XII.

Hver Aften, naar hun gik iseng, gjentog Henriette den Ed, hun havde svoret Lauritz, da han reiste: «Jeg lover og sværger at elske dig trofast i Liv og Død og aldrig gifte mig med nogen anden.»

Men hver Morgen, naar hun stod op, sukkede hun og græd sommetider; thi hun Øinede ingen Udvei, og hun gruede for hver Dag, som kom.

Paa hendes tyvende Fødselsdag havde Moderen ligefrem sagt hende, at hun snart skulde giftes. Lauritz var gaaet paa Langtur, han kom vist ikke hjem paa to Aar; og selv om han kom, saa vidste hun altfor godt, at Moderen aldrig vilde lade dem faa hinanden.

Saaledes svingede Henriette mellem den freidige Ed og den uigjennemtrængeligste Haabløshed, – snart yderligt forknyt snart vuggende sig i stolte Drømme om sin kjække Lauritz, hvor han elskede hende, og hvor fast han stolede paa hendes Trofasthed.

Hun blev ikke fyldig som Søsteren, men holdt sig slank og mager; hendes fine, livlige Ansigt fik et spændt Udtryk, somom hun hvert Øieblik gik og ventede paa noget. Hun betroede sig til Sara, og hun talte for hende og formanede hende til Lydighed.

Men Henriette var altfor klog til ikke at opdage, hvorledes Sara havde det i sit Ægteskab; hellerikke var der synderlig Kraft i Saras Formaninger, naar hun talte om Lydigheden. –

Flere Dage efter Sivert Jespersens Selskab var Hans Nilsen ikke at se; han mødte ikke ved Maaltiderne og var ikke engang hjemme om Natten.

Madame Torvestad skulde ikke have bekymret sig saa meget derom; thi saadant havde hændt før. Fennefos havde mange Venner i Omegnen, som han undertiden besøgte. Men hvad der foruroligede hende var, at den gamle Farver flere Gange havde været der forat spørge efter Hans Nilsen uden at ville betro hende, hvorfor han søgte ham.

Madame Torvestad havde nu næsten forvundet Skuffelsen med Sara. Da hun mærkede, at Datteren voxede hende over Hovedet, var hun klog nok til at nøies med den Glans, som ogsaa faldt over hende ved det rige og gode Parti. Og skjønt Henriette ikke paa langt nær udfyldte Saras Plads ved Bibelpulten, vedblev dog Madamens smaa Forsamlinger at være søgte, og hun bevarede sin Anseelse blandt de Ældste.

Men i de sidste Dage foregik der en Forandring, som ængstede hende. Hun kom meget snart underveir med, at det, hun havde læst ved Middagen om Franckes Himmelfart, havde gjort et meget misligt Indtryk. Endvidere fik hun vide, at de Ældste holdt Raadslagninger om Fennefos, uden at hun blev tilkaldt. Den gamle Farver havde øiensynligt et hemmeligt Ærinde til ham fra dem.

Madame Torvestad overveiede Sagen med Besindighed og fattede sin Beslutning. Saasnart Hans Nilsen endelig lod sig se igjen om Eftermiddagen den femte Dag, mødte hun ham paa Trappen og trak ham ind i sin Stue.

«Sidst du var her i Byen – Hans Nilsen!» – begyndte hun uden nogen Indledning, «spurgte du mig, om jeg troede, du burde gifte dig; dengang mente jeg nei; men nu mener jeg, det kunde være paatide.»

Han gjorde en Bevægelse paa Stolen, og nu først blev hun opmærksom paa hans besynderlige Udseende.

Han sad bøiet, halvt vendt fra Lyset; de klare graa Øine, som ellers stod saa aabne mod den, han talte med, vare sænkede, og naar de løftede sig, gled de til Siden. Bleg var han ogsaa; men stundom rødmede han og strøg sig over Ansigtet med Haanden, somom han vilde skjule det.

I sin Forundring glemte hun at gaa videre og blev bare ved at gjentage: «nu mener jeg, det kunde være paatide.»

Fennefos troede paa sin Side, at hun vidste alt, ligesom han overhovedet mente, at enhver kunde se hans Synd og Urenhed udenpaa ham. Og da hun nu vedblev at gjentage, at det var paatide, han giftede sig, blev han saa skamfuld, at han ikke vidste, hvad Krog han skulde se i.

Madame Torvestad forstod ikke rigtig, hvad hun saa; men det begreb hun, at Fennefos paa en eller anden Maade havde faaet et Knæk; kanske var han saaledes lettere at lede.

«Du spurgte mig ogsaa dengang – Hans Nilsen! om jeg kjendte Nogen kristeligsindet ung Kvinde, som kunde passe for dig. Nu tror jeg, at jeg har fundet en. Min Datter –»

Han saa et Øieblik saa forvildet paa hende, at hun næsten blev ræd: «Er du syg? – Hans Nilsen!»

«Nei – jeg er bare træt.»

Men nu fik Madame Torvestad en Mistanke: «Eller skulde jeg tro, at du har ladet dit Hjerte besnære i syndig Elskov? Isaafald – Hans Nilsen! – saa bed Gud bevare dig og hjælpe dig at kjæmpe mod Djævelen i dit eget Kjød. Du burde være Mand for at seire og ikke lade dig fange i saa ussel og vederstyggelig en Snare. – Henriette er jo ung; men hos dig vidste jeg hende vel forvaret, og jeg tror og haaber, hun kunde blive til Velsignelse for dig.»

Fennefos kom nu saavidt til Besindelse, at han kunde takke; vistnok havde han ikke tænkt paa at gifte sig nu; det var jo en alvorlig Sag –

«Det er ikke godt for Mennesket at være alene – allermindst for Manden,» sagde Madame Torvestad med Vægt; «det ved vist du ogsaa – Hans Nilsen; og du mindes vist, hvad Paulus siger –»

«Ja – ja –» skyndte han sig at afbryde, «naar I mener, jeg bør gjøre det, vil jeg bede Gud vende det til det bedste.»

«Jeg skal tale med Henriette,» sagde Madame Torvestad.

«Tak – men jeg vilde nok gjerne selv –»

«Nuvel – til dig har jeg Tillid; hun er inde i Væverstuen.»

«Nu strax? – jeg tænkte –»

«Der er ikke nogen Grund til at opsætte det,» svarede Madame Torvestad, aabnede Døren og kaldte Tjenestepigen ud; derpaa lod hun Fennefos gaa derind.

Han lod sig lede som en Hund. Der var ingen Tvivl om, at Madamen kjendte det hele. Og denne Skam sammen med hans Træthed gjorde ham aldeles viljeløs i hendes Hænder. I fire Dage havde han flakket om langs Kysten ganske alene, skyende sine Kjendinger, og hos Fremmede havde han spist og sovet. Hele Tiden havde han kjæmpet i Anger med Frygt og Bæven. Men han var vendt tilbage tvivlraadig og uden Fred i sit Sind med den ubestemte Hensigt at hente sit Tøi og reise langt bort.

Da han nu stod ligeoverfor Henriette, der saa ham uroligt ind i Ansigtet, vidste han ikke, hvad han skulde gjøre.

Men hun, som havde faaet Hentydninger nok i den senere Tid, tog Mod til sig og sagde halvhøit: «Hans! – jeg er forlovet.»

«Jeg har givet Lauritz Seehus min Ed for Liv og Død,» tilføiede hun og saa fast paa ham.

Hans Nilsen stirrede paa dette Barn, der aabent tilstod sin Kjærlighed for Liv og Død, – saa overlegen, saa ganske anderledes ren end han.

«Hør kjære Hans,» sagde nu Henriette og lagde sine Hænder fortroligt op paa hans Skuldre; «du har altid været god imod mig, og du er god i dig selv. Du vil ikke tage mig paa denne Maade – det ved jeg; men du maa hjælpe mig imod Mor!»

«Jeg skal visselig ikke gjøre dig ulykkelig – Henriette! men du tør ikke sætte dig op mod din Moder.»

«Men jeg vil ikke, jeg kan ikke tage nogen anden end den, jeg holder af!»

«Hør Barn! –» sagde han nu roligt og saa smerteligt paa hende; det var ikke første Gang, stakkels forelskede Kvinder søgte Hjælp hos Hans Nilsen, og idag var han mer end nogensinde istand til at følge dem; «visselig er intet Saar bitrere end det, som Elskoven slaar i Ungdommen. Men saa er der dog Opreisning og Helbredelse given for den, som søger Fred i at fuldkomme sin Pligt i al Lydighed mod Guds Bud og mod dem, han har sat i sit Sted til at raade over os. Du siger, du kan ikke ægte en, som du ikke holder af; men betænk dog, hvor ofte Hjertet farer vild i Ungdommens Alder og –»

«Ja se nu for Exempel Sara,» afbrød Henriette, «hvad hjælper al hendes Rigdom og al hendes Gudsfrygt; jeg ved, hun er det ulykkeligste paa Jorden.

Hans Nilsen vendte sig bort; han var atter afvæbnet.

Men Henriette traadte hen til Vinduet og saa op i Luften over det rummelige Gaardsrum; hun slog et resolut Klask med den ene Haand i den anden og sagde halvhøit: «Desuden har jeg jo svoret.»

Hans Nilsen gik tilbage til Madame Torvestad og sagde bare, at han og Henriette ikke kunde komme til Enighed. Hun vilde spørge ham om mere; men nu kunde han ikke længer holde det ud, han gik lige ud af Stuen uden at svare.

Men hellerikke ovenpaa fandt han den Hvile, han trængte saa haardt. Thi paa hans Værelse sad den gamle Farver og ventede paa ham.

«Jeg har ventet paa dig – Hans Nilsen; og søgt dig flere Gange. Der er iblandt os alle en stor Trang til at samtale med dig og omgaaes ret flittigen og fortroligen med dig. Men nu synes det os, somom du her i Huset er saa optaget af Kvindernes Tale og Omgjængelse.»

Nu var Fennefos saa træt, at han næsten isøvne hørte paa den Gamle; han forstod, at de vilde have ham bort fra Madame Torvestads Hus, og det vilde han gjerne selv.

«Der er mange Folk samlet,» blev Farveren ved, «oppe paa Gaarden og flere blir der snart, naar Høsten begynder. Det vilde være godt – mente nogle af os – om vi havde en paalidelig Mand der, som baade kunde arbeide og tale Guds Ord i Hvilen. Sivert Jespersen og de andre har jo saameget at varetage i Byen; og saa mente vi da, at vi vilde spørge, om Hans Nilsen vilde flytte derop?»

«Det vil jeg gjerne gjøre, hvis I tro det gavnligt.»

«Vi havde tænkt, om du vilde gaa derop imorgen?»

Fennefos blev lidt overrasket, men samtykkede, forat faa Fred; og saasnart Farveren var gaaet, kastede han sig paa Sengen og faldt i Søvn.

– Madame Torvestad stod en Stund og betænkte sig som hun pleiede, da Hans Nilsen var gaaet. Derpaa aabnede hun med en vis Høitidelighed Døren til Væverstuen: «Henriette! gaa op og læg dig!»

«Ja Moder!» – svarede Henriette, som efter Samtalen med Fennefos var falden i en af sine dybeste Forknyttelser; hun nærmede sig skjælvende til Moderen, forat sige Godnat, skjønt Solen stod høit paa Himmelen.

«Jeg vil ikke sige Godnat til dig, og du skal hellerikke have nogen Aftensmad,» sagde Moderen og lukkede Døren.

Saaledes begyndte de store Afstraffelser i Gnadau; og Madame Torvestad mindedes endnu, hvorledes det kunde bøie den stridigste. –

– Da Jacob Worse vaagnede Morgenen efter Randulfs mindeværdige Fødselsdag, følte han sig overordentligt ilde. Hovedet var tungt og fuldt af travle Bankninger, og i Maven kjendte han Ondet.

Hans Kone var for længe siden staaet op; og Worse vaagnede egentlig derved, at to af Søhusfolkene kom ind og tog hendes Seng, som stod lige ind til hans.

«Hvad er det, I bestiller? –» spurgte han gnavent.

«Vi flytter Madamens Seng ind i Stuen.»

«Hvad er det for noget Vas?»

«Hys – hys! –» sagde den gamle Søhusformand. «Kapteinen maa ikke blive sint; I er syg – Kaptein! – og maa ikke snakke – skulde jeg sige fra Madamen.»

Worse knurrede lidt og saa med døsige Øine efter Sengen, som blev flyttet ud.

Da hans Kone lidt efter kom ind, sagde han: «At du har flyttet Sengen – Sara!– du ved jo, jeg bliver frisk igjen imorgen; det er bare første Dagen, som er saa forbandet bedsk; – tvi! – aldrig skal jeg smage Toddy mer; det er noget Svineri – er det!»

«Du er sygere end du tror baade til Sjæl og Legeme, og jeg synes, du skulde være betænkt paa at finde Lægedom baade for det ene og det andet – helst for din Sjæl, før det bliver for silde.»

«Ja – Kjære; – du ved, jeg vil saa gjerne; men du maa hjælpe mig – Sara! kom og sæt dig hos mig og læs lidt for mig.»

«Ikke idag» – svarede hun.

Han laa da alene i sin Seng hele den Dag og havde det meget ondt. Den næste var han ialfald klar i Hovedet; mcn Smerterne i Maven plagede ham, saa han fandt sig i at blive liggende.

Sara kom af og til ind i Soveværelset, og han bad hende saa bønligt, at hun vilde sidde hos ham; naar han var alene, fik han saa mange onde og uhyggelige Tanker.

Hun satte sig da henne ved Vinduet med nogle smaa Bøger, – hun havde ogsaa faaet smaa Bøger ligesom Moderen.

«Det er jo saa – Worse! at du nu vil omvende dig og gjøre Bod for dine Synder; – eller vil du endnu opsætte det længer?»

«Nei, nei Kjære! du ved, hvor gjerne jeg vil omvende mig; men du maa hjælpe mig – Sara! – jeg ved jo hverken op eller ned.»

«Ja – saa vil jeg begynde med at læse for dig af en god Bog om ni bevægende Aarsager, der skulle opvække Syndserkjendelsen og drive Mennesket til Bod og Bedring. Hør nu godt efter – ikke blot med Ørene, men og med dit gjenstridige Hjerte, og gid Herren lægge sin Velsignelse til Ordet.»

Derpaa læste hun langsomt og indtrængende: «Først leder da Guds store Barmhjertighed os til Omvendelse, saaledes som Apostelen siger i Brevet til de Romere andet Kapitel, fjerde Vers: Guds Godhed leder dig til Omvendelse.

Dernæst drager det rene og klare Guds Ord os til Bod. Thi ligesom Herren fordum haver sendt sine Profeter, saa skikker han endnu daglig sine Prædikanter og andre Redskaber, hvilke ligesom en Basun udraabe hans Ord og lade den søde Arons Klokke høre blandt Mennskene, derved at opvække dem til Omvendelse.

Saa skulle vi og nøie give Agt paa Guds Domme, som han fra Verdens Begyndelse haver fældet over halstarrige Syndere – saasom ved Vandfloder, stærke Vinde, fremmede Trudsler af Himmelen, Veirlys, som nedskyde Ild ovenfra og Jordskjælv under vore Fødder, som kaster Husene i en Hob over vore Hoveder.»

«Lissabon» – mumlede Worse; han havde et Billede af det store Jordskjælv over Sofaen i Dagligstuen.

«Den fjerde bevægende Aarsag er vore begangne Synders uendelige Tal, der vi vandrede i vore Lyster, Drukkenskab, Fraadseri, Fylderi og grueligt Afguderi.

Den femte er vort Levnets Korthed, hvilket alvorligen raaber til os, at vi skulle omvende os. Thi Livet farer hastigt bort – ligesom vi fløi derfra; og vi fortære vore Aar som en Snak.

Den sjette er det lille Tal af dem, der blive salige; thi Porten er trang, og Veien er smal, som fører til Livet, og faa ere de, som finde den.

For det syvende truer Døden os, hvilken er afskyelig for Kjødet, og dens Ihukommelse falder bittert for enhver, som er kvalt og dæmpet i de verdslige Vellyster.»

Worse gjorde en urolig Bevægelse i Sengen, somom han vilde afbryde; men hun fortsatte:

«Saa skulle vi og betænke Dommens Dag, der skal komme som en Tyv om Natten, paa hvilken Himlene skulle forgaa med stort Bulder; Elementerne skulle smelte af Hede; og Jorden og de Gjerninger, som ere derudi, skulle opbrændes.

Men den niende og sidste bevægende Aarsag er Helvedes Pine, hvilken er over al Marter den ulideligste og ufordrageligste. Skriften taler helt rædsomt om de Forskudtes Stand i den evige Ild, hvor Ormen ikke dør, Ilden aldrig udslukkes; en Fordømmelse, en uslukkelig Pøl, som evigt brænder med Svovl og Ild; den kaldes Gehenna, hvilket er udlagt: den evige Pine; og der staar skrevet: Den Hule er fra igaar tillavet; – ja den samme er og beredt for Kongen – dyb og vid nok. Saa er Boligen derinde Ild og Træ i største Mangfoldighed; Herrens Aande skal antænde den som en Svovelstrøm.»

«Hør Sara! tror du ikke, du kunde finde noget andet?» – spurgte Worse ængstelig.

«Helvedes Pines Dage,» læste hun videre, «skal aldrig naa deres Fuldkommenhed eller hendes Aar nogen Ende. Naar saa mange Aar ere forgangne som der er Mennesker i Verden og Stjerner paa Firmamentet; – naar saa mange tusinde Aar ere tilende som der er Stene og Sand at finde paa Havsens Bund, saa skal der dog være over disse endnu ti hundrede tusinde Gange flere at vente. Saadanne, som ikke ville lade sig bevæge, naar de høre dette, de skulle herefter faa det at føle, og i Stykker sønderrives. Alle Drukkenbolte og Bespottere og de, som gjøre deres Bug til deres Gud og de, som tjene deres egne Lyster samt og alle Vantro – de skulle paa én Dag aabenbares for Herrens Domstol. Da skal Guds Majestæt lade sig se med et blodhævnende Sværd og en Doms Stav. Djævelen, den gamle Satan, skal staa paa den ene Side, at beskylde dem, deres egen Samvittighed paa den anden, at fordømme dem, og forneden Helvedes opladte Strube, at opsluge dem.»

«Sara – Sara! – læs ikke mere,» bad Worse.

Men hun løftede Stemmen, og Ordene skar som skarpe Knive: «Da skal den afsiges, den jammerfulde og bedrøvelige Dom: Gaar bort I Forbandede! til den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle! Der skal de drikke af Guds evigvarende Vredes Kalk i Mørkrets Kongerige, i Djævelens afskyelige Aasyn – med alle forbandede Herrens Fiender. Hvor den bedrøvelige og vemodige Guds Vredes Brusen skal altid lyde gjennem deres Øren; hvor der skal være Graad og Tænders Gnidsel; hvor ingen anden Glæde er end en afskyelig Ødelæggelse, Ve og uendelig Klage. Deres Skrigen og Hylen skal være heftig, deres Sukke saa dybe og deres Elendighed saa usigelig, at de skulle tude som Hunde – ja som de vilde Ulve, og hylende og rasende skulle de raabe i deres Fordærvelse: «Ve! ve! ve! – at jeg nogentid blev født! Ak! havde jeg aldrig været født, og min Moder havde dog ikke undfanget mig! Forbandet være den Tid, da jeg blev avlet; den Stund, i hvilken jeg blev undfanget og den Dag, paa hvilken jeg diede min Moders Bryst!»

«Sara! – for Guds Skyld! hold op!» – skreg Jacob Worse; han sad overende og holdt sig fast med begge Hænder, Sveden perlede ham paa Panden, og han skalv, saa Sengen rystede.

Hun vendte de stærke Øine mod ham og sagde: «Mon du endelig er falden i den levende Guds Hænder?»

«Sara – Sara! – hvad skal jeg gjøre?»

«Bed –» svarede hun og gik.

Han laa og væltede sig i Smerter og Angst, kaldte paa hende og bad hende forbarme sig og komme ind til ham; han hørte hende i Værelset ved Siden.

Endelig kom hun ind igjen.

«Sara! hvorfor er du saa haard mod mig? – saadan var du ikke før.»

«Jeg tog dig ikke paa den rette Maade.»

«Tror du, dette er den rette?»

«Jeg haaber det.»

«Ja – ja! du forstaar det bedst; men saa maa du hjælpe mig – Sara! gaa ikke fra mig,» og han holdt fast paa hendes Haand, somom han skulde drukne.

– Nogle Dage efter fik han staa op; han gik omkring i Huset, hvor Sara var – ængstelig, naar hun gik ud af Stuen.

Eller han sad i en Krog med en gudelig Bog mellem Hænderne – ikke saameget fordi han læste, men forat have en Beskyttelse mod Djævelens onde Anløb.

Thi nu var det endelig gaaet op for ham, hvad han aldrig før havde troet rigtig paa: at Djævelen var efter ham overalt.

Da Sara havde faaet ham skræmt fra sig, blev hun lidt mindre stræng. Kun naar han plagede hende eller hentydede til, at nu var han frisk, Sengen kunde flyttes ind igjen, kom der igjen det haarde i hendes Øine, og hun talte eller læste noget for ham, som gjorde ham næsten halvgal.

Selv gik hun som i det dybeste Mørke. Hun havde hverken Bønner eller Sang, og i Forsamlingen fulgte hun med uden Tanke.

Det Secund hun havde ligget i hans Arm, havde med et aabenbaret for hende det uhyre Bedrag, der var øvet mod hende. Hendes Ungdom, hendes heftige Blod, hendes varme, ubegrænsede Kjærlighed til denne Mand – alt det havde de indestængt og nedtrykket under Guds Ord, Formaninger, Salmer, Bibelsprog, Samtaler og Bøn.

Og nu var det ikke andet end Ord – Ord – Ord –, som hun slængte fra sig med Bespottelse. Hun vidste ikke mere om Tro og Haab; men om Kjærligheden vidste hun, at hun elskede en eneste Mand – elskede ham vildt og lidenskabeligt.

I de Dage, Fennefos var borte, gik hun i Feber. Saa kom han igjen, flyttede fra hendes Moder og ud paa Haugianernes Gaard. Den laa lige ved Byen, og Sara, som ellers aldrig kom udenfor de nærmeste Gader, begyndte at gaa lange Ture i Omegnen.

Bag en stor Sten eller et Gjerde stod hun skjult og stirrede efter ham, naar han arbeidede ude paa Marken. Fik hun ikke se ham, satte hun sig paa en Fjeldknat og stirrede udover eller plukkede en Blomst og betragtede den opmærksomt fra alle Sider, somom det var noget nyt, mærkværdigt, hun aldrig før havde seet.

I Forsamlingerne fik hun betragte ham; men han talte aldrig; hellerikke vendte han sine Øine en eneste Gang til den Kant, hvor hun sad.

Paa hende mærkede Folk ingenting; men med Fennefos syntes Vennerne, at der var foregaaet en heldig Forandring. Den overdrevne Strænghed, han var begyndt med, var nu ganske veget fra ham, – ja der var næsten noget ydmygt over ham.

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.