Phun-Abiriel.
Se Nattens Ahnelse om, at der er en Dag,
er denne søde Morgendæmring.

Saa lysner Phuniels Sjel, blot han tænker sig
(og nu han seer) en salig Skabning.

O, som om Himlen sine Øjebryn,
de seraphfarvede Morgenskyer
(Aanders Leje) letted’.

Drømmene vil den speide, som om Natten
i Stjernetræk krydsed’ den
vildt og sært igjennem.

Ha, denne Salige, som drømmer her
i Paradiset, Jordens Hjerte!
Som Barn ved Moders Barm han hænger,
og ødsler med dens Rigdom.
Han ejer Alt: der er ei Blomst paa Jorden,
som knæler ei som hans Slavinde.
Ak, arme Phuniel, Hvad ejer du?
Ha hvor er disse Verdners Ejermand?
Du kan ei plukke Stjerner, om det lysted’:
for Denne her er Blomsten Stjerne.
Og Løvens Brøl, som han kan tæmme, er
en Torden. Ha, han synes sig en Gud!
Vil du ei lette dine Øjebryn,
og see dig om, og tænke paa at nyde,
du Lykkelige, fuldt din første Drøm,
som dig Cajahel giver, skjøn som Sandhed?
Og, spredende din Søvn, din Sjels Tusmørke,
beskue stolt dit Riges Glands, din Dag?
Og stirre ind i Natten, din Skatkiste?
76Thi Stjernerne Ham synes Ejendom,
som Renter, Han forlystes ved at tælle;
men faaer, i deres Sted, Forskrivning
paa Guds Udødelighed. Han seer,
at Stjernerne ei vilde vises ham,
hvis de med ham ei var forbundne.
Dog har jeg tællet, men forgjeves;
og drives stedse fremad, skjøndt jeg ønsker,
at kunne standse, slaae en Streg, og skrive
derunder: endeløse Rækker og saa videre.
Min hele Vinding er den Viden, at
mig Verden ejer, og jeg ikke den,
saa jeg min Form og Mig faaer selv tillaans.
Ak Vellyst boer i min Erindring,
som visnet Roses Duft om Qvisten svæver!
Jeg mindes, da jeg var en Støvblomst, hvor
min Nerve skjalv, som denne Rørmigikke,
der her med Vellyst kaster ud sin Sæd
i Jordens lunkne Skjød, og drømmer om,
ved lutter Balsaminesæd befrugte
den hele Dal, saa Spire ei af Græs
og fremmed Urt tør krænke dens
Personligheds Mangfoldighed.
Det er min Plage, at jeg maa erindre
min fordums Nøisomhed: da jeg var glad,
hist engang manet til et Dyr, som jeg
saa elsked, at jeg bar dets Navn (som Denne
nu bærer Navnet «Menneske») og, skjøndt
en Aand tidobbelt stærkere end Adams,
dog slæbed’ syngende det om.
Jeg saae med Fryd mig dybt i Kjød begravet,
af Nerver spunden om, i Blod at druknes.
Dog saae jeg Himlen altid aaben over;
og Nerven rørte mine Følelser
som Havfruharpe, der mig lokked’ opad,
naar Blodets Hvirvelstrøm mig førte nedad
til Bundens Dyr i Skabningshavet.
Ha gik det nedad, da Erindring var
forlængst tilbage lagt: jeg Selv,
77i doven Taage opløst, svæved over
min Grav, som dennes raaddne Damp;
faldt ned som Regn, og, som en Draabe parred’
mig med et Muldkorn, avled’ saa en Blomst.

Ha, bedre, Phuniel, en Verdens Konge
(om Liljer kun for Stjerner, Roser kun
for Sole, støvbedækte Følelser
for Aanders lyse Kraft den har) at være,
end Undersaat i Aandeverdnen. Træt
jeg er af evig Tænken, af at stirre
frem i Uendelighedens sorte Baggrund.
Men Sandserne i Adams unge Legem,
iflettede hverandre, Phuniels Træthed
et Leie byde som af Blomster, der
indhylle Søvn i bløde Blade, og
i Vellugt Drømme. Menneske,
laan mig din Krop, Cajahels Triumphport,
igjennem hvilken Aander gaae til Støvet,
og Orme krybe ind i Himlen!
Jeg vil, som i en Grav, mig strække deri
(som Bien her, der træt af sig at tabe
ved evig Flugt i vide Luft har hyllet
sig, balsamert med Vox, i Rosen ind) . .
Jeg vil ved Nerveklang og Blodets Surren
forglemme Hvad jeg var, og nu begynde
ny Evighed. Dog vil jeg, at jeg ei
min Dydkraft, Aandens Værdighed, skal glemme,
i Sandsesøvnen mig anstrenge, saa
det synes skal, som Loven stod i Hjertet,
som gamle Træk indhugget; og, hvis sig
Fornuften finder nogen Kundskab, som
om det var Gjenerindring.
Modtag med Hjerteblomst og Lungeflag,
der hvifter i Cajahels Livsluft, mig,
du skjønne Legem! Og, du lille Aand,
som boer der, fly til Nerverne og Hjernen,
naar Phun-Abiriel, din store Broder,
en mægtig Aand, med Eder blander sig,
78for Menneskeslægten at igjennemleve.
Ah, frygt ei for, at du vanhelliges!
Da kan du gribe Sceptret over Jorden,
og mane Himlens Verdner ned i Tanken.
Ha vær mit Tilflugtsted, du skjønne Legem;
thi Phuniel fra Himlen er landflygtig!
O lille Barneaand, som sover her
i denne Liljevugge, som Cajahel
har ophængt under Morgenskyen,
jeg lægger mig hos Dig; thi Phuniel
er sorgfuld, skjøndt en Himmel er hans Leie,
Udødelighed hans Dragt.
Ah troer du, at din Uskyld bli’er besmittet,
fordi jeg engang laae hos Last i Støvet,
i Seng meer smuk end Adams Legem,
trak Selvbedrags Gardine for, at ei
den Glemselssøvn, jeg vilde nyde efter,
forstyrres skulde af den Sol, som frækt
(hvor kom den fra?) med lange Straaler efter
mit Hjerte greb. Ak, da jeg vaagned’,
jeg smittet var med Sorg. Nu reen jeg lægger
mig ned i Adams Legems Jomfruleje.
Jeg snoer mit Alvor, som en haarbruun Arm
om snehvid Barnehals, om Adams Fromhed.
Og Begge drikke vi Forening
af samme Hjerte. Du, som nu du er,
ved Stjerneskin skal herske her
i dette rosenkronte Liljerige,
og kaldes Drøm. Mod Solen jeg skal stige,
og kaldes Tanke. O, jeg høre vil,
og mores ved dit Æolsharpespil!
Med Smiil, min lille Broder, taaler
jeg, at du krydser sært med Maanestraaler
og Regnbuskjær min høje, faste Gang,
og styrrer kaad min tause Roe ved Sang,
saa underlig, at jeg ei nogen Stemme
i Choret kan gjenkjende eller glemme.
Du nynner sødt ved Suk om salig Jord;
jeg qvæder høit om Himmelen i Ord.
79Dit Sprog er eens i alle Zoner,
faae Ord, men mange Toner.
Din Tunge Hjertet er, som ejer kun
eet Sprog paa hele Jorderund;
men Dialecterne i hvert et Bryst
forskjelligt Echo giver for din Røst:
de sukke eens ei, naar du raaber: Vee!
og skralde eens ei, naar du raaber: le!
Se Qvindebarm, hvor bløde Nerver stimle
isammen, lyse Skyer liig til Himle,
skal blive Dig den bedste Høresal.
Men Tankens vil da blive Himlens Hal.
Du farve skal ihast Hvad jeg saa seent
udbilder i den hvide Hjerne reent.
Du blæser fyrigt i min tunge Harpe.
Hvor Eftertankens Meisel grov for skarpe
og dybe, yndeløse Træk,
med bløde Pensel mildner du dem væk.
Men Begge vil vi trofast bilde ud
af Stjernetræk og Blomstersmiil en Gud.

Vær, Jord, mit Hjem; thi Phuniel
fra Himlen er landflygtig!

(Solen staaer op.)
          Solen ud
sin Vellystaande hvifter over Jorden.
Hvor sødt for Manden (thi jeg seer hver Straale,
som gylden Pensel, Purpurskyer drage
som Slør om Menneskets favre Lemmer)
at gjennemglødes af saa milde Luer,
hver Morgen, til ny Livsdag, medens
de tause Nattens Drømme, naar de ville
sig snige ud i Luften eller og
i Haaret, mødes midt i Øret af
den kaade Fuglesang, saa hovedkulds
de styrtes ind igjen!
Han vaagner! Tys! Da var forsilde,
naar Adam med Bevisthed engang sansed’,
og saae sig Selv, slig Dverg, som nu han er,
alene inden Brystværn, Tindingskranken,
80at blande i hans Tankers lille Kreds
mit hele Liv, som tusindtunget Lyn,
der skyder ned, og Skoven blotter, som
i Mørket stod som Mulmets Kjerne.
Da kan jeg ei mit Hvilested erobre.
Da fik i Himlen mit Tungsind et Forsvundet,
istedetfor paa Jord et Fundet.
Jeg Englen, som i denne Lilje sover,
voldtage kan, men ikke myrde.
O den vil elske mig. Jeg giver den
jo Guddomsrang i Himlen som paa Jorden:
til Himlen Arveret, paa Jorden Herskermagt.
Du maatte jo for Løven skjælve? Ha,
nu skal du tøile Elementer. Ilden
vor Sengs Drabant, og Stormen Herold,
og Dampen Iilbud, og Skyen Skjold,
og Havet skal du for dit Leje finde,
som Hædersharpe, som krum Slavinde.
O stem den op i hvad Tone du vil:
Slavinden maa dandse: med nedsænkt Skjold
maa bag dig knæle din Stormherold,
og Ilddrabanten det Bryllupsspil
maa lystre og slynge i Takt sit Lyn.
. . Hør Harpen i Havet, Trianglen i Skyen!

Jeg synder ikke mod dig: hvis jeg synder,
jeg synder mod mig Selv. Ha, Dyr,
jeg bringer dig en Aand til Morgengave,
saa naar du vaagner, du den finder
som Demant i dit Hjertes Barnekurv.
Jeg tør da vel med Ret bestige
den lille Engels Jomfruleje; og
naar jeg saa smuk en Søn kan avle, som
Forstand, og saa saa smuk en Datterlil,
som Phantasie, jeg tør vel parre mig
med dig i Hjerneskallens Liljevugge?
Og troløs flyer jeg ei, og lader dig
som Enke eller krænket Møe tilbage.
Du boer i Hjertet, jeg i Hjernen;
81men Blodet løber Bud imellem os,
skjøndt Begge under samme Tag. Og tidt
paa Tungens Forhall, Øjets Altan,
Vi, for Alverden, mødes og omfavnes.
Du faaer min Rigdom: Udødelighed.
Jeg faaer din Medgift: Roe.
Min lille Engel, alt i Drømme du
fortrolig bliver med min Kjærlighed,
saa naar du vaagner, mens dit Hjerte svulmer
som op af Livsundfangelse, du giver
mig mine Kjærtegn flux igjen, som om
du alt mig kjendte, eller som om du
ei kjendte meer dig Selv igjen . . O jeg
saa rigt af dine Drømmekys blier elsket,
at jeg ei Selv mig kjender meer igjen.
Da begge vil vi ahne, at vi ere
Meer end os Selv.
Min Phantasie skal, hvis den Lille sørger,
saa iilsomt rundtom svinge Hjertet,
og spinde paa den Rok en Bryllupsdragt
(saa favr som Straaleserk om Solen)
og pynte ham med den, saa hvert et Suk
kun bliver Hvift i Støvets Folder.
Jeg Billedet af Himlens Herlighed,
af Stjernefrugt og Skyblad, Dyreblom
og Planteknop: af hele Livets Træ,
der Roden, sort som Snog, i Muld nedsank,
men Stammen gjennem Evigheder, blank
som Stjernerader, snoer mod Toppen, der
er rød i Guds Udødeligheds Skjær,
skjøndt Ingen denne Livsenslue seer,
der lokker Blomst af Mulden frem
og Aand igjen af Blomsterhjem . .
. . sligt Billed vil jeg flette i min Væv.
Med den jeg kjøber Hvile i dit Hjerte,
hvor nu du ligger sammenrullet, som
i Blomstknop liden Vellugtsky. Jeg skal
dig bære med mig tidt, til Gjengjeld,
til Himlen, for at vise dig en Skat
82at drømme over, saa du synes riig,
om overmodig Løve spotter dig,
og, som mod arme Dyr, dig viser Tænder.

Vær Phun-Abiriels Hjem da, Menneske;
thi Phuniel fra Himlen er landflygtig!

Adam. (seende forskrækket imod Himmelen.)
Lys! Luft!

Messias.
          Phuniel, Tvivl, fra Himlen forsvunden,
          har sig til Jorden bunden.
          Manden fik sin fornuftige Sjel
          i Phun-Abiriel.

Aander.
Ohebiels Skjønhed blegner.

Adam. (seende mod Jorden.)
Jord! Mørke!

Ohebiel.
Phun-Abiriel? Hvor? O Vee!

Messias.
Hvor vil han rase, Abiriel,
          naar Sener ham stramme
          til Ribbeenspæl
          i Hjerteflamme,
hvor Frihed og Guddom til Aske synker?

Ohebiel.
Ohebiels Vemod den Aske dynker,
          saa atter Abiriel vil
mod Himlen slaae, som Violesmiil,
          en Aandvinge op.

83Adam. (seende mod Solen.)
Ha, Ild! Lys! Ild!

Ohebiel.
Vanvittige Phuniel . . Vee! sig igjen
kjender ei mere i Himmelen.

Messias.
Han ind sig har spunden
(den høje Aand) ind i Adams Krop.
Saa fast er han bunden,
at mere han ei
kan følge den gamle Aandevei,
hvor Stjernerne skygged, som Hvidtornhæk,
Hans Løb imod
Gud som ham Evigheds Port oplod,
hvor Solen løb som en Perlebæk,
          og viste hvor
          den evige Vei sig snoer.

Adam. (seende sig forbauset om.)
Jeg seer. Jeg er!

Ohebiel.
Ulykkelige Phuniel, som sig Selv
har levende begravet!

Messias.
Se, i den trange
Hjerneskal kan han ei Verden fange!
Ikke han finder
Rum til de gamle Minder,
som banke paa Hjertet . . O, kom de ind,
de maatte snart ud i Veir og Vind
fra det qvalme Kammer,
hvor opimod Spiret Blodet flammer:
de fik ei nynne hvad gjerne de ville:
          en Sang saa stille
84om Himmelhjem ved den Stjernestrøm,
          forladt med Foragt.
Der turde vel vaagne en vældig Drøm
          i Taare,
(liig Aanden selv, der ud sig har strakt
          paa Adams Baare)
om Guddomskrone i Støvet skudt,
om Aandevinge af Snogtand brudt,
om Aand, som snoed til Ribb og Been,
          til Støv og Steen,
          med Aarebast,
vanvittig sin Frihed fast.

Ohebiel.
Ak Aandeselvmord!

Adam.
Tys!

Ohebiel.
«Tys» han skreg. O vist han hørte
Himlens Skræk, Ohebiels Kummer.
Kan han mindes i sin Slummer?
Abiriel! Abiriel, o kom tilbage!
spræng det svage
Ribbeensfængsel!
Hør – o vee! – Ohebiels Længsel
sukker qvalt
under Himlen høi og hvalt!
Dybere, dybere er min Sorg
(thi den Evigheden tømmer,
og maa tænke, hvor du drømmer:
Skræk dens Mine, og dens Sprog
          evig Klage)
end det Tungsind, som dig drog
gjennem Vanvids Hvirvel ned,
for i hule Ormeborg
finde Phuniels svundne Fred.
Ak, hvor skal min Sorg faae Rum?
          hvor et Dyb?
85Abiriel er bleven Kryb:
jeg maa blive Stenen stum.
Endnu seer jeg ned paa dig,
endnu er jeg ikke falden.
Ak, Abiriel, saae du mig,
visnet i Udødeligheden,
          taarebleg
i Aanders lyse Vrimmel,
kun beundre Ormeleeg
          derneden,
kalde den en livfuld Himmel
– ak fordi jeg veed, jeg fandt
          min Abiriel deriblandt:
. . Ha, du sprængte Hjerneskallen,
kom tilbage stille, som
om du fra et Fængsel kom,
krum og bleg
som om du fra Sotseng steg.
          Hil Abiriel,
          Held Ohebiel,
hvis Du kom
stille, taus og bleg og from!
Kort blev Ormens Kroning:
evig vor Forsoning.
O, vi skulde Begge tye
under samme Vingelye.
O, vi skulde glemme,
at een Dag du ei var hjemme;
men forvildede dig bort;
kom dog hjem ad samme Port.
Turde da din Stolthed forskyde
Hvad min Ømhed turde byde?
Dristige Abiriel,
med Smiil, som røde Morgen,
af din Sjel jeg tvetted Sorgen.
Ha, da saae du i min Sjel,
at min Ømheds Ungdom falder
sammen med min Barnealder,
da ved Livsens Træets Rod
          86paa den fjerne store Klode
          vi sprang ud,
          som tvende Skud,
som Cajahel sammensnoede,
med støvfuld Blom og Blad af Blod.

Adam.
Tys! Jeg hører . . Ha!

Ohebiel.
Phun-Abiriel! hør! hør!
Se! Ak Øjet er et Slør
Øret er en Grav for trang
for Aandesang.
Vee, er Guddomsfunken
saa dybt saa dybt i Mulden sunken,
at den ei kan hæve sig,
Tomme over et Liig?
Vee, med Orm og Midd maa knytte
Broderskab i samme Hytte?
Prøv da, om igjennem Taaren
du kan øine over Baaren
Himlen du forlod saa brat,
for at boe i Muld og Nat,
for for Blodskum Stjerner bytte!
Prøv, om gjennem Taareskimt
du kan faae et iilsomt Glimt
af den blegnende Seraf
ved din Grav.

Adam.
Syng, syng, Fugl! Drossel! Ha Liv! Alt!

Ohebiel.
Ak saa sløvet,
at han sandser kun i Støvet
Ormesprang og Fuglesang,
Æblesødme, Blomsterlugten!
Ahner ei den høje Mening
(Guds og Støvs Forening)
87som er lagt i Æblesødt,
Fuglesang og Nellikrødt,
Ormens Vriden
op mod Lyset gjennem Støvet,
som en Aand igjennem Tiden
snoer sig op mod Stjerneløvet!
Ha, jeg synes i Mandens Øje
see den høje
Phun-Abiriels Vingeslag!
. . Ak, det er min Fryd paa Flugten.

Adam. (Det tordner.)
Ha tordn! en Sang! Lystig!

Messias.
Livsblodets Surren og Nervens Klang
vil døve Phuniels Erindrings Sang.
          Han har sin Guddom stænket
          med Synd:
          Han har sin Frihed lænket
          til Dynd.
Se Mandens Kraft er et Liigslør over
en Aand, som sover.
Ha, dybt i Grunden
nedsank hans Kræfter.
Ak, dybt fra Bunden
han griber efter
de høje Verdner, han fordum saae,
og kunde naae.
Han øiner dem nu fra sin lave Tue
som gyldne Fluer.
Fortvivlet flagrer hans Tanke op,
og fritter og leder,
og synes at kjende de gamle Steder;
men Dyret, han slæber i sine Fjed,
brøler igjennem Nerver og Aarer:
kom ned! kom ned!
Ha, da synker den ned i Taarer.

88Ohebiel.
Ak, som en Taare faldt Phuniel ned
fra Himlen i Støvet.
Han stiger gjen op som et Suk.
Forband ham ikke: han var bedrøvet!

Adam.
O Lyn, Lyn! Ak smukt! En Blomst i Skyen!

Ohebiel.
Se, trods sit Dække
kan han ei djærve Abiriel stække!
Med Hænder smaae,
troer Han, han Himlen favne maa.
Obaddons Lyn
troer Han, at plukke som Blom fra Skyen.

Messias.
Dybt ifra Grunden
Han griber efter
sin Guddoms Kræfter,
som om han har dem i Solen glemt,
eller forsigtig bag Stjernen gjemt,
og blot besøgte beskeden,
i sparsom Sørgedragt
(dreven til Sligt af Nysgjerrigheden)
en Grav derneden:
den Ormelegeplads, hvor Selv,
som Orm, sig vrider Abiriel.
Vee, han sin Frihed har lagt
bort med Foragt!

Ohebiel.
Ak, du Forbandelsen alt har sagt!
Ha, tag den tilbage:
Sorg kan forsage.
Ak, Han forsaged, og lod
den Frihed, som var ham i Himlen for trang,
i Been klemme ind;
89den Himmel, hvis Salighed blev ham for lang,
synke i Blod;
Skjønhed af Stjerneskin
bytted’ for Pjalter af Aske og Muld;
sin Guddomsrang
grov Han i Ormehul.
Himmelens Stjerner han ei forstod;
men herfra i Støvet
saae han igjennem Blommen og Løvet
(Cajahels Stjerneflod)
saae han igjennem Spindelvævflor
Insectets Sjel, og under Muld
for dybt ei Roden foer,
og klart i Bjerget Han saae hvad Guld
sig under Havet snoer.
Ak, Cajahels Pragt
blinked’ og vinked’, dufted’ og lufted’,
da sank han bedøvet
– ei med Foragt
for Himlen, sig Selv og Gud –
i Støvet,
og sluktes ud.
Ak, nu han kjender ei Blomsterne der
mere end vi kjende Stjernerne her.

Messias.
Med samme Uro Han vil
sig vælte paa Rosens svale Ild,
som før blandt Verdnerne . . Ha,
se mellem Krybet saa angst han sig snoer,
som før mellem Aandernes Chor!
Paa Jorden fra Jord
han higer til Himlens Riger.

Ohebiel.
Fryd naar han stiger
did hvor han higer:
hvor Han kom fra.

90Adam. (Lynet splitter et Træ.)
Ha Død! Jeg døer!

Messias.
Priis en Algodhed! Bedøvet
Phun-Abiriel irrer i Støvet,
som Orm i en Grav:
(Skyen hans Laag, Regnbuen hans brudte Stav).
I hvert et Menneske vil
Phuniel dampe, Abiriels Ild
flamme fra Tunge, gnistre fra Øje
(det Blus og Gnist,
som slaaer fra Hans Hjerteurne hist)
mod Længsel-hjemmet, de Himle høje.
Men se, naar Mindesteen,
som Altar, pranger med hule Been
i skyteppet Hal, hvor Obaddon feirer
sin Sørgefest
(Ak der hvor Abiriel har trængt sig ind,
som vanvittig Gjest,
og sidder i Mulden ved Ormen næst)
. . . da vil Phuniels Damp
(Sorgen og Tvivl,
der sortnede her hans Aandesmiil
– hans Aandelegem – og hisset ryger,
og Rynker i Panden stryger,
som Støv paa Banner i Kamp)
kvæles bag Mos og Cypresseløvet,
hvor Nattevind,
snoet i Maanens Horn,
borer sig hvirvlende ned i Støvet,
og finder Hjertet, hvor Phuniel sad
ved Ormefest,
som fremmed Gjest,
beruust i Blod, vanvittigglad . . .
finder det nu, som et Askekorn,
og splitter det da,
og slynger det ud,
91og bort det veirer . . .
Saa lidet det er,
faaer Skyen og Havet sin Part enhver;
men Abiriel faaer Gud!
Ha, som den lyse, unge Seirer,
nøgen og reen fra Blod og Støv
– selv Panden fri
for Kronen, thi
hans Blik er et dugget Laurbærløv –
gaaer Han fra Kampen,
fra Phunieldampen,
fra Natteliv under Hjertelampen . .
kaster Beenhvirvelstaven,
gaaer saa rank
og sejerblank
igjennem Triumphporten: Graven . . .
finder sig atter i Himmelhaven,
hvor rundtom funklende Solepalmer
(hvis Fuglesang er Aandepsalmer)
staae dunkle Siriusalmer,
rosenmilde Planeter,
rankevilde Kometer
– priser! – de klynge sig op hver Een
efter Melkeveigreen . .
op, for at finde en Top, hver Een,
med Dyrblommer paa
og Aandeduft,
med Insectblade smaae
og Livsensluft.
Saa seer du igjen
i Himlen din Ven.
Som Barn Abiriel kommer igjen,
at die Himlens Bryst,
med Stjernemelkeknop,
naar først Obaddon op
har første Adams Svøbslør løst.
Men Aandebarnet i Himlen vil
voxe i Kraft og Dyd og Smiil,
som Abirielsjelene stimle frem
92fra Adamshjerter mod Himmelhjem
Hver Menneskeaand,
løst fra Blodslør og Ribbeensbaand,
vil blive en Tanke i Hans Fornuft.
Naar Jorden er øde,
og Alle døde,
i Himlen Abiriel vi fuldvoxen møde.

Ak Qvinden . . . Hvad er Hun? – En Sandseduft,
saa Han, beruset af Lugten,
maa svimle i Flugten
mod Aandehjem . .
. . en Fugl, som synger,
saa Han maa lytte,
og knapt kan flytte
sin Vinge frem . .
. . af Barmeknoppe og Hofteblad
og Læbeblomme en Krandserad,
der rundt sig slynger
Abiriel, saa
Han Himlen knapt tør stirre paa.
Men frygter Graven (af Kjærlighed
til Qvindedyret, som slæber ham ned)
og hader Obaddon, som toer hans Skarn
(Cajahel kalder det Pragt, fordi
han Purpursmiilbaand har knyttet i)
som døber i Graven det Himmelbarn . . .
Han hader Døden, og knytter Skræk,
med Vanvids Ranketræk,
fra Stjerne til Stjerne,
i Ranketræk, hvor raadne Been
er Qvist og Green,
hvor hule Hjerne
er vilde Rose,
og Hjertet Valmu, saa huul og fuul,
og Knokler Knop . . .
Han seer sin Qvinde, sin Hjertenslyst,
med Jomfruskjød, og med Moderbryst,
93som andre Dyr, under Tjørn og Mose
at tye iskjul.
Ak, Skjødet, lugter han, stinker op
(som nys til Brystet,
saa stærkt Han krysted’,
at ti Abirieler ud han rysted’)
Ak, Orme vrimle
i Barmens Himle
(der sank ei sammen nys
for tusinde solvarme Kys . .
der nys ei brast,
om hele Livet sig suged’ fast)
Han Bægret seer tømt,
som nys af Cajahels Velsignelser flød,
hvor Barmen var brusende Gjær,
og Øjet Draaber, og Kys var Skum,
og Skjødet var Kraften i Drueskjær . . .
O saa han beruuste sig, til han saae
den Dal, hvor han laae,
var et Himmelrum.
Han troer, han har drømt
om Liv og Latter,
men vaagnede nu et Secund,
for at see den Rædsel, og saa i Blund,
til Glemsel og Død,
for at raaddne i Taarer, sig vende atter.
Han seer den Rædsel: sin Qvindes Liig
som Dyret segne, som Blomsten visne.
«Nu er hun borte med Barm og Skjød
og Hjertebanken (den Stemme sød)
Slig Rædsel vel venter mig:
snart er jeg død!»
Den Tanke gjennem hans Hjerte isner.
Ei mere han veed,
at Dyret arver en Evighed,
at Selv han den ejer, og kan den see
bag Gravhøjens lille Tropæ.

94Ohebiel.
Ak, der ligger Qvinden
– Forræderinden,
som maa forraade til Dyr og Muld
Abiriel her i Puppeskjul;
som maa med Smiil hans Salighed
slæbe i Dybet ned,
igjennem sit Skjød (som om
Abiriel igjennem en Morgensky kom
ind i en Skabelses lunkne Mulm,
hvor tusind Abirieler smaae,
som Duft i Rosenknop, laae,
for op at springe, og fylde en Himmel,
som Aandevrimmel
paa Stjerneskyer,
saa, om hans Personlighed flyer,
Hver af de Smaae den i Barneblik
atter fangen fik,
og atter Abiriels Evighed fornyer)
Ak Abiriels Himmel, fuld
af Vand og Muld,
vil gjennem Æten styrte brat
i Qvindens Dyre-nat.

Gid Qvindens Skjød var lukt!
Ak, i Rosendyb ulmer,
paa Liljehøi svulmer
Cajahels Frugt!
O vee, om Denne her, saa blank,
som smeltet af Snee og Morgenrøde,
jomfrulig-øde
i Graven sank,
og lod Abiriel sidde igjen,
som Enkesvend:
Hans Tungsind maatte meer tungt end før
(med Enkemandssorg og brustent Haab)
som sukvinget Graad fra Slør
da vende tilbage igjen
til mig og Himmelen.
95Og seer Han tilbage til Støvet,
Han seer bag Løvet bedrøvet
          den Qvindes Grav,
som Blomme var om hans Vandringsstav
          (det Ormesvøb,
hvori han landflygtig fra Himlen løb)
          Han seer den Grav,
          som med Børnekinder
han vilde omvinde Rosenminder
(som rundt om Nathimmel Aftenrøde)
          saa mørk og øde,
          som Skjær i Hav.

Men hist, se, den sorte Qvinde
klemmer en sort Abiriel inde
          i Barmens Hvælv,
saa buget ud som Natten selv:
          Med Læbe, saa fuld
          som Maanehjul,
og Tænder, der brænde i Nat og Blod,
          som Stjerneflod,
belyser hun geile Abiriel,
som ødsler i Dyrebug sin Sjel!
Og se den Gule! og hist se en Rød!
O Alle har Barmen saa hvalt og spændt!
O Alle i Øjet har Bryllupsblus tændt,
og Bryndeglød og Livsdamp sød
og Nervespil
i Rosenbladharpe i Qvindeskjød,
som svarer i zittrende Triller til
Cajahels Tordenstød
igjennem Muskelskyen, som
har spunden sig høje Abiriel om;
og svarer som Tempelfløitesang
til Hjerteklokkens høje Klang,
Cajahel slaaer i Mandebarms Dom.

Ak Alle har en Abiriel funden!
Ak Alle ødsle ham bort i Lunden!
96Han favner et Dyr (fordi i Form
det ligner ham Selv, som Orm en Orm)
og frem af det Favnetag
(som Skyer af Nat og Dag)
et Afkom mylrer, og ned sig roder
i Mulden: af Æten Enhver
dybere roder sig end sin Broder:
jo Yngre jo mere liig sin Moder.

Af gule Qvindemorgen
          til gule Sorgen,
          af hvide Qvindedag
          til blege Nag,
          af røde Qvindeqvel
          til røde Skam,
          af sorte Qvindenat
          til sorte Hyl Abiriel
          er bunden sløv og tam.

Slipper han engang, brister hans Leer,
(ak det voxer, som Skud fra Roden,
som vilde Hybenkrat ved Floden,
i Phuniel-æten frem i Tiden,
for hvergang en from og liden
Abiriel jeg gjenvunden seer
med Barnesmiil og Aandeskjær!)
. . . Slipper han engang, brister hans Leer,
med aaben Skræk han i Himlen seer,
at Han idrømme parred sig
med et Dyr ham Selv ei liig,
at Qvindeøiet (hans Himmel før)
          var Ormeslør
at Qvindesmiil (hans Stjernehær)
          ei meer er værd
end Fuglefjer og Puppeskjær:
          saa mildt det hvifter
kun Slangeskjælglands om vilde Drifter,
at Qvindeskjød (hans Udødeligheds-Haab)
var Mulddynge kun, saa lunken og kaad,
97at Qvindestemme (hans Viisdoms-raad)
var dumme Skrig og vilde Raab.
Han seer i Himlen, at Qvinden ei
kan følge Abiriels Vei:
saa langt fra ham, som Dybets Rod
fra Stjernekrandsen, han forlod,
hun ligger tilbage i Muld og Blod.
Vee, Vee, han seer, han fandt ei Sjel
i Qvindebarm (endskjøndt han troede,
at, indstængt der, en Høiaand boede)
saa fri og høi som Abiriel.
Manden blev arm, Qvinden blev riig,
          dengang han parred sig.
Vee, naar han elskovsvarm vil flye
til Moseseng og Palmelye
(i Epheufryndser er Nattergal
en Harpe, ophængt i Bryllupshal,
hvis Tunge klinger ved
den mindste Aande, som Sky slaaer ned)
Guddom fra Aanden Dyret stjal:
Qvindens Slægt
hænger sig fast med sin hele Vægt
af Blod og Been,
saa Phun-Abiriels Flugt bli’er seen.
Før Jorden brister
i Støv og Dugg,
de Aande-gnister,
som Qvindedyret (o som for Spøg)
i Skjødet lister,
men gjemmer vel
i Aske-bug
i Melke-røg,
og nærer Varmen
i Ly af Barmen,
ei samles sammen i Graven til
          Abiriel.
Naar Jord er øde,
og alle døde,
i Himlen Abiriel vi fuldvoxen møde.
98O vee hvad Kamp,
naar Slægten blandes, saa ei Forskjel
du finder paa Dyr og Abiriel,
paa Qvindehjerte og Mandesjel,
naar Aandefyret
sig dukker taaligt og døsigt ind
i Dyrehjerte,
naar meer ei Dyret
ved lave Jord vil kjendes ved,
foragter Blomsten, som vugger nær,
men skotter til ukjendt Stjernehær,
og troer, hver Stjerne
dets dumme Smiil nok suger gjerne,
og sukker forfængelig: «Jord, min Smerte!
Himmel, mit Haab,
hør gjennem Graven mit høie Raab»!
. . naar Qvinden tør raabe til Manden: «ti!»
. . til Manden, som nu
i sit Øie viser
den høie Abiriels Vingespidser:
«vor Slægt er den samme: jeg Blod har som du:
som du er jeg fri.
Se dette Bryst?
Din Kummers Lyst!
Din Svagheds Trøst og Stav!
Men en Engels Grav!
Ha, jeg er til Himlen bunden,
men nu et Særsyn kun i Lunden . .
          Tilbed mig Mand,
saa viser jeg dig mit Fødeland!
O paa et Smiil
føres du did, hvis jeg vil»!
. . . O vee da hvad Kamp
          i det samme Hjerte,
som huser Aanden, der daled’ fri,
af Kjærlighed til Støvet, i
de svale Skygger, for Ro at finde
i Hjertehytte,
for Sandhed engang med Drøm at bytte
99i Ly derinde . .
. . O vee da hvad Kamp
med Drifters Lyn og Sandse-Damp
. . O vee hvad Kamp for Aanden, som fandt,
at Evigheden for sagte randt,
med blinde Dumhed og Svaghed halt
(der Hundrede Øine paa Ryggen har malt,
saa først, naar den faldt,
den Synden seer i dens Hul med Latter,
og kryber fremad, og falder atter)
til hvem Abiriel i Aarespand
er spændt for Hjernens Muslingskal,
(der ruller frem paa fulde Hjerte)
at slæbe den frem til Gravens Rand!
. . O Begge vil rode i
          hans aabne Smerte!
Naar Saaret har blødet,
og al sin Lægekraft (Taaresaft) ødet,
og lukt sig svullent om Brodd og Piil:
den halte Svaghed da løber til
en Plasterdoctor med vigtigt Smiil:
          thi Phantasi’en,
som spinder af Graaddugg en Regnbu fiin,
og væver af Latter sin Smerteliin;
og Dumhed vælger da ud iblinde
et Plaster blandt det Ragerie,
den Kingelvæv, han bedst kan finde:
. . Ha snart Forgift
han binder rundt om den Hjerterift!
. . Det brænder derinde . .
fortvivlet Krybet
et Helved huler af alle Kræfter,
tæller de Taarer, som faldt i Dybet,
og iler efter.
. . O eller han hvælver
et Helved forneden, en Himmel oven,
og midtimellem dem begge skjælver;
sit Hjerte klæber,
som Mos til Steen, han fast til Loven.
100i Helvede Djævle, men Himlen fuld
han sætter af Guder af frodigt Huld,
og troer at Hvinet af Pidskeslag
Forstanden med dens Lyder dræber,
men Guddommen føder den hele Dag:
Hykkelsk og krum han bærer
i Hjertet Vunden,
til Rodden det fortærer,
og Bønnerne opslide Munden.
. . O vee hvad Kamp paa den lille Val
fra Hjertemusling til Pandeskal!
Et Fnug mod en Aand? En liden Sky
mod Sol? og Straalen maa brusten fly?
En Draabe, som dunster op
en Pest i samme Hjerteknop,
hvor Aanden slæber ned
en Himmel og en Evighed?
Vee Synden stiger fra Lænd og Blod,
          og Aanden qvæler,
          der bunden dvæler
          om Hjerterod:
          som Pestsky guul,
den søger selv i hans Himmel Skjul:
i Lænden, som Taagen i Dynd, den savler,
i Hjernen den onde Tanker avler,
som voxe i Flugten, saa Vingen de spinde
fra Pandetinde til Pandetinde,
og stikke Nebbet i Øiet ud,
og Kloen i Haanden i blodigt Skrud.
Hver ond en Tanke er Dragehan,
hver ond en Lyst er Dragehunnen,
som slæbe – ak et Djævlespand! –
en Engel fra Himmelen ned i Grunden,
hvor Dyrevrimlen fra Mulden blød
sig hæver frem af Cajahels Skjød.
. . En Latter over den Afgrund hvifter,
          saa huul og fæl,
at Dyrenes Fryd den forgifter,
som Rædsels-rasl af Slangeskjæl?
101Ak Haabet (Hjertet i Abiriel) . .
. . ak det er Haabet, som sank tilsidst.
Dets Taareklokke i Smiilsnor, som
klang Afgrunden Trøst fra Himlens Dom,
          har faaet Brist.
Dernede (hvor den arme Sjel,
som drukne Drifter, sover,
og sandser meer ei ovenover
en Stjernes Velkommen, en Gravhøis Farvel)
sig Haabet selv . . ak nei! kun nær . .
først til Fortvivlelse skifter:
fra Engel til Orm, der i al den Hær
af Orm i Hjertet (det Helveddyb,
hvor Drager er Fugle og Djævle Kryb)
          sig vildest vrider,
          sig Selv til Ørvids-skrig
og døde Anger til Suk den bider.
. . Vee det er det eneste Liv, som hvifter
          i uddød Hjerte
(hvor Aanden svandt, og Dyret vandt,
som nu til Hevn, fordi Du stjal
Dig ind i hans halve Hjertehall,
vil splinke denne, og styrte sig . .
          . . med Dig:
          et Helved skabe,
hvor Dyret gjerne
vil styrte ned med en Aandestjerne,
der vandt en Jord, men har Himlen at tabe)
. . Fortvivlelsens Hviin det Liv, som hvifter
          i uddød Hjerte
          som Fødselssmerte,
før Aanden er bleven til vilde Drifter?
Vee, Glemsel af Alt er Fortvivlelsens Liig:
Dyret sin Seier har vunden,
Abiriel død i et Hjerte er funden!
Ha, Aanden døer ei! Om han blev
saa ond som Slangen, om han rev
et Duehjerte ud i Flugten,
blot for at suge dets Slag og Lugten
102(saa dog han til Lossens Grumhed føier
den Tanke: jeg mig Selv fornøier)
om han sin laante Skjønhed smitted’
med Laster, som ei Svinet hitted’:
Han døer dog ei, men dybere ind
(saa neppe han faaer Luft til Suk)
væver han sig i sit Puppespind,
som traurig Edderkop paa sin Snor
(fra Taget spunden og ned i Grunden)
fra Dag og Straale paa Linen løber,
og nederstnede i Mulm sig svøber,
saa Ugleøje dens Been og Horn
ei ud kan pille af Mørkets Korn.
Ak foer en Aand paa Nervesnor,
paa Hjertevinge og spændte Aarer,
          i Hvirvl af Taarer,
fra Verdners Skue til mulmet Jord,
fra Aande-lys til Dyre-nat,
fra Tanke-tale til Drifters Skrig,
sin Skjønhed kasted’ for dette Liig,
sin Evighed fik i et Fængsel sat
          imellem Vugge og Grav,
og bøied den ind under Maalestav:
          under Qvel og Morgen,
der synes ved Himlens Skjolderand
at skilles (ha, de ligge der,
som om paa de røde Skyer enhver
af dem var en Evigheds Moder!)
men begge knyttes de med en Guirland’,
          (med Dagens Fryd og Sorger)
som vexlende Hjerterne slynger om
med Torn og Blom:
– Dog kun fra Algodhedens ene Bryst
og til det andet, af egen Lyst,
          sig Aanden flytted’.
For Kraft og Sandhed, der flød ham til
(som Stjernemelk) i Verdners Smiil,
Han Drøm i lukket Blom sig bytted’.
Men denne Drøm – vee, hvis han mindes,
103at en Ohebiel end findes –
skal kaste Duft og Glands
(som Stenen staaer der kold og bleg,
naar Vedbendsløret og Hybenkrands
          for Stormen veeg)
naar Aanden vil gribe den for at fylde
sit Hjertes Øde med Morgenrøde,
og Tanken, der reiser sig stjerneklar
og maanekold, om Hvad han var,
og skotter til Himlen i Taareglar,
bedrøvet hylle
i Tusmørkeliin,
hvor Kys er vævet, som Stjerner, ind,
Omfavnelser som Nordlys-par,
der ryster Duggen i Blomsterkar:
naar, i sin Drøm (paa Qvindebarm spunden)
Abiriel troer, i Nat og Jord
sit Selskab funden, sin Himmel gjenvunden:
naar, i et Øiebliks Fryd, han troer,
at Himlen med til hans Afgrund foer,
at Evigheden
sig sammenkrympet har i Eden,
at al hans Salighed
i Qvindeskjød er sjunken ned,
saa, uden med Sorg at blandes,
saa, uden med Kede at vandes,
han kan den nyde i et Drag,
saa han ei sidder bunden ene
med Been og Sene til Dyb og Stene,
forviist fra Himlen, men Engel fik
med Straalevinger i Qvindeblik,
i Qvindebarm to Himle hvalte,
med hver sin Verden, morgenmalte.
Ah, er ei Tvende nok: saa gjør
til Sole dem Begge i Stjerneslør,
saa hver en Flig af Qvindehud
en Verden bliver, og du dens Gud,
der har en Engel i Qvindens Øie
– ak Qvinden er din hele Verden! –
104svævende over to Himle høie,
i Qvindeskjød et Dyb, hvori
en Cajahel maa lystre din Phantasie.
Saa maa du gjøre, Abiriel!
– Du ellers fortvivler – forfør dig Selv!
Drøm, du er ei lænket, men fri som før,
af Lune kun hyllet i Larveslør,
at du kan flye gjennem Æt, gjennem Æt,
saa Tiden maa bag dig synke træt,
og stønne Sagn og Digt og Sage
(som du i Ætten jo hører selv)
om svundne Dages Abiriel,
naar, støttet til rustne Runestave,
den synker, bag din Flugt, tilbage
          paa brustne Grave.
Drøm, du kan nu skabe, som var du Gud.
Af Qvinden (din egen Phantasie,
Du udenfor seer saa lys og fri,
at du dit Væsen kløvnet troer,
saa kun i dig Selv din Viisdom boer)
          maae paa dit «Bliv»!
dine egne Tanker strømme ud
i formet Jord som Liv.
Drøm saa Abiriel: saa Hjemveen, som
din Fryd fortærer, skjøndt lige tom,
saa, i sin Lethed, den stedse er bered
paa Sukke at flyve til Himlen afsted,
faaer Stormvind af Latter og Skyer af Smiil
at æde og kjæmpe imod i sin Iil,
          at dynke med Graad,
saa ned den synker tung og vaad,
men Himlen hænger over klar
som Taaren over den Aand som var.
Væv Drøm, Abiriel, om dit Hul
(om end den skal spindes paa Vanvids Hjul,
der løber paa Smiil-ege, lang og krum,
i Taare-fossen paa Kind-steen stum)
jo mere broget, jo bedre Skjul,
105jo mindre seer du din Grav er huul,
          som Himlen fuld.
Thi, vee, det Værste, Abiriel
          opdage kan i Muld
          – Det er dig Selv.
Spind rundt dig da, som en Edderkop,
saa du ei længes mere op,
          og Frihed ei mindes,
imens du bindes . .
Spind om dig en Drøm, saa du kan glemme,
at du ei længere er derhjemme,
saa Hjerteknuden,
der binder Guden,
du føler, i din Slummer tam,
          ei trang og stram.
Drøm, du er vorden
først fri og salig imellem Hjorden.
Thi her er Sandhed og Drøm saa lige,
at Begge tilsidst de det Samme sige:
saa prøvet, følehornet Tanke,
der lyster til Himlen (som klæbrig Snegl,
der lyster sig vugge paa Palme-seil)
i Dyb og Mose krøb, hvis ei
Indbildningskraften skjød en Ranke
(som Straaler mod Himlens blanke Speil)
med brede Blade-ving,
der Snegle-tanke i Blomsterring
fletter, og letter paa rette Vei.
Ihøiden det gaaer dog med Sneglen, om
end Ranken ei holder, hvad Roden lover;
men slynger sig løst, hvor det Vinden hover,
saa Sneglen ei altid til Maalet kom;
thi kaade Ranke i Flugten vipper
sit glatte Blad saa det Sneglen slipper,
og flyver saa vidt og saa frit den vil
fra Egemuskel til Palmesmiil,
mens Sneglen dernede i Muld maa lære,
sit Følehorn under Mosen bære.
106Ak drømte saa Abiriel,
og først i Graven saae sig Selv,
          naar Baand og Rust
tilbage føg for Obaddons Pust!
          Men du vil vækkes,
og see dig Selv, og til Vanvid skrækkes.
Se, naar med elskovsrøde Kind
(som udspændt Seil af Cajahels Vind,
der stiger fra Hjertet – o da saa stort,
som Østens vidtslagne Morgenport –
og jager mod Hjernen en sittrende Drøm,
– som Samum, mod Himlen, af Støv en Strøm –
men kaster til Lænden saa varm og mørk
en dalende, syngende Sky af Brynde,
– som surrende Græshoppehær, der gav
en Middagsstund Liv og Lyd til en Ørk,
liig Sukket, der flyer over Grav,
men paa den anden Gravens Side,
med Neslerøg blandet og Liljeduft,
maa henflyde taust i den tause Luft,
som Skum over Skjær ud i Hav maa glide)
. . . Se, naar med elskovsrøde Kind,
(den ydre, gyldne Ramme af
det Qvinde-ideal i Mandens Sind,
Ohebiel ham med fra Himlen gav)
som med en Morgensol han belyser
sin Qvindes nøgne Ynde
(Cajahels Latter bag Rosenslør tynde)
hvor Smiil er Maaner i Midnathaar;
og, naar om Qvindens Barm
          (den tvespændte Karm,
hvorpaa gjennem Menneskeæten han skal
fare tilbage til Himlens Hal)
han blanke Muskler slaaer
(som hvide Jøkler om Dalens Vaar)
og seer – saa nær, at deres Læber
synes et Sommerfuglpar, der klæber
i Parring fast, og Mandens Bryn
beskygger Qvindens favre Syn –
107. . og seer saa dybt i Qvindens Øie,
som om han vilde der blive vaer
          de Himle høie,
          han mindes, jordet etsteds har.
. . Ak han seer – han stirrer – og gyser –
han øiner kun et tosset Dyr:
i Qvindeøiet, som nys ifjerne
en Vaarnat var med Aften og Morgenstjerne,
han seer et Snogepar sammenrullet,
som Hvirvelrøg af Brynde-fyr,
at dække Reden i Øiehullet . .
. . han stirrer og gyser og flyer.
          Ha, hvis han saae
i Qvindens Øie en Aand ham liig,
der blottet paa Smiil-nymfæer laae
og baded’ i Taarer sig:
i saadant Bad steg da Begge ned,
og toede reen deres Kjærlighed.
Ak Himlens Salighed og Jordens Lyst
sig parred’ da i uskyldigt Bryst!
          Saa sluttet og fuld
          som Synskredsens Hjul
          om Sole-axe af Ætherguld
          (Cajahels Karm)
          om Hjertet bøjed’ sig da hans Barm,
          saa udenfore sig selv Han saae
          ei skyvilde Ønsker flagre og slaae . .
          . . Ah, fløi et ud
          med Klage-torden og Suk-storms Fart,
          for foran Graven at finde Gud
          og Aandeviisdom og Saligheden:
          ei langt det fløi:
          det daled’ snart
          i Qvindens Barmhimmel, hvalt og høi,
          og fandt da der
          Cajahel for Gud (Gud i Muld
          for Gud i Himlen af Aander fuld)
          for Salighed
          dog Kjærlighed,
          108i dette Liv, Ebben i hans Evighed,
          paa Bunden dog en Perle Fred,
          for Aandestraaler dog Aandeskjær . .
          . . . O da naar Qvinde og Mand vare Eet,
          ei noget Ønske sig flagred’ træt;
          men tog i Støvet det Mindre viist,
          og gjemte det Bedste i Graven til hist!
For Himlen hisset (thi den de veed
ei tynges af deres Bønner ned)
          de kunde Begge
her mellem Barmene en Himmel lægge,
hvor Qvinde i Mandehjerte saae Aftenglød,
og Manden i Qvindehjerte saa Morgenrød,
saa Mand og Qvinde
omfavnende stedse den sammenbandt:
i Vemodsblik, som i Regnbu-gevandt,
de begges Aander da fløi derinde,
hviskende til hinanden: «af Himlen, som faldt,
i Dig har Gud mig en Skygge malt.»
Ah, snart bli’er den Himmel, hvor Armene ere Lag
af Skyer om Barmenes hvælvede Dag,
af Smaaehjerter fuld, af Huld af deres Huld,
hvor Aander, lige Deres, drømme sødt i Muld,
          til de spænde sig selv
          i Palmely ud
          til Smaaehimlehvælv,
saa Forældrenes Himmel finder Jorderund for snever,
og regner Støv i Graven til denne bliver fuld,
          men Selv, saa viid og let og klar,
          som Himmelen, Messias har,
          meer fuld og riig end før
(thi Ohebiel Abiriel der favne tør)
          den atter sig hæver
fra Drøm til Sandhed, fra Kjærlighed,
          (ak tidt urolig,
en smertebleg Blomst med Suk til Løv,
som ahnede den, at Hjertet af Støv
kun var den en laant og fremmed Bolig!)
. . fra Kjærlighed til Salighed,
109fra korte Suk til en Evighed
          af Fred,
fra Muld til Gud.

Det skee! Det skee!
Abiriel see
i Qvinden sig Selv (en Aand
liig ham i Baand)!
I denne Qvindeskabnings dumme
Blik Han læse ei sin stumme
          Forviisningsdom!
Et Glimt skal vise en Aand der bag,
som kjæmper Abiriels Gjenløsningssag!
Et Aandeglimt i Qvindens Hjerte
Han skimte selv i Hendes Taare!
O denne skal paa Smilets Stengel
i Mandens Tungsindsnat være Kjerte,
saa Han i sit Hjerte Haabet seer
som liden, sløret Lysets Engel,
der ligger og beder ved natsort Baare.
En Aandestraale i Qvindens Smiil
          forraade til
Abiriel, at Han ei gaaer her ene
for evigt, forviist blandt Dyr og Stene!
Han ahner – o Fryd! at, som Han, en Aand
sin Vinge ham rækker i Qvindehaand.
Og stolt, for denne Anden
at overvinde, nu kjæmper Manden:
for Qvindeaandens Liv, som Bytte,
til sine Trin mod Himlen knytte.
O søde Strid, hvor Manden maa kjæmpe
          blot for at vinde
hvert Sorgenssuk fra den svage Qvinde,
for dermed egen Sorg at dæmpe!
Thi Han er seirsglad, naar han veed,
at en Aand ved Ham har sin Fryd og Fred.
O skjønne Strid, hvor Kraften vil
vinde kun den Svages Smiil!
hvor Stolthed (thi Han vil være den Første)
          110maa bruge Taalmod til Skjold
          og Kjærlighed til Fangevold!
O, jeg vil ei efter Seiren tørste;
men gjerne vil Ohebiel tye
ydmyg i Abiriels Lye,
og suge der med Tak sit Liv,
og see i Hans Villie sit Dø! og Bliv!
knæle fra Dig, saalangt som Du
knæler fra Himlen nu;
men, naar Du reiser dig høi og stor,
          som før histhenne,
          da skal Du kjende
          Hvem Aanden var,
der dine Sorger i Støvet bar,
hvis Kjærlighed avled’ et Haab med din,
der krandsed’ vor Grav til en Bryllupsseng, hvor
vi Begge formæle os atter med
          vor Evigheds Fred.
Ha, i din Seir Jeg min vil see,
og Jeg vil juble fra Gravens Tropæ
          mit Sejersraab:
          «Abiriel, haab!»
Salige Mand, hvis du kan finde
en skjønnere Hilsen til din Qvinde!
Du kan ei? O, da forenede vil
vi indbaldyre i Kjærligheds Smiil
vort Mødes-Tegn, vort Seiersraab:
          «Menneske haab!»

Eva. (seende forskrækket imod Himmelen.)
          Lys! Ild!

Messias.
Ohebiel, fra Himlen forsvunden,
har sig til Jorden bunden.
Qvinden fik sin fornuftige Sjel
          i Ohebiel.

Eva. (seende imod Jorden.)
Jord! Mørke!

Adam.
Tys!

Chor af Aander.
Vanvittige Aander! Vee, sig igjen
De kjende ei mere i Himmelen!
De kjende sig Selv ei igjen, og Jorden
er tvende Aanders Gravhøi vorden.

Messias.
Nei, Jorden skal vorde et Altar for Freden
imellem Kraften og Kjærligheden.
Qvinden har sit Offer for
Manden alt begyndt paa Jord.
Ei Hun det ender før Jordens alle
Vugger sammen til Grave falde.

Eva. (seende mod Solen.)
Ah, Lys! Himmel!

Adam.
Tys! . . Mig Selv . ?

Chor af Aander.
Vee, Himlen sjunken ned i Jord!
          Vee, Aandemord!
Abiriel qvalt i Mandens Arm!

Messias.
Kun Qvist af Himlens Kraft
i Muld er sat, men ikke tabt.

Eva (seende sig forbauset om.)
Jeg seer. Jeg er.

Adam.
          Nei, ei mig Selv!

112Chor af Aander.
Vee, Himlen sjunken ned i Jord!
          Vee, Aandemord!
Ohebiel druknet i Qvindens Barm!

Messias.
Kun Knop af Himlens Kjærlighed
i Muld er sat, men ei forliist.
Den blomstrer op med Kraftens Qvist
paa Jorden som en Mand og Qvinde,
og i dens Skygge Fryd og Fred
skal alle Livets Hjerter finde.
Abiriel og Ohebiel særskilte hjemvende;
men Elskoven i Støvet i Førstefødtes Sjel
(og evig gjennem Ætten) forene skal de Tvende,
          saa i hvert Bryst er dølget
          en Abiriel-Ohebiel:
Ja Kraft og Kjærlighed af Cajahels Blot ombølget
          som paa en deilig Øe.
Men Nerverne gynge, Blodstrømmene nynne og synge,
saa Aanden i sit lune Hjerte næsten sover,
til Gravens mullne Skyer, der tystned over,
nedsynke: Aanden da i Himlen vaagen veed
sig stammende fra himmelsk Kraft og Kjærlighed.

Eva.
Tys: Jeg hører! Ah! en Fugl!

Adam.
Ha! Hvem er Du? Ei mig?

Eva.
          Jeg hører,
jeg seer. O, Duft! O Liv! O Alt!

Adam.
Ah Duft! Ha Sang! Se Liv! O Alt!
Du taler som jeg taler Selv.
113Er du min Tales Skygge eller min,
som denne der er Palmens? Se, jeg er
jo skjønnere og lysere end Palmen,
og maa da have Skygge lysere.
Ha, har min Tale Skygge i din Tale,
som Jeg i Dig? Naar Grenen hvifter,
saa flagrer Skyggen. Eja, jeg vil prøve . .

(hvifter med Armene.)
Nei du staaer stille, Skygge. Ak du er
da ei min Skygge. Vel, jeg vil da være
din Skygge, saa, hvorhelst du gaaer, gaaer jeg,
hvorhen Du seer, seer jeg, og selv min Tale
bli’er kun din Tales Skygge eller Gjenlyd
. . O ja, thi se mit Øje, bruunt og mørkt
som Kildens Eeg, kun synes passet til
dit klare Øjes Skygge, blaat som Kilden,
og lys din Tale er, saa jeg forstaaer
den bedre end min egen (thi om den
jeg veed kun, at den kommer fra min Tunge
. . nei, ei fra Tungen først, men først fra Øiet
og Øret, men jeg veed jo ei hvorledes
jeg Alting, hvad jeg seer og hører, taler)
men, naar du taler, lysner flux hvert Ord
et Svar dertil op her hos mig . . Ah, ja,
om kun du smiled’, eller gjorde Mine,
forstod mit Øje det, og lærte Tungen
da flux et Svar . . O, om Du ikkun rørte
mig med en Finger, føler jeg dog med
mit hele Legem, at jeg vilde svare.

(nærmer sig Qvinden.)
Du taler ei? Du hører ei, jeg taler?
Ak, er Du død som Alt? Fang ei dit Øje
med Haanden! O jeg saae, hvor det var skjønt
og glindsende som Duen. Ak, du græder!
O græd ei, ellers maa jeg græde med:
Jeg er din Skygge.

Eva.
          Ah, Jeg der? O . . Du!
114

Adam.
Nu veed jeg, Eet vi ere, skjønne Du!
O skjønnere end mig og Alt!

Eva.
          Ei Eet,
dog ei forskjellige i Meget.

Adam og Eva.
          Ak,
jeg føler dog, at din Forskjel er skjønnest.

Eva.
Saa find en Lyd for Dig, men riig nok til,
ved blot en liden Synken, mig at vise.
Thi Du fra Mig ei skilles mere end
saa langt et Aandedræt fra dette korte.

Adam.
Som «Han» skal være mig, saa Du er «Hun»

Eva.
Ah, ja, den samme Lyd i tvende deelt.
Det ligner os. Ak, smukke Han, hvor kom Du?
Jeg troer, Du voxed’ op af mine Taarer;
thi Dig jeg seer, men dem ei meer paa Græsset.
O, var det saa, jeg frygted’ ei for Intet,
og ei min Graad var spildt. Dog er det sært,
at jeg er i den ene Han saa mæt
og frygtløs, som om tusind Slige laae
i denne Ene . . O, jeg ønsker ei,
ved flere Taarers, fleer Smaaeøines Tab,
mig sanke Fleer end denne ene Han.

Adam.
Hvad taler Du?

Eva.
          Se, nys jeg frygted’, græd,
og, mens jeg græd, jeg fandt Dig. Nu ei meer
jeg skjælver under dette Alt, som stormer
115paa Øjet ind, og dette Altings Lyd,
som strømmed ind i Øret, saa jeg vidste
ei om jeg frydes skulde eller frygte,
men Øjet brast – saa syntes mig, endskjøndt
det vist er nu som Solen fuldt og klart –
da Barmen blev for fuld! Men nu, da Du
er her, jeg veed, at Alt er skjønt og kommet
som Løfter foran Dig, thi deraf kom
den Storm af Syn og Lyd, da Fugl og Træ
fortælle vilde først: nu kommer Han.
Ah, Du er kommen, men hvor kom Du?

Adam.
Ja, mon af Solen eller disse Stene?
af Marken, saa jeg er den bedste Blomst?
Jeg veed ei.

Eva.
          Ah, hvor høit du taler! O
tal meget! Øret kildres ned til Barmen,
saa den maa lee. Vist har du tæmmet i
din Mund en Storm, der sig forviklede
i Krattet?

Adam.
          Først – det veed jeg – vaagned’ Øiet
af Ørets Latter (thi deri Alting loe,
idet Det kiged’ mig i Øjet ind.)
Men – se, som du, jeg svimled’, da jeg vaagned’,
som om Jeg ei fandt Rum i denne Pande.
Thi frem ifra mit Dyb i Barmen
et Stort, Uhyre, Livsvarmt, Sittrende
– o som en Sky, saa vid som hele Himlen,
ja videre, thi den Det vilde sluge –
sig trængte voldsomt opad mod mit Øre,
mod Øjet, Næsen, ud i hele Huden,
for sig i Rummet sprede, at Det kunde
opsluge Alt, som i Uordens Fylde
indstormede paa mig. Mit Øie syntes,
for Sol og Himmel, Dyr og Blomster og
116mig Selv at see paaeengang, mig for lidet;
for trangt mit Øre, for at fange heel
den Lydstrøm, som fra alle Sider bruste.
Jeg svimled’, da jeg hørte, men ei skilned’;
thi Lyden var saa ny, at jeg med Skræk
den hørte, vidste ikke hvad var Vellyd.
Mit Øje sortned’, da det Vrimlen saae,
men mægted’ ei at skilne, saa jeg vidste
ei om jeg skulde frygte eller frydes.
Jeg turde ei omfavne Palmen, skjøndt
mit Øie saae den skjøn; thi Øret frygted’
en Brusen i dens brede Blade. Alt
mig syntes da for snevert inden mig,
men Alt for vidt derudenfore . .

Eva.
          . . Ak.!

Adam.
Dog sandsed’ jeg mit Liv; men, i den Storm
af Billeder og Lyd, kun som en Qvist,
der bølges hid og hid, saa nær den brister.
Og, skjøndt jeg saae med Frygt, og hørte
med Skjælven, følte Luften paa mit Bryst
med sitrende Latter, og omfavned’ angst
og glad mig Selv, for ei at falde, skilned’
jeg dog, at jeg skjalv imellem Sol og Jord
og Lys og Mørke, mellem Ild og Kulde:
saa Selv – der kom en Vished fra mit Indre,
der skjød sig som et Glimt ifra det Dunkle
og Varme, Store, der i Brystet bølged’,
og vilde sluge Alt igjennem Øjet
og Øret, Skyen naae med Fingerspidsen,
saa, naar Det fyldtes, ud det svulned’, saa
jeg syntes at det vilde sprænge Panden –
saa, midt i denne bølgende Forvirring,
midt i min egen Angst og Fryd og Latterskjælven,
jeg sandsed’ dog mit Liv, og syntes da,
at Selv jeg maatte være Klump af Muld,
der havde drukket op en Solens Straale,
117og varm da over al den anden Muld
opreist sig.

Eva.
          O, som jeg! Hvor Alt er ligt!

Adam.
Det syntes mig, som om igjennem Øjet
Solstraalen havde skudt sig ind i Brystet
(thi saae jeg ei? og, hvor jeg saae, blev lyst?)
og flød saa derfra gjennem Arm og Haand.
Thi Haanden løfted’ sig, og holdt for Øjet,
som om den vilde skille ad fra Solen
dens Straale, og den der begrave . . Ak,
den sank da ned i Brystet sitrende.
Føl her den banker, som om den vil ud!

Eva. (holder Haanden paa hans Hjerte.)
Ja, ligt med mig. Den svulmer som hos mig.
Føl . . Ak, den gode Sol! Jeg fik en Straale,
som din saa lys og stærk . . o stærkere:
Se, hvor i Bugter den mit Bryst har udspændt!

Adam. (holder Haanden paa hendes Hjerte.)
Ja, (gode Sol!) Du har en Livsens Straale,
saa varm som min, saa lys, thi Endens Funklen
(som Slangens Svands, der stikker op af Mulden)
jeg i dit Øje seer. O, Sol, din Straale,
som nylig vilde sprænge mig i Rummet,
da Alting stormed’ ind, saa jeg ei aanded’,
er bleven mild, og svulmer ikke mere,
for atter vende om til dig og lade
mig øde her tilbage i min Muld,
foruden Lys og denne Brystets Aande,
som er dens milde Røg . . .
Men – o jeg veed ei – sagte synes den
at sitre nedad for at tvinge Foden
til hen mod Dig at flye, at bulne ud
i Bryst og Arme, saa de brede sig,
118som Straaler, for at favne Dig og flye
ind i din Barm, for der at smelte sammen
med Straalen, som den gode Sol Dig gav.

(vil omfavne hende, men flyer tilbage.)
Ah, hvis jeg misted’ den, var Jeg jo Muld,
og øde, mens Du fik et dobbelt Liv.
Jeg sortned’, naar dens Lys blev borte . . O,
jeg kjæmped’ nylig med den jo, at ei
den skulde flye til Solen, der jo var
det Skjønneste, jeg saae . . ja flye den vilde
mod hver en Blomst paa Himmelen og Jorden,
mod hvert et favert Liv, saa efter Slangen,
der som en Regnbue bøjed’ sig omkring
den lille Roses Sol, jeg greb med Fryd . .
. . O, ad saamange Veie flye den vilde,
at jeg af Angst og Fryd tvang Øjet (der
jo evigt vilde stirre) til at lukke
sig inde i sit gamle Mørke; men
da saae jeg Sol og Blomst og Slange og
det hele Liv, som nys jeg havde seet
og følt og hørt derudenfor, at bølge
som Regnbue, af Blade, Dyr og Skyer flettet,
herindenfore Øjet. Se, jeg syntes,
at Bjerget hist, som nys jeg havde seet
udaande Ild og Røg hist langt i Fjernet,
nu indenfor min Pande svulmed op
med al sin Ild: saa nær jeg saae det, at
jeg kunde gribe det; dog var det Intet.
Mit Bryst ei rummede min Angst, og Panden
nær sprængtes af den Hvirvl af Syner, saa
at Vand kom i mit Øje. Ei jeg voved’
at aabne Øjet, at ei flere Syner
indstrømme skulde; dog jeg maatte høre,
at vildt de brused udenfore. O,
jeg nær var brusten; thi jeg troede, at
den hele Bladerasl og Sang og Bjerget,
der svulmed’ Alt herindenfore Øjet
(hvor Straalen tvang mig til at see) var Skrig
fra Jorden, der mig vred forfulgte, og
119gjenfordrede, fordi det Lys og Liv,
jeg fik fra Solen, hæved’ mig fra Mulden,
og gjorde mig mere Solen liig end Jorden.
Jeg troede, at jeg kjæmpede med Jorden,
og fandt et Forsvar i mit Øjelaag,
saa den ei overvælded’ mig med Syner,
hvis Farver syntes mig var Jordens Vrede.
Da Alt fra-uden vilde knuse mig,
og Alt, jeg saae, ved Straalens Lys, bag Øjet,
mig vilde sprænge her fra-inden: da
af Livsensstraalen, skjøndt den qvaltes nær
(saa Brystet banked’ dobbelt af dens Slag)
af Synerne, som trængte ind for hvergang
jeg maatte aabne Øjet for en Taare,
jeg fik min Frelse. Thi den trængte sig
igjennem al min Angest, op mod Læben
og toned – ha, det Under! – ud i Luften
lidt efter lidt fra Tungen, og om Alt
jeg talte da; og – o et større Under! –
(som om kun Livsenslysets Overflod
gik bort, men selv det fløi ei bort i Talen)
Alt hvad jeg nævned’ kom i Orden flux,
som om af Talen Alting blev belyst,
som om de Syner, der nys trængte mig,
for Tungens Klang flux fløi til deres Sted,
som om jeg ved min Tunge Alt behersked’.
Thi samme Øjeblik, jeg sagde:
«Lys! Luft! Jord! Mørke! Ild! Lys! Ild!»
da standsed’ Ild og Lys og Luft heroven,
og Jord og Mørke sank herneden og
krøb ind i Skoven: og jeg, da jeg saae
mig Selv imidten rolig, raabte høit,
som forat undertvinge alt det Mindre:
«Jeg seer. Jeg er»!
          Hør, da jeg dette sagde,
og hørte Selv, jeg sagde det: saa vidste
jeg, at jeg var, saa vist som Solen var,
thi Begge saae jeg; og jeg vidste da,
at Livsensstraalen, som jeg fik fra Solen,
120og som betvang nu Alt, var den, som kaldte
sig Selv nu: Jeg.

Eva.
O, ligt mit Liv!

Adam.
Da Alt jeg havde mønstret med mit Øje,
og ordnet Alting med min Tale – ha,
mit Bud! thi Alting lystred hvad jeg talte . . .
– Thi Alting vidste jeg, var saa isandhed,
som jeg det saae og nævnte, saa jeg turde
om Dalen sige, at den knæled, og
om Bjerget, at det stod, at Sletten laae,
at Træet taug, saa ikke denne Solsort
(saa hedde den til Spot paa Solen!) var
dets Tunge, som jeg nylig maatte troe –
. . Da Alt jeg mønstred nu og ordned’ – Ha,
da syntes mig, at noget Andet end
min Tunge i mig talte høit, saa høit,
at «Tys» jeg raabte «Tys! jeg hører . . ha»!
Og dog jeg hørte ei med Øret Noget,
hvis, som mig syntes, Øret ikke var
vendt indad; thi jeg hørte Noget der . .
– ak uforklarligt: hørte uden Lyd!
Som Tale lød det ei; dog var der Ord,
men uden Lyd, som om jeg kunde blæse
en Række Ord i Sandet, saa jeg saae dem.
Dog vidste jeg forvist, at vel jeg kunde
med Læben nævne nogle af de Ord,
som taltes i mit Indre. Ah, jeg mindes
end nogle, som blandt mange dunkle lød:
som, da jeg saae en Løve med Løvinden,
og Skoven fuld af Palmer, mens jeg stod
paa Sletten ene: nævntes hos mig Selv
«Selskab» «Ensomhed» og «Skabning» «Væsen».
Og denne Tale i mig Selv jeg kaldte
ei «Ord» men «Tanke» og «Begreb» fordi
jeg vidste mere da end, at jeg saae,
thi ogsaa Hvad jeg saae. Og det, som lærte
121mig ved en saadan taus og indre Tale,
jeg kaldte: «Aand».

Eva.
          Saa klart hos mig har Aanden
ei talt, men Hvad den talte «Følelser»
jeg kalder. O de ligned’ Kilderisl.

Adam.
Men Aandens Tanketale – skjøndt det fryded
mig høit, herinden i mig at besidde
en Stemme, som jeg kunde tale med
om Alt Besynderligt derudenfor –
forskrækked’ mig, da ei jeg mægted høre
og svare paa dens Strøm af Spørgsmaal, der
sig heftede til hvert et Blad, som for
at suge ud den Kraft, der skjød sig ud
i slige Fryndser og Farver. O de føg,
blot paa en liden Blomst jeg saae i Græsset,
i vilde Rigdom, som hist Fjeldets Funker,
som op af Blomstens lille Bæger, mens
jeg stirred’ deri. Dog de svømmed kun
som tom Røg ovenover, saa den Bund,
jeg søgte, ei jeg fandt; ja, selv et Sandkorn,
som glimred’ da jeg tog det op i Haanden,
blev, mens jeg stirred paa det (skjøndt saa lidet)
dog dunkelt og uhyre som en Sky,
hvori mit Øje sank som enkelt Regndraabe.
Jeg syntes, at den vilde Aandetale,
at Tankerne, som mylred’ over Alt,
og vilde krybe selv i Stenen ind,
og see dens Aarer klart som Træets Qviste,
i Jordens Dybder rode, Himlen kløve,
tilsammenknyttede sig i mit Hoved
(som var det mørkeste Dyb at kige i)
og brast da som en stor, uhyre Taare,
der atter delte sig i tvende mindre,
foruden at jeg vidste, hvi jeg græd.
Da alle Tanker, Alt hvad før jeg vidste,
mit hele Liv, mig syntes flyde hen
122ud i et skygraat, ubegrændset Hav,
som – skjøndt det burde være navnløst – Aanden
mig lærte kalde: «Sorg». O Sorg,
du graa og farveløse Flaggermuus,
der flyver søvnig mellem Liv og Død,
selv hverken Liv eller Død! Intet elskende,
selv hadende den Graad, som nærer dig,
og Følelsen af Liv, som fødte dig,
du fik et Navn – jeg veed du er paa Jorden!
Og denne Vished, at du er mig nær,
ja maaskee svulmer under mine Smiil,
har gjort mig angest for min egen Fryd,
saa Suk jeg lytter efter i min Latter,
og søger Taarer mellem mine Smiil
. . o blegnet selv mit Øje, saa jeg synes,
at Liv og Himmel straaler ei som før,
at Fuglens Sang ei lyder høit som før,
at Rosens Morgen sank, og Hyacinthen
blev bruun istedetfor – saa synes mig –
den før var hvid . . o, Sorg, din første Aande
forgiftet har min Fryd, saa ei den er
saa gjennemsigtig, lys og let som før,
da Palmens Glands den bar, naar jeg saae Palmen,
Tulipens Ild, naar jeg Tulipen saae,
Violens Blaa, naar jeg Violen saae,
med Lattergysen og en dunkel Sødhed
den mørke Skovhals Raslen efterligned’,
men skiftede til Solens Lys og Varme
naar jeg paa Solen saae, min Fryd dens Liv
og Straaler efterlignede med Jubel.
O, se, mit Øje syntes mig da være
en hulet Regnbue, hvorigjennem jeg
paa Alting saae – saa skjønt, at Skyen syntes
at være Blomsterengen nedadvendt.
Men Alt, som om det sørged’, visned’ nu,
da Aanden talte saa forvirret, og
til Sorg omsmelted’ sine Tanker, som
om de i Fødslen vare altfor bløde
og maatte flyde sammen. Snart den talte
123imod mit Øje . . o som om den vilde
indbilde mig, at Hvad jeg saae var Intet;
snart sagde den om Himlen, den var aaben,
skjøndt klart jeg øined, den var lukt med Solen:
at Mange, Mange, som paa Engen Blomster,
mig Lige, der i Himlen græd for mig,
saa nær jeg syntes som jeg hørte Klager,
skjøndt, naar jeg saae den, var dens Skyer Smiil,
og Vinden loe kun, Solens Blik var aabent.
. . O, jeg tilsidst ei vidste Hvad jeg saae.
Dog vidste jeg, jeg leved i min Sorg.
Thi af sig Selv et Vindpust reiste sig
(og dette Vindpust kaldte Aanden «Angest»)
fra Barmens Bund, som syntes fuld og klemt;
og, forat give Sorgens dunkle Øde
et Afløb, og at prøve om ei Angstens
den kolde Vind igjennem Læben kunde
en Udvei finde, for at høre om
jeg leved end, og dette Dyb af Tanker,
hvis vilde Brusen ei jeg mægted’ styre
(thi, som jeg sagde, hefted’ de sig fast
ved Sandet, røg saa ud derfra mod Skyen,
krøb under Slangens Bug, og steg saa lige
– o snarere end Ørnen – op i Himlen,
og vilde, af umættelig Videlyst,
see Stenens Tyngde, høre Stormens Kilde,)
. . for disse vilde Tanker skræmme bort
og mætte dem med Noget, som var sandt:
med Lyden, aabned’ jeg min Mund og talte,
og, som om jeg var glad og frygtløs, raabte:
«Syng, syng, Fugl! Drossel! Ha Liv! Alt!»
Men Aanden denne falske Fryd beloe:
det var som om jeg Selv var tvedeelt, saa
den ene Deel af Mig beloe den anden Deel,
fordi den Kjækhed sveeg sig til og Fryd,
som om det Raab gjenklang i hver en Aare:
du er dog angst og sorgfuld trods din Jubel!
Og, se, med denne sorrigfulde Sandhed,
som tørrede med Rødmen mine Taarer
124holdt Himlen selv; thi ikke saadan Solsort
den sendte, som jeg bad om i mit Raab
(en, som til maanegyldne Nebbets Klang
i Kroens midnatsorte Dyb faaer Gjenlyd,
som om det indeni var Stjerne-sølv)
men flux en rædsom Fugl, som Natten sort,
med udspændt, blodrød Kroe og gule Striber,
med brede Vinger, som . . ak ei jeg vidste
om det var Vinger eller Skyer . . Ha,
hvis ei jeg havde seet, at den fløi
med Vredes-klapren op fra Himlens Ende,
jeg maatte tænkt – saa tung og sort den var –
at den min Sorg var, som sig lettede
mod Himlen fra mit Bryst, som nu blev øde.
Thi i det Øjeblik der laae ei selv
et Mindebilled af det Liv jeg saae;
men aabent stod det da og lytted’ til
sit eget Øde og Uhyrets Fylde
og tunge Flugt, som om dets Vingeklap
min Angest var, der steg mod Himlen.

Eva.
          . . Ak .!

Adam.
Thi nu jeg var ei angst, men tom som Stenen,
og did, til Muld tilbage, jeg mig ønsked’.
Da, som med Brag den daled’ paa mit Hoved,
og qvalte, i sin Nærmen, selve Luften,
da tænkte jeg med Smiger den at sone,
og raabte til den, skjøndt dens Sang var fæl,
saa selv de døde Stene skjalv, og Træet
med Bladet hang, som om det var dets Øre . .
. . da raabte jeg, som med min sidste Aande:
          «Ha, tordn! en Sang! Lystig»!
Men, ei forsonet, Nebbet, guult som Droslens,
men fuldt af Vrede, den, med rædsom Hvisl,
udstrakte da fra Himlen ned i Jorden.
Da, for mit Liv at frelse,
125den Aand, som talte i mig, lærte mig
med skjult Spot, at raabe ud med Løgn:
«O Lyn! Lyn! Ah smukt! En Blomst i Skyen!»
Men atter Dødens Fugl, som vakt ved Raabet,
sit Neb udrakte . . se, og greb for mig
den Bananas jeg favned’. Ak, jeg gav
et Suk, det sidste før jeg saae dig her.
Thi, da jeg vaagned’, var min Rædsel borte
og Jorden mild og Himlen blaa og klar,
og du stod her, min levende Fryd!
Se dette er mit Liv! Hvorfra jeg kom
jeg veed ei – kun, at jeg til Fryd er kommen.

Eva.
Ah ja som Jeg. Dog troer jeg, du er kommen
mest til min Fryd.

Adam.
          Jeg veed, du er min Fryd.
Thi, nu jeg favner dig, jeg bunden er
til Livets Hjerte. Alting jeg forstaaer;
thi med din Skjønhed maaler jeg det Skjønne
og Hæslige; og, med din Stemme, Vellyd
og Mislyd, saa at hver en Stemme, som
ei synes som en Efterklang af din
kun Rædsel er. Og, som i Takten med
dit Hjertes Slag, min Aand, som nylig fyldte
min snevre Tinding til den næsten sprængtes
med Tanker, der fra Blomstfrø kunde voxe
til Himmelvidde, taler viist og rolig,
og kjæmper ikke meer med mine Sandser,
men seer nu Alt igjennem dine Øine,
saa Hvad der fryder dig maa fryde mig.
Og Tankerne, de tause Ord, den paa
min Pandes Indre malte, staae nu klare:
saa Tanken «Skabning» som mig syntes da
kun som en Synernes vilde Forvikling
(hvor Dyr i dette Vildnis vare Knoppe,
og Fugle Blade, Slanger Qviste, Blomster
126og Træer kun Mos af altformegen Fedme)
der voxed’ op det Ene af det Andet,
jeg nu begriber, er hver enkelt Deel
af dette Alt, af samme Dyb udrunden,
at Jeg og Du af alle Skabninger
de Bedste ere . .

Eva.
          Liv! Ja Du den Bedste!
Jeg veed dog vist, jeg blive maa den Næste.

Adam.
Nu veed jeg klart, at Tanken «Ensomhed»
der syntes mig kun som en dunkel Hule,
er hele denne Jord, naar du var borte.
O, skjøndt saa vid – se, større jo end Solen!
se hele denne Dal, der toer i Søen
sit Skjønhedsbilled, Sletten indtil Skoven,
og Skoven, Skyens Vugge, reist mod Bjerget,
der blaaner fjernt som Luftens fulde Kilde! –
jeg synes . . o hver Aare reiser sig
saa høit, som om den vilde splitte sig
i andre Ti; dog blive heel som før .!
. . at Jeg i Dig har Dalen med dens Søe
og Sletten, Skoven, og de fjerne Fjelde,
af Væsener fuld som Jeg og Du.

Eva.
Jeg stirrer i dit Øje, og jeg seer
en Himmel fuld af dine Øjne . . O,
de synke gjennem mine ned i Skjødet,
og vælde ud af Barmen saa i Slag,
og ud i disse Ord fra Munden. . . Ah .!

Adam. (de omfavne hinanden stadigen.)
Jeg hører begge dine Bryster tale.

Eva.
Ak, Dine svare . . Tys!

127Adam.
          O, dobbelt Liv!

Eva.
Ah, fulde Liv! mit Skjød og Barm nu synes
at være Himlen, der i Stjerner brister.

Adam.
Mit Blod mig synes rigt nok til at sprudle
Liv i hvert Sandkorn over Jorden, saa
de bleve Hoveder som mit.

Eva.
          Hvi lærte
du mig din Ensomheds-tanke? Vee mig,
var du ei her, saa var jeg øde – o
som om der var en Flod, der fandt ei Havet,
men, som et spidset Horn, randt ud i Sandet,
liig hovedløse Orm! Hvem standsed’ da,
og løste op i søde, milde Taager
mit Blods Zitren? Ei den lodne Løve!
ei Luftens Bundfald her i dette store,
bekrandste, himmellukte Livsens Bæger,
den kolde brusende Bølge!

Adam.
          Dobbelt Liv!
Jeg er ei ene. Jeg er Mand, og Du
Mandinde.

Eva.
          Ja Mandinde! O hvor skjønt!
Jeg elske vil mit Navn, fordi at Mand
(som da Du skabte Navnet «Hun» af «Han»)
er Kjernen deri, som det Bedste Du
er i det Ene, som vi Tvende danne nu.

Adam.
Om Havet fra sin Afgrund reiste sig
saa høit som Stormen for at sluge dig,
Mandinden, Landets bedste Grøde: saae du,
128at disse Arme bedre Bolværk var
end dette Forbjerg, om du ene stod
paa himmelhøie Strand og kunde see
paa Havets Fræsen ned og Stormsky-flod.
Ha, hvi er Mandens Arme stærke skabte
undtagen for at vogte sin Mandinde,
sin Fryds Sødme, sit Livs Rødme?

Eva.
Ah, se min Barm er sammenslagne Arme
der favne om mit Liv: hvi skabtes da
mit Armepar undtagen for at favne
min Mand, mit andet Liv, som jeg kan see?

Adam.
O fast! o fast! – Vee, hvis jeg tabte . .!

Eva.
Du er som jeg mig tænker Selv forskjønnet.
Din Livsvarme (thi jeg varmer mig ved dig)
som Flammen blusser om min Glød. O, naar
jeg i dit Øje seer, mit Blik maa funkle,
som om du gav det Straaler. O det er
som om jeg i en Afgrund sank af Ild,
og aanded’ dog. Hvor sært, jeg frydes meer
i Mandens Fryd end i min egen?

Adam.
          Vee,
hvis jeg ei favned med min Arm dig fast,
og du blev tabt: en Deel af mig da brast.
Thi du er Been af mine Been og Kjød
udaf mit Kjød, i samme Form og Leje
i Jorden dannet. Jeg som Førstefød
er kun dit Prøvestykke. Dette siger
din Skjønhed rødmende, som om den blues
fordi den er for skjøn.

Eva.
          Ak, Solen turde
(for af saamange Mænds Blik ei fordunkles)
129ei danne Fleer end Een af slige Mænd
i Jordens varme Skjød; men Hvad der blev
af Frugtbarhed igjen i Formen danned’
Den ud i Løver, Hingste og i Ørne
og alle Markens Dyr, til af det Sidste
den lille Kolibri blev skabt. Og nu
se Manden, rustet med sin Kraft, alene!

Adam.
O een Mandinde formed Solen kun
(for ei at see sin Morgensky at blegne)
men Hvad der levnedes af Frugtbarhed
i Hendes Form i Jordens milde Skjød,
Den danned’ ud i Luftens vingede Blomster,
en Sommerfugle-hær, og sidste Rest
blev Jordens Blomster. Og jeg skuer nu
Mandinden, pyntet med sin Skjønhed, ene.

Eva.
O Livsvarme! min Barm mig synes lunken Muld:
o som en Jord af Dug og Blomster fuld!
Men hver en Draabe et Mandens Øje er,
et Menneskehoved hver en Blomme der,
en Skulder hvert et Blad, hver Knop en Barm,
og hver en Qvist mig synes Mandens Arm.

Adam.
O Livsvarme! min Lænd mig synes som en Ring
af dalende, zitrende, bugnende, varme Skyer,
som Himlen, der maa briste med Velsignelse,
som med en lunken Regn.

Eva.
          O vi har Fryd
for mange Liv som os! Vee, vi er’ ene
med al vor Overflod! O, skjød sig Liv
ifra Mandindens Muld mod Mandens Himmel,
naar dens Velsignelses Aande varmed’ hiin!
De skyde sig igjennem denne Taage
af søde Suk, der, lysnet kun af Kys,
130er eneste Hud imellem vore Hjerter,
imellem dit, min Sol, og mit, din Jord!
Thi – o jeg føler, som mit hele Legem
er Jorden liig, saa er mit Hjerte deri
den Form og Lejet ligt i Jordens Skjød,
hvori af Solen Mennesket blev dannet.
Af denne Elskovsdamp fra vore Aarer,
den flyde sammen til en Livsensstrøm,
en Regnbue snoer sig mellem vore Hjerter
af Liv som mig, af Liv i Liv iflettet
af Øjne blaae, af Lokker gule, saa
de blege Panden, som de skinne paa . .
. . Jeg ahner, Det Mandinden er forjettet.

Messias.
Mandindens Ahnelse (o Cajahel,
en Guddom hylles atter i dit Mulm!)
er hiin Ohebiels Spaadom om den Elskov,
der lindrer støvbedækte Aanders Smerte:
          «For Himlen hist de kunde Begge
her mellem Barmene en Himmel lægge.
Og snart bli’er den Himmel, hvor Armene ere Lag
af Skyer om Barmenes hvælvede Dag,
af Smaaehjerter fuld, af Huld af deres Huld,
hvor Aander, lige deres, drømme sødt i Muld.»

Eva.
Todobblet er min Fryd!
Thi se, du søde Eng, se her min Dreng!
– O dine Blommer høine sig med Flammeøine
høit nok for at kige og see
det lille Mandens Billed ligge
          ved Moderbarm og lee!
131Todobblet er min Fryd!
Thi, høie Himmelhvælv, se Manden selv!
Og Bjergenes Plataner, Dalenes Bananer,
ludende i Fjernet I har
jo seet (som hver en Himlens Stjerne)
          hvor liig han er sin Fa’r?

Todobblet er min Fryd!
Thi, se, en Dreng jeg har og Drengens Fa’r;
og Qvinden nu er vorden riig som Alt paa Jorden!
Tør du spotte Qvinden nu, Hind?
Din kronte Kalv omkaps med Vinden
          skal bære Drengen min.

Todobblet er min Elskov!
I Barnets søde Smiil jeg engang til
maa elske Den, som signer Qvinden, saa hun ligner
Nattens melkestjernede Barm:
O tæt som Stjerner Qvinden gjerne
          vil vugge Børn paa Arm!

Todobblet er min Elskov!
Ak, er mit Hjertes Sjel, som før, saa heel?
Thi, sært, at nu iblunde Løven røve kunde
Manden, mens jeg sover – jeg troer?
Men sov, mit Barn, ved Hjertet! over
          dig vaager vist din Mo’r.

Adam.
Hjælp! O.!

Eva.
Mit Barn! mit Barn!

Adam.
          O Qvinden døer!

132Eva.
Nu veed jeg, hvi min Elskov (før saa tryg)
da den til Barnet delte sig, blev Angest.

Adam. (hoverende over Løvens Aadsel.)
Ha, Løven død for Manden!
          Hvor er Løvens Tand?
          O en Leeg, som Stenen,
glattet rund paa Stranden
          af det stride Vand.
          Tungen, nys saa hvas og rød,
          som det Lyn, der Skyen brød,
hænger som fra Grenen
          mygt og blegt et Blad.

Skjælv, flammemalte Tiger!
          Se, for Manden, liig
          knaset Græskar, ligger
Den, som i dit Rede
          kunde knuse dig!
          Bærer Manden Løvens Hud,
          snart da kan han slukke ud
med sin Kølles Vrede
          hede Tiger-brand.

(ifører sig Løvens Hud.)
Knæl, Elephant, i Støvet!
          Store Qvælerorm,
          dine vide Bugter
som en Taage kløves
          af min Kølle-storm.
          Seer dog, Mand i Løvehud
          bleven er Allivsens Gud!
Skjælver, Dyr, i Flugten!
          Mit er Eders Blod!

(gjennemborer Løven med en Steen.)
133Du vilde Bøffel-pande
          er ei Løve-bryst:
          Hornet maa du stikke
(det skal du faae sande!)
          ned i Mulden tyst.
          Seer dog, Mand i Løvehud
          bleven er Allivsens Gud!
Mandens Sværd skal drikke
          Panther-hjertet ud!

(svinger Køllen.)
Se Mandens Kølle stærkest
          Klo og Slangebugt!
          Den i Blod af Løven
har for Livet mærket
          Skræk og Død og Flugt.
          Seer dog, Mand i Løvehud
          bleven er Allivsens Gud:
Horn og Tand er sløve –

(hviner med sit Flint-sværd.)
Hviin! – mod Mandens Sværd!

Eva.
Ak, Manden, Løvens Herre, skjælver .!

Adam.
          Vee
os! . . Himlens Vrede . .

Eva.
          Frels mit Barn! ak Sol,
o frels mit Barn! Vee døer du Selv . ?

Adam.
          Den sorte,
vredladne Sky, der engang qvælte mig,
da førstegang den, som en doven Fugl,
fløi over mig; og, som med ildrødt Neb,
i Skoven ledte efter Adams Hjerte,
har slugt den, og vil sluge os.

134Eva.
          Hvor finder
mit Barn et Skjul?

Adam.
          I Løvens Hule jo
tør Mandens Styrke lægge trygt sit Barn?

Eva.
Se Fuglen har et Rede, men mit Barn
har intet andet Ly end denne Barm.

Adam.
Vi tør ei flye til Løvens Hule; men
her, hvor vi staae, vi knæle ned og dække
med Støvet vore Hoveder! Thi hvad skjuler
og redder os for Himlen? Himlens Vrede
kan knuse Den, som knuste Løven.

Eva.
Knus ei mit Barn!

Adam.
Knus ei Mandinden!

Eva.
Jeg give vil det Bedste, kun ei Drengen.

Adam.
Jeg give vil det Bedste, kun ei Qvinden.

Eva.
Fortørner Jeg da Himlen? Maanen kommer
frem, skjøndt det skulde være Dag, indhyllet
i Nat, og smelter Stjernerne til Lyn,
for – vee mig! vil du Barnet røve bort
fordi du ikke frugtbar er som Qvinden?
Se, var en Andens Barn, jeg haded det:
Men Dette er min egen søde Smerte,
og Mandens halve Liv, og denne Pryd
– saa arm er jeg – maae begge Bryster dele.

135Adam.
Fortørner Jeg da Himlen, siden Solen
sig skjuler i sin mørke Galde? Ha
– fordi jeg Løven slog, og gav den ei,
der saae min Sejer, af mit Bytte?

Eva.
Se, gode Maane, for mit Barn jeg giver
Dig Skovens bedste Frugter og fra Engen
de skjønneste Blomster! Snart en Natravn skal
til Dig med deres Vellugt flyve!

Adam.
          Se
Du store Sol, for mit og Qvindens Liv
jeg giver Dig den stærke Ørknens Løve
og Slettens Tyr, liig en omstyrtet Nat!

Eva. (har reist et Altar, hvorpaa hun lægger Frugter og Blomster.)
Himmelske, hellige Maane! Du, som forsoner
          selv Nattens Mørke med Dagens Lys,
          saa Nattergalens Toner
          besynge deres Fred,
          mens Selv du, en Taare lignende,
          vemodig feirer din Seir . .
. . Du i din Ensomhed Alt Velsignende,
          o skulde Du ei røres ved
          en Moders bange Gys?

Himmelens drømmende Smiil, du flygter? men skinner
          dog sidst paa Altret, jeg her dig gav.
          Se der en Mo’r du finder
          iknæ, med Graad paa Kind!
Med Dugøine blege, smilende
          Smaaeblommer see paa Dig;
klarere Øine har Barnet, hvilende
ved Moderbarm, naar Maanens Skin
har tørret Taaren af.

136Adam. (lægger Løven og en Tyr paa et Altar.)
Sol, Dagens Hjerte, Dybets Blod,
der spænder dine Aarer fra Skyens Fugl til Muldens
                    Rod,
          Du Livsens Straaleflod
(Ha, se i den er Ørn i Sky Sprudlesly,
Elephant og Løven Vover, som med Bragen rulle over,
Mennesket det hvide Rav, skummende høiest paa
                    Livsens Hav,
          hvor alle Hjerter ere lunkne
          Draaber ned i Dybet sjunkne!)
. . Sol, Himlens Hoved, se Jordens Hoved,
          se Manden, Løvens Herre, selv
          (liig usel Myre, der slæber Alt
          til Tuen, skjøndt selv den af Hunger er qvalt)
          sig til dit Altar bandt som Træl!

Se, Manden til dit Altar drog,
(thi nu, som Ørknens Løve, vil Manden æde hvad
                    han slog)
          det Bytte som han tog!
Naar, Sol, du lugter Ofrets Røg, blaa og sød,
lægger du din Tordenkølle ned i Havets dybe Bølge,
saa sig Manden reise tør atter op saa høi som før.
          Se, Ofrets milde Vellugtskyer
          følge Dig hvorhen du flyer!
Sol, stedse i Offerrøg skal du dale!
          Den Aftenrødme, Du aander ud,
          Du blande skal (som et naadigt Svar
          før Jorden sit Soningssuk udaandet har)
          med Offerdamp, Du Mandens Gud!

Eva.
Ofrer du til Solen Blod,
          Dagens varme Dug:
Jeg vil bringe Maanen Dug,
          Nattens svale Blod.

137Adam.
Mæt af Ofrets søde Damp
          svulmer Himlens Bug:
Tordnen gaaer ei meer saa lavt
          der hvor Altret stod.

Eva.
Disse Æblers Aftenrødt,
          disse Liljers Duft
mætter Maanen, saa den snart
          straaler fuld og hvid.

Adam. (Solen synker.)
Se, mit Offer Solen fandt
          gjennem Sky og Luft!
Bjergets Palmers Aftensuk
          lokker den nu did.
Se (som Qvinden favner mig
          under Palme-tag,
naar, af gyldne Frugter krum,
          jeg til hende gaaer)
. . Se, saa over Solen hist
          smukke Sommerdag
bløde, røde Skyers Arm
          huldt isammen slaaer.

Eva. (Maanen stiger.)
Se, mit Offer Maanen fandt
          gjennem Skyers Dyb!
Se hun triner stille frem,
          vogter Sol og Kryb!
Taus hun lægger søvnig Jord
          til sit fulde Bryst,
saa den vaagner ikke, men
          dier det saa tyst.
Rosen slukker ei sit Blus
          ud i Maane-nat;
men den folder endnu halvt
          ud sin Purpurskat.
138Seer du ei, at Dybets Fisk,
          Jordens søde Grøde
lever ikke ene af
          Sol og Morgenrøde?
Se, de faae af Maanen jo,
          naar den skinner fuld,
af dens stille Straalemelk
          Fylde, Duft og Huld!
Hvergang Du dit Armepar
          over Jorden strækker,
førend du dit Moderbryst
          hele Livet rækker:
hvergang Armene du slaaer
          om din Barm, saa vid
som om du til Diebørn
          samled Stjerner did:
(thi de flye mit Øie jo,
          naar du straaler klar):
da skal Qvinden række Dig
          Blomster-offerkar;
i dit Altars Skyggeroe
          maale fro din Væxt;
der mit Barn skal voxe op;
          der vil Qvinden boe.

Adam og Eva. (Stjernerne bryde frem.)
Og hver en enkelt Stjerneglød,
den Solens lyse Børneflok, vrimlende af Maanens Skjød,
          skal see et Offers Død.
Se Mennesket, Selv Guden liig, guderiig!
– Dog det bedste Offer bløde skal for Solens Førstefødte:
Morgenstjernen, hvis gyldne Stav reder for Natten Rosengrav:
den blanke Morgnens Gud, som kommer
liig Vaarviol før Dagens Sommer,
og byder Skyerne fæste Dagens
139violblaa Vei, hvor Solen gaaer,
fra Østens Hav til Bjerg i Vest;
men høist den hvælves med Straalefæst,
hvor Solens Altar og Manden staaer.

Adam.
Vee, vee! Det falder tungt mig paa mit Hjerte,
og presser ud dets fulde Fryd som Sved:
mit Haab var Røg; hvi bygged jeg min Roe
paa Røgskyer, som ei bære kan et Sandkorn?
Ha, kan jeg skabe mig en Himmel af
en Oxemaves Damp? Se Aftensvalen
jo kaster ned mit Offers sidste Aande,
skjøndt jeg den troede drukket ind af Solen,
og nu Moradsets Huler sluge den,
og Tudser varme sig – o, som om Solen
forskjød min Gave. Dog den nedsteg klar
som blussende af Fryd . . o eller Stolthed,
som om den giver mig sit Smiil og Livet
for Intet. O, hvi tænker jeg, ved Blodets
høitgnistrende Fakkel see min Angstes Gaade:
see Gud, som i Allivsens Kilde, Solen,
(som her i dette Hjerte Adam) boer, mens jeg
er flyttet til dens Udløb ud i Graven?
Hvi frydedes jeg, da, ved min egen Aands
Uvidenhed, jeg fandt der kunde være
i Verden Mænd, hvis Aander ikke stirred’
i noget Dyb, som jeg i mindste Blomst;
og gav dem Navnet: Guder? O hvad hjælper
da Guderne at give Hvad de eie,
og gav mig kuns tillaans? Ha, Skræk! i denne Stund,
i denne Jordens Fedme, med min Styrke
jeg synes selv, jeg er en Flue paa
en Guds nedfældte Bytte, hvor endnu
han ruger med sin Kølle.

Eva.
          O fortørn
ei de alseende Guder! Se, om Dagen
er Solen over os, om Aftnen stiger
140han ned paa Bjerget for vor Dags-daad regne;
og, hvis den ham behager, den at male
paa favre Aftenrødme; hvis den synes
Ham ond, paa svullen Mulm; og Morgnen viser,
om Han vil straffe eller vil forsonet
det hele Regnskab i Himlens Blaa udslette!
Om Natten seer jo Maanen, eller og
dens Sky-harm taler til os gjennem Stormen,
hvis ei den, ikke nænnende at straffe,
i Regnen brister! Og, se alle Stjerner
jo stirrer efter hvert af vore Skridt!

Adam.
. . Ha! . Dog jeg føler,
at Noget ulmer paa mit Hjertes Bund,
som kunde, om det lysted (skjøndt det synes
mig kun et lidet kulsort Nøste af
en fiin, uendelig Edderkoppetraad,
hvis Ende useet gaaer i Dybet) haane
det store Solens Guddomslys, og tvinge
min egen Haand til Maanen at besudle
med Dynd og Muld af dette samme Altar,
den reiste op til et Forsamlingsted
for Jordens Suk til Maanens Guddom
. . ja, ofre til mig Selv al Jordens Fedme,
men slænge hen til Stjernerne, af Naade,
de levnte Been og Horn . . ja, om det lysted’.
– Jeg ejer da en taagedunkel Villie,
der svømmer nu, fordi det lyster, nederst
paa Bunden af mit Blod, men – ha, jeg føler –
vel kunde til det Skyuhyre svulmes
op af en stormstærk Kraft . . Ha, lad den stige!
Jeg prøver den .!

Eva.
          Vee, Du i Kamp med Solen?
Hvad gjør Du? Afsind! Solens Torden kommer .!
Ak, Manden øder Jorden .!

141Adam.
          Qvinde, har
Du ingen Villie? O min Fryd er stor;
thi se min Villie har min Angst betvunget!
Ha se den Stærke! Villien Mandens Gud!
Hvi værner ikke Solen om sit Altar?
Jeg give kan og tage.

Eva.
          Guderne
dog Kraften have. Se din vilde Villie,
om den nu lysted Himlen sønderplukke
som Duen, maatte dog, fortvivlet i
sin Skam, sig Selv i Dybet sønderslide.
Det mægte Guderne, men ville ei.
Ak, knæl og bed! Ei elsked Guder Jorden,
hvis de ei agtede dens bedste Liv,
og meest da naar det ydmyg trygler . . Ak!
Dog see vi, at de elske mindste Siv,
saa stolt det vugger over Jord sit Blomster.
O, skjul dig! Kommer Sol, og seer din Gjerning,
da døer du vist. Men – se, at Qvinden har
sin Villie, om den træller under Mandens! –

(reiser sig.)
ød Maanens Altar: Jeg vil døe med Dig!
ød Stjernens Altar; thi mit Barn maa døe!
Min Mand, som gav mig Livet, tog det bort;
Et Liv mit Barn maa tabe, jeg et kort.

Adam.
Gid det var ugjort! gid, nu gjort, tilgivet!
Jeg vil ei mere Hvad jeg vilde nys.
Jeg blues over Hvad var nys min Stolthed,
saa selv min Angest smelter med
dens iiskolde Sved-svampe. Ak, det trøster mig,
at Solen ikke saae min Daad. Dog blues
mit Hoved for mit Hjerte, saa det ei
vil give dette Haab, i Hjertet avlet,
et Rum, men ud det flyde maa – som Graad.

142Eva.
Ak, Solen var ei Gud, hvis ei den var
saa god som stærk. Se, jeg vil ofre Maanen
mit Haar af Sorgens Farve for din Sorg.

(afskjærer sit Haar, og lægger det paa Maanens Altar.)
Her lægger jeg din Sorg paa Altret! Tro,
at Maanen i sin Taushed vil for Solen
din Udaad gjemme!

Adam.
Ha, Mandens Liv! se, Manden har et Større,
et endnu Stærkere, som omsnoer hans Hjerte,
o Stærkt, saa det den tøileløse Villie
til Intet, til en Taare, bleg paa Flugten,
o til et Suk, der maa sig give tabt,
kan klemme sammen.

(reiser Solens Altar igjen.)
Jeg er da fri som Gud, kan skjænke Guden
af Mit igjen, for hvad Han skjænker mig.
Se, Manden bliver gavmild og stormodig,
og ei en hykkelsk Tyv, en bunden Smigrer!
Thi Offerdyret, bundet paa mit Altar,
dets sorte Blod, der ryger fra min Arm
mod Solen, skal for Guderne betegne,
at Mennesket sit sande Offer bringer:
at med sin bedste Kraft han har betvunget
og qvalt og bundet over Hjertets Altar
sin stærke, skyuhyre, onde Villie,
saa den ei, som den kunde, vil sig reise
til Haan mod Gud, men knæler ydmyg ned.
Men det, at Offerdyret være maa
af Jordens Bedste (se, en kulsort Tyr,
der glindser jo som Natten!) skal betegne:
at Villien, som han til et Offer lod
er Menneskets Hjertes herligste Klenod.
Thi Manden frydes meer end frygter i
sin Villies Rasen, om den svulmed end,
og blæste fuld af Haan selv Himmelen,
og øded i sin Vildhed Jorden; thi
dog Manden følte stedse, Han var fri.
143Men – Menneskets Guddom! – se, vi er saa frie,
at vi med selvskabt Fromhed ofre tør
en Deel af vor Frihed, og være frie som før!

Messias.
Mennesket, ved første Synd,
sig Selv at kjende har begyndt.
Abiriels Kraft
ikke er i Manden tabt;
thi – som om han vidste,
denne Kundskab er den sidste,
          inderst bleven
          Aanden skreven
          i dens Evighed,
saa kun gjennem eget Væsen
(lysnende gjennem Livene)
Aanden Gud kan see –
stirrer, gjennem Muld og Blod,
Han sit Hjertes Dyb imod,
og med Taarefakkel ned
luder Han i Syndefaldet,
om han der sig Selv kan see;
men finder kun dets Dybde ved
dets Gjenlyd af hans Vee.
Sit Hjertes Barnealder, Uskyldigheden,
hans Vemod kalder et lukket Eden.
Hans første bevidste Taare er
en Cherub med blinkende Glavind der.
Ved første hans Friheds Greb
han synes som en Storm ham rev
henover en Hede i Hvirvel og Nat.
Ved første Syndens Syn,
          da først han ahner,
at ond for Jorden, af Himlen forhadt
          han blive kunde:
han seer sig som reven hen iblunde
          ad Stormens Baner
          af vrede Lyn,
144og vaagned nu ved Braget
da Edens Port igjen blev slaget,
nøgen, i en Ørk forladt.
Dog fjernt, hvor hans Synskreds synker sig
ned paa hans Grav, i hvis Mulm hans Liig,
det blege i Lin, er et Maaneskin,
          han stedse skimter
          et Udødeligheds-haab.
Han kalder det Livsens Træets Top,
med Vugger til Rodbul, Grave til hvalte
Blade, med Taaredug malte,
hvornedgjennem Verdnerne glimte.
Han seer det, liig rødmende Skykrands, rage
          over hans bøiede Dage.
Han seer i sin Sjel i den ranke og blanke
          Livspalmes Læ
voxe det qvistede Kundskabens Træ,
med snoede Daadsgrene, Erfarings Mose paa,
Ordbladerasl og Tankeqvisteqvasl,
med Kummertorn og Glædefrugt,
med Drømmeranker og Lysters svulmende
Giftæbler i Smiilblade gyldent ulmende,
halvt lyst, halvt mørkt, halvt giftigt, halvt sundt,
af Sandsers Duft ombølget rundt,
og glimrende heelt af Vemodsdug
at stræbe i vilde Rankeflugt
med kroget Top til Himlen naae.
Og Villiens Friheds Bølgegange
i sin Sjel, han tænker liig
en skjøn som giftig, listig Slange,
der om hans Sjel, hiin Kundskabspalme, slynger sig,
og klemmer ham til Frugterne at sanke
med uvis Angst, med skjælvende Lyst;
thi ei han veed, hvad Frugter hiin
Slanges Gift gav gyldent Skin:
han staaer med Rædsel for
de vildsomme Qviste (hans egne Tanker)
han veed ikke hvem han skal plukke af dem,
som visne og skyde saa tusindfold frem;
145om ikke en Slange han greb for en Qvist
med flammende Frugter, han veed det ei vist.
Dog, mens af Kundskabens Træ han bryder,
i Sløvheds Vandgrene gaaer det ei ud,
i Vanvids hvinende, stormbøiede Skud,
          det ei forgroer.
Men som en kraftfuld Stamme skyder
det jevnt sig med Livsenspalmen op,
til, som en Seirskrands Begges Top
          fra Graven bryder.
Da modnes Frugten af Kundskabens Træ,
der blomstred i Livsenspalmens Læ,
da modnes til Sundhed og Styrke hans Viden,
der gjærende blomstrede frem under Tiden.
Han seer, at hans Liv derneden
var kun et Haab om Udødeligheden;
at al hans skjælvende Viden og Vælgen
det Onde og Gode, han tænkte, imellem,
var Gnist kun til den Kundskab klar
om Ondt og Godt, som da han har,
som da, ligt levende Træ, sig spreder
          gjennem Himlene,
som da er Sjelen, der beliver
          hans Udødelighed.

Første Broder.
Hvi ligger du i Græsset? Vil du være Lam?

Anden Broder.
Se, denne Eng er min!

Første Broder.
          Ja, din? Hvo gav dig den?

Anden Broder.
Jeg kjøbte den af Skoven for en Uges Sved.
Nu gi’er mig Engen Hvile for sin lune Fred.
Kom, hvil paa mine Blomster!

146Første Broder.
          Reis dig!

Anden Broder.
          Gaa da bort!

Første Broder.
Gaae bort? Gaae bort af Jorden? Er ei denne Eng
saavel en Deel af Jorden, som den svale Skov?
Ha, Hvo vil mig og Fuglen og den vilde Bøffel
forbyde Plads paa nogen Plet af vide Jord?
Du troer, at dette Gjærde er Lov for dit Bedrag?
Thi Jorden, som skal være fri, som alt dens Liv:
en Skov med slige Sletter, som den, i sit Spil,
til Fad og Skaal og Leie Dyret skjenke vil,
hvor hvert et Liv kun eier Rummet, hvor det staaer,
ei videre i Breden end Arm og Hornet naaer,
(saa Hunden Hjortens Fodspor flux til Arvdeel faaer,
og Mammuth Meste eier, saalænge til en Løve
– ha, eller Mandens Søn vil ham hans Rige røve)
. . thi Jorden du bestjal, og Livet du bedrog,
da Træerne du mejed, om Engen Gjærde slog.
Hvad Fugl kan synge her i denne lumre Ørk,
som du fra Skovens Skygge til Solens Brand forraadte?
Kan Bøfflen, fri som Stormen, og som Skyen mørk,
bag disse Gjærder løbe, som du om Jord vil snoe?
Ha, Gjerrige, du kan jo nyde ei dit Rov:
du æder jo ei Græsset, du fra Bøfflen tog?
Den frie Løves Moder selv ei være fri,
men ligge bar og skaldet, lænkebunden i
de Volde, som om hende din feige Kløgt vil snoe?
Ha, vil du plyndre Jorden? Skal Træet ikke groe?

Anden Broder.
Se, jeg om Blomsten værner! Er den ei Jordens Barn?
Jeg pynter jo kun Jorden.

Første Broder.
          Lad Blomst og Træet kjæmpe
om hvem der høiest mægter op mod Solen klyve!
147Lad Eng og Skoven kjæmpe uden Skranker om
hvo Jorden vel skal vinde!

Anden Broder.
          Med Skoven kjæmper jeg
for Blomsterne, thi ellers den Strid er lige ei.
Se, derfor jo med taksomt Smiil, ydmygelig
de neje, og de krumme sig paa min Seiersvei.

Første Broder.
Erhverv ved Sved (dit Sølv) dit Eje, men din Ro
erhverve du med Blod (dit Guld); og, vil du spare,
for dig lad Løven med sit Blodguld da betale
den Plads, hvor Foden hviler, den Skygge, Nakken svaler.

Anden Broder.
Min Fader har jo sagt: vi, som mod Solen see,
selv lyse jo som Solen, som Skoven lodne ei,
med Tænder ei som Raanen, ere ikke Dyr;
men Jordens høie Herrer, om Himlens Trælle her.

Første Broder.
Ja Jordens Væs’ners Herrer! Jorden selv er fri.
Ja Blodets frie Herrer, som Løven er med os!
Ja Livets høje Konger. Løven er vor Træl,
saalænge vi tør søge ham i hans aabne Ørk,
og lege med hans Tunge, som din spæde Søster
med Rosenbladet, og i svulne Løvepande
indfure Herskerbudet: ned i Støv, og dø!
Se, vil du være Livets Konge, dine Arme
da være fire sammensnoede Tigerrygge,
da være over Livet et Bøddeltrællepar!
Men Jorden maa du dyrke, ære hendes Væxt.
Som Mand, i Skoven finder du dine Blommer just:
din Løve-Purpurrose, din Panther-Hyacinth
og Tigerens Sværdlilje, Giraffens Rankeflugt
og Elephant-Melonen . . Se her din Dyrehave!
Men flyer du feig bag Volde (da Selv en bunden Træl)
da er dit Rige lidet, dit Gjærde Grændsen da,
du selv en Havre-løve og høist en Blomster-drot.

148Anden Broder.
Ak Livet skal jo lee; der ellers var ei Liv.
Er Luften ikke vid nok uden til vor Aande?
Er Jorden ikke bred nok uden til vor Fod?

Første Broder.
O, se dog over Jorden; se, det ene Liv
sin Rod har i det Andets Aadsel! se, et Liv
sig blussende ei reiser (se Livsens Bølgegang!)
medmindre Et maa synke! Men øverst dog i Kjæden
af disse Gab i Gab er Manden flettet, saa
hans Led i Graven synker, hans Gab af Døden sluges,
de store Guders hule Orm, som knuger Alt.

Anden Broder.
Du kjæmper med dit Spyd kun for dit eget Liv,
og for i Fred at hvile i den vilde Skov.
Du Livet vige byder hvor dit Fodtrin lyder.
Hvad udenfore er den øde Ring omkring dig
Du kalder: til din Lyst en Dyrehave kun.
Se, dette Gjærde kalder jeg min Landse-ring,
som jeg har spændt imod Enhver, som bryder ind,
og æder mine Blomster, styrrer mig min Roe.
Jeg vinder større Sejer: mit eget Liv og Fred
jeg vinder da som Du, og mine Blomsters med.

Første Broder.
Hver Blomst er skabt til Føde; thi Dyret leve skal
med Fryd til Døden kommer ihvorhelst-ifra.
Vel, ej da du din Eng; men uden Gjærde, thi
skal den din Sejer nyde, saa maa den være fri.
Se, vogt med dine Arme Byttet! Kan du ei,
da flye du til din Moder! lad hende vogte dig!

Anden Broder.
O skaan! Jeg selv det fletted jo, og det er mit.

Første Broder.
Forsvar det da, du Hersker, hvis det skal være dit.
149Bøi Tyrens Horn isammen, naar den vil storme ind!
Med Løvetænder plant du om Vangen Gjærdering!
Sæt Elephantens Tænder op som Hegnets Port!
Jeg lover dig, slig Indgang vil skræmme Andre bort!

Anden Broder.
Lad være! Riv dog ikke ned din Moders Ly!

Første Broder.
Se her i disse Arme er hendes Hegn og Ly.

Anden Broder.
Hun frygter jo for Skoven? Hid maa hun ofte fly.

Første Broder. (lader være at rive mere ned)
Min Moder? Ha, du lyver! Hid end hun tyed ei;
thi jo min Fader vogted hende stedse vel:
Jeg laae paa hendes Skjød jo i en Parderhud.
Ha, Svage, Tungen er dit Sværd, dets Od en Løgn!
Skjøndt som en Qvindes Arme sløv, den rakte dog
(i Moders Taarer hvæsset) mit Hjertes Vuggekrog.
Vel, Hegnet staae at vogte min Moders Barm, imens
jeg borte er at mede med Landsekrog paa Arm
de røde Løvehjerter i Skovens grønne Dyb.
Men denne Eng er min, og disse Blomster skulle
min Svededraabe drikke, din dovne Aande ei.
Saalænge der sig reiser Arm og Tand og Horn,
som ei du mægter bøje, du ejer Intet her.

Faderen.
Hvi trætte I om Jorden?

Moderen.
          O, du vilde Cain!
Ah, se den fromme Abel gjør Skoven blid og tam!

Anden Broder.
Ak, Mo’r, min Broder haaner din Søn, som elsker Dig!
Han øder Engens Krands, som jeg har flettet Dig.

150Første Broder.
Min Moders Vrede er din Styrke . . ha du Svage!
en Qvindes Tunge . . .

Moderen.
          . . Den, som gav dig først dit Navn.

Første Broder.
. . En Qvindes Tunge, skjøndt min Moders, er din Arm?
Se, med min Faders Styrke, min Faders Fader Solen,
der skabte Jorden (denne min Moders Moder) fri,
og, som dens Manddomstegn, lod Skoven groe for Manden
saa høi og fri som Han, jeg hevne vil mod Denne,
der blotter Jorden, for at klæde den i Lænker,
forbyder Skovens Moderarme bære Livet
og die sine Fugle ved den hvide Sky.
Hør, om der i hans skjønne Ørken lyder Sang?
Der springer bag hans Volde ingen Draabe Liv.
Og i hans skabte Ørken (det Bytte, som, hvis ei
det vexles skal blandt Hænder, forsvares maa med Magt)
Gazellen ikke fnystrer, som i den frie Ørken,
den Solen meiet har med sine Straaler til
en Vindens Springebane, en Gjenlyds-bund i Hvælvet,
der udspændt er saa stort for Løvens Brøl at rumme.
Hvad bliver da tilbage for Mandens Lyst og Styrke,
naar Qvindens svage Sønner (ha, som om vel de fik
en blød og svampet Qvindebarm til Hjerte i Brystet?)
tør kappes i, med Havet, med dorske fule Sang,
at æde bort af Jorden Jordens frie Skov,
hvis Toppe Jægrens Nakke hæve med sig op?

Faderen.
Ha, Cain har Ret! Thi dybe Skov var Mandens Vugge.
Platanens Susen vakte mig først jo under Palmen.

Moderen.
O, Abel har Ret! Thi bløde Eng var Qvindens Vugge.
Blaaklokken nikked, slog mit Øjelaag: jeg vaagned.

151Faderen.
Ja, Hvo har Ret? Skal stedse, saalænge Solens Straaler
min Jord vil’ over Dybet bære, Sønnens Viisdom
beskygge i sin Høide Faders simple Kløgt? . . .

Moderen.
. . Vel som hans Kinder, o de Abels høje Blomster,
sig skyde over Moders blege, sjunkne Barm? . .

Faderen.
. . Da sidste Ætlings Viisdom maa vorde Guders liig . . .

Første Broder.
Siig, om mit Spyd sin Frugt ei bøjer for din Fod?
Og ofrer ei min Skulder, som var min Fa’r min Gud?

Moderen.
. . Vel Jordens Skjød han finder for snevert da og lavt . .

Anden Broder.
Siig, gjør jeg ei dit Skjød af Frugter gyldent meer?
Mon ei i Sved jeg toer mig, som om jeg vilde tvette
den Smerte bort, Du sagde, min Fødsel voldte dig?

Faderen.
. . Først kaared jeg i Løvehud mig Selv til Blodets Herre,
forbedred’ Solens Værk, der Armen gav ei Klo,
da jeg med Flintesværdet brød hvassest Tand og Horn,
og knuste under Køllen Mammuths Snabel-slange.
Sig kruste Vindens sorte Pile i min Pelts,
da, som Allivsens Herre, Manden traadte frem
som Hjort og lodden Løve, alt som det lysted ham.
Jeg arved Tigrens Hule. Der slog ei Haglen Barnet;
Men Ilden laae imidten logrende og tam.
Men, se, hvor Sønnens Viisdom tør sin Faders Kløgt
til Enfolds første Stigetrin vise hen i Mørket!
Thi Cain med Kastespydet styrer Dyrets Løb;
det flyver foran Sværd og Kølle som et Neb:
han danned Buen efter Ørnens spændte Vinger;
med Buens Piil han haler jo Falken fra dens Sky?

152Moderen.
. . Og Abel tæmmer Skoven og skaber Enge frem . .

Faderen.
Dog har ei Manden Hvile: med Pilen Cain maa løbe,
og æde i sin Sved og i sit Blod sit Bytte.
Og Abel hungrig gaaer til Skoven fra sin Eng.
Hvi samle vi ei Livet inden Abels Hegn,
saa Faaret der er gjemt som Æblet i vor Hule?
Hvi løbe vi i Skoven for at samle Frugt,
og dynge ikke Høsten inden Abels Hegn?
Cain, tving med lange Ranker Ørknens vilde Hingst,
og bind Cameel og Faar og Koe paa denne Vang!
Da er dens Frugtbarhed fra Livet ikke stjaalet,
og Skoven ejer meer ei sit Fodspoer (Engen) da.
Forsvar din Hjord med Buen: det er din Eiendom;
thi Løven skal ei røve Hvad Manden kaarer sig.
Hvert Dyr, som bærer Blod paa Tungen, døe for Dig!
De andre Dyr du alle maa føre fangne hid.
Plant Daddelpalmer, Abel, og den rige Riis,
saa uden Sved du kan din Moders Hunger mætte,
og ei din Fa’r maa løbe, som Aben, om i Skoven.
En Hytte over Qvindens Hoved fletter jeg.
Der skal vi Alle sidde som Falkeredet fuldt,
og frydes, naar vi høre Stormens vaade Tunge
med Kladsken bide i Væggen. Naar Hytten staaer
                    paa Engen,
da Dyrene den ære som Engens Hoved skulle.
Vi sørge ikke med de gustne Vintertræer;
thi Qvinden er som Myren, og Hytten bugner fuld,
som hendes Skjød, af Jordens Fedme – o saa riig,
at Høstens fulde Hjerte kan Hytten kalde sig.

Messias.
Se i sit Hytteskjul seer Mennesket sin Roe,
i Hjorden og i Agren det seer sit Eie groe.
Og inden Engens Hegn
(Selvkjærlighedens Tegn)
153kan Hjertet roligt nyde, Fornuften lege med
den Rigdom og de Glæder, den der at plante veed,
Men udenfore gaber Graadigheden vidt,
og Laster lure under, Sorger sortne over
ethvert forvovent Skridt.

Cain.
Hvor er Velsignelsen, min Fader loved?
Se, Hjorden segner jo i mine Skridt!
Ha, Abel siger: «se, den rige Cain!
den fede Oxe bunden til hans magre Arm!»
Saa leer han, hvilende paa sin Agers Grøde,
selv hvid og feed, som da han var et Barn,
mens jeg paa disse mavre Høje brunes,
ei tvettende min Musk’l i Skovens Svale,
som da af Lyst jeg Ulvene forfulgte,
imens min Fader fødte mig i Hulen.
Ha, er min Arm trælbunden ei til Oxen,
som den maa pleje og vogte? . Ak!
Hvert Saar paa disse skabbede Faar jo raaber:
«hvi tog du os fra Klippens mavre Urter,
for os i Sivets ækle Fedmegroe at dræbe?
Hvert Straa i Ørknen bar os Manna, thi
det syntes os som plyndret ifra Ulven.»
Ha, naar jeg løfter Hyrdestaven, synes
den Bylder ryste over Koens Nakke!
Men Abels Plov sig skyder ned i Jorden
som frugtbar Sky . . . . .
Se Hingsten – nu ei Hingst, da Abels Feighed
(o vise Nid!) min Fader raadte til
dens Livskrafts Manddom tage, for at faae
af ildvild Hingst et mygt og krummet Lam,
som stakkels Abel turde ride paa,
. . ha, eller et taalmodigt Æsel – Ak!
se Hesten luder (o den Hingstens Levning!)
den luder skamfuld med sit lurvne Øre;
154af geile Hoppe egges den forgjeves;
forgjeves i dens dumme, bleggraa Øie
(o liigt et rygende, udslukt Arnested!)
sin skjønne Nakke Hoppen speiler . . . .
Ha, reis dit Hoved, Hest! laan dog dit Øje
lidt Ild af denne gule Havre! Ak,
forgjæves! ak forgjæves! Dog . . o! o!
saa usel ligner du . . væk fæle Syn!
væk fæle Syn af Liv! . . saa usel, dog
du ligner Cain, Mandens Førstefødte . .
Du ofrer ikke Jorden glad et Blik,
men midt mod Vinden blunker jo dit Øje;
og tør jeg see til Solen? tør jeg ofre
til Gud den nidske Armod? til Solen skabbet Faar?

(Abel og hans Qvinde gjør deres Altar rede til Offring.)
Ha, se, hvor Abel dynger op sit Altar,
og sender foran Røgen Frydesmiil .!
O jeg maa gaae, jeg vil ei see hans Fryd
med Sorg; hans Rigdom skal ei her ved Siden
af denne Armod synes større.

(Vil gaae. Standser.)
          Ha,
skal han mig jage ogsaa her fra Jorden?
. . Hest, Hest, du ligner – hvi bærer du, ha, ha,
(opvækkes du førstegang af denne Cains Latter?)
hvi bærer din sjunkne Lænd saa høi en Hals?
Du speider efter ham (vee Abel, Abel!)
som Jordens røvede og dig din Manddom?
. . Se, Usle, Æslet stiger paa din Hoppe!
Du ryster kun med Øret Myggen bort,
og lægger dig . . Tyg Drøv, tyg Drøv, som Koen!
. . Du skal ei bære Cain, endskjønt han er
ei rigere end du: hans bedste Eje
er denne slidte, skaldede Løvehud!
Men bær du, pustende, Riisqvist-børe for
din grusomme Herre Abel, han som turde
(og praler af at han kan stemme Livet
høit eller lavt) dig til en Plante gjøre,
155udplyndre Livet, lade Lungen leve!
bær Qviste til hans rige Altar hist,
der bugner op, mens her paa Cains Vinden
i Asken roder fra den sidste Solhverv,
da fra min Sult jeg tog det bedste Lam!
. . Saa usel, som du er – ah, rysted’ du
en Brems? forstod du Æslets Vellystskryden,
da til sin egen Lavhed han nedsank
ifra din smittede Hoppe? (Neppe vil du
din Æt i Føllet kjende) – Ha, saa usel,
du ligner Cain dog, Mandens Førstefødte!
Se, øde som en Mærkesteen jeg staaer
og rækker tomme Haand mod mørke Sky
ifra min Høi! – Ha, det skal trøste ham,
at han kan nævne den som sin? – imens
min yngre Broder, der sig slæbte efter
den Vei jeg baned først i Skabelses-mulmet
i Modersliv, tør gaae til Himlen foran
fra Dalen med sit gyldne Offer! Ha,
velsignet følger ham jo Qvinden, som
min Fader fra det brune Folk bag Synskredsen
hjemførte som en Gave til sin Ældste?
Men, vee! den fattige Cain hun forskjød,
og lagdes af min Mo’r til Abels Rigdom.
Ha, Cain skal visne frugtløs hen som Hesten?
Mit Kjød skal Solen raadne paa min Høi?
Mit Hjerte gjøres til en Mærkesteen,
saa ei jeg tør mit Øde og min Armod
forlade, om Frugter dufte udenfor?
Og Jorden tør jeg hade, men ei Himlen?
O, kommer ei Ulykken ned fra Himlen?

Abel. (omfavnende sin Qvinde og Børn, viser Cain et fuldt Neg.)
Min Lykke voxer op af Jorden!

Cain. (fortvivlet, med bortvendt Aasyn.)
          Ha .!

156Abel. (triumferende.)
Du har da intet Offer?

Cain. (Abel styrter for hans Kølle.)
Ha, mit Offer .!

Faderen.
Forbandet Du, der slog min Søn!
Forbandet Jordens første Morder!

Moderen.
Forbandet Du, der slog mit Barn!
Forbandet Jordens Brodermorder!

Abels Enke.
Forbandet Du, der slog min Mand!
For Abels Børns Graads den tause
Forbandelse Jeg, deres Moder, raaber:
Forbandet Du, der deres Fader slog!
Forbandet Jordens værste Morder!

Fader, Moder, Abels Enke.
Forbandet Broder- Mand- og Fader-morder!

Cain.
. . Min Broders Blod til Himlen raaber . .

Fader, Moder, Abels Enke.
          . . Hevn!

Cain.
Vee! Jeg maa flye .!

Faderen.
Naar min, din Fa’rs . .

Moderen.
Naar min, din Mo’rs . . .

157Abels Enke.
Naar mine Børns, din Broders Blods . . .
Naar min, din dræbte Broders Hustrues . . .
Naar min, den første Jordens Enkes . . .

Fader, Moder, Abels Enke.
. . . Forbandelser rundt Jorden hyle . . .

Cain. (flyende.)
. . Vee!

Fader, Moder, Abels Enke.
. . . . hvor vil du flye?

Messias.
O, Himlens Aander, fra Jorden vender Eder!
Forøger ei hans Skyld ved Eders: Vee!
          Haaber! Haaber!
Farveløs, uden Blod er Evigheden,
en Grav er ei et Gab i Evigheden!
Den sletter Abels Skygge af Cains Pande.
Og i dens Favn – seer gjennem fjerne Himle! –
          vil Cains tunge Fod . . .
(der tør ei Jorden træde, for ei at træde
i Abels unge Blod,
der tør ei træde paa de vaade Strande,
for ei at vade i sin Moders Graad;
dog iler han afsted, thi han i Stormen hører
sin Fa’rs Forbandelser hvine i hans Øre,
mens han i Dagens Himmel seer en Taare,
der svulmer af hans Broders Enkes Øje,
i Natten sin Moder, graa af Sorg, der bøjer
sig, med udslagent Haar, ved Abels Baare)
. . i fjerne Evigheds Himmelhavn
vil Cains tunge Fod nedsynke træt:
hans vilde Flugt i Evigheden standser,
          som Alt begrændser,
som under en Himmels Barm, vil trykke
Cains Aand og Abels rødmende i sammen.

Eva.
Tys! Stille Børn! Jer Mumlen stopper til
jer Faders Øre, saa hans Aand bli’er qvalt,
og finder ikke Udvei . . Tys!

En Søn.
          Vor Fa’er er døv.

Eva.
Hvad sagde du?

En Søn.
          Vor Fader er jo døv.

Eva.
Ja døv! Din Mo’r er døv, din Fa’r er blind,
og nu er ogsaa Tungen bleven stum.
Hvis I har Ærefrygt, saa stopper Øret
med Mos og værer døve som jer Moder!
tillukker Øinene med Dynd, at ei
I skulle see hvor Eders Fader famler;
og tier stille i jer Sorg som Han!
Bedækker Hovderne med bleget Mos,
og bøjer Jer, og ligner da jer Mo’r,
som fylder nu sit Skjød, hvorfra I stege,
med visnet Haar, og nikker stedse søvnig!
. . Det var engang . . .

(slumrer ind. Adam drager et Suk. Hun vaagner.)
          . . Hvo talte? Jeg vil bande
Den, som i mine Øren skreg, som om
han havde med ugudelig Haand oprevet
sin Faders Øjelaag i Dødens Stund,
saa Livets Fryd og Sol ham kunde haane,
og Aanden, som paa Læben var, blev trukket
tilbage end engang, for atter døe.
Har jeg født Flere end den ene Cain?

159En Søn.
Græd ei vor Moder!

En anden Søn.
          O, hun græder ei:
det er blot Vand. Det graa Haar smelter op.

En Datter.
Hør kjære Mo’r, der Ingen talte nu;
men det var Adams Suk, der vakte dig.

Eva.
Suk? Suk? Ak, Mandens Kraft
jeg knapt erindrer nu han ligger der,
som kantret Træbul . . . o det var
før Livet lukte sig, før disse Qvinder
i Frugtbarhed tvang deres Moder til
at sukke i sit Øde: da gik Eva
med rige Bryster som en Morgensky,
og Adams Blik igjennemlysned mig,
som Rosenknoppe, der min Haarlok brød.
. . Det var, før Mandens Ryg mod Jorden krøb,
som om den ledte efter roligt Skjul,
og før hans Sønners Kraft beskygged’ hans,
og før hans Sønnesønners Hovder voxed
(ak Haan i Kjerlighed?) som kaade Ranker
fra lave Steenmos, opover Adams Nakke:
da gik, liig en belivet Palme, Manden.
Nu er hans mægtige Aande, Skovens Storm
og Havets Skjælven, kun et Suk. – Et Suk?
Og Evas Barm, nys Livets Kildevover
– se rislende gjennem mine Sønner,
og sprudlende op i disse Barnehjerter,
og rislende saa og sprudlende saa til Jorden synker! –
er – Fy! I gyse Døttre? – som et Lod
hvormed jeg maaler Dybet i en Grav.

En Søn.
O disse Suk mig isne! Jeg vil gaae
og hylle dem i varme Offerdamp.

160En anden Søn.
Hvi skal han trælle under Smertensaar?
Ak, venter disse blygraa Lænker mig?
Hans Arm ei mægter jage, og hans Tunge
bespotter al hans Manddoms Viisdom, naar
den pjaddrer, leer og græder som et Barns.
Ak, se hans Øie ligt et blodigt Saar,
skjøndt før dets Blik gav Saar hvorhen det saae.
Vel bedre, at han segned paa det første
af Alderdommens graalokstrøede Dørtrin,
der bygget er af krumme Rygge, og
hvor bag en Storm af Hoste og af Sot-suk
med raadent Pust den Kommende jo møder.
Ha, hvis han ei ved første Taage i Øjet,
saa det ei kunde Hjorden see fra Vildtet,
det vilde bore ud, og Øret kaste til,
naar det hans Egnes Navne ikke hørte,
og sønderbryde hvert fordærvet Lem,
som troløst det forlod hans Hjerte ene:
da bedre dog, han brat som Dyret sank,
og blev medeet til Stenen uden Smerte!
– Hører, mine Sønner!
naar denne rædselfulde Alderdom,
min Faders Røver, kommer krybende
langsopad disse Skuldre, for at stjæle
mig Tænderne af Munden, mens den hungrer;
og sælge Kjødet bort, mens Benet lever;
og Blod af Hjertet, levnende saameget,
at det kan ryste, føle til sin Armod:
. . naar Jeg blier liig min Fa’r, der stønner nu
(ak, hvert et Støn mig stivner til en Olding!)
isammenkrympet under Alderdommens
Vampyr, der har med slange-blygraae Vinger,
paa hule Beenpiber spændte, sat sig paa
hans Hoved, saa det tynges mat i Støvet,
og maatte, om en Løve kom, med Nikken
see denne lege med hans fordums Bue,
idet dens Hale slaaer det levende Aadsel:
– da lad ei eders Fader bli’e slig Spot
161paa fordums bedre Dage! ei en Sorg,
der, mens hver Fryd af Dagens Krands er afhugget,
gjenlever nu som Stump af Ormens Hale!
Men lad min Livsstrøm, som den faldne Løves,
for kjærlig Piil udstyrte som en Foss:
saa, lig en Regnbu, fra det friske Blod
min Manddoms Aand kan ryge op til Solen,
og ei som Dennes – Vee min egen Fa’rs! –
udsile, som et endeløst Morads,
igjennem Sliim og Suk og Graad, saa Aanden
– hvi leved den da stærke Manddoms Dage? –
indskrumpen stiger for at møde Solen!

En Qvinde.
Ja Qvinden vil ei heller blive hæslig
som runkne Eva der. Vee, see, hun kan
ei holde sine Øienlaage oppe
ved Mandens Sotteleje! . Alt hun slumrer.
Skal vel min Datter see saa hæslig Moder?
min Søn den Barm, som næred’ ham, at være
den tomme, gustne Slangehud, hvor Livet
er krøbet ud?

En Søn.
          Vel, jeg vil knuse
Den tunge Alderdom som træder vore
Forældres Hjerter ned i Støv, og gyder
sygt Øjevand i Rynker ovenpaa.

En anden Søn. (slaaer Køllen væk.)
Nu nytter ei! snart synker deres Hjerter,
ned af sig selv, for fulde alt af Smerter.

En Søn.
Dog er der Sorg tilbage; neppe Fryd . . .

162Eva. (halvslumrende .)
. . Hvo veed . ? Jeg syntes jeg saae Adam ung,
og mine Haar til lyse Straaler blive . .

(Musik høres.)
Tys! Ah, kommer Solen . ? Knæler, Børn!
Nu bliver Eders Moder skjøn . . O tys!
Er dette Solens klingrende Straaler . . Ah,
se, om de slaae som Arme sig isammen,
for atter kryste Liv af Evas Hjerte!

Den fremmede Yngling. (svingende en Palmeqvist.)
Fred over vore Hovder!

En af Evas Sønner.
          Ah, vort Sprog!
Og ikke som min Qvindes, der er født
i fjerne Himle bag et taaget Fjeld.
Din Tunge er min Tunges Broder. Vel!

Den fremmede Yngling.
Siig, hvor er Adam? Ha, dette brustne Minde!

(knæler ned for Adam.)
Mit Livs første Udspring!
Siig, hvor er Eva? Ak denne bøjede Green,
som visnet synker ned, men synker dog
imellem alle sine Frugter.

(knæler for Eva.)
          Hil,
du Livets Moder!

Eva. (brister i Graad.)
Sorg! Hvi blev da gjemt
den Sorg til Gravens aabne Mund, at ei
jeg mægter see, om det er som jeg synes?
163Ak, er det saa? din ene Kind er Abels,
din anden Cains, din Pande Adams og
din Mund var Evas . ? Gaa! Jeg kjender ei
dit skjønne Hoved, thi det synes mig,
en Sky er paa din Pande.

Den fremmede Yngling.
          Gaa? O skal
jeg vende med min Sky paa Panden hjem
tilbage til Landflygtighedens Land,
til Cain?

Eva. (forskrækket.)
Til Cain . ?

Den fremmede Yngling.
          Til Cain min Fader,
som gav min Pande denne Sky, saa ei
du mig, dit Barn kan kjende.

Adam.
Ak Cain!

Den fremmede Yngling.
O Cains Fader lever? Hil, du skal
min Faders Pandes Skygge hvifte med
din sidste Aande bort!

Eva.
          Om Cain han taler?

Den fremmede Yngling.
Din Førstefødte.

Eva.
          Ja, om Cain, som vilde
alene herske i mit Skjød. Han lever?
Hvor standsed’ mine Skrig? hvor kunde han
da standse . ? Ak!

164Den fremmede Yngling.
          Han tænkte, som hans Fod
blev træt, at dine Veeskrig sagtned’. Se,
han fandt, da han ved Ganges nedsank mat,
min Moders Fader, Adimo, min Moders Moder
Prokriti (se, som Eva og som Adam
ved disse Floder, ved Ganges Livets Udspring.)
Ak, som i Hulen under Himalah,
– hvor, se, hans Kløgt af Dybets Malm kan skabe
og forme Toner i det gyldne Horn,
som han har skabt for dermed efterligne
dit Veeskrig, og sit Suk til Himlen slaae! –
min Fader sidder sorgfuld, samle Skyer
sig paa hans Pande, Snee sig paa hans Isse.
En herlig Æt er voxet ud af Cain,
et svalt Tusmørke mellem Cains Dag
og min og Disses Moders Aften. Dog
han luder i sin Hule, hvor han former
til gyldne Slangehorn sit snoede Suk,
og Ersens Gløder svide dybere ind
(som om de vare Abels røde Blod)
hans Pandes Rynkesky. Fjernt fra hans Hule
min Moder staaer i Graad med sine Børn,
og Alle lytte til hans Hammerslag;
thi, som de klinge dybt og falde tungt,
vi vide Sorgen slaaer vor Faders Hjerte.
Dog, har han hamret til at Blodet springer
ham udaf Haanden, og han synker mat:
da smiler han og kalder sine Børn,
og gnider dem sit varme Blod i Panden,
og mumler over: «væk Cains Mærke! væk!»
Saa tørrer med sin Sved af Barnets Pande
han Blodet væk. Men næste Daggry høre
vi atter Hamrens Slag i Hulen til
igjen om Aftenen han bløder. Vee!

Eva.
Ja Vee! vee! Jeg «Vee!» har raabt for Abel.

165Den fremmede Yngling.
O, raab dit Vee for Cain! Thi se min Moder,
at ei min Faders Hjerte skulde briste . . .
(o, naar det brast, ei blot i Hulens Dyb,
naar han i Gnisterne seer Abels Blod,
men ogsaa naar han støder i sit Horn
fra Fjeldet, saa at Morgenrøden svulmer,
han hører i dets Gjenlyd blot dit «Vee»
der langsmed Fjeldene ruller over Jorden.)
. . har udsendt mig og alle Cains Børn,
med Bud, at vi med Solen skulde drage
til Landet mellem fire Floder, hvorfra
Cains Fa’er og Mo’er Forbandelsen udsendte.
Se, Cain ti af sine Børn Dig skjænker
for Abels ene Blod, Du Cains Fader!
Se, Cain ti af sine Børn Dig skjænker
for Abels ene Blod, Du Cains Moder!
Jeg vender, hvis I lægge Eders Hænder
paa Cains Søns Hoved, gjen tilbage,
og siger til min Fader: «se din Faders
og Moders Hænder have lagt paa dette
din Søns Hoved!» O da den mørke Sky
sig fra min Faders, Cains Pande letter,
og Faderens Sorg fra disse Smaae vil flye!

En af Adams Sønner.
Nu vend tilbage riig; thi, se, du bærer
min Faders og min Moders Aander paa
dit Hovet til din Fader!

En anden Søn.
          Nu vi maae,
som disse Evas Taarer, hvorpaa nu
igjennem Rynker hendes Aand udflød,
os skille ad paa Jorden. Jeg vil gaae
til Søens Bred bag Ararat det blaae.
Og vee hver Mand, der tør med fremmed Skygge
formørke Dalene, hvor jeg vil bygge!

166En Søn.
Ja, drage I med Vinden Syd og Nord,
Seth arver Abels Ager, Cains Hjord.
Thi, Brødre, see, vor Fader er jo Steen!
Thi, Søstre, seer, vor Moder er jo Muld!
Vi give Jorden deres tomme Been!
Ak, Jord selv døer, naar den af Liig er fuld!

Messias.
Abiriel reen fra Adam gjenvender.
Evas Hjerte Ohebiel gjensender:
de elskende To, der Stamforældre vorde
til Englene, der dvæle i Hjerterne paa Jorden,
til Englene, der straale i Himlen ind fra Jorden:
          Abiriel-Ohebielers Orden.
Thi første Elskovomfavnelse (liig
to Fosse, der i Dalen sammenhvirvle sig)
forplanter i Fostret forente begge Aander:
saa De igjennem Ætten i Mulden vandre sammen:
saa Menneskeheden er kun een Aands Flamme.
Ja Kraft og Kjærlighed hver Sjel:
hver Jordens Sjel og Himlens Abiriel-Ohebiel!

Aander.
Hil hjemvendte Aandepar! Snart stimle
de Engle hist I fødte efter eder til Himlen!

Ohebiel og Abiriel.
Ah, Liv! Hvor seer jeg Alt! O Solen er
ei ene Guddom, som jeg troede der!
          Men Gud jeg seer
i Solens Skin, i Duggens Spind,
i Æblerødt, i Fuglesang og Bølgegang,
          i disse lyse Aanders Hær.
Se, Dybet er Hans Almagts-haand!
Se, Himlen er Hans Viisdomsaand!
Se, disse Soles Lys hans Tale!
Hans Tanker sig i Livet male!
Ak, hissetnede ikkun halv,
som med eet Øje kun, jeg saae,
167og jeg, for Hvad jeg saae, jo skjalv!
Ak, hist i Muld Jeg var kun heel og fuld
eet Øjeblik, eet Elskovs-aandedrag,
naar begge mine Dele (som Qvinden og som Manden)
          omfavnede hinanden,
          og blev eet Hjertes Slag!
Fra høieste Udsigt paa Jord: een Dag,
eet Liv jeg saae for Foden laae.
Men her fra min Gravhøi en Evighed
jeg skuer ud gjennem Himlene bredt!
Se, fremad igjennem Himlene den naaer,
tilbage i Støvet gjennem Ætten den gaaer
til sidste Grav – o Krandsens sidste Knop –
mens Selv jeg imidten paa denne Gravhøi staaer!
Hvor er min Svaghed? Thi jeg mindes,
at jeg sørgede engang,
da i tvende, trange, hule
Hjerter jeg mig maatte skjule,
før jeg ud af dette Minde
som en Himlens Blomme sprang.
Min Erindring – o hvor stor! –
er mit hele Liv paa Jord,
fra mit første Ord til sidste. .
. . Ak, men alle synes mig
nu som Tanker fuldbevidste!
Tanken i det dunkle Skrig,
Angest eller Glæde fødte,
naar mig Jordens Syner mødte,
viser sig nu klar i mig.
Ja selv – en faver Drøm! – jeg synes, som om
i Himmelen her jeg ikke ukjendt er;
som om det Navn, de høje Aander kalder
mig med, var Klang ifra min Barnealder;
som om jeg Ormene besøgte hist en Tid,
fordi min Frihed vilde stevne did,
og kommer nu af egen Kraft tilbage;
som Mands og Qvindes Skjønhed var et Slør,
det Døden af mit Væsen nu har draget;
som om de Been, jeg bar, var kun et Fængsel;
168som om min hele Viisdom hissetnede,
der vilde Gud i hvert et Blad oplede,
og skjalv dog, naar det rysted’, for hans Vrede,
var efter fordums Himmel kun min Længsel.
Dog – ak jeg veed ei – men jeg troer,
at, først naar Alle døde er’ paa Jord,
og have om mit Hjerte samlet sig
i samme Vingely, da seer jeg mig
meer høi og glad og lys end før jeg var:
som disse store Aander skjøn og klar.

Messias.
Ja, Aander, som Sjelene stimle frem
fra Jordens Hjerter mod Himmelhjem,
da stiger eders Salighed: naar Jorden er øde
          og Alle døde,
men salige Himle eder omstraale,
          da naaed I Maalet.

Aander.
Ja høieste Aandens Maal: Messias liig
I evigen rene, salige vorde;
thi I en Himmel avled frem af Jorden,
og see den heel da at udfolde sig.

Abiriel og Ohebiel.
O Gud! den Evighed du gav
(ei begyndende fra min Grav)
er da en Salighed?
Ak, kan jeg blive meer skjøn og glad og god?
Ah ja, jeg maa jo endnu lære:
et lidet Barn ved denne Mesters Fod!
Han tænker sandt, hvor jeg kan ikkun troe.
Se her i disse Jordens Væsners Øine,
jeg synes selv at skimte noget Ligt
mig Selv og disse Himlens Aander høje.
Dog vilde deres Øine kun for mig
nu være Taageslør, og deres Øre
en snever Grav at lytte i;
min Aand, der flyder over Alting fri,
i deres Hjerneskal var stængt og qvalt.

(Menneskene stede Adams og Evas Liig til Jorden.)
169Ah, se mit Liig! Ah, hvor de pryde
de gamle Pjalter! Ah, mit Liig
imellem mine Børn! O, saae I mig,
en Lovsang vilde Eders Taarer bryde.
Ah, seer min Datter der mig i sin Graad?
Hun stirrer hen mod mig. . . Ak nei!
          Da græd hun ei.
Jeg seer en Tanke dybt i deres Hjerter.
Ak, hver en Taare (Barnets Kjærlighed
mig fryder i min Salighed)
som glindser paa min Baare,
er ei Blikket af en Smerte!
Ha, se! denne Søn, som slaaer
Graven fuld af Graad og Haar!
Hvert et Haar er udrakt Tunge,
          hver en Taare Skeleblik
          af hans Hjertes onde Raad.
Vee, hvis jeg ikke vidste vist,
Alle blev’ som Jeg tilsidst,
Kummer Himmelen da fik!

En Offerpræst.
Den sorte Røg af Synd og Suk,
af Avinds Aande, af Smaaebørns Blod
over Jorden ruger. Dog skjuler den ei.

Mennesker.
          O, kunde den skjule, vi syndede meer!
Havet stiger, Jorden synker, Skyen er bleven Bølgens Skum.

En Offerpræst.
Os Ofrets Røgsky skjuler ei.
De store Guder paa Havets Skjold
løfte Jordens skjælvende Hoveder op
mod Hevnens det gloende, hængende Sværd.

170Mennesker.
          Vee, Dybet til Fodfæste, Lynet til Skjul!
Havet stiger, Jorden synker, Stjernerne i Dybet gaae!

En Offerpræst.
Vil Himlen atter parre sig
med Dybet? Stormfulde Skyer flye
lige geile, hylende Ugler . . o vee!
og Bjergene bøje som Qviste sig ned!
Se, Havet sig hæver til et bristende Æg!

Mennesker.
Havet stiger, Jorden synker, Bjerget svømmer under Skye!

En Offerpræst.
Vee, at I, mens en Dag var klar,
ei Dybets Magter et Altar gav.
Thi Vreden slaaer ei ydmyge, graadblændte Blik,
men svulmende Nakke, letsindige Smiil.

Mennesker.
Havet stiger, Jorden synker, hvor er Himmel, Jord? kun Dyb!

En Offerpræst.
Thi, see, ei eget Altar slaae
de vrede Guder, om Alt forgaaer.
Ene, midt i det endeløse Hav,
det kneise som et Minde over Livets Grav . .
vee, som et Minde, at paa Jorden dog var eet
fromt Hjerte: det, som reiste Alteret!

Mennesker.
Hver forbande nu sin Broder, han hvis Synder dræbe dig,
Himlen Jordens eneste Gave, Altret, har forskudt. O Vee!
hvor skal vi fra Hevnen flygte nu i Guders vrede Mulm!
Dødens Sværd er paa vort Hoved, Dybet gaber ved vor Fod.

171En Moder. (famler efter det.)
. . Hvor? – Ak, Dødsens Mulm,
befoel dig Guderne at sænke dig
imellem en Moder og Barnet?

Bølgen skreg? O tys!
Mit Barn, hvor er du? Jeg skal flye med dig.
Din Vugge jeg har jo i Skjødet.

Fæle Lynets Lys!
Mit Barn er skyllet op paa Klippens Horn:
et Dyb mellem Moder og Barnet?

Heller kunde da
et Dyb mit eget Hjerte kløve – – –

(styrter sig i Vandet.)
Skrig, Barn! og led mig, Lyn!

Manden.
Ha, skulde jeg ei nyde af min Kløgt,
der lod mig ride paa og tøile Vandet?
Du skulde leve? Jeg – jeg skulde døe?

(Et Lyn viser Moderens Liig.)
Ha, vee, min Moders Hjerneskal jeg knuste!
O, vee, jeg seiler i min Moders Blod!

En gammel Qvinde.
Dreng! Dreng! – au, bruger du din Fa’rmo’rs Ryg
– bort! bort! – saa krum, til Stige . ?

En Dreng.
          Eia, Vandet
er efter mig . . o hold mig Bedstemo’r!

En Mand. (styrter Kjellingen ned.)
Hør, hjælper mig . . .

172Hans Søn.
          Tag mig med Fa’r, o Fa’r!

Manden.
Gaa, du har dine Been! Saa slip mig Dreng!

(spænder Drengen ned.)
. . Hør hjælper mig! Du gode Mand, hal op
min Sæk. Der er min Skat . .

En anden Mand.
          Ha, redder du
dit Huusgeraad, og kaster bort din Søn?
Gjør Plads for Drengen der, som skjælver . . Ha,
Du sidder paa min Moders Liig .!

Hans Søn.
          Hjælp Fa’r!
Han der med Sækken dræbte Bedstemo’r,
og styrted’ lille Tubal ned, hans Søn,
fordi han hang i Sækken!

Den anden Mand. (styrter Manden med Sækken ned. Han river anden Mands Søn med sig.)
          Ned da! ned!
O vee, min Søn .! O! o!

En Yngling. (træder paa en Piges Liig.)
Anah! Anah!

En Mand. (fra Toppen.)
Du træder paa din Brud,
som paa en død, opskyllet Hai.

Ynglingen. (knæler ved Liget.)
O, Anah!
Det er ei Anah!

173Manden.
          Snart da Vandet skal
din Anah vaske, saa du kjender hende.
Ah, vil du op endda? ei døe med hende?

En Mand. (styrter opad med en Qvinde, der har et Barn i Armen.)
Kom, Qvinde, lad den Lille ligge . . Ha!
Kast, kast din Byrde!

En Mand. (fra Toppen.)
Bliv nede med din vanvittige Kraft! . Jeg lever!
Ha, stærke Deukalion – jeg lever!

Manden med Qvinden. (styrter Alt ned om sig.)
Kom! kom! væk! væk! Ved Dødsens! Ha!
Hvad klæber mig om Barnet? Ha, hvad Tang?
hvad Græs? (seer sig om) O vee! min Faders Graahaar!

Qvinden.
          O,
o frels mig ikke! Jeg er uden Børn.

Manden. (arbeider sig med sin Qvinde op paa Toppen. Brydes med den Mand, som havde den inde før.)
Ha, bort! Her er ei Plads for Tre! Du døer!

Qvinden.
Hvi bleve vi ei slugte i denne Syndflod,
da du har Foden glat i Faders Blod,
og Barnets Skrig i mine Øren holdt?

Manden.
Vi ere nu som Adam og som Eva:
vi holde Livet inden vore Arme;
og dette Horn af Fjeldet er vor Jord,
og denne Ørnerede Paradiset.

En Mand.
Paa rappe Heste, høie Dromedarer
fra Kaschemir, Cains Fængsel, ere Bud
hidkomne for at smelte deres Skræk
i salige Hindostans milde Sol.

En fremmed Mand.
          Vi ere
ei længer Flygtninger, thi vi har seet
fra Dhavalagirs Top, at Himlens Brand
er slukt, at Dybets Svulmen sank som Røg.
Lyksalige Hindostan, salige Prokritis Æt,
I frydes! sætter Eder ned ved Ganges!
Thi Dybet var retfærdigt i sin Vrede:
Det standsed ved de Godes Bredder: Himaleh!

En anden Fremmed.
Ja, salige Hindostan, du svømmed over
det vrede Dyb, som Lotosbladet. Se,
da Dschagatai, før Jordens høje Hjerte,
blev til en rundtomsqvulpet Strand, da saae vi
det hele Vestens Liv, som gjorde Phrats
og Pischons Bredder lige Jordens Mund,
der, altid ædende og altid leende,
med Skrig og Sqvaldren Himmelen forhaaned,
som splintrede Lemmer af et Liig at drive,
at tumles, at klæbe sig til vore Bjerge.

En Mand.
Ja, Guders Vrede er ei blind som Mandens;
idet det farer, aabner Lynet Øjet,
og Hevnens Sværd sin Haand bag Stjernen har.
Vi sank ei, thi, som Hines, var vor Haand
ei fuld af Blod, og Smaaebørns Bloddamp ei
vor Himmel mørkned’; reen og sød som Ganges
vor Fromhed var, og Guderne Det saae.

175En anden Mand af Folket.
O tal ei saa! Er vi ved Skræk ei tugtede?
Er Skræk ei Straf? Erindring om en Rædsel
ei Tugtensriis? Vi vare jo som dømte
til stivt paa vore Brødres Død at stirre?
I vore Bjerge gjenlød deres Suk.
Og dømte ere vi jo til at feje
den store Dødsplads reen, hvor Ribbene
af vore Brødre hænge rundt om Palmerne?
Mon Dyrene ei vare fromme? Dog
de maatte flye i lange Rader, og
vi Mammuth saae i Dødsskræk søge op
mod Nordens frosne Sumpe og dets Iismark;
og hele Flokke samled sig i Huler,
og Vandet skylled efter dem, og lukte
med Dyndet deres Grav.

En fremmed Mand.
Prokritis Æt, hvis palmebrune Farve
det rolige Tusmørke viser, hvori
det Menneskehjertet er tilladt at leve,
– se du, fra Adams hvide Æt
sig Solen vendte, for sin Hevn ei see!
Kun Een sit Huus, Seths Afkom, Noah, frelste;
thi, se, hans Kløgt, paa sammenbundne Træer,
ham løfted’ til Chaldæas Fjelde let,
hvor Tusinder, hans Brødre, i Flugten for
det skyllende Dyb, med blodige Fingre hang.

En Mand.
Ja Disses Jord var skjult af Offerbeen;
og Folket var saa hvidt, da Angsten ved
de blodige Offre havde bleget det;
og deres Børn kun Synd og Syndskyld arved’.

En fremmed Mand.
Meschias, Meschianes blege Æt,
der gjorde Caucasus til Liigsteen og
den sorte Ørk til Baare for hver Fremmed,
176til Dynd er knust, da mod hinanden Himmel
og Dyb sig knuged. Kun een Mand og Qvinde
paa deres Brødres Pander stege op
til højste Tinde, hvor de leve.

En Mand.
Ja disses Hjerter svulmed saa af Synd
som Caucasus. Nu er da Ganges’s Børn
de Jordens Første og de Sidste.

En fremmed Mand.
Mæt af den halve Jord har Dybet lukt sig.
Det joges af det røde Blus paa Himlen
fra Vesten ind, og har nu efterlaldt
om Caucasus en Ring af sorte Have,
et Gab i Jordens Midte fuldt af Øer
(som Noahs Japhet tog til Arvedeel)
der ligge, lige Levnings-been, igjen,
som Gravhøje over sjunkne Folk.

En anden Fremmed.
          Se Phrat
og Pischon fandt igjen ei deres Baner,
og Nil, de sorte Menneskers dybe Skille,
alt kjæmper sig et nyskabt Land igjennem,
et Land af Dynd, hvor før imellem Bjergene
sig Havet skar.

En Mand.
          Men Hindostan blev urørt,
da Jorden skabtes om. Det er det Ældste.

En anden Mand.
Paa Elephanter – se hvor Mandens Skræk
sin Qvindes og sin Afkoms Taarer stivner! –
hidkomme Sydens mørke Folk.

177En fremmed Mand.
          Ja kunde
min Sorg og Qvindens Taarer vejes, da
ei Elephanten bar os! vi da laae
med vore Brødre under vore Strande.
Thi se Cambodja revned’ fra Malacca,
Vulcanerne udspyede Vand og Ild,
i Syd er hele Landet skyllet bort
som raaddent Kjød, en Hær af Øer,
som Been paa Dødens Val, som vilde Haar
paa sorgfuld Moders Skjød, nu ligge spredte!

En Mand.
Men Hindostan, som Jordens Hjerte,
men Ganges, som Jordens Pulsaare er,
som Himlen ei vilde knuse og splitte,
at ikke hele Jorden skulde døe!

En Mand.
Ah, Jorden skjalv da for at føde? Se
fra Andes, hvor vor Jord er voxet – ha,
udbredende sig i Havet! Vælted Havet
mod Østen sig at sluge Østens Lande
(thi se mod Øst det endeløse Land,
hvor før var Hav! se Landets store Floder,
hvor før var vilde Strømmes Gang i Havet!)
og, sqvulpende i Dønninger tilbage
paa denne Side, gjorde Chilis Kyst
saa steil og lige, og Panama smal,
da det igjennem denne Lænke vilde
sig bryde, for sit Løb igjen begynde.
Før syntes vi vor Jord var liden, kun
en Bjergekrands, der kløved Havet . . Ah,
nu see vi ikke Havet mere, men
dets Kilder vel i disse Landets Floder,
der stige fra de gamle Høislætter ned
at maale og besee de nye Lande.

178Messias.
          Mennesket troer,
at Himlen, Guds Barm, kan fyldes saa fuld
af Synd og Suk, der ryge fra Muld,
at ud den maa briste, og knuse hans Jord,
          og knuge og splitte det Alt,
          Cajahel som Liv har malt,
til Intet tilbage, til Rummets drivende Damp,
der, først ved Cajahels og Obaddons Kamp,
opdyngedes, som Livets Sejersbytte, til
en Jord, tilhyllet med første Morgens Smiil.
Han troer, at Jorden, det Døde,
for ham, for Aanden, skal bøde,
som, dengang det Evige Liv ham gav,
          fik Løn i sig Selv og Straf.
          Øiner han Spoer
til Kræfternes Kamp i hans Jord,
fræse Vulkaner, æse Oceaner,
Sig ene Aarsag og Offer og Maal
          for Striden han ahner.
Seer han et Dyb, hvor Obaddon foer,
          han skjælver, og troer:
«mig Jorden vil ei bære, min Synd er for stor.»
Aander Cajahels Seirsaande ud
et Foraar af Liv, en Høst af Frugter,
          han smiler, og troer:
«min Fromhed seer Gud, min Dyd er stor,
          mit Offer han lugter.»

En saadan Kamp, med Jubel og Gys,
(som den, der rased’ paa Jorden nys,
da en Verden i flammede Livsensgjær
          den brused’ nær,
og Dybet svulmende denne imøde;
men Jorden sin Ligevægt fik ved sit Øde)
i Menneskehedens Indre vil reise sig, naar,
som Blus, Himlens Sandhed over Hjerterne staaer,
og Samvittighederne svulmende imøde den slaae:
da vil den see, at dens Dyd og Last
179ei lønnes og straffes af Sky og Ild og Muld;
men Aanden sin Ligevægt, Selvbevidsthed, faaer.
Med den mellem Himmel og Jord staaer han fast,
og seer da en Syndflod, svulmende og fuld,
          brusende ud,
          naar Hjertet er brudt,
i Aandens Taarer: Vemod og Sorg.
Men, se – som Storm over Vandene jog,
og ned dem til Damp i Dybene slog –
saa reiser (thi Himlen har Seir og Kamp)
hans Kraft sig og aander Angrens Syndflod bort;
hans Liv blomstrer atter unge Dyder frem.
De klattre mod Himlen; han stiger med dem.

Manden.
Opreiser Eder, Sønner, under Spydet!
I, mine treti Arme, jer udbreder,
og sammendriver Folket ved mit Telt!

Manden. (til Folket.)
I samled’ inden disse Bjerge sammen
jer Teltehob, at Alle om den Enkelte
et Hegn af Arme kunde flette, saa
han ensom ei blev Dyrs og Fiendes Rov,
og for at vogte og at nyde sammen
jer Rigdom. Men, Hvo er i denne Hob,
der dreves sammen jo af Angest, for
at Hver kan finde Ly indunder disse
isammenstukne Hovder . . Hvo er som Hjertet,
det Styrkens Æg? Hvo er som Middelstøtten,
hvortil de Alle læne sig i Nøden?
Mon ei den Rigeste? Mon ei den Stærkeste?
Og Hvo er riig som Jeg blandt mine Hjorder?
Og Hvo er stærk som Jeg blandt mine Sønner?
Hvo riig? Og dog var jeg end arm som I,
180min Styrke skaffed mig dog Rigdom atter.
Saa er min Styrke da min bedste Rigdom,
min Ønskehat, min Pung, som ei kan tømmes.
Men – ha, hvi gav mig Himlen Styrke blandt
de Svage? Hvi i Eders Armod Rigdom?
Mon, at jeg skal blandt Eder meest arbeide,
naar jeg har Magt til Eders Sved at tage?
Mon, at jeg skulde give bort min Rigdom,
saa den blev Armod, Eders Armod Rigdom?
Hvad Velbehag i Styrke, naar den ei
kan hvile? hvad i Rigdom, naar den ei
kan dynge sig? Ha, Alt skal voxe jo!
Den Svage skulde frydes vel som jeg?
Maa alle Dyr for Løven trælle ei?
Naar deres Fedme blomstrer, han dem plukker.
Er jeg ei som en Løve i mit Folk?
Se, mine treti Kløer i mine Sønner,
der bævre alle af mit stærke Blod!
Se, denne Hale bag af mine Trælle,
Hjemfødninger, der leve i min Skygge
i frydfuld Roe, og fødes af mit Fad!
Hør! See I ei, at ingen Fiende nærmer
sig mine Hegn? Saa vil jeg frede Eder
for Vestens sorte Folk, der svømme over
vor Flod, forfærde os, som om vi saae
vore levende Skygger, og fortære Eder,
– hvis I vil kalde mig for Eders Løve;
jer Nakke bøje under denne Fod;
jert Liv i denne Kølles Skygge sætte;
jer Ager give mig, men dyrke den;
og bringe mig det Bedste; hvis I ville
mit Telt med eders Døttres Skjønhed pryde,
og Eders Æt for min Æt være Slaver,
som, Fædre, I og Alle ere mine,
ifra min Ældste til den Hyrde, som
med Svinet æder Olden.

Folket.
          Vær vor Hersker!
Thi vi din Kølle frygte.

181Manden. (fælder En med sin Kølle).
          Saa da splintres
Enhver, som giver mig ei Skat og Trældom!
Hver, i hvis Pande Jeg seer malet Trods!
Hver, i hvis Mund er ei min Viljes Gjenlyd!
Hver, som betvivler, at jeg er hans Lemmers,
hans Livs og Døds, hans Sveds og Rigdoms Herre!

Folket.
Vort Liv er i din Haand, vor Sjel er i
dit Blik, vor Villje i din Mund, o Herre!

Manden.
Hvor standser vel min Magt? Ha, den maa rulle
som Alpens Snee! Mon der er bedre Folk
end disse Trælle i de andre Skove?
Min Fryd og Rigdom voxer med min Magt.
Saa rulle den da, til den Gudens ligner.
Reis Eder Folk! grib Nogle Sværd og Fakler,
og Andre svinge Spydene fra Hesten,
og Andre gjennem Horn forkynde Alle,
at de for Jordens første Drot maae knæle!
Hvo har den bedste Hest? Den jeg bestiger;
thi Eders Bedste er jo mit. Ha, nu,
naar jeg befaler: brænd, og myrd, og dø!
saa brænd og myrd og dø! Og vi skal være
som Løverne: vi æde vil vort Bytte.
Og som Hyænerne: vi bli’e ei mætte!
Se, reis et Banner, og et Mandehoved,
paa blodigt Spyd! Naar Banneret mig hvifter,
og synes slaae sig tyvedobbelt ud,
betyde det vort Mod og Blod, der vil
sig brede over Jorden! – Ha! Og denne Krone,
jeg sætter paa mit Hoved som en Sol,
til Mærke, at det nu er Jordens Sol!

182En Mand.
Ja, vil du være Løve, vil jeg være Ræv!
Hersk du om Dagen! vær du Dagens Konge!
Til mig skal Natten skatte!

En anden Mand.
Ja, vil du være Løve, vil jeg være Ulv.
Vil Jorden ikke bringe mig sin Skat,
saa maa jeg straffe, og den tage Selv.
Den Ret du lærte mig, du første Konge.

En Mand.
Se, Konge, vær du alle Nævers Konge!
Din Arm er stærk, min Arm er svag, og skulde
min svage Arm da trælle for din stærke?
Ha, jeg vil herske; og mit Herredømme
skal være stærkere end dit! lad Kongen sidde
paa Jordens Nakker: Jeg paa hans vil sidde.
Hersk ved din Arm! Jeg hersker ved mit Hoved!
Hersk over Armene! Jeg hersker over Hov’derne!
Du skjælver, Konge, som din mindste Træl,
for Himlens Kræfter, som skal vorde mine,
for Jordens Syner, som jeg gjennemskuer.
Fra Fjeldets klare Top jeg stirret har
i Nattens Dyb, og givet Stjerner Navn.
Jeg vil dem fra min vide Offerkaabe
udryste over Kongens stolte Isse.
Se, Han med Folket, som for Alting skjælver,
der er en Tomme over alles Hov’der,
sig bøjer ned i Støvet, naar jeg stiger
fra Fjeldet ned med mine Stjerneguder,
at sætte mig paa Altrene, hvor før
de ofrede til deres dunkle Skræk,
og søgte Gravens Mulm med Blod at lysne!
De troe nu Intet, eller Hvermands Troe
er formløs Skye, hvori hans Hjerte svømmer . .
183. . nei, eller Taage formet efter Alt
som skrækker ham. Men jeg skal danne, efter
min Lyst, den Skye, og fylde den med Guder;
og denne regelløse Tro (saa den,
som boer paa Stranden, dyrker sorte Bølger,
og den, som boer paa Bjerget, dyrker Stormen)
jeg former efter mine Indfald, naar
jeg siger lydt fra Tempelet, mit Slot,
at Jeg, de store Guders Høitbetroede,
den former efter disses Villie, efter
de høje Stjerners Baner, hvor den tydes.
Da Folket skal om Guder bede mig,
og jeg skal sende Skrækkenssyner som
min Trælleflok. Da, Drot, beherske du
ved Frygt kun Folkets Pandeskaller! jeg
ved større Frygt skal Hjernerne beherske!
Thi Stammerne jeg sanker til een Tro,
nu da min Stammes Altar jeg har reist
til Mærke for de Andres, nu da jeg
ifra min Stammes Offerpræst har kaaret
mig ud til Alles Overofferpræst.

En Mand.
Stir Du kun i Nattens Bug! spaa af Stjernens Flugt!
Jeg vil see i Fuglebug, spaae af Tarmens Lugt.
Som til dit, skal Folket og til mit Altar stimle,
troe, at jeg i Dyrets Bug gjennemskuer Himle.

En anden Mand.
Rædsels-guder skabende, skræmmer Jorden Du;
bøjer under Præstestav Alles bange Hu.
I dit offerblodige Spoer sniger jeg mig tyst,
hænger Amuleter paa hvert et bange Bryst.
For Guld og Ære vil jeg lære dumme Folk en List:
din fæle Gudfloks Vrede tæmme med en Troldomsqvist.
Med Troldmand og med Spaamand har Offerpræsten Pagt:
indunder deres Stave er hele Jorden lagt.

Messias.
I lange Rækker af Kroner Jorden
          er lænket vorden.
Og Hjerterne til vilde Offerflammer
          nu flamme sammen!
Gjennem Offerhymner gjennem Sejerssange
hyler Offernes, Slavernes Jammer.
Vee, Tyraniet har sin Arm opreist
i Kongen, sit Hoved i en Offerpræst!
I Troldomsstave, i Kronens Ender
sine lange Fingre: i Blod de brænde.

Men, Frihed og Sandhed – Aandens Ejemærke,
i Menneskehedens Barndomsirren henlagt,
bortkastet ei, thi den kan ikke tabes,
om Jorden svam i Blod, og Skyen var
ei Blomsterduft, men blodig Offerrøg,
om over hver en Hytte stod en graadig
Tyran, om Solens Lys blev fanget ene
af mørke, slugne Offerpræsters Kaaber, –
ved dybe Greb i Uvidenhedens Mulm
vil hentes ud af stærke Abirieler;
dog atter glide under Mængdens Hænder
i Dybet ned, saa kun dets øverste Glands
i Dybets Aabning, som de Templer kalde,
bli’er skimrende, til Himlens Kræfter selv
det løfter, under Aanders Jubelsang,
heelt op af Dybet, og Klenodet lægger
som Straale-ring om hvert Hjerte. Den Tid
skal Støvets Aande kalde «Frelsens Tid.»

En Mand.
Først løfted Barnet Armen, knuste Fluen:
saa sprang en Yngling frem, og tyned Panthren:
sig reiste Manden saa, og fældte Løven.
Og Manden hersked over Qvinden og
de treti Sønners Telt: saa tvang hans Styrke,
der rørte tredsindstyve snoede Arme,
185og aanded’ treti Pile ud paaeengang,
de Svage til for deres Liv at trælle:
saa blev han Slægtens Første, da han reiste
et Fædreherredømme: derpaa gik han,
som hele Folkets Konge, ud, og tvang
de andre Jordens Folk, da med sit Folk
(paa begge Sider udbredt lige Vinger,
mens han som Hjertet bankede dem frem,
og Kronen var et funklende Ørneøje)
han omfløi Jorden, til han daled paa
den sidste Hytte, der i Syden er
(som trukket op af Solen) klinet, liig
et Fuglerede, op paa Stylter; men,
saa svang sig op med Hærens Fløivinger,
som Jordens Midte brede, over Jordens Midte,
og skjød i spidsede Phalange-neb,
liig Nordlysgrene, Hæren saa udover
Iismarkerne i Nord og satte sig
(som trætte Falk, hvis Mod er længere
end Vingerne og Luften, hvor den aander)
paa Dvergens Hytte, der fra Marken knapt
i Mulmet rager op og synes liig
den lille blaagraa Plante Jordrøg.
Saa blev den sidste Pande jevnet da
indunder Mandens Stav; og alle Nakker
(den ranke Bactrers og Jakutens lave)
laae bøjede over Jorden jevnt som Bølger;
og Mandens Herskerbud fløi over let
som Vinden med de sorte Hvirvel-fodspor.
Saa løfted’ Barnet Arm og Yngling Bue,
og Manden Kølle og tilsidst et Scepter,
da fleer og flere Undertvungnes Hyldest
hans Kølles Buler slikked’ bort, og gjorde
den til en rank og blank Befalingsstav. –

Først laante Barnet kun sit Vuggerum:
sig dyrked saa en Yngling op en Ager,
og fæstetog den af sin Fader: saa
sin Qvindes og sin Stammes Ager ejed
186da Manden, Sønnens Hjord og Slavens Sved:
saa tog han ved sin Styrke Folkets Land:
hans Ager slugte alle Folkets Agre;
og saa blev hele Jorden til hans Ager,
med Aftenens og Morgnens Sky til Gjærde.
Ha, Mandens Kaabe blev en Tordensky,
der mørkned’ Jorden; og den Jordens Rigdom,
han ikke tog, men lod de Andre laane,
blev som hans Krones Affald. Med sit Scepter
han maaled Jorden af i Riger, lige
tykbugede Elephanter liggende
med barske Blik og Snabler mod hinanden.
Ha, Hindostan og China og Ægypten!
Ha, Babylon og Medien og Bactrien,
Assyrien, Arabien og Persis
og Lydien og Skythien og Libyen,
Æthiopien og Mexico og Peru!
Og Manden i sin Krones Ring indstevned
og maalte Folkene og mærkte dem
med Bannere og bandt dem rundt om Throner
som bedst det lysted’ ei som forhen, da,
liig Dyr, de klyngedes sammen efter Farven,
og fængslede bag Bjergene sig Selv,
som om de vare Jordens sidste Grændser.
Men Manden paa sin Skulder flyttede
Cimmeriens Mulm og Jordens Grændseskjel;
og traadte jordomskyllende Ocean
med Foden længer bort.

Først laae et Barn i Mod’rens Hætte: saa
sig fletted Ynglingen en Hytte: saa
udspændte Manden Teltet over sit
og sine Qvinders Hoved: saa – ha, noget Større
er ei end Mand: han blev dog kun en Mand! –
saa byggede hans Trælle op hans Huus;
hans Hær det løftede paa Spyd opover
hans Folkes Arner, saa det raged’ høit
opover lave, hvide Telte, ligt
en Ørnenakke over lave Duer.
187Han bød da Alle samle sig omkring ham,
og bygge Huse rundt hans Borg, og kun
hans Fiender paa Flugten imod Nord
og Syd i Ørknen under Telten hviled’!
Saa reiste han en Borg i hver en Stad,
som Husenes Konge og som Stadens Horn;
han Porte satte; Mure slog han rundt
som Stadens Arme; planted Spyd paa Taarnet,
som Stadens blinkende Øine over Sletten.
Se, Babylon sig reiste over Sumpen,
i Phrat med Marmorfoden trædende,
med Sale, lige Himle, under Himlen!
Se, Ninive kløver Sky med Kobberhorn!
Og Ganges er som Delhis elphentand-
omkrandste Tunge, der fortæller Hindostan
om Delhis Pragt, den saae i Løbet, og
nu maa fortælle, liig en nys udsluppen
og mættet, frydfuld Gjæst, der ei kan tie
med Hvad han nød og saae i Kongens Hal;
men Ganges fører med sig ud til Havet
(den Bølgepøbel) Alabastersøiler,
og Guldgranater, som sank i den ned
fra Delhis Storhed, liig hiin glade Gjæst
i Kappelommen Stegebeen og Knogler.
Se, Maanen ligger høit paa Pekings Tage!
Og Stjernerne i Stjerneskud sig splitte
paa Samarkandes Taarne! Se Persepolis,
et skjønhedsfarvet Caucasus af Marmor!
Syvarmede Ecbatana og Baalbek,
den Ørknens hvide Dugchrystal,
og Skythiens Asgaard, liig et Ural af
den graa Granit til Tanais Sletter tryllet!
Som Peking Hovedstæders Hoved mod Øst,
først lettende paa Kupler Morgenrøden:
er Memphis Stædernes hundredringede Hale,
der, bugtende fra den ene Nilbred, dukker
sig under, men i store Hvirvler snoer
sig paa den anden Bredde op, som for
at række og at slynge rundt sig om
188den Jordens Vægtstang, som er sjunket paa
Syenes Brønd, hvorefter Theben ogsaa
med hundred Munde gaber. –

Først Barnets Lov var Maven; saa blev Hjertet,
der Straffe skrev med svulne Vredes-aarer,
og Mildhed kun ved bløde Slag dicterte,
for Yngling Lov; og saa blev Hovdet Mandens,
og saa blev Manden hele Folkets Lov.
Men da i Folket Manden blev som Hoved,
og hele Folket blev som til een Mand,
med Mures Muskler, Marmorstæders Knogler:
blev Manden, da sit Folk han løfted’ som
Retfærdighedens Arm, Aljordens Lov.
Hans Scepter blev Retfærdighedens Vægtstang;
og, som han dermed Land og Grændser maalte,
saa gav han Folket Vægt og Maal, og Sceptret
blev Krigens Sværd og Fredens Alens Mønster.
De Tappreste til dem at tvinge, som
den vise Orden Mandens Villje trodsed’,
hans Sønneæt, til Eje gaves Jorden,
som de med Blodet vunde og forsvarte,
idet med blodig Hjelm de den bedækked;
og Nogle Hjelmen lagde, Kroner løfted.
Se, Krigerkaster, Kongestammer reiste
sig da som Folkenes Aasyn og som Arme,
der, uden Arbeid, laae til Kamp beredte!
De Andre vare kun som Folkets Mave,
og Agrens Furer bleve Landets Indvolde,
foragtede, dog overladte til
i Roe at være Folkets Rigdoms Aarer.
Og Nogles Fingre bøjed han til Kunster:
Da Smedjen klang, og Meiselen blev liig
en Skabers Tordenkile. Ved sin Qvinde
da lærte Manden Jordens Qvinder Spolen
at slaae i Takt med Hjertet, hvorpaa Livet
af Livsensaanden (Den i Alting Aandende)
udspindes og de røde Kinder væves,
og Jorden til en Veddekamp at tvinge
189i Frugtbarhed, saa deres Drengehoveder
de saae, naar Maisen bøjede sig gylden,
og Højens Druer kjæmped’ kaade mod
den Fryd de hyllede beskedne ind
i Kindens Rødme. Hør, da sang de Alle
om Isis, Ceres, Frigga og Athene!
Saa Manden Jorden tog, for den at dele
med Scepteret i Ejendomme ud;
og Magten tog han over Jorden, for
med Dommersværdet Ret til Hver at skifte.
Den, som i Sumpen Dragen søndersled,
og kasted Korn for Slangeæg i Dalen,
fremhalte Skovens Voldsmand af hans Hule,
opreiste Konger over Landene,
og Herrer over Stæderne, og Dommere
til Konger gjorde han paa Torvene,
men Alle fast til evige Love bandt han.
Naar Tyven greb i Mørket, greb han over
det skarpe Dommersværd, og Morderens Dolk
paa Retfærds Skjoldhvælv brast, ihvorsomhelst
han stak, og sprang tilbage i hans Bryst.
Selv Skoven deelte han; hver Vaand fik Ejer;
sig Kysterne med Lov og Hævd tilegned
de fjerne Bølger: Alt blev Ejendom,
og løb ei længer mærkeløst i Chaos.
Se, store Stæder bleve Brødres Huus;
og Landeveje, liig Canaler, hvor
de rige Dromedarer seiled; og
Canaler, fulde Skibes Landeveje,
imellem Stæderne blev’ liig de Stier,
der gaae fra Naboehuus til Naboehuus,
saa sikkre, at i Mørkenat de vandres.
Da, som Naboer, der til hverandre,
for Brød og Ild og Vand at laane, løbe,
sig hented’ Colchis fra Ægypten Korn,
Ægypten Guld fra Æthiopien,
fra Thracen hentede Phønicen Viin,
og Bactrien løb til Sidon efter Purpur.
Nu lyder Menneskets Trin i Marmorhal,
190hvor Vaaben hænge blot til Stads; og gjennem
Chrystallet seer han alle Elementer
derudenfore trælle for hans Lyst.
Han flyver over Jorden, liig en Tanke;
dog hviler han, thi, se, paa blanke Vogn
han ruller over Bjerg og Dal som Tordnen
han farer over Bølgen paa sit Seil;
ham Elephanten bærer, mens han sover;
han ligger rolig, medens Jorden maa
forbi hans Øine løbe.
Nu plyndrer Manden ei sin Kjortel meer
fra Ulven, Qvinden sin ei fra Pisangen.
Ei hule Løvehoved sidder meer
til Skrækkebillede paa Mandens Isse;
men Sølv- og Staal-hjelm lige Stjerner, Krone,
liig Sol, Turban som Morgenskyer.
Dem hyller Purpur nu og Silke, saa
selv Oldingen er livlig Sommer liig.
De see hinandens Aasyn kun, som Solens,
til Tegn, at kun de skulle hos hinanden
det Aandige søge: derfor sig forelsker
nu Aasyn sig i Aasyn; ei, som før,
da Dyr de ligned’, Lænd i Lænd . .
Se, Jagten Mandens strenge Hovedværk,
mens Qvinden efter Jordens Rødder roded’,
er bleven til en Leeg: med Pragt han skjuler,
at han een Dag de Draaber lader strømme
af Losseblod han har i Aaren: Hunden
maa snuse foran ham, istedetfor
han spoered selv tilforn indunder Løvet,
og løb med aabent Næseboer mod Vinden:
istedetfor hans vilde Opjags-skrig
maa Skovens Aande gjennem gyldent Horn
fortælle Echo, at den store Herre
betvang en Hare. Og, se her! se her
et Folkenes Krigstog nu! fra Bactrien
en Hær uddrog, at vinde Indiens Rigdom;
og Indien, lige byttelystent, sender
en endeløs Række over Fjeldene.
191Ægyptens og Chaldæas lange Rader
fra Vest til Øst hiin Strøm fra Syd til Nord
tverkrydse: Rækkens Hoved bugter sig
igjennem Thibet, medens endnu Halen
ved Euphrat rører sine Krumninger.
Men fromme Dromedarer er for Hingste,
og Uld og Silke er det Kamptogs Røg,
og Elphenbeen er Kampens blanke Sværd,
og Kryderduft er for de Slagnes Suk,
og Guld, med Retfærdsvægtskaal-stempel paa,
og Purpur er i denne Kamp for Blod:
i denne Kamp, hvor begge Parter vende
som Sejerherrer hjem: i Handels-strid,
hvor Snekkens spændte Seil er Sølvbasuner,
der raabe ud til Verdens Hjørner Snillets
og Flidens Sejer over Nøden. Se,
i denne Kamp (ha, Ørknen livligt Marked,
Caravaner lige vandrende Byer!)
maa Fliden, Tidens Ploug, og Snillet seire!
Thi de, som Livet, voxe kun ved Liv,
ved Møje, ny Bevægelse, som Blodet;
men Nød og Dovenskab og vilde Dumhed
kun voxe lidende, som døde Steen,
kun ved Opdyngning og Hensmuldren.
Dog, om de voxede, som hos de Folk
vi kalde Vilde og Barbarer, til
uhyre Dynger, som med smudsig Skorpe
hvert Hjerte og alle overgroede, mægted’
de ei at værne sig mod Snillets Flid,
saalidt som Jorden, trods dens Sammenhæng
og Vidde, Plovens Tand kan standse, eller
dens Fure, naar den løber, klemme sammen.
Saa skjære Plantestæder ind sig i
Barbarens Lande, og de Vildes Hytter
med Skam sig trække ind i Skovene;
de see med Blusel sig imellem Dyrene
og disse Fremmede; og Sønnen elsker
ei meer det Liv og Magt hans Fædre lærte
af Sviin og Ulv; som Skovens Papagojer,
192de Fremmedes Sæd og Ret de efterligne,
til høit de hæve sig som de paa Jorden.

Saa maalte Manden Jorden som en Stad,
og Staden som et Huses Kammer, saa
ei Bævren eller Bien spotted mere.
Ved Lov og Ret hvert Folk tilskifted han
et Land, hver Stad til Borgere, hvert Huus
og Kammer delte han imellem Brødre.

Og Kongerne kaldte Manden deres Fader,
og Krigerne kaldte Manden deres Høvding;
og Præsterne kaldte Manden Solens Søn
(thi Hjerterne oplyste han ved Love,
med Vinter-strenghed og med Sommer-mildhed;
dog skinned Retfærd gjennem deres Strenghed,
som Vintersolens lunkne Blik i Skyen)
og Folket kaldte Manden deres Gud;
og alle Tunger med forskjellig Tone
ham hylded: saa langs Nilen klang «Osiris»,
ved Ganges «Crishen», «Fohi» lød i China,
ved Tigris «Belus», og i Schythien «Odin»,
hos Celterne «Tuisto», og i Hellas
«Dionysos» «Herakles» «Zeus» «Saturnus».

En Mand.
Først drømte Barnet kun om Moderbryst,
i Moderskjødet fandt det da sin Jord,
i Brystets Knoppepar sin Sol og Maane.
Sig Yngling reiste saa, og saae sig kastet
i Livets Bølgegang og Brusen – ha,
«Hvo rørte Blodet? Hvo mon Tordnen slog?
Hvo gik i Bølgen? og Hvo fløi i Stormen?»
Han vidste ei. Han ofred blot, og skjalv.
Saa Manden stirred’ til hans Blik blev graat,
paa Jord og Himmel, paa de Ting, som skrækked’,
de Dødelige saa, og ind han hylled
sit Hoved, at det fuldt af Tanker brast ei.
193Hans Sjel med Offerrøgen steg og daled.
Hans Tanker syntes snart at fylde Himlen,
omfatte let som Blomster hver en Stjerne,
og see med Solen ned paa Alting – vee,
nu sank de ned med Asken. –
Han vidste ikke, hvi han ofred hvad
han fra sin Hunger tog, dog dreves han
til Alteret. Han kjendte ei sin Herre,
dog vidste han sig Træl, sig bunden følte.
«Fik Solen Ofret? Hører Stormen Sangen?
og hungrer, mættes Skyen? Vee, se Tordnen
sit eget Offer splitter! kold gaaer Skyen
sit eget Altar over, ligegyldig
sin viede Ild den slukker!»

Da vendte Manden Blikket mod sit Hjerte,
og saae sin Aand – og nu hans Rynker kroged
sig ei som Spørgsmaal, men som Viisdomsstave,
der maale Dybet, finde Himlens Midte.
Da saae i Verden han et udstrakt Legem;
i Stjerneraderne varme Livsensaarer,
(saa Solene vare Pulse, Stjernerne
de Aarer, som tilbageførte Blodet)
som i hans eget Bryst; i Bladets Rasl,
i Bølgens Døn, i Tordnens Skrald
Allivsens Aandedrag; i Fuglesang
og Dyreflugt det Legems Nerver;
i ranke Mennesker Rygradens Marv,
opstablet imod Hjernen, som da var
de skjønne Skabninger i andre Verdner;
da saae med Sjelens Øje han et Hjerte
– o som en tusinddobblet Sol imidten! –
hvis Æther strømmed gjennem hele Livet,
(gjør Løven brændende og rødned Rosen)
saa Liv og Død er kun dets fremad- og
tilbagesvellende Puls; i Hjertet saae han
med Sjelens Fjernsyn: Ahnelsen, en Aand,
Altrørende, en Almagts, Viisdoms Aand,
som giver Formen Hensigt og Betydning,
194hvis Drømme Menneskeaanderne ere, saa
jo visere en Sjel er, destomere
til Viisdomstanke da er klarnet Drømmen.
Og Mandens Læbe helligedes, da først
den nævned: – Gud – den Ene – Gud.
Men frem den Lyd (som dengang Vinden blæste
i Vandene) af hvert et Hjerte hæved
en Tanke, Mandens liig, dog bleg og sløvet,
som Jorden, da den graaned først af Havet.
Og Folkene knuste Altrene, som vare
en Form for deres forne dunkle Angst,
og, knælende i Støv, med blottet Bryst,
Ægypten raabte: «Kneph», Hinduen «Akhar»,
og Persen «Zeruane-Akherene»,
Chinesen «Changti», Siamesen «Phta»,
Malajen «Sommonacodom», og Schythen
«Alfaudur», og Hebræen «Eloah»,
Iisboen «Kutka» «Radier-Azhie»,
den Sorte «Numbo», og den Røde «Tloqve-
-Nawaqve», «Tiniamacos»,
«den store Aand, som Alt er i sig Selv».

– Og Manden førte op de Viseste
til Fjeldene, og lærte dem at sanke
ved Solens Lys og Stjerneblus de spredte
Almagtens Trin og Smiil af en Algodhed.
Da, se, han lærte dem Guds høje Tanker
i Tavler male ind med hellige Tegn.
Et Æg Alskaberen da viste, som
i sig indslutter Alt; en sløret Qvinde
dem viste Guds ugranskelige Viisdom;
en Mand, med Solen i sin Pande malt
og Stjerner funklende paa alle Lemmer,
men endende i Dyrefødder, viste
Guds Viisdom, sig i Verden ifra Sol
til Krybet, aabenbarende som Almagt;
en malet Slange, som i Svælgets Dyb
sin Hales sidste Stjerne slugte, viste
den Evige, i hvem Allivet bølger
195(de vide Sphærers Bugne-hvælv af Liv
liig Slangens Bugter); og et Barn, der sad
med sammenbundne Fødder bøjet paa
et Blad, der vipped midtpaa store Havet,
dem viste Gud den Hellige, der røres ei,
og smittes ei, og krænkes ei, og rystes ei
ved Verdners Undergang, om Himlen end
blev til et svullent Hav af mørke Suk,
og Jorden lysned op som Solen af
det Blods Udgydelse, Han skabte;
et Barn, der sidder paa et Sneglehoved,
betegned dem Guds Forsyns sære Gange,
hvis Hvirvler dog hans Viisdomsaande støber
og samler alle i eet Punct – tilsidst:
i Salighedens og Erkjendelsens;
og, se, en Tornebusk i Brand, med Flammer
til Blade, men dog ei fortæret, viste
dem Guds Retfærdighed, der straffer uden
dog selv at røres af sin Vrede.
Den Tid i Menneskehedens Liv, da først
Fornuftens Øje som en Vemodstaare
opvaagnede, og saae sit Maal og Kampen
paa Livets øde Slette (se, hvor Aarene
som sorte Valpladsstøtter rage frem med
Erfaringens Paaskrift!) her, herudenfor
Dens Barndoms Hauge, hvor sig snoede
– som blinde Øgler rundt en duftløs Rose –
de tusinde Uvidenheds Affødninger
om Uskylden, og gjorde denne værdløs:
. . den Kamp den gik imøde, med sit Blik
alene rustet, mod Vildfarelsers
og Blændelsers Nordlys, Lidenskabers Storm,
og Lysters Hvirvler, Uvidenheds Taage,
Begjerligheds blinkende Sandser, mod Ladhed,
sig væltende som raadden Damp i Kjødet . .
den Tid i Menneskets Liv, da første
«Hvorfor?» sig reiser som et dugget Torn
i Barnehjertets Rose: denne Tid
afmalte Manden som et herligt Træ
196omspundet af en Slange. Og han lærte,
at hver af Træets blanke Frugter var
en Indsigt; og, at Slangens Farveskin
var Sandser, men dens Hvirvelgange Nerver:
at Slangen først har Menneskene lært
at spise af dets Frugter, i hvis Sødme
sin egen Gift den blander. Thi da Smerter
Uvidenheden greb iblinde, og
da Lyster fødte Sorger, tvang Fornuften
frem første Øieglimt; men stedse
formørkes det af vaagne Lysters Jubel,
af Smertesuk: saa hvert dens Glimt er ligt
en Sol bag drivende Skyer

Da Tanken «Gud» var evig malt af Manden,
han malte Himlen i sin Hules Hvælving,
gav hver en Stjerne Navn, idet han døbte
dem i sit funklende Øie, samled dem
i Klynger og Figurer; og han maalte
det endeløse Rum da med sin Stav,
og satte Jordens Plads i Verdens Buer,
og bandt dens Liv til andre Stjerners Flugt.
– Saa vogted’ Sirius jo, som Hunden trofast,
Ægypten, naar, af Sol befrugtet, Nilen
opsvulmed som et Moderskjød og vilde
fortrænge Jorden bort til begge Sider,
saaat dens brede Vove-rad blev liig
den Qvindes Veer, der sit Teppe splitter
af smertefuld Fryd (som om hun vilde føde
saamange Børn som Skjødet skyder Bølger)
og halvvanvittig søger Plads. Se, Stjernerne
er’ Skibenes sikre Roer og Styrmands-øje:
saa hvor paa Himmelen de svæve, svæve
(som blege Skygger,) Jordens Skibe efter!
Se, efter Stjernens Baner skyder Ploven
i Muldens sorte Nat sin Bane hen!
Ja Manden gav de Børn (de Jordens Vise!)
som sadde ved hans Fod, de Himlens Stjerner
197til Fakler, hvormed de sig ind i Himlens
det Helligste og gjennem Gravens Dybeste
sig lyste. Thi der reiste sig af Hine
da Nogle op og sagde: «Mester, du
har lært, at Gud du i dit Hjerte fandt:
Se, vi i vore speided’, men da aabned
sig blot den vide Tomhed!» Men da Manden,
med Haanden strakt mod Stjernerne dem lærte,
med Legemets Øje finde Hvad de ei
med Sjelens Øje mægted’ at opdage.
Han lærte dem med Sjelens Øje see
igjennem Legemets Øje atter gjennem
de aabne Stjerneøjne, der beskue
Guds Storhed.

Saa malte Manden da paa Templets Vægge
Calenderen; og af den malte Tanke «Gud»
fremkom, som Slangen der af liden Klump
udskyder endeløse Ringe, atter
en Viisdomslære, gjemt i Hieroglypher,
om Sundhed, Velfærd og om Frihed,
om Dyd og Last (de Sandheds og
Vildfarelses Ansigter, der gjøre Hjertet
tvemasket) og om Tro og om Udødelighed.
Da Talens lette Vind han formed i
Bogstaver evig, Manden skrev da Vedam
og Yking, Zendavesta og de ti Bud;
han satte deri Hjertet Lov og Ret,
som Kongen satte den for Haanden; og
han maalte Bueløbet af for Tanken,
som Gud for Verdnerne, da sig hans Viisdom
med Kræfterne udrusted’; og for Haabet
han maalte Pusterummet og dets Svingning;
og udenfore Tankers tette Verdners
og Haabets lette Aandekredses Buer
han viste det Uvisses Chaos (som
sig ei til Tanke-verdner end har samlet)
ligt Taagestjerner, og deruden om
198igjen da Vidløshedens Tomme, indtil,
naar Gravens Bog sig aabner, Jordens Kundskab
en Verdensviisdom bliver.
– Saa lærte Manden Mennesket at male
dets Tanker af i Tale og i Digt:
og lærte det at give Talen evig
paa Jorden Lyd i Tegn og Skrift og Farver.
Som Tankens Tunge blev da Griffl og Pensel:
saa gav han Følelsen i Fløiten og
i Plecteren dens Tunge; og han lærte
at gjøre Jublen tryllende i Fløiten,
og i dens Vildhed nøgen-skjøn paa Cymblen;
at gjøre Jammeren melodisk-sød
(saa den ei gjorde Hjertet ligt et Aasyn
fortrukket, men, om sorgfuldt end dets Træk,
dog regelmæssigt) ved at sende gjennem
Citharen Klagesukket.
– Saa lærte Manden sine Sønner da:
den Mandens Æt, som blev de Vises Kaster,
og ligned Folkenes Hjerner. Men fordi
nu Disses Kundskab voxte fra en Nød
til Verdnens Størrelse, hvor midti laae,
som Kjernesolen, Kundskab om sig Selv
og Gud – fordi de lærte Mandens Viisdom:
Calenderen og Stjernens Flugt at maale,
og Jordens Vei, og Livets skjulte Kræfter,
(saa Syge knælede paa deres Vei,
og de bød Halte gaae og Blinde see,
i Ilden gik, og aade Slangens Gift)
Udtydningen af Livet, Gravens Haabs
den Regnbu-broe imellem Tilværelsens Dyb
og Bestemmelsens Høide, og saaledes
at kige fra det ene Liv og til
det andet gjennem Gravens Hvirvelhorn:
saa kaldte Folkene dem «Hellige».
Men Manden, som af disse kaldtes Fader
(Han som til Folkenes Fosterfædre danned dem)
af Menneskene bleve nævnet da «den Helligste»,
«al Jordens Viisdoms Ophav.» Hør, da lød
199hans Navn i Jordens Tungemaal som helligst:
som «Hermes, Menou, Zerduscht, Jo og La,
og Buddha, og Confutse, Moses, Mimer.»

Messias.
Denne Alder Mennesket kalder Sølvets Alder.
Vee snart den falder
i Offerblod ved Altrets Fod!
Vee, Slavers tunge Aandepust
med Ir den dækker snart og Rust!
Snart skal den, fuld af Kobberofferknive
og Krigskobberhorn, til Kobberalder blive.
Tyranners Jernsceptre saa ville rage
frem af Jernaldrens tunge Dage,
hvor Kronerne ere det eneste Guld.
Thi Den, som bær’ Krone – o sløve Menneskeaand,
som selv sig slutter i Slavebaand,
for engang, naar Lænkerne groe for dybt,
saa Smerten vækker, at finde sig sammentrukket,
vanvoxen, vanvittig i Throne-lukket! –
          iblandt Millioner er ene fri.

Vee, af en Qvinde fød,
Han gjør sig til Gud i Muld,
behersker sin Broders Liv og Død,
ja Tankefostre i Hjertets Skjød,
halvfødte Suk, og Tusinders Smiil han former
alt eftersom hans eget om Læben sig ormer,
sin Kaabe med Blod han forgylder,
og Millioner Slaver knæle og hylde,
slikkende Broderblodet af
hans Kaabe og hans Kongestav.

Som Præsten kalker af Folkets Hjerner
op Altrene (Sandhedens mørke Skygger),
og atter igjen med kilden Skræk
for Tempelvægges dunkle Træk,
for Troldoms-qviste og Afguds-stjerner
200de tomme Hjerneskaller fylder:
saa Kongerne Folkets Nakker binde
isammen, og deraf (hvert Folk et Bundt)
          de Throner bygge.
. . Vee, se, snart kneise paa Jorden rundt
vel tusinde Throner (de Frihedens Gravminder)!

Vee, Friheden solgt til Tyranner!
– Abiriel! Abiriel, hvor er din Kraft?
Deler du døsig Lastdyrets Roe?
fryder dig fro at du tør
aande og sole dig dog som før?

Vee, Sandheden til Bedragere forraadt!
– Abiriel! Abiriel, i Muld og Nat!
Dit Legem er krumt i Despoters Lænke?
Din Aand i sløv Uvidenhed skal
stirre sig dum paa en Tempelhal?
          forbydes at tænke?
          befales at troe?
indvendig fortæres af Laster,
mens udvendig Aag om dig Herskere kaste?
Vee – Konger og Præster isammensvorne!
Frihed og Sandhed forlorne!

Stirr da, ulykkelige Menneskehed,
i flygtende Aarhundreders stinkende Fjed!
stirr over dampende Vale!
gjennem rygende Tempelhalle!
over sjunkne Throner!
gjennem brustne Kroner!
over Aarhundreder, høinende over
          sovende Slaver
Lænker og Been, Monumenter og Grave!
gjennem Aarhundreder, der kaste,
liig sorte Volde, sig
om nye Vildfarelser, gamle Laster!
Og skimt da Et, som bryder gjennem lyst,
med Straaler om sit Hoved (første Aar,
201det reiser rødmende fra Jordans Kyst)
idet det stiger over Dynger af
Aarhundrede-brødrenes Liig,
saa ned de synke, og evig bort,
          som Støv af Grav,
den fule Stank af Trældoms Laster
          ryger sort!

Da, støvklædte Abiriel, er
din Jammer sin Ende nær:
da fore de onde Tiders Fylde staaer;
dog er den Tid kun bedre Tiders Vaar.

Da løfter Eder Millioner!
Abirieler, Aander stærke,
bag Fortids Grave og Mindesmærker
          haster at Aaget kaste!
Da skræmmer med brudte Lænkers Rasl
de blege Tyranner fra deres Throner:
de Brødre, som Tusinders Frihed tvinge
ind vilde inden en Krones Ringe!
Da bryder Svøben! da knækker Spydet!
da knuser Altret, hvor Præsten bød,
og Blodet af Eders Afkom flød!
da lyser med Fakler i de Orakler,
hvis Huler vare det Mulms Cisterner,
der overskyllede Eders Hjerner!

O Menneskehed,
knæl da, Broder ved Broder, ned!
bryd da, Læbe med Læbe, ud:
          «Himlen meer ei deles efter
          Altrenes Qvadrater; Jorden kløves
          ei og røves meer ei af Tyranners Sceptre.
          Blodige Kroner, Bøddelstaal,
          Trældomsfakler og Offerbaal
          glimte meer ei over Jorden:
          gjennem Præstemulm, gjennem Kongetorden
          202Frihedens Morgenrøde,
          Sandheds lyse Dag
          straaler under Himlen, nu eet Tempeltag;
          daler ned paa Jorden,
          nu eet Altar vorden
          for Brødrekjærlighed.
          Jordens Aander gløde
          i friske Hjerter nu:
Frihed er Aanders Hjerte, Sandhed Aanders Hu!
          Jordens Aander alle
          ned i Støvet falde
          den Evige paakalde:
hver sin Thronehimmel i sin egen Pande har,
hver i eget Hjerte har Alter og Offerkar:
Drot er Hver for Jorden, Præst er Hver for Gud!

Mænd.
Vist Kongen er den rigeste: ene rig,
og alle Andre Fattige.
Vist Kongen er den frieste: ene fri,
og alle Andre Trælle.
Vor Eiendom er Hans; vor Frihed fik
han jo i Arveskat af vore Fædre.
Vi kunne da ei klage, thi som Trælle
vi fødtes jo? Men dog blandt Folket
Vi have meest tillaans af Kongens Naade.
Men dog blandt Folket, denne Ørken
af bøjede Nakker, Nakken højest hæve Vi.
Vi eje meest (og ere da de Bedste)
hvis Laant er Ejendom. Vi ere frieste:
ja, hvis Tilladelse er Frihed.
Nu, lad Selvherskeren vor Rigdom tage!
Nu lad os være kun hans første Slaver!
bør Vi da ei fra Folket tage igjen?
til vore Trælle gjøre Folket? Ellers
jo Vi, paa hvilke Kronens Gjenskin falder,
som trælle som i Ly bag Kongekaaben,
203og klippe Stykker af den til at dække
vor egen Armodsbrøst med, vare lige
med den, hvis Svedsmuds gjøder Agren; thi
da vare Alle lige usle Trælle.
Nu – Folkets Nakker ere stærke – nu
de skulle være vore og Kongens Trælle!
Nu med det ene Øje vil vi true,
og med det andet, vendt mod Kongen, smile.
Nu med den halve Mund vi ville byde,
og med den anden smigre da og lyde.
Paa Folket ville vi os hævne, saa,
naar Kongen slaaer os, saa gaaer Slaget
fra Øre til Øre gjennem hele Landet
til Bondens Svinehyrde: naar Han griber
i vore Punge, saa skal Grebet gaae
fra Pung til Pung til Svinehyrdens Drengs.
Som i een Takt, naar Kongen løfter Sceptret,
vi løfte Svøber, som hans Slags Echo.
Og dette Chor skal døve Folkets Vid
og Sands, saa Naboe Naboes Suk ei hører;
og sløve Folkets Kraft og Trods og Tanker.
Naar Kongen tvinger Folkene at bygge
omkring ham tyve Mure, ville Vi
og tvinge det os Borge op at mure
paa Fjeldene som Ørnereder, og
paa Sletten Herregaarde. Og naar Kongen
tør øve blodig Dom paa hvem han vil
i hele Folket, saa vil Hver af os
nu tage Haands- og Hals-ret over Alle,
hvis lave Hytter krybe under Borgen.
Naar Kongen tager vore Møer og Qvinder
saa ville vi, hvor Lysten peger, vælge
blandt Folkets Hustroer og Døttre; da
hver tugtig, ubrudt Ægtestand skal synes
som givet af vor Naade til en Trøst.
Men, at ei Folkets Kraft fra Dalene
skal svulme op mod Borgene, Vi ville
(som Kongen holder Hær, og føder den
med Landets Sved og Naboelandets Blod,)
204Huusknegte holde, slaae en Landserund
om Borgene, og væbne Folket af,
og vænne det til nikkende at gaae
med senestærke Armepar ikors
bag Ploven, Aare ud og Aare ind,
paa laante, hjemstavnsbundne Mark, imens
Vi ville stedse staae i Vaaben, med
et hundred Sværd mod hvert et blottet Bryst,
der tør lidt tungere aande end isøvne.
Naar Kongen lyster Krig (for, naar han vender
hjem kjølig, finde Frillens Favntag varmere)
Vi ville styre Blodets Strømme med
Commandostave. Og, naar Folket er
indbanket Troen om, at Adelsblod
(som rundet af Guds eget Hjerte)
er meer ætherisk end dets eget tykke,
saa synes selve Den, som misted’ Armen,
at saadant Saar er intet mod den Rift
vor Finger fik i Kampen.
Saa slutte Vi, med Staalbryst imod Staalbryst,
en Ring om Thronen, saa vi kue den
– det er vor hemmelige Pagt – da den
jo kneiser i vor Midte (skjøndt til Kongen
Vi sige, at Vi er’ hans Værn mod Folket)
og blandt os Selv vi keise Thronens Ejer;
men udadvendt er Ringen imod Folket
– det er vor aabenlyse Pagt – saa vi
mod Folket ligne Klipperader, der
beskytte rige Dale (engang Havbund)
mod Havets magtesløse Mukken.
Saa Vi afsondre os fra Folket,
der synker ned som Bærme, men Vi blive
den stærke Viin, og Kongen med hans Magt
vel svømmer over os, men kun som Skum.
Og Folkene kalde os med Buk og Bæven:
«Satraper, Krigerkaster, Rajahs, Fyrster,
Dynaster, Optimater, Aristokrater,
Patricier, Lensherrerne og – Adel.»

Mænd.
Vi vide, at den store Lærers Røst
ei hørtes udenfor hans Hule, hvor
Vi sadde ved hans Fod og lytted’. Nu
er Hulen bleven Templer, og de ydmyge
Disciple, som sig skulde sprede ud
blandt Folket for at lære hvad de hørte,
og træde saa, med Issen bar, tilbage,
er’ blevne infulerte Præstekaster.
Som før Vi udenfore Mest’rens Hule,
i vore Templers Forhal Folkene knæle,
og vente, at vi Præster dog engang
udtrine ville for at lære dem
hvad Mesteren vor Redelighed betroede,
at vi igjen det skulde give Folket
ufalsket, simpelt som han Selv det gav;
kort, Hvad er Ret at gjøre og at lade,
for rolige at leve, og med Dyd
at bære Sorg og Glæde, og hvad Pligter
Tilværelsen de skylde og Bestemmelsen.
Men – lad dem gabe udenfore evigt,
til Mundene blive Dumheds aabne Flab!
lad Folkenes Hjerner gotte sig med Gjetning
(den ufordøieligste Føde, som
udspyes og igjen til Drøv indhumpes)!
De ligne Fugle, snappende efter Luften,
mens vore Kroer bruse fulde ud!
Lad Folkenes Hjerter i Forstandens Mulm
af Skræk og sløve Fryd omdrives evigt,
som Morild, der af Ilden kun har Skinnet
i Havets Nat.
Vi ville gjemme Hvad af Mest’rens Viisdom
vi os erindre inden denne Kreds,
og drive Enehandel dermed dyrt.
Vi skrække Folket fra den enfolds Sandhed
ved den Mysterier at kalde, og
indhylle den i Tegn. Naar Folket fordrer,
Vi pege da paa disse Hieroglypher
med et Betydnings-smiil, og give dem
206da Optog, Sange, Dandse og Musik.
– Se denne Skal kan Folket pille paa
til evig Tid! Og det vil evigt pille,
med Bæven skjøndt for at det Inderste
skal briste ud, og saa i Luften
vanhelliges eller svinde ind til Intet.
Thi Vi isammensvorne skulle sværgende
belære selv graahaarede Jordens Børn,
at dette Inderste (det Allerhelligste,
hvis Liv de troe med deres Stirreblik
at skimte sig bevægende bag Teppet
– ah, det er vore egne Skygger jo?
og, naar de høre Noget, vor Røst kun?
Men, se, naar disse Troendes Bønners Aande
det Hemmelighedens Slør bevæger selv,
saa synes de at see en Gud sig røre;
og vi da raabe: salige Troe, du saae det!)
. . Vi skulle lære, at den indre Viisdom
er os af Himlens Aander foresjungen:
er, under Hemmeligheds Slør og fire Øine,
af Verdnernes almægtige Gud fortalt:
at den er Aabenbaring.
Men dog, at denne Aabenbaring blev
os saa betroet (som et Lugte-æg,
der vandrer rundt fra Næse og til Næse,
som Bedstemoders rare Tractement,
men ei maa aabnes) at vi skulle vogte
den for nysgjerrige, gudløse Blik;
men prente Folkene ind, at just dens Kraft
og Hellighed (som Troldoms-lægemidlets)
bestaaer i dens ukrænkte Hemm’lighed:
at Vi, som eie denne Aabenbaring,
hvem Gud sin Viisdoms Planer har meddelt,
som vogte den, derved alene hellige,
ukrænkelige ere og ufeilbare.
Vist ville Folkene snart sig føie i
at lugte Hvad de ei maa see og smage!
Snart ville de sig nøie med at amme
en Tro i deres Hjerner, liig en vandig
207uhyre Kaal, men luge Tanker op;
og troe, at netop sjeldne Sandhedsglimt
er Salighedens Kornmod i det lumre
og kjære Sommermørke over Hjerternes
nedbøj’de Grøde.
Men Folkenes Underdanighed, den vi
som deres tause Tak betragte – ah,
mon ei de bør Os takke vel, fordi
Vi sløve deres Hjerner, aande Mulm
om deres Sjele, saa de see ei fuldt
den Jammer, som dem knuger? Hvis de saae
den simple enfolds Sandheds lette Veie
(med Friheds luftige Palmer mærkede)
til Roe (som er jo al den Lykke, Støvet
kan stræbe efter her) og Dyd (som er
jo al den Stolthed, al den Pragt, som Støvet
kan stræbe efter her – saa lærte Mestren)
og saae paa disse Stylter i Sorgens Ørk
mod Himmelen: da bleve Alle lige,
da blev jo Trællen vor og Kongens Lige:
da bleve Alle Præster jo og Konger.
Thi, trods de tykke Bind og bugede Ruller,
er Sandhedskjernen liden, let at døie;
og, vikles Hamsen, Basten, Skallen af,
vel mindre Tand end Huggetand naaer Melken.
Ha, Vi, som mangen Mest’rens Lærdom glemte,
og mangt et af hans Tegn, hvori han vilde
den gjemme evigt, har forglemt at tyde,
og knapt Calenderen nu mægte stave,
Vi skulde fremstaae nu godvillige,
med Blusels-mine, til et Regnskab for
det dumme Folk, og sige: «vi har glemt,
og anden Hjælp ei vide end at bie
til atter Mestrens Lige fødes?» – Ha!
Mon bedre ei med Jordens Kræfter prale
(med Plante-Læge-Stjerne-videnskab)
og sige: «Himlens Kraft i vor Haand er!
Nu troer, I Folk: det er jo Underværker!»
Mon Vi, som ind i Mest’rens Hule traadte,
208som traadte op blandt Stjernerne paa Fjeldet,
nu skulde træde ned igjen blandt Mængden?
forene med de Svage os, naar Konger
selv skjælve for det Dække, som vi ryste?
os bøje med de Blinde under Aaget
vi see, fordi de ere vore Brødre?
Mon bedre ei at sammensværge os
med Herskerne, at dele Magten; ja,
belive den med Skin af Guddoms-hellighed?
forgude Statens Stiftere som Kirkens?
forgude første Drot som første Præst?
Da Folkene – hvis de engang mærke, at
den Herskermagt, som sidder dem paa Nakken,
og kuer dem fra Barnsbeen, er alene
et Skin mod deres egen stive Kraft, –
dog stedse Kroneskinnet skulle see
med Ærefrygt, ved Himlens Bifald herliget.
Med Adelen Vi ville Konger skabe,
men ene (som i hemmeligt Fabrik
for falske Myntnere) Vi skabe Guder.
Bør slige Mestre Ærefrygt ei skattes?
og Templer over Kongeborgen?
og Tiender og Offre ydmygt bringes?

Se, uden Mestrens Viisdomslære, bliver
Guds Eenhed altfor stor for Folkets Tanker,
hvis Krebsekløer og Øine af vi bryde,
som frem de voxe! – Nu, Vi Mestrens Gud,
som Phantasien lyster, ville dele
i tusind Andre, farvede efter Landene.
Saa bliver Hindus-Gudehimlen yppig
som Indiens Skove; og Ægyptens broget
som Nils Affødninger; og Persiens simpel
som Dag og Nat, paa ene Side lys
som Schirvans Rosendale, paa den anden
saa mørk som Caucasus; Chaldæas, som
dets naphtaflammende Dale, skræksomt luende;
liig taagestore Urals rimede Tinder
sig reise Skythiens Gudeformer; og
209saa riigtbegudet bliver Afrens Himmel,
som Sumperne i Libyen beslangede;
saa iiskold, øde Esqvimoens, som
hans Iismark; og Hellenens liig et Luftbilled
af Drue-øerne og hans Marmorklipper.
Saa dele Akhar vi i Brahma, Vischnu
og Chiven; Zeruane-Akherene
i Ahriman og Ormuzd; og Alfaudur
i Odin og i Loke; Eloah
i Jehovah og Satan . .
i hveren Hjerne Disse atter ud
i tusind’ Mindre, indtil hveren Selv,
der synes sig den Mindste og afhængig
af Alle; og jo da den frygtsomste
og letteste at hæve op og tæmme.
Da blive Millioner Guders – o
end ejer Stoffet, Stjernehimlen og
Naturens Kræfter, flere Gude-emner –
uhyre Drømmeskikkelser vor Hær,
der ligger rolig i sin Skyleir kun
saalænge Folket knæler ned med Offer.
Og foran Gudeleiren, hvor vi byde,
Vi lægge, som en Skandsegrav, et Helved
(saa mørkt, at intet modigt Blik tør skinne,)
af Djævle fuldt, der gribe efter hver
en Dyd og Last, der hærder sig mod Os.
Saa være disse Djævle vore Bødler!
De skulle klore af og svide bort
hver Tanke, som, liig seige Græs, sig reiser
trods Afgudsbilledernes tunge Trin.
Saa reise vi en Moisasoor mod Brahma,
en Typhon mod Osiris, Ahriman
mod Ormuzd, Satan imod Jehovah.
Men, som vi skjænke hveren Troe en Himmel,
saa skjænke vi den og et Helved, malt
med Landets Farver. Sikkert da –
naar Himlen, fuld af vore Guder, over
hvert Hoved, Helved under Foden gaber,
af vore Trælle-Djævleskræmsler fuldt;
210og dog ilive Folkene føle sig –
de skulle troe, at de imidten svæve
paa vore Bønners Aande, vore Hænder.
Hvo knyer, ham slippe vi, og raabe over:
«forbandet du!» Hvo tvivler, vil sig troe
fortabt og ude af hiin Ligevægt.
Men alle slige Trodsige forvises
til Helved eller Ringløb gjennem Dyrene.
Saa vi belive Alt som skrækker Folket,
som strækker Horn og Kløer igjennem
dets Dumheds Mulm, og gjøre det
meer skrækkeligt. Thi før Naturens Ting
(saa troede Folkene, og vare da
som Børn imellem Gløder) syntes blot
som faste Gab, der slugte blot den Dristige,
som kom dem nær; men nu angribe de;
thi vi dem give Vinger, Plan og Vrede.
(Saa troe De nu, og ere da
som Børn imellem vingede, halsede Luer.)
O føielige Folk, som altid gaae
et Skridt fremvid’re end vi flytte Foden!
Thi, skjøndt vi spinde mystisk Væv om Alt,
som Tusmørkringen rundt om Natten
de gyde atter derom Skyer af Rædsel,
(som Børn, der, skjøndt en Spøgelsefortælling
i Nerven gyder Gysen, dog forøge
dens Rædsler, naar de selv den gjenfortælle) . .
Se, naar paa Dragens Stjernebilled Vi
henpege, vælge de til Gud den Drage,
som vælter sig for deres Fod i Dyndet!
Mon selv ei disse lære os at gjøre
Symbolerne til Guder? O, vi skulle
den gabende Lettroenhed nok made!
Ja, om den studser end ved vore Skrækoffre,
og snapper efter Veiret i vor Bloddamp,
de skulle troe, at slige Rædsler (som
naar Moder kaster Barn i Molochs Glofavn)
Beviis paa disse Guders Storhed ere,
der vandre om med Præsterne i Templet,
211og ledes ned ved Præstehaand til Folket;
ei Opspind, ikke Præstebud alene.
Og disse slørbedækte Rædslers Skygge
vi male i vort Væsen og vor Dragt!
Vor mørke Pande er som Rædslen og
vort Skjæg dens Slørslæb; maalte Skridt
vi flytte frem som Stjernerne: ja, se,
som Himmelen vi farve vore Kaaber,
besprænge dem med Stjerner, hænge rundt
om Slæbet Bjelder (Sphæresangen) Dyr
(Allivet) Amuleter (Livets Kræfter):
Infuler bære vi som horn’de Maaner;
paa Brystet Solens Ring af Diamanter;
i Haanden Offerfakler, Trolddomsstave:
ja, de betegne, at vi skue ind
i Verdens Gang, i Livets Dyb og Kræfter,
og ere Folkenes Hyrder, – Se da her
en aandig Adels Purpur, Staal og Plade!
En aandig Adel, stærkere end den Anden,
da blive jo den store Mesters Lærlinge?
Thi hersker Kongens Adel (Korn den maaler,
som Hjerter vi) med Konger end i Spidsen
vidtover bøiede Nakkers stille Hav:
vi Stormen jo beherske, som kan male
det ned i Kongegrave-hvirvler, røre
det i Schafot-skyhoser over Thronen;
og Strømmen, som det driver. Thronerne,
hvis de hiint Ocean vil dybt beseile
til os med Bøn maae skatte, som en Skipper
paa Stranden knæler ned for Stormen, og
paa Reisen seer med foldet Haand mod Skyen.
Men hvor vi ei med aaben Magt tør herske,
Vi ville liste os krumbøiede
paa Pilgrimsgange op til Herredømmet.
Og Ingen ahner: at et Scepter er
i høire Haand hos den, som med den Venstre
sin Ryg hudfletter.
Vor Stat er ordnet da: en aandig Adel,
som Folket troer oprunden af Guds Hjerne:
212se Dommersæderne og Talerstole
dens Borge ere over Folket! Templer
er Statens Hovedstæder, hvor vi kaare
en Ypperstepræst til Konge, ja til Gud.
Vor staaende Hær Afguderne, og Djævle
er’ stedse færdige Bødler. Skjebne- og
Guds-domme er vor Lovbog (saa vi faae
til Retfærds-vægtstang egen Villie). Og
de Bud, vi lade udgaae, ere Spaadomme,
som sendes fra Oraklets sorte Kamre.
Vor Stats Skat Offer er og Tiende.
Den Lydighed, vi fordre, Overtroe.
I Meroe ved Nil vi ville vise
først Jorden Mønstret for vor Stat. Den snart
i Ganges, Tanais, Phrat og Jordans Floder
sig speiler. Saa paa Jorden vi os dele
som Brahminer og Schamaner, Talapoiner,
som Bonzer, Lamaer og Mager, Aser,
Leviter, Aruspexer, og som – Præster.

Folk.
Da Faderherredømmets Birkeriis,
da Faderpræstedømmets Hyrdestav
udblomstrede i Kroner og Tiarer:
da, liig brolagte Stene, alle Hovder
indunder Thronerne og Altre lagdes.
Nu reise sig da Nogle, sigende:
«i Os er Guld»; og Andre reise sig,
og løfte Thronerne paa deres Skuldre,
og sige: «der er Jern i Os og Kobber»;
mens Andre reise sig og sige: «se
i Os er Lys, Demanter vore Sjele!»
Men Vi, som simple Graasteen, i vort Leie
maae blive liggende at trædes paa.
Ha, Hvad der levnes os i Skjødet maa
vort eget Armepar ei vogte? Ha,
Vi tør ei med de tusind Munde knye?
Vor Tunge ei, vor Mave kun tør sukke.
213Os Konger skatte nu med Ørnekløer;
og, under disse, røve os de Mægtige
(de Borgefalke); Præsterne os tiende,
som sorte Krager snigende sig ind
i vore Huse. Ei vort Arbeid hviler;
ei dynger sig vor Løn; utalte flyde
i Jordens Furer vore Svededraaber.
I Dommerens Vægtskaal ligge gyldne Lodder.
Den Armes Klage er kun Spindelvæv;
og sønder trykkes han, som Spindlen, naar
den kryber fra sin Krog.
Vel, lad os dog de Store efterligne!
Hvi skulle vi da Alles Mindste være?
Vi ville støde ud de Armeste
til Evigtids Foragt i skidne Kaster:
paa dem Vi træde, som paa os de Andre!
O bedre dog, i liden Telteklynge
at leve under haarde Fader-riis, og,
skjøndt voxne, kaldes Patriarchens Børn,
end, til eet Verdensfolk isammensmeltede,
dog være kun een Flok Ulykkesbrødre!
Ha, er det Trøst, sin egen Jammer læse
paa Broders Aasyn, Millioner Brødres?
Hvad? Ha, hvo ejer Styrken? disse hundred
Satraper der, hvis vege Muskler knapt
i Elskovslegen kunne holde Frillen,
om hende urørt, frisk fra Faderens Dal
ved leiede Trælle de lod hente? De,
hvis Fingre ere blege af at rode
i Drenges kolde Tarme! disse Hundred?
Ha, eller Millionerne, hvis Arme
er’ hærdede til Pleiler, og hvis Pjalter
er’ lige sultne Gab, hvis Fingre ere
af Harven hærdede til Harvetænder,
hvis Ryg af Svøbeslag til Æselshuder?
Men – se, der sortne de paa Sletten ned
med lange Spyd – hvad Glimt af vore Knive?
af dem vi skjære Brød til vore Børn med? –
med seglbesatte Vogne, lige Skyer
214med Stjerner rundt, med Taarne-elefanter,
hvis Raserie er Herrens Tapperhed,
hvis Snabler er Tyranners strakte Arme!
. . De ægge dem fremover vore Hovder . .
Ak, kunne vore Øg mod disse stampe?
Paa Æselryg er Bondens svungne Kniv
en sløv og latterligen udrakt Tunge.
Med Pleiler kunne Borge tærskes ned?
O, marvløs skjøndt, bevæbnet Arm er stærk!
Og, lyde sammen tyve Suk fra Dalen
(thi sukker enkelt Mund da lee de blot,
og lade Bødler slide Tungen ud,
og sætte saa den Stumme, Blodige
i Gabestokken foran Borgeport):
da ruller frem Tyrannernes unge Æt,
krigsmodig før den arver Fædres Laster
med Borgene, i blanke Rytterrækker
bag Bueskytterraderne, de hverve
af vores Udskud; og de tvinge flux,
mens deres Trælle brænde vore Hytter,
de staalbepandsrede Hingste til at vade
i vore Qvinders Blod; og, naar de tøgre
de svedte Heste, vide de ei om
det Hvide rundt om Boverne er Skum
– o eller vore Børns Hjernemarv.
. . O vee almægtige Kjærlighed – du er,
endskjøndt vor eneste Fryd vor største Svaghed!
Hvi avle vi dog Trælle? hvi opdrage
Forbrydere vi mod deres Menneskeadel!
Vi troe, at Kjærlighedens Roser groe
paa vore Mosevægge . . ha, vi yngle,
som Oxerne i Stalden, for de Stolte!
De sælge vore Børn som Kalve, og
som Stude gilde de og slagte dem.
Ha, se, naar Leeg de Stolte lyster, flux
til Leegplads vælges vore Agre; og,
naar Strid dem lyster, jage de os frem
imellem sig, og række af vort Blod
op Haanden til Forlig. O Jammer, Jammer!
215Saa blæse fælleds Klager Millioner
isammen, ligsom Hvirvelvinden Ax.
Hvad Trøst? hvad Trøst? Vor egen Læbes Klage
da synes tusinddoblet jo af Echo?
Men største Jammer er: vi vide ei
hvorledes vel Ulykkers Aag skal bæres;
om, naar vi disse bitre Sorger smage,
vort Ophav skal forbandes eller takkes.
Thi, skjøndt vi vide Trældom uretfærdig,
i Templerne den læres dog som Dyd,
og Præsten fylder Himlen med Despoter.

– Ja, om vi knæle end, og øse i
hans Skjød vor Sved, og kaste vore Børn
i Ilden, faae vi dog til Løn alene
(saavidt hans Sang og Mumlen vi forstaae)
en skræksom Ahnelse, at vore Lænker
igjennem Graven løbe, at de smedes
paany i Helveder, ja selv maaskee
tilbage slæbe os til Jordens Vee!

Nogle blandt Folkene.
Hvad? Vel! Levvel du vore Fædres Vugge,
du Jord, som avled’ os – ak nu vor Stedmo’er!
Vi, trætte af at trælle uden Løn,
Vi, kjede af at svede og at bløde
for nogle Faae af vore Brødres Lyst,
Vi lægge Agrene, (af Fædres Sved
bedugg’de, da de dem fra Skoven vandt)
igjen tilbage til de Stores Valplads,
til Dyrehaver, til Leilændingsgods,
til Hvad de lyste. Men Vi tye til Havet,
nu glade ved at være slupne ud
af Jordens blodige Gab. Vi ville da
ved Jordens store Floder sætte os
i Stæder sammen; vælge selv hvad Scepter
skal reise over vore Arner sig;
dog saa at Alle derom Fingre snoe.
216Saa aabner eder først, I Hellas’s Fjorde,
der ligne Tunger prisende Jordens Skjønhed,
som Mennesk’hedens Tilflugt – o for Fristater!
Saa bærer os, I Joniens Øer,
du sønderplukte Rosenkrands – o vi
dens Knopper samle, knytte atter sammen!
Saa skjuler, Libanons Skræntninger, vor Flugt
fra Despotiets Sletter! Libyens Syrter,
ei under vore Handelsstæder synker!
Misund os, Jord, ei dine mavre Rev!
misund os ei at pløie golde Hav!

Snart skulle vore frie Stater yngle
om Strandene et frie Staters Forbund;
og vore Handelsstæder Plantestæder,
der græde ei, om end af Jorden de
forstødtes ned til Havet. Snart da skal
det første Seil fremyngle Seil som Sneflokke,
og, Glimt i Glimt, de lyne over Havet.
Vor Kløgt skal spinde inden vore Volde
Aljordens Rigdom; og, da Alt vil herske,
ved List vi amme Sløvhed op iblandt
de trællebundne Folk (blot hyppe den;
thi den har alt som Snerregræs dem omspændt)
og hos Tyrannerne Forfæng’lighed
(blot deres Stolthed kruse lidt og folde).
Vi ville kostbart Legetøi opfinde,
tillokke, snyde Narrene, belee dem,
Tyrannen lære Pragt, ophænge Purpur
som Lokkemad og Krambodmærke. Se,
vi stikke under Schythens Næse Kryder
fra Indien, og smøre Celtens Læbe
med Joniens Viin, og gjøre Kornet, som
er Melken, ham Naturen har bestemt,
for Gothen vammel mod sinesisk Urt.
Vi ville bringe vore Bramseil fyldte
med Sydens Vellugt til de kolde Strande;
indbilde Sydens Folk, at Nordens Peltse
er under deres Sol nødvendigt Smykke.
217Men medens Jordens Skatte strømme saa
igjennem vore Handelsstæder, skyller
en Rigdom op sig under Borgernes
klæbrige Hænder. Og vi binde da
med gyldne Lænker Folkene til os;
men deres Sukke standse mod vor Muur,
hvorinden og paa Havets store Torv
vor Frihed vi i Eenrum ville nyde,
mens Slaver Haan, og Konger Trods vi byde.

Mænd.
Ha, ha – I som vil bore Eders Fristater,
som Medædere indi Dynastierne,
jer Frihed i det lille Indelukke
vil være liig ubændig Tyr i Tjor.
Vi Adel, hvis jert Tag os tækkes, kryber
indunder med; hvis ei, er’ eders Guldstykker
en Sæd, hvorfremaf Hersk’re ville spire.
I hade Kongenavn; men blandt Suffeter,
Senat, Consuler og Archonter,
Ephorerne, Pakicierne, Dommerne,
et Scepter-neb sig reiser vel i Tiden;
hvad eller midtblandt Pøbelen sig hæver
en Kongeørn, der Nebbet fuult holdt skjult,
til høit nok, for at strække Halsen ud,
og klappe ud med Vingerne, han var
paa Folkets Aande hævet. Længe kydsk
og smekkerformet er ei Eders Frihed;
thi Vindesyge er dens Bug og Tænder;
og da, naar den er bleven næsten mæt,
Ærgjerrighed, dens Geilhed, bruser op,
og Sceptre reise sig. Mon yngles da
den gamle Yngel ei, som de vil flye?
Hvor langt mon kom I ved at gaae iring?

Mænd.
I ville flye fra Jorden? Kunne I
fra Himlen flye vel eller Helvede?
De gabe over, under hvert jert Skridt.
Vi Præster maae da følge, forat lede,
som Aruspexer, Disse sikre frem.
I kunne flye Tyrannerne; thi kun
i eders Kappe hæfte Disses Sceptre.
Men Os I flye ei, thi vor Krumstavs-hage
er haget ind i Eders Hjerter. Se,
Comitiens Bevægelser er kun
Augurens Aandes Hvift! lad Rigdom da
og Lediggang en Adel føde, og
udruste denne mod jer Frihed; eller
lad hver en Stodder holde sig for Konge,
og troe, naar han sin Stemme giver hæst,
Stikpengene, hans krumme Næve holder,
er billig Skat kun til hans Myndighed!
Det er os ligegyldigt (ja desbedre,
saa blive vi alene Adel) thi
vor Bisag er jo Kampen imod Frihed
(de gjerne leve maae som bedst de synes,
og have Sandsernes og Legems Frihed)
men, se vor Hovedsag er Kamp imod
den Aandens Friheds Sjel: mod Sandhed selv.

En Konge.
Er Seiren vor? Er Marken reen?

En Høvding.
Kun ei for Blod.

Kongen.
          Ha, ha! Det er
min blomstrende Hæders-piones Dug.

219En Høvding.
Hist flye de Sidste.

Kongen.
          Vel! er Marken reen,
saa dræber Fangerne!

(Valpladsens Saarede jamre sig)
                    Ti stil! Forbandet!
Om man ei kjæmpe kan iro – naturligt –
saa kan man ei engang iro jo seire?
Saa dræber ham der vælter sig paa Knæstubben,
og rækker – haaner du? – sin Armstump op,
og griner stygt paa Seiersdagen, nu
da Kongen tog et Land, og traadte sønder
et Folk i Jordens Afkrog. Hei – Musik!
Døv Disses Skraalen, Cymbler! Blæser ud,
Basuner, Disses Livsensaande, fuld
af Jamren for en gammel Fa’er, en Mo’er,
en Brud, et Barn og andet Hjemgods . . Ha,
forbandet, at en Halvdeel af min Hær
paa Valen, Seirens purpurhængte Vugge,
i Blod sig vælter! Den skal døe, som ei
kan Seirens Vellyst nyde: Den, som blander
med Jammersuk sin Konges Jubelskrig!
Saa! – Jeg ei hører deres Klynken mere;
men hæst de aabne Saar i Øret skrige . .
Bort! slæng dem bort! – Hvis I ei kunne fægte,
naar høit mit Banner hvisker om, med Skyen
en Seir, som venter mig: hvis ei I kunne
medeengang sprøite ud alt Eders Blod
i hvertet Ansigt, som ei, stivt af Rædsel,
ligt Solsikblom, sig vender hvor jeg gaaer:
Hvis ei I gaae med Smiil i Døden paa
mit mindste Vink – saa døer for Øxen forud!
Jeg vil ei, naar jeg kommer hjem i Landet,
i Eder see Forbandelser paa Krykker
opstumprende. Hvi er da Krigens Storhed,
trods denne Spydglands, disse Cymblers Klang
(der, hvis den kunde males, maatte males
220med Solens Straaleglands) ei reen, ublandet?
Fy, Pesten yngler under blanke Bann’re!
Fy, Jammerskrig forstyrre Kongens Jubel!
Fy, raadden Kjødlugt blander Laurens Duft!
– Bort slige gustne Tanker! Hvirvler Cymbler!
Hærolder, raaber: «Hil du store Konge!»
Ha, seer med Fryd, I Overlevende,
(thi glæder Eder, at I dele tør
et Syn, der fryder Kongen!) skuer hist
mit Seiersfestblus flammende mod Skyen!
Se, Byens Spire ere Askeskygger!
Se, Staden er ibrand en Rose liig,
der i mit Fodspor høirød bøier sig!
Hvad hviner? Er det Gnister? Qvindeskrig?
Mon Smaaebørns Klynken, naar paa Spyd de falde
som Silkebolde? eller, naar de hæves
ved Benene, for saa mod Stene knuses?
Vel! Stad og Land er Priisgods. Skjænder! brænder!
I Oldings-Sølvhaar tørrer Eders Sværd!
Og krænker mellem Luer døde Qvinder!
Gaaer, pidsker Havets Ryg, der løfted op
min Bro, da tvende Verdener jeg vilde
isammensmelte! Hav, som Jord, skal være
min Træl; thi er ei Jeg da Jordens Gud?
og Havet er jo Jordens myge Træl?
Mit Smil beliver; og mit Bryn jo dræber?
Ha, fører Folkets Levning ud ifra
de øde Arner! Dog til Fædreland
jeg skjænker dem en fjern og øde Ørken,
at blande sig med dennes vilde Folk.
Men fører Fremmede her ind paa Tomterne!
– Det er at rykke op et Folk medrode!
. . I ømme Jer? Ha, er det Eders Fædre,
I myrde? Eders Døttre, som I skjænde,
idet I qvæle dem? og Eders Børn,
som skrige, naar I knuse dem? I tænke,
at dette Folk end aldrig Jer fornærmed?
at vide Ørkner støved mellem Eder?
Jeg siger jer, at Disse, som nu vaande
221sig i min Hevn, fornærmed blodigt mig:
Thi kom de vel og knæled? kom de vel,
forinden Jeg dem tvang, og bragte mig
al deres Velfærd? Deres Blod og Skrig,
som Lyn og Torden, komme ene da
paa Kongens Hoved! Gaaer, I Bøddeløxer!
Betaler Jeg Jer ikke for at myrde?
Opfostrer Jeg Jer ikke for at myrdes?
Uddrag med Sang og Spil, min Hær! og dø
med Tak, naar Kongen fører dig i Døden!
Thi har ei Præsterne jer lært, at leve
af Kongens Villie, døe for Kongens Villie,
I Mælende? og synde for hans Villie?
og segne, eller leve af hans Naade?

En Præst.
Hør, Brahma sidder paa min Tunge! – knæler!

(Folket knæler)
Guds Aand i mine Lunger blæser – ofrer!

(Folket ofrer)
Hør, Brahma er – han Selv er i min Tale!
Han hviler paa min Læbe, som hans Billed
paa Blomsten Comala i Havet, i
min Viisdomstales brusende Ocean.
Ha, Vischnu, Altophold’ren, er i min
Velsignelse; og Chiven, Altfordærveren,
er sortnende i min Forbandelse,
i min og mine Brødres, i Brahminens!
Mon I, I lave, skidne Kaster – ha,
mon I er’ værdige at høre Brahma?
Har I idag jer badet trendegange?

(afsides)
(Saa faaer et simpelt Mestrens Viisdomsbud
sin Majestæt ved Overdrivelse.)
Har I i helligt Kopis væltet Eder?
og salvet Eder ind med helligt Skarn.

222Folket.
Vi ei arbeide, men vi bade os.
Vi tale ikke, men vi bede.

En Præst.
          Salige!
Saa hører, I Rettroende og Salige!
Saa flokker jer om Shastas Viisdomsdyb,
som tørstige Fugle; men, naar nippende
I række Nebbene op, da hvæser ud,
(liig hellige Gjæs) Foragt imod de andre,
de tre og fiirsindstyve Hindu-secter!
og hviner Had mod Fo’s og Buddhas – ha,
dem giver Forsmag paa Fordømmelsen
alt nu da i Forbandelser! Saa følger
da Brahmas Finger i min Tunge – se,
til Brahmas Skjød! Hør, Brahma lærer Eder:
«Det er fortjenstligt først og fremst at ære
Brahminerne (det første Livsensdryp)
af Brahmas Hjerne), som at spytte paa
og haane Parias. Og til Salighed
at bygge Klostre kneisende som Gates,
for os Brahminer – o de ydmyge
Gudstempler – og for tusinde Fakirer
(de Fattige paa Guld, paa Frelse Rige)
at der for Eder mange kunne bede.
Fortjenstligt, om I bygge op Pagoder,
af Røg og Billeder og Altre fulde,
for Brahma, Vischnu, Chiven og Bhavani;
for Gungo (Ganges Guddom) og for Sustee;
for Lukee, Vischnus; Drugah, Chivens Hustru;
for Kalleka, der sprang af Drugahs Øje;
for Kartik (Chivens yngste Søn); for Sursutee,
(den Brimah, Guds, og Birmanees Datter);
for Solen; Moonshee-Tagooran (Gudinde
for Slangerne); for Kissen-Tagoor (der
nedsteg fra Himlen forat fælde Kjæmper,
hvis Fodtrins Støv formørked’ Hindostan);
for Jagannat og Kakaveda, Lingam
223som ei med Lovsang ene er fornøiet,
men krandses skal, med Melk og Honning fodres.
Det er til Salighed – O Hil Jagannat!
Der kommer han! –

(Jagannats Billed slæbes frem paa dets Vognstillads, fuldt af halv Dyre- halv Menneske-figurer)
          at lade af Jagannats
den tunge Fod sig sønderknuse jublende
med alle disse Tusinder som trække.

(Nogle kaste sig under Hjulene)
(O ærer Disses Helgenbeen!) Og det
– saa siger Brahma – er en Hellighed,
at give hen sit Legeme til Føde
for Lusene; thi Saadan bliver jo,
liig Vischnu, en belivet Verden . . Vee!
forbandet Den, som dræber een i Skjægget!
Thi veed han, hvilken Sjel, om ei hans Faerfaers,
nu lever i dens Sliim? Men Den velsignet,
som bygger tempelprægtige Gjæstehuse
for Lopper og for Rotter! som til Tæger
sin Skat, betroet en af Brahmas Sønner,
testamenterer! som, for ei at sluge
en Myg, beslører Munden! Hellig og
Velsignet er du, naar du, uden Værge
med Lovsang ædes op af Tigren, muligt
din egen Bedstefa’r. Men helligst er det,
om Enken styrter sig paa Mandens Baal
(thi med den samme Fart hun styrter og
sin Sjel saa iilsomt gjennem Dyrene)
om i hans Grav hun stiger levende,
og stjæler ei fra Brahmas Sønner Arven.
Hvi vil hun leve? Hun maa ei sig gifte!

(Enker kaste sig paa Dødsbaal)
(Saa, bomler nu med Cymbler som til Bryllups!
Se Gnistehvirvlen Helgen-rosenkrands!)
– Det er en Hellighed, at pine sig;
at bære Armen, mod dens Lyst, opløftet
i treti Aar, ’til som et Horn den staaer;
at gjøre Kinden til et Pilekogger;
224at stege sig ved sagte Ild til Brusk.
Det er en Fryd for alle femten Himle,
naar de paa Jorden see kun Pilgrimsgange,
liig Gnister irrende i brændt Papiir;
naar I hvert Aar fra eders egne Floder
til Ganges løbe, for saa hjem igjen
en Krukke Vand at bære hundred Mile.
– Nu, hvis I øve disse Hoveddyder:
saa troer med salig Jubel, at bag Graven
(o tænker, hvilken, hvilken Salighed!)
I kunne blive Køer de hellige!
Men, hvis I synde ved at glemme disse
de dyre Bud, I skulle op af Graven
jer reise som langørede Æsler, at
I kunne lære engang høre bedre.
Ja, Hvo, som overtræder disse Bud,
ved Himmel-landsforviisning: ved et Kredsløb,
(o Pulsslag syv og fiirsindstyve Livsgange!)
igjennem Sviin og Luus og Slanger straffes.
Det troe vi, ja saasandt som Vischnu sank
nigange sig i Kjødet for at frelse,
som Fisk, som Skildpadd’, da han trak
Nordpolens Bjerg op af et Melkehav!
saa, som et Vildsviin, løfted Jorden op
paa sine Huggetænder op af Dybet: saa
med Hyrdestav isønderknuste Slangen,
der gabed’ over Jorden . . ja saasandt,
som at vi troe, at Vischnu, Altopholderen,
var Krishen, der jo fødtes i Madurey,
og blev saa Konge over Hindostan!
Nu, Troende, gjentager Troesbekjendelsen!
Forstaae I ei den Vise!

Folk.
          O, gjentag den
for os! Da høre Guderne den heller!
Vi kunne ei; men fromt og ivrigt dreie
225vi Hjulet med de skrevne Bønner, saa,
ved hver en Svingning, Guderne jo faae
en hundred’ Bønner.

En præst.
          Ja, det kan forslaae!

Præsten.
. . . Jeg siger: Dens er Magten, som har Kraften.

(gaaer)

Kongens Søn.
Du hørte det? Forstaaer du?

Manden. (knæler)
O min Konge!

Kongens Søn. (viser Manden en Dolk.)
Nei bi! du springer over dette Komma.
Gaa, bring min Far (det er hans Fødselsdag)
den Gave fra hans Søn. Han sover nu,
den trætte Olding, hist i Badet, . . Gaa!

(giver Manden Dolken. Han gaaer)
Nu kan Secunderne jeg tælle til
ei Jeg er mere Kongens første Slave,
men alle ere mine. Purpur, kom!
Fugl Phoenix, dal udødelig paa Qvisten,
der ung nu skyder ud paa Thronen . . Fy!

(ifører sig sin Faders Kaabe. Bestiger Thronen.)
der klæber rundtom Kraven Graahaar af
min Fader!

(børster Kaaben af)
          226Skjønne Purpur! Skjønne Skye,
hvor Magtens Straale blinker! Ha, Jeg skal,
saa høit du rødmer end, dog farve dig
meer høirød! . . Tys, han kommer . ? o jeg hører
jo Øjeblikkets Trin. . .

Manden. (kommer. Giver knælende Kongens Søn Dolken blodig).
Se, nu min Konge,
min sidste Konges Blod .!

Kongens Søn. (gjennemborer ham med Dolken)
. . Og her min første Træls!

En Præst. (løfter et udmajet Barn op)
Lyksalige Thibet, din Gud er funden!
Se, La sig nu har atter aabenbaret!
Nedknæler for Gud!

(Folket knæler)
          Lyksalige Thibet,
som ejer sin levende Gud i sin Midte,
kan kysse og føle og see sin Gud,
og smage hans hellige Levninger! Smager!

(Giver det knælende Folk Kugler af Lamas Excrementer at spise).
O leer ad Hindostan knælende for Koen,
opslikkende Skarnet af Koen! og priser . . .

(Barnet Lama skriger)
. . Vee priser ikke, men jamrer! jamrer!
Thi Gud nu græder for Eders Synder!
Og bygger Klostre .! Visselululu . .

(Vugger Lama – Folket hyler)
– Visselululu – Ak, Gud er i Graad,
fordi han seer sine Munke nøgne.

227Fremmede Præster.
Vi vade over den store Ørken,
med bare Been, fra Sibiriens Sumpe,
for Lama, den almægtige Gud,
at hilse paa med rige Gaver . .

En Konge.
Jeg er da Konge, mange Kongers Konge.
Min Krone er en Ring af mange Kroner,
som denne Muur en Muur om mange Stæder.
Dog graaner Haaret under Kronen fort
som under Trællens Hue. Mens mit Scepter
er lige rankt, sig krummer dybt min Rygrad.
Ha, bort med blanke Skjolde, I Drabanter!
Jeg seer mit visne Aasyn – o . . o . . vee!
den blege Skygge af det stolte Aasyn,
Basunerne paa Kroningsdagen blæste
til Morgenskyer op og Sommersol.
Da i sin Herlighed det brændte . . Huf,
nu hænger det, liig frossen, skrumpen-ind
Melon i rimet Høstens Have gjenlagt,
og ikkun – det er største Tidens Haan –
herrundt mig synes mine Hoffolks Smiil
(skjøndt vel jeg veed, de ere kun Iistappe)
i Kronens Straaler som Viol og Roser,
som Liliestengler og som Morgendug.
. . Ha, skal jeg visne uden Spoer, imens
min Herlighed dens Ejer overlever,
og er – forrædersk! – lige herlig i
min Arvings . . ha, min Arvings! . . Hænder? Ak,
naturligt synes mig, om Verden visnede,
naar Jeg sank i min Storheds Fylde hen;
om Alting standsed’ om min Gravhøi i
sit Ringløb; om min Throne sortned, som
mit Askemindesmærke hen, naar dette . . .
. . Ha, om en Træl sit Hoved stak end i den,
den vil dog funkle som min Kroningsdag!
228Ha, Træl! ha, lavest Træl i Trælleflokken,
ifra min Ældste til den yngste Gilding,
det koster dig ei mere end et Dolkstik!
Kjøb dig en Kniv for tvende Skilling; sværg,
naar Høkrens Kone spørger dig, at du
et Sviin vil slagte; gaa og dræb da Kongen!
. . Bort! bort! . . Der maa i alle mine Lande
ei sælges eller kjøbes Staal og Naal.
O bedre dog, at Handel, Vandel standsed,
end at ifra sin Throne Kongen skulde
nødsages kjøbe for sin Storhed bort sin
Indbildnings Skrækkenssyner . . ha,
om Filegransarbeide, bredet ud
paa sammentrukne Øiebrynes Disk,
dog Afgrund fuld af Skrukketrold og Øgler,
og Igler, sugende min Storheds Rødme!
– Hvad Mærke har vel Jorden om min Storhed,
naar dette Øjes bistre Blik ei længer
kan tvinge den at see den og beundre?
Som Sæbeboble skal jeg briste? – Ha,
Mig, Tidens skjønneste Eie (i min Kaabe;
thi i min Seng jeg skilnes ei fra Trællen)
Mig, et Aarhundredes høistsvungne Skjoldtegn
(thi, se, af mine Luner Millioner
sig skabe Lyster jo og Dyder og
Samvittigheder, og kun Efterligning
af mine Handlinger er hver af deres!)
en Feber skulde ryste forbestandig
isønder, og en Hoste blæse bort?
Hør, kalde Millioner stemte Munde
mig ikke Jordens Gud? Og denne Røst
snart skulde, som mit Liig, døe hen og stivne?
Og selv Secundet efter Kongens Død
da skulde synes som eensformigt Dryp
i evig Taushed, i en Gravens Hvælving?
Hør, kolde Marmor, Kongen vil . . . ak Marmor,
du Disputator (ak saalangtfra taus)
imod den svadsige Nar, imod mit Hjerte,
der slaaer saa voldsomt under Purpret, mod
229mit hule Ribbeen, som i Bænken Taleren!
– – Ak Død, ak Død! Ak Død,
du sortner under Keiserkaaben! under
min Baldachin din Gravensaande hvifter,
som Pestskye under Jordegudens Himmel?
– Ha den er kun et Stykke Silketøi! –
. . Hvad Tanke? knæle ikke Millioner
fornuftige Sjele, slikke med den Mund,
de fik til en Basun for deres Tanker,
min Fod, og tigge Liv og Fred og Fryd?
Min Baldachin er ikke broget Tøi,
men Nationers sammenspundne Smiil.
Dens Perledopper de Fordømtes Graad,
som vende sig med Hyl fra mig . . Tys! Hyl?
Ha, lære Præsterne mig ei, at Guder
mig gave Millioners Liv og Død?
– Trods dette, svinder jeg . . jeg svinder,
som Ørknens Sandbjerg . . jeg vil svinde . .
Hvad skal jeg? Raader mig, I Præster! Ak,
en Grav har aabnet sig i Kongens Hjerte!
Jeg føler i mit Ansigt blæsende
de døde Kongers Aske – vee, min Faders . .

En Præst.
Du Jordens Gud! Du alle Kongers Konge! . .

Kongen. (grublende)
. . Ja, Han sit Skjold jo lagde paa en Verden?
Hans Hestes Hovslag fede Dales Grøde
til Ørkners Avnedynger bankede?
Hans Ungdomsærgjerrighed opildnede
jo Millioner Spyd: ei Under da
(thi Han har tause Mindesmærker nok) at
hans Minde lever, og det klarest hos
de Tusinder, som slæbte fra hans Vale
sig hjem paa Eetbeen kun med Armestumper.
Men Jeg? jeg blier ærgjerrig paa min Grav.
Hvad gjorde jeg? Jeg vælted mig kun paa
hans Bytte-dynger. Qvinders Sengehimle
230var mine Telte (nu jeg er en brudt,
udkastet Spydstag); og en svalet Elskov
den Frost; – en frisk og brændende – den Hede
jeg leed; et Harem var mit Rygtes Tempel.
Der Qvinder kun smaahvisked blandt hinanden,
hvor Phallus, Lingam, Priapus jeg ligned.
Ah, Qvindelæber vare Skjold jeg mødte;
og Qvindeblik de Sværd, jeg brød i Taarer.
. . Nu er den Seir forbi, med den mit Minde.
Er ei min Gravhøi Seiermærket? Ak,
naar Kongen sørger, da han stiger fra
sin Throne ned.

En Præst.
          O hold dig der!
Se, med din Storhed, er din Fryd jo evig.
Tro ei, at Dødens Scepter (skjøndt vi nægte
ei, at det ruger selv paa Kongens Hoved)
dit eget mægter knække! Konge, vil
din egen Høihed du foragte? Menneske,
mon om de Helliges Viisdom du vil tvivle? .

Kongen.
Ak, tal, du Vise!

Præsten.
          . . Hør, den siger,
at Jordens Konger Konger bli’e i Himlen;
at, som du traadte paa din Faders Throne,
saa . .

Kongen (forskrækket)
. . Tal ei! – ha! .

Præsten (afsides)
Ah, denne Tunge, som
slog Kongens Hjerte vaagent, der skal slumre,
og saa forstenes! Ah, jeg glemte,
at du din Fader dræbte. Se, hvor lige
de hvide Seng-gardiner, da hans Fader
hiin Nat dem splittede i Dødens Kamp,
hans blege Kinder ere!

(til andre Præster)
          Kom, vi maae
ham spaae et hundredaarigt Liv, endskjøndt
Samvittighed er Blygift! Kom, vi gaae
at trøste ham ved Offre .!

Kongen.
          I forlade
mig sjunken i min Sorg: mit hule Hjerte?

Præster.
Vi gaae, at ofre hundred sorte Øxne
for Kongens Frelse. Se, vi ville maale
med Viisdomsblik din Livsenslængde,
adspørge Guderne, lodkaste, knæle
for lydfuld Støtte.

Kongen.
          Gaaer! (til Een af dem) Men bliv du her!
Jeg veed, at jeg kan standse denne Skjebne,
som du mig trued med . . Ja, vel! min Ældste . .
og mine Sønner . . Vee! Offer!

(vrider sine Hænder)
. . Præst! Præst! ha, lærte Du mig ei
hiin blodige Midnats Aften: at mit Hjertes
Tilskyndelser var Guders Villies Røst?
og, at mit Brystes Bølgegange vare
den Snor, ubøielige Skjebne spandt,
og bandt min Lykke til? at den, som elsked
(og jeg var Eders Fostersøn jo) Præsterne,
ei leed af Synd, og var med Præsterne
unddragen Guders Straf? O, siig, om jeg
ei elsked Eder . ?

(brister i Graad)
          Siig, hvi straffes da
den Kjærlighed med Taarer? hvi er ei
i denne Stund mig Trøst i Eders Offre ?
hvi Ære ei i Eders Skjæg og Aasyn?
232Du lærte mig, Du svor, at selv i Himlen
steg Bel, Osiris paa sin Faders Throne?
. Vee, lærte Du mig ei, da her min Fader
paa denne samme Throne sad og nikked
af Ælde, saa hans Magtens-kugle tabtes
i Skjægets Bølger, mens jeg stod i Blomster:
at Dens skal Magten være, som har Kraften?

(griber Præsten i Struben)
. . Ha Præst, ha Præst! Hvad lærer du min Søn?

Præsten (skriger halvqvalt)
. . Forbandelse! . .

Kongen (farer forfærdet tilbage)
Vee kommer Himlens
Forbandelse paa dette Hoved alt
paa Jorden . ?

(holder Haanden for Panden. Seer op igjen)
          Vel! Ja, – Vel da, eller Vee!
Dens Magten er, som kan beholde den!
Gaa, bring mig mine Sønners Hov’der – Alle
fra Førstefødte og til Dieglutten!

Præsten.
Din Villie er de Andres, Alles Skjebne.

Kongen.
Den var min Faders engang idetmindste,
men en ulykkelig – nu mine Børns:
Ha var du ikke Præst, da ogsaa din.

(Præsten bringer de Dræbtes Hoveder)
Saa – stands! ei nærmere! Var det min Ældste?
Var han saa voxen? havde han alt Skjæg?
og kunde faae i Vext det i sit Harem?
Saa han var voxen? Vel! et Hoved lavere!
. . Bring bort! Han ligner mig. Vel, at han nu
er kun en Støtte .! Gaa! det er en Angst
at tænke paa en Angst; en Sorg at tænke
paa mulig Sorg. Din Farfar ei du hevner,
233hvis ei, hvis ei, hvis ei . . O dog en Sorg .!
Bring bort! Du drypper Blod paa Thronens Fod.

(Præsten bringer Hovederne bort)
Før var min Angst liig Skov af hvinende Træer;
nu er min Sorg liig Ørknen.

Præster (komme)
Kongers Konge . .

Kongen.
Hvor sært, nu ad det Navn jeg kan ei smile?

Præster.
. . Vi have læst i hundred Offres Indvold.
Oraklet svared’: Konge lev som Ørnen!

Kongen.
Nu er min Fryd liig blomsterrige Dal!

Præsten (kommer tilbage)
Saa skee din Villie! Lad din Villie handle!
Det hevnes ei paa Jord, det straffes ei
af Guderne; thi selv jo disse gav
dig Magten, gjorde dig til Gud paa Jorden.

Kongen.
Ah, Præstens Mund er som Orakelhuler!

Præsten.
Men, Konge, hør med sønligt Øre paa
de Vises Tale: De er’ og fra Himlen.
Tro, at i Himlen Himle-kongeriger
for Kongerne beredes. Slaver vente
i Graven krumme . . .

Kongen.
          Taler du om Orme?

234Præsten (løfter sin Stav)
Vee, Konge, troer du ei? Da maner jeg
din Fader hid at vidne. Du skal see,
at han i Kaaben end er smykket!

Kongen (knæler)
Skaan!

Præsten. (svinger sin Stav; den bliver en Slange)
Se her er Kraften! Se fra Støvets Høide,
med al Naturen aabnet for vor Fod,
vi see igjennem Himlene til Helved,
den Baggrunds-ild, den Chaos-cirkel uden
om Verdenscirklerne, hvor Sandhed gløder
i Livet frem . . Ha, tro, jeg siger dig:
en Konge bliver Konge. Troer du Præsten
ham salved’ for et Døgn? Jeg siger Dig, Du
de Helliges Støtte: Slaver vente krumme
i Gravens Huulvei, hvorigjennem triner
en Konges Høihed majestætisk, for at
fra Stjernethroner Paradiser herske!
Der visner ei din Manddom! men den er
en evig Middagssol, der funkler mellem
en evig Morgenrød af fagre Qvinder,
en evig Aftenrødme-krands af Bægre.
Og hisset vexler det, som her imellem
en Fa’r og Søn: naar Sønnen triner op,
maa Fad’ren vige til en større Himmel,
saa, se omsider – altfor stort for Tanken –
til Almagt nærmer sig en Konges Magt.
Men, som en Konge saa fremføres af
sin egen Høiheds Kraft: saa Mindet er
liig Stormen i hans Fodspoer legende,
(en Ørken er kun Legeplads for Stormen)
saaat, som fremigjennem Himlene
hans Storhed ruller sig, der bliver dog
en Majestæt tilbage. Dog er Mindet
kun stort iforhold til den Magt, han øved
235i sine Grændser. Saa kan liden Konge,
en Træl for dig, et større Minde eje
end halve Jordens Hersker, om han ikke
sin Vælde øver men fordølger den,
og døer og lever uformærkt som Bonden.
I hvilken Vraa mon Phalaris ei nævnes?
Pygmalion? Herodes? mange Andre,
hvis Grændser vare smaae, men tæmmed dog
med stærke Arme bistre Folk (som Ulve
de holdt ved Ørerne) mod disses Lyst?
Ja selv en Qvinde, Servia, jo voved’
midt paa det frie Romas Torv at kjøre
sin gamle Faders Hjerneskal iknas,
og, smeldende med Pidsken fra Triumfvognen,
de barske Romere spørge: hvad der knasked’?
Vist disse (hvis jeg kjender Mennesker;
thi Sagnet tier) jubled hende fremad,
idet Senatet gjorde sin Undskyldning
for Gaderne ei vare bedre brolagte.
Vist knyed’ deres Hjerter; men det er
det høie Kongemagtens Maal at stræbe
mod Overherredømmet over Hjerterne,
som det er Præstens Maal at herske Hjernerne,
og Statens Maal, at begge Magter enes;
men høiest Ideal, naar begge Magter
forenes i en Eneste, som Meroes
Hebræernes og Thibets store Præst.
. . Jeg siger, maaskee knyede Hines Hjerter;
dog blot fordi da Skuet var saa nyt,
at see en Datter rulle jublende
henover Faderens Isse; ja saagodtsom
med Svøber af hans Graahaar hvine; men
(glem ikke denne Viisdom i mit Raad!)
det Vanen er, som skaber Dyd og Last.
Se, Sagnenes lange Rækker vise kun
eet Særsyn, uden Mage, at en Konge
for høit sin Vældes Bue spændte: da
et lidet Folk sig deelte,
til begge Sider skræmt af Kongens Trudsel:
236at, som hans Fader dem med Svøber pidsked,
saa vilde Han dem slaae med Skorpioner.

Kongen.
– O Han var værd at herske større Rige!

Præsten.
Saaledes saaer en liden Konge i
sit Fodspoer, i sit Gravhul, Mindet; og
det voxer større gjennem Seclerne.
Og Du, de store Kongers Konge, ængstes
for Glemsel, som saa vid en Mark kan saae?
Hvad Magt – jeg undres – mon da vel din Fader
(og dog hans Minde runger evigt, som
hans Seires Gjenlyd) viste ved at flyve,
med krigenslystne Mænd vidtover Jorden?
Hvad alle Hjerters Ønsker mon betvang han?
Ved hvilket Aag hans Folk hans Magt mon følte?
Mon snarere for sine Slaver ei
han trællede, ved deres Lyst til Krig
at mætte og beruse? Liden Magt
kan puffe Stenen frem, der er i Farten.
Men endnu større Storhed kan du vise,
men endnu større Minde kan du bygge,
ved tvertmod dine Slavers Lyst at kjæmpe.
De ere dovne, egenkjærlige,
og vante til at gjøre alt med Hensigt
og vante til at æde deres Arbeid.
Thi byd – og øv din Vælde, byg dit Minde
og derpaa byd du – dine Slaver støbe
i deres Sved din Phantasies Fostre!
Befal dem gjøre, hvis de ville leve,
et Noget uden Hensigt, uden Nytte!
Befal dem gjøre det Umulige!
Det er: et Noget, som i denne Stund,
som Ugjort, synes os for stort for Tanken;
ja synes selv, naar Secler graane Daaden,
for Efterslægten – skjøndt den derpaa stirrer,
og selv det føler, og det synes i
237sin Storhed styrte ind paa Øjet, saa
det seer ei Andet (Ørknen ikke for
dens Pyramider) – som et vist Utroligt,
som Guders Drømmebilleder, der ere,
ved endnu større Under, stivnede
for Evigheden. Byd dit hele Folk
forlade Agrene og slæbe Stene
fra fjerne Bjerge midt i Ørknen hen,
og reise Pyramide-alper, og
opløfte dig et Bjerg paa Enden som
en Obelisk! i Ørknen grave Have,
og skabe Have om igjen til Sletter!
Siig, du paa Jorden, som de Andre, vil
ei have meer din Hauge, men i Himlen;
og flux de skulle hænge den paa Mure;
og dine Palmer flagre over Skyen!
Byd dem at lede Floder op paa Bjerge;
at bygge tusind Mile lange Mure
om Landene; at grave Slotte ud
med tusind Sale under Mulden! – Se
da Selv, før du i Graven synker, dine
de evige Monumenter! Se, de Andre Fyrster
betvang blot Mennesker, men du Naturen!

Kongen.
Ja, Storhed og Erindring er der og i
Forbandelser.

Præsten (afsides)
Din Vinding.

Kongen.
Gaaer tusind Tusinder til Labyrinthen!
Gaaer tusind Tusinder, et Hav mig graver!
Gaaer tusind Tusinder, gjør’ Hav til Land!
238Gaaer tusind Tusinder, opløfter Haugen!
Saa pidsker dem som hvile! Priser Gud,
at Kongen byder Eder ei, ved Sved
og Graad og Blod og al jer Livsensvædske
at dugge Ørknen til et Blomsterbed,
og pløie Bjerge op med Eders Negle!
Ha, ere I der alle? Ere Arnerne
saa tomme nu, som Eders Øren bør,
for mine Bud at høre, være? Ha,
i Takt af Svøbeslager-choret reise
sig sexten hundred tusend Arme, dryppende,
liig Pileqviste nys fra Dammen løftede,
af Sved, for endelig at lægge Kronstenen
paa Kongens Storheds Pyramide-mærke!
Ja Retsaa! Ret!
Lad dem, som døe af Mathed paa Stilladset,
nedstyrtes flux med Svøbeskaftet, som
en Træl forsømmelig imod sin Herre;
men lydig mod Naturen! . . Ha, Naturen,
at ikke den jeg byder! at den ikke
vil lystre, naar jeg siger til Graniten:
opløft dig selv! og til mit Graahaar: sortn!
. . Hør, svoer I ikke, at jeg skulde leve?

Præsten.
Ja Himlens Sandhed svoer det!

Kongen.
          Velda! Tvinger
de Fremmede, hvis Hjem min Fader øded’,
men drev herind dem selv som Hjorder, tvinger
dem til at ælte Leer! Hvo ei vil ælte
til Solenedgang, gløde Natten over
i Teglets Ovn! Kom, stiger op at see,
om jeg er Jordens Gud! om disse Klippedynger
er’ mine Kloder, næsten evige.

Præsten.
Du Mægtigste, se hisset nede, skjøndt
paa Bjergehøide over Ørknen, maale
de matte segnende Millioner rigtigt
med Obeliskens Alen ud din Storhed!

Kongen.
Ha, ja, i Længde! men med Pyramider
den ud i Fiirkant, og i Omkreds med
de Have, som jeg byder bruse frem;
i Dybde da med Labyrinther! Ha,
jeg lever jo? Du svoer det? Himlen svoer det?
Vel, større Værker, større Minder reises!
Jeg byder: Templerne flux skulle lukkes,
at Folket ei paa Guderne skal tænke,
før Kongens Lyst er mættet.

Præsten.
          Menneske,
Du er beruset af din Storhed. Ha,
jeg mærker nok, vi rummes ikke baade
paa denne Tinde . . vee dig – hvor du svimler!

En Præst (bepletter Oxen)
Se nu er Guden færdig! Ægyptens Sorg
med dette Penselstrøg føg bort. Kom nu,
vi føre ud den nu til Folket, at
det Millioner Glædesblik kan hefte
til Gudens Horn . .

En Præst.
          Forgyld det endnu lidt!

(Den Anden forgylder dens Horn)
Ja Synd, at spare Guld til eget Scepter!
Og dette Horn er vort. Nu, kjære Oxe,
240lad see du rækker – retsom om du vidste
at du er bleven Gud, at du medrette
fra Krybben blev medeet til Himlen løftet,
og tør selv stange Kongen – majestætisk
din tykke Nakke over Noph, der knæler
og slikker op dit Smuds, til vældigt: Boh!
saa alle Hjerter ryste kan af Fryd.

En Præst.
Vel, før den ud – Alt Folkets Andagtssuk
i Porten foran dette Helligste
sig drager ud og ind som Trækvind. Før
den først til Nilensby at fodre den
i fiirti Dage op i gyldne Fade,
at feed den komme kan til Memphis! Nu – ?

Folket (jubler)
Hil Apis! Apis! Gud!

En Præst.
Ja Jubl Ægypten! Thi du er nu frelst.
Thi Apis kom, vor Gud. Imens vi bade,
en hellig Koe ved Maanens Glands undfanged.
Jubl, frelste, fromme Noph; thi Apis kom
med Gud Osiris’s, Pthas Søns, Stjernetegn!
O sku i denne sorte Røg med disse
sølvhvide Gnister Gud-Osiris’s Ild!

(Oxen brøler)
O tys! hans Brøl, Ægyptens Festsang! Ha,
hør Guden tordner: «fryd dig frelste Noph!
Sku i dit Tempel Gudernes Fornemste!»
– Ja Gudernes Fornemste! Se i dette Skum,
som Apis sikler nedad Boven: det,
hvis han i Himlen var, blev nye Stjerner!
Men Verdnernes Materie øder han,
liig gavmild Fremmed, nu paa sine Elskte
blot til et Lystsyn og en kostbar Smag.
. . Ah, ikke Fremmed, men som gavmild Vert .!
Er’ vi hans Børn ei, og vort Land hans Eje?
241Osiris pløied først med sine Straaler
op hele Jorden, saa dens fede Dale
hans Furer bleve; Morgenskyer stege
som Blomster vaiende fra Jordens Rigdom.
Men se Osiris, Himlens høie Gud,
sin Yndlingsager valgte; og han pløjed
med hellige Oxer, Mnevis og Onuphis,
Ægypten fra Syene (hvor han hvilte
sit Spand) og ned til Typhons golde Mark:
til Havet, hvor han udsaaer Salt og Bærme.
Men Isis, fulgt af tro Anubis og
Cabirerne, liig hvide Høstfest-børn,
i Gudens Furer gik, og øste ud,
med moderlige Smiil, sit Signehorn,
sin Nil, imens Osiris fulgtes af
Gud Amum, der udkasted Sæden;Forfatternote: Betyder, blandt disse astronomiske og physiske Guder, Sommeren. Som,
der hypped; Serapis, der høsted’,
og i sin Skjeppe gav den saa til Horus.
Men, se, da det af Guder pløiede Land
os Præster givet var til Odeleje,
og I, Misraims Arme, det foragted:
da gyldne Sæd-net vare trukne rundt det,
at Typhons gustne Avinds-aande fange,
der samum-hedrød Flammetunge skjød
fra Ørknens slukne ormestukne Lunger
udover Nophs det liljedækte Hoved,
der speiled sig i Isis’s Elskovssmiil
(og deraf skinsyg Typhons Brynde tændtes):
da sank Osiris’s Gudesjel i Apis
(se her i Flekkerne hans Guddomsstraaler,
der bryde gjennem Hudens sorte Røg!)
at ei de Dødelige, som han elsked,
saa han ei kunde skilles fra dem, skulde
ved Gudens nøgne Glands forskrækkes, men
Taknemligheden den forblomm’ede Gud
bestandig turde vise . . O bestandig
i Memphis herske han blandt fromme Præster!

242Folket.
Det ske! Det ske! Ja evig!

En Præst.
          Saa og Isis
nu tog sit Boe i Buto og Bubastis
som Koen, og sig aabenbared’ huld
ved hvereen Hytte: Melkestraalen blev
som Maanens hellig; Koens Horn som Maanen.
Og Pan (thi Alle fulgte med Osiris)
og Pan, den Livets Yngler, Stjernefader,
i Mendes boer i Bukken. Amum blev
i Ammon-No til Vædd’ren. Som blev Løven;
og Serapis blev Slangen; og Anubis
en Hund. Men alle Verdens Guder flagre
os over Hovderne, og svømme i
vor Flod og vore Damme, groe og gaae
paa vore Marker, boe i vore Templer
som Guden Høg, Gud Ibis, Guden Karpe,
Gud Gjedde, Guden Rotte, Guden Kat,
Gud Ulv, Gud Øgle, Guden Krokodil.

Præsten.
Hvad vil du, skjønne Qvinde, her i Pans,
Allivets Tempel?

Qvinden.
          O, mit Blod
af Elskov syder til den hellige Buk.

(omfavner Bukken)
O, jeg omfavner Gud! . . Ah, Gud, optænd
din Brynde, din Allivsens Gnist!

243Præsten.
          Gaa ind,
og Guden dig forherlige!

(lukker Qvinden med Bukken ind i et Kapel) (lyttende)
          Tys, han fnystrer!
Nu blusser Bukkens Brunst . . Ah, Qvinden sukker! . .

Qvinden. (kommer ud med Bukken)
Jeg Salige!
Modtag mit Offer. Hellige!

Præsten (kløer Bukken)
Nu, stakkels Bukkemads, du lyster Salt?
Men, bi – en anden Gang skal du faae slikke
smukt efter mig. Du har saa altformange
af disse Elskerinder. – –

Qvinden.
Ah, vee! der ligger Guden. O mit Hjerte
er stivnet . . Ak, jeg maa. Ja han er Gud;
thi sligt et Øje har kun Typhon selv,
saa fuldt af Gnister. Sivet hvisler . . ak,
se der! se der! O værdiges at tage
mit Dyreste! ja din Slavindes Dyreste.

(kaster sit Barn til den)
Den knasker . . o!

(skjuler sit Ansigt. Seer op igjen)
Men saae en Præst mig sørge, vist han sagde,
jeg var ei from. Hvad Løn mon da jeg havde?
Se, mæt og mild han vælter sig i Dyndet . .
O stærke Gud, jeg har en grufuld Fryd.

(En Præst kommer)
Se, Helligste, jeg gav til Guden hist
mit Barn!

244Præsten.
          Ja Ret, min fromme Qvinde! Har
du end et Barn; hvi giver du ei det?
Da dobles jo din Fryd.

Qvinden.
          Jeg har ei flere.

Præsten.
Din Eneste? Det Offer herligt var.
Hvi dandser du da ei af Fryd?

Qvinden.
          O jeg
er ikke glad.

Præsten.
          Da er du ikke from.

Qvinden.
Vel! jeg vil dandse, og til Cithren synge;
o jeg er stolt; mit Eneste jeg gav
i Guden Krokodilens Gab en hellig Grav.

Præsten (afsides)
Vi give Folket Legetøi, at ei
det river Faklen fra os. Hører da,
og gjører saa, velsignede Ægypter,
som nu Bubastis taler fra min Læbe:
«En Fest Ægypten skal mig vie saa:
til hellige Bubastis’s Stad Ægyptens
de Mænd og Qvinder skulle seile, og
den store Flod gjenlyde da af Fløiter!
Men Stæderne, de glide saa forbi,
med Skjældsord og med blottet Blusel hilses,
imens Indvaanerne paa Stranden dandse.
245Og den vanhellig for Bubastis er,
som ei beruset er den hele Fest.»
– Bestiger Skibene da Mænd og Qvinder!
Og, til Bubastis’s Ære, samler Eder
et Forraad flux af Skjældsord! løfter op,
I Mænd og Qvinder, Klæderne! Afsted!

En Præst (griber en Rødhaaret)
Se, grib ham! Han er Typhons.

Manden.
          Hvad? Jeg er
en Fremmed, som skal gaae tilseils.

Præsten.
          Ha, ha!
Ja Stakkel, veed du ei, den røde Farve
er Dødens Smiil for den, som har den (og
du har den) i Ægypten? Nu, ved Smy!
forbandet er du for dit røde Haar.
Det Typhon blæste i din Moders Liv
ind, saa det klæbed til din vaade Skalle,
for saa at mærke dig, naar op du voxed,
til Offer for sig. Ha, du reiste lige
til Offermarkedet, da til Pelusiums
Kornmarkede du søgte vindingslysten.
Nu giv dig! Du har Djævlens Mærke. Hei!
Til ham i Dag vi ofre. Vrid dig ei!
Vil heller du af Folket sønderrives,
end døe for min den øvede Haand,
der dræbte Tusinder, som du, end før
de sukket fik? –

De bundne Offere.
Hengiv dig i din Skjebne, Fremmede!
Fortørn ei Præsten, ellers piner han!
246Kom, klynk med os og med de stakkels Æsler,
der og er Djævlens for den røde Fels Skyld
Se alle vi Trehundred skulle ofres,
fordi vort Hovedhaar er rødt, til Typhon,
som Folket troer er farvet ligeledes.

Præster.
Til Sværdet, I, som dyrke Gud Ichneumon,
mod dem som dyrke Crokodilen – Ha,
et Dyr, et Typhons Djævlefoster! Ha,
De Daarer, Daarer, Daarer! Sparer ei
et Barn i Modersliv! Det har alt syndet;
thi det er rystet af sin Moders Latter,
naar hun sin Ældste til Uhyret gav.

Andre Præster.
Til Sværdet, I, som dyrke Crokodilens
den store Guddom . . frem med Sværd og Fakler
mod dem, som dyrke Rotten – ha et Dyr,
et Dyr af Dyndet avlet! Sparer ei
et Barn i Modersliv! Det har alt syndet;
thi det er rystet af sin Moders Latter,
naar hun forræderske Ichneumon saae
isøndergnave Crokodilens Æg
(de hellige Verdensbilleder) i Sandet!
Saa kjæmpe vi, mens vore Guder kjæmpe
selv mod hverandre .!

En Præst.
De Dyr er Ahrimans Forbandede,
som ere Guder her i dette Land.
Ei Lyset skabte dem, men Djævlen yngled
dem i sit Helved frem med Mørket.
Følg da mit Raad .!

247Kongen.
          O Præst, du kan befale.

Præsten.
Jeg siger dig, du gjør en Gjerning, som
i Himlen Amschaspands besynge ville,
mens Devs og Ahriman i Helved hyle.

Kongen.
Vel! binder Kat og Ulv og Krokodil
og Rotter sammen foran Hæren! vender
da mod Ægypten disse store Guder;
men følger dem som Tordnen! sender Pile
som vilde Lyn (det følger jo med Guder?)
trygt over disse landsforræderske
Høiguders Rygge!

(Perserne gjøre saa. Ægypterne kaste Vaaben og flye.)
          Ha! I Pasargader,
nu øver Eder ene i at løbe
som hist i Susas Jagtlunde! Ret! forfølger!
Men stikker Sværdet ind, og bruger Stokken!
Med Svøbehviin tving Gudekatten til
at hoppe efter dem; og gaae saa frem
og myrder dem i deres Skjulsted! Driver
dem ind ad Thebæs hundred Porte, ind
til Koglerne i Labyrintherne!
Med medisk Kobbernegl vi frem dem klore.
Kun hvad der redder sig i Pthas’s Tempel,
er reddet. Ha, der vil jeg slagte Guder,
og holde Seiersmaaltid af Gud Apis,
hvor Præsterne, med Borddug kastet over
de fæle Trolddomskaaber, skal opvarte,
mens udenfore Pøblen snufter efter
den stegte Guddoms fede Lugt. Ah, ah,
jeg vædder, Artabanes, Folket vil
forbitres kun, hvis det er mæt, men føle
en Vellyst, hvis det just er sultent. Ha,
nu frem til nye Slag! Paapasser vel,
248Satraper, at ei Gudernes Geled
blier brudt i Seiersløbet, saa det synes,
naar Gud Kat, Gud Rotte, Gud Faar, Gud Ulv,
Gud Stork, Gud Øgle vandre veent isammen,
som om de for den gode Sags Skyld havde
lagt Fiendskab tilside, og nu sluttet
en hellig Alliance. Saa vi gjøre
dem til hvad Joner kalde πϱòμαχoτ.

Folk.
Hist sortner, Hvirvelvinden lige, over
den hellige Slette Fiendens Skarer. Ha,
de drive vore Guder foran sig,
og gaae med Sværd i Balgen som til Fest;
men, naar de komme ind i vore Stæder,
da løfte de en Kat i venstre Haand
og dræbe os med Dolke i den Høire,
os Værgeløse. Siig du Vise, Hellige,
skal Nophs ærværdige Tempelpande splittes?
skal Nophs det hellige Altarhjerte knuses
(thi nu til det er Raden) uden Modstand?
Skal vore Agre, vore Qvinder ødes?
og Medens Hovslag – fælt, at høit det klinger;
men værre dog, at det i vore Diendes
de bløde Lungers suttrende Blodstrøm døves –
Ak! Ak! Thi vore Hænder skjælve . . ak!
O siig os, sværg os, er det Pligt mod Guderne
– ha, de forraade os! – at kaste Vaaben
for disse Fiender, flye iskjul og døe?
og, før vi døe, at vide at vi have
til værre Fiender de samme Guder hist? –

En Præst.
Ja – Alt er tabt. I Dyndet ligger On,
og Solen skinner paa dets brudte Horn.
I de Barbarers Hestes Hovslagsstøv
249nedsjunke Pyramiderne. O Memphis,
luk op de hundred Portes gyldne Gab,
at sluge ind med øde Suk de Grumme,
som Myg der svæve paa en Drukkens Aande
snart ind snart ud. Viis dine Elfen-templer
(hvor ingen fremmed Aande graaned end)
for de Vanhellige, som Aadslets hule Tænder!
Ægyptens Folk – hu, som, med Kniv i Haand og
det Hvide vrængt i Øjet, saa det syntes
et flagrende Liiglagen, naar det blinked,
hver Fremmed hilsed nylig – slæng nu bort
hvert Vaaben; ja, fra Sværd til Pind,
som om de brændte dig i Haanden, som
om dine Hænder visned af Forbandelse,
saasnart du fristes ved din Qvindes Skrig,
din Afkoms Jammer, til at løfte dem!
Gaa, gaa, og slaa med stum Forfærdelse
din Dør igjen! og vent da Døden under
din Bænk, hvorhen du krum dig sniger for ei
det rædselfulde Syn at see: Vanhellige,
der øde Hytter, Templerne besudle!
Som Pesten maae de brede sig i Landet.
Ved Skjebnens Traad de føres gjennem Blod
fra On – til Noph – til Thebæ. – Vil du standse
hvor Guder gaae? Det er for dine Synder.

Præster.
Ha, det er Magerne, som os betvinge,
som gav den drukne Bøddelkonge Raadet.
Vi Præster ere Ofret, som de søge,
og Kongen laaner dem sin vilde Hov.
Vee, at vi maatte byde Folket Fred,
og Luen tvinge, skjøndt den kjæmpede
med Overtroens Røg, og truede
at gnistre ud! Men havde en Ægypter
først seet en Katteguddoms Indvold aaben
og Himmelen dog lige klar, saa var
bag Krigens Seir vor Seir i Freden ude.
250Vi maae dem byde, hvis de ville tvivle
og Fædretroen revner, bryde Vaaben,
og bøie sig for Medens krumme Sabel
(dog haabe vi mod bedre Tider);
thi selv vi have lært dem jo fra Barnsbeen,
at disse Dyr, som nu er kaarne til
vor Fiendes Høvdinger, er Verdens Guder.