Jesus.
Er dette Menneskehedens Minderulle,
som . . o jeg saae igjennem den, og – –

Messias.
End ruller Jorden sin rolige Gang:
Vaarfrisk, blomstrende og nye,
          synes den at haane
          Aldrene, som true den at dække
          med Rynker (Graverækker),
          som true den at graane;
          men – flye.

De samme Stjerner, hvis venlige Blik
lokked af Jordens Blomster frem
første Dug som Længselstaarer
          efter dem,
skimre Fred end i dens aabne
          Blommer ned.

– Lyksalige Natur (saa sukker Mennesket)
          du Haand i Haand med Tiden, stille,
          i samme Kreds, i dine egne Spoer
          omvandrer uforandret? –

Men – vee! – o Jord af Hvad har du de Fleste:
          Roser eller blodige Hænder?
O, alle de Aander, som bort fra dig veeg
– ja, som om al din Graad og Gys
dampede hid som en Taage lys –
319omgive dig, som en Straalekrands bleg.
Alles sorgfulde Tanker svæve
(som Maage-glimt lynsnelle over
skysvellende Vover)
over de Brødreslægter, som hæve
i Mulden sig bølgende mod
end større Jammer, end selv de forlod.
          – Abiriel-Ohebieler,
De troe Eder døde
          som Eders Mæler,
eller i Vellyst og Vee som før;
De see Eder ei gjennem Øieslør;
ei Eders Advarsler, ei Eders Vee,
gjennem Øre-graven høre de.
Kun Selv I skue hverandre her,
hvor Muld ei skjuler, Kaaber ei skilne meer,
hvor Hveren kjender klart Enhver,
hvor gjennemsigtige hverandre I møde.

– Du Aand, hvis Skikkelse ikke har
de Saliges rødmende Skjønhed klar,
hvi seer du med sortnende Rædsel paa
hiin Jordens Kronte, der fylder sit Lands
Brønde tilrands med diende Smaae?
– Ah, du var Selv Konge! –
Hvi ryste Millionernes Veeskrig dig?
De naae dig jo ei.
Hvi synes de Taarer at synke sig
glødende i dig? De falde jo til Jorden.
– O nu din Samvittigheds Øre er fiint! –
Hvi fryder du nu dig ved Folkets Hviin,
der stormer i Oprør om Thronens Tind,
hvor nu din Søn (han kalder sig Stor,
fordi han gik dine blodige Spor)
bleg bæver midt i sin Vældes Torden?
hvi Fryd ved de fnysende Slaver at see,
der splintre til Støv dit stolte Mausolee?
hvi Fryd ved at høre det skraslende Skrald,
naar Smaaedrenge sparke din Hjerneskal?
320– O nu er du bleven retfærdig! –
Hvi sittrer du af Ønsket at kunne tale
til disse dine Sønner, som male (som du
din Faders) med Sceptre dit Billede nu,
med Blod til Skygge og Graad til Lys?
Paa deres Stol du er; Ingen seer dig der.
Til Kongen Raadet lytter, hører ei dine Gys.

– O nu er viis du bleven! Nu veed du vel, at Alle
til lige Frihed hæves, naar under Muld de falde! –

Hvi blegner du Aand, ved at høre de Ord,
som Høipræsten hisset for Folket besvoer?
Han er jo din Lærling, han lærer jo
Hvad Selv du besvoer, ja din egen Troe.
Hvi mon du dine forne Brødres Skue skyer,
som Denne hader Kronens Lyn og Purprets Fyr?
– O nu er du bleven sandru! –
Nu vide I Alle at give
Menneskeheden Frelse: Sandhed og Frihed:
I see, at I Alle, Jordens Aandestimmel,
som ligtafmaalte Stykker er af samme Himmel,
at I, at hveren Sjel er en Abiriel
forskjønnet og ismeltet med en Ohebiel.
Seer derfor, I, som haded hverandre hissetneden,
I elske nu, og elske i Alle Eder Selv,
I elske nu med Aanders Hjerte: Kjærligheden,
der favner om hele Livet, og favner deri Gud.

Nu vide I Alle, at Tiden graaner ikke, at
en Frelsens Tid fremrødmer af Trængsels lange Nat,
før Jorden døer: at under dens stille Vingeslag
vil straale Friheds Morgen og Sandheds lyse Dag,
da Himlen kaldes Alles fælleds Tempeltag,

Den døde Natur jo synes end saa nye,
som Jorden var Barn i Vugge under sin Rosenskye
– ja disse Pyramider, der brast og sank i Muld,
var Vaser, som den aandige Natur til Leeg den skjænkte
. . o ja, en Tid den legte, med Vedbend dem omhængte,
321og pynted dem med Mose, men slog dem saa omkuld! –
Den skulde blomstre frodig, mens gusten alt og blodig
Menneskeheden, dens Herre, visner meer og mere?
Aarhundredernes Fjed,
der synes let at svæve over døde Blomster,
knuge Aander ned?
O priser! De sorgfulde Dage,
de gamle Aarhundreders Klage,
synke i Mindets Urner tilbage.
Der Graad sin Varme taber, bliver kun til Dug,
til Rosenblade Blod, til Cypresløv Jammersuk.

Men evig vexler Tiden, det Verdens Aandedrag.
Det ene Øieblik det andet blæser bort.
Den ene Time kommer i Sørgesløret; fort
den Andens Smiil igjennem skinner klart derbag.
Som ufødte Tvillingfostre, kommende Vee og Fryd
tidt sammenslyngede ligge i samme Jevndøgns Bækken
i Tidens dybe Skjød.

O, skulde da saamange Aarhundreder rulle væk,
som disse skumle Jordens, i Synd og Blod og Skræk,
og ei et Glimt af – –
          – O jeg seer
bedre Tiders første Glimt
her i Mandens Taares Skimt
(Frelsens første Morgenstjerne!)
Han – o se Ohebiels Smerte
damper fra hans fulde Hjerte! –
Han, som brast i Graad ved at see
alle sine Brødres Vee;
gjennem Taarens Fjernglar saa,
for den Jammers Kilde finde,
stirrede dybsindig paa
Aarhundredernes Rad, som ned.
liig blodige skumle Skygger, gled
henmod Jordens Barndoms Fjerne.
Under første Throne der,
under første Tempeltinde
seer han Jamrens Kilde rinde.
322I Bedrag og Trældom fandt
Han hvi Blod og Taarer randt,
hvorfor Synds og Dumheds Taagevover
skylled’ Lysets Sjele over.
Men – o se i hans stærke Sjel
luer høie Abiriel! –
græd han, nu hans Kinder gløde
(Frelsens første Morgenrøde!)
forat frelse, forat lette
Trældomsaaget af de Trætte,
lade alle Jordens Sjele
Himlens Aanders Klenodie dele:
Frihed og Sandhed: den Arvepart
Menneskeheden tabte saasnart;
forat løse op de Hjorde,
Herskere drive og slagte turde:
løse, saaat hver Jordens Sjel
føler sig selv som en Himlens Deel,
handler paa Jorden og tænker selv;
men og, for ved Kjærlighed igjen
knytte dem Alle, saa de blive Een,
handle og tænke Alle som Een,
som her I, I Jordens forløste Sjele,
Abiriel-Ohebieler,
i Kraft og Kjærlighed glødende Aander,
I ere Alle eet Kjærligheds-baand.
Ja priser, og skimter igjennem Tiden,
der med Aartusinders Jammer sig gjøder,
før i sin Fylde den Frelsens Time føder . .
Ja priser og skimter – o nær
jo glimter alt dets Morgenskjær –
et Seculum, som bryder gjennem lyst,
med Straaler om sit Hoved: første Aar,
det reiser rødmende paa Jordans Kyst!
Se der alt rustet Frelseren staaer,
med Kjærligheden stor nok til
at favne om en Verdens Jammer,
med Kraften, som saa gudlig flammer,
at Han en Verden frelse vil!

Jesus. (reiser sig)
– Ak! O Hvad – ? (sætter sig igjen)
Mon Himlens Aander tale til min Sjel?
Saa klart blev mig mit Meed – Jeg saae det . . o,
med Vished, bævrende af frydfuld Kraft,
jeg saae min Kummer kun som stærk, eensformig
Opfostringsføde for min Kraft: jeg saae
mit Meed, og nævnte det. O hellige Stund,
Hvo, Himlen eller Jorden eier dig,
du salige Aldres Moder? O du valgte
mit Hjerte til den Seng, hvor du vil føde,
min Læbe til din Afkoms Vugge! Ah,
jeg frydes over nu, at for den døde
som for ufødte Æt mit Hjerte kunde sørge:
at det ei Kummer nok fandt i den levende,
og hyled væk med alle disse Andre,
der, mens de jamre over egen Sorg,
belee de Andres.
Min Graad min Styrkes Øie, og min Smerte
er bleven bedste Muskel i mit Hjerte.
Saa pludselig, somom en Engel foer
min Sjel igjennem, og borthvifted med
sin Vinge Vemodssukkene, der skyhylled
min Kummers Navn (saa, ubevidst dens Hensigt,
jeg kaldte den, som Andres, ene: Sorg)
solklarned i mit Hjertes Baggrund nu
mit Meed – o som om mine Taarer, før
kun Sædekorn, sprang ud og dufted – og
jeg saae Det i min Sjel, Det nævnte: Frelsen.
Kan Skjalden – ja, jeg frygter for at være en:
at kun et Digt min nye Verden bliver:
at heller jeg paa Pergament, som Plato,
blot burde malt . . o! o!
– O vee! jeg tvivler! (holder Haanden for Panden)
          O tilgiv, min Gud,
hvis Viisdoms-villie, kjendt af alle Himmelske
som een, een Hellig-aand i Alle luende,
324tilglimtede og mig, som gaaer i Støvet,
saa mig mit Maal blev klart herneden alt:
ved Daad at frelse, ja saasandt i Aanden
jeg Menneskehedens Brøst og Midlet saae!
– Min Sjel, af Frelsens Tanke flammende,
dit Aasyn er, som lysende du løfter
opover mig, du min og Alles Fader!
Mit Blik – o min Begeistrings Straale-plecter!
Det, mens min Tale strømmer, roligt-glimtende,
som Duen svæver blank paa Stormens Brusen
. . Mit Blik – o min Begeistrings Straale-plecter!
mit Herredømmes Lue-scepter! ha,
det kløver Tiden . . o, til begge Sider
Aarhundrederne (de – o fjerne – de,
som skulle reise sig, liig Phoenix af
sin Aske, frem af sjunkne Altres og
af styrtende Throners Gruus, som kneise nu)
. . Aarhundrederne, o til begge Sider
de kløvne for mit Blik . . O se en Solstraale
sig langsad Gangen i en Gravlund skyder:
til begge Sider Palmerækker skimtes
at svæve susende over Graveraderne:
se Folk for Folk Qvartererne: hver Grav
et Hjerte: Engle knæle der paa Gravene!
– O Himlen aabnes . . Staaer jeg end paa Jorden?
Mit Hoved høit er over Skyen løftet,
og seer paa andre Kloder samme Seir.
De svæve denne Jord forbi, som Brude,
der smile til hverandre samme Hemmelighed.
O se, o se med mig de fjerne Fredens
Aarhundreder: den lange Palme-gravgang,
henover stedse fjernere, fjernere Gravrækker
fortløbende, den voxer stedse:
saa sidste Palmekroner synes Himmelhvælv,
de sidste Grave Verdenskloder . . o
se deres hvilende Engle (de, som nærved
kun syntes lidet skjønnere end Mennesker)
de blive Aander, favnende en Klode,
omfavnede af en Himmel, herlige
325som disse alt forherligede Aander, som
sig røre udenover Jordens Tider: se
som lyse Skikkelser omvandrende
i hiin umaalelige Friplads, der
begrændser Palmegangens: Jordens Levealdre.
– Hvo siger i mit Hjerte, at jeg seer
saa sandt som fjernt? Hvo sværger det?
Jeg kan ei selv. Dog hører jeg en Eed
. . o hellige Eed, Guds Navn i dig jeg hørte!
Saa hør da, Menneske, og tro din Herlighed!

– Vee, dumme, blege Øine stirre paa mig!
Dog taler jeg kun tydeligen hvad
dit Hjerte sukker. Fatter du ei Frihed
i Lænker? Sandhed (ja Begrebet: Sandhed)
ved Altret? Kjærlighed, imens du plages
af dine Brødre? Jo, det er dit Suk.
– Oh nei, dit Suk kun viser, at du føler,
du mangler Noget, veed dog ikke Hvad.
Saa stir da i mit Blik: se Det, imens
min Tale og mit Hjerteblod udbølger
(som Aandens Forstavnsskum og Kjølvand)
jo glimter roligt som en Sol bag Skyedriven!
Det Veien finder til dit Hjerte gjennem
dit aabne Øie, om end Øret luktes,
og der belyser det din Længsels Navn.
Men naar du seer min Læbe taus – o da,
da vil du lytte først. – – Ah, ja
hvad er dit Golgath? O den Vandringssteen,
hvorpaa den nye Tid hviler før sin Udflugt.
O Golgath, Golgath – hvor den Trælleæts
Fordærvere forgjæves (o jeg ahner)
i mit, som Eders, dødelige Blod
vil slukke mit udødelige Ord –
se dine Hovedskaller vorde Stjerner,
dit Blod sig samler til en ny Tids Sol!
(Ha, ja jeg spaaer; thi der forstummed Alle,
som skreg i Jamren, som for deres Længsel
fandt Ord, men ikke Kraft.)
326O seer, mit Blik henover Golgaths Høi
– den sidste Døning, gamle Trældoms-aldre
end svulme op til Kamp fra deres Dyb:
fra hule Altere og Throner – skuer
mod Maalet (o betegner det med Kors!)
det satte kjækt sig over end ufødte
Fremaldres Grave, seiervist og roligt!
– Se i mit Blik Du, som ei fatter Ordet,
dets Sandhed! se en Fakkel til min Tale!
Hør: Frihed, Sandhed, Kjærlighed! O rører
sig ikke Noget i dit Hjerte? Ja,
Det er din Aand, som hører Hvad den glemte.
Men bæver ei du, slæb dig ved din Lænke
da mod din Grav: først der – o vee! først der
du hører dem og seer dem levende
i Aanderne, i dig, i Alt, i Gud.
Ja, vær, mit Aasyn – o som Mosis, da
det flammed over Loven, over Folket! ??
vær da for alle Disse (ak, de udmavrede,
ved muldne Løgne kun opfødte Aander!)
som raabe efter Syn, og vrage Mening,
som raabe: «Fakkel hid!» i mindste Vraa . .
vær mine Ord selv synlige og straalende!
O Kjærlighed, hvis første Suk den døde
– o saa den kaldes, da dens Liv ei taler –
den Støvets Øine aabenbarte Verden,
det Guddommens blomstrende, stjernede Slæb,
indaandede min Sjel . . o hyll dig i
mit Smiil, og fremsvæv synligen for dem,
som ei dit Navn forstaae – o vee, fordi
de aldrig hørte det, med Øren fulde
af tunge Bud, med Hjerter, gnavede
af Slavesind og Egennytte, Hjerner
af ætsende Præsteløgn udhulede
til drukne Lasters Bægre! . Hyll, Alkjærlighed,
dig ind, du Aanders, Himles Kys, imens
jeg nævner dig for Støvet, i mit Smiil!
Min Tales Sandhed straale paa min Pande!
Og, Himlens Frihed, nedstig paa mit Blik,
327idet det daler over Folket, skuende
selv ud de Fjerneste i Stimlen om mig,
som stode der med hentilvendte Øren,
hvis Hjerter aabned sig, hvis Vemodstræk,
da jeg forstummed, viser, at de undres
ved deres egne Hjerters Storhed, som
jeg viste dem: ved der en Himmel finde,
hvor før de troede Rum til Sukke kun
(liig mørke, snevre Hvirvelvindens Huler):
en Himmel, sammentrykket kun ved Vold,
men med en evig, af det første Lysglimt
udvidet Spændkraft! –
O Frihed, Sandhed, Kjærlighed,
du alle Verdens Sjeles Liv og Eje,
du Hellig-aand, som gløder gjennem Aanderne,
og smelter Alle til een Guddom sammen!
Du, som en ildig, hellig Kraft og Villie
dig, aabenbarende skal knytte
selv Støvets Aander til de Himmelske!
O Frihed og Selverkjendelsens Sandhed
den salige Aands Personlighed!
O Kjærlighed alle Aanders fælleds Liv!
Se, Frihed, Sandhed, Kjærlighed,
du himmelske Sjeles Treenighed,
du faaer og Hjem i dødelige Hjerter!
Ei Trældom knuger mere dem, ei Løgn
udhuler dem til Helveder, ei Had
forgnaver dem. Se, se, paa Jorden
de leve, til dem Aldren blegner, uden
et Liv at have spildt, som Disse, der
i Graven stige dumme, som da de
fra Vuggen sprang: en Oldinglok
da isner Mennesker ei til Bedragere
(som disse Præster) men den bliver da
en ung Engels hvide Barnesvøb.
Ak Tid, ak Tid, du Rige paa Erstatning,
o bliver du saa skjøn, naar nærved jeg,
som Aand, kan see dig glide frem med Jorden,
som vexlende, favre, luftspeilmalte Skyer?
328– – O vee! jeg ahner kun! Hvad veed jeg? Ja,
hvad seer jeg uden Haabets Dæmring bag
min Grav? hvad Høst i Luften, medens jeg,
i Mulden stirrende, udslynger Sæden?
Se endnu er den sort! se mine Furer:
den nye Menneskeæts Vugger, ligge aabne!
En Alder! rull henover! Støvet af
een Æts Hjerter hvirvle bag dig! Lad
een Slægt kun have seet gode Fædre:
da spir min Sæd! da svæv i Luften lys
som bedre Himles (se Guds store Verdners!)
som bedre Verdners Gjenskin! O, saa selv
de vide, Jorden er en enkelt Himmel,
ei Helveds sorte Grændsekors mod Himlen!

– Ja, seirede min Daad saa! O, hvo veed?
Et Øieblik ei gjennemskuer det Andet.
Kan En (om Skjald som David eller ikke)
naar i en hellig Stund, (en Stund, naar han
af Helligaanden, af en Iidkraft glødes,
saa Hjertet bævrer, som af Aandens Spænd
idet den straalesittrende, lysstrømmende,
opsvang sig mod sit Meed, for nu at bære
det ned til Jorden og opreise det
til Liv med daadstærk Arm) han speider i
sin Sjel, paa Dybet see et Luftspeilsbilled
af højere Verdner, fjerne Tiders Syner
– o da, ja, hvis . . da saae jeg Frelsens Seier
før Jorden døer og sidste Sjel udaander!
. . Ha, løfted Gud sit Aasyn lysende
opover Jorden i min Sjel ei, da
den blussende besvoer at frelse? O,
hvi er mit Hjerte Mulm i samme Time?
Mit Meed snart smilende tilbage til
en Verden, som det gjennemfløi, og snart
som Vandringsmanden træt, forsagende
før end han gik et Skridt? En Himmel nu
mit Hjerte gjennemfarer . . o nu synes
en endeløs Ørken rulle ud sig i
329mit Indre, denne liig, hvor jeg i Sandet
«Messias» maler og det gjenudsletter.
Ja – saa: jeg maler, og jeg gjenudsletter.
Forhvergang Navnet staaer der (ja «Messias»,
det Navn, som Folkene give deres Suk)
jeg synes skrive selv mit eget Navn:
som om jeg ikke «Jesus» ene hedte,
men «Jesus Messias»; ja den salvede Frelser.
Men, sletter Navnet ud jeg: ud «Messias»,
jeg synes, at jeg sletter ud mig Selv,
at navnløs jeg tilbagesynker blandt
de trællende bedragne Millioner,
beholdende Forstand kun til at lee ad
min fromme Moders underlige Tanke,
at kalde mig med Jesus-Frelser-navnet.
– – Ah, brast mit skjønne Sjele-luftspeil? skylle
nu tomme blaagraae Bølger i mit Indre,
og gjør det til Ensformighedens Flade,
flux jeg mod Himlen saae, for der at finde
mit Syns Sandhed? Vee! O var jeg dum
og sløv som . . o jeg loe da, og min Latter
mit Hjertes Lænkeraslen var! En Fakkel,
der lyste mig til Trøst nok for mig Selv,
var da min Graad . . min Graad; men nu . .
men nu en Verdens Mistrøst og Fortvivlelse. (brister i Taarer)
O, Gys! jeg veed ei, om det er mig Selv,
som frister mig i denne Ørken; eller,
om Himmelen og mine Fædres Helved
her i mit Hjerte kjæmpe om mig selv,
og uden at jeg kan forbyde det:
om Helveds Skygger, døsig Glemsel liig,
henover hver en Straale jage, Himlen
nedskjød, at vække Frelsens Tanke i
min Sjel. O var det saa, da Under ei,
om jeg i første Værkets Time skjælver,
om nu mit Hjerte ryster som en Kampplads.
Ak, veed jeg? veed jeg? . Ja, hvor er den Mand,
som kjender eget Hjerte? Veed jeg, om
330jeg Selv igjennem Sjelens Øie sandt
beskuer Saligheden, eller Himlen
igjennem dette Øie skuer ned?
Vel! Jordens Jammer seer jeg . . o saa stor
at Frelsens Tanke, født i dette Bryst,
jeg maa i Himlen avlet troe og baaren.
Hvo kan da qvæle dig? O Seir! o Seir!
En salig Jord fremsvæver atter for mig.
Vel: jeg som Tidens høie Skjær mig reiser,
som Tidens Fyldepunkt! Se her nedsynker
de gamle Aldres blodigstribede Bølger!
Se paa den anden Side skyder frem
et Lyshav: begge bryde sig paa Mig!
Vel! Ahnelsers lette, hviskende Skygger,
formørker ei mit Blik, fremsvæver ei
for mine Skridt! Din Dæmring, Haab,
er altfor tom for Frelseren: til en Troes
livsvarme, tunge Skabelsesmulm han trænger,
hvor Taager dryppe ned som Verdner, Dampe
sig lette op til Himle!
– Eja – ha! –

. . O, Jubel, hveden kom du, og udslog
de tvende Vingeslag? Jeg saae, jeg saae
et Seiersglimt. O Troes Lynøje,
du lader Mulm tilbage mellem Seiren
og fjerne Synskreds, du belyste. Maalet
jeg saae som stille Aftensol paa Havet,
men Aldre bølgede imellem – se,
for skumle til at see igjennem, og
for mange til at tælle. Ja, jeg hørte
bag fjerne Aldre, som i Graad, mens Smiil
henskylled over, sank: bag Kampens Aldre
en Himmels Jubel lyde ifra Støvet,
hvor rene Aander priste Gud for Livet,
ei Sorg, men Fryd og Fred og Skjønhed fandt
og Viisdom i det levende Muld, som deler
med Aanden Menneskenavnet, og som smilende
til Graven (hvor det Afsked tager) følger
331den høie Broders Flugt mod større Himle . .
Jeg saae en Jord, hvor sandselige Legem
omfavned, som umyndig Broder Aanden,
istedetfor, som Guddom eller Djævel,
det før behersked ham. – O Seiers Syn,
ei Throner blænded, Offerrøg ei mørkned:
Aljorden laae der riig, ei Millionerne
hverandre trængte eller slugte: Hver
sin Broders Hjerte kjendte: Lasterne
og Krig og Jammer kun i Mindets Dynger
henlagte var’ med Kroner ovenpaa;
men disses Guld var blegnet, Jern de syntes:
kun Slavebøiler. – Skarpe Aandens Øre!
jeg hørte disse Salige at tale
om disse Ting, de sjunkne Aldres Stolthed,
med samme Mistroe, som vi tale om
de gamle det Umuliges Fabel-kjæmper,
der siges Himmelen at have stormet.
Jeg hørte – o Aandens skarpe Øre, Tordnen
du hører ei, men Tankers tause Tale
og Tidens Flugt og fjerne Aldres Lyd! –
jeg hørte disse Mennesker at sige:
«Nu kjende vore Hjerter vi: vi vide,
«at deres Fordring Sandhed er og Frihed,
«at Kjærlighed er deres indre Ønske.
«Se Sandheden os frigjør; thi af den
«vi vide dette! Sandheden er Een;
«og den er Kundskab om vort eget Væsen:
«i den er Alt; thi først i Selverkjendelsen
«sig Gud udfolder og Udødeligheden,
«saa fordrer Gud, den Altomfattende,
«en Kjærlighed, som stræber ham at favne,
«og da at favne Alt; og saa Udødeligheden
«affordrer Frihed os. O Den, som lærte
«os Sandhed, mon Han ikke er vor Frelser?
«Se denne Jord, som Aanders glade Hvilested,
«mind hvad den var, da vore Fædres Aldre
«i Blod og Synd nedsank; og tvivler du,
«at han fra Jamrens Aar, fra Syndens Aag,
332«fra Aandens Død er vor Forløser?
«Ja, se Han gav vor Frihed os for Gud:
«vi rødme meer ei for vort eget Væsen!
«Se vore Hjerters Frihed – o den himmelske –
«sit Billed fik i Borgerfrihed; thi,
«da Hveren vidste, at sig Selv beherske
«og elske Alle: intet Spir sig løfted,
«som blodigt Blus til Loves sorte Tavle;
«men Alle sadde jevnt ved Siden af
«hverandre rundtom Jordens store Fad.
«Da Hver erkjendte i sig Selv Guds Billed,
«vi turde ene dyrke det med Sandhed,
«om simpel end mod Fortids brogede Fabler,
«dog altfor stor til i et andet Tempel
«(et Hvælv af Steen som disse graae Ruiner,
«der Zion kaldtes før, Guds Ene-hjem)
«end i et Menneskehjerte at indsluttes;
«om tarvelig mod Hvad der bier os,
«dog netop saa som Gud os den tilmaalte,
«dog i sin Reenhed blegnende ved Tanken
«om sjunkne Aldres Vanvidsprøver paa
«at skabe Helveder og Himle (ja
«da til et Helvede det lykkedes dem
«at gjøre Jorden, blev hvertandetsteds
«en Himmel lys: saa de Bedragne ved
«Bedrageren hang, der viste saadan Udsigt,
«thi ei de mærked, de til Himlen længtes
«fordi de leed og leved slet paa Jorden) . .
«. . om færre Ord vor Sandhed har: hver Tanke
«en Fakkel er, som, mens den lyser sikkert
«til Graven, kaster klare Glimt i Himlen;
«ja faa Ord kun (thi se vor ene Troe
«er den, at Gud ei vil hans eget Billed
«skal noget Andet troe, end det han gav
«det Kræfter til at fatte; thi en Sandhed
«til Hjertet maae vi kunne trykke og
«beskue indeni os eller uden) –
«ja faa Ord kun vor Sandhed bryster med;
«dog sjunke Templerne i øde Tomhed,
333«da Præsterne dem hørte overalt.
«Og Alle sadde jevnt ved Siden af
«hverandre under Himlens vide Tag.
« – O styrer Gud ei Verden? ja, som vi
«opløfte vore Hænder. Er da Han,
«som Frihed gav til Synderen og Slaven,
«som Sandhed skjænkte den Bedragne, og
«dem Alle Kjærlighed; ja, Han, der mægted
«at gjøre Jorden (før ved hvertet Hadpust,
«ved Blodstrømme afdeelt) til eet Fædreland;
«ja Han, som løste og igjenbandt Alt
« – o se os fra din Himmel, om vi Alle
«som een Aand ere ei! – o mon ei Han
«som kaaret var af Gud, som salvet med
«de rene Aanders Helligaand, mon ei
«isandhed, som han kaldes, vor Messias?»
– Jeg hørte . . Jublen bar mig . . o jeg syntes
at svinde mellem Verdnerne, imens
forløste Sjele, evigen tilstrømmende,
en ubrudt Følgekjæde var imellem
de Salige paa Jord og deres Frelser.
Jeg saae og hørte, vilde svare:
«jeg seer, jeg seer – Priis Gud! – mit Værk var Frelsen!»
Men denne Tanke – o min Sjels Lys
henhvifter! – ak, ak! altfor stor til Ord,
udflød i Følelser, i: «Eja – ha!»
O Guds Syn, alvidendestort som iilsomt,
henveiret, indesluttet i et Udraab!
En Sol af Vished straaled i mit Hjerte,
og rødmed Seirens fjerne Palmer – ha!
Et Himmelhvælv af Tro udslog sig – ha!
Jeg svæved jubelbaaren det igjennem.
– Den sluktes, Himlen luktes, jeg nedsank
igjen i Tvivlens Afgrund, Dybet greb mig:
min Tro blev Haab igjen, mit Haab blev Tvivl.
O vee, og endnu dybere hvirvler Angst;
o vee, og endnu dybere Fortvivlelse;
o vee, og endnu dybere (som paa
en Malstrøms Bund) er Aandens Død.
334Ja, Aanden døer for Jorden, sygner hen
for Himlen, hvis den haanede sit Kald.
Min Aand fortabtes, hvis jeg ødelagde
mit Væsen saa, at jeg med Lyst forhaaned,
med Løgn Guds lysende Aasyn i mit Hjerte
(den Sandhedens Erkjendelse) bedækked:
hvis Frelserkraften, som jeg følte, jeg
betvang, og sløvede i Synd min Sjel,
saa engang i vanæret Alderdom
(som disse Præster – selv som Offerpræst)
jeg husked neppe, at som Yngling jeg
for Sandhed lued af en hellig Aand.
. . Forbandet! Forbandet! ha, viig fra mig, Satan! . .
Ja det var Aandens Død, usonlig Brøde
imod den Helligaand: imod min egen;
mod Gud, som gav mig Frelserkraft, imod
den Jord, jeg haabløs, ufrelst efterlod!
– Hvo frister? hvilken Djævel i mit Hjerte
mod Helligaanden trodser? Er der end
en Vraa saa mørk, at du kan skjule dig?
Hør Blodet, varmt omfavnende mig, hvisler:
          «Ak, Liv, hvi ødsled du mig søde Ungdomsblod
          i Daarens Hjerte? Reis dig da, og dø!
          Hvo giver dig dit Blod igjen, dit Liv?
          Hvo giver mig til Pulsen vel igjen,
          naar Mulden drak mig? Se, mon Mange ei,
          som du, sig reiste, sank, og deres Frelse
          med deres Læber stivned? Lænkerne
          forstummed, mens de talte, men saa foer de
          haanraslende henover deres Grave?
          Vil du din fulde Hjertekalk ombytte
          med Sokrates’s Bæger? Se dog, mon
          ei Manges Ord, imens de talte, døde
          i Stenedyngen og i Folkets Skrig:
          «du haaner os, Profet! Forstyr os ei!
          Din Frihed og din Sandhed gjør vanvittig.
          Se vore Fædre lede! Arved vi
          med Godset ikke Trældom? Vi maae hædre
          Forfædres Arv: som De vi ville lide.
          335Hvad Jammer, Skjændsel, Synd og Løgn og Trældom
          du kalder, er, ved Vane, bleven Fryd
          og Hæder, Dyd og Trøst og Sandhed.»

«– Nei, unge Jesus, lev i Ro, og dø
          i Ro; og Abram, naar du hviler i
          hans Skjød, i Ro skal lyske dine Synder!»

Ha, Blodets Djævel, din Latter røbed dig.
Omklamr mig ei som hede Slanger! gaa
dit vante Trællekredsløb atter væk!

Hvad Djævel (o vanær ei dette Minde!)
neddrypper iiskold i mit Hjerte; thi
du Sandhed taler: «Se, ved Solens Vugge
          Confutsee flammed af den samme Aand,
          du, Jesus, kalder din og Himlens og
          den Hellige; men fløi hans Glimt vel over
          den Østens Synskreds? O den Strøm, han leded,
          at vande Jorden, mægted ei at rinde
          igjennem Tartariets Naboe-ørken!»
O, Djævel, af dit Aasyn, iiskoldt som
Historiens Blad, jeg seer, dit Navn er Lunkenhed,
god Sags Forræder. Blegn, du Taage!
– Ha, end en Djævel? Ak, hvor mange Skygger
iblandt de lyse Tanker? Men de sværme
som Myg, og døe i Lyset. O, jeg frydes,
at dog i denne Kamp, hvori Fornuften
hvert Øieblik sig selv maa spørge: er du?
min Aands Fornuft (ei ha! som blanke Stormstjerne,
der svæver over Hjertets høie Bølger,
og kuer dem med Lyn) er stærk nok til
at mønstre sine Tanker og forstøde
Forræderne blandt dem – Ha, end en Djævel?
Hvor glindsende er du? mon Staal, mon Solglands,
idet du snoer dig? Ah, du Pjaltede,
som lister frem dig efter Nederlaget,
hvor Lunkenhedens kolde Tudse knustes,
og Blodets høie Purpur sank – Ja, ja
336jeg blæste bort dets varme Livsensaande,
og kasted, Lem for Lem den dorske Tudse,
som kravled af min Hjerne frem, i Blodet,
for al dets angste Oprør ret at kjøle.
Ei meer min Puls er Lænke, ei mit Hjerte
en Klodde, som til Jorden binder. See,
jeg lugter nu ei Vaaren; smager ei,
om Druer eller Vand min Tunge lædske;
jeg seer ei Rachel (o det Bethlems Blomster)
jeg hører ei min Moder (før den søde
Olivenlundens Røst) – og Du vil kjæmpe?
Kan Meer du byde? Jorden Meer ei ejer.
O usle, dog besynderlige Djævel,
i Fjernet glimtende, men nærved gusten,
dit Ord er kun min Indvolds Piben;
dog gjør det nær vanvittig: saa jeg veed ei,
om jeg skal troe og raabe som du byder:
          «Se, kaared Gud dig ud til Frelsens Værk,
          da maa han have dig udrustet med
          Vidunder-Kræfter. Stig da op
          paa Templets Tinde; styrt dig ned, og – se,
          du kommer over Salem svævende!
          Thi staaer der ikke skrevet om Messias:
          «om dig vil Gud befale sine Engle:
          I bære skal min Søn paa Eders Hænder,
          saa ei sin Fod paa nogen Steen han støder?»
          Ja er du (som du siger selv) Guds Søn,
          da liid ei, Uslere end Ormen, Hunger;
          men byd, at disse Stene vorde Brød!»
Ret, Djævel! Gud mig salved til den Frelser,
hvis Storhed Adams Slægter malte ahnende,
ved ydmygt ham at nævne «Guds Eenbaarne»;
men dog med Stolthed (skuende i ham
et Ideal af Mennesket) at nævne
ham «Menneskets Søn» – ja, Guds Søn er jeg, men
den hele Skabning er min Broder.
Der staar jo skrevet: Gud du ei skal friste!
Men gjorde jeg dit Bud, jeg fristed da
til Vanvid min Fornuft, og Gud mig straffed,
337ved mig min Vanmagt vise i mit Dødssuk.
– Du hørte, Djævel? Ak, du Latterlige,
Forfængelige, fjerntfra (da du reiste
dig i min Hjernes Baggrund) ligned du
en Engel, men en glødende i Oprør
mod en Alviisdoms Love; nærmere,
du var jo kun en sulten Maves Pust!
. . Ha, sure Gisp, vil Du en Frelser standse?
du hylle, qvæle Helligaandens Straaler?
du, ved at blande dig i Jordens Mulm,
det gjøre mere mørkt og stinkende?
Jeg hungrede i fyrgetyve Døgn,
og mærked ei min Hunger før du talte.
Jeg sanded Skriften: «Mennesket ei lever
af Brød alene, men af hvert et Ord,
der udgaaer fra Guds Mund». Ja, hør,
jeg lyttede til Guds Røst i min Sjel.
. . Viig, Djævel – Vanvid var din blanke Ham,
da du mig bød at gjøre Brød af Steen;
men Hunger (da du nævnte «Brød») dit Selv.
Som Saadan er du ingen Djævel – Vel,
du har, som Hunger, Ret; javist jeg hungrer.
Vel! jeg vil gaae til næste Oliebjerg,
og stille dig tilfreds med en Oliven.

Men Hvad kan mætte dig, du Djævel, som
fremglittrer højest, fagrest i mit Hjerte?
Ærgjerrighed, jeg kjender forhen dig!
Da sad du i mit Hjerte som et Kongeblik,
som Cæsars blanke Stav, og skued over
min Ungdom som et udbredt Kongerige,
min Manddom som et Keiserdømme, der
erobres skulde under Vestens Fjerne.
Min Barm var Keiserens Triumphvogn da.
Mit Hjerte klappred da som Cæsars Laurer.
Dog blev min Sjel som Cæsars Pande mørk.
– Ha, nu, min Sjel tilkjæmped sig sit Lys
i denne Ørkens Mulm, nu sniger du
dig om som dømte Skygge . . forud dømte.
338Thi, Djævel, dig det var, som – da jeg stod
paa Zion, lænende mit Hoved (just
det bar den tyvende Sommers Blomster) til
Augusti Cæsaris den gyldne Støtte,
og saae (med Haanden over Øjet; thi
fra Kongens Kuppler flammed Morgen-solen)
paa Folket ned, der vælted sort sig brydende
imellem Salems hvide Søilerader –
tilhvisked mig:
          «Se Salem som en Kube!
          De Travle gaae til Handel; Guldet synes
          at gjøre Disses Aasyn venligt-aabent;
          men Hadet gjærer mørkt i deres Hjerter
          mod Idumæeren, den kjøbte Romer.
          – Ah, høit og varmt nu Israels Bærme bruser!
          Se fjernt nu Romas Ørne suse!
          De hilde Vingerne i Gothens Eegqviste.
          . . Ha, ginge ei Propheterne Dig foran
          lovsyngende? ja, salved dig ei Himlen
          (og dertil ene Himmelen var høi nok)
          med hellige Læber, o du Davids Kongeblod!
          til Israels og Gojims Fyrste? Eja,
          se Israels Time lyser! Ræk din Arm
          blot op: der er dens Viser! tal: din Tale
          er Israels Times Klang og Sejerværk!
          . . O Tiden venter paa dig – Du, du nøler?
          Se, Yngling, Tiden flyer; med Haaret Hjertet
          henblegner! Skal engang din Læbes Skjælven
          din Fordring nævne?» Da vil Israel lee,
          imens en enkelt Svend (en carnifex,
          som kaute Lictor til det Arbeid lejer,
          en Tjeners Tjener) leder dig til Consulens
          Skafot – ha det din purpurrøde Scala!
          I Israels stille Fnysen nøler du?
          Dig Asiens, Syriens, Hellas’ Suk ei løfter?
          dig løfter ei? Ha, tog ei Cæsar med
          sin Arm den halve Jord? Men alle Jordens
          solkronte, morgensky-bekaabede Riger
          – o se den Herlighed! se Marmorbyer,
339dens hvide fuldtudslagne Blomster midti
de Landenes grønne Blade! – jeg dig giver,
hvis sig dit Hjerte bøier for mig og,
mig som din bedste Kraft tilbeder – ja,
din bedste Kraft; thi jeg en større Arm:
Veltalenhedens løfter . . Den er stærk
og skjult som Skjebnens Arm; den snoer sig ind,
den snoer sig ud igjen med Hjerterne;
som gylden Krog til Leeg den kastes ud
i Folkets sorte Hav, i Torvenes Hvirvler,
og Taleren trækker til sig, naar han lyster,
naar Taarer snart (liig sølvhvid Sild) snart Smiil
liig gyldenrød Forellestime spiller
hans Kroge rundt . . saa vipper han . . ah, af
de tusind aabne Gab – der murrende
er Bølger liig med surrende Æse-skum –
han haler tusind Hjerter op med Krogen
(det ene i det andet bidt, da Alle
det Første vilde være) og nødvendig
(som Finnerne med Fiske) følge Arme
med Hjertefangsten. Eja, se
for dine Fødder Ninive-Leviathan!
Op af sit blodige Dyb du halte Rom, den
forædte, gispende Muræne! O
Veltalenhed, du Piil og Sværd paaeengang,
du flyvende Sværd! hvor let og stolt din Seir!
Du blinker gjennem Undseelsens Purpurskede
– ah se din Blinken er dit Blik mod Maalet! –
Et Aandedræt – du er der. Ha, i Flugten
henover Folkets Jubelaandes Bølger,
din Klang blier Funklen; ja et Varsels Funklen;
og Mængden seer i Luften dine Ord,
som sværmende Cheruber: Almagtstanker
henrulle, Mængden nedenunder rystende,
som Oceanets Bølger Bundens Leer;
ja Throner som Coraller røde, Templer
som hvide Sneglesnekker tumlende:
Det Maal, dit første Ord beskedent løfted
sig opimod, du seer i Talens Flugt
340som højere Formaals Skygge kun; og stedse
sig taarne højere Maal – Et Aandedræt,
Du er der . . se, de bøie ned sig bag dig,
og ene overseer du dine Seire.
– Ha, skulle da Propheter lyve? I
dit Bryst har svundne Aldres Suk sig sandet.
O stærke Pust, du ikke være nok
til disse Tiders Slægt at ryste? Let
er Sejeren for Den, som Gud udvalgte.
I disse Tanker du høre Himlens Valg!
Dit Hjerte, Seiren svulmende imøde,
Basunen er, hvor-gjennem Himlen taler.
Dens Bud er let: du skyde med et Pust
til Folkenes Forbittrelses Lavin!
– Oppust dit Hjerte! pust! – –»
          Ha Djævel, Djævel!
af disse Ord: «oppust dit Hjerte! pust!»
gjenkjendes du, Ærgjerrighed.
Viig bort fra mig, du Satan!
Ærgjerrighed, min Krafts vilde Skud!
Mit Hjerte brænder renere end Purp’ret.
Der staaer jo skrevet: «Herren, Du, din Gud,
tilbede skal, og dyrke ham alene!»
Og Jeg? jeg skulde mulmes, saa jeg i
min Sjel da kunde tage Feil i Valgets
Omfavnelse, imellem Kongens og
en Frelsers Æregjerrighed? Du skulde
bedrage mig, du Tanke, Djævel, født
af Blodet, vugget om paa Muskler, voxende
saa høit som Ungdoms Blodet damper, for
at hendøe evig, naar det stivner? Oh,
jeg dig beundre, store Intet? dig,
som sluges af en Grav? Jeg dig tilbede,
du fule Sandselighed, pralende i Purpur
og nævnende dig Cæsars Cæsar? Jeg
nedknæle for det slappe Meed, at naae
en Thronehimmel, der at sukke ene,
mens Helligaanden glimter gjennem Rækker
341af Evighedens Himle, svulmer færdig
at hæve did mig med den hele Jord?
– O hellige Tanker, lyse Englechor,
o kommer, tjener mig . . jeg er beredt!
Nu, da mit Hjertes Gudglimt, Helligaanden,
mit bedre Selv, har spredt
de mørke Skyer af Fristelser i Ørken
– jeg er beredt!
ved Seir til Seir beredt!
Ja, ja, jeg fristede mig Selv.
Jeg rusted mig ved Prøvelser; thi Hvo
er vel den Mand, som maaler egen Kraft?
Mit Meeds Høide kan jeg maale, men
min Sjels Dybder ei: de sænke sig
i det Uendelige, ind i Himlen.
Jeg veed, der ulmer Kraft i mig til Alt,
men ei hvor høit Guds Forsyn vil tillade
den blusse frem paa Jorden. Hil mig! Vel!
Jeg skabte frem min Tvivl; Jeg den henveired.
Jeg slog mig Selv, og mod mig Selv jeg seired.
– Jeg er beredt!
O hellige Tanke til een Tro (som Aander
forenede i Gud) isammenglødende:
den Tro: Jeg frelser Jorden . .
o alle mine Tanker, tjener nu
blot denne ene Frelsens-tanke! knæler,
som Engle synlige, for den, for mig:
thi, som jeg staaer i Kjød og Blod, jeg er
alene, ene, Frelsens Tanke levende:
Guds Kjærlighed, den Aandernes Forsoning,
som, for den sjunkne Slægt at frelse, dvæler
i Støvet synlig, jordindhyllet her.
– Min Gud – Jeg er beredt! (gaaer)

342Messias.
          Jordens Skjød
bugnede op af smuldrende Kjød.
Høiere stedse hver Vugge, hver ny,
løftedes paa Grave opunder Sky.
Slægterne spirede, Slægterne svunde,
Cajahel fremaandede Slægter igjen.
De vandred’ paa Muld af Forældres Been.
Dog ei Cajahel (saa ødsel og fri)
mod Himlen et Hjertehvælv aabned, hvori
Ohebiel – o Kjærlighed ofrende sig Selv! –
og høie Kraftens Lue, o Abiriel,
          – hinanden i en reen
Omfavnelse gjenfunde.
En Menneskesjel, hvor Abiriels Ild
skimred igjennem Ohebiels Smiil:
          Ohebiel-Abiriel
Himmelen saae først, naar Livsblodet var
rundet gjennem Graven, Obaddons Hjertekar.

Men – Himmel, sku hid,
til Jordan! – i Fylden af Jammerens Tid,
Cajahel, Guds evigen skabende Haand,
Cajahel, det Almagtens synlige Vil,
stadigt i Livets bølgende Spil,
formed nu eengang en Hjerneskal, hvor
          – Abiriels Aand
Himmelhvælv fandt, ikke gravtrange Baand,
men reent (ei af Sandsernes Rødme bemalt)
heelt (ei i Nervedamp brukket og qvalt)
let, som i himmelske Legemer, kan
skyde sit Glimt gjennem Sig, gjennem Alt;
og formede saa (ligt signede Jord
under de Verdeners straalende Gjord)
et Hjerte – det Hjernehvælvets undre Halvehvælv –
hvori Ohebiels Kjærlighed fik
Rum til sin Aande – dens Jubel Himlen faaer –
Rum til sit Blik
– o det, der over Jorden glider ud i Graad! –
343Jesus, Jesus, du første sande Menneske!
          din Fristelses Tvivl
var Phuniels Sukke, din Sejers Smiil
Ohebiels og Abiriels Omfavnelse.
Din Fristelses Suk var din Svimlen,
da Du ene dig saae mellem Jorden og Himlen.
Se nu, du Abiriel, der
          dig roligen seer,
hvor du svimlede forhen, og sank, bedøvet
af Cajahels Duft og din Sorg, i Støvet.
Din Sorg var Ohebiels Kjærligheds Klage
ved Sig i Himlen alene at see,
imedens de Elskte, Menneskene,
i Synd og i Blodskyld bleve tilbage.
Forstødt af Himlen (thi endnu spandt
Cajahel rundt dig et Puppegevandt)
du følte dig fremmed, for ophøiet for
          den Jord, hvor du boer.
«O, hvor er min Plads i Skabningen? hvor?»
– Men, snarlig besindet, mod Maalet
          dit Blik roligen straaled.
. . Din Abiriel-kraft, din Ohebiel-kjærlighed,
sit Offer, sin Seier jublende veed:
glødende i een
Helligaands Flamme til een
Guddom isammen,
at stræbe den sjunkne Menneskehed
did, hvor du selv staaer, at hæve
– o som til Himlen at svæve,
med Jorden i din Arm.

Jesus.
Hist Palmer . . ah, de Livets Faner!
          Liv? Hvad Liv kan boe derunder,
naar hist i Dødens Fodspoer: Ørknen,
          Frihed, Sandhed, Kjærlighed,
344fra Agres lune Lye forviiste,
          leire sig i Armods Telt?
Dog Frihed kun som børstet Vildhed,
          Sandhed kun som Eenfolds Troe,
og Kjærlighed som teltesnevre
          Gjæstmildhed i Ørknen boer
Naturligt vel, jeg Palmer møder
          her ved Ørknens Grændseskjel,
men Frelseren, som fra sit Øde
          gaaer at frelse Jorden, meer
de synes end de blotte Palmer
          (Livets eedoprakte Fingre,
at det med Vand og Græs og Svale,
          ei forlader Ørknens Trætte)
– ja, ja, som nye Himles Piller,
          som hans Sejersveis Portal. (En Mand iler over Sletten)
Hvo er den mørke Skygge hisset
          over Sandet dæmrende?
En til sin egentlige Sky-krop
          med isammenslagne Vinger
indsjunken Nordenvind? Ah, seer jeg
          ret, Johannes? Ak, er da
min Barndoms Rosenkugles Axe
          stivnet til et saadant Staal?
ja til Essæerens Skyblik, til et
          raggindhyllet Billede
af Oldtids Helliges Troe: at smigre
          Himlen ved at haane Jorden?
Johannes, iil ei! Vore Veje
          maae ei dele sig . . Johannes!
Min Ven! min Ven! min –

Johannes. (vendende sig om)
– Jesus?

Jesus. (omfavnende)
Kjære!

345Johannes (kold)
Er det med et saadant Smiil,
at du vil frelse Jorden, Jesus?

Jesus.
          Du har glemt mig – o Johannes!

Johannes.
O – blot jeg tænkte paa din Moders
          Drøm.

Jesus.
          Ja den til Liv er vakt.

Johannes.
Og endnu gaaer Johannes, liig et
          Spøgels i den fromme Drøm;
men af dit morgenlyse Smiil (det
          alle Verdens Aasyns Vimpel)
jeg seer, du er dens sjunkne Billed.
          Du til Verdens Liv er vaagnet.
. . Ja Ret! ja Ret! Det var jo kun en
          from og fager Drøm, fuldbaaren
af nervespændt, frugtsomlig Qvinde?
          Søde Moderblik den fostred;
og tvende Drenges Skuldre (stegne
          bævrende som hvide Skum
paa Ungdomsblodet) løfted den af
          Modersmilets bløde Vugge,
og viste den for Himlen. Drømmen,
          vi til Liv jo svoer at gjøre,
Mig har til en Drøm gjort, saa jeg
          veed kun af min Sorg, jeg lever.

Jesus.
O jeg forglemte ei, hvor tidt vor
          Tro, med Lytten, Englejubl
i Olietræets Rasl fornam, der
          hørte ofte, at vor Ungdom
346blev Mandens Alvor, naar tilsammen
          vi om Frelsen talte.

Johannes.
          Ak!

Jesus.
Dit Alvor undres ved at see mit
          Aasyns aabne Fryd, da, sidst
vi taltes, vore Hjerter luktes
          krampefast ved Jordens Jammer,
og vore Suk tilbage deri
          sank som Iisdryp. Vee, at Du
forstaaer mig ei. Kan Seirens Fremglimt,
          Helligaandens Straalekrands
fra Letsinds malte Dunsters Flugt ei
          skilnes i det Aasyns Smiil,
du plejed selv, og saae fremblomstre?
          Jeg til Ørknen vandred jo,
at ruste mig ved svundne Aldres
          Viisdom ud til Frelsens Værk.
Tilbage skulde jeg til Livet
          med dit Sorgblik gaae, Johannes,
hvis i min lange Eensomhed ei
          Frelsens Tanke modnet var.
Men, se, mit Aasyn, sejerlyst, dens
          modne Rødme er og Glands,
den blanke Salve, Gud mig salved
          med, da Helligaanden sved
indi mit Hjerte Frelsernavnet;
          ja i alle Jordens Sprog;
. . Johannes! .

Johannes. (knæler)
– O min Mester! Herre!
min Messias, mig tilgiv!

347Jesus. (løfter ham op)
Johannes, reis dig! Du est kaaret
          (se, din Alvorshu Guds Valg!)
en Støtte i det nye Tempel:
Du Portalet; her har Gud
alt Hjørnestenen, salvet til en
          Verdens store Soning, lagt.

Johannes.
Mig nægted Gud sit Lys. Ei redde,
          kun advare mægter Jeg.
Kun til den sjunkne Olds Profeters
          Skygge kan jeg hæve mig.
Saa gaaer jeg om som Tidens Gjenfærd,
          fulgt kun af nysgjerrigt Gys.
Sig alle Hjerter bange vende
          fra den levende Urne – mig.
O, godt maaskee; thi fulgte Alle,
          Jordens Liv da stivned til
en Kirkegaard med sorte Kors paa,
          uden Blomster, død og taus.
– Ak, ak! min Sjel og ei mit Legem
          sukker ved min egen Bod.
Vee, vee! mit eget Hjerte stille
          sørger ved sin stolte Dyd.

Jesus.
Se, Hjertets Fordringer er’ milde . .
          . . O du kjendte da ei dem.
Ei muldne Viisdoms-ruller er det
          nye Tempels Pillerad.
I Menneskehjertet en uvisnelig
          Frelsens Sæd jeg saae lagt ned.
Men Blod den gjøded, Suk den kjøled,
          saa den spired end ei frem.
Men nu min Læres milde Aande
          lokker frem den af dens Muld.
348Af Livsens-mulden: varme Hjerter,
          glimter frem dens Straaleax
som Englehoveder – o Høst af
          Jorden, for en Himmel riig nok! –
Og disse lyse Ax sig bue
          til et evigt Tempelhvælv,
hvor Gud i Aand og Sandhed dyrkes:
          til en Himmel alt paa Jord.
Af Livets Kræfter Viisdom lærte
          jeg, men Sandhed af mig Selv;
thi der jeg fandt: i Menneskets Hjerte,
          Himlens, Helveds Grændseskjel.

Johannes.
O, jeg mit Hjerte vilde skabe
          til en Himmel; men det blev
en sorgfuld Jord kun, thi jeg føler,
          at min kolde Bod-dyd ei
i Himmelen kan øves – Vee, den
          selv mod Jorden vel er Synd?

Jesus.
Nei, nei, Johannes! Sorgens Billed,
          mørkn vor Alders drukne Blik!
Da Gud i Os forjetted Frelsen,
          (da i Os dens Tanke vaagned):
for Himlens Fordringer at glemme
          Jordens, er for Os en Dyd.
En Odeljord er os for liden;
          Qvindens Favnetag for trangt;
for vissen er os Jordens Fryd: i
          Døden Vi tør smile kun.

Johannes.
O Jesus, du din Ven har trøstet.
          Jeg din Guddom saae, Messias,
jo alt fra Barnets Læber straale
          over Templets gamle Mestre.
349Hvor glemte jeg? Jeg saae jo Disses
          dumme Graablik sig udvide,
da Viisdomsdybet dæmred under
          Barnets muntre Flagger-smiil.
Jeg saae som brudne Tempelkar dem
          gabe, da du spurgte: «siig,
er Jovah ikke den, som lille
          Theophilos kalder Zeus?
Er Sandhed end ei funden, siden
          Folkets Vise trætte end?»
Det Spørgsmaal (ligt en voxen Helt i
          Blomsterblades Pantser) ei
paa Barnesmiil sig gynged frem blandt
          vise Gamle, hvis det var
ei Gnisten af den Kraft, du følte
til at finde Sandhed selv.

Jesus.
Ja engang, naar min Manddom mægted
          hale op den af dens Dyb.

Johannes.
. . Forfatternote: Joh. 1,31.Og jeg? jeg glemte, at mit Haab i
          dig fremspirede og voxte,
fordi du, efter Jordens Jammers
          Mønstring, treen ei mod mig med
Johannes’s syge Øje eller
          Judas Hevners Pandeskye;
men, se, Triumfens Faner dine
          Kinder, Frydens Speil dit Blik!

Jesus.
Ja se dit Haab i Blomster! Ja, mon
          Jeg, Marias, Qvindens Søn,
ei knuser Slangens Hoved, som sit
          Æg i Adams Hjerte grov,
sin Tand stak ud i Cains Blodhaand,
          spruded over Jorden Blod
350som Ild, og udskjød Suk som Dampe,
          da den voxende sig spandt
om alle Jordens Hjerter, suged
          ud dem, og sin egen Gift
indtylled i de Tomme, løfted
          tusind kronte Hoveders Svælg
vidtover sammenknugede Rov – O
          maa jeg ikke sejerlee,
naar Jeg den træder alt paa Issen,
          knusende, og fandt dens Braad?
Se, i min Eensomhed jeg rulled
          op Historien, jeg fandt
da Jamrens Kilde gjennem Mindets
          Urner rislende, til nu
den overskyller denne Alder.
Se roligt, som med duebløde
          Vingeslag, det første Par
henaanded Livet; thi det kjendte
          Aandens Kraft og Kjødets ei,
som fosterligen end indviklede
          i hinanden laae i Slum
i deres Hjerter, sjunkne nedi
          Livets fulde Overflod,
der mageligen (som igjennem
          Navlestreng) tilstrømmed Kjødet,
mens i uskyldigt Nybegjær sig
          Aanden følte riig og stærk.
Men snarlig mellem Fryd og Kummer,
          Trang og Vellyst, Nød og Fylde
blev Mennesket sat, og Hunger jog det
          over Jorden, som de maatte
i deres Ansigts Sved nu dyrke.
          Smerten vel da vaagen slog
Opfindsomhed, men Smertens Skygge
          Vellysts røde Blus forhøjed,
der viste, som det højeste Maal for
          Livets Stræben, Ejet af
et Eden (ak, foruden Adams
          Uskyld!) hvor al Jordens Vellyst
351ombølged Een alene, medens
          Alle hungred’ udenfor.
Opfindsomheden blev da Kjødets
          Træl, og Mennesket nedsteg
mod Dyret, da dets Kjød behersked
          (o Fordærvelse!) dets Aand,
og tvang den til, med sine Himmel-
          Kræfter ene kjæmpe for,
at Kjødet kunde tilfredsstille
          sin umættelige Lyst:
i Ro at nyde ene alle
          Jordens, alle Dyrets Goder;
ja tvang dens Skarpsind til at see ei
          andet Maal for Mennesket.
Da Aanden nu som Træl forente
          sig med Kjødet, Sandseligheden
udrusted sig til Herskesyge,
          Egennytte og Bedrag.
Som Konger og som Præster delte
          disse Vaaben De iblandt sig:
Vor Jords Velsignelse ei længer
          Nok for Alle blev, thi disse
alene slugte den; og Ære
          Navnet blev paa Graadighed.
At Een med Alt sig kunde mætte,
          nogle Faa sig sole i
hans Purpur-lys, sig Millioner
          paa den Jord, hvor Alle skulde
i frydfuld Flid (som tog Hvad Jorden
          af sin Rigdom gav, som Gave
fra Himlen) og i Kjærlighed
          ved hverandres Side leve,
omslæbte nu (dog længer ei end
          Stavnets Lænke rak) i Ring
om Hines kronte Vellystdynger,
          fattige, med lystent Blik.
Og Armods Hytter, farvde sorte af
          Trældoms Suk (liig helved-mørke,
352udhulede Forbryder-hjerter
          under ufortjente Krands!)
nu under lyse Palmer krøbe.
          Ja et Vellyst-vanvid (o
med Guddoms Smiger det sig fostred’!)
          bød, at disse Millioner
af denne ene Broder skulde
          tigge selv det usle Liv,
han lod i Armods-smudset klæbe;
          og at døe, naar Død han vinked.
Dog saae de ei i Graven Lænkens
          brudte Led; men blot det sidste
i Jordens sorte, kolde Rad; thi
          nu (saa lærte Præsten jo?)
en Evighed af røde, hede
          under Graven smeddet var
af Djævle: Guder, endnu værre
          end de Mennesker, de banded’.
Med Rædsler Præsterne omgave
          da Bedraget, saa de Faa
af Dydige paa Jorden skjalv; ja
          Faa som Taarer paa et vildt
vanvittigt Ansigt, thi af Folket
          efterabedes Herskerens Laster:
Naar Kongen overskylled med sit
          Folkes Blod et fremmed Land,
indgrov med Sværdets Blodglød ny
          Eje-ret og Slavetegn,
og hylled Himlen, som bestred hans
          Ret ved nye Stjerner tee,
som aldrig end hans Hjem bestraaled,
          ind i lange Vælter Røg
(de Fredens slagne Arners Spøgelser,
          i hvis sorte Skygge nu
iblinde Morderstaalet hvined):
          Slaven myrded da og røved.
Sig Folket hævded’ Kongens Mønster
          til en Lov selv over Loven.
353Men Kongen mægtede at lade
          Aandens Storhed selv og Kraft
sin Udaad gjennemglimre saa at
          Skammen for dens smuds- og blod-
besprængte Kaabe Jordens blev,
          som ei bedre Pantser gav
den, da den nedlod sig at kjæmpe
          Aandens Seir alene: ja,
saa Valens Ribbeen syntes Straaler
          i en Glorie: ja, saa
hans Vellyst syntes kun hans Hvile,
          kun en naadig Leeg med Jorden:
ja, saa at Folket kaldte sine
          Lænker Kongens Høihed; ja
kun vejed denne efter hines
          Vægt. Men Folkets Udaad blev
foragtet Skygge kun af Kongens;
          Træl, Forbryder samme Navn;
den Majestæt, som Folket, ved sin
          Drot at ligne, vandt, blev Skjændsel;
den purpurhængte Throne, Slaven
          vandt ved samme Daad som Drottens,
blev blodigt Rettersted – Ja, Kongen
          ogsaa vilde ene Lov
at synde eje. Saa afsindig
          Menneskheden var, at Hvad
Naturen selv forbød blev Pligt; og
          sig paa grummere Skafotter
end Kongens hævnede Naturen:
          paa de gustne Sygeleier.
Og disse Dvergeskygger ville
          prale end med Menneske-navn!
Selv Kjødet i sin egen Sejer
          over Aanden mat nedsank.
Vel vaaged Aanden end hos Nogle
          Nattelampers Hviften liig.
Guder lige synes disse
          Urolds vise Mænd, fordi
354bag dem sig Mindets Fakkel synker:
          deres Storhed ei vi fatte,
fordi os synes Tiden mellem
          Skabelsen og dem saa kort,
at de ved Menneskhedens Vugge
          synes staae som Fosterfædre.
Dog Menneskhedens Barndom gav dem
          nok Erfaring; ja saa riig som
min, der samled ind al Tidens
          modne Jammer, thi i hver
en Alders Bølge malte Aandens
          mørke Skyflugt, dryppende
af Blod og Graad, de samme Sorgspil;
          og en Alders Jammer lod
sig efter Kroners Syndeskyld og
          Præste-Skjelmeriets Frækhed
bestandig maale: Præsten just saa
          frækt bedrog, som med Foragt
han Folket saae af Kongen æltet
          nok til Slaver: Kongen just
saa dybt nedknuged Folket, som han
          fandt af Præsterne det sløvet.
Men hine Vise mægted ene
          i den mørke Bloddamp, i
det Løgnens Mulm at mane frem et
          Himlens Glimt, et Frelsens-haab.
Den Kjærlighed (o Aandens Livsgløds
          rige Varme stænges skulde
i dette Mørkes Frost?) De lærte,
          ene talte eet Lands Sprog,
og var saa snever, at et Bjerg, en
          Flod den ikke overskred,
men bag om Grændsen gustned, sortned
          hen i Had. Confutses (hør
den Morgenrødens søde Tales!)
          klare Kilde mægted ei
igjennem Tartariets Ørken
          bane sine Straaler Vei.
355O Plato (hør det Aftenrødens
          dybe, lange Echosvar!)
sit Livsensvæld, istedetfor en
          lysklar Draabe sprudle ind
i alle Hjerter, saae sig samle,
          kun til Lædskelse for Faa, i
Akademias Marmorbrønd. Og
          Moses Sandheden om Gud,
den Ene, redded’ kun ved den i
          Hadets Staalring fatte ind,
som om vort Folk han slog, at ikke
          bort fra deres Tøirepæl
Ibrim, de Vandrere, fra Zion
          (vel som Elymais’s Høi
og Capitol en Jordens svulne
          Syndebylde) skulde flye.
Men klang for voldsomt Menneskhedens
          Jammersuk og vilde Latter;
men brød fra Thronen Lyn for blodrødt;
          røg fra Tempelaabningen
for qvalmt et Mulm: da vred sig Aanden
          i de sammenkrympte Hjerter,
udsukked Ahnelsen: «o vee os!
          Noget fattes; dog jeg veed ei!»
Og Aanden gyste, saa den næsten
          vaagned, reiste sig, og skreg:
«Jeg – ha! i Løgn opfostres; efter
          Trældomsaag man lader mig
opvoxe, derfor krummes stedse
          jeg mod Jorden! Vee, min Dyd
er Synd! O kan jeg vaske nu med
          blodig Haand mit Hjerte reent?
igjen mod Himlen rank mig reise?
          Ha min Spændkraft bævrer end
. . og Hevn . . af Hevn! . O vee, min første
          Retfærdsdaad er ureen selv!»
– Men, ak, til saadan Tale Aanden
          paa sit blodige Leie, med
356de Taaredopper omhængt, ikke
          vaagned. Kun som Rædselsdrøm
den gjennemisnede dens Søvn, og
          stympret kom den fremigjennem
den Sovendes isammenbidte
          Tænder kun som halve Skrig.
– Saa vexled Drømmen: Smiil den svømmed
          gjennem: Det var Frelsens Haab.
Men atter – hu et Hyl isøvne!
          se Fortvivlelsen sit Blik
(Søvngjængerens farveløse Stirren)
          slog saa ilsomt op, som Kornmod
i lumre Mulm: «o vee, min Angest!
          Veed jeg? Er min Dyd ei Synd?
Skal jeg til Himlen eller Dybet
          vende mig?»
                    – «Se, der din Trøst!»
saa peger Præsten kold paa Altret.
          Offerblodet flyder. Af
dets Damp paany bedøvet, Aanden
          synker i sin Dødssøvn ned.
Med Rusens Mod, til nye Synder
          gik fra Altret Mennesket.
                    – Johannes, saae du dette Helveds
                    Baggrund, hvortil Aanden, da
                    den førte mig i Ørken, drog mig?
                    Bøjet du mig fulgte . .

Johannes. (fortvivlet)
Vee!

Jesus.
Johannes!

Johannes. (hævende sig, vridende sine Hænder)
Israel! Israels Vee!

357Jesus.
          Ak,
          Davids Glavind glimter i
dit Øie, Jøde! Menneskets Søn vil
          raabe: «Jorden, Jordens Vee!»

Johannes.
Ei kan et Menneskes Hjerte rumme
          Jammer meer end eget Lands.

Jesus.
Jo! Jo! Thi Frelserens omspænder
          hele Jordens? Skulde Hans
ei favne mere Sorg end Dyngen
          mellem Asklons Blodhøi og
den Jordans raadne Grav, det Helveds
          blotte, pestsved-blanke Aasyn?
Johannes, Du skal Morgenrøden
          vorde: i dens Arme jo
en Himmel hviler . . se, Du Dagens
          Fylde: Mig, frembære skal!

Johannes.
O, Jeg er ikke Lyset.

Jesus.
          Men om
          Lyset Du skal vidne; ja
om Lyset, der hvert jordfødt Hjerte
          himmelklare skal. Johannes,
i Guds, min Faders, Navn jeg kaarer
          Dig at være Frelserens
Elias – ja, det nye Riges
          Hærold! Jeg dets Krone (ja,
den Ydmyghedens Tornekrone)
          sætter paa mit Hoved selv.
Og Golgath – ja, jeg ahner – Golgath
          (se, hist Høien blaaner, liig
358de gamle Syndens Aldres sidste
          svulne Muskeltrækning! se
den Jordens Sorg opdynget synlig!)
          blier min Himmelthrones Trin.
Ja, Jeg Messias er! Erkjend i
          Mig da det Guddommelige!
Sku, Jord, i Mig da den Usynliges
          Væsen aabenbaret: ja,
i Mennesket, som frelser: Mig, af
          Helligaanden, Himlens Villie
igjennemluet, saaat Jeg,
          Jeg ja, det Guddommelige
(det Aandens Liv og Mærke: Sandhed,
          Frihed, Kjærlighed) igjen
i Menneskenes Væsen (vee, den
          Aske, slukt i Blod!) antænder!
. . Ja, Jeg Messias! Sku da, Jord, i
          Mig Guds Naades Soningshilsen:
at Gud Selv ofre vil for Jorden!
          (Thi jeg hører i min Sjel
Hans Bud: dit Blod besegle Ordet!)
          Sku i Mig, Guds Offerlam!
Thi, se mit Blod . . fra Golgaths Altar
          rinder sidste Offerblod!
Ja, Jeg Messias! Jeg, som Ørknens
          Slange for de Døende,
for Jordens Synde-syge vorder
          Syn til Helbred og Gjenfødsel!
Ja deres Hjertesaar til Øine
          aabne sig, og skue Guds
Miskundhed, som ei Dybet lod
          over Støvets Børn sig lukke;
men tændte en Broders springende Blod
          til en Himmels Sandheds Blus;
men planted i et blodigt Kors
          Himlens Kjærligheds Rosenqvist
blandt Jordens Tornekvas og Bulmer.
          . . Jeg Messias! Over mig
          er Helligaanden: Gud ved den
359mig salved, at kundgjøre Frelsen
          for de Arme, Frihed for
de Bundne, Lyset for de Blinde,
          løfte Synderens Blik til Haabet,
hans Hjerte binde fast til Troen,
          blotte Kjærlighedens Smiil,
og toe saa reent det, at dens himmelske
          Fader: Naaden, kan deri
nedskuende sig speile. Ja, ved
          Troen frelses skulle Alle:
ved Troen: ved Erkjendelsen
          af deres eget Guddomsvæsen,
i Mig, i deres Broder klarnet!
          . . Jeg Messias! Ja, udvalgt
af Jorden som af Himlen; thi i
          Mig (o sære Lykketræf!
. . ak, Lykketræf? – vanhellige Navn paa
          Guds Alviisdoms Tegn og Træk,
indskrevne i dens eget Dyb!) i
          Mig jo Oldets Ønsker sandes
. . Thi Hellas’ ei, men Israels Støv,
          jo kronforgyldt af Davids Blod,
jeg bærer jo – som Oldet digted’.
. . Jeg fristedes – som Oldet digted;
          Satan sejerslog jeg da.
. . I Bethlem jo min Vugge stod; og
          dette Oldets Sagn var Stjernen,
som leded did de Østens Vise:
          De, der liig din Fader og
min Moder (ja og tusind Mødre)
          mættede med Drøm og Digt
nedarvet Længsel efter Frelsen.
          Se, de kom jo, og tilbad
og ofred, da de just en Nyfødt
          funde, idet Moderen
i Vemods Dug ham døbte «Jesus»,
          og – mens hendes Modersmiil
om Barnet, som en Straalkrands, lysned –
          Hun fortalte dem den Drøm
360(den, som hun stedse vaagen drømte)
          der omfavned hendes Sjel i
Undfangelsens velsignte Time.
          . . Underdaad – som Oldet spaaed,
Messias’s Guddomsfinger skulde
          blive – ligger i min Haand.
Thi i min Ørken jeg Naturens
          Kræfter gjennemskued. Ak,
det smerter dog, at jeg maa laane
          himmelsk Sandhed jordisk Kraft!
. . Og – hør det sidste Oldets Digt! –
          fremstaae skulde en Elias
(saa flux som om ham Hvirvlen gjengav)
          ryddende med Stormens Kraft
Messias’ Bane, vækkende med
          Lynets Slag de Sovende,
at, vaagne, de Messias høre:
          Se, Johannes, du Elias!
Som Moses Klippen, slaae du Hjerterne
          – ja til Angrens Kilde pibler!
I den jeg tvetter dem til rene
          Helligaandens Altre – Ja
du (Sukket før min Tale) fremgaae,
          liig en Engel for mit Aasyn:
for Gud, som i min Sandheds Seier-
          smiil for Jorden aabner sig!

– – Gaa! bered mig Veien!

Johannes.
Hør Røsten raabende i Ørken:
          bereder Herren Vei!
Omvender Eder: Himmeriges
          Rige alt er nær!
361Hvis længes I at høre Sandhed,
          forbander Løgnen da!
Hvis længes I mod Frihed, løfter
          Eders Lænker da!
Hvis væmmes I ved Syndens Smitte,
          i Angers Dug jer toer!
Han kommer, som skal Sandhed lære.
Han kommer, som skal Lænken løse.
Han kommer, som med Fred (Guds Naade)
          skal salve Eders Hjerter!
Alt Dagen vaagner . . hør dens Hane!
          sov ei længer da!
Ved Træets Rod alt Øxen ligger,
          hvert frugtløst Træ omhugges skal
          og kastes i en Ild!
(Hver, som sit Hjerte aabner ei
– ligt sædfuldt Blomster – at
ny Livsensvarme Frelsen i dets
          Dyb kan straale ind;
og strækker ikke Armen ud
          – liig frugtbetynget Green –
til Daad, forvises til de gamle
          Sløvheds, Syndens Aar:
igjen, som blodbeplettet Minde
          fra Jamrens Alder, staaer.)
Ha, troer du frelst dig, Abrams Æt
fordi du siger: Gud er Een?
O denne Sandhed Han, som kommer,
skal give alle Jordens Slægter.
Se derfor Jeg til hele Jorden
          (den Jamrens Ørk)
er Røsten raabende: bereder
for Herren Vei igjennem Hjerterne!
          Omvender Eder;
thi Himlens Rige stunder nær!

Præster. (afsides)
Essæeren rører Folket. Qvinderne
alt græde meer for Mandens Ord
362end for hans sjunkne Kinder. Mændene
sig slaae for deres Bryst. Han synes
meer farlig for os end de Andre,
der, pludselig som Spøgelser, i Bodserk
fra deres Huler trine frem i Dagslyset;
og troe at dyppe Hjerterne med Hovdet
i Daaben; eller, ved det kolde Dyp,
Fornuften vække i de sløve Hjerner.
Ja Denne – ha, mon troer du, ved dit Vandmærke
at slette ud vort Brændetegn paa Folket? (til Johannes)
Hør du (skjøndt latterligt at spørge dig,
der ligner blot et Omrids til et Menneske,
og gaaer i Syndens eller Armods Rustning)
er Du Messias, ham vi Alle vente,
den Israels Hevner?

Johannes.
          Nei!

Præster.
          End da Elias?

Johannes.
Nei! nei! I Ørknens Skjul, hvorhen,
bag Hvirvelvindens sorte Ryg, den blodige
Prophet undflyede, forlængesiden
hans Been ufundne raadned.

Præster.
          Ha,
Hvo er du da?

Johannes.
          I hørte? hørte Røsten over
den Jord, I øded til en Ørken, raabende:
          bereder Herren Vei!
          Omvender Eder,
363thi Himlens Rige stunder nær!
Han kommer: ja dets Konge; men ved Daab
jeg tvetter Eder rene til at møde ham.

Præster.
Mon mener du Messias? Han skal komme
i Englenes Hærskarer . .

Johannes.
          Sikkerlig
ham Himlens Aander signende omringe;
men I ei see dem.

Præster.
          . . Ja og med Basuner.

Johannes.
Vist! vist! hans Sandhedsrøst, som knuser Eder.

Præster.
. . Og Herrens Herlighed skal aabenbares.

Johannes.
Ja, i en salig Jord: i Sandhed paa
de Dødeliges Læber, og i Frihed
i deres Vandel, Kjærlighed i Hjerterne.

Præster.
Hvor stort skal Israel blive! Roma, har
du Blod nok at betale Israel?
Naar Hevnens Sværd er mættet, har
da Gojim Trælle nok igjen for Israel?

Johannes.
I ei forstaae? I Blod I skulle døbes!
– Gaaer, styrter Templet over Eder

364Præster (afsides)
Hvem mener denne Sværmer? Ikke vor
Messias. Dog – at ei hans hvasse Tunge,
som spared selv ei Kongen, skal forhaane
for Folket os – vi ville smigre ham. (høit)
Ja, vær da hvo du vil, du Hellige!
Døb os i Haabet om den Israels Frelser!

Johannes. (Et Tordenveir viser sig)
Mon ahne I de røde Lyn, som modnes
i Folkets Hjerter over eders Isser?
Du Øgleæt, hvo lærte dig at flye
den Vredestorden, som dig oversortner?
Mon angre I? Vel! Jeg ei Hjerter kjender. (døber dem)
Men Den, som kjender Hjerterne, vil komme!
Da vorder Eders Spot (ja, hvis I dækked
med Daabens Hellighed Forhaanelse)
Forbandelse med Rædsels aabne Aasyn.
Jeg døber Eder vel med Vandet til
Omvendelse; men Den, som kommer efter,
med Helligaandens Luekraft skal døbe;
skal tænde i hver Sjel, som ei forhærdedes,
saa selv den Løgnens aabne Aasyn elsker,
sin egen Guddom. (Jesus kommer)
Hil! Se det Guds Lam der, som bærer ene
Aljordens Synder:
(som ene veed, ved Sandhed at befrie
fra Synd: som frelse vil og døe for Jorden)!
Ak, da med Frelsen i sin Sjel han vendte
tilbage fra sin Eensomhed, jeg kjendte
ham ei; men nu, at han for Israel
kan aabenbares som Messias, er
jeg her, og døber.

Jesus.
          Døb mig da, Johannes!

365Johannes.
          Ak, Herre, jeg af Dig skal døbes,
og Du til mig vil komme? – Nei!

Jesus.
          Du Døber,
Det bør mig saa, at styrke og indvie
mig til mit Kald.

Johannes.
          Du helliger
min Daab, du Rene! (døber Jesus. Et Lyn glimter just ovenover.)
Ha, saae I? Sløve Øine, ja I sige:
Vi saae et Lyn. Jeg saae Guds Himle aabnes,
og Helligaanden, som en skinnende Due,
neddale over Ham. O var det ei,
som om Guds Røst fra Himmelen velsigned:
«Se denne er min Søn, den Elskelige,
i hvem jeg haver Velbehag!»

Jesus.
Vaagn, Aand, du slumrende i disse Hjerter!
Se, Aand, din Herlighed, jeg maner
fra Himlen atter ned i Støvet!

Før Jorden blev i Verden: i Begyndelsen
var du hos Gud i Sandheds, i dit Selvs
Erkjendelse, saa klar og sand, som om
du var Guds Ord, udtalet om dig Selv:
          Du er!
og alle Himle svarte: Ja, du er!
Du fryded dig blandt Himlens Aander da
i Sandhed, Frihed, Kjærlighed:
dit eget Væsen, Aand, din egen Guddom.
Thi Gud, ved sin Alviisdoms Sandhed,
366til Sandhed; ved sin Helligheds
og Almagts Frihed, til Frihed; og
ved sin Algodheds Kjærlighed til Kjærlighed
fremskabte Alt hvad er; og uden Kime
til dette Aandens Liv er intet Liv.
Da, Aand, dit Liv var reent og sandt. Men, se,
for Støvets Farver Himlens Lys du byttede,
du faldt i Støvet ned og glemte Himlen,
dit Fædreland, den Herlighed du kom fra,
endskjøndt dit Liv, du Selv blev Kjødets Lys.
I Blodets Mulm du skinnede; men Mulmet
ei Lyset fatted. Kjødets Liv ei parred
med Aandens Liv sig; men det stred, og Synd
dets Seier var. Dog Kjødets Seier Aanden
forbittred med sin Anger, saa sig blanded
i Syndens Jubel Sorgens Hviin.
Til Anger (liig en undertvungen Kjæmpe,
der blot ved Bid i Seierherrens Fod
sig værne kan) indskrumped Aanden. Ja,
da Kjødets Seir nedbøied Aandens Kraft,
der skjød mod Himlens Sandhed op, til Hang
til Løgn, til Sløvhed, til at bæve for
et Intets Rædsler: ja, da Aandens Frihed
blev Last, og Lasten elskede
sit eget lænkekrandste Billed, Trældom:
da Egennyttens Gab sig aabnede,
hvor Kjærligheden sank: da Synden jubled,
saa Stemmen taug fra Hjertets Baggrund,
hvor nu, som Dommer, blind Samvittigheden
(den forhen klare Aandens Sandhed) sad: –
da tabte Aanden selv det usle Angrens Liv,
det Krampetræk isøvne, og sank hen
i en bevidstløs Glemsel . . Vee!

I nogle Hjerter (skabte til en mildere
Forening med det Himmelske) sig reiste
dog Aanden vàk, og mindedes – o Jubel! –
Hvad Selv den var, og Hvad – o Rædsel-vee! –
Hvad disse Millioner vare. Da
367lød Skræks og Straffens Tale, men ustandset
Fordærvelsens Triumf rundt Jorden runged:
de Vises Ord (i Folkenes sløve Haansmiil,
før de til Hjertet nedsank qvælte) vare
i Folkenes evigrullende Syndejubel
som Psalmens Sela! Sela!
Saa lød jo nys blandt Hine og hiin Aands
Johannes’ Tale: Hans, der vidnede
om Aandens sande Liv, om Lyset.
Dog klarned Aanden reen ei frem i ham.
Han Menneskheden bød at standse ved
den Afgrunds Rand, der fører nedimod
de sjeleløse Skabningsrækkers Egne;
men ei den nye Vei han aabned dem.
Han pegede paa Jorden, paa Tilværet:
hans Daab borttvetted Offerrøgens Sod,
der lagde gjennem Aldrene sig paa
de Ord i Hjerterne: «jeg er en Synder!»
Men Himlen ei han blotted: ei Bestemmelsen.
Han Haneklappet, Graaningens Godmorgen,
Han Daggryes Søvneblussen var, men ei
det vaagne Dagsmiil. Dig, du Støvets Aand,
fra sløve Glemsels Dynge, hvor du hviled,
tilbage førte han til Angeren,
som du forlod ved første Altar:
til Angerens sorte Grændsekors mod Haabets
den bugtede Eng med Troens Høi og Fredens
den stille Dal han førte dig, ei længer.
Der standsed han, og vidned høit:
«som, Støvets Aand, fra Uskylds klare Høide
du gled til Angers snevre Dyb, og ned
end dybere igjennem dette til
det Sløvheds Dynd, jeg fandt dig i: ja, som
af mig fra Sløvhed du er ført tilbage
til Anger først – saa skal en Aand fremstaae
end stærkere end jeg: en Aand, som mægter
at føre dig fra Angeren tilbage
til forne Uskyld!»
Ja, Aanden kommer, klar og høi og stærk,
368bevidst sit Væsen her som hist i Himlen:
bevidst, hans Væsen er, du Støvets Aand,
din sande og oprindelige Guddom!
Han i et Kjød, som Adams i de første
uskyldige Øieblikke, mildt og ei
opsætsigt imod Aanden, aabenbares
sand Gud, sandt Menneske til Jordens Frelse.
Blandt sorgnedbøiede, syndbestænkte Brødre
i eensom Herlighed han staaer paa Jorden
som var han den Alverdens Guds Eenbaarne.
Ja nævn ham saa, hvis, Sorg, du er taknemlig,
hvis, Anger, Glimt af Haab dit Øie er!
Thi se han er den store Guds Alkjærligheds
det levende Pant, det eneste paa Jorden!
med himmelsk Naades og med Sandheds Fylde
han dækker Jord, din Synds og Jammers Fylde.»

Saa ærer Sønnen, som I ærer Faderen:
saa ærer Guds Alkjærlighed i min!
– Thi Jeg, ja Jeg er Aanden, hvem Johannes
har vidnet om . . Jeg Frelseren, Messias,
I bede om, og Seclers Suk paakaldte!
Ja, Støv, Jeg er din Aand igjen-opklarnet;
thi jeg har Lys nok i mit Indre til
at tænde det i alle Jordens Hjerter:
thi Jeg vil lede dig, du Støvets Aand,
til Evighedens, Salighedens Port,
før end dit Muld paa Gravens lave banker;
thi Jeg (jo eders egen Aand og Blod?)
saa klart mit eget Væsen kjender, at,
naar i dets Guddom jeg det aabenbarer,
da, Millioner, mine Brødre! blotter
jeg eders eget Væsens Guddoms Glands.
Men Det at skue denne, Det er Frelsen!
Min Sjel af Medynk ei (thi Jordens Sorg
med mine Skridt forsvinder) zittrer; men
af Styrke; thi min Seier veed jeg . . Ha,
Du Aand i alle disse morgen- aften-
og Dag- og midnat- malte Hjerter knæle,
369med Lovsang til dit Ophav, skal for din
din egen Høihed, klarnet først i Mig.
Ja nu, end mens du hviler i din Synd,
ved første Lyd (o hvor udødelig
er Aandens Sandheds Spire ei?) du kan
dig selv fornægte ei; men flux (dog først
de Lidende blandt Folkene) du strækker
den syndbetyngede Haand mod Himlen, raabende:
«Han taler om mig Selv . Ja, jeg har Haab,
hvis end saa god En fødes kan i Støvet.
Ja Han er Sandhed; thi hans Ord har givet
min Sjel sit Lys! Ja Han er Livet, thi
hans Ord mit Hjerte varmer!»

Ja troer paa mig; thi Ordet, som jeg taler
til Støvets Aand, der gjennem Folkene
i Blodsudgydelse og Synd sig rører
om Jorden som den onde Træets Slange,
er ikke Sandhed ene for mit Væsen,
for dig alene, Jord, du bævende Fnug
i Almagts Haand . . o det er Sandhed for
de høieste af Salighedens Aander,
og Evigheden kan ei mere end
bekræfte den! Og nu – o Jord, du Salige,
(thi Naaden skinner ikke paa et Helved)
forbauset Morgenstjernen skal dig skue
med pludselig ny, forhøiet Glands; men Englene
de vide, og fortælle det til Himlene,
at Jordens nye Glands er Rødmen af
Taknemmeliges Smiil: de frelste Menneskers! –
Og nu skal Himlens Sandhed lyde her
blandt Dyrets Brølen, Græssets Hvift?
Ja troer paa mig! Thi, se, min Læbes Sandhed
Alkjærligheden, da den skabte dem,
indkyssede i alle Aandens Hjerter!
Men er min Sandhed tegnet i min Tale,
da sku min Frihed tegnet i mit Liv! Thi
Hvo kan vise der en Synd? Og valgte
jeg Selv ei, blødende at plukke Tornene
370af Eders Hjerter, o I Jordens Lidende,
saa Eders Qvælere, de Mørkets Smilende
dem flette kan (ja Dette veed jeg skeer,
thi jeg i Graadighedens Svælg staaer ene)
til Krone om min Isse?
Og viser Nogen større Kjærlighed
end den, som lader Livet for sin Næste?
Men hele Menneskeheden er min Næste:
de sukke alle under samme Byrde:
Jeg ene staaer, opveiende de Andre.
Saa stærkt er Lyset (thi det er fraoven)
at, ene i en heelt tilmulmet Verden,
det standser ei sin Skaalen-ud, før Alt
med Lys er mættet, og det suger Næring
af Frommes Blod; thi dette bliver evigen
i sløve, onde Hjerter, Glo-dryp, naar det
afdampet har, saa Pletten staaer igjen
som glorødt Brændemærke paa den Alder,
der fordred saadant Offer.

Saa er da Sandheds, Friheds, Kjærligheds
uløselige Trefold-eenhed (thi
i hveren Aandens Yttring maa de ligge,
som Gud i Verdens Svøb, hvis den er god)
mit Væsen; ja hver Aands, ifra de Høie,
der Verdner saae at blomstre og henveires,
som Sæd til nye Verdener udslynget,
og til de smaae, der efter Plantens Væxt
og Visnen regne deres Levealdre
. . ja Alles; thi for Alle staaer Fuldkommenhed,
som Maal og Skjerm imellem dem og Gud . .
ja da dit Væsen, Støvets Aand; thi mit
dit Væsen er jo, som det var i Adam,
det rene Mandens Billed, og i Eva,
det rene Qvindens Billed, medens Kraften
og Kjærligheden roligen beskued
i disse To hverandre, førend Kjødet
fornam sin Magt og Aandens Sorgløshed:
før Løgn formørked det, og Jammer sløved,
371før Synd det trælbandt, førend Egennytte
fortæred Hjertet, og sit eget Hjerte
(det hugtandlige): Had istedet satte.
Ah – Aand din Seir! – da dette er
dig Unaturligt, Strid imod dit Væsen:
det glider derfor af dit Hjerte som
en Dunst, naar Vinden blæser, Solen stiger.
Du lysner jo (din Stræbens Zittren
er Lysets Straalers stedse nye Udbølgen
fra bundløs Kilde: din Udødlighed)
naar først du troer, at Sandhed er dit Væsen.
Først, naar du troer, at Frihed er dit Væsen,
at Kjødet er din Træl, ei Kjødets du,
frigjøres du. Men Frihed hærdes maa,
og hærdes, at dens Styrke op kan svulme,
saa ingen Lænker mere passe til den.
Din Kjærlighed gjenvinder du ved Troen,
at samme Aand i alle Hjerter boer.
Se, denne Tro dig gjør i Støvet alt
til halvopvoxet Spire for en Salighed!
Og Sandhed Spirens lyse Farver er;
og Frihed Spirens Stamme-Marv og Grene;
og Kjærlighed dens Blomst. Til Jorden falde
de gode Gjerninger som Frugter ned,
og vælde evig ud, hvis Gud ei hindrer,
som søde Manna; men til Godheds Gud,
der planted den, opstiger Takkens Duft.
Men Jeg, som reiste Spiren, der den visnet;
som, herliggjort af Gud, min Fader, med
den Herlighed, jeg bar, før denne Jord
iførte sig sin første Morgenrødme,
dig lærer Jordens Aand, dig Selv at kjende
igjen: dit Væsens Høihed og dets Fordring . .
Jeg være din Messias! Jeg, som standsed
dig i at øde dig ved Synd og Sorg,
som dig ved Naadens Lys, ved frydfuld Sandhed,
til Stien drog, der (skydende sig frem
som Fryds Blik, den ligeskudte Piil,
snart sig som Haabet bugtende, der synes
372at komme nær sit Udløb gjentilbage)
sig slynger foran Graven mod den Bane,
der hist sig aabner bred imod Fuldkommenheden,
din Frelser kaldes skal, og din Forløser.
Og Jeg, som døende gav Slægterne
min Fred i Arv, ja, Jeg – du Støvets Aand! –
som soned ud dig med dig Selv, skal nævnes
Forsoneren, den Midler mellem Gud
og Mennesken!

Nogle af Folket.
Ja, sandelig, Han lærer os, som Den,
der Myndighed og Magt har.

Andre af Folket.
          Ei som Præsterne.
Thi deres Hjerter skjælve under Loven
som vore.

Andre.
          Ha, du Jesus, Søn af Nazreth,
Hvad have vi med dig at skaffe? Est
du kommen, for med Vanvids-djævle at
besætte os? Hvad vil du, Søn af Joseph?

Jesus.
Forargelser maae komme; ja som Støvskyen
før Seiren. Jorden gjærer nu om Sæden.

Andre.
Mon han Elias er? mon Jeremias?
Mon en Prophet, fra Gravene udgangen?

En Mand.
Ja, sandelig du est Messias; ja
den levende Guds Søn! Thi du er Sandhed.

Jesus.
O salig er du Simon, Jonas’ Søn!
Ej Kjød og Blod dig dette aabenbared;
men Gud ved mig opklarede din Aand,
373indtil den brændte. Du er stærk: paa dig,
du Klippe, jeg mit nye Tempel bygger.
Den første Borger er du i Guds Rige.
Du er ei meer i Syndens Vældes Mørke.

En Mand.
Vi vide nu, at Gud vor Faders Kjærlighed
er aabenbaret i et Menneske.

Jesus.
Johannes, kom til mig, du Elskelige!
Ja saa har Gud vor Fader elsket Jorden,
at den, han elsked, bød han døe, at dog
de Onde kunde troe og frelses da.

En Mand.
Vi ere Syndere; men du, Messias,
vor Talsmand vorden er hos Guds Retfærdighed.
Han straffer ei de mange Syndere
for een Retfærdigs Skyld!

Jesus.
          Du, Jacob, følg mig!
Ja Gud bønhører, hvis I haabe; Gud
vil give Eder, hvis I troe; ja Alt
hvad Aanden beder om. O, følger mig;
thi Hvo som mig for Jorden vil bekjende,
vil jeg for Gud bekjende, ham tilsige
en himmelsk Naades Fred!

Simon. Johannes. Jacob.
          Du er Messias!
I dig er Sandheden og Livet. Du
har gjenvakt Aandens Liv i Mennesket,
opreist i den et evigt Haab, gjengivet
den sjunkne Aand sin Himmel her i Støvet.

Jesus.
Det er min klare Sandhed, Menneskeaand,
som straaler nu paa din fordunklede;
374min Frihed triner frem for din i Lænker;
min Kjærlighed som trøste vil dit Had;
thi det behøver Fred: det er alene
din Angests Tænderskjæren.
                    Se min Fred
tilhører dig: du blot den tabte i
din Hvirvlen. Tag da, stolte Støv,
din straalende Trolovelses-ring med Himlen.
Du burde vogtet den. Men, se din Brud
tilgivende jo selv dig rækker den!
Se disse Ord – o de umistelige! –
indgravet evig er af Gud i den:
«Dit Væsen, Jordens Aand, er Himlens Aanders:
er Sandhed, Kjærlighed og Frihed.
Af denne første store Sandhed straaler
hver Sandhed ud, som lyser op dit Hjerte;
ja Den: der er en Gud! Hans Sandhed er Alviisdom,
Hans Frihed Hellighed, Hans Kjærlighed
en algod Almagt, der fremskabte dig
til salige Fuldkommenhed, og da
udødelig.»
Se dette er din Sandheds Skat, og den
er kostbar selv i Himlen.
Du Rige, kan dig Smerte da forarme?
Aljordens Guld dig gjøre mere riig?

Da Gud, i hvis Algodhed Alting lever,
Han i hvis Almagt Alting røres, og
i hvis Alviisdom Alting er, Han, i
hvis Hellighed jo Alting skal fuldkommes,
er Aand – ja seer hans Billede i mig,
hvori I eders egen see fuldkommen! –
i Aandens Sandhed, Stræben mod Fuldkommenhed
Han ene dyrkes maa.
Kan Offrene af Guld og Blod da glæde
ham meer end Fedme mætter Eders Sjele?
I ville, sjunkne ned til Dyr, nedslæbe
Gud efter Eder til et Menneske.
Opstiger da til Mennesker igjen,
375og giver Gud den Plads som sømmer ham!
Men dette er din Sandheds-evnes Bud:
o Menneske, forglem din Sjel ei! Den
ved Kundskab voxer, som naar Himmelhvælvet,
der ruger lavt om Natten og i Taagen,
af Dagens Straaler synes at udspændes.
Den egen Høihed haaner, som vil sige:
«hvad Gavn i Kundskab, naar vi glemme? Ja,
i Døden maae vi glemme Livet selv.»
– O Alderdommens Glemsel Laaget er
igjenslaaet for dit Liggendefæ, der alt
paa Veien er til Himlen at henbæres.
Hvo, som i Aanden saaer skal høste hisset.
Vee da de Løgnens Præster! De som amme
ved Altrene (de blodige Drage-vorter)
Uvidenheden, at den knuge kan,
liig tykudbuget Taage, Folkene
for deres Fødder! Vee Bedragerne!
Vee dem, som ville hindre Alle fra
at træde ind i Lysets Rige, og
ei heller selv gaae ind; men, holdende
i deres eget Mulm tilbage Alle,
mod fjernest Lysglimt raabe: «seer, I Folk,
Fordømmelsens Ild! Om Os jer klynger sammen!»

Men Sandhed ene frigjør. Thi hvad var den
– o Sandheds tomme Skin, kun Kundskabs kolde
og maaneblanke Slangeham! – om ei
den varme Straaler skjød i eders Hjerter?
om Mulmet sneg sig ind i Eder, for
at yngle Synd, men eders Blik opklared
Alt udenfore Eder? O da sunke
ned Sandhedsstraalerne til gyldne Fryndser
om Syndens Leie.
Nei! Dette Sandheds Kjerne er, at vide
at Aandens Frihed er dens Rang og Høihed,
der maales eftersom den trælbandt mange
af Syndens Lyster. Frihed den er Magten
(som Sandheds Arm) at hævde Aandens Sandhed.
376Men denne griber efter hver en Synd-nød,
thi altid er dens sorte Kjerne Løgn.
Men dennes Sæd i blinde Kjød er lagt.
Thi Kjødet føler sig ved Skjønhed, Styrke,
ved Godhed adlet – derfor vil det herske.
(Men denne Herskesyge er jo Barnets?
Og Barnet, om end smukt, skal lyde jo?)
Naar Kjødet (ikke som hos Dyret i
sit Eneherredømme maadeholdent)
en Modstrid mærker, blie’r det ondt.
(Dog kun som vrede Barn; thi det kan tæmmes)
Med søde Vellyst det bestikker
(som Barnet smigrer: Kjære, giv mig! Kjære!)
Og seirer det, og lykkes det at hilde
ind Aanden i dets lunkne Vellugtmulm,
da voxer det til en uhyre Kjæmpe,
men Aanden bliver Barn, og lulles da
(som Barn i Skjød) paa Blodets Bølge-vallen.
Da svagnes Aanden, glemmer eget Savn,
men græder kun for Kjødets Savn og Smerte.
Da, som fra Aands og Kjødets fælleds Værksted
(thi Aanden maa da finde op for Kjødet,
hvad dette ene tjener til Behag)
udflyve onde Tanker, føde Synd:
ja Mord og Hoer og Hevn og Had og Meeneed,
og Gjerrighed, Misundelse og Hovmod.
Men da er Aanden Træl, og Sandheden
i dunkle Trudsler døer, der dække Trækket,
som før i Hjertet funkled, Trækket: «Gud!»
Et Billed maler Aanden af sig selv
saa ond, den blive kan. Dets Navn er: Djævel!
Ha, Aand foruden Frihed? ha, det Samme
som Kjød Begjær foruden! Se, saalænge
i Muld vi vandre, for vor Himmel maae
vi agte Jorden. Men i Himlen er
ei Strid i samme Væsen. Her eiheller
da være Strid; men Aanden faae sin Seir,
før Kjødet sejermæt nedlægger den
godvilligen paa Graven! Ærer dog
377de gode Jordens Gaver! Eders Legemer
er Guds Algodheds Templer: Skjønhed, Styrke
og Fryd og Rigdom ere skjønne Prydelser,
og Elskov Templets sødeste Musik.
Dog er ei Templets Gud i dette Alt,
men Aanden, den er Guden. Den maa dyrkes,
som Verdens Gud, ved Dyd og Sandhed.
Dog gik (som Slangens Hoved, svævende
– som om det var dens egen Ledestjerne –
urørt og blankt, høitover Bølgerne,
hvorgjennem sig dens Hale bugter) du,
med ukrænkt Frihed gjennem Fristelser,
da . . o en saadan Tanke vidned dog,
at Synd du havde. – Ak, bedrag dig ei,
og siig ei: viis mig Synden i mit Hjerte!
Men troer – ja sandelig jeg siger Eder:
kun Reen i Hjertet er den Ydmyge,
og salig er alt Denne her paa Jorden;
thi sødere er Hemmeligheden, naar
kun Een den veed; men Gud er denne Ene.
Kun stærk er Dennes Frihed, som Forfølgelser,
med Sejerssmil, for Retfærd leed, det Sandheds
befalende Aasyn. Salig ja er Denne!
Er Frihed Aandens Fod, hvorpaa i Støvet
den kneiser, forat naae de rene Himle . .
er Sandhed Aandens Arm, med Øine i
hver Finger-endes Nerve, hvormed Den
om Alting favne vil og til sig trykke:
– o da er Kjærligheden Aandens Hjerte,
livsvarme Hjerte, hvortil Alt den kryster!
Hvad Fryd og Høihed var i Skuet, selv
om Aanden Guds Alverden udbredt saae,
naar ei den følte: o jeg maa tilbede!
jeg maa jo elske!?
Men denne Skaberens Tilbedelse
er Kjærlighedens Høihed.
Men det er Kjærlighedens Fryd, at føle sig,
(med en udzittrende Mildheds Rigdom, der
vil øse i Alskabningens aabne Fyldehorn
378– forgjeves! – Jevnmaal til Alskaberens
uendelige, maalløse Alkjærlighed)
som Fader for saa viid en Deel af Verden,
som Aanden overskuer, som om den
– o Storhed – af Alfader var betroet ham
som Pleiebarn at vise Godt imod.

Da maae jo Mennesker og Dyr og Planten,
ja Mulden elskes selv og pleies? Ja
det Livløse er jo stille Moderømhed:
den Muld, som synes død, er Leiet for
Alkjærligheden, der (liig Manden paa
sit Leie halvreist siddende) har reist sig
i Livet, – Planteverdnen Bugen:
end dybere skjult da ligger Livets Kraft:
det søvnevarme Hjerte Dyreverdnen,
det vaagne Øje de Fornuftige!

O Kjærlighed, Allivets Liv! Almægtige,
saa selv de Ufornuftige, der Sandhed
og Frihed mangle, ei er dig foruden!
Dit stille Smiil i Muldens Rigdom see vi.
Dit første Aandedrag vi høre jo
i Dyrs Taknemlighed og Høimod; ja
du taler næsten alt i Hundens
trofaste Blik. O Menneske, vil du
den Eneste i hele Livet være,
som mangler den? Se, den er ene Dyd!
Alt uden Kjærlighed er Synd,
som Liget ei kan kaldes Menneske.
Imellem Synd og Dyd er intet Rum.
Paa Ligegyldighedens Flade Synd
er dyngelagt, og Synden sortner,
som Havet under Isen, under den.
Forsømmelsens Gab med Synd er halvt opfyldt.

Din Kjærlighed dig binder, Menneske,
paa rette Plads imellem Dyb og Himmel.
Vil du ei være Engel for den Jamrende?
Du trøster Sorg, med Balsom staaer ved Leiet,
379Du vover Livet for din Avindsmand:
o synes du ei da at være mere
end Syg og Kummerfuld og Reddede?
en Engel sendt af Gud? Du drager Tornen
af Løvens Forbeen, knælende, saa (liig
et hvislende Lyn) dens Tunge flagrer for
dit Øje, drypper paa din blotte Nakke:
o kunde Løven tale – ja . . ah, se,
Den reiser sig . . nu knæler den, og loggrer;
men Dette er dens Tale: «Du er meer
end Menneske: det dræber; du jo frelste».
Ei Kjærlighed har noget Tomt omkring sig.
Den fylder Dybet med Velgjerninger.
Ja, se, den fylde kan med Ømhed ene,
om Gud din Haand til Fyldens Horn ei gjorde.
Og Himlen daler ned i dens Tilbedelse.
Alene den naaer Gud den Højeste;
thi Nærmelse den stræber efter, og
dens skjønne farvde Øje (det, hvis Laag
Indbildningskraften kaldes) seer,
hvor Aandens Sandhed skue vil forgjæves.
Ja, var Fornuften end et saadant Blik,
der solklart, uden Farve, saae det Høieste;
og var vor Frihed end, vor Dydbevidsthed,
en Vinge, som os mægted did at bære;
dog Kjærlighed var fulde Svanebarm,
hvis Banken var det Øjes Glimt og Kraften,
som løfted Vingerne forbi, forbi
og – did! Ja, dette «Did!» vi, midtimellem
de skarpe, følelige Verdens Syner,
af Livet bruste-om, maae, i vor Dæmring
tilbagetrukne, koldt benævne:
«det i sin Reenhed Usynlige, Uhørlige;
det i sin Høihed Ufattelige».
          Ak!
er Støvet mørkt endnu? Se, farve det
med Regnbuens søde Skjær kan Mennesket:
med Haab (som Grønt: det er jo Jordens; thi,
naar sandeste Fornuft det planted her
380det Vished bliver hisset, vide vi.)
. . med Tro (som Blaat; thi den mod Himlen seer,
selv fast som Hvælvet, lys som Dagens Smiil)
. . med Kjærlighed (som Rødt: den Livsens Ild
i Muld, men Helligaand i Himlene.)

Men en uendelig Kraft til Sandhed er
den Sol, som (Dagens Straale liig, der kun
i mørke Skybund maler Buens Rund)
i Støvets Mulm fremskabte saadant Skjær.
(Men, Mørket borte, Regnbuen visner vel,
flux klar, alene straaler Solen selv.)
Men, svulmer Graven der (som sjunkne Sky,
der æsende bag klare Syns-kreds smyger)
vort Væsen straaler i en Himmel nye,
og seer da, Hvad, da Livet skarpt sig malte
om os, vi det Usynligt Rene kaldte,
bestandig saa i samme fjerne Høihed.
Vi see os mange lige Aander blandt,
for hvem, som vort, et Liv i Mulden svandt;
at stærkere Frihed, lysere Sandhed gjør
hver Aand end meer selvstændig nu end før,
mens renere Kjærlighed dem Alle smelte
(se Jordens Glorie, Aanders Straalebelte!)
isammen til et helligt, aandigt Eet.
Dog Tvende steds (som skyggende een Flamme
med eente Vingepar) gjensidig nyde
hinandens Salighed: de flyde som
i samme Kjærlighedens Fylde sammen.
Et mattet Bild af denne Salighed
i Støvets ædle Elskov skimter ned,
ja selv i Hanget til det døde Skjønne,
sær Skjønheden i Menneskets Gestalt,
om Marmor kun og malt.
. . Ja, det er Ahnelsen, at hisset er
(end selve Sorgen) skjønhedsformet Alt.
Som skrumpet, kroget Træ har Frugten rød,
saa vel, som Det, der Skyen Blomster bød:
i Herlighed fremgaaer en himmelsk Form
381af hæsligt Støv (som Sommerfugl af Orm).
Selv den, der Gysen fik igjen, naar venligst
han hilsede; ja Den, Naturen, som
i Kaadhed, traadte under Fødder, saa
han Menneske ei ligned, see – han staaer
som Engel paa sin Grav; og, var han from,
med Livsens milde Farve, Rosens Skjær;
men, var han ond, da bleg, dog skjøn han er.
Thi det Guddommelige-Eviggode,
(naar Aanden har sig renset, saa det sande
Aandsliv, den Saligheds-bevidsthed, kan
sit Livsskjær i hans Kummers Bleghed blande)
i fulde Kraft maa eengang bryde frem;
thi bier, bygget vel, men uden Pragt, dens Hjem.
Som her, hist Perlen har ei runken Skal.
Mon Sokrates’ den skjønne Sjel ei skal
hist faae sit eget Skjønheds-ideal
til Udtryk? O, et Saadant i din Sjel,
Det er den Form dig hisset blier tildeel.
Af Sokrates nu leer ei Klinias’ Søn:
Han visere er vorden, Hiin vel mere skjøn.
– Ah, Skimt af Himlen! – herlig, skjøn, saa selv
den kummerblege Aand, bagefter hvem
fra Muld sig Uskylds-blodets Røgskyer hvælve,
(liig blaae, i Dødskamp sammenknugede Hænder
uhyre, efter Aanden rakte frem)
en Retfærds Klage, mild som Bønnen, sender
Alkjærligheden hen; og Aandens Vemod
Alkjærlighedens Naade-svar! –
Men Jeg er Sandheden og Livet. Hvad
er sandt paa Jord, i Himmelen er Sandt.
Hver da, som vandrer om i mine Spoer,
som elsker mig, som jeg ham elsker, Han
skal uafbrudt sit Liv i Kjærlighed,
i Sandhed, Frihed hisset blive ved:
hans Sorg ei Himlens Salighed skal blegne.
Den, ikke troer, maa hisset først, med Smerte,
oprykke Last og Løgnen af sit Hjerte,
før han kan saae den Sæd, hvis Modenhed,
382han seer, med Blusel, straalende igjennem
talløse Brødre, Himlens Englehær.
Omvender Eder da i Støvet! Skyder
mod Himlen, hvortil I er’ bundne op,
I unge Ranker, som med Frugt og Knop!
Den, mine Bud vil holde, han skal see,
at Gud dem talte selv til Himlene.
Hør, gode Engles Jubelsange lyde
for hveren Synder, som sit Øje mod
de høie Himle slaaer fra Muld og Blod:
som mod sit Maal, imod sin Himmel seer,
bevidst, han nu ved Stigens Fod kun er:
som, dyrkende sit eget Guddomsvæsen,
(er: Sandhed, Frihed, Kjærlighed)
her ligesom det høie Embed tager,
i eget Hjerte at opdrage
et Gudsbarn for en Himmel.

O, stræb, du Støvets Aand, da fremimod
Guds Hellighed! Naar Ufuldkommenhed
hentil Fuldkommenheden stræber da,
sin egen Plads, sit Navn den selv forlod:
den er ei Ufuldkommenheden meer,
men Dyd i Himlen, som i Støv, den er.
Vord som de Himmelske – o Dette er
min Læres Sjel! – du Støvets Aand, fuldkommen.
Selvprøven hisset, om du stræbed her,
som Gud du skylder, redeligt, er Dommen.
Men før du Himlen sand i Muld kan naae,
du ydmyg, stolte Aand, tilbage maa
til Barnets Himmel vandre – ak, hvor liden!
en Roses Hvælv dens Rum, et Smiil er Tiden . .
saa liden, dog den har i Uskylds Øje
en Sol, som speider sandest dog det Høje.
O, Kjærlighed er Stien, som didhen
til Barnets Himmels Indgangs-hvælving for
den store Himmel, Engles Hær beboer,
kan ene føre voxne Aand igjen,
(som Vedbend synes højen Fjeld at smelte
383med Dalen sammen til en Blomsterhøi)
ja om du stærken Samson var i Belte,
om Løvehuden om din Skulder fløi.
Ja, stod, som Judas Maccabi i Kraftens
blodskummende Svulmen (som en Uveirsaftens
rødbræmmede Skyer, der blussende ombruse,
som om de Bølge-lyn, de drak, beruse)
du end som Folkets Frelser paa din Val:
dog Kjærlighedens Aasyn, Ydmyghed,
bag mørke Laurglands glorielysne skal,
hvis, Mand, du og i Himmelen vil kaldes
en Helt, og der din Kamp skal kaldes Seir.
I Ydmyghedens Engle-rustning, da
bestig Fuldkommenhedens Stige, ned
i Støvet sat af Guds Alkjærlighed:
din Sandhed skuer opad; Kjærligheden
omfatter; Frihed stiger op franeden;
hver Dydsdaad er et Trin; hvis Gud ei gav
dig Evne – se, som Engle da nedsvæve
fra Gud din Troe-cherub, din Haab-seraf
og op den Arme uformærkt de hæve.

– Hvor lys, o Støv, er du ved Frelsen vorden!
Du Himlens bedste Sandhed veed:
den, ved min Død, fra Himlen arver Jorden.
Hvor salig er du, Støv, ved Frelsen vorden!
Guds Naades Straaler planted ned
i dig en Himmels rige Kjærlighed:
Du nævne kan dens Himmel-navn, det Navn,
hvormed den nævnes i dens Fødestavn:
det Skabelsens og Saligheds Mysterium,
som før de salige Aander ene kjendte:
som, lydende fra Himmel og til Himmel,
ligt helligt Schibboleth i Aandens Vrimmel,
end højere stedse Kjærligheden tændte:
det Ord, det Navn paa Himlens Salighed:
«Se, Gud er Kjærlighed, og Hvo i Kjærlighed
forbliver, er i Gud, og Gud i ham!»
Af dette Helligste har Støvet malt
384et Billed sig i: «af din ganske Sjel
du elske Gud! din Næste som dig Selv!»
Men «Næste» er for skarpt et Penseltræk,
der sletter baade Dyb og Himmel væk.
Os Himmelen og Dybet netop er saa nær,
som Kronen og Sandalen Drottens Hjerte er.
Thi er vor Næste da Alverdens Alt.
Af hiint det Helligste har Støvet, liig
i kolde Steen, en Form afmeislet sig
i Budet: «Handling være Fordring liig!
Gjør Næsten Hvad du vil, at han gjør dig!»
– O er mod hiint det Himmelske ei Dette
som Støttens Malm, der klang kun, naar man slog,
mod Engle jublende, med Vinger spredte?
Hvor lyst og saligt er ei Støvet vorden,
naar Himlens Naade straaler Sandhed ned,
og Kjærlighed gjensmiler ifra Jorden!
O, hvor ophøjet er ei Støvet dog,
der veed, en Himmel ligger foldet sammen,
og folder ud sig i dets eget: «Vil!»

Ha, har du hørt? Ja i dit eget: Vil!
O, hørte du? du Naade-overstraalte!
O hørte, saae du, Livsens Væld, det evigt-
henrislende, bag Stjernerne i Himlene,
Guds høie Herlighed, sig tabende?
Knæl ned! det risler ved din Fod. Knæl ned!
Som Elven glimtende igjennem Dybet
sig skyder Himlens Sandhed lysnende
din Frihed gjennem (før den sorte Afgrund,
hvis vilde lunkne Rigdom yngled Drager)
– ja Sandheds Straaler, hvert et Straaleglimt
er Kjærlighedens Dug udstrømmende!
Et Verdensdyb af Frihed, en Himmel af Sandhed,
opfyldt af Kjærlighed, som Solegran,
der smeltende i tusindforme’de Verdner
(din Daad) udgaae . . se dette er din Sjel!
Knæl ned! elsk Støvet! Himmelen tilbed! (Jesus og mange af Folkene knæle ned i Bøn)
385O hør os, vor og alle Himles Fader!
Dit Navn – o Guddom! – som i Himlen vorde
forherliget i Mennesket paa Jorden!

En Mand.
Os er en Frelser fød i Davids Stad.
– O Livsens, Frydens Budskab!
Jeg troer, ja sandelig, at vi herefter
skal skue Menneskets Søn hos Kraftens Høire
at sidde, og i Himlens Sky at komme.

Jesus. (reiser sig langsomt fra Bønnen)
Ja sandelig Guds Almagt holder over
mit Ord sin Haand! Jeg gaaer, forherliget
af en taknemlig Jord (Guds være Æren!)
tilbage til min Fader at forherliges
i Himmelen til Billed af hans Hellighed.
– Matthæus, sande Jøde, følg mig du!

En Mand.
Omvendelse og Syndsforladelse
(din Viisdoms Alpha og Omega, Mester)
prædikes Alle; ja og de Hellener,
men først begyndende ifra Jerusalem.
Du kan det? Ja, vi Alle, selv de Vise
i Daarskab vandrede. Din Myndighed
maa være stor; thi seirrig var din Sandhed.

Jesus.
Ja, Lukas, Frelsen er Aljordens. Her
dog sættes Ploven først i Jorden. Følg mig,
og udkast Lysets Sæd, saa fjernt du vil.
Du elsker Antiochien meer end Zion
– Vel! ogsaa den er pløiet bort fra Mørket.
I Himlens Navn jeg talede til dig.
I Himmelens og mit, tal du til Alle!

386En Mand.
Ja sandelig din Frelse er os bedre
end Offerrøgs og Blods.

Jesus.
Slut dig til Petrus, – du Johannes Markus.
Du læne dig til Klippen, svage Vaand,
der voxer nær Guds Riges Indgang op.
– Matthæus, Markus, Lukas og Johannes
(min Liigsteens alle fire Siders Indskrift)
I skulle vidne sammen! Imod Øst
og Vest og Nord og Syd I skulle fare
som Evangelets Engle ud fra Zion,
fra Pol til Pol hverandre svarende
som Echo, sammensmeltende, som i
Cherubens Billed, Sandheds Tegn med Kraftens
og Høiheds: Englens, Løvens, Tyrens Hoveder
og Ørnens, suste om af Lynets Vinger.

Mænd.
Ja, sandelig, os Frelsen er oprunden!
I denne er, hvem Moses spaaede, funden.
I ingen anden er der Frelse; thi
er Sandhed dobbelt? dobbelt Støvets Væsen?
et Andet være end hvad Denne sagde,
at elske, haabe, troe, og være fri?
End under Himlen lød ei Navn som Dennes
i Kraft og Signelse. Hvo «Jesus» nævner,
Han nævner Haab og Tro paa Himlens Naade,
Han hader ei, kan ei sig Selv foragte;
thi da han mindes, at i Jesus var
hans eget Væsens Storhed aabenbar.

Jesus.
Jakobus, du, hvis Retfærd smiler med
din Broders halve Phantasie! du, Judas,
der arvede, som yngste Broder, kun
dens sværmende Skygge – ja den Skygge liig,
som Fakkelbæreren henkaster, stor
387som Ahrimans Vinger, dandsende paa Væggen!
Andreas, mandige, du Petri Tvekrog!
Philippus, du Oprigtighedens Ja
og Nei! Nathanael, du Storm i Taagen,
du Mulmets raske Blussen-hen i Lyset!
og Thomas, du, du Vemods aabne Saar,
du Haabets Vægtskaals Dirren, Ømheds Angstskrig!
Simon, du Nidkjærhedens Blus!
Og Judas Isch – – (afsides) Ha, hvad skal tegne dig?
Et Dyb, der kjækt sig hvælver opad, som
om det en Himmel var? En Ørn i Dybet,
med Snoge lænket? Ørnevinget Slange,
mod Solen flyvende? Livspalmens Orm?
– Dog vidned han. (høit) Ja, Alle I og Judas
I er kaarne! Indtriner i det Helligste!
Om Lysets første Kilde bøjer Eder,
som Hulens Søiler! I, min Viingaards
førstmodne Druer, voxede paa Lysstraaler,
min Kjærlighed, den ømmeste og hemmelige,
skal kryste, saa at eders Kraft udstraaler
til fjernest Vraa paa Jorden Lys og Fryd!
Se, stor er Høsten; Arbeiderne dog faae!
Men beder Høstens Herre, at han sender
Arbeidere! O, hvis I bede sandt,
da Selv I vandre hen at høste! Se
alt hvidne Agrene mod Høsten! Ja,
som tunge Ax, alt bøie Folkene
i sine egne Barme sine Hoveder.
Hvo gaaer at høste, han sig samler Frugter:
en Salighedens Sæd han kaster i
sin Evighed ud. Der Selv han høster.
Udflyder, mine Straaler!
Teer Verden eders Troes stille Lys!
opløfter eders Haab som høje Fakkel!
rundtspreder Kjærlighedens milde Varme!
Da tøe de kolde Hjerter – Ja ved Veldaad,
(thi jeg i stille Timer blotter Eder
Naturens Kræfter) ja ved Underdaad
borthugger Iisen! . Sæden finder Furen:
388som milde Vaarduft, stiger fra de Hjerter,
hvor Saligheden staaer i første Blomster,
til Livets Fader Priis.
Gaaer ud, I Arme, bringer Støvet Rigdom!
Forkynder Mennesket, det er gjenfunden!
Thi sandelig det var fortabt, forsvunden
i Løgnens Mulm, i blodigt Dyb, hvor hellige
Bedragere, liig Drager, søvnig Dunst
udblæste, hvor, liig Kingeler i Krogene,
Voldherskerne med Lænker, rindende
af Kronernes giftgule Vorter, Dybet,
ja som med Kingelvæv, tilspandt.
Ha, gamle Afgrund, Guds nedsjunkne Himmel,
Hvo skulde troe, at endnu kunde Engle
paa Bunden leve, dog som trællende?
Men se opsvæved derfra ei en Engel?
Nærved Herodes Throne opstod Frelseren.
Men Dybet revnede som af et Lyn,
da Frelserens Blik saae ned deri, og – se,
(ja først jeg Eder saae I Sendte-ud)
se Engle gik der trællende paa Bunden,
med Vingerne, af Kingelvæv omslørte,
og Blod i Mørket drukke de for Vand,
og Slangehoveder for Brød de aade.
Men, se, ved første Glimt opsvæved Tolv
(o fagre Stjernekrands!) og rystede
i frie Himmel Vingerne; og Jubel
og Lys udklang og straalede fra Spidserne.
Gaaer, raaber Det til Ypperstepræsterne!
Gaaer, hvidsker Romas Imperator Dette!
Og han skal sortne i sit Domus aurea.
Han vil ei længer være Lastens Keiser,
og Syndens Kroners Krone; thi hans Synd
er Romas Ære, Romas Synder ere
Herodes’ Ære, ja for tusind Konger;
og disses Synd forgyldte Mønster for
de arme Folk. – Se dog, hvor Synden har
til Afkom Trældom, Trældom atter Synd!
Men Præsterne, end meer ærgjerrige,
389erkjende ingen Formand i Bedrag.
Hver Præst i Løgn er summus pontifex.
Ja siger, Hvad I hørte: at paa Zion
har Mennesket i Guddoms-storhed reist sig,
og peger modigt paa sin store Fordring:
at nu for Trældom rødmer det; thi Gud
har viist dets Odel-frihed: at det nu
med himmelsk Sandhed lyser hver en Løgn
tilbage i dens Dyb, Bedragerens Hjerte!

Men blusser Modet? Kephas, ah, jeg seer
din Pandes Aarer svulme op til Lænker,
Voldherskerne at binde med. Ak, sandelig
jeg siger Eder: min Sagtmodighed
skal være eders Mod-fyrs indre Glød.
Sand Iver for det Gode brænder langsomt;
thi den er jordisk Billed af den Iver,
der rører sig i Himlen: Helligaanden;
og denne brænder evig.
Mit Aag paa eder løfter da! Det er
Triumf for Menneskheden! Se, som Faar,
jeg sender eder hen blandt grumme Ulve!
Men, se imellem Ulves Kløer ud,
som Duer, flyve I. Blandt Dragerne
I være kloge Slanger! dog den Tunge,
I stride med, en Olieqvist skal være!
I smile maae, mens Ryggen rinder blodig.
Hvis Mig I ville følge,
da bærer tunge Kors som Seierspalmer!
I Templer, klapprende af Præsters Vrede,
i haanopfyldte Synagoger staaer
med halvdækt Smiil, som om I rugede
paa lønlig Fryd! I Kongers Halle,
hvis Søiler Trudslerne og Dødsbud synes
at have flyttet ud saa fjernt, I staae
somom i kun en Snekkemusling saae!
Se lange midnat-sorte Præsterækker, se lange luerøde
                    Konge rækker,
som Tordenskyer og Lyn, omringe Eder!
390og Lærdom, Letkorns Avner liig i Hvirvlen,
og Trudsler, blæsende op Purpuret
til Baal (hvor fluxen Tusind smede Øxer)
formørker Eders Øine, qvalmer Ørene!
og, hvis I tale ville da til Folket,
det svarer eder kun med Stenes Hviin.
Dog I, hvis ret I see min Sandhed, hvis
I føle sandt min Kjærlighed, forundrede
skal høre Himlens Jubl fra Eders Tunger.
Og Eders Straaler bryde Hines Lyn;
og Eders Tale lyder midti Tordnen
som Domsbasuner eller Almagts Bliv;
thi ogsaa Dette lød til det Gjenstridige.
– O, Gud er med os, Hvo vel da imod?
Frygt da ei dem, der kunne dræbe Kjødet,
men Sjelen ei; men frygter, at forraade
ved Feighed det betroede: Frelsen! – Hisset,
hvor Svaghed aldrig kaldes vil Nødvendighed,
ei Frygt en Bævren efter Skjebnens Fingertryk,
Jeg strengt skal dømme Eder; strengere
I selv dog ville dømme, selv fordømme!
Hvo frelse vil sit sande Liv, det evige,
han ofre freidig et for Pligten! Ak,
hvad vandt I, vandt I end den ganske Verden,
men skaded Sjelen? I stjal fra eders Salighed!
Se, Fuglen har sit Rede: Verdens Frelser
han ejer ei at læne Hovedet til!
Det hviler i min Faders Skjød: . . ja stærk
er min Bevidsthed om min Daad: til den
jeg læner mig, og reiser mig, at dynge
et stedse højere Leie op. – O hviler saa!
Hvo følger mig, han er i mig. Hvo troer,
han skabes ny, thi han maa troe
et Helved nu, hvad før han kaldte Himmel.
Hvis I min Sandhed lære stedse reent
(som efter samme Lysets Straale vandrende)
da stedse Jeg i eders Samfund er,
gjenlevende i eders Ord. Mit Blod
skal rense Eder; ja som Lue-dryp
391bortsvide Lunkenhedens Mos, hvis den
vil overgroe mit skjønne, nye Tempel.
Mon ved mit Kors I gyse for at lide?

Apostlene.
Det ske dig ikke, Mester! Døe? . o du?
Ha, skulde ikke Himlens Lyn nedstyrte
paa Den, som rører dig, du Hellige?
Vi skulde være Mænd, og vogte ei
dig, selv med Sværdet?

Jesus.
          O, I mine Venner
– ei Tjenere! – ei viis er eders Kjærlighed.
Da mørk og kraftløs Himlens Sandhed var,
om Skyens Gnist og Sværdglimt var dens Lys
og Styrke. Hører, sandelig jeg siger:
mit Blod skal vorde eders Blus i Mulmet,
mit Blod skal synes Eder Roser, naar
I træde Torneveien. Sandelig
jeg siger, under Himlens Pagt med Jorden
skal mange Indsegl gløde, dog først mit.
Mit Blod skal mætte Jordens Djævle meer,
end alle andre Sandhedsoffres.
Jeg segner ned i Dybet, forat fylde det.
Mit blodige Kors skal vorde Seirens Fane.
Naar Kampens Høvding falder, jubler Fienden,
som var alt Seiren vunden – ha mon ei
hans Blod opgnistrer Modet i hans Venner,
hvis de ham elsked? frem de styrte atter,
som om hans Aand paa hvert et Glavind reed;
de rive Seiren til sig, for med den dog
at kunne dække ham. – Jeg døer.
Jeg blotter Støvets Synd, og Støvet, i
sin første Blusel, derfor hader mig.

392Qvinder. (omfavnende Jesu Knæ)
Men Vi, o Vi, Vi elske dig!
          Jesus, Hellige, du Høie,
vil du med et naadigt Øje
          skue ned,
ned i Støvet: der du finder
          Kjærlighed.
Skulle – ak, vi arme Qvinder:
          Vi, som toe i Graad din Fod,
saa beriges, signes, at
see vor Ømheds lille Skat
ene lagt i Vægtskaal mod
          hele Jordens Had?

En Qvinde.
Dig hade, Barn? Ak elsker Jeg dig ei?
Du blodig døe, min vakkre Søn?
          Ak, vogter Jeg dig ei?
Som Dug i Græs tør see mod Solen selv,
          og Billed af den gjemme i sit lille Hvælv,
din Moders Øie vogter paa din høie Vei.

Jesus. (bevæget, bortvendt)
Maria! Moder, du Velsignte .! (hemmer sin Bevægelse. Til Maria)
                    Qvinde,
Du har ei meer din Søn.

Maria.
Ak, engang dog mit Hjerte var
          meer stort end dit, min Søn:
da det dit lille Hjerte bar,
          og vugged det i Løn.
Din Høihed, som tilbage skyder
med sine rene Straaler – o! –
393den Ømhed selv, en Mo’r kan byde:
den Ømhed – ak, dens hele Høihed
er Synderindens Haab og Tro:
den Ømhed – ak dens hele Reenhed,
dens hele Skjønhed er
en Moder-Taare, som sig bryder
i Glimtet – ak, det aldrig meer
dog blier end Støvets Farvespil;
thi rene Modergraad sig bryder
i Glimtet af en Qvindes Smiil . .
. . Din Høihed (ja, maa Palmen, der
i Sky er Engles gyldne Stol,
ei kime først i dunkle Muld?)
. . Din Høihed, hist i Himlen stor,
guddommelig paa Jord,
som liden Gnist (men dog en Sol)
som lidet Æg, dog engang laae
i mine Ahnelser indhyllet,
der (Skabelsesmulmets lunkne, graae
frugttunge, svullne Skyer liig)
omkring mit Hjerte stedse skylled’,
til, da jeg saae mit unge Liv,
Gud-Faders store Bliv,
malt i min Spædes milde Blik,
til da, til da de tændte sig,
for i Velsignelser at strømme
ud som en Lyskrands om dit Hoved.

Jesus.
Hør, Qvinde, meer du ejer ei din Søn!

Maria.
Ja, mens mit Hjerte, stort og fuldt,
dit lille Hjerte ammed skjult,
min Ahnelse frugtsommelig
og med din Høihed gik.
Ah, søde Foster, mine Drømme
mon du indblæste dem?
394Din spæde Aande lufted til
en Himmel ud min Barm?
Ah, mon de præged sig i dig,
da du i mine Hjerterødder,
du søde Blomme, hang?
og voxte saa med Manden frem,
i Mandens Ord fremklang?
Vel gamle Simon – stakkels Gubbe!
(og Anna havde glemt
at være Moder) – ved din Vugge
sang baade Godt og Slemt.
Men Jeg mit Hjerte bedre troer:
Det nynned da, det jubler nu:
«den saligste af Mødre du
Maria er paa Jord!»

Jesus.
I Mig du har ei, Qvinde, meer din Søn!

Maria.
Oh! tusind Stjerner vide vel
(de saae det selv) jeg fødte dig.
Og tause Nat og Himlens Hvælv
vel hørte mine Smertesskrig

Jesus. (rystende paa Hovedet)
Maria! Maria!

Maria. (knælende for Jesus)
O Jesus, Jesus, Jesus! Ak,
jeg veed, at Herrens Tjenerinde
en Søn kan miste; o, men aldrig
(det veed jeg vist) et Barn sin Moder.

Jesus.
Du rige, karrige Moderkjærlighed,
ei dig alene, men en Verden
du gav en Søn. Ei Frelseren
har Moder, Søster eller Broder.

395Qvinder. (knælende om Jesus)
Veninder han har. Høihed, vi tør
elske dig under din Mildheds Slør.
Som Blomsterduft lette, trofaste, stille
          som Lysalfer, Vi
omsvæve ville,
Jesus, din Stie.
Til Seir eller Død, til rædsomste Fjerne,
som ydmyge Terner, vi følge dig gjerne;
som Søstre dig pleie;
som Mødre dig give, ja Alt hvad vi eje.
Du seer vore Hjerter: ei længere vil
du klage: jeg har ei at læne mig til.

Maria.
Din Moder da tør
dig elske og følge og pleie og tjene
som Først iblandt Disse? O, før
          jeg elsked dig Ene?

Jesus.
Maria! O du – Moder!

En Qvinde.
Du hades, som tilgiver? Vee, Du døe?
Hvad blev jeg da? Jeg lever i din Naade.

Jesus.
Maria Magdalena, Ømheds Sorg-skrig,
du Angers Frydraab, Graad i ildfuldt Øie . .

En Qvinde.
Hvo tør Messias hade? Herren døe?
Har Du ei mine Sønner?

Jesus.
Salome, Kjærlighedens høje Digt,
du himmelvendte, aabne Aasyn!
Og dog du – Qvinde! . .

396En Qvinde.
Ak, hader Nogen Dig? Da maa jeg sørge.
Og døer du? Er min Død da meer end Sorg?

Jesus.
Maria, Lazars Søster, Stilheds Tanke,
du Troens aabne Øre, Ømheds i
sin Eensomhed hørlige Hjertebanken! . .

En Qvinde.
Hvad Daare hader Dig? Jeg ham vil hade.
Hvo dræbe dig? Er Du ei Herren selv?

Jesus.
O Martha, du Ømheds Zittren, Skrig og aabne Haand! . .
Susanna og Johanna og i Alle,
I søde Blomster om mit Kors!
jeg siger Eder: Disse ved min Fod
er’ mine Børn (se Simon Kephas førstefød!
og du Johannes, den Sær-elskte i mit Skjød!)
Men Alle, som paa Jord, min Faders Villie gjøre,
et evigt Broderkys jeg giver i mit Blod.
Og alle Jordens fromme Qvinder flette sig
i Søster-krandsen, som I Gode, slaae om mig.
Men sandelig, mit Blod I Alle skulle see,
og høre Hadet juble, Lasten seierlee.
Den leer af Dødens Krampe. Bevidstløs er dens Glæde.
Men lyse Fredens Aldre gaae frem af Ligets Klæde!
At Alting kan fuldkommes, maae disse Rædsler skee.
Thi se i fjerne Slægter, naar Anger knæler ned,
hvor Hadet engang i mit Hjerte traadte, naar
til Korset Tro og Haab med Jubel lænet staaer
(ja høien Tro med Haabet, dets lille Himmelbarn:
i hveret Hjerte da
et Billed af Maria med Jesus i sin Arm)
saalænge Jorden lever, min Død af Kjærlighed
i Millioner Hjerter skal føde himmelsk Liv:
          et Liv af Kjærlighed.

Mænd.
En stor Prophet har Gud i Naade sendt
sit Folk.

Præster. (afsides)
Hør! Folket raaber. Knapt det seer
paa Os. Ha gaaer det saa, da er det ude
med Os. Vel, traf vi ham, i fule Spørgsmaal
vi hilded ham, og, som en fangen Fugl,
vi viste ham for Folket. Men han flyver,
som var han Rygtets Vinge, videnom.
Og, see vi ham, da see vi ham forskandset
bag Tusinders høit stigende Beundring.
Med stive Øren, aaben Mund
de stime om ham, løbe hjem saa, hilsende
paa Veien baade Romere og Græker,
uddele deres Gods, men komme ei
i Templet, uden naar den nye Rabbi
(ret somom det tilhørte ham) fremtriner,
for Os at lære – Os! Ja, om de gabe
for bedre ind at drikke Mestrens Lære,
hvadheller forat sluge os, vi vide ei.
Dog bedre, at han er her ei; thi saa
hans lange Hale, denne Folkestimmel,
vi kunne bide af ham. Ha, mon Kongen
alene skulde kunne hevne sig?
Han bandt for Folkets Øine jo Johannes,
der trodsed ham? Han var jo og en Frilærer?
Herodes Antipas stjal fra os Hevnen.
Mon Folket skulde taale Synet af
den bundne Jesus? Ah, Herodes, gid
du farved Purpret i Johannes Blod,
og tørred Folkets Øine dermed; thi
de blændes fast af Graad ved disse Taler.
Det vantes til, det fik da Forsmag paa
den Nazareners Blod. 398(til en Mand)
          Hør, Mand, du gode
Israelit, siig, om du veed det, hvor
vi søge Tømmermandens Søn?

Manden.
Hvem?

Præster.
          Han fra Nazreth.

Manden.
          Hvem?

Præster.
          Den Gudsbespotter.

Manden.
I eders eget Hjerte søger!

Præster.
          Ak,
du ei forstaaer os! Jesus mene vi,
den Tømmermandens Søn fra Nazareth,
den Gud, i smudsig Armod voxet op,
Ham, som ved Djævlens Magt uddriver Djævle,
Ham, nogle Rasende Messias kalde.

Manden.
Ah Ham? Jeg spurgte ham ei om hans Fødsel.
Vel, søge I Messias, søger da
i eders Hjerter. Jeg i Mit ham fandt,
men først da denne Jesus, ja fra Nazreth,
opvakte ham?

Præster.
          Ha, du, du Synder, er
da og en Galilæer? Er du Jøde,
da siig, om noget Godt end kom fra Nazreth?
Da siig, om Denne, som forhaaner Loven,
(thi høsted ei en Sabbath hans Disciple?)
399som haaner Fædrelandet (thi I saae
ham selv i Synderes, de Fremmedes,
og Tolderes Gjæstebud; og mon han da,
med utoed Haand sig teer som Skriftens Vise?)
. . Mon Denne er Messias? Israel, da
var Haabet (thi det var dog stolt og skjønt,
og kraftigt, saa det fødte Hevnens Forbud:
Forbitrelsen mod Jordens Synderfolk)
dog bedre, bedre end denne usle Sandhed,
som slæber Israel ned blandt andre Folk,
og kaster Guds Børn hen blandt Jordens Hunde,
som giver Israel Syndere til Brødre!

Folk.
Hvi talte I ei saa imod ham, da
han ottegange raabte Vee mod eder?

Folk.
Vi vide, at Han sagde: «Præster, I
med toede Hænder plyndre Faderløse.»

Folk.
Han sagde: «Vee, hvis Alle rose dig!
Ei kommen er den Tid da Det er Roes.»

Folk.
Han synded imod Loven? O vi vide
blot at han sagde: «Gud, min Fader, har
til Kjærlighed, og ei til Offer, Lyst.»

Præster.
Det synes eders Armod bedre; thi
I have ikke Offre. Men for eder
vi Præster offre jo.

Folk.
          Han pegte paa
sig Selv og sagde: «her er Verdens Offer!
Ja, Gud min Faders Villie skee!»

400Præster.
Hans Fader? – ha!

Folk.
          Ja hans og Alles Fader!
Nu ere Israels Grændser blevne store.

Præster.
Hans Fader? Rasende! Guds Søn? Han? Han?
Herfrem I To? I ere Jesu Brødre.
Fortæller – Vee jer! – er jer Bro’er Messias!
en Gud? haha!

To Mænd.
Vi ere Simon, Joseph, fødte af
Maria, Jesu Moder. Vi ei troe ham;
thi, se, vi legte med ham, saae ham voxe,
vi aad af samme Fad, vi sov isammen,
og bar hans slidte Klæder.

Præster.
          Hørte I?
En pjaltet Israels Frelser! Hahaha!

To Mænd.
Vi ere Judas, Jakob, fødte af
Maria, Jesu Moder. Vi ham troe.
I Brødre, voxer Palmen ei som Græsset
fra Mulden først? Se, alle Vi, som Børn,
ei kjendte ham, vor Broder efter Kjødet:
han elsked Stilhed, og hans Stilheds Ven
var, da han voxte til, Johannes,
den Zachariæ Søn, den store Døber.
Se, da vi saae hans Høihed, glemte vi,
at Han var voxet op, som vi, som Græsset.

Folk.
Ja sagde ei Messias: «Jeg er kommen
at kaste ild paa Jorden. Gid jeg saae
401dens fulde Blus! Thi den er Lysets Seirskamp
mod Mørket. Se, i samme Huus
opstande Tre mod To, og To mod Tre.
Og Fader Søn, og Broder Bro’er forraader.»

En Mand.
Han sagde: «en Prophet er ringest agtet
i eget Fædreland.» Det veed jeg og,
at, var han i mit Hjem, i Hellas, da
han æredes.

En Mand.
          . . Som Viismand kun, Hellener;
ei som Messias.

Præster.
          Vee den Oprører!
Da Israel sammenholdtes ubrudt,
saa fast af Arons Ring, at det ei agted,
at Davids Krone-ring omkring det brast,
da var det end een Nakke, altfor bred
for Romerens Sværd. Men nu, De komme,
og ødelægge Land og Stad – de komme,
og Cæsars fasces, fulde af blinkende Spidser,
blier Taarepile satte over hver
en Israels Mand.

Folk.
          Er der ei Splid i Raadet, –
i Templet selv, om Hvad der er bag Graven?
Vi elske Freden. Al vor Fryd er kun
et Haab; men Jesu Udsagn (thi vi troe)
har gjort det til en Vished.

Præster.
          Israel! Ha,
Vi ville Guds det hemmelige Navn
udraabe over dig, og du skal synke
i Jordens Gab før det, det Hellige,
402end er forraadt til Luften . . du skal synke,
som de Forrædere i Ørken, hvis
du hid, at høre denne Jesus, kom.

Folk. (Afsides. Bevægelse iblandt det)
Hvad skulle vi? Ak, var Jesus dog her! .

En Mand.
Ja, jeg kom hid at møde Frelseren.

Præster.
Jakobus, du er viet til at vandre
de første Blodtrin efter Jesus.

Manden.
Rodhugges Viintræet, segne vel dets Grene,
men stærkere Aflæggerne fremvoxe.

Folk.
Vi vide ei, om Han, I tale om,
vil komme hid. Men vi, vi stimled hid,
at see Herodes’ Fest.

Kongen.
Ved Cæsars Liv! min Datter, var Herodias,
din Moder, ei saa skinsyg – Ha, Salome!
hvor yndig denne Vending! Dands igjen,
hvis ei du trættes! Ah, bli’er Zephyr træt?
Du kunde dandse over Engens Blomster,
og ei – jeg sværger – deres fine Hoveder
sig bøied meer end til en skyldig Hilsen;
. . nei, eller bly Blaaklokken bøied sig,
for ei at kaldes uforskammet, hvis
den turde stirre ufravendt – – Ah, ah!
Gevandtet! Ah, Salome, nu et Glimt
neddaled Kongen til en Klokke blaa;
403og Disse der til Græs, som og har Dugøine.
– Ha dette er Ballet! Hvad synes I?
. . Den Fløite fløi vel rask – Fy, støder du
i Trillerne slig Koldbøtt’ nedad Trapperne?
– ja Dump i Dump. Polimnia, Erato
hensvæve let og jevnt ved Siden af
Terpsichore . . Dog ikke ganske jevnt
. . lidt Lokkeflagrens Frihed! Den er dog
til Hovdet bundet. Hun er eders Hoved,
I Toner, Zephyrer i Sølverplade!
. . Ja ikke ganske plent ved Siden af
. . lidt bagentil, somom I Toner vare
blot Hendes Fodtrins Klang – o Svævens Susen!
Terpsichore-Salome! Mundskjenk – hei!
du har Pocalen færdig? – drik min Datter! (Prinzessen drikker; dandser atter væk)
Saa! Ha, det Spring var Vinens Sprudlen.
Ah, andengang, Gevandtet! – Ah Blaaklokken!
Tilgiv, at Kongen er for stiv at bøie sig . .
Vi see du, søde Drue, er fuldmoden.
. . Ah, dette Sving var Rankens Sving i Vinden!
. . (Pilatus, var du her, og Portia! Ak,
jeg saae din Kulde ædes af Misundelse,
som grønne Irr dit Kobberskjold paa Gabbatha.)
. . Salome! Favre! – Ak, er det, det Sidste?
Giv Plads! Ak hviil dig! Søde, er du skabt
af Skyer, som ei vil hvile? (Prinzessen neier for Kongen)
                    Knæle? Ah,
du gjør mig til en Sol, thi for mig knæler
en Morgenrødme. – Vel, du Romer, se
end har Herodes Magni Søn at give!
Begjær, min Datter, hvad du vil (thi se,
om saa du dandsed paa min Grav, jeg reiste mig,
og saae, og sank i salig Drøm om Synet!)
Begjær, og sæt ei Grændse! ei jomfrulig
Undseelses snevre! Ja, om du begjærte
min halve Krone, se, jeg nægter ei.
Det sværger Kongen ved sin Høiheds Magt!

404Prinzessen.
Tilgiv, min kongelige Fader, at
jeg bruge vil min Moders skarpe Øje,
for ret et kostbart Smykke lede ud
i Naadens Dyb, dit hulde Smiil mig aabned.
Skjøndt Alt er godt deri, min barnlige
Uagtsomhed dog kunde gribe feil:
for lidet dybt, ja maaskee og for dybt.

Præster. (afsides til Dronningen)
Forhaaneren er i din Haand.

Prinzessen.
          Min Moder,
dit Valg er mit.

Præster. (afsides til Dronningen)
Han som dig skjældte Skjøge, høie Dronning,
fordi du elskede den ene Broder
meer end den Anden . . Han er i din Haand.

Dronningen.
Vel, Datter, mind, din Høihed trænger ei
til Perlesmykker. End jeg veed et skjønnere.
Jeg veed et Øinepar, som gloed fælt,
naar jeg, din Moder, viste sig . . jeg gad
dog see dem pludselig forvandlede
til melkehvidt-glasserte, døde Perler.
– Forlang Johannes’ Hoved paa et Fad!

Prinzessen. (til Kongen)
«Forlang Johannes’ Hoved paa et Fad!»
saa bød min Moder.

Kongen. (med Afskye)
Ha! Ei saa!

405Dronningen.
          Min Konge,
du svoer.

Kongen.
          Han bøder fængslet for sin Frækhed.
Ham Folket elsker.

Prinzessen.
          Konge, dog du svoer.

Kongen.
Jeg svoer?

Dronningen.
          Ja, ved din kongelige Høihed.

Prinzessen.
Ja, ved din Kongehøiheds Magt.

Kongen. (afsides)
Se Hoffets spodske Smiil! Hvad tænker Folket,
naar Kongens Eed ei skulde dræbe. (høit)
                    Vel!
Jeg svoer. Jeg glemte det af lutter Fryd;
thi end du dandsed indenfor mit Øie.
Javist! javist! Hans Hoved paa et Fad.
Gaaer! bringer det Prinzessen!
Ak Rose, lille Flamme-helved!

Dronningen.
Ja, blegblaae Perler! Boer igjennem dem,
og hæng dem saa om Ravnen.

Præster. (afsides)
Kan Kongen saa sig hævne, ikke Vi?
Vi bruge Consul eller Drot til Øx.

Præster. (afsides, om Jesus)
Der er Han – Ha!

Jesus.
Vee dig, du Land, hvor Sandheds Vidner myrdes
og De, som Gud udsendte, stenes bort!

Kongen. (gysende tilbage, med Haanden for Øinene)
Bort! bort! – Herodias, saae du? Ha, det var
Johannes selv, Johannes selv forklaret!
Ha, er han der? led Kongen væk! – Johannes!

Folk.
Jesus Messias hil dig! Du er kommen
i Gud vor Faders Navn.

Præster. (afsides)
Ha, begynder
nu Folkets Fest? det stirred koldt paa Kongens.

Nogle.
O, store Frelse, gjør os Tegn! Vi troe.
Gjør Tegn! Gjør Tegn! Vi troe. Kun Tegn fra Himlen.

Jesus.
Ak, troe I at bedrage Frelseren?
Den, som min Sandhed hørte, og opreiste
en Dyd-beslutnings Støtte for sin Frihed,
der kaldtes Kjærlighed af Verden, naar
den viste sig, Han har den sande Troe.
Han Tegnet paa min Sandhed deri seer,
at, som han hører den, han synes, at
den lysner fra hans eget Hjerte; Tegnet
han paa den Frihed, som jeg lærer, seer
407i Jesu Syndløshed. Hvad ville I?
Paa Jesu Kjærlighed I skulle faae
et evigt Tegn.

Folk.
          O, viis os den i Gjerninger!
Elisa fyldte Enkens Kruus, skjøndt selv
i Armod. Forolds Vise dem helbredte,
som Præsterne ei turde nærme sig.

Jesus.
I ville lære Kjærlighed at øve?
Da stræber efter Indsigt: tusind Øine
og tusind Hænder faaer den da. Se, der
en Enke bærer ud sin Eneste . . (et Liigtog sees)
Saa trøster Kjærlighed: (standser Enken og Toget)
                    Græd ikke Moder!

Enken. (vridende Hænder)
Hadavja! o Hadavja! O hvo giver
Hadavja min igjen! Hvo tør da trøste?

Jesus. (kaster Klædet af Liget)
En Yngling? Sørgeligt at Dødsdom fældes
saa tidligt over Levekraften. Neppe
er Rødmen ham af Kinden. (høit)
Saa hjælper Kjærlighed: (raaber i Ligets Øre)
                    Hadavja!
stat op, Hadavja!

Folket. (bestyrtset)
Stor, ja stor er Gud
i Frelseren.

Enken. (knæler for Jesus)
Messias! –

Præster. (skyde Enken og Liigtoget tilbage)
Bortifra
den Synder, som arbeider paa Sabbathen!

Jesus.
Et Faar en Sabbath faldt i eders Brønd.
I drage det dog op. Er ei et Menneske
meer end et Faar? Er det ei tilladt
paa den Algodes Fest at gjøre vel?

Folk.
Forbarm dig over Denne!

Jesus.
Din Smerte gammel være maa, Værkbrudne,
da du gjenvundet har dit muntre Aasyn?

Den Værkbrudne.
Jeg sørger ei, thi dit livsalige Ord
har vakt mit Haab, at Gud vil tage Villien
saa god som Daad, naar Evnen han berøved’.

Jesus.
Isandhed, dine Synder dig tilgives.

Præster.
Ha, Gudsbespotter, hvo tilgiver Synd,
undtagen Gud alene?

409Jesus.
          Onde Hjerter,
I høre ei Tilgivelsen; men dette:
at den i gode Hjerter lyder, er
den Fryd, som mildner Smerten, rigner Armod.
Mon det er lettere at kjende Hjerterne
end disse ydre Lemmer? (helbreder den Syge)
Stat op, du Karske, tag din Seng, og gaa!

Præster.
I Daarer! Daarer! Præsternes Forbandelse,
som blander sig i Eders Lov til Gud,
forvandler denne – vee! – til Gudsforhaanelse!
Messias – ja den sande – bruger til
sin Herliggjørelse ei Smuds og Sygdom,
men Israels stærke Arme, Senerne
i Juda unge Løve. Siig, hvor ere
hans Engle? Disse Qvinder? disse Karske?
den Enke? . Oh en Fattigfogeds Engle.
Hvad Lærdom viser han? Kan Denne dømme,
som end ei Nogen saae i Skrivten grunde?
Angr dog din Daarskab, Israel, naar du seer
ham staae beskjæmmet for de Skrivtens Kloge!
Hør, Rabbi, siig os, Du, som er saa viis,
at du fortæller om det Himmelske,
saa klart som vi de simple Jordens Sager:
en Qvinde givtedes med Brødre syv,
som Alle bytted Ægteseng med Graven;
Hvo skal af Disse denne Syvgang-Enke
i Himlen eie da som Huustroe?

Jesus.
          Vee!
Selv Himlen I tilsmudse, Støvets Djævle!
Ei ægtes Englene, ei heller ægte.
Var’ disse Brødre gode, Qvinden ei;
da andre Engle finde de at elske.
410Var Qvinden god, da Den af Brødrene,
som er den Bedste, vil hun elske højest,
om end ei Ømhed her var mellem dem.
Men, alle gode; da har Aanden, som
engang den elskte Qvinde var i Støvet,
saa stort et Hjerte, at det rummer Alle.
Men alle gode Engles Kjærlighed
sig vender, som umættelig, mod det Helligste,
mod Gud: i Gud, i Kjærlighed, de ere
da Alle som Tilsammen-elskende.

En Yngling. (til en Pige)
Elisabeth – ak! hørte du, han sagde:
hist som en Engel vil den gode Qvinde,
den Bedste allerhøiest elske
om end ei Ømhed her dem sammenbandt?
O, Den er bedst, som elsker sandest dig;
thi Dyd og Fromhed elsker han da sandest.
Hvi bier du, Elisa, vel til Himlen?

En Qvinde. (afsides)
«Var Elskeren god, men Elskerinden ikke,
han da en anden Engel, men en god,
vil elske» – Var det ikke saa han sagde?
Joëd, jeg elsker dig – min Elskov synded’ . .
Du hist maa lyde Aandens Dom og flye mig!
Ha – flye mig!
Dog, du er Ond, som mig forførte:
vi maae da vandre vore Veie ensomme
– ha eller (har da Helved denne Fryd?)
vi mødes i et Mulm, som her vi mødtes,
med sagte Trin? Vee, Afsky da vor Elskov?
Jerijah, ham hvem Præsten vied mig,
hvis han er god, ei heller tør mig følge.
Og mine Børn? O! (brister i Graad)
Igjennem deres Moders blege Skygge
de see min Synd, og flye. Jeg sidder ene.
Selv Joëd . . ei de Onde tør mig elske.
411Hver Aand har nok i egen Sorg. O streng,
for streng vort eget Hjertes Retfærd er!

Præster.
Du taler viist, somom du, Rabbi, kjendte
de høie Himle. Mon du kjender Jorden? (de slæbe Qvinden frem)
Her er Jerijah’s Huustroe, Ægteskabsbrydersken.
Vel Moses byder, at hun stenes; dog,
du Vise, siig os, er det Ret? thi du
vil jo forbedre Loven, ja Guds Lov,
den Helligdommens Luestøtte, som
til nu har fremledt Israel mellem Folkene!

Præster.
Nu – Mester? (Stilhed)

Præster. (afsides)
Mon Hvad skriver han? (kige over Jesu Skuldre)
«Hvi seer du Skjæven i din Broders Øje;
og seer ei Bjelken i dit eget?» – Ah!
«Vel Aanden villig er, men Kjødet skrøbeligt.»
– Jasaa? (høit)
          Nu – Mester! Du forsvarer Hoer?
Fordømmer du ei Rachel ifra Bethlem?
Skriv ei Fordømmelse i Sand!

Jesus. (reiser sig op)
Den mellem Eder, som er Brødefri,
Han kaste første Steen?

Jesus. (reiser sig)
Hvor er dine Klagere Qvinde? Have
de dømt dig? (Qvinden tier knælende)
          Jeg eiheller dømmer dig.
Gak bort; men synd ei mere!

412Mænd og Qvinder. (knælende om Jesus og Qvinden.)
Alle vi syndede: Os
fattes for Gud vor skyldige Roes.
Med Synderinden den hele
Menneskehed maa knæle
angerindhyllet ned
for Frelserens Hellighed.

Jesus.
Jeg halvveis vandret er min Vei mod Maalet:
her ville vi os hvile da, I Elskte,
i Bøn. (De knæle ned – Jesus afsides – for at bede.)

Messias.
Frelser, o kunde dit Øje
see mod det Høje:
see over Kredsen, den snevre,
hvor Livet i sundbrudte Straaler kun bævrer:
kunde – men ene Obaddon, det kan –
Støvet du blæse af Øjnenes Vand!
Da Englene saae du – –

En Aand.
          . . Adam blandt dem,
Eva blandt dem:
Abiriel i Høihed lignende dig,
Ohebiel, Maria, den Ofrende, liig.

En Aand.
. . Moses blandt dem.

En Aand.
. . Ja, som den Yngste, Johannes blandt dem.

413Messias.
– – Da Englene saae du dig knælende tjene:
en himmelsk Messias blandt dem:
en himmelsk Messias, der engang – før denne
Guds Verden at aande havde begyndt,
før Jordens Cajahel drak med det tørste
Dybgab den første
flammende Livsensgnist ind,
og udqvad i Livet sin Ruusfryd saa skjønt,
at Aanden, forelsket i Jubelen, blanded
sin Høihed med Støvet, sin Sandhed med Skin –
. . ja, Jesus, en himmelsk Messias du saae da,
der førte, som du, o Messias paa Jord,
en Aandslægt, forvildet,
i Afgrunden hildet,
tilbage til Aandens det sande
dens Saligheds Hjem.
Du Himle da skued dig jublende tjene:
Du saae dig til Almagten lænet.

Jesus. (til Lærlingene, som slumre.)
De slumre alt. Ja sødelig slumrer Den,
som sover paa et dygtigt Dagsværk. Dem
den sultne Sværm ved Bjergets Fod har trættet.
Men stige vi ei stedse opad, ene
for sødere at hvile? –

Messias.
Han – fattige Storhed! – ei seer.
Jesus, din Sjel aabne sin Hytte!
aabne sit fineste Øre, og lytte!
Himlen vil dale
nedi dit Hjerte, og tale.
Talsmand paa Jorden for Himlen,
en Talsmand i Himlen for Jorden
vil møde dig der!

414Jesus. (til Lærlingene)
. . Men Frelseren end hviler ei; thi Han
har højere Høide at bestige. –

Messias.
Som Vidner til Mødet
af Himmel og Jord
i Jesu Hjerte (det skjønne Capel,
opreist af Cajahel for Sandhed, for Gud,
beboet af en Hellig: af Frelserens Sjel)
de Elskedes Sjele (thi Slumren har løst
dem halvdeels af Kjødet,
og halvaabne staae deres Hjerter)
et Glimt af de himmelske Former skal skimte,
og høre en Susen af Himmelens Røst:
          Jesus! –

Jesus. (til Lærlingene)
. . Tilsidst vi naae den Høide (skjøndt den er
ei højere end Graven) hvor ei Kræfterne
til Hvile trænge; thi, o Luften letnes saa.
– Mon høre de? Hvad smile de – –

Johannes, Petrus, Jacobus. (drømmende)
Jesus – Himlen raaber paa dig, Jesus!

Messias.
          Jesus! –

Jesus. (til Lærlingene)
. . Ah, Disse ere herlige! De tænke,
de virke selv i Drømme for det Højeste.
Hvo drømmer: Fisk, er Fisker; Hvo om Mad,
bør gaae i Kjøkkenet, naar han vaagner.
Men det er falskt at sige: «dydig Mand
er lykkeligst i rolig Slummers Drøm.»
Thi den Bevidsthed, da fremtræder,
er qvindelig og pyntet, spædere
end Dagens vaagne; liig en Søster leende,
hvor Broderen smiler knapt i stille Kraft.

415Messias.
          Jesus! –

Jesus.
Min Sjel du raaber? Ja, jeg vil ei hvile.
Nær tynged’ Kjødet mig i Slum som Disse.

Disciplene. (leende i Drømme)
Ah, Englen raabte atter . . Sandt! Haha!

Messias.
Jesus, Maria’s Søn, Du er Messias!

Jesus.
Ha i mit Hjerte raabte der Noget:
«Jesus, Marias Søn, Du er Messias!»
O, denne min Fryd ved her for min Eensomhed
gjentage dette Ord, som jeg Jorden tilraabte tidt,
tilsiger mig, at, ligetil denne hellige Stund,
jeg troed’ det blot.
O, Hil mig, Hvad forhen jeg troede, nu jeg veed!

Messias.
Jesus! dit Frelserværk skal seire!

Disciplene. (drømmende)
Ja – ja!

Jesus.
O – som i Ørken, tjene mig Engle? bringe mig Guds
Viisdoms-raad, Himlens Forbund? Jeg kunde tilsværge nu
Helvede (Ringen indenfor Fiende-kredsen, hvis Vælde,
med Majestætens Krone og vante Synd-sløvheds Skjold – o
næsehorn-tykt – og Hadets den lange, senede Bue
udrustet, næsten indskjød i mig, det eenlige Maal,
Tvivlens de lumske Pile, der blive hængende med
afbrudte Od) . . Ja Helved (den Ring, med Illskeraad fyldt) og
Meeneeden selv, ja fast saa den troer, jeg tilsværge tør:
«Frelsen skal seire! Sandhed og Frihed ved Kjærlighed seire!»

416Messias.
Jesus! du for Menneskens Synder
          lide skal og døe!

Disciplene. (drømmende)
Ak! . . Han døer.

Jesus.
Nu Hvad jeg ahned, jeg veed. Ah, Hjerte, tilsiger du
Selv dig din Dødsdom stille, med mildsom Susen, somom
hvifted en Engel igjennem dig?
          «Jesus! du for Menneskens Synder
          lide skal og døe!»
Ja en alvorlig Engel, dog Himmelens
Mildeste, disse Ord gjennemflyver.
Ikke med Smertens Sting sig i Hjertet bored den Vished.
Straalklar og mild (som Solen, der skyder ned sig i Muld,
stigende gjenmod Himlen i Form af Blomster) sig skjød
indi min Sjel hiin Vished, med sagte Bævren; men snart
vandt den sin lyse Rolighed atter: Vishedens Tegn.
Og i det stille Lys den opskjød som Haab
den Hjertets Evighedsblomst:
Haabet: jeg og for Menneskens Frelse lider og døer:
Haabet: at disse Synder, som hyle
Seir over Uskyld, skulle (naar Liig de have, som bleeg
Anger, lagt) gjenforvandles til Dyder, med
Lovsang paa Læben, indviet Den, som dem
viste, ved største Udaad de end mod Uskyld forbrød,
(stor saa den alle Synder begrov) til
hvilken en Svimlen De stege, rasende i Synden.
– Ske da, min Gud, din Villie! Min Smerte har
Haabet (og Haabets Rente er Fryd) mig forudbetalt.
Døden? O den er kun Livets Bølgesynken,
for, som en Brænding, een Himmel netop høi,
løftende over Graven sig sort, men omskummet hvidt af
skinnende Englevinger, op sig at hæve i sin
Henstrømmen mod Alfader! –

417Messias.
Jesus: Du paa Jord, for Menneskets Frelse,
          skal gjenopstaae!

Disciplene. (fare halvt op i Drømme)
Ha! . . Han lever

Jesus. (forbauset)
Opstaae igjen? For Menneskets Frelse opstaae igjen?
Jesu Aand, Hvad sagde du?
Ak, skulde denne hellige Frydens Stund
vanhelliges ved dumdristig Prøve paa
med Øjeblikkets Glimt at gjennembore
Alviisdoms Dække? Ti! – Ak Haan!
O, Jesus styrer ei sin egen Aand.
Jeg mægter ei . . Tilgiv mig, Gud! – Jeg sygner.
Mit Dagsværk har udmattet mig.
I slappe Nerver flagrer Sjelen vildt.

Messias.
Jesus! Du paa Jord, for Menneskets Frelse,
          skal gjenopstaae!

Disciplene. (leende i Drømme)
Vi saae det selv –

Jesus.
Sandelig! – Ha!
Gjentag det engang, min Aand! O, da – kan du med Gudsfrygt
– da er du ingen Forbryder,
da ei jeg kalder mit Hjerte et frækt, stirrende Øje,
men Blomsten, der, aabnet i Støvet af Solen, med Ydmyghed
vedbliver at tage dens Straaler, indtil den segner!

Messias.
Jesus! Du paa Jord, for Menneskets Frelse,
          skal gjenopstaae!

418Disciplene. (drømmende)
Kan Sandhed bekræftes?

Jesus. (nedknælende)
Min Gud! –

Messias.
Almagten selv, ved sit eget
Mærke, Opstandelsen – højere
Indsegl end Frelserens skyldløse Blod –
          evig bekræfter
Jordens det nye Forbund med Himlen.
Jesus, du Jordens Messias,
salvet med Himmelens Aanders
hellige Aand, med
Iidkraft og Kjærlighed:
Ene paa Jorden syndløs, er Du den
Himlens Elskte og Kaarne,
paa Jorden Gud-Faders Eenbaarne!

Jesus. (reiser sig)
Ene paa Jorden syndløs, jeg er den
          Himmelens Elskte og Kaarne,
paa Jorden Gud-Faders Eenbaarne!

Disciplene. (reise sig)
Hvo taler? Hvor er du Mester?
O Rædsel! han er død; men han opstaaer.

Jesus. (Stormen driver Skyen bort)
Stormen begynder. Se, jeg staaer rustet, som
kun med det svage Kjød, men derunder en
Engel har laant mig sit Pantser: Hengivenhed.

Disciplene.
Ak Mester, her er godt at være.
Her trende Hytter ville vi opbygge:
419Dig een, Elias een, og Moses een.
Thi var’ ei De de Mænd i Lysets Dragt,
der talte med dig? Ja, vi saae og hørte.
Og, se, dit Aasyn straaler jo som Moses’.
Vi saae, vi hørte med vor Sjel, imens
vort Legem slumred ved vor Mesters Fod,
at Engle kom, og tjente dig, og sang:
          «Jesus Messias er. Frelserens Daad
          seirsigne Naadens alvise Raad.
          Menneskets Synd dit Hjerteblod faaer.
          Mørket i Lyset henblegner,
          naar Guddommens Almagt betegner
          Frelserens Sandhed: naar Jesus opstaaer.
          Ene paa Jorden syndløs, er Jesus
          Himmelens Elskte og Kaarne:
          paa Jorden Gud-Faders Eenbaarne!»

Jesus. (afsides)
Hvad tale de om Moses og Elias? (høit)
Dette har Aanden, Kjødet ei, sagt eder.
Gaaer; men fortæller Ingen (de Kolde
Eder Sværmere kalde) hvad dybt I maae
gjemme som herligste Lysglimt, der mægter, at
lysne den blodigste Nat til en Himmel:
lysne det sorte Kors til en Straale
farende udover Alt: mod Himlen, mod Dybet,
og udover Jorden:
At I eders Mester af Himmelens Hær
selv hørte velsignes: «du Frelseren er»
– hørte Himlene sværge:
«Jesus skal seire, skjøndt falde han maa!»
– hørte den hellige Aand aabenbared:
«Jesus skal seire; thi han skal opstaae!»
– at selv I paa Bjerget
saae eders Mester af Himlen forklaret!

En Præst.
Idag skal Jovah hedde Jovah Hævneren.
Idag skal Templet vorde Løvens Hule.

En Præst.
Ei Løvens, men Schakalens, som i Mulmet
og bagfra dræber. Ha, der er han. (En Stimand kommer)
Ismaelit, du traf?

En Præst.
          Ismaelit,
det varme Galilæas Blod, som smelte
vil Israel og alle Slægter sammen,
tilskjænkte du et tørt afsides Sted
i Juda, hvor du ham forlokked?

Første Stimand.
          Nei!

Præster.
Hvad, nei?

Stimanden.
          Ved Jesu Sandhed, nei!

Præster.
Ha, hvad? Forræder, du foragter Frihed?
Gaa, gjør det bedre: Guld du vinder og
din Frihed.

Første Stimand.
          Bedre Frihed gav mig Frelseren.
Hvis jeg skal længer blive eders Træl,
da maae I binde mig; thi nu jeg veed,
at Menneske-Trældom er imod Naturen,
at Slavens Lænker kun er Ringorm-smitte
af jer ureene Høihed. Ha,
jeg gaaer til Edoms Ørken; der min Anger
421i Eensomhed kan toe sig. Seer I, Dolken,
I rakte mig, jeg slængte evig ind
i Lazars, den Bethaniers, Grav; thi nu
den aaben staaer: et Tempel for
Messias’ Kjærlighed – den jeg vil øve
i Ørken.

Præster.
          Esau, did du kommer ei.

Første Stimand.
O vee mig, hvis jeg . . Hu! jeg blev en Morder,
fordi I lærte Had, fordi I gjorde
af Trældom Armod, og af Armod Gjerrighed.
Forbandede! Jeg skulde støde Dolken
i ham, mens Vee han raabte mod Tyrannerne,
dem jeg – o jeg er ikke Jesus liig –
maa hade? mens han, mild og uforfærdet,
til Qvinden sagde, som hans Fødder salved,
og kyssede, og tørred med sit Haar:
«Maria, du mig salver til min Liigfærd.»
– o dræbe ham i samme Øjeblik
han Lazar gjengav Livet?

Præster.
          Lazar? ah,
den nervesvage Sovesyge?

Første Stimand.
          Jesus
ham gjengav Livet, Jesus mig gjengav det.
Jeg leved ikke før.

Præster.
          Da billigt, at
du døer med ham.

Anden Stimand.
Jeg traf ham hos Zachæus Tolderen.
Men – ha fordømt! – han undslap mig
i Gjæstebuds-stimlen.

Præster.
Hvad Vaaben have vi tilbage?
Hvis Jehu faaer ham ei i Snaren fat,
og slæber ham for Oprørstale under
det kolde Romersværd, der hugger ned,
som Rævesax, flux Noget kommer nær:
da Listens dybe Kogger og er udtømt
forgjæves . . ja til Bunden udtømt, hvis
vort Sende-Bud ei fik ham grebet.
Ah, Jehu! (En Mand kommer)
          Nu, du Levi Søn?
Hvi slog du ham i Fælden strax hos Romeren?
Du kunde slæbt den lille Muus,
som alle Jordens Baand vil overgnave,
herhid til Kattene. Vi skulde leget.
Dog vel han er forvaret i prætorium.
Slig Kjærlighedens Sangfugl Buur maa have;
sligt Lys en Løgt. Ha, Osen af
Hans Blod vil sidde længe i Tibèrs
(den Vildornes) Næsehaar; thi han vil jo,
at Jorden selv tilbede skal hans Billed.
Nu – gik det ikke saa? Vi tvivle ei,
skjøndt denne Jesus, med sin aabne Mine,
er slu og listig nok.

Leviten. (rækker frem en Penge)
Oh stille!
Se der er Skattens Penge, Kaiphas!

Præster.
          Ha,
ei Fisken beed paa Krogen?

423Leviten.
          Hør, om ikke
jeg fisked rigtigt! Ydmyg ei,
men ligefrem, som faldt det Spørgsmaal løst
mig ind, dog kaldende ham: «vise Rabbi»,
jeg spurgte: «Du som taler herligen
og sanddru, uden Frygt for Mennesker,
trælbundne Menneskeheds Sag, siig, er det Ret,
at hele Verden skatter til en Enkelt?
som til Exempel, at vi arme Jøder,
der fredeligen dyrke fjerne Dale,
til Sølv vor Sved maa destillere
og sende Romas Keiser den?»
Han skarpt betragted mig, og spurgte, da
jeg, paa hans Bud, ham viste Skattens Mynt:
«hvis Billed bærer Mynten?» «Keiserens.»
«Saa giver Cæsar da hvad Cæsars er,
og Gud hvad Guds er!» Se, det var det Hele.
Men nu – om Trædskhed, Hyklerie og Svig
og Andetmere, kom en Tordentale,
der snitted mine Øren, men desværre
min lange Næse ei.

Ypperstepræsten. (stikker Pengen i Tempelblokken)
Der gaae da den
Forbandede!

Budet.
          I Hellige, I vente?
Men sandelig, før skulde Pharao
igjennem Havet brudt, med Hest og Vogn,
end hid jeg kunde kommet før igjennem
det halve Salems Mængde, der udstrømmer,
kapløbende som Phrat og Tigris, ud
af begge Porte til Bethanien,
at see det Nazreths Lys og Lazar den
udslukte, men gjentændte Lampe.

424Præster.
          Ha!

Budet.
Ja, skubbende mig mellem Mænd og Qvinder,
med Diende paa Armen, Smaaebørn hængende
i Skjørterne, og Drenge, skrigende
afsted paa Kjeppe-foler, Salems Jomfruer,
der glemte Sabbaths-pynten selv og Møens
ærbare Trippen, løbende afsted,
som Ørknens Aseninder (blussende
af Iilsomhed, forsvandt de, Roser liig,
dem Vinden slynger paa de smekkre Qviste,
og bøjer ned udi det høie Græs) –
ja endelig, eet Skridt tilbage skubbet
for hver de to, jeg tog, jeg naaed hid
med – tomme Hænder.

Præster.
          Ha, ved Jacobs Herlighed,
som Tænder i et kræftædt Ansigt staaer
igjen nu Zions Tempel. Alt Bethanien,
den Salems Rosenlæbe, er fortært.
Men Du, hvi greb du ham ei, som vi bød?

Budet.
Skal jeg bekjende: saa – I hellige Fædre!
som Han, end talte intet Menneske.

Præster.
Vee, Træl!

Budet. (skjælvende)
Nei, skal jeg sige Sandhed,
da var han i Bethanien midtimellem
de store Skarer, der med Taarer hørte
ham tale Kjærlighed i Lazars Huusdør,
skjøndt Qvinder kun ham nærmest stimled om,
vel gjemt saa godt som Arken blandt Cheruber;
thi Folkets Øine lyste, og jeg hørte,
dem hviske mellem sig: «bi! snart Messias,
425i himmelsk Majestæt fremtræder!»
Hvad var for mig at gjøre da?

Præster.
Du frygted’. Vel, at sige saa, er bedre
end være Galilæer. Dog, du glemte,
at Folket saae Johannes’ Blod, og taug.

Budet.
Det elsked ei Johannes. Denne elsker det.

Præster.
Du kjender ikke Folket. Jesus elsker det,
fordi han selv er stegen af dets Bærme,
men dog – saa haaber det – ved engang at
afdække himmelsk Glands, vil vise,
at Gud, liig Drot og Præst, foragter ei
det lave Folk; . Er du ei og frafalden,
hvis Galilæeren du ei tør endse,
da dræb os Lazarus (thi Jesus gjorde
ham ei udødelig vel?)

Budet. (afsides)
O skulde
jeg stjæle, hvad Messias gav?

Præsten.
          Troløse!
du Vankelmodige, hvad siger du?

Budet. (høit)
Jeg sagde, Hellige: ja, jeg skal prøve.

En Præst.
Gid alle Jesu Venner vare svage,
som denne Træl. (En Levit kommer)
          Der er vort sidste Snøre,
men ogsaa tomt optrukket over denne
Forventningernes krusede Vandflade.

426Leviten.
Ja Slangen undveeg mig. Jeg spurgte ham,
med hvilken grundet Myndighed han dadler,
at Jordens Slægter dyrke Gud ved Offer?
hvi Offerhandlerne af Templet han
uddrev? Men, se, istedetfor at fange
ham som Forbryder imod Templets Helgd
som Gudsforagter, stod jeg selv beskjæmmet
og fangen ved hans Spørgsmaal: «var Johannes’,
den Døbers, Daab af Gud beskikket, eller
af Mennesker?» Jeg turde ikke svare.
Thi under Folkets dumme Blik end gløder
Johannes Blod, som Emmer under Asken.
Hvis «Gud» jeg havde nævnet, da bekræfted’
jeg Jesu Magt; hvis «Menneske» da – ak
I see mig midtiblandt den Dræbtes Venner . .
hvad skulde jeg? jeg taug, og sneg mig hid.

Ypperstepræsten.
Vi Slangens Hul ved Fakkelskin faaer søge.
Vi ville sende Speidere, at see,
hvor han om Natten hæler: I en usel
afsides Hytte sover vel den Frelser.
Nu, da han seer saamange Pile afskudte
paa sig, og mærker, at vi her staae rustede,
vi alle Jordens Præstedømmers Stridsmænd,
om Templet, tør han neppe trine frem
i Dagens Lys. – Ha, hvad er det?

En Præst.
          Han kommer!

Ypperstepræsten.
Ved Templet! – Ja! Og Folket . .

En Præst.
          Er i Jubel.

427Præster.
Fordærvelse! hvad maae vi see?

Folk. (jublende om Jesus)
Hosianna!
          Sagtmodig og stille,
          Zion, din Konge kommer til Dig!
          Frels os, Davids Søn!

Præster.
Forbandet den Nat, der undfangede dig,
Forbandet den Dag, der fødte dig!

Disciplene.
          O Mester, din Sæd er i Muld:
          Den glimtede gjennem Mulmet,
          der eddrende ruged og skulmed
          om Hjerternes Saar,
          da disse vi slynged’ den ud.
          Den nedsank i dem som
          en Balsom: de lukte sig stille:
          Den spired – se nu er det Vaar!
          Velsignet vær Messias, i Himlens Navn du kom!
          Din Herlighed er nær.
          O, Fred paa Jorden, som i Himlen!

Præster.
Forbandet Den, som velsigner dig!
Velsignet Den, som forbander dig!

Folk.
          Synderes Forbarmer og Dommer,
          Han, som de Arme elsker, Han kommer.
          Han, som os elsker, er her! er her!
          Trælbundne Armod, ejer du ei
          Tegn for din Kjærlighed? Ak,
          Palmegrenene hvifte vor Tak!
          428Vajer! hvifter! Blomster spreder!
          Se, vi brede vore Klæder,
          milde Frelser, paa din Vei!
          Hosianna, du Ætling af David! O du, som
          kommer i Alfaders Navn, er velsignet
          paa Jord og i Himlen! Frels os Davids Søn!

Præster.
Trælle, tør I velsigne, naar Herren forbander?

Disciplene.
Mester, Vi vidt over Landene gik,
slynged din Sæd ud som Lynildens Blik!
Spædeste Troe-spire satte vi Hegn
          i vældige Tegn.
Mørket med Straaler vi sloge.
Djævlene – grumme, som Disse,
der sole (liig klyngede Snoge
i Ormredets Gab) sig i Tempeldør hisset,
i deres Høiheds sidste Skin –
til deres Hulers Inderste droge
          hylende ind,
da Vi, dine Sendte,
Raabet paa Menneskens Læber tændte:
Velsignet er Messias! I Himlens Navn han kom!
Fred paa Jorden som i Himlen!

Præster.
Nei Strid paa Jord, til Himmelens Forbandelse,
der gaber over Eder, mættet er.

En af Jesus Helbredet.
          Mit blinde Øie aabned sig
                    for dit milde Blik.

En anden af Jesus Helbredet.
          Du Stærke talte til mit Liig:
                    jeg af Graven gik.

429En tredie af Jesus Helbredet.
Spedalske Ti vi sad i Stadens Port;
forbandende løb Præst og Broder bort.
Til os du nærmed dig, du Rene.
Nu, reen, dig takker jeg – alene.

To af Jesus Helbredede.
Se Vi, hiin Rachels, som du frelste,
(Hun, Bethlems Blomst du kaldte); ja den stakkels,
den faldne, men den skjønne, ømme Rachels
arme Mand og Elsker!
Afsindige, i Ørken (som besat
var hver af os af Djævle) vi rased Dag og Nat.
Da ta1te du, Vise – nu have vi vort Vid.
At takke dig, Frelser, ilte vi hid.

En af Jesus Helbredet.
Barmhjertige, o lad mig takke dig!
Værkbrudden laae jeg haardt paa mine Krykker.
Du bøjed dig – jeg reiste mig,
med sunde Lemmer, Livets Smykker.

De af Jesus Helbredede. (rækkende Krykker og Bindsler iveiret.)
Hosianna, du Davids Søn!
Blinde din Mildhed see – O derfor vi bade om Synet!
Værkbrudne følge dig – Derfor vi bade om Hilsen!
Lovet, velsignet paa Jord som i Himlen
være den kraftige Kjærlighed!
Frels os, Davids Søn!

Præster.
I Belials Børn, i Synden baarne,
i Straffen levende, døer da i Forbandelse!

Børn.
Hosanna! Davids Søn! Hosanna! Hosanna!

430Disciplene.
Alt Udsæden blomstrer: o Mester, alt du høster!
Sin Kjærlighed Frelseren Støvet gav hen.
Den vender som Taknemlighed fra Støvet igjen.
Men fineste Duft af din blomstrende Sæd,
men sødeste Smiil af Støvets Kjærlighed,
dog lufter og bølger i disse Barnerøster.

Børn.
Hosanna, Jesus! Hosanna! Hosanna!

Ypperstepræsten.
Forbandede, har du smittet de kommende Slægter?
nedgravet Dragens Tænder i Jorden?
Ha disse de Spædes stammende Fryderaab skulle
forvandles til Vee over dig, naar voxne De ere
nok, for at kunne lide for dig, Forfører, og døe!

Jesus.
Hørte I ei: af Diendes Mund skal du samle dig Lovsang?

Præster.
Ha, Lovsang Du, som berøver de Hellige deres?
Lad Spædes Aande og Synderes Lovsang
da lette Forbandelsen, den som er lagt
med Altrets, med Almagtens Vægt paa dit Hoved!

Jesus.
Vanartens Kilde, du rinder til din Grav!
Fra Himlen Livsens Væld er runden.
Brudt, Mørkets Djævle, er eders Trældomsstav.
I Trældoms Salvere, seer Friheden er vunden!
I Offertempler, golde Træer, visner ifra Grunden!

Præster.
Ha, Jesus, dette er din sidste Seir!
Ved Abram, Disses Lovsang er din Liigsang!

431Jesus.
Jerusalems Ruiner – O Vee!
de vorde skal eders Tropæ!
O Stad, Ødelæggelses-Flammen
de Blinde skal seende gjøre!
Dit Brag, naar du styrter isammen,
skal aabne det tillukte Øre!
Jerusalem, Steen ei paa Steen
af denne din Herlighed lades igjen!
Et jordisk og aandeligt Voldherredømme
til Døden skal kjæmpe, i Døden skal stønne
          paa dine Ruiner.
Vee! Altret, det Syndernes Bòl-sted, ei længer
vil skjule Jer da: Min Straale sig trænger,
mens Tempel-Gardinerne briste,
i Mørkhedens Dybder ustandselig ind.
– Ha Præster I eie ei Offre, hvis Røg
                    kan slukke dens Skin.

Præster.
          Eet Offer vi eie dog.

Jesus.
          Det er det Sidste!

Ypperstepræsten. (hærmende)
Hvad gjøre Vi? Hvad gjøre Vi?
                    Ord-dumme
Skriftkloge! Raadvilde Raadmænd! Ha,
jeg kunde harmes, hvis jeg vidste ei,
at I, istedetforat tænke, høre;
at eders Hoveder (istedetfor
at slaae i Veiret, somom Tanker fremskjød
og letted, visne Capsel liig, det Graahaar)
432til Andens Plan dog nikke kan med Anstand,
somom den unnaslap jer’ egne Hoveder,
og nu I bøie jer, for op at tage den.
Hør da, og nik Enhver til hvad jeg siger:
          En kraftig Handling maa betegne,
at Israels Fædre (Fiendskab glemmende)
dog mægte alle Jordens Præsters Sag
at hævde: Vi maae handle, som i Os
Aljordens Præsteskab forenet var:
Ja handle som det sømmer sig i Dødskamp!
Se Kongerne, naar lidet Folk tør knurre,
flux styrte frem som Løverne i Hulen!
– Vel! nu vi frelse Os og Gojims Præster!
Da Disse holde Israels Præster skulle
for Præsternes Fornemste, som de Høvdinge,
der fægte foran Trodset, medens dette
i Ro kan samle hines Seier op.
Vor Strid i Templets Indre være glemt,
saalænge Fienden stormer paa dets Porte! .
Ak, nær jeg kunde sige: stormer ud
af Altrets Huulhed: thi – vee Nikodemos!
vee Joseph! veed jeg ikke, at I vare
hos Galilæeren om Natten? Dog
det være glemt! Nu Fred maa være her;
thi intet Mindre gjælder denne Kamp,
som Galilæeren har vakt, end Herredømmet,
vi Præster arved over Sjelene.
Et Oprør da? Nu vel, hvo Oprør gjør,
maa vide, at han spiller om sit Liv.
For Sadducæer, som for Pharisæer,
det fælleds Løsen være: Jesu Død!
Vi derom vare længe enige,
forsøgte alle Vaaben, men de brast.
Selv Djævlene, vi sendte, maatte flye,
og hyle deres Skam, som slagne Hunde,
ud i vort Skjød. Men end en Djævel har vi:
den værste, stærkeste af Alle! Seent
han kommer; thi han ligger dybest
paa Helveds Bund, og triner bly og nølende
433i Templet, som tilforn den aabne Vold
med Kjækhed turde bruge. Djælens Navn er:
– Forræderie.
Den Djævel gaaer i Mørke, og behøver
ei andet Lys end sine Tænder – Ha,
jeg sværger, at de skulle lyse,
hvis vi forsølve dem. Kald Judas ind!
Der er en Mand blandt Galilæerens Venner;
det særeste Naturspil: Støvet haaner,
og smigrer Helvede og Himmel i
den Mand paaengang: Djævlen lodder
ham til sig ved hans Kobber-haar; og, se,
hans kjække Blik en Traad er liig af Himlen
udtrukken af en ædel Steen: hans Djærvhed
er Samson-voxen; men hans Hjerte
en Pengepose, foldet stor som Havet,
og dog barnagtig, liig en Barnemund,
der stedse sulten raaber efter Meer.
I Daadens Øjeblik hans Fasthed er
et springende Staal, men ellers vaklende
en Vægtstang løftet i hans Sjel. Saa jevnt
i den da svæver Himmelen og Helved,
at, ikkun eet Lod Sølv i dette kastet,
flux vipper Stangen . . (Judas Ischariotes kommer)
          . . Ja den vipper!
Hør, gode Jøde, du er Jesu Ven?

Judas.
Saavist, som at I hade ham.

Ypperstepræsten.
          Tro ei
det hellige Synedrium til Ondt!
Vil du forraade ham?

Judas.
          Ved Himlen – Nei!

434Ypperstepræsten. (ryster en Pengepung)
Foragter Du da Sølv?

Judas.
          Nei – Sølv er Godt.

Ypperstepræsten.
Forraad din Mester – Sølvet er da dit.

Judas.
Nei! Nei!

Ypperstepræsten.
          Du troer da ei, han er Messias.

Judas.
Jo, just fordi jeg troer det.

Ypperstepræsten.
          Daare, da
vi kunne jo ei skade ham.

Judas.
          Ja saa?
Ja – sandt! Hvormeget har I der i Pungen?

Ypperstepræsten.
Fuldt treti Sekler.

Judas.
          Ak!

Ypperstepræsten.
          Hvi sukker du?

Judas.
Det er ei meget.

435Ypperstepræsten.
          Nok til saadan Prøve.
Det er jo kun en Prøve paa hans Høihed.

Judas. (i Tanker; i samme Tone som Præsten.)
Det er jo kun en Prøve paa hans Høihed.
– Hu, Treti Sekler Sølv.

Ypperstepræsten.
          Ja treti Sekler!
– Sæt, om vi ville fængsle ham, og saa
sig Fængslets Porte aabned af sig selv;
mon du ei selv da troede fastere?
mon Vi ei selv, Synedriet da troede?
og var du da ei Første blandt Apostlene?
og vandt du ikke treti Sekler Sølv?

Judas. (gjentagende i samme Tone)
. . Og vandt du ikke treti Sekler Sølv?
– Der, Herre, er min Haand! Jeg haaber Godt.

Ypperstepræsten.
Du vil forraade ham til os?

Judas.
          Forraade ?

Ypperstepræsten. (afsides)
Ha, at jeg brugte dette Ord til Skurken!
Vel faae Omstændigheder værd han agtes. (høit)
Du vil da faae ham til os hid? du vil
da overgive os ham, Ven, at vi
hans Høihed ogsaa kunne skue nærved?

436Judas.
Det vil jeg. Dog maa dette skee om Natten;
thi jeg om Dagen maatte skjælve, hvis
jeg saae hans Øje.

Ypperstepræsten.
          Dag? Det Gud forbyde!
Betegn ham blot; begegn ham som en Ven.
Hans Ven – det bli’er du da bestandig. Se,
betegn ham med et Kys!

Judas.
          Det vil jeg – ja!
Hvor saa det gaaer, jeg tager da Farvel jo
i al Venskabelighed?

Ypperstepræsten.
Du, med et Kys, inat ham da forraader?

Judas.
Ja, med et Kys, (for treti Sekler Sølv)
inat sin Mester Judas vil forraade.

Jesus.
Skilsmissen stunder til: den Tid, da Mørket
paa Flugten driver mellem Mig og Eder.
I vide, Det maa skee, at Gud mig kan
forherlige desmeer. I Elskte, da
ei bæve eders Hjerter! Troer paa Gud,
og troer paa mig! Hvis I mig elske, o
da frydes ved, jeg gaaer til Faderen;
thi hist skal Aandens Herlighed fuldkommes;
thi hvad du bød mig – se, det er fuldført;
thi reen, som jeg udgik fra Skaberen,
hjemvender atter til Alfader jeg.
437Min Fader, Timen er der – den du sender.
Mig herliggjør med Kraft, at jeg kan dig
forherlige i Støvet, til det Sidste!
Se Disse aabenbared jeg din Sandhed,
Du hellige dem forevigt i din Sandhed!
Det Ord, jeg lærte dem, det er Guds Sandhed,
og De igjen den aabnede for Verden.
De være dine! (I Disciple, det,
at være Guds, er, levende at føle
sin Pligt, saa Intet sløver denne Vished).
Thi længer ei skal jeg, som Hyrde, vogte
i denne Syndens Verden disse Svage,
hvem Verdens Had omspænder.
Bevar dem i dit Navn, o hellige Fader,
at de i Sandhed, Frihed, Kjærlighed
maa være Eet, som nu jeg sammenknytter dem.
Ei døe de, før de have Nok arbeidet!
Langtfra dem være Fristelser og Tvivl!
Thi Jordens Frelserværk de have arvet;
og vee Dem, hvis – O nei, I Elskte, nei!
jeg kjender Eder dygtige og gode,
undtagen En, o det fortabte Barn! (afsides til Judas)
Gjør snart, hvad du vil gjøre! Du!

Judas. (afsides)
Ha – mig?!
Ja Han er mægtig: Han med Faren leger.
Han under Judas, hvad han kan fortjene,
med Vennens Høihed aagrende. Johannes,
hvi gloer han saa, somom det dumme
Blaaøje saae en Slange under Rosen?
Det blier nok bedst at gaae; thi alt et Spørgsmaal
paa Petrus’ Næse rider. Qvellen lider.

Jesus.
Velsign da deres Daad, saa Alle blive
et Eet, et helligt Eet, besjelet af
438een Helligaand: een Hjord, een Hyrde
(den Tanke om et reenfuldkomment Menneske,
de kalde Frelseren: Speilet, hvori Støvet
kan taale at beskue Guddomsvæsenet)!
Se, ville Støvets Børn hverandre vise
Apostlenes og Christi Broderkjærlighed:
at de i samme Tro og Haab henleve:
at sande Jesu Ords Bekjendere
de ere: at de have gjort mit Væsen
til deres Væsen (som til Blod og Kjød
fordøjet Jesu Ord): at de med Tak
erindre Ham, som lod sit Blod, for dem
fra Løgns, Bedrags og Syndens Trællestand
at frelse; men, at end de broderligen
om Korsets Banner maae tilsammen-holde,
at disse Djævle ei adsplitte dem,
og rive dem tilbage ned i Dybet:
at Jesu Død var sidste Offer, saa
ei længer Offeraltrets Rædsler (den
fremkunstlede Majestæt) forblinder Aanden:
at Aanden ei i Strid med Legemet,
men ømmeligen kalder det sin Broder:
– da samles de til hellig Nadvere,
at nævne dette Jesu Frelses Løsen: (bryder Brød og rækker Lærlingene)
          Tager dette Brød!
          Æder deraf!
          Være Det mit Kjød,
          Jeg for Eder gav!
          Dette som mit Minni gjentager! (rækker Kalken om)
          Drikker dette Bæger I!
          Være Pagtens Kraft deri:
          Jesu Blod, der flyde skal
          til Syndsforladelse for Alle!
          Dette som mit Minni gjentager!

Jesus. (til Johannes, Jacob og Simon Petrus.)
I Tre, som eders Mester saae forklaret,
I, følger mig; thi I forsage ei,
om Dødsangst end I see mit Hjerte knuge.
O vaager, beder – eders Mester beder! (De nedknæle i Bøn)
Ak, er mit Støv saa mægtigt? Held mig, Natten
ei seer, at Frelseren skjælver – ja jeg skjælver;
thi denne Times hule Helved truer,
at sluge disse Svages Kraft og Haab!
O, Fader, er det muligt, fra mig da
gaae denne Kalk! Dog skee min Villie ei,
men din! (seer paa Apostlene)
De slumre alt . . Ak, Kummer sløver.
O, mon de ville slumre om mit Kors?
Tabt er da Alt – min Sorg, min Død forgjæves.
O vee, den Angest er min Smerte! (vækker dem)
                    Ak,
I mægte ei en Time med mig bede!
O vaager! vaager! snart Dagværket hviler
paa eders Skuldre ene. Synke disse,
da Vee! da kommer over dem mit Blod
– ak over dem, jeg elsker! Petrus! ha,
han slumrer alt . . min første Pille mosgroes.
Johannes . . skjul dig Stjerne, som mig viser
hans Øje lukt af Graad, dog slumrende.
Vaagn! vaagn! Jeg sørger over Eder, ak,
I Faderløse! Hvo kan slumre nu?
Ha, var de Hjerter, jeg, som fine Blomster,
opelsket har, af Trældomslyst beruste?
Jeg slog de fineste Blade ud til Vinger.
O, nei Sjels-Kummer har vel hvassest Braad,
men taber den, liig Bien, flux ved Stikket,
440der svulmer som en Sti, saa Øjet seer ei.
Den saared Eder, kan ei saare mere;
men klapper eder nu isøvn med Skeden.
Men Qvindehjertet – o min Moder!
er blødt, saa Kummerens Braad ei brydes af,
men atter, atter stikker. Moder, o
forband mig ei, fordi jeg døer! Men vidste
du nu hvad Kamp jeg har med den Natur,
dit milde Hjerte gav mig – ha,
du vilde sige: «o! hvi lød du ei?
Dit Hjertes Banken var din Moders Raab,
din Angst din egen Moders Hændervriden,
dit Suk din egen Moders vise Raad.»
Forglem din Søn! Jeg glemme maa min Moder
i denne Time, fuld af Gravens Aande
og Livets milde Duft, der tumler mig.
– O, Fader, er det muligt, da borttag
det fyldte Lidelsernes Bæger fra mig:
Dog skee min Villie ei, men Din allene!
Vee, Verdens Latter hører jeg:
det raslende Tilbagefald i Dybet. .
Forhaanelser udbriste fra de Læber,
der nylig signed mig i Zions Porte,
see de Messias døe som en Forbryder,
det falske Billed skuffende,
de malte af hans Høihed, det hans Ydmyghed
kun tjente til at friske op med Olie.
O, Angst, jeg er som det betrængte Vildt:
jeg kan ei flye: fra Galilæa driver
mig Kongen: her staaer Garnet opspændt.
Vee – vil jeg flye? Jeg vil ei! Jeg vil døe.
Men Smerten? Djævlenes Triumph – O vee!
den ruller over mig og over Disse.
Og da er alt forbi, da Frelsen var
en Prøve, Suk, ei Daad, da Himlen har
forskudt det arme Støv, da var mit Liv
et Vindpust mod en Skjebnes vandrende Bjerg.
Og dog, hvi var saamegen Smerte i
et Vindpust? Ha, hvi skabtes jeg og leved?
441Et Spoer i Ørken Livet? Vinden hvirvler – ha,
det har ei Ret at klage! Støv, hvi gik
du ei de andre Solgrans Bane? Alle
sig hvirvle til et Dyb. Se Det er Verden!
Du maa jo knuses, hvis du gaaer imod.
Ak, tag min Blod-Sved da. Det være nok.
Jeg sender Disse hjem, og byder dem,
at dyrke deres Jord, at gaae i Alles
afmaalte Spoer, at tie og at glemme
den Drøm, en afdød Ven fortalte dem:
jeg beder dem tilgive mig, at jeg
dem vakte, forat – Skjebne er du sonet?
. . Jeg døer, men henblæs Disse i det Løb,
der hører Støvet til, det stolte Dyr.
– – Du lumre Nat beruser,
Du kolde Sved gjør ædru.
Dog er min Sjel ei jevn og rolig. Tys!
Ha komme De? Iskjul! (standser)
Hvor er det med mig, at jeg bæver for
en Palmes Hvift? (farer med Haanden over Panden)
          Jeg Ondt ei gjorde.
Ak, milde Stjerne, er du sammensvoren
med disse Rædsler? Se, du viser mig,
min Haand er blodig, blot den rørte ved
den Pande, der dumdristig torde haane
den gamle Verdens Gang, og bryde først
en Vei, en nye mod denne Verdens Lære.
O, rive Verdens Synder, som jeg kaldte
ned paa mit Hoved, det tilblods?
Bort! Mennesker bort! jeg intet have vil
med eders Synder. Jeg har Synder selv.
Hver Taare, som min Moder fælder, er
en Synd, der drypper fra min Sjel i Helved,
for at voxe – ha, I mine Bødler!
i Eders Skikkelser. Forbarm dig Himmel;
og giv mig Lys, hvis Dette er et Blændværk!
– Min Pande brænder – er det nu ei Nat?
442Mit Hjerte bævrer – er det nu ei Nat?
Et Blændværk? Denne Nat jeg skaber selv.
Den er min kolde Sved, der damper af
min Pande – ak, den brænder! Denne Dug,
som isner mig om Foden, er jo kun
den Sved, mit Hjerte bævrende afryster?
Og disse røde Lyn
min Pandes Blodsved, som i Luften stiger,
og svæver mig for nær for nær for Øjet.
. . Hvo hylte? en Schakal som fik sit Rov?
mon Jesu Angers-hyl, at han sin Haand
i Satans Gab stak ind for Adams Børn,
der mylrede som Ormene derinde,
at rive ud? Det smerter . . Ha, I Pinere,
hvad Smerter udstudere I inat?
O værer ei for grumme – jeg vil bede,
og kysse eders Støv; – men ene for
Marias Skyld . . Jeg lyver – jeg er Synder.
Hun sover nu som Disse . . Jeg er vaagen . .
Dog veed jeg ei – en rædsom Drøm det er.
Jeg frygter selv . . jeg skjælver – O bliv Dag!
Jeg vil ei straffe eders hvide Skjæg,
ei Folk fortælle om det Blod, jeg saae
paa eders Kaaber . . Jordens Konger, I
af Oldet Salvede, tilgiver mig!
men martrer ei! Jeg vil tilsværge Slaverne,
at I medrette ere Lastens Fædre.
Ha, Frihed disse Dyr? Ha Kjærlighed
de Djævle, som mig pine? Sandhed, naar
saa stolte Templer skjønne Løgn basune?
O piner ikke, Præster, kjære Fædre!
Jeg er af Kjød og Blod, lidt rask, dog øm.
O piner ei – jeg er ei værste Synder!
Ak, stakkels Mennesker, vedbliver kun
at haabe paa Messias: haabe, at
en ny Messias engang komme vil,
naar Mørkets Herrers Grumhed mættet er!
Kald Jesus den ulykkelige Prøve:
– et Sorgspil (ja en Farce for Ufølsomme)
443med den Moral, at skjønnere er Haabet
end Virkeligheden! Ja, I sande det,
naar I mit Blods-dryp høre kan og tælle;
naar selv I – Vee, Hevn raser du?
– Som Retfærd ras! da er du Hevn.
Men Hevnens Rasen? du er navnløs.
Jeg synded ene. Piin, haan, dræb kun mig! .
Jeg er bedøvet . . .

Messias.
Jesus, du Jordens Messias,
salvet med Himmelens Aanders
hellige Aand: med Iidkraft og Kjærlighed,
Ene paa Jorden syndløs, du er den
Himmelens Elskte og Kaarne:
paa Jorden Gud Faders Eenbaarne!

Jesus.
Min Sjel! Min Sjel du klarner.
Ja, hørte Nogen Frels’rens Angest, da
jeg svarer ham: jeg bærer Jordens Synder.
Kan, Synder, du da svare? du beskjæmme?
Ha, blinde Dommere, ere I Andet end Svøber,
som pidsked alle Jordens Synder paa
eet Hoved sammen? Det er Helveds Avner.
Det bedre Sædkorn og skal falde ud
af eders Hjerter, mine Mordere.

Messias.
O Sandhedens Mester, du staaer
ved Fod af dit Tempel svimlende
ved Høiden at see af dit eget Værk.
Du bæver ved at stige op,
for Krandsen at slaae
om Tempelets Top,
for Korset at fæste derpaa.
Men, Jesus din Graad ei fordunkler
Forklarelsens Smiil som omfunkler,
444Messias, dit Aasyn, fra dengang du Himlene
hørte nedjuble Seir paa dit Værk.
Jesus kan skjælve. Messias er stærk.

Jesus.
Du taler sandt, min Sjel! Mit Kjød kan skjælve.
Min Sjel maa være stærk. Jeg er Messias.
Ak, nys dog bævede mit hele Væsen,
min Sjel i Oprør zittred med mit Blod;
var det min Sjel, som talte? – O, min Fader,
du sender dine Engle! Hisset bader
en Stjerne sig i Skyens sorte Flod:
Den er den Trøstens Engel, du mig sender:
den Haabet i mit Hjerte atter tænder:
den Natten jog, og blotted Himlen, hvor,
mens Alt i Mulm og Hvirvel gaaer herneden,
i Almagts Rolighed en Fader boer,
som falder graadfuldt Barn til Sig, til Freden. (vækker Disciplene)
Opvaagner! nær er Timen, der forraader
i Syndens Hænder Menneskets Søn. Staaer op!
Jeg møder den! (Judas, med væbnede Trælle, kommer. Jesus gaaer dem imøde.)
          Hvem søger I?

En Fakkelbærer.
          Oh, Jesus
af Nazreth?

Jesus.
          Det er Mig? (Skaren farer tilbage.)
                    Hvi ræddes I?

Judas. (afsides)
O se Messias! Rædsel er hans Skjold.
Hvad Sværd mon han for Eder har, I Præster?

445Petrus. (til de flygtende Disciple)
Ha, Feige, flye I? Petrus blier og værner.

Jesus.
O Svage Nattens Helt, i Daggryet,
omkaps med Hanens Galen mig forraader du!

Judas. (træder frem og kysser Jesus)
Hil være dig kjære Rabbi!

Jesus.
Du med et Kys forraader da din Ven?

Ypperstepræsten.
Der, Judas! har du dine tredve Sekler. Gaa!
Vi have dig ei meer behov. (Judas gaaer, tællende Pengene, hen i Baggrunden)
                    Hid, Esau! (afsides til første Stimand)
Vidn som din Kammerad, saa er du fri. (afsides til anden Stimand)
Husk nu! Sværg høit og dyrt, at Denne haaned
Guds Tempel, trued det med Undergang:
saa kan du løbe atter ud om Natten! (maaler Jesus med Øinene; afsides)
Vi maae forbløffe, gjøre feig ham, ved
at lade ham faae forud skimte Enden. (afsides til en Træl)
Du, Malchus, giv ham den, Du fik paa Øret,
igjen, saa flux han lukker Munden op.

Trællen. (afsids til de andre Trælle)
Hans Hellighed kan lide, at vi slaae ham.

446Trællene.
Den Tjeneste er let.

Petrus. (til Pigen)
Hvi stirrer du
paa mig?

Pigen.
          Hvi rager du i Kullene,
og seer ei op? Du er en Jesu Ven,
og den, som slog min Kjæreste i Lunden.

Petrus.
Jeg? Jesu Ven? Hør Qvinde troe mig, jeg
ei kjender ham.

En Træl.
          Jo, seer jeg ret, da saae
jeg dig i Lunden, ja saasandt, som det,
at Hanen goel nu!

Petrus.
          Mand, jeg veed ei hvad . .
jeg er ei – ha, hvor kan du tale? .
Ved Gud, han var mig ei en Gang bekjendt.

Ypperstepræsten.
I Verdens Folk, seer hid til Zions Hellige!
nedbæver! Døden er i deres Haand
mod hvert et Hoved, som, ligt denne Daare,
tør reise sig mod Præsters Vælde, som
er Himmelens og Helvedes foreente!
I Verdens Præster, seer til Zions Hellige!
Af dem I lære, med opkiltret Arm,
at værne Altrene, at qvæle hver
en Strube, som tør anderledes tale,
end Fædrene I foresang!
Du, Nazreths Jesus, er en saadan Strube,
447med Haan mod Offrets Helgd (thi du benægted,
mod alle Jordens Præster, at i Offer
er Menneske-Frelse) og mod Templet fyldt!
Ja, siig, er dette ei din vrange Lære?
Forbanded du ei Folkets Præster? skjændte
de salvede Konger? førte Folket vild,
ved dig at nævne deres Haab: Messias?
Bekjend, du Synder!

Jesus.
Jeg lærte frit for Verden. Adspørg Folket,
hvis du har glemt, hvad jeg i Templet sagde.

En Træl. (slaaer Jesus)
Er det et Svar til Israels Høipræst, du?

Jesus.
Beviis mig Løgn; hvis Sandhed jeg har sagt,
hvi slog du da?

Judas.
          Ha, var ei dette Slag
nok til at kaste Ydmyghedens Kaabe
af dig, Messias? Alt jeg tvivler . .

Ypperstepræsten.
Naar Blomsten er afkappet, hvi da staae
igjen de magre Blade?
Hvo ere disse Svage, du forførte?
De Dømte, som dig fulgte? Dem du kalder
din Lærlingskare, pryglede Messias?
Hvo din Discipelskare, nævn os!

Jesus.
          Verden.

448En Træl. (til Petrus)
Jomeer jeg seer paa dig – ja, sandelig,
du er dog Een af dem . . ja –

Petrus.
          Ondt mig ramme,
hvis jeg dette Menneske – Mon denne Jesus
du taler om? – har kjendt!

Trælen.
          Dit Maal dog røber,
du er en Galilæer. Det ligner Hanens,
som svarte, da du talte.

Petrus.
          O – min Frelser!
O Blik! o vaade Lyn!

Ypperstepræsten. (til 2den Stimand)
Frem, Mand! Du har et ærligt Øje – Frem!
Det slaaer ei Feil, at du har været mellem
de Tusinder, som hørte Jesum. Tal!
Vor Retfærd dig at vidne vil tillade.

Anden Stimand.
Jeg sværger, at jeg hørte Denne der,
som putter Slag i Lommen, sige høit:
at han Jerusalems Tempel, som det staaer der
med Kuppler, Grundmuur og Pillarer –
det Tempel vore stærke Fædre bygged
et halvt Aarhundred paa – nedbryde vilde
(ja tænk engang!) og gjenopreise i
tre Dage. Hvor jeg loe, skjøndt Sligt var Haan.

449Ypperstepræsten.
Ja, blodig Haan! (til Jesus) Du svarer Intet?

Første Stimand.
Jeg sværger: sandelig det Vidne lyver!
Jeg hørte disse Ord af Jesus, men
han pegte paa sit Legem sigende:
«en Guddoms Tempel!» Forresten veed jeg kun,
at denne Vise . .

Ypperstepræsten.
          Nok! (afsides) Før disse bort!
De skulle døe med ham. Det klæder godt,
at hænge denne nye Tiders Digter
(som hver en usel Digter) op imellem
to ikkestemte Harper. Trin nu frem,
Du rene Ni-chor.

Ni Helbredede.
          Ja vi vide Alle,
at denne Jesus os ifra Spedalskhed
har renset, hvilket, da ei nogen Læge,
ei nogen Præst formaaed det, vel maatte
ved Djævlens Kunster skee.

Præster.
          I have Ret!

En Helbredet.
Jeg var med disse Ni den Tiende;
men Dette veed jeg, at han bad til Gud
(og det gjør Djævlen ei) før han helbreded.

Præster.
To Øren imod Atten? Vogt dig!

Ypperstepræsten.
Isandhed – dette Alt er Smaating mod
det Hovedspørgsmaal, Selv han maa besvare:
Er du Messias? Svar!

450Jesus.
          Om «Ja» jeg svared,
I troe dog ei; thi I Messias haabe ei,
der maa en Ende sætte eders grændseløse
Voldherredømme over Sjelene.

Præster.
Fordømte! .

Trællene. (slaae ham, spytte paa ham, holde for hans Øine.)
Spaa os, hvem dig slog, Messias!
Hvem slog dig nu?

Judas. (afsides)
Nu veed jeg ikke, om
jeg en Uskyldig eller en Bedrager
forraadede; thi ei Messias er han.
Dog – vee! jeg mindes ei han gjorde Ondt.

Præster.
De kalde dig Messias. Er du da
Guds Søn? Vi dig besværge, at du siger os det,
at vi dig kunne ære.

Jesus.
          Ja, blandt Eder,
isandhed Gud vor Faders Eneste.

Ypperstepræsten. (sønderriver sine Klæder)
I have hørt det: denne Usle har
bespottet Gud. Hvad have vi da længer
Beviis behov?

Præster.
          Nei! Alle dømme vi
dig, Jesus ifra Nazreth, skyldig Døden!

451Ypperstepræsten.
Pilatus laaner os sit Sværd.

Judas. (trænger sig frem)
Til Døden?
I Romerens Haand? I rase! Ei til Døden?

Præster.
End her, du, som din Herre os forraadte?
Vi sagde jo, du længer ei behøvtes.

Judas.
Til Døden? Vee mig – jeg har syndet! (vender Ansigtet bort fra Jesus)
Messias, o min stakkels Herre – O!
De skulde til det Yderste dig drive?
O, til det Yderste! ?

Præster.
          Bort! bort!
Du staaer ved samme Afgrunds Rand.

Judas.
Jeg gjør ei – Jo, jeg staaer ved en, du Djævel!
Men mellem ham og mig, der er et Dyb.
Ha, er du ei Messias, er du Jesus,
den Israels rene Graad: Viis dig! viis dig,
er du Messias! ha, det første Glimt,
min Herre, af din Høihed lyser mig,
at jeg kan finde dybest Dyb til Skjul. (kaster Pengene til Præsterne)
Der, Djævle, eders brændende Negle, som
mig greb! Ak ja, ja jeg forraadte
uskyldigt Blod!

Præster.
          Hvad kommer Os det ved?
Det bli’er din Sag. Du Sølvet har fortjent,
Forræder.

Judas. (styrtende fortvivlet ud)
Jeg vil døe! O jeg maa døe!

Præster.
Hvad rager det vel os! hahahaha! (reise sig op)
Nu vide hørende og døve Øren,
at Israels Præster retteligen have
dig, Jesus ifra Nazreth, dømt til Døden!

Præster.
Hellige Israel, vanhellig denne Fest
ei ved at træde paa den Hednings Dørtærskel!
Raab Hedningernes Høvding ud!

Folket.
Hvad skeer med Jesus? Hvo tør binde Frelseren?

En Træl.
I, see I denne Haand? Den slog ham: og
jeg staaer endnu: Er denne Israels Frelser?

Ypperstepræsten.
Det bedre er, at Een for Folket døer,
end at det hele Folk fordærves.

Præster.
          Sandhed!
Du hørte Jovahs Raad, o Israel.

453Folk.
          Hvad
mon mener han? Hans Tale, Israels Præst,
lød lifligt for vort Øre: store vare
hans Gjerninger i vore Øine; de
vor Mund med Roes opfyldte. Ha, Hvad vil du?

Præster. (afsides)
Hvor er Pilatus? Sværdet flux maa drages,
hvis ikke glipper Rovet os af Haanden.
Gid Satan hedede den Romers Phlegma! (høit)
Han bier, forat haane os.

Pilatus.
          Undskylder: –
min Portia var ei vel. Hun havde drømt
Calpurnias Drøm: hun vaagned skrigende,
da Cæsar sagde «ogsaa Du, min Brutus?» (sætter sig paa Dommersædet)
Hvad er til Tjeneste? I klage Denne?
Han seer uskyldig ud.

Præster.
          Hvis ei han var
Misdæder, ei til Dig vi bragte ham.

Pilatus.
Jeg veed, min Magt I hade. Nu, hvi dømme
I ei ham efter eders Love?

Præster.
          Israel!
Ha denne Hedning haaner dig! Du Romer,
du veed jo, Israels Fyrsters Stav er brudt.
Vi tør ei værste Udaadsmand dødstraffe.
Og denne, trods hans blege Mine, er
454en Saadan; ja den Værste blandt de Værste:
blandt Cæsars Fiender. Han oprører
det hele Folk, forbyder (trods al Folkeret
og Israels Eed) . .

Pilatus. (afsides)
Hvor nederdrægtige!

Præster.
. . at give Cæsar Skat; men lader sig
af dumme Pøbel udraabe som Messias.

Pilatus.
Messias?

Præster.
          Ja, det er: til Israels Konge!
Selv, som de Oldets Konger, drager han
omkring og tager Hyldest kun og Gjæstebud
som Skat.

Pilatus. (til Jesus)
Du svarer Intet? Nu, mehercle!
Du er en Stoiker. Du svarer Intet?
Er du da Konge i Judæa? Nu,
I Præster, svarer Manden: «ja!» Hvad saa?
En fix Idee?

Præster.
          Saa fix, at den ham nagler.

Pilatus.
Følg mig da, Mand; thi Disse ville ei
tillade mig at tale.

Præster.
Du hørte, Israel, hvor din Fiende Hedningen
forsvarede partisk den Dømte? Det
han gjorde ene, forat haane dig,
for, nægtende din Bøn, at vise dig,
paa Israels Helg, hvor sjunken er din Magt.

455Folket.
Ha, gjør han det?

Præster.
          Spørg ei! du saae og hørte.
Han klappede den Dømte mildt paa Skuldren,
mens vi paa Jorden stamped. Ja, han vil
din Trældom og din Afmagt vise dig.

Folket.
Det skal han aldrig.

Præster.
          Judas Løve, ha
at bede Romas Høg om Benet, logrende!

Folket.
Nei! – bede?

Præster.
          Knurr da Løve!

Folket.
          Løven brøler.

Præster.
Ret, Israel, brøl, saa Høgen slipper Benet,
om ei din Sult, blot Lune lysted det.
Reent ud: Brøl: «Jesus døe!» Det gjælder, at
beseire Romeren og Israels Villie.
Vee, Israel, det er længesiden du
en Seier vandt!

Folket.
          Ha, Romeren skal ei trodse.
Nu skal vor Villie være tvertimod.
Mens Øjet græder, raaber Munden: døe!

Pilatus. (kommer med Jesus)
Gaaer hjem, I Jøder! .

456Præster. (til Folket)
Hører I,
han jager eder hjem, den Fremmede?
I maae ei træde eders Odeljord.
Nu, trodser ham! imod hans Villie raaber:
døe Jesus!

Folket
          Jesus døe!

Pilatus.
          Mod dette Folk
Athenens ere som Billeder af Malm
mod Vimpler. Blæser Vinden ifra den Kant?
Ja Præst, jeg mener, at din Kaabe er
nu bleven Æoli Sæk.

Præster. (til Folket)
Han haaner Alt,
hvad Israels er. Den Israel har dømt
beskytter han; hvis Israel beskytted,
da maalløst var hans Had.

Folket.
          Lad Jesus døe!

Pilatus.
I Folk, jeg har i Eenrum talt med Jesum.
Han siger sig at være Konge, men
i Riget, vore hellige Mysterier
forgjæves ville give Grundlov, ja,
i Sandhedens. Nu, deri feiler han;
thi hvad er Sandhed vel? Forresten,
(hvis jeg forstod ham) har han Trællen lært
en Frihed, der har mere Liv end Stoikerens,
og Herskeren at bruge Maadehold.
Hvis man tilbunds i Jesu Lære gaaer,
da finder man den gamle Thales’ Perle
457γνωϑι σεαυτoν – ja, hvis jeg rigtigt saae.
Reent ud: hos dette Menneske jeg finder
ei Skyld.

Præster.
          Hvorledes! Er du Cæsars Statholder,
og taaler, at han al Judæa sætter
i Oprør, siden han fra Galilæa
udgik?

Pilatus.
          Vel! Er han Galilæer, sender
ham da til Fyrsten. Jeg er glad, hvis jeg
kan eders Sager slippe. Lad ham gjøre
med denne græculus, hvad bedst ham lyster.

Kongen. (afsides)
Det er forhadte Gaver Romeren sender.
Han minder mig . . Ha alt er jo forbi? (høit)
Hvo mindes vel en Dands saalænge? Staa!
staae der med ham! ei nærmere for Alting! (afsides)
Han ligner ham ei engang: Ham paa Fadet!
Kom nærmere! Han er, ved Himlen, smuk!
og ei forhæsliget ved dette Træk
af Nattevaagen . . ja et græsk Profil,
ei disse Jødeneb, liig Aadselgribbes.
Jeg kunde elske ham som Gorgias.
Dog, disse Præster gloe paa mig – Hvis fast
de gloe, da smelter Kronen.
                    Jesus,
– dog, det er sandt, du er jo Konge? –
høikongelige Broder! Pah,
du Kjærlighedens Majestæt, jeg beder,
se ei alvorligt paa mig! – ja, jeg beder
dig kjærligst mig forklare lidt i Kjærlighedens
458Mysterium (du veed, vi Konger tidt
paa Philosophien fuske lidt, imedens
paa Kongedømmet Philosopher fuske)
. . Jeg veed, du er i det Capitel hjemme;
og selv jeg troed, at jeg var det, til
du vakte Skruplerne hos mig, somom
jeg ei forstod at elske.
Er Kjærligheden – vise Rabbi, hør nu!
og afbeviis mig, om du kan, med Sætninger
meer grundige, ei skarpe som dit Øjekast! –
Er Kjærligheden – Rabbi, sandelig
din Mine staaer ei i dens Lexicon!
Foragt? mon Dumhed? Nei! Dit Øjes Kulde
er Nattefrosten. Var det end Foragt;
da er jo den i Mine og i Stilling,
fra Moses’ og fra Jambres’ Dage
den Fægterpositur, en Sprenglærd tager
mod Striderens Udfald? – Kjærlighed:
den, som beviser i Omfavnelser
sin Sandheds Overvægt mod den, du præker
(dog siden jeg beviser, at der er
ei virkelig Modsætning til imellem
min Kjærlighed og din) . . den ene sande
– thi alle Nerver raabe jo samstemmige:
jeg hader ikke den, i dette Nu
jeg favner: saaat Livet være maa
en fortsat Kjæde af Omfavnelser,
hvis det skal vorde idealsk, og ei
som Dyrenes, der slaaes, naar de ei yngle –
. . ja, Rabbi, er ei denne Kjærlighed,
som Sværmere troe at brændemærke, ved
at kalde den den dyriske, den physiske;
skjøndt Aanden just er den, der føler Vellysten,
idet den gjennem Kjødets Foraars-Rosensky,
nedsæller som en Straaleregn sin Guddom
. . er denne Kjærlighed ei Aandens Væsen
og Salighed, som den er Støvets?
Hvi skille Støv og Aand ad? Er ei netop
hiin Kjærlighed den sande Harmonie
459(thi mon i Elskovsøjeblikket Aanden
hoverer over Kjødet?) som os viser
det Verdens-alts Mysterium: den Eenhed,
som er i Alt? – Ha, har du Svar? –
Hvis Sværmere sige: hisset er et Liv!
hvis En, med raaden Gravlugt i sin Næse,
tør fylde op med slig en yndig Drøm
sin Mund: da maa han lære: Aanden hist
et Legem faaer med Følelse og Vellyst,
ei saadant som du drømmer gjennemskueligt
som Menneskets Øine nu omtrent.
Den er det sande Liv! Den Kjærlighed
det Skabtes Svar til Skaberens: du er!
«ja! ja, jeg er!» – Ved Cæsars Liv indrømmet!
Allivets Ord? Ved Cæsars Liv, indrømmet!
Men tvende Dialecter lyde dog
i dette Sprog: een Mandlig – noget haard –
een Qvindlig – noget blød? . Nu, Rabbi,
se ei saa koldt! bliv ei en skjærende
Accent i dette Sprog, thi jeg forsikrer,
dit smukke Ansigt gjør dig deri til
et vakkert, ja et ret poetisk Ord.
. . Ja hvert et Menneske er (som det er smukt
og stærkt til) deri digtersk Periode;
men hvert et Dyr kun simpel Prosasætning;
ja Sommerfuglepar, naar ynglende
det veires hen, kun to henslængte Udraab:
et «Ei-hollah!» et «Eja-ha!» og andre.
Se Dyrenes Elskovs-prosa skrives paa
Solskinnets rene Blade; dog tør Nattergalen
(kun for sin smukke Sangs Skyld) tegne sig
som Omqvæd paa det mørke Nat-papiir,
hvor Menneskekjærlighedens Poesie,
med Sølvskrift og med rosengyldne Puncter,
sig prenter helst, for klareste at straale.
Dog nægtes ei – forvirr mig ikke Rabbi! –
at Mange, som i Natten burde lyse,
blandt Fuglenes og Dyrenes Prosa paa
Dagbladet slænge deres Stropher hen.
460Nu, her er Knuden – vend blot Øret,
ei Øiet, hid! – naar vi maae tale Sproget,
(og det er hele Livet tvunget til;
kun fangne Elefanter og Essæer
er’ stumme deri) mon ei Dialecten
staaer til vort eget Øres Valg? – Nu, svar!
. . Du svarer ei? Vel, du forstaaer ei, skjøndt
din Skabning og dit Ansigt siger, at
i alle Tre, som jeg, du burde tale –
Vel! Manden er den haarde Dialect;
dog har han ene ei den rene Haardhed.
For nu at vinde den: at blive til
en dorisk Hymne, knytter han sig selv,
som Periode, til en anden Sætning
af samme haarde Vægt: Mand elsker Mand.
– Se Mig og Gorgias! – Er Det ei Sprog-ret?
Men elsker Qvinde Qvinde (thi alene,
som Ord i den Alkjærlighedens Hymne,
er Qvinden kun en Læspen) bliver det
en sapphisk jonisk Sang. Er det ei Ret?
– Ha, Rabbi, vel vi komme i Disput:
jeg seer, du lider ikke disse Theses.
Du taler blot det rene Attiske.
Vel! der er Vellyd og: det tales blot
i Mands Omfavnelse med Qvinden.
Det halvt er haardt, halvt blødt. O siig os,
du doriske Ord, hvorledes lyder
det joniske, du valgte! Mirjam? Rahel?
– O der er tusind Slige: Du maa vexle.
Hvis ikke blier dit Liv, din Elskovs-hymne
en tom Gjentagelse af tvende Ord.
Nu vel, studeer det Attiske! Jeg vil
imellem Doriske og Attisk vexle.
Foragt dog ei mit Sprog, vi ere jo
i samme Lærdom Mestre. – Mester, du?
Du kan jo ikke svare, ei bevise.
Er denne ei den Kjærlighed du lærte,
i Troper ene talende? Hvo tier,
samtykker. Vel, vi ere enige.
461Se Jesus og Herodes, Fiender
som Majestæter, ere blevne Venner
som Rabbier . . Omvendt – da reent umuligt!
Ræk Haand, min Broder? Nei? Du blues,
fordi jeg dig beseired i Disputen?
fordi jeg rørte ved den ømme Streng,
bevisende, din Lære om en Kjærlighed,
der viser sig i Dyder, eller hvad
de Tegn nu kaldes technisk, sig til Min
forholder som en luftig Sukken efter
Omfavnelse til denne Selv.
Ja er (som i de Græske Fabler om
Dydshelte) ikke denne Endemaalet,
og Det som Heltens Taalmod gjør saa seiglivet?
En Elskerinde derfor stedse ligger
i Baggrunden. Nu, du lærde Jesus,
erklær dig for Herodes’ Lærling; thi
du seer jo klart, at jeg i Ord og Daad
den sande Kjærlighed har lært; men du
har nedstemt i din Lære denne til
Velvillie. – Fy!
Nu, derfor maa jeg dog Pilatus takke,
som sendte denne Original,
at jeg ham kunde gjøre til Copie
af mig. Gaa nu – jeg ei fordømmer
saa smukt et Ansigt. Gaa, jeg ei dig dømmer:
thi Vi jo ere enige . . Og derfor
jeg (liig en Doctor, hvem du kan bevæge
til Alting, ved at sige: ja jeg indrømmer!)
forglemmer, at du Kongerne fordømmer,
beskyldende dem for, i deres Mag
(somom man Andet har at gjøre paa
den højeste Top, end hvile?) . . forat have
fremynglet Lasterne. – Ja gaa! – Dog bi!
Ifør ham denne hvide Kappe, at
han som Candidatus kan beile og
til Romerens Gunst . . Se Jesu Ryg
er Fredsbrev fra Herodes til Pilatus!

En Præst.
Hvor bli’er han af? Jeg frygter for Herodes.

En anden Præst.
Oh, Rabbi Jochanan er med.
Han har et Kors i hvert sit Smiil for Jesus,
fra den Tid Denne ham opvarted med
Fortællingen om den barmhjertige
Samaritan.

En Præst.
          Vel nok! Men Kong Herodes
kun leer ad Israels Præsters Sag. Han vil
flux vise, ved at stemme med Pilatus,
at kun hans Had var tvungen Gjengjeld for
den stive Romers Ringeagt.

En Præst. (Bevægelse iblandt Folket)
Ha – hvad?
alt Folket splittes. Ja, vi tabe Slaget,
hvis ei Herodes’ Lune var til Blod.
Nu! lad saa være; skjøndt vi tabe da
Fornøielsen af Mordets Øjeblik.

En Præst.
Nei, Folket splittes ei. Det stimler sammen.

En Mand.
O store Jesus! Ja, som selv du sagde:
dig tjene Aanderne.

En Præst.
          Hvad taler du?
Ha dette er den Blindfødte!
End gaaer du her omkring, Forskudte!
Hvad er det?

Folk.
          Judas! Judas!

463Præster.
Hvad? Judas? I hvilken Kro mon aagrer han,
og lader sig af Skyldneren tractere?
Vi skylde ham ei Noget.

Folk. (slæbe Judas’ Liig frem)
I maae vide,
om Denne kræver Eder.

Præster.
          Bort! Ha, Judas?

Folk.
Vi haabe, at han har betalt.

Præster.
          Vi byde,
at slænge Aadslet bort i Kulen. Hvi
at vise os den Ækle? . Ho, betalt?
Betalt et uselt Skriin for Penge
til Satan har han kun. Og troer I, Satan
er dummere end en Jøde? Nei han laaner
kun uopsigelige Capitaler,
saa Alt hvad man betaler ei forslaaer.

En Mand.
Dog svar var Angeren.

Præster.
          Dog kun Syndens Rente.

Manden.
Og rædsom var hans Død: som om i Taage,
og ei han vidste Veien, famled han
sig frem fra Kaiphas’ Huus; med skye Blinken
han saae paa Dem, som vandred ham forbi,
men stirred uden Blinken ind i Solen.
Det lod somom han Templet søgte; thi
464der standsed han, og lod med dødbleg Taushed
i Templets Kiste falde nogle Penge.
– Jeg veed ei mere; thi jeg ham forlod,
med Undren over Judas’ Gavmildhed,
før han udtællet fik; thi stedse seigere
neddryppet Sølvet. Dog det lod ei til,
han angrede sin Gave, snarere,
somom i Evighed han gjerne tællede,
somom han Noget ønskte at udhale.

En Mand..
Jeg hørte ham at tælle Ni . . ni . . ni
og ty – ve og – Tre . . Tre . Tre . . Tre . . di . . ve!
Men Klangen jeg i dette «ve!» ei glemmer.
Det lød som stimled alle de Selvlydende
omkring et «v» i. fælleds Smertes-chor,
som «va, ve, vi, vo, vu, vy, væ,»
isammen til en enkelt Lyd (som dog
til Stamme syntes have Raabet: vee!)
ismeltede; ja en enkelt ny
Vocal ismeltede – kun Skade, at
den vanskelig kan udtales.
Dog talte . . nei! dog hvined Judas den,
og løb og hvined bort . . jeg fulgte ham,
som Hajen Skibet gabende efter en
Ulykke. Ja jeg fik den. Thi han knapt,
med hundred Alens Forsprang var forsvundet!
bag Skræntningen i Oliehaven, hvor
han Jesus (O, jeg veed det nok!) forraadte,
før – hu, mit Haar sig reiste, som om der
hans Aand sig skjulte – jeg ham over mig
saae svævende ophængt i Terebinthen,
der luder frem som Klippens nikkende,
smalhals’de Hoved . . og i samme Nu
han drat.
Det var som skjød den ene Klippe ham
med skarpen Negl hen paa den anden: som
om Klipperne saalænge kun ham greb
til de fik kloret ham; men dog omhyggelige,
465at ei han skulde døe, før mellem Nelderne
og Tornene og Snoge-rederne
i Dybet; thi, da ned han rasled der,
den qvalte Luft i Lungerne foer ud
i Hyl endda. Ja, Præster, Judas saae jeg
at slide blind i egen Indvold; thi
ham Ravnene forfulgte i hans Nedraslen,
med Klageskrig, som var han dem frastjaalen;
og, flux han naaede Bund, saa var’ de der,
og hakked ud (de valgte sig det Bedste,
som de, der naaede Byttet først) hans Øine,
og bar dem endnu levende, ei brustne,
til Klippens Top. Der de nedsvælged dem,
som var de Dugdraaber, og nedfoer efter mere,
men kom til Kamp; thi Dybets Snoge,
med ægget Harm og hungrige, somom
de havde ventet ham, alt boede vrimlende
i Bugen, sprettet op af Klipperne.
I Dødens Øjeblik jeg Judas saae
at hale ud en Slange af sit Hjerte.

Præster. (afsides)
De tredve Sekler gav han da tilbage?
Nu faae vi Raad til Synden at udsone,
og det for Intet.

Manden.
Jeg stod som lammet. Dog tilsidst jeg lod
min Trælleflok ham slæbe udifra
de seige Slanger hid. Jeg vil ham jorde.

Præster.
Herr Joseph af Arimathia
spar den Omkostning kun til eders Ven,
til Jesus!

Manden.
          I da ville jorde Judas?

466Præster.
Hvad rage disse Rædsler os?
Af Agtelse for eders Stand, Herr Joseph,
vi hørte kun paa eders lange Snak. –
Dog sandere den Taalmod skyldes heller
vor Kjedsomhed; thi længe vi alt vente
paa skjønnere Scener. Ha, der har vi Helten!
I romersk Dragt? Ha, Folk, i blege Haan?

Folk.
Hvor bleg . .

Præster.
          Ha, Israel raaber ei?

Folk.
Hvor bleg og syg saae stakkels Jesus ud!
Gid meer end Skræk ei ramme ham!

Præster. (afsides)
Som Løven
er Folket, feigt og sky (det kaldes Høimod)
naar sig Gazellen krummer bedende;
men rasende, naar Blodet først den seer.
Ha, Israel, du maa see det!

Folk.
Han gjorde aldrig Ondt; nei sandelig,
han gjorde aldrig Ondt.

Præster.
          I Utaknemlige,
I saae da aldrig Godt af Præsterne?
Hvo gjør, at end I leve, skjøndt I synde?
mon Præsten ei, som renser? Jovah knuste dig,
hvis over dine Hytters svulne Helveder
ei Templet straaled reent. Men Altret er
den Lod, som holder Ligevægten, saa
I ei nedtynges af jer Synd. Det Vægelsind
467er eders Vægtstangs Bævren. Derfor vi
tilgive, og afpudse Templet nu
som før: – se Judas’ Sekler, disse Blodpenge,
ei skulle Templet smitte: vi bortgive dem.
– I prise ei? Er Gavmildhed ei Præstedyd? (Stillhed)
Mon disse Penge om til blodrødt Kobber
forvandledes? Nei, sandeligen, Sølv
saagodtsom Noget. Dog vi skjænke dem,
at kjøbe derfor Jorden under Skræntningen,
hvor den Forbandede nedbrast,
til Jordeplads for trætte Pillegrime.
Er Dette ikke Dyd? Da gaaer, og priser,
med nazarenisk Vansind, Enken, hvis
Eenskilling eders Mesters Tunge (o,
den stedse-færdige) i høien Ros-klang
uthamre vilde til en tung Talent. (afsides)
End ei ved Raab betegner Folket, at
det, ledet som af vore Dyders Straaler
vil følge os i Dybet. Ja besynderligt!
Det maa nok have følt de fine Traade
af vort og Judas Sammenvæv, der udflagred,
da sig Synedriets Døre aabned, flyve
sig ind i Øinene. Thi ellers pleier det,
ved Kongers og ved Præsters Dyd forbauses,
som om dem Mennesk-daad var unaturlig. (høit)
                    Ha, I stolte Stoddere,
ei see en Dyd i Rigmænds slængte Penge?
Et Smiil af Engelen I ville have
ledsagende den tørre Handling. (Afsides)
Hvor kommer dette Træk endnu vel fra
den laveste Natur? End, Aand, ei død?
Vi troede, at du herskende dig havde
tilbagetrukket kun i Præst og Konge,
saa disse Andre vare kun, som Fodskamle
som døde Klodse, lette at beherske.
468Og, da i hvertet Folkets Barn den gjenvaagner:
saa forme vi den jo i Oldets Form,
vi hamre jo, vi støbe i Opdragelsen.
Og dog – forgjeves! ?
(høit) I Folk! (afsides) Ha, Dette lærte du
af Jesus! (høit) Folk, vi vide, Du vil have
et Godheds Smiil i hveren Gjerning,
hvis du vil agte den. Vel! Veed du ei,
at denne Judas var vor Fiende;
thi han med Templets Fiende jo vanked,
og det var Retfærd kun (og da ei Dyd)
og hans Samvittighed, der, i dens Vaagnen
som Søvnevandrer, os tilførte Jesus:
Nu, milde og forsonlige, vi ere
som Træet, der henrækker Olieblad
til Judas, den vildfløine Fugl. . Ja, se,
vi, milde og forsonlige, forunde
ham første Plads paa Pilgrimsageren!
Thi han en Pilgrim var, men vandrede
paaeengang efter tvende Veirlys.
– Mon Præster øve Dyder ei som Jesus?
Ja, siig det nu! Han vilde Os begrave,
med Møllesteen om Halsen, ud i Havet,
os Israels Sonere! Ha, Han hade ei?
Hans Had opsluger Jorden, saa det tyer
til Havet, forat tømme der sin Galde.
Og Vi udsætte os for Himlens Vrede,
af Kjærlighed – vee! lad os ei udtale det! –
forsørgende med Fader-omhu den,
som Himmelen og Jordens Dyb forstødte.
Vi øve Dyder ei som Jesus! ?
– Ha, Israel!
Og have vi ei Templet, Jovahs Tempel,
og Jovahs Alter, Jovahs Helligdomme,
Forjettelserne? Ha, mon dette Alt
opholder Jorden ei, saa ei den synker?
Vei Dette, Israel! Har da Jesus Dette?
Hvis end din Kjærlighed – o vee dig, Israel,
Du troer den er en Favn: den er et Dyb! –
469hvis end din hule Kjærlighed, opfyldt
med dette falske Skyggebilled af en
Prophet opvejer Hiint, da læg til Dette
den Rad af Israels Oldtids store Aldre.
Mod disse har du Intet uden disse
beruste Øieblik. Ja sandelig
af Jesu søde Taler har du drukket
en Opium-ruus, hvor Vanvids-syner vrimlende
først folde Aldre for dit stive Blik,
af brustne Kroner og af Lænkers Stumper,
liig faldende Gnister, funklende,
af styrtende Altre bævende;
og saa en Alder, fuld af Drømmebilleder,
som forestille frie Folk, der dyrke
(som Jesus kalder) Gud i Aand og Sandhed.
– Vaagn Israel! hvi en saa farlig Drøm,
naar du i dette Tempels Støtter har
saa fast og skjøn en Sandhed? Vee, du vaagner
ei før vi knække denne blege Valmu,
der skjød saa lumsk fra Skyggen af vort Altar
op til et Menneskhedens Tryllebæger.
Du vaagner ikke før vi Jesu Blod
indsprænge i dit Aasyn; ikke før
vi vise dig i Jesu Hjerne, hvilken
en ækel Saft du skylder dog din Ruus.
Ha Dyd, som Jesus, øve vi; og dog
ei nok? Men Templet eie vi; og har
da Jesus, den forhadte Romers Yndling,
– ha Israel hørte du? – et Tempel til
din Lye?

Folket.
          O herligt er dog Israels Tempel!

Præster.
Velsignede Israel! Og du skulde taale
at Capitolet, Hedenskabets Throne,
forhaaner det? Vi ere Zions Tunger;
og Tungen veed vel hvo fornærmed Hjertet,
470og nævner den? Vi nævne Jesus nu
som Israels Tempels, Helligdommens Fiende.
– Ha, Folk, dit Hoved ryster? Du benegter?
Vel, lave Pøbel, gaa som Præster i
det Allerhelligste! forsøger paa,
at tænde Soningsaltret med din Haand,
med tusind Hænder! O, de ere rene;
thi Arons Stav de rev af Levis Hænder,
og sled af Præstens Skuldre Kaaben, og
de hellige Retfærds-øine af hans Bryst!

Folket.
          Ei saa!
Ved Israels Haab, ei saa!

Præster.
          Du gyser Israel?
Er Det din Fraaden indmod denne Tærskel,
hvorbag hiin Fremme’de haaner dig; thi han
beskytter Den, vi nævnte Templets Fiende:
din Fiende, Israel? Ja, han sidder nu,
i romersk Dragt, i Ro og Mag, derinde,
og disputerer ved hans Frokost. Ha,
hvis du nu raabte: «Jesus leve!» da
Han stak hans Hoved udigjennem Vindvet
paa Spydsod. Israel, trods ham!
Skrig «Jesus frem!» imod den Romers Ønske,
der fryder sig ved Skuet af, at Israel,
(ja selv de Ypperste) maa, udenfor
hans Vindver, hvor han fraadser indenfor,
paa Festens Morgen-taage tære fastende;
og saa tilsidst, af Solen stegte, med
en hæs, fortørret Røst, naar langt omlænge
han triner ud, Hans Ønske eller Indfald,
foragtende vort eget, hvæse efter.
Saa gaae vi hjem modaftens med den rolige
Bevidsthed, at vi have været høflige
mod Israels Herre.

471Folket. (raabende)
Ha! du Romer, frem
med Jesus! Jesus! Korsfæst, korsfæst din Jesus!

Præster. (afsides)
Saa æltes Folket. Masse, æs! gjær, Deig! (høit)
Ak, ejed du din egen Øvrighed,
den maatte komme da, saasnart du peeb.
Nu hører Romeren Israels Raab, som om
han hørte Vinden pibe . .

Folket.
          Frem med Jesus!

Præster.
. . Ja Vindvet lukker han, naar Israel raaber,
som om det var en Nordenvind.

Folk.
          Ha, Romer,
Vi slide dig . . Pilatus! frem med Jesus!

Præster.
Se Tyranniets Trods er Haan!
Men Trællens Haan er Trods. Ja trods ham!

Folk.
          Vee dig,
Pilatus! Jesus! frem med Jesus! Jesus!
Korsfæst ham – ha! Han døe, fordi du trodser,
fordi du vil, hvad Israel ikke vil!

Præster.
Ja derfor! Ha, hvo regner, hvorfor Jesus
maa døe? han Romerens og Barbarers Ven,
han Synderes og Tolderes Broder,
han Garizims Ophøjer, Zions Nedtræder!
472Judæa du – ha Du kan ei nedtræde
en Galilæas og Samarias Blomst?
Ak nei, en Romers Skjold bedækker den!

Folk.
I gjør os rasende. Pilatus! Vee
vort Had! Ha Jesus! Jesus! (Pilatus kommer ud med Jesus og Vagt)
Korsfæst! korsfæst! korsfæst!

Pilatus.
Tys! Tys! . Ved Jupiter! .

Folk.
          Korsfæst ham!
korsfæst ham, Romer! Det er Israels Villie.

Pilatus.
Foragtelige Sværmere, Taushed, hvor
en Romer byder!

Folk.
          Ha, korsfæst ham!

Pilatus.
          Ja,
hvis jeg til Israels Hjerte (denne Høipræst)
ham kunde nagle. Bort! Jeg har Cohorten.
Dens Landsestraaler splitte disse Skyer.

Præster. (til Folket)
I hørte det? bered dig, Israel, til
at døe for Jesus!

Folk.
          Jesus døe for os!

Pilatus.
Hvad Ondt har Han da gjort? Herodes ei,
ei Jeg fandt Skyld hos ham, altsom I klage.

473Præster.
Du hører, Folket vil, at Denne døer.

Pilatus.
Nei I, I ville det. Hvis Folket kun
faaer sovet, vil det kalde ham imorgen,
som før, «sin Kjærlighed.»

Præster.
          Siig, Israel:
naar Romeren, dit Had, har favnetaget
din Kjærlighed, er denne ei forgiftet?
Men fly og skjul dig Israel: se Jesus
i Romerkaabe har Cohorter!

Folk.
Et Folk foragter Legioner. Ha,
Pilatus, du er Dødsens!

Pilatus. (afsides)
Ja, hvad skal jeg?
Her er det Bedst – ja, hvis Forstanden skal
indrømmes Forrang for en Taare, hvis
det skulde agtes værd at leve og
at være Mand, maa «Klogest» være Eet
med «Bedst» – her er det Klogest da og Bedst
(som Mulen Tøilen faaer paa mulmsvøbt Hede)
at lade fatum styre i sit Lune.
Dets Villie altid er den Stærkestes.
Var Syriens Legioner her, da var
min Villie fatum. O, hvor dybt er ei
et Menneskes Mulm! En Times Draabe ei
jeg mægted see igjennem, see igjennem den,
at Disse maatte seire ved dens Ende.
Jeg kunde lagt saalænge da paa Løibænken,
og læst Horatium Flaccum,
og strax hengivet ham: jo kun en Jøde.
Da Timen dryppet var, som andre Timer,
ufarvet, ned af egen Tyngde over
474Pilati Hoved. Portias Morgenhilsen
et Rosenskjær dog kunde givet den.
Men nu? Som en uskyldig Dryp-secund
fremtitted den, og nu den svæver alt
paa Nippet til at falde, liig en blodrød
Rubin, med Vægten af en Sol, paa mig.
. . Nei ei Rubin endnu, ved Jupiter!
dog er den demantreen ei længer, men
i alle Haabets og Uvisheds Farver
den spiller, og den synes som forstenet
af noget Uforklarligts Pust; dog et
Bestemts fraoven eller nedenfra.
Men nu? en Time har jeg kjæmpet – vel!
jeg maa da ei beseires ganske; men
dog redde Noget af min Villie, (høit)
                    Jøder,
I ville have Jesum her paa Korset?
Jeg vil det ei; men anbefale ham
til Lærestol i Eders Synagoger.
At ei i Fiendskab vi samstøde skulle
for denne Sag, hvis Vægt borttages nu
med Romerens engang den tillagte Villie:
en Middelvei vi vandre til Forsoning.
I ville, han dræbes, ei, at han skal slippe
med mindre Straf; Jeg vil, han ei skal straffes.
Nu vælge Vi en Straf, som Ingen af os
har ønsket sig. Thi er da decreteret:
den Jøde-konge Jesus skal hudflettes! (til Soldaterne)
Flux, Romere, hugger løs, somom I havde
det hele Israel med blottet Ryg
i denne Ene! (Soldaterne hudflette Jesus)
                    Jesus, vær tilfreds!
Min Portia har Salve. Hvo ei Skib
kan redde, ro tilfreds iland med Baaden.
Saa . . o du Stoiker!

Præster.
Han gav dig Skallen, Israel, at tygge;
men gjemte Kjernen. Ja, han faaer sin Villie;
men din – ha Israel! men din?
Bad du om Pidskesnert? om denne Leeg?
Mon Jorden har en Træl, som ei vil kjøbe
en romersk Prætors Venskab for et Pidskeslag?
Ha, svage Folk, du græder næsten – ja,
ved Jovah, Taarer hist og her a1t vaske
bort disse Draaber Blod af Synderens Ryg.
Og hvergang Pidsken hviner, blinke I
med Øinene . .

Pilatus.
          O stolte Stoiker!
Sligt Ansigt, roligt som en Sol,
til slig chaotisk Ryg! O skjønne Syn!
O høje, stolte Syn af Guddom!
Men – Sextus, ha! du slog for haardt –
Nok! nok! ved Jupiter!

Folk.
          Nok! nok!
Slaa ikke meer! for Guds Skyld, slaa ei meer!
Ak, er det ikke Jesus? O vi drømme.

Præster. (Hudfletningen standser)
Forstokkede Anklaget tidt man saae
med Melke-ansigt og Commisbrøds-ryg;
thi Hjertet hærder Ryggen meer end Vanen,
som Ilden hærder meer end Hamren. Men
Hvo saae en Klager blød? Foragtelige!
Oh, Portia har Salve, og Pilatus
har Haan og Hevn mod Israel, men Venskab
at bringe Templets Fiende. Israel,
nu er du smurt om Munden. Han bedrog dig.
Du raabte Blod! og fik det; men i Draaber.

476Pilatus.
I klage end, I Trodsige? I Trælle,
seer eders Usselhed: en Romerdragt
(der nu paa simpleste Plebeier er
Aljordens Kongekaabe) skal ei, ved
at bæres af en pidsket Jøde, skjæmmes.
Men fører ham i Israels Konge-purpur
og Israels Krone, nu en Tornekrands;
thi hvo kan finde Davids gyldne nu
blandt Romas Regnepenge? (Soldaterne iføre Jesus Purpur, og trykke en Tornekrands om hans Pande)
Se Israel, Tornen, voxet paa et romersk
Castel (selv ligt en Torn i Judas Hjerte)
nu drikker Davids Blod! Jeg er ei meer
end Romas simple Kriger, og jeg tør
din Drot hudflette, Israel. Romas Krigere,
I Verdens kobbervingede Sejersørne,
nedknæler, hylder Israels Konge; thi
det er et mægtigt Folk, der trodse tør
selv Himlens Retfærd og en romersk Prætor!

Soldaterne. (haanende)
O Hil dig, Israels Konge!

Pilatus.
          Ret! Ret saa!
Ja Israel er et mægtigt Folk, der tør
(vel alle Zoroasters Djævle ere
dets Allierede?) selv Himlen, ved
at haane Retfærd, trodse; ja og Jorden
i Mig, en romersk Prætor.

Soldaterne. (slaae Jesus)
Ret dig! Hil!
Vi salve dig med Spyt. Hil Israels Konge!

477Pilatus. (fører Jesus frem)
(afsides til Jesus) Du sande Stoiker, jeg agter dig.
Jeg haaber, dine Fiender ere mætte. (høit)
Se hvilket Menneske!

Præster. (sønderrive deres Klæder)
O blodige Haan!
Vanærede Israel! O Juda,
gjenlagte Beensplint af en Løve,
vee, mere Ild der er i denne Purpurlap
end i dit Hjerte!

Folk.
          Haan? Ha, Romer! Haan?
Korsfæst ham, eller du.! Korsfæst ham! vee dig!

Pilatus (afsides)
Ha, hvilket Skrig, som tusind Dolkes Hviin!
Slig casus ingen Philosoph anmærked.
Her sværmersk Uskyld er anklaget,
og romersk Retfærd er som Dommer;
men, se, et Folk fremtræder jo som Vidner.
Nu, som det Romersk er, at frelse Uskyld,
saa er det Romersk dog fra Arildsold
at høre Folkets Røst. Men begge Parter
ved Fødselen ere Romas Afsky:
lad dem isønderrive da hverandre!
. . Nei – ha, Pilatus skulde være Kritias,
om Denne her blev Sokrates? Jeg vil
ei have Skylden, hvordan det saa gaaer;
thi her Pilati Vid maa stille staae. (høit)
Elendige Trælle! I, hvis Villie kun
fremkogledes af Disse Troldmænd . .

Præster. (afsides)
Du stive Romer, hvo bortkogled’ din?
– Den flygtige Djævel Frygt, der irrer som
en rastløs Midde i din tunge Hjerne.

478Pilatus.
. . Hvad ville I?

Præster.
          Svar høit, hvad vil du, Folk!

Folk.
Hvad vore Præster ville.

Pilatus.
          O tilgiv mig,
du høie Israel, at jeg leer:
mig synes du nu Slangen liig, der dandser,
naar Gøglerens Finger svæver over; men
hensynker død med den. Ha, meer du veed ei
hvad selv du vil . .

Folk.
          Jo, jo! hvad Du ei vil.
Korsfæst! korsfæst!

Pilatus. (afsides)
Tilsidst er Visen sjungen
saalænge fore, til De kunne den.
O de Foragtelige! Men jeg hevner mig!
O smukke Rose, du skal sønderrives
af dine egne Torne! du er afreven,
og svæver ene . . Ak, Hvad kan jeg? (høit)
Saa tager Jesum hen da, og korsfæster ham!
Jeg vil det ei; thi jeg ham veed uskyldig.

Præster.
Nei, nei! Hvad Vægt mon havde da hans Død?
hvad Stempel? Hvis ham Folket sønderrev,
da sønderrev det Templets Seier. Ha,
hvad Værd hans Død, naar Anger sidenefter,
saasnart hans Blod af Folkets Haand var vasket,
bepletted Hjerterne med Blod? Thi Angren,
begyndende med: «sandt, jeg var for rask!»
vil ende med det Hyl: «jeg er en Morder!»
479Nei døe maa Han for Loven, som Misdæder!
Thi evig maa den sande Seier være.
Men Hver, som siden seer dens Grav, som Folket
har dræbt, vil tænke, naar han gaaer forbi den:
«Han fik en svarig Død – Gud Os forlade!
Jeg hørte – gid, ak, gid det dog var ugjort! –
han raabte med sit Dødspust: Vee! mod mig.
Dog gjorde Jeg jo kun som Andre gjorde?
Jeg frygter . . Døde! sov dog sødt iro!»
Men viid, Pilatus, ønsker engang Folket
saa fromt om Jesus, da er Alting tabt:
vor Daad da kun var Mord, men ingen Seir.
Du seer, i hiint Tilfælde, Folket vover
Kjærminder plante selv med blodig Haand.
Men, dræber Loven, roligt gaaer det da
forbi henrettet Synders Grav, og siger,
med Hovedrysten, ja med bortvendt Hoved:
«Du fik en svarig Død. Gud dig forlader!
Skjøndt, færdes som du kan det! Os det rager ei.
Thi Loven er retfærdig jo? saa Hvad
du fik, fortjente du, og det medrette.
Medrette? Var det ei? Lad Dommeren svare!
Mon vi bedømme Loven? Dommeren svare!
Det bliver Hans og Lovens Synd; ei vor.»
Saa stinker Afsky, som den værste Bulme,
paa den henrettede Misdæders Grav,
hvad-heller Ligegyldighedens Mose
den overgroer, saa ei den synes længer.
– For Loven døe da Jesus som Misdæder!
Du veed, dit Rom, i Seiers Overmaal
(nei heller forat lade Israel eje
et Minde om dets sjunkne Høihed) lod
vort arme Folk sin egen Lov beholde;
og denne byder . .

Pilatus.
          Ja jeg veed det – ja! (afsides)
I fanges nu i Eders egen Snare. 480(til Vagten)
Før frem den Morder og den Røver Barrabas! (høit)
. . Jeg veed det; ja den giver Folket Forret,
hver Paaskefest benaade en Forbryder.

Præster.
Ei saa vi meente. Loven . .

Pilatus.
          O jeg veed det!
Tys! Stille blot! Lad Folket vælge! Se,
her er’ da tvende Jesus’er! betyder
ei Jesus «Frelser»? Nu, isandhed
i Mørke har det været slemt for Mange
at frelses af den ene Frelsers Kløer.
Frem Jesus Barrabas! Frem Jesus Messias!
Se skumle Ansigt paa den Morder Barrabas!
Se milde Ansigt paa den arme Jesus!
Er dette ei som Nat og Dag?

Præster.
Hør, Folk, han stikker dig i Munden
en anden Bid, end den du hungrer efter.

Pilatus.
Blod sidder end, ja eders eget Blod,
imellem Barrabas’ Negle. Denne her
skyer Blod som en Brahmaner. Er der Tvivl?
Ha Folk, du seer paa disse Præsters Ansigt,
og ei paa disse To: paa Barrabas,
for Mord og Rov ved Lovbeviser fældet
– den natlige Hyæn: paa Jesus, hvem
I straffed alt, skjøndt Intet er beviist ham
– den hvide Due. Kan der være Tvivl?

Præster.
Nei sandelig! Thi Folkets Naaderøst
udgaaer fra Templet. Barrabas kan tænde
en Hytte hist og her, men Du ham hader.
481Men Jesus Ilden slukke vil paa Israels
den stolte Arne, Zions Alter, og
du elsker ham. Giv Barrabas fri!
Her er ei Tvivl. Men Jesum fæst paa Korset!

Folket.
Ja, Barrabas fri! Men korsfæst Jesum!

Pilatus.
          Ha,
jeg snubler i den plumpe Trods. Gaa Barrabas!
Du er en værdig Gave til et Folk
af Mordere: en træffende symbolsk
Foræring, i dets Frihedsfesttid, til
et Folk, som stjal Ægyptens Sølvkar paa
sin Frihedsdag.

Præster.
          Vi ville kun hvad Loven
os byder: Død for Gudsbespotteren,
for Hver der falsk, formastelig, som Jesus,
tør kalde sig Guds Søn. Det er vor Anke. (afsides til Barrabas)
Gaa Barrabas! bring Jesu Kors!

Pilatus.
Ah, stakkels Sværmer! Det var ret en Sag?
Mon Æskulapius dræbtes, da han kaldte
sig, stolt af nogle Kurer, Søn af Zeus:
af Livet? Jesus er jo og en Læge;
dog ville I ham dræbe? Dræbe Læger?
Hvor lavt I staae mod andre Folk!
Ah, have I da tvende Liv? Da sandelig
meer end vi Andre. Snak! I ere Kjød.
Dog med en slappere Følelse af Liv
(den Daarer til Selvstændighed ophøie,
og kalde Sjel) end Romere og Græker;
thi I, som Disse ei, der vide, at
det Liv, vi have, er det Alt vi eie,
indrette dette Liv saa skjønt og viist,
482som man det eneste vel skylder; men
Barbarer I forblive, agte ei
en Borgers Liv, ei eders Eget heller,
naar I en Læge myrde, som dog er
den Eneste, der giver nogen Modvægt
mod Jordens Jammer: Krig og Sot.
. . den Eneste, der kan forlænge Nydelsen
af Livet, og forhale (o som ved
en Borgerkrig han vækker i Naturen)
vor Gjenindsvinden i Materiens Døde.
Bort, bort, I Usle, fra Prætorium!
Jeg sværger (skjøndt Hvad er at sværge ved?)
. . Dog jo, jeg sværger Eder ved min Vrede,
at Haar paa Jesu Hoved ei skal krummes,
saasandt han er saa god en Læge, som
min Høvedsmand fra Capernaum siger.
Han døe, fordi han kalder sig Guds Søn?
Det er’ vi Alle jo. Men kun de Kloge
med Vished vide det, og sige det.
Men Gud er Fælledsnavn for alle
Naturens Elementer. Siger En:
jeg er Guds Søn, Søn af en Gud! da er
det jo det samme som om Manden sang:
          «Intet er Altings Oldemo’r.
                    Ild min Bedstefa’r,
                    Vand min Bedstemo’r.
          Tilsammen de avlede Luft og Jord.
          Og Luften er min Fa’r, og Jorden min Mo’r.
                    Jeg er Blod og Kjød,
                    Odelsherre i dette Dyb,
          pidsket af min Fa’r,
          Formynder for min Mo’r,
                    Broder til hvert Kryb,
          til Ørn og Mos og Rosen rød.
                    Klippen graahvidskaldet hist
          er en gammel Tante vist.
                    Jeg veed: jeg er!
          Siig frem, om du veed meer!
                    Jeg troer,
          483at aldrig, førend jeg blev fød,
                    jeg var.
          At jeg er Muld, saasnart som jeg er død;
                    saa stolt jeg nu er – ha!
          ei værd belivet Støvgran da,
          ei værd en Flue paa en Qvist,
                    jeg troer, jeg troer forvist!»
Nu da? Ei Lapperie! Ved Guds Retfærdighed
jeg . .

Præster.
          Hvilket Chaos i din Hjerne!
I samme Aandedræt du Gud benegter,
og sværger ved hans Retfærd. Derfor just,
fordi dit Vanvid er af Vind-natur,
ustadigt, men uhyre, uden Form
og blødt, det bøjer sig som Vinden let
om Andres Vanvid, ligemeget hvilket,
der formet fast sit Horn opløfter.

Pilatus.
Jasaa? Ei saa! Ved Skjebnen! da, der synes
at ville drive Leeg med Jesu Hoved
og med min Tunge . . . ja, ved Romerens Fasthed!
jeg sværger: Præster, I jer Sag har tabt,
fordi I bringe saadant Lapperie
i Retten, som en Klage for et Navn.

Præster.
Ha, Vantroe, du Formastelsen i sig
«Guds Søn» at kalde, ikke maaler i
din skjælvende Hjerneskal. Israels Lov
fandt Gravens Maal kun stort nok for en Deel af den;
men hule Helved favner Resten.

Pilatus.
          Huult?
Oh, eders Helveder, I Præster,
sig hvælve, søile høit mod Skyen! (til Jesus)
Hvad svarer du? Du tier blot og lider.
484Svar, er det saa? Ha, værdiger du Mig
ei Svar? Viid dog, at Jeg, at Jeg har Magten
at frelse dig og fæste dig paa Korset.

Jesus.
Du havde ingen Magt, hvis Den ei var
fraoven givet dig.

Pilatus.
          Du mener Skjebnen?
Den slaaes med mig om dig.
Hvis jeg var Skjebnens Træl, da maatte jo
Samvittigheden mig beskylde for
Oprører. Men isandhed, hvergang jeg
forsvarer dig, jeg har en Følelse,
somom mit Hjerte soled sig; men saa
en Taage kommer drivende – hvorfra?
Det Jeg veed ikke.

Jesus.
          Pontius Pilatus,
De, som mig gav i dine Hænder, have
en større Skyld end du.

Pilatus.
          O stille Viisdom!
O kolde, rene, høie Æther!
Hvo skulde tænkt, han kunde tale nu
saa vist og roligt, nu
da ei hans eget Fædreland vil bære ham,
men gabende ham jager ud, som paa
en Leviathans Ryg! – Jeg agter dig.
Skjønt from som Daaen, der med Maaneskinnet
og Egens friske Duften sværmer, og,
som Daaen jaget ind i Klippens Klemme,
han piber ei som Daaen. Du har min Høiagt.
Og Vee den Dristige, som lette tør
mit Romerskjold, der nu bedækker dig
– ja dækker dig, ved min og Romas Ære!
Jeg holder dig med Staalkloe: kommer nu,
485I sultne Ræve! Kommer nu, og rører,
saa faae I Blod paa Snuden!

Præster.
Pilatus, døe han maa! han maa! han maa!
I alle Jordens Præsters, alle Altres
og alle Guders Navn, i Jovahs Navn,
Det fordre Vi!
I alle Jordens Kongers, alle Throners,
i alle Tyranniers Navn, i Cæsars,
Du burde fordre det; ja Du!

Pilatus.
Ja, kom han i en parthisk Sværm af Klinger.

Præster.
Vee Jordens Herskere, hvis dorske de
kun frygte Sværd, ei Ord, et Ord, som kan
belivne Millioner Sværd! Vi sige dig:
den Synder der har Trælle Frihed lært;
og, forat de med desto større Kraft
kan bryde Lænkerne, han lærer dem
at styrke sig ved Dyd.

Pilatus.
          Gid dette var
paa Romas forum lært i Syllæ Dage!
Jeg skulde dræbe Cato?

Præster.
          Hvorsomhelst
end denne Jesus fødtes, af sit Fædreland
han var en Fiende; thi han vil, at det
ei ene skal besidde Frihed; men,
som det, hvert Folk, ja selv dets Fiender.
Men Cato elsked Romas Frihed, men
nedtraadte alle Andres. Derfor var
han herlig som en Romer.

486Pilatus.
          Jeg har svoret.
Og nu faaer Templet knuse Borgen,
hvis det vil sminke sig med Jesu Blod.
Men saa vil Capitolet komme selv,
og knuse Templet. (Til Stridsmændene)
                    Frem, I Romere!
Gjør lyst i denne Hob med eders Landser.
Jeg svoer jo ved min Ære?

Præster.
          Israel, se
nu dræber Jesus dig med Romersværd!

Folk.
Korsfæst! korsfæst ham!

Pilatus.
          Ha, uvillige,
I Romere, seendrægtige I ordne jer?
Fordi det er en Jøde, I beskytte?
Men det er Jøder, som I skulle slaae.
Og Jøden, som I vogte, er ei simpel;
men se, en Heros (eja! var du Bacchus,
jeg dyrked, som Herodes Venus, dig!)
ja Halvgud eller Guds Søn eller – hvad? –
og Israels Konge.

Præster.
Vi have ingen Konge uden Cæsar.

Pilatus. (afsides)
Vee Jesus, hvis de blande Cæsar ind!

Folk.
Nei, ingen Konge uden Cæsar!

487Pilatus.
Den Træl er først foragtelig, som med
sin Skjændsel praler.

Præster.
          Giver du ham fri,
da er du ikke Cæsars Ven!

Pilatus.
          Ha! –

Folk.
Ja, giver du ham fri, Pilatus,
da er du ikke Cæsars Ven!

Pilatus.
          Ha! Dette
var Otterslangens Stik.

Præster.
          Vi traf!
Ja giver du ham fri, Pilatus,
da er du ikke Cæsars Ven; men Cæsars
Forræder!

Pilatus.
          Ha!

Folk.
          Ja giver du ham fri,
du er ei Cæsars Ven, men hans Forræder!

Præster.
Hvo er vel Cæsar?

Pilatus. (afsides)
Ha! – Tiberius!

488Præster. (leende)
– Oh, Cæsars Navn er Trolddom!
Mon ei Tiberius? Han er iversyg
som Jovah. Han maa vide, hvo
der er hans Fiende. Han bør kjende
sin falske Tjener.

Pilatus. (slaaer sig for Panden)
Vee! vee Dødsens!
Ha Tordenslag!

Præster.
          Mon ei Tiberius
er Jordens Cæsar? Vi hans Trælle ei?
Vi tjente Cæsar, om vi viiste ham
en fattig Usling, der, i fjernest Vraa
at være Cæsars Uven, vovede.
Og Denne her, hvem han betroede?
– ha Cæsars Øine ere Dødens Sværd!
Vel! bedste Vennetjeneste er det jo, at vise
forborgen Fiende . . Vi pligtskyldigt maa
berette Cæsar: Pontius . .

Pilatus.
          Ha Pontius
Pilatus er meensvoren!

Præster.
          Ja, meensvoren!
Saa var det jo vi mente.

Pilatus. (afsides)
Ak, hvad skal jeg?
– – Ha, kan jeg være uvis?
Her er en Jøde paa den ene Side;
men Cæsar paa den anden. Vee, jeg har
min Ære lagt paa Jødens Vægtskaal! Dog
er det ei Cæsar selv, som giver Ære?
O stakkels Jesus! – Ha han er en Jøde!
489Fordømte Jøde! – Ha, han er et Menneske!
O stakkels Menneske! Fordømte Jøde!
. . O vee, i hvilken Cirkel drives jeg,
saa kolde Sved frembrister, Olie liig
af Gjængerne, hvori jeg drives om.
Det er Nødvendighedens store Hvirvel:
jeg er nu kommet til det Punct tilbage,
hvorfra jeg udgik: den Beslutning, som
jeg fatted strax, jeg hørte, at en Jøde
var stevned hid; ja den: «han flux skal døe!»
Men – o man følger altid sikkrest dog
den første Drift, som var den Skjebnens Stemme –
om jeg begyndte at randsage,
da Uraad bag de Præsters Ivrighed
jeg ahned . . ha, saa kom de Skrupler,
og hvirvled mig omkring til nu jeg standser
ved samme Punct: han døe!
Han er en Galilæer . . ah, hvor let
han kunde været blandt de Galilæer,
hvis Blod jeg blandede med deres Offers?
Nu – vel han var ei; men han kunde været,
og saa var han jo død og denne Sag
ei til. Ha, Een? – hvad gjør det vel til Hine?
Du faaer da følge dem, som 1 in mente
forglemt ved Regnestykket paa det Altar.
Desuden; ja desuden – hvad desuden?
Er der ei flere Grunde? O, at jeg,
for alle Disse, havde ikkun een,
der kunde dække denne Tanke til:
«han er uskyldig!» Cæsars Magt ei selv
kan – jo den kan! Hvo er som Cæsar mægtig?
Men, hvo er skyldløs vel som denne her?
Ha Tankehvirvel – ha, hvad hviner du,
at sætte Liid, trods disse Løgnere,
til Tiberii skakke, lyttende Hoved,
til den Mistænkeliges Skeleblik,
der i en skraa uendelig Straale glider
fra Capitol henover Jorden? Ha,
du raader mig: at døe, om Cæsar fordred,
490for Jesus? Pontius for denne Jøde?
. . O risum teneatis amici! – Han døer da? Ha,
I Morder-Præster, ja! Han døer! Men vider:
jeg hevner mig!
Mod Cæsars levende og vrede Aasyn
jeg med dets døde, milde (sandelig,
bogstavelig har Smiger her forgyldt!)
. . jeg med dets eget Billed mig forskandser;
thi jeg vil reise Cæsars gyldne Billed
paa eders Zions Altar, Præster; og
I skulle tvinges ned, med Sværd paa Nakke,
at offrende tilbede, knælende
som før for Bels og Dagons.

Præster. (til Folket)
Vrist Seiren ud! Den hænger løst ham nu
i Haanden, Raab! Ha nu – Ah, der er Barrabas
med Jesu Kors, vort Seiersbanner! (Barrabas kommer med Korset)
                    Se,
det peger stolt mod alle Verdens Hjørner!
. . Ha nu! Ha Folket skjælver nu
i Seirens Øieblik, og tør ei raabe.
Hør Zions Stemme da: korsfæste Jesum!

Folk.
Korsfæst! Korsfæste Jesum!

Pilatus.
Vel! (til Jesus)
          Jesus! (afsides)
                    O jeg tør ei see paa ham! (til Jesus)
Ak Jesus – ja det gaaer som jeg har spaaet.
Hvormange Prøver gjorde jeg? Du veed,
at først jeg . . Ha, jeg kan ei tale!
Se ei paa mig! Farvel! Se ei! Du veed,
jeg agter Dig . . Farvel! Det gaaer
491. . Vær dog tilfreds, thi Alting er forsøgt!
. . Det gaaer som jeg har spaaet, som jeg sagde,
og ahnte, som jeg sagde . . ja –

Præster.
          Korsfæst ham!
Thi ellers . .

Folk.
          Korsfæst! korsfæst!

Pilatus.
Det maa saa være! Ja det maa saa være!
Vel! tager Jesum hen! korsfæster Jesum! (toer sine Hænder)
Men Jord og Himmel see, jeg er uskyldig
– min Haand er reen! – ja reen uskyldig
i den Retfærdiges Blod.

Præster og Folk. (dragende bort med Jesum, hvem Barrabas lægger Korset paa)
Oh, Dommer!
Lad komme over os og vore Børn
hans Blod!

Pilatus.
          Det kommer!

Præster.
Godtfolk da – Ei ei! hvi slæbe I jer frem!
Er Gangen til Golgatha tung for Alle?
Marsch!

Pilatus.
          Standser – Ha, nu agtes ikke jeg;
men Toget gaaer alligevel. O dette
er Skjebnens brede Strøm – jeg flyder med.

492Præster.
Ah, hyler ei, Qvinder! Heller Seiers-fløiter! –
Som bævrende, blege Drømme Folket synes
at henglide ubevidst. Eja! vi sværge:
det er ei en Drøm! det er ei en Drøm!
Marsch!

Pilatus.
          Staa! – hem! hem! – de gaae
alligevel . . Ja det er Skjebnens Strøm,
som river Alting med sig: Sol og Stjerne,
som flammende Meduser nærved Bunden,
og dette Kors og Jesus, liig en Frivil
udslynget paa en Qvist, og jeg – o liig
en raadden Stub, der mægted ei at modstaae,
– o vee og Sommerfuglen sad paa Stubben –
og Alting drivende . . Alt stille drivende
mod Dybet.

Præster.
Ah, heller (thi Eder en Byrde er afvæltet)
I fremdandse skulde; og Han, som bærer, Han,
om Skuldren end brast, Han skulde dandse med!
Marsch!

Pilatus.
          Stands! stands! Jeg byder: staae! (Toget standser. Jesus segner iknæ.)
. . Ja sandelig jeg troer den brister.

En Mand.
          Ja,
hvor sagte vi end gaae, jeg troer, vi gaae
for hurtigt.

Pilatus.
          Mand, som vil saa sagte . .
et Raad jeg veed derfor: du Jesu Kors
skal bære.

Manden.
          Nei, for Alt!

Præster.
          Oh, Jesus orker nok.

493Pilatus.
For Alt? Du er hans Ven, dog vil du ei,
endskjøndt hans Skulder brister næsten, bære
hans Kors til Bjerget op!
Det er en Skam at røre ved det Træ?
For ikke (kan jeg troe) at have Deel,
end med en Fingerspids, i Jesu Død,
endskjøndt alligevel den Jammer skeer,
og skjøndt du sparer ham en Lidelse?
Det er Plebeier-kjærlighed. Hvor falsk
en Almufølelse!

Manden.
Ja, ja! – Jeg vil ei. – Det er nok, Prætor!

Pilatus. (afsides)
Plebeierens Villie-Fasthed mig beskjæmmer.
– O havde jeg dog sagt som Denne:
stat pro ratione voluntas! (høit)
Nu skal du! Tving den Tvær-buk, Vagt!

Manden.
Det eneste, ei Cæsars Vælde kan,
er, Mandens «Vil» at tvinge, som tør døe.

Pilatus.
Det skal du! (afsides) Ak, hvo Magten har,
er kraftløs, om ham mangler Villie.

Jesus.
O Næste, let din Næstes Kors! Den Byrde
ei tynger; thi du lægger da dit eget. (Manden tager Jesu Kors. Toget gaaer fremad.)
Stamfader til en troende Slægt, du bærer
med Sorg mit Kors; din Æt vil kysse det.

494Pilatus.
Ha, Viisdom nu med Døden alt paa Læben?
Hvor underordnet synes Døden?
Et Segl kun under Brevet. – Ei, Mand, du stønner
din Villie ud.

Manden.
          Ei Vælde (som jeg sagde)
kan tvinge sande «Vil», men Viisdom
forvandle det til et end sandere;
kun en end høiere Viisdom atter kan
forvandle det.

Præster.
Ha, Golgatha! Golgatha see vi! Der straaler det!

Jesu Veninder.
Ak Golgatha! Vee! der sortner det!

Pilatus. (seer forskrækket mod Bjerget.)
Ha Golgath? Stedet? Nei, et Skridt ei længer!
Er det der alt? Jeg svimler. Stands! Nu vel!
Jeg vil dog hevne mig! Se denne Tavle
skal skinne over Jesu Kors:
der staaer i trende Sprog hans Udaad.

Præster.
Forhaanelse! Der staaer jo ligefrem:
«Den Nazaræer Jesus, Jødekonge!»
Forandre det dog til: «som sig udgav for!»

Pilatus.
Forandre? O, jeg har forandret nok!
Nei, Hvad jeg skrev, det skrev jeg!

Præster.
Afmægtige Harme!

495En Stemme.
          O hans Tjeneste
fortjener, at I taale dette.

Præster.
Ha Golgatha! Golgatha see vi! der straaler det!

Jesu Veninder.
Ak Golgath! Golgath! alt? Der sortner det!

Præster.
O kom os imøde,
du bugnende, røde
af Israels bedste Purpur og Grøde!

Jesu Veninder.
Som giftig Mulm,
brist, og flye!
O svind, som Ørknens Skye,
du svullne, sorte
af Israels Brøde!

Præster.
O, Golgatha, svulm!

Jesu Veninder.
O, Golgath, synk!

Præster.
O Golgath, du Zions Hjørnesteen,
som Jammer gjør mørk, men Blod gjør reen,
som Templet løft dig! som Himmelen svulm!

Jesu Veninder.
Nei, Golgath, synke!
Naar Djævle juble, Engle ynke.
O Golgath, Synder graa
496(ja Myrdedes Been
dit Oldingehaar,
en Oldtids Profets kalkede Knok
din Ærværdigheds Lok!)
o siig ved et Suk, naar, naar
Du dog i din Grav en Afgrund, gaaer!

Præster.
I fagert Morgenliv Golgatha staaer,
det Styrkens Horn.
Mod Golgath er Carmel ufrugtbart Korn.
          Mod Golgathas Been
          er’ Libanons Cedre
          som hviftende Fjedre
mod Søilerader af Marmelsteen.
Ha, Golgath, saa frisk som Morgenens Blus,
du Bæger, hvis Ild, hvis flammende Viin
          kun lysere males,
          kun sødere svales
af Smaaperlers hvide, kjølige Skin
– ja, ynder du Israel vel, du kalde
da «Perler» hver Golgathas Hovedskalde! –
. . Ha Golgatha, Bæger, hvor Alteret slukked
sin Tørste, hvor Templet sin Kraft har drukket,
og nu skal drikke i Jesu Blod
          sin Seiers Ruus,
          opbrus! opbrus!

Jesu Veninder.
Nei, Golgatha, synk iskjul, imuld!
Lad heller blive, hvor du stod,
du Klump af levret Blod,
et Israels Saar, en Grav!
O vi med Graad den øser fuld.
Den bliver et stille Glemslens Hav:
Vi, vi, som knæle rundtom ned,
de Blommer, som spire paa dets Bred,
og bøie sammen sig til smaae
Portaler, hvor Taarekilder gaae.

497Præster.
O Golgath, du Hane ved Zions Porte,
med Krop den harmsvulne, midnatsorte,
          og blodrød Kam,
          bruus op med Bram:
vi føre jo Ham? ja Ham!
O kunde du gale, du goel:
«Messias – eiha!
se: jeg . . se: jeg . . se: Golgatha,
du Gud, skal vorde dit Himmelhvælv!
Du selv af dit Hjerteblod skabe dets Sol!
Men under mig, under mig huler sig – skjælv! –
          Scheol, Scheol!»

Jesu Veninder.
Nei, Golgath, du er selv
en Djævels sammenrulte Krop.
Men Jordens Djævle bygge
sig Baal op paa din Top,
hvor Uskylds Blod er Ilden, der føg
i Sukkes Røg.
Men i din Bug, dybt i din indre Skygge
selv Satan kogler med Helvedkunster,
saa ovenfor i Lyset heroppe,
liig Skuespildukker, liig giftige Dunster,
I Præster maae hoppe.

Præster.
          O, Golgatha nu
til Zions Tvebroder døbes du.
Oplad nu din Strube; thi Israels Præst
med Røveres Kjød, paa din Daabensfest
          vil made dig!
O blotte dit Hoved; thi Israels Præst
med Frelserens Blod, paa din Døbefest,
hvor Templet er Vært og Throne er Gjæst,
          vil bade dig!
Bered dig! bered!
Thi Døbefonten, ja: Jesu Hjerte,
498og Sejersblikket: den hellige Kjerte,
og Korset: den hellige Vieblods-qvist,
          Vi bringe med.