
som ei er andet end en frugtbar Elskov
i denne Jord, vor Ægteseng.
Og endnu mindre (om et Liig jeg giver,
og siger blot paa Skrømt, om Blodet stivned’:
«jeg alt mit Skarpsind ødslede forgjeves»)
i Liget finder du og vinder Sjelen,
som Gud lod mig, alt efter eget Lune,
indfatte, saa, af Ringens Gjenskin,
rubinrød snart i Løveguld den straaled’,
i Svanesølvet hvid som Demant, i
Insectet snart som spraglet Amethyst;
og saa igjennem Alle: eens i Væsen
forskjellige i Størrelse og Skin,
alt som mit Lune finder passende
at støbe dem i stive Characterer,
som denne Fisk; i vilde Arabesker,
som denne Fugl.
47Saa Musklerne, der hærde sig til Kløer
gjør Tigren grum; den lange Ryg, der er
en senestrenget Buebrøst, den listig:
det høje Bryst og Nakken Hesten modig:
de lange Horn gjør Bukken trættekjær
(thi altid er ei Ulv at stride mod,
og dog, han veed, de skulle bruges).
Men uden disse Tegn og Vaabenfarver,
begeistret jeg af Gud har malt dem med,
var Alle lige efter den Bevidsthed,
Gud skjænkte deres Skabningsrække, for
af mig at blive skiftet til Enhver.
Saa Elephanten fik en større Deel
af Guddomsgaven, men den sidste Skjerv
af det, som Jordens første Dyrerige
var æslet, Flaggermusen fik.
Ah, jeg blot Tungen er, der giver Klang
(snart «Løve» lyder den, snart «Sommerfugl»)
til Guds Tanker, som dog leve fort
i Udødelighedens Erindring, om
end Ordets Toner døe, jeg raabte frem.
. . O ikke døe, men runge evig fort
igjennem hele Verden, som en Gjenlyd,
saa voxende, at knapt dens Grundlyd høres.
Saa, om jeg raaber «Fugl!» vil dette Ord,
som maler pragtfuld Tanke, af Obaddon
saa moduleres, at dets skarpe Klang
(hvis Dele, som Bogstaver i et Ord,
er Fjer og Glands og Been) forsvinder.
Men stedse kommer i det Heles Chor,
igjennem alle Triller – o fra Ørn
til Colibri (fra Storm til Hvislen) – frem
den samme Klang, og moduleres atter.
Saa gjennem al Cajahels Stemmes Omfang
fra Mid til Mammuth . . .

Messias.
          Dog er Verdner, hvor
Cajahel dyb’re Toner, meer bestemte Ord
48for Guddommens Tanker har: hvor Blomst kan føle,
og Dyr kan tænke, hvor en Hersker
i aandlig stjernklar Skjønhed smykket er.
Hver Jord, som hver en Skjønhed har sin Farve,
har sin Cajahel.

Cajahel.
. . . Men alle mine Lyd, endskjøndt hver enkelt døer
for atter frem at springe, smelte sammen
i Altings Gjenlyd: Verden.

Messias.
Men Sjelene, Cajahels Klangs Betydning,
der vaagnede i Evigheden,
som Tanker i Guds Barm, og af Cajahel
igjennem Lys og Tid, Guds Læber, blev’ udaandede
i synligt Tegn og Ord, naar disse døe,
vill’ (som igjennem Sandser og Erindring)
til Alts Bevidsthed: Gud, tilbagevende.

Cajahel.
O skjøndt en Jords udødelige Livsaand
(thi døer end Jorden og forraadner
i Dampe, samler jeg dem atter til
en ny Jord sammen) er jeg mindre
end disse Liv, jeg dier, som en Moder
er mindre end sin Søn, thi Blod han blot
af Moderen arved, men af Faderen Sjel
og Dyden, hvormed han sin Manddom kroner.
Og, skjøndt Obaddon mod min Ammefryd,
der dugger Sundhed, Melk og Sang og Honning
rigt over mine Liv, sin Smerte sætter
fra Sot med Kjæven fuld af Suk
til Saar med Læben fuld af Edder,
og aabner øde, kolde Grav tvertsover
mod mine aabne, fulde Moderliv:
jeg – mine Orme i hans Liig de vidne –
maa elske Ham og stedse pynte paa
hans Bryllupsdragt, hans ækle Raadenhed.
49Gjensidig er vi Tumlepladsen for
hinandens Kraft, hvor den sig øver,
glad naar den finder sig alene der
som Seireren paa Valplads, prydet med
en Glorie, der dens egenkjære Hjerte
tilhyller; og vor Elskov dog (vi glædes
ved denne Tanke, som ved falsk Indbildning
bortsnakker Egenkjærlighed og maler Skin
af Ædelmod – se heri hver en Elskovs
Veltalenhed og Viisdom!) hver af os
tilhvidsker, at han er den Overvundne,
saa gjerne vi indbildte Seierherres
de mindste Vink og Luner følge, da
vi vide: Større kunde vi befale,
ifald det lysted’, og gjensidig
den Anden lød.
Derfor, Obaddon, for ei krænke dig
og viise Maadehold, og op ei vække
din Vrede (gule Pest) dit Had, der lurer
(o sikkert nok) i Graven, føder ei
hver Skabning daglig, Græsset visner.
(Dog veed jeg, det er friskere i Roden
og vil i Tiden blomstfuldt reise sig.)
Dog blev jeg doven, om jeg ikke syntes,
at jeg var skabt for dig, Du Alt for mig
og den Beseirende, endskjønt jeg veed,
at du foruden mig var Intet.
Men – medens denne Vished tier – hiin
Indbildning mig beviser, at nødvendigt
min Kraft jeg uafladelig maa vise,
at jeg mit Væsen ei i dig skal tabe.
Se derfor, mens du drager Aanden for
paany Cajahel favne, for at suge
ved Kys ud Kinden, til den bliver sort
og huul som Graven, strømme Liv,
som Elskovssange, fra mit Hjerte.
De hylde Solen; thi han er min Elsker,
skjøndt du min Ægtemand, og Gud har viet.
Ah glemmer jeg min Pligt, og er ei rede,
50naar til Omfavnelse en Grav du huler?
Med Ømhed kan ei Livet elske Død,
og Sundhed Smerte. Dog (imedens
i Jorden, i vor Ægteseng, jeg kydsk
min Elskers Billed gjemmer, som en Sæd
til evig Frugtbarhed, i Ilden,
som svømmer gjennem Jordens Indvold
og smelter Bjergerod og Havet sammen
og varmer Planterod og gjennem Bladet
som Farve flyder og som Blod i Dyret,
som Jern og Guld og Sølv i Stenen)
. . . Dog fryder jeg mig paa Obaddons Leje;
thi, var ei Han, da mine Liv
saa rigt, at Jorden sank, udbølged,
saa vildt, som en afsindig Elskers Ord.
Og – o hvad Sorg, trods deres Skjønhed
og Vellyst, naar de juble? – udødelige Dyr?
En Ørn, som evig blev en Ørn?
O, naar stod Tanker stille? Hvis de stod,
forraadned de i Glemsel. Hør, Obaddon!
De fulde Moderliv blot være aabne
for dig at smigre! mine Liv blot leve,
for faver Sundhed samle sammen til
paaeengang mætte ved et Afskedsmaaltid,
hvor du af Blod og Aande skal beruses,
Bannlysningen, som møder dem fra dig
i tusinddobblet Skikkelse, før Hammen
(den Kurv hvor de til Gjæstebudet samle)
for snever bliver for den unge Aand,
saa udslidt af sig selv den falder, skjøndt
du troer, det er et Offer, at du knuser
hans Munterhed og Kløgt med Been og Kjød.
Ah troer du Gnist af Sjel i Støv og Død
at qvæle? Ha, for hvergang sammen
din Aske synker, højere slaaer Flammen!

Messias.
De Gnister af en Aand, en Gud,
som ryge fra et Hjerte, dukke sig
51i Blodets Bølger, Morild liig,
vill’, hvergang at Obaddons hule Maane
Livsfloden suger gjennem Gravens Horn
(hvor rundtom Kanten Kramper blaane
og Svindsot sukker: o forloren! forloren!)
flux paa den ebbetørre Fjære (som
en Beenrad huul, forstenet, kold og tom)
sig stedse klarere isammenflette,
(da altid nye Livsflod vil dem tvette
ved finere Nervers Melkebølge) til
et favrere Morganaaandespil
– Se mellem begges Satser: Liv og Død
(Cajahels og Obaddons) mellem Blodets
strømmende Veltalenhed og Dødens Suk,
som en guddomlig Sandhed, Sjelen svæver,
og Kampen stedse højere den hæver.
Obaddon sværger ved sin Død saa vildt,
i stedse nye Troper snildt Cajahel
sophistisk søger den at fange; men
tilsidst naar Han sin skjønneste Figur:
et Menneske, har brugt, Obaddon sætter
et Mæle som et Udraabstegn bag efter,
og troer sin Seier vunden . . Ha,
I smile Aander? O hvor kom I fra?

Obaddon.
Kort Liv jeg lyser over Støvet.
Dets Liv et Aandepust, en Drøm kun være!
Og Dyret være blot en Blomst, som vandrer.
Saa Løven blot en Rose, som kan hyle;
og Nattergal et Natvioleblad,
som sukke kan og visne; Ørnen Siv
henveiret af en Sky. Hør: Hvad af Støv
er kommet, gjen til Støv skal blive!
Hvad jeg har skabt for Støvet kjæmpe saa,
at – o selv Støv er ikke dødt, men Græsset,
naar det af gyldne Blomsterbægre
inddrikker Solens Straaler, synes drømme,
som i en Ruus, at det og Blomsterverdnen
52og Dyr og sangfuld Fugl i Træet
og Alting er Cajahels Phantasie,
saa Nogle, (som den Hest, der over Heden,
som om sig Morgentaagen i hans Næsboer spændte
og Halen sved den, o som om den brændte,
liig Straalen farer) ere færdig Tanke,
mens Tusindbenen er en Tusinddeel,
et Tusmørkkorn, som krydser Drømmens Bund –
. . Ja Hvad jeg skabte (Gift og Pest og Kløer
og Galde, Hjertets Pest) for Støvet kjæmpe,
saa atter, (som en Val for Sejerherren,
der, naar et Aar er over den hensmuldret,
og Græs den søndertraadte Muld har helet,
og Roser, lige Ungdomskjød, har spundet,
sig rundt, med Saft og vilde Duft, de Been,
som Vinden nylig peeb i rundt Tropæen,
nyt Liv og Tummel synes den fortjener)
det Rum, jeg rydded’ Livet bort fra, kan
ny Plads for min Cajahel blive, at
Hun atter kan med Brudegaver til
Obaddon fylde den.
Se Natten falder som Forbandelse
i Sporet af den Dag, som du udaander!
Den er mit Skjold i Kamp for Støvet,
som, hvis jeg seired, sig forstened mod
hvert Aandeindbrud gjennem Modersliv . .
Ah, se forhaanende de seile nu
midtgjennem mine Riger over Blodet
med Hjerteflag og udspændt Muskelseil
og kneisende Beenmast, Nervemusik;
og knapt, naar Natten, Tidens Skjær, sig reiser
med Maanen som hæse Sælhund ovenpaa
og Stjernerne som Maager og som Morild,
og frosne Skyer fange Vinden, som
de stolte Snekker drev, bag Nordlyssprinkel,
fortøirede de ligge. Ikkun Uglen,
med klapprende Seil, som Vagtskib om
med blussende Øielanterner driver.
Men – første Morgensky (Cajahels Bøn
53til Gud om Solskin for den hele Dag)
. . Eja, da krænge de, og vippe snart
som lette Falk mod Skyen, snart som Løve
de, tordnende mod Himlen, Skoven kløve.
Ah Tidens Ørk, min Nat, er altfor mørk?
Og derfor tumle de om Morgnen frem
som blinde i saa vildt et Haanstog? Ha,
jeg fanger dem med endnu større Skin
end deres falske Liv paa klarest Dag;
og gjør dem Natten kjær og Dag forhadt;
og lokker dem ved Stjernebilleder
til tyst at stivne under Riimfrost! Vel,
ryst Stjernebilleder, ryst Dug min Vinge
i hver lettroende Blomst, paa hvert Cajahels Græs!
Se Engen synes leve i sit Glimmer,
skjøndt Mørket ud dens Farve sletter!
Ah Rose vær Rubin! vær da tilfreds
om du, for Duft og Varme, kun fik Skimmer:
hver Blomst er Steen, hvert Træ Corallefletter!
Og Dyr bliv Plante! (kunde jeg, til Muld
jeg gjorde dig: til Marmel, Sand og Guld)
Se Søvnen er din Dug! Husk nu, som Gjest,
at Stilhed er den Tak, jeg lider bedst;
saa ei ved kaade Livssang du fornærmer
Obaddon mens han hersker og beskjærmer!
Thi uden Fare er hans Gjæstebud:
Søvn gjør ei overmæt, og Dug ei fuld,
om muntrere Cajahel ødsler ud
sin Melk og Honning og sit Purpurhuld,
og tænker, som beruust, at Vintren kommer
og Træthed ei saa snart paa Fryd og Sommer.
Se Blomsterne som Ædelstenekrands
sig trøste nu ved Duggens Glands,
og efter Morgenen de ikke længes
forfængligt mere. Den ei heller trænges.
Og Dyret er kun Plante: Søvn iknæ
har Mammuth lagt og Morgenfugl i Træ.
Se Løven som en gulnet Palme staaer,
og Ørn paa Tind som Dusk af Mosehaar,
54den vilde Hingst paa Heden ligger bleg
og aander knap – en kantret Bul af Eeg.
Se Duen sidder som en Perle stiv
i stille Løv iflettet, uden Liv.
Kun Flaggermusen – ei at agte paa,
thi han sit Liv fra Dagen stjæle maa –
med fulde Kjæver endnu vaagen lurer,
som dunkel Graad i kummerfulde Furer,
og kløver Nat med susende Figurer.

Cajahel.
Gjem Søvn, Obaddons Billed’, mine Liv!
Den være Livets Rod, der ubevidst
af Støvet og af Natten Næring suger.
Og Natten er den dybe, sorte Muld,
hvor Nerverne og Aarerne som Rødder
inddrikke friske Svale og det Mørke,
som, mænget sammen med Cajahels Lys,
gjør Farverne i Hud og Øjets Kugle.
Se, først mod Aft’nen, naar den hele Dag
er strømmet ind som Lys og Vand formeget,
de blegne; men saa skyller Natten over,
og Søvnen blander Lys og Mørke sammen,
saa Morg’nen seer i hvert et vaagnet Liv
et nymalt Billed’ af Cajahel.
O Søvn er min! Og hvis en Skabning
(Obaddons Hvælving, som en Nedgang til
en Grav, og i sig Selv da mørk)
foruden Flammen af Cajahels Blod
og Hjertefakklen, har Guds evige Lys,
der voxer fra Insectskin til en Sol,
Bevidsthed naaet og faaet: vil jeg mildne
(thi her maa gjøres Rangforskjel) ved Drømme
den mørke Nat, som Dyb ved Morildskin,
som Herskers Fængsel ved Tapeter,
der, skjøndt de i sig selv er purpurrøde,
dog synes kun som Violet. De lette
paa udspændt Florving Søvnens Skjold og Strikke,
at ei den Høje qvæles, more ham
55i tomme Eensomhed, naar Nat med Aske
de aabne Sandsekar har fyldt.
Stig Søvn op til Obaddons Maane
som Cajahels Offerrøg!
Stig Dug op til Cajahels Sol
som Obaddons Forsoningsblod!
Og Drøm vær Sjelens Dug og Søvn,
og, i den vilde Flugt og Farvespil,
vær Regnbu fra et Dagværk til et andet;
og Stjerner vær, som, hvergang Sjelen synker
og Mindet slaaer som Bølger over
og Sandser synke hvirvlende i Dybet
saa dybt, at ei mod Bund Klenodet klingrer,
sig hæve frie ovenover, lige
de sande Stjerner, som i deres Cirkler
er Nattens Drømme, Guds Udtydning!
O Kreds af Dyr i Søvn og Blomst i Dug,
Alt i hinanden snoet og flettet sammen
med Nattens sorte Haar, er Brudering
Cajahel til Obaddon rækker i
de røde Aftenskyers Guldskaal, mens
mig Gud, det høje Liv, igjen
som Mesterstykke af en Kjæde skjænker
den lange Drømmerad, der lænker
sig i min Nerve, synker i mit Blod,
men hæver sig, som Regnbu af en Flod,
op mod Bevidstheds Himmelhvælving. Naaer
Den Denne, Kjæden af min Haand da gaaer.

Ha fy! her seer jeg (det er Nattens Levning:
den hykler sig at faste, drikker Blod
og fraadser sagte i sit sagte Qvalte)
her seer jeg Blomsten fuld af rustnet Blod,
og Liljen liig et knækket Flag paa Val.
Her skede vist et Mord, et Snigmord, som
Obaddon hæled? Ak her ligge Been,
som søndersplittet Marmelminde. Vee,
er’ mine Liv, (som hvert er Capital,
paa mange Dagerenter gavmild og
56i stærke Been, som Guld i Stenen, gjemt)
saa lette bort paaengang ødsle? Ha,
og dunkel Tyde voxer frækt istedet
for sørgende Cypress, og slikker gjerne
hvad Blod den mætte Morder glemte
igjen som Skovens Drikkepenge,
fordi den laante til hans Udaad Skjul?
Javel Alrunen ned i Jorden fingret,
og Tyden op mod Himlen grønsortneglet,
som slig Uordens Skjændselsstøtte, pege!
Thi Dette er Obaddons Høiforraad,
at, mens de Andre krumme slumre, lede
hans Mord’re rundt med Tindreblik og vaagne,
saa, medens Hjortens Horn er sløvt af Duggen
og Stjernehimlen synes ham en Fredspagt,
er Losstand skarp, thi, gjemt i Kjæbeskeden,
den brynes hvas af Tungen i sit Skum.
Ak Hvem skal holde Fred og Orden?
Hvo pynte op i Haugen og bevogte
og vande med sin Mildhed, meje med
sin Retfærds Ljaa: med Strenghed?
Der maa Fornuft – Ha, det mig Gud tilsagde –
en Tanke, som liig iiskoldt Sværd kan skille,
at ei mit Phantasiespil reent forvirres;
et Gudsblik ordnende i dette Mørke
(som klar Chrystal i Øjets Natring).
Thi intet Andet er min hele Skabning
end tusmørkt Hav. Min Storm imod
Obaddons Havblik slaaer i evig Kamp,
for de fra Gud nedsjunkne Perler,
hver enkelt Bølge gjemmer dybt i Bunden,
igjennem Skummet (Drifterne, som smelte
fra høje Bølgelænd sig ind i
Smaaebølgeæten, som af Gjær da fræser,
og hver for sig til samme Høide æser)
at jage i det favre Luftspeil ind,
der hænger foran Himlen over hvert
et saadant Livshav (mørkt endskjøndt dog hver
en enkelt Draabe, som denne Fugl, er lys.)

57Ah, men min Phantasie er tom og ejer kun
i livfuld Jord nu udenfor sig Selv
sit eget Billed. Hvor er Skjønhed
til Kongedragt for saadan Skabning?
Og jeg paa Fuglene min Farvepragt
og Sang har øst, og Hesten gav
jeg ædlest Kraftpræg, som jeg vidste.
Dog maa Han, thi han alt er udnævnt Aand
og, som den Bedste her, da Jordens Hersker,
jo efter Aandernes Natur, som ere
jo skønne efter deres Kræfter, være
saa skjøn som stor. Ha skal jeg digte
en Skabning: Løve Ørn og Tyr tilsammen?
Thi Han maa være stærk, som skal for dem,
jeg, tænkende blot Død, naar Livet maatte
nødvendig vexle i et andet, skabte
til Fryd og vaabenløse, føre Krig.
Ak Aanderne vil spotte: «Se Cajahel
er fattig nu, og pjalter sammen!»
Og Gud med Aand ei adler slig en Skabning.
En Tanke findes ikke i Guds Viisdom,
saa vild, at den saa vildt et Udtryk bruger.
O Styrke ei behøves. Den forfører
og gjør Tyranner. Men en Aand
skal væbne sig med sin Opfindsomhed.
Ei heller saadant Menneske, som hist
hin Klodes Elementer tæmmer, passer
til denne arme Jord, hvor alle Liv,
fra Mindst til Størst iflettede, maae netop,
omslyngende hvert Støvgran, række rundtom.
– Lidt klogere end Elephant og Hest,
saa netop han er sig bevidst og maler
i Sig et Billede af Alt omkring sig,
med søde Følelser, som Duens Kurren
fra Palmen, strømmende fra Hjertet
til Mund og Øje; og, naar de igjen
fra disse Sluser strømme, hylle de
selv Billed af Obaddons Rædsler (som
et Lyn i bløde Sky) i saadan Skjønhed,
58at Alt han kalder Godt, og Hjertet,
som Himlen af Algodheds Byrde, svulmer.
Saa være denne Klodes Menneske:
meer from end viis; dog viis nok til at være
for Dyr og Planter Hersker og Lovgiver,
og viis nok til at see sig salig ved
i al Velsignelsen sig Selv at finde
som meest Velsignet.
Han vælge frit, om han vil løse
alt Ondt og sprede det paa Jorden,
(Men hvo forgifter vel sin Føde?)
om Han, der leve skal blandt Aander,
vil vende nedad Blodets Strøm tilbage
mod Dyrene og dukke sig i Drifter,
istedetfor paa udspændt Tankes Luftseil
at svæve opad!
Ah, glemmer Han at søge Kundskab, vil
dog mangefarvet Liv i hans Erfaring
med Magt (thi Sandsers Porte flaggre aabne)
sig præge, og, som tusind Stemmer, trænge
sig i Erfarings Inderste: Erindring.
Saa døer han altid klogere end han fødtes.
Og det gjør alle Liv jo, thi se Løven,
der bærer fulde Manddom i sin Man,
er klogere og mere modig end
da blind som Hvalp den famlede i Reden,
og hang ved Yuret som en Snylteplante.
From Eenfold være Menneskets Fornuft,
Erfaring ikkun hans Forstand,
Erindring kun hans Viisdom,
ei meer end Drift hans Kjærlighed,
og, efter denne lille Grundskat, maa
jo Mynten: Sproget være fattigt nok
og dunkelt, hjælpende sig ved Gebærder
og Udraab, da jo denne Aands Begreber
er neppe meer end Følelser.
Saa, hvis paa hiin den store Jord han var,
hvis Herskere tør selv Samvittigheden
(som Gud hos Disse satte som en Vogter,
59der skulde melde Alting) gjøre til
bestukken Træl, Han maatte kaldes ene
et Dyr, og agtes ene for et Dyr,
og, skjøndt han Broder var, dog bøje Nakken.
Dog gaa han opreist som et Scepter,
thi her er Han dog Enehersker!
Hans Styrke være kun Udholdenhed,
der alle Zoner vil erobre! Hans
Samvittighed, som hist, ei klart Begreb,
men Følelse kun (Sjelens Nerve) være!
Som Vellyst bæve den ved Godt og Skjøndt,
og lære saa Fornuften Hvad er Pligt:
ved Ørknens Syn den krympes sammen:
ved Syn af Død og Smerte maa den sukke;
og, i sin Sammenkrympen, vælter om
Erindrings Kurv (hvori er lagt et Billed
af hvert et sundt og livsfro Dyr, han saae,
og Exemplar af hvert et Ax, han fandt)
og vifter ved sit Suk: «saa bør ei være!»
den Vellugt ud, som inden Kurvens Rand
(af digtfuld Bildekraft bemalt med Former,
som Sundhed, Skjønhed, Rigdom skal betyde)
sig bølgede som Drøm bag Rosenkind.
Da pirres, ved saa skjærende et Syn,
som Ørknens Nat og Engens Morgen, Sjelen.
Han tænker: «hist bør Palmer være Stjerner,
og til en Melkevei jeg leder Kilden,
og gjør Cisternen midti til en Maane.»
Og Smerteskrig mod Sang, Liiglugt med Blomsterduft
er Hvirvelstorm, som gjennem alle Sandser
sig trænger ind og reiser Eftertanken
som Nordlys blussende i dette Chaos,
saa, flagrende over Modsætninger,
den til det Rette, til den sande Pol,
magnetisk bøjer sig.
Fra Sjelens indre Helligdom
fremtriner Alvor da som Ypperstepræst,
mens Villien, med dens tusind Drifter, knæler
som Drot og syndfuldt Folk i Sandse-Forhall,
60hvor Øjet er i dette Øjeblik
en nedvendt Fakkel, Ørets Cymbel tier.
Og Alvor griber da Hvad Eftertanken
omslyngede som Bedst blandt tusind Andet
med Mammuthsnabe1 og iveiret rakte . .
Han rykker op den Pol, hiin Nordlystanke
fandt Fæste paa i hiin Forvirringsnat,
da hans Erfaring (let som Vedbend, der
ombandt hans Barndoms Drue, og med denne
jevnaldrende) brat blæste overende
– dog kun for til en mandig Eeg sig fæste –
og sætter den som Demant midt i Skjoldet,
han holder over hine Knælende,
saa høit, at de som Lyn i Tordensky
den see, og bæve. Da hiin Følelse,
som aabnede det Hele ved sit Suk
og Nerverysten, trøstfuld reiser sig
(idet hun ved sin Jomfruskjønhed, dobbelt
tiltrækkende i Vemods Enkeslør,
halvt troer letsindige Villie og hans Flok
af vilde Drifter at bestikke) og
med Smiilgriffel og med Taarers Æsevand
i Alvors-Skjoldet ridser hun:
          «se Pligtens Tavle!»
Nu Bud udgaaer til Villien allerførst,
som, hvis han overtales, rider om
i alle Aarer, og som Høvding byder
det hele Legems Muskler reise sig,
og, med en Gud, en Ætling af dets Sjel
(dets Kongestamme) Opfindsomhed i Spidsen,
at kjæmpe for den Pligt, som nys er funden.
Thi saadan Seir er Trin til Himlen vundet,
hvor foran gaaer Samvittigheden med
sin stedse stigende Sejerssang;
og Frygten, som forfulgte, Sult og Pest og Trang
fra Ørknen flyer for den blomstrende Fred,
som Mennesket sender Cajahel ned!
Se da den Kamp begyndt, hvor Sjelen byder,
(dog som i frie Raad, hvor Alt har Stemme
61fra kløgtig Kraft og til bestukne Dorskhed)
hvor Hjertet er Musiken, Kroppen lyder!
Ah, da det klinger i det hule Fjeld,
og Malmen springer som dets Hjertevæld!
Hør Manden hamrer! Gjennem mørke Skov
for lyse Eng han baner Vei med Plov.
Og Ørknen blomstrer, hvor han træder; ned
sig gyldne Agre bøje i hans Fjed.
Af Ulven lærer Han, at han kan boe
bag Ulvevams i Snee og Snoe.
Han efterligner Løvens Tand i Staal,
og slukker saa med Sværd dens Tunges Baal,
Ham Tigerryg blier Mønstret til en Bue,
som spænder sig med Pilens Kobberlue.
Som Crocodilens Svands Han Pantsret smedder,
og gaaer i Kamp og slaaer og redder
Cajahels Liv, der gjerne til den høje
Beskjermer nu, som Offertog, sig føje,
og underkaste Liv og Kraft hans Lov,
for farlig Frihed i den vilde Skov.
Da, naar (endskjøndt sin Kraft han seer som Flammen
til Askekul og Støv at synke sammen)
han skimter Eng og Liv og hører Sang
(hvor før fra Gab og Ørken Døden sprang)
saa langt paa Jord han flyttede sin Fod,
og offrede sin Moder Sved og Blod . .
– da Følelsen, som lærte ham ved Graad
og Frygt og Pest og Hunger al hans Daad,
ei krymper sig i kolde Suk, men ud,
som Aftenhorizont i Purpurskrud,
den folder sig, og byder ham fra Gud:
at give Kroppen Orlov til at leire
sig ned paa Gravmos for i Ro at feire,
med høi Bevidstheds Lovsang, slige Seire.
O bliv da Menneske! Cajahel vil
i Engleform indaande Blodets Ild.
Din Aand fra Gud i Slummer rolig
med Støvet parres, vænnes til sin Bolig!
Saa, naar du vaagner (skjøndt du er en Lav
62blandt dem, som hist paa andre Kloder
bevidste ere Gud i Støvets Grav;
men dog du fød er store Aanders Broder)
du griber kjæk din frie Villies Spær.

(et hvidt Menneskepar udvikler sig slumrende i Mulden.)
Hilsæl mit Tempel med dit Marmorskjær,
som spunden ud af Sol og sneehvid Skye!
Ah snart din Sjel som Hymner ud vil flye
paa Sandserne – o did hvorfra den kom;
men vende, som fortryllet, atter om,
til Hjernekupplen bøjer sig i Muld,
og mister Øieglar og Haarets Tag af Guld.
O om et Jevndøgn aabner du dit Tempel,
(hvor nu i Søvnen Drifter vanke om,
som Trælle ordnende i Hallen tom
til Fest før Klokken lyder i den høje Dom)
og raaber ud: «Jeg er!» (dit Gudestempel)
Med dette Valgsprog aabne du, og ende
din Livsfest, naar ei Sandseblus meer brænde,
og Hjertet bliver kun en hulet Nat!
Og redd det med dig, som den bedste Skat,
du fandt i Templet, da det styrted’ brat!
Det er dit Løsen hvor du end maa flye,
naar bag dig daler Gravens raadne Skye.
Hilsæl Cajahels Skabnings kaarne Drot!
Hilsæl du høje Marmel-Aandeslot!
(Ak lille vel for anden, bedre Jord!
Dog stort for denne. Større Aand ei tør
vanzire sig ved saadant Nerveslør,
og være Gjæst ved saadant Ormebord.)
I Farver deler jeg den Herskerstamme:
se Denne her er lys som Dagens Flamme,
som spunden ud af Sol og Skyens Snee!
Men – hvor Obaddon under Maanens Lee,
som søvnig Høstarbeider, sidder stille –
fra lunken Muld en saadan Tempelpille
sig reise kulsort som den lummre Nat,
det skygger nu hans Fødselsstund saa mat,
63som om den aarked’ ei sin Stjerneskat!
Ah sort, som om til Kul hans Hud var brændt,
som om hans Blod for hedt jeg havde tændt.
Og – se Obaddon kommer hisset bag
Tusmørkets tynde, flagrende Flag! –
sig i den ene Horizont en Rød,
som Morgnen, hæve frem af Jordens Skjød!
Og under denne anden Synskreds (hin,
som bærer gule Maaneblomst paa Kind)
den fjerde Hersker trine frem, saa guul
som taaget Maaneblus, af Jordens Skjul!

Messias og Aanderne.
Gud seer, at Alt er godt.

Obaddon.
Obaddon hilser Mennesket. Ha vel
jeg under dig dit Blod og Qvindens Skjød.
Min hule Pestsky ei skal hungre: med
din Skjønheds Aande vækker du dens Madlyst.
Hevn er din Tand. Den bliver aldrig mæt.
Og Rovbegjær din Klo. Den vild ei farer.
Og Raserie din Muskel, aldrig træt.
Og Falskhed Sniggift: dræber eller tæmmer
som Egennytten byder. Hil min Træl!
Du faaer nok Kløer i din tomme Haand,
naar Løven paa dit nøgne Hoved drypper
sin Fraade. Frygt din Kløgt bevæger.
Og Løvens Aadsel lærer klart nok, at
der er ei Grændser for din Vælde sat.
Ha Hest, hvor er din Lyst med Hedens Sky
omkaps, til Halens Svøbeslag, at flye?
Du maa med blodig Mund din dovne Bøddel
om i hans Fængsler slæbe for din Føde.
Og mellem hver af disse Herskerstammer
en Borgerkrig for Herredømmet; og
i hver en særskilt Stamme Borgerkrig
om Hvem, der eje skal de Andres Frihed
64og Liv, og laane Begge ud for Trældom
og Renter af Sved og nu og da et Mord
til Skuespil, som lærer alle Andre,
at Liv og Luft og Mad er Naadeskjænk
– men ei af Gud, men af den Ene –
og lærer dem at tye iskjul, at ei
den Eneherskende skal see et Hoved,
som kunde vække Raabet: «kom du frem!»
Vel, lad der være Fred paa Jorden,
og Tigren nære sig af Rosenhonning,
og sove under samme Busk med Lammet,
Hyænen bade Tand i Liljers Dug,
indtil de lære først af Førsten dræbe!
Jeg bytted’ ham ei bort for alle Rovdyr:
hans List er stærkere end alle Slanger.
Dog – se Obaddon er ei grusom –
lær ei, Hyæne, om du af din Første
Exemplet seer, din Broder sønderslide!
Hvert Liv med Skræk Tyrannen hilse!
Se Armen snoet rundt med Muskler,
Sølvlænker lige! Se hans Øjebryn
korslagte Sværd: Tyrannens Rustnings Lyn!

Cajahel.
Du har velsignet ham (skjøndt ærligt ei).
Det sikrer ham – af samme Grund som Ravnen –
et hundredaarigt Liv. Jeg takker.
Din Spaadom: at Hans Retfærds Palmestok
(omslynget af sød Samvittigheds Vedbend)
udskyder sig i Vredens vilde Tjørn
(det er dog tilladt, hvor ufrugtbar Jord
fremægger Tornene, naar flux med Hyben
og Vellugt sones gnistrende Torn)
og saa i Hadets snigende Tyde,
med Hevnens brede Skyggeblad, og dette
i Mordets Bulmeblomme (Vee hvad Frugt?)
. . Den Spaadom er kun tomme Luftspeils Træk,
du drager over Menneskets mørke Galde,
65og hvor du maler kun en bagvendt Verden.
O dette sortegrønne Haab: hans Galde,
er Igel sort, som hænger under Hjertet,
just for at suge hver en Skarphed bort!
Han er Forsørger, ikke Ødelægger.
Som bedste Skib Han seiler modig, med
Fornufts Lantern i Masten, foran alle
de Liv, som fare, med Muskelsnor og Vinge
og Aarefinne, under fredsomt Flag!
Han seiler foran gjennem alle Skjær
(Gravhøjene) og, naar en Pestsky kommer,
med Hvirvelryg og hule Lynhals,
for op igjennem denne, Snekkernes
Blodreeb og Marvmast suge, lader Han
Signaler gaae til hele Følget, og,
ved Røg af Baldrian og Moscus, splitter
Han hele Skyen, og Han kjæmper mod
de Røversnekker, som med Kloekjøl og
med Tandegallion, og brugende
den samme Vind (Cajahels Livsaand) søge
at skjære noget Seil af Flaaden bort.
O nær Han redder Alle, saa de først
bag lykkelig Seillads, med Top og Tavl,
ved Maalet synke ned i Gravens Malstrøm;
men hvers Besætning springer op paa Stranden,
og kalder denne: «nye Verden», og
dens Hav «det stille Hav», og bygger sig
af nytopdaget Straaletræ et nyt
og bedre Skib med højere Mast og skjønnere Flag
(saa fiint et Hjerteflag og Barmseil, at
de ogsaa der i stillere Luftning hvifte,
og svæve lettere paa lettere Bølge.)
– Saa mildt et Blod, der strømmer ud, som Stjerner
fra Gud, fra Menneskehjertet, og som banker,
som Stjernestraalerne paa Himlen, under
den hvalte Kind, det skulde trættes af
sin stille Flugt paa Nervers Svanevinger?
og, for at ende denne Ro, med Magt
sig styrte, som i Raserie, nedover
66de stille Muskler, rivende, som Fossen,
Alt bort fra Fred til Kamp? O skede saa,
brast Livets Harpe: Musklerne er Buen,
hvor Nerverne er spændte ind som Strenge,
og Blodet siler gjennem dem som Vinden,
saa Velbehag, Livsfølelse er Sangen!
Slig Harpe har hvert Dyr: fra Ham til Orm.
(Hos Fuglen lyde Tonerne tilsammen
som Fløite – o fra Ørns-Basunen til
den lille Svales Pibe – hos Insectet
Mundharpelyd, hos Ormen Rørhvisl:
hos Markens Dyr som Cymbel og som Tromme
– saaledes da i Mammuth som Gongon,
hos Hingst og Løve som en Trommehvirvel –
Den døde Muld: fra kolde Steen og til
det lunkne Leer, med Træ og Blomst og Græs,
er korte eller lange Stands i Choret)
Men Dyret hører blot sit eget Spil,
og naar det hos en Lige lyder
gjensvarende i Stemmen, som dog blot
er Gjenklang fra det indre Spil, og giver
dets Grundtakt an (saa, om af Sygdom
det nedspændt er, maa Stemmen klynke,
om opspændt høit af Frygt, maa Stemmen hyle)
Og friske Hingstehvrinsk og dorske Ornegrynt
og Løvebrøl og Drosselsang og Gribbehviin
og Humlesurr blot giver an den Tone
og Takt, Livsharpen der er spændt i.
Men Hingstepauk ei Tyrstrompet forstaaer;
men, lyder lige Klang – Eja den svarer.
Og lyder (er det nu en Hingst og Hoppe)
Livsharpen eens, da stemmes begge sammen
(og deres Samklang prøve de ved Stemmen)
til Avlingsdaad, til Æden eller Hvad,
som Grundklang deres Hvrinsken angav.
Saa Dyret er en Harpe blot, der ryster
af egen Klang. Men Mennesket forstaaer
og er Tilhører af sin egen Livsharpe,
og modulerer som ham lyster (thi,
67om Hunger eller Smerte krymper sammen
hans Nervestrenge, saa de tone vildt,
og Hjertecymblen, Tarmenes Trompet
ham giver Hviin for Sang, saa bryder Han
ei ud i vilde Skrig, men stemmer dem
ved Arbeid, Taalmod og Opfindsomhed).
Han fatter hele Verdenschoret, som
Cajahels Aande ryster. Hver en Røst
Han hører klart og skilner mellem,
saa Øjets Trille, Hjertets Klokke Han
forstaaer hos alle Dyr, og bringer dem
i Samklang ved at værne, som Choralmester,
om deres frie Slag (saa Ørnbasunen
formeget ei med Duefløiten blandes
og døver den, men runger frit iblandt
de lange Rader Høg-Hoboer) thi
der Alt maa høres.
Se her den Hvide med sin Bue styrer
fra Egen sit Chor af Ulv og Qvæg af Ørn og Drosl!
Se her den Sorte med sin Bue styrer
fra Palmen sit Chor af Løve og Gazell, Crocodil
                    og Svane!
Se her den Gule med sin Bue styrer
fra Cedren sit Chor af Tiger og Kameel, Schakal
                    og Paafugl!
Se her den Røde med sin Bue styrer
fra Mahagonyen sit Chor af Klapprer og Colibri,
                    Condor og Lama!
Og vilde Gud et saadant Harperige
til Konge give umelodisk Hjerte,
som ikke følte i sin høje Klang
en Harmonie med svagest Ormesang?
I Menneskehjertet Viisdom er vel længste
(med Herskervillie, som med Staal, omvunden)
Medlidenhed dog ei den mindste Streng.
Og, naar han Skabningsharpens Klang forstaaer,
som bruser rundt ham, vil han sønderrive
en Streng, som Mislyd har ei (som om Panther
i Svaneredet kom)? Ha, sønderrive Alle,
68for at hans Harpe kunde lyde ene?
Ja ene; thi, om Han blev Ødelægger,
saa ingen Stemme klang, hans eget Liv
da blev en børnløs Enkes Hyl. O Han
ei river af et Blad, for ei forstyrre
det Hele, hvis det ei er visnet, og
Cajahel der sin Farvesang har udspillet!
Hans egen Livsharpes bløde Toner ville
ham lære Mildhed i hans Herredom.
Se, i hans Legems bløde Vuggedragt
har Gud kun mindste Aandebarn lagt.
(Thi, som Gud tænkte Aanden, skabte jeg).
Her er ei, som paa andre Kloder, i
et ildigt Legeme en Gnistesjel
(end hedere end smeltet Guld i Luen).
Mit Menneske blot synger, grubler ei.
Det Højeste, hans Sjel sig hæver til,
vil Indsigt blive af sin egen Ringhed.
Hans smaae Sorger sidde i hans Støv,
som Mos paa gammel Bark. Naar Dette falder,
da falde ogsaa Hine ned som Fnug.
Hos Mennesker med større Sjel de snoe sig,
som Afsinds Slanger, Kummers Scorpion,
om Legemet, men lægge Æg i Sjelen,
saa selv i anden Verden de udklækkes
i sorte Nag, i vrimlende Fortvivlelse . . .
Ah Slige, som, fordi de see, de ei
er den Almægtige, til Gjengjæld eller Hevn,
fordi de Herredom maae selv erkjende,
de andre stakkels Liv med Steenaag dybt
i et Morads af Blod og Sved (hvor Angstskrig,
som Ravne, svæve over) trykke ned.
Vee Slige, som, for ei at avle flere Trælle,
udøse deres Blod og Sæd, og slide vildt
i Senerne, som lænke dem til Støvet,
og splitte ad med fraadig Lidenskab
den Tankering, som fæster evigt til
den ubekjendte Hersker dem, saa vidt
(ja hvis de kunde) den blev splittet ad
69til Fnug af Intet.
Vee, naar en Slig i næste Øjeblik
(naar Raseriet indelukker sig
i Hjertet, da det saae sig selv i Guds
den aabne Himmel, og blev ræd) blier vaer,
at heel han staaer end, hvor han stod, at Himlen,
som før, har samme Smiil, at i sin Kamp
han var som Træet, der i Bølgen dukker
sig op og ned, men bliver lige heelt:
saa digter han sig frem en Afgrund, hvor,
naar Dødens Tand har overgnavet Lænken,
der holder ham imellem den og Himlen,
i drejet, piinfuld, svævende Bevægelse,
Han ene, uafhængig (ja hvis Han
den Værste blive kan, med vildest Hær,
anført af Dristighed, af Lidenskaber)
kan herske, og hvor Alt er dannet omvendt
til Spot mod Himlen og den Jord, han saae.

Hvis slig sig Selv fortærende en Sjel
er til, er tænkt i Tid af en Algodhed,
da fandt den ei sit Udtryk i slig Skabning
som Menneskets, hvis bløde Linier vise,
at saadan Sjel ei damper indenfor,
men, at af fugtigvarme Følelser
(saa runde i hverandre flettede
som Kind og Hage) Sjelen vævet er.
Hvis Han var skabt med Vinger, og dog sat
i Skyens Buur, paa denne Verdensqvist,
da kunde spaaes, at han, utaalmodig
ved saa at hænge, vilde plukke
sig Selv og Hvad han fandt isønder.
Men se, Han gaaer jo under lavest Træ,
og sover under Busken med sin Mage!
Hvis Galde var hans Blod (ei dette lette
som Solskin) hvis hans Kind var skarp
(ei denne hvalte Morgensky) hans Pande
var sort (ei denne glatte Svanevinge)
og Øjet rødt (ei dette Dueblaa)
70som Gnist i Kindens Røg fra Læbens Ild,
og Næsen huul Volcan: da spaa ham Ondt!
da spaa Cajahel Død, Obaddon Seir!
Da spaa min Jord: du blive øde Borg!
da spaa min Skabning: Skræk; og Himlen: Sorg!
Men nu er Skjønhed jo hans Dragt,
og da bør milde Viisdom være Pragt,
som lille Demants klare Stjerneskin
paa Fløjelskaabe og paa Hermelin.
Han dræbe ikkun naar han maa, og tæmme
kun Frihed, naar han bør, og ei for ei at glemme,
at mindste Vinge hæves indenfor
hans Vældes Grændsers vide Trællesnor,
at fjernest Hjerte dog er hans Klenod
og fjernest Aare er hans Riges Flod!
Han veed jo selv, at svag er han som vældig;
og, at hans hele Legems Glands er kun
en mølædt Kappe, heel affældig:
en Honningdugg i Gravens aabne Mund.
Du meest ved ham, Obaddon, vil opfylde
dit Kald: ved Offerliig din Guddom hylde.
Hans Lunge aaben staaer for Pestskypust:
Se Kinden er kun Svindsots røde Rust.
Hans Hjerte er kjelent i Nerveserk;
– en Kummer? der ligger det stolte Værk,
med øde Hjertekul: Læben sort
er Ormenes raaddne, sjunkne Port,
og Øjesaphiren, hans Herskerkugle,
er bleven et Korn for Ravn og Ugle.
– Ha vaagn imorgen, Jorddrot! Jeg vil
til Minde skjænke dig Obaddons og
Cajahels Elskovs Billede i Ild.
Se der er Døden sort og Livet rød
indsluttet, som i Ring, i samme Glød!
Se deri er Fortæreren og Livet
(din Fa’r og Mo’r) dig sammenslynget givet!
Gjem Ilden! Den er vel din bedste Træl;
dog, at den blier din Herre, vogt dig vel!
Din Moders Barm i Dagens Hvælv du seer;
71i Solen Moderhjertet, naar det leer;
i Dyrevrimlen hendes fulde Skjød,
i Blomstervrimlen hendes Melkeflod.
I Natten og i Muld og døde Steen
du seer din Faders Bryst og Kjød og Been.
Og se i den Volcan, som fræser frem . . .
(saa lys i Natten og saa sort i Dag –
en Fredensstøtte mellem vore Flag!
Se Dagen natnes af dens Røg og Aske,
og Flammens Fingre Natten hvid kan vaske!)

(en Volcan bryder ud af et Bjerg i Synskredsen.)
. . . Obaddons og Cajahels Ægtehjem!
Ja, under Jorden, i dens Hvælv af Ild,
der staaer vor Ægteseng med Luepill:
de grønne Høje, som er ovenpaa
er Teppner, som i bløde Bølger gaae:
Volcaner ere gyldne Fryndsetoppe . . .
. . et Jordskjælv? ha, da svulme vore Kroppe
i en Omfavnelse, som ryster til
Skyharpens høje Elskovs-Harpespil.

Messias.
Menneske vaagn! Din trofaste Sol
vækker dig op paa din Konningestol,
den Høje med Palmesmaragder i Ring,
          med Skybaldachin.
          Paa Morgnens Rubin
          og Aftnens Corall
          bæres din høje Hall.
Den rystes af Tordenens Cymbelslag.
          (Du hviler rolig)
Den bæver af Lynilds Basunebrag.
          (Du raaber: «et Tempel er nu min Bolig!»)

Slut fra dig Selv og fra Alt,
som rører sig rundt af Cajahel malt,
          fra Verdner, som vrimle
                    i høje Himle,
          72fra Leviathan og Kryb
                    i dybest Dyb,
                    til Gud!
          Din Sjel skal lære
dit Øje en Tolk, din Tunge en Hærold være.
          Saa bryde de ud
(den henrykte Sjel, den sangfulde Mund,
det straalende Blik . . . o forskjellige kun
i Takt ei i Sang) . . . Saa bryde de ud
                    i treenigt Chor:
                    «Se Gud er stor!»

Af Fugl under Sky og i Skov
lær du din Høitidslyd:
«Gud være Priis og Lov!
I ham for alle Dyr er jo Fryd;
for mig er Fryd og Ære!»
Glem ei, du er Støv!
Glem ei, du er mere end Støv!
At Solene ere dig Vei til dit Hjem,
de viftende Stjerner din Hjemstavns Løv,
          ei glem!
Din Throne bestig!
Skabningen hilser dig.
          Fuglen i Sky
kan fra din Arm ei flye.
Hvalen i Havets Hule
kan sig ei skjule.
Vel maa han mærke
paa Stranden den Stærke.
Mammuth iknæ? Løven paaflugt?
Eja han flyer for et Menneskes Lugt.

Sceptret, du ryster
(ah du troer, hvor dig lyster)
          bøjes af Gud,
snart op, snart ned, snart ind, snart ud.
Fornuft er Spæret, du strækker paa Jord,
og Villien er Viinløv, som vildsomt snoer
          sig rundtomkring
73med Blomster og Duft,
som Stjerner i Luft
fra Dyb og til Evigheds højeste Ring.
Men Vinden (Guds Forsyn) alene fri,
rasler og bøjer og griber i
          de lette Ranker
(saa deres Frihed er blot en Leeg
af Vindpust, som kom, eller Vindpust, som veeg:
          de Skjebnespil,
som gjør, at du ejer ei noget: Vil)
De Rankeblade, som Seil og Flag,
af Vinden bøjes med Takkeltag
(Og krummes Bølgen om Bov og Speil,
det synes de fulde og mætte Seil
          – gaaer Farten end galt –
som om de havde just Vinden befalt)
Og Spæret, som laae i de vilde Ranker
(skjøndt tungt af Tanker,
som røde og gule og hvide Demant
om Greb om Stok om Top og Kant)
som Mast paa Bølge
maa Seilet følge,
(der følger Vinden)
i Dybet synke og Stjernen slaae,
om Vinden fylder nu Seilet saa.

          Lad din Fornuft
bølge i Hjertets Blomsterduft!
Som Solen, der fletter i Sky sig ind,
og blander med Regnbuedunst sit Skin,
og ødsler ei altid med Middagskraften,
men Dugmorgen skjænker og Vellugtaften.

          Hersk, hersk over Dyret og Alt,
          Cajahel i Støvet har støbt og malt!
          Hersk over Jord!
          Vær Betydningen i dette Ord
          i Verden: Guds Sprog,
          i Verden, Guds Monolog!
          74Hersk over Dyrene, og
          over det første Dyr: dig Selv!

Chor af Aander.
          Hersk over Dyret og Alt,
          Cajahel i Støvet har støbt og malt!
          Hersk over Jord
          Vær Betydningen i dette Ord
          i Verden, Guds Sprog,
          i Verden Guds Sprog til sig Selv!
          Hersk over Dyrene, og
          over det første Dyr: dig Selv!