En Skitur gjennem Ronderne.

Morgenbladet 1884, nr. 109, 21. april

1(Af L. S.)L.S.] Ludvig Henrik Benjamin Schmelck (1857–1916).

2I vor Hovedstads Omgivelser har en Skiløber et meget udstrakt og interessant Virkefelt, og man kan derfor med en vis Berettigelse spørge, om det lønner sig at gjøre en lang og temmelig kjedelig Jernbanetur for at søge sig et Skiterræn for et Par Dage paa Høifjeldene langt oppe i Østerdalen. Ja, hvis man betragter selve Skiidrætten som Hovedsagen, da vindes der vistnok ikke stort ved at reise saa langt bort, men vil man bare være Turist og kun bruge Skierne som Fremkomstmiddel, da stiller Sagen sig anderledes.kjedelig Jernbanetur […] Sagen sig annerledes] Schmelck er ikke den første til å skrive om en jernbanereise i retning Rondane, der innledningen imøtegår motforestillinger om reisen og reisemåte. Aasmund Olavsson Vinjes Ferdaminne frå sumaren 1860 (1861) begynner slik: «Mange meiner at å åka på jarnvegen er leitt og keitt og alltid likt seg sjølv; men eg, som er lei av trøyttkøyrde øyker og skranglekjerrer, eg finn det som eit dikt» (Vinje 2010: 17). Thi vel kan man ikke blive træt af at beundre alle de Naturskjønheder, hvormed Christiania Omegn er begavet, men Høifjeldene, der om Sommeren er alle Turisters Maal, har dog ogsaa om Vinteren en egen dragende Magt for den, der før har besøgt dem paa denne Aarstidfor den, […] denne Aarstid] Schmelck henspiller på en reiseskildring han hadde hatt på trykk i Morgenbladet vinteren i forveien. Hans føljetong «En Julevisit paa Ski til Jotunfjeldene» var en av de aller første vinterreiseskildringene fra Jotunheimen (Schmelck 1883). Hans vandrende jeg hører med andre ord til i det eksklusive selskap som tidligere har besøkt «Høifjeldene […] om Vinteren». – en Forventningens Magt, der kommer med lokkende Løfter om, «Hvad man faar at se»Hvad man faar at se] Schmelck generaliserer et vers fra Bjørnstjerne Bjørnsons bondefortelling Arne (1858): «Undrer mig på, hvad jeg får at se / over de høje fjelle? / Øjet møter nokk bare sne –: / rundtomkring står det grønne tre, / vilde så gerne over, / tro, når det rejsen vover? –» (Bjørnson 1858: 122). – en Modsætningens Magt, der maner en fra Bylivet ud til en ganske anden Verden, om hvilken det heder: «Vinterliv paa vilde Vidder sætter Staal i veke Tanker.»Vinterliv […] veke Tanker] Vers fra Henrik Ibsens dikt «På Vidderne»: «Vinterliv på vilde vidder / sætter stål i veke tanker, – / intet sagn om fuglekvidder / sygt igennem åren banker.» (Ibsen 2009: 549) Jf. kommentar til «Intet Sagn […] Aaren banker» (Schmelck 20) og «Under Isklædets […] sig store» (Nansen 59).

3Min Ven B. og jeg havde bestemt os til at gjøre en Skitur gjennem Ronderne og havde 4 eller høist 5 Dage til vor Raadighed. En Lørdag i sidste Februar Maaned tog vi med Jernbanen opover til LilleelvedalenLilleelvedalen] Alvdal og kom did om Aftenen. Det sneede hele Turen opover, men i aftagende Mængde, eftersom vi kom nordover, saa der kun var et Par Tommer Nysne, da vi den følgende Morgen bandt Skierne paa Benene, for at gaa over Fjeldet til Foldalen.

4Det var en taaget Dag og altfor mildt til at være godt Skiføre. En tung Sneskaadde laa over alle de vestlige Aasrygge, men i nordost var der dog saavidt klart, at vi til Nød kunde skimte TronfjeldetsTronfjeldet] Ofte også kalt Tron eller Tronden. Fjell mellom Alvdal og Tynset. mægtige Konturer. Denne ensomme Fjeldknude, der hæver sig høit over alle sine nærmeste Omgivelser, havde vist rigtig faaet føle Kraften af det haarde Veir, der ivinter har hjemsøgt disse Egne; den var kun sparsomt klædt med Sne, og store Partier af det brune Lyng laa blottede hist og her, rimeligvis Erindringer fra de sidste Februarstorme.

5Vi fulgte en gammel, nu for lang Tid siden nedlagt Kjørevei, der fører over det ubeboede Fjeld mellem Lilleelvedalen og Foldalen. Da vi var komne forbi Ruinerne af et Kobberverk «Lovise Hytte»,Lovise Hytte] Smeltehytte for Folldal Verk. Bygd 1748 (Dahle 1894: 177). Også Vinje har innskrevet denne «smelteomnen av kopar i Litle-Elvedalen» i sitt Ferdaminne (Vinje 2010: 78). som i sin Tid har været drevet af Røroskompaniet, bar Veien tilveirs med med [sic] denne opadstræbende Udholdenhed, der er et Særkjende for vore gamle Veianlæg, og som gav os Anledning til vemodige Betragtninger,vemodige Betragtninger] Også Vinje hengir seg til vemodige betraktninger i Rondane (Vinje 2010: 68). naar vi stansede lidt for at puste ud og faa det glimrende Løb nedover. Vi haabede at faa Erstatning, naar det bar nedover mod Foldalen, men heri blev vi dog skuffede, da dette Dalføre ligger betydelig høiere end Lilleelvedalen. Bakken fortsatte uden Afbrydelse, indtil den blev færdig med en Gang, og vi havde et temmelig fladt Fjeldplateau liggende foran os. Her var naturligvis ethvert Spor af Vei føget bort, men vi bestemte Retningen saa godt vi kunde ved Hjelp af Kompasset og ved at tage Sigte paa nogle Sætere, der var opførte paa Kartet. Da det led lidt ud paa Formiddagen, blev den mørke Vinterstemning, der hidtil havde været udbredt over Landskabet pludselig afløst ved et af disse opmuntrende Skuespil som Høifjeldsnaturen saa rigelig har at byde paa. Solen gav sig ikast med Taagemasserne, fik virkelig for en Tid fei[e]t det meste væk, saa vi kunde se et stort Stykke blaa Himmel over os, og blottede efterhaanden det ene straalende Fjeldparti efter det andet.

6Det var, som om der kom nyt Liv i vore Lemmer, og det gik som en Dans bortover Vidderne. Men Glæden var kort, en halv Time efter var alting igjen tilhyllet og det begyndte endog saa smaat at sne og blæse, saa vi næsten frygtede for, at den Spaadom om Uveir, vi havde faaet med os fra Dalen skulde gaa i Opfyldelse. Det blev der dog intet af, thi en Stund efter tog Solen atter fat med sit Rengjøringsarbeide, og vandt ogsaa denne Gang en øieblikkelig Fordel, men blev saa paany overvældet af Taagemasserne. Saaledes fortsattes Kampen om igjen og om igjen, men altid med samme Resultat. Vi var stærkt interesserede Tilskuere, ikke alene for Udfaldets Skyld[,] men ogsaa fordi Striden var ledsaget af mange effektfulde Scener, naar de mægtige Fjelde nu og da kom frem fra sit Skjul og lod sig beundre for et Øieblik. Men Rondene, som i Klarveir maa tage sig glimrende ud heroppefra, deltog desværre ikke i Forestillingen. Paa den sidste Mil af Turen over Fjeldet kom vi gjennem et mærkelig kuperet Terræn, hvor smaa bratte Bakker paa kryds og tvers i høi Grad vanskeliggjorde Fremrykningen. I de skovklædte Lier nedover mod Foldalen, stødte vi paa en eiendommelig, kegleformig Bygning, der var af Form og Størrelse som en rigtig svær Myretue,Myretue] maurtue, jf. kommentar til «Kulsvierkøie» (Schmelck 6). men ved Eftersyn viste sig at være en ubeboet Kulsvierkøie,Kulsvierkøie] kullbrennerkoie. Vaktbygning på en kullmile – et anlegg for framstilling av trekull. En del av kullmilen består av en halvkuleformet trehaug tildekket av torv og jord, hvor selve kullbrenninga foregår. Det er denne jordkuppelen Schmelck assosierer med ei maurtue. halvt begravet under Sneen. I Skovene heroppe brændes der nemlig en god Del Kul til Røros Kobberverk.

7Da vi ude paa Eftermiddagen gjennem en trang Dal (Sagbækdalen)Sagbækdalen] Sagbekkdalen kom ned i Foldalen, havde Solen endelig faaet Lov til at beholde [Balpladsen],[Balpladsen]] Umulig av trykket å avgjøre om det skal stå stor V eller stor B. Sammenhengen er heller ikke mye til hjelp, ettersom Schmelck bruker både ball-metaforer og krigs-metaforer i sine naturskildringer. Det dreier seg altså enten om Valplads eller Balplads. men kort efter gik den ogsaa til Ro bag Aaserne og mindede os derved om, at Turen over Fjeldet havde medtaget meget længere Tid end efter Beregningen. Vi blev derfor nødt til at overnatte paa SkydsskiftetSkydsskiftet] skyss-stasjonen Krokhaugen, der ligger i det sydligste af Dalen og forresten er et meget godt og billigt Sted.

8Paa Kroghaugen traf [v]i Skriverfuldmægtigen fra Tønsæt,Tønsæt] Tynset som den næste Dag skulde holde Forhør over en af Foldalens unge Gutter, der allerede tidligere har gjort sig bekjendt ved sine kaade Streger, og hvis sidste Daad var af en ganske eiendommelig Art, idet han nemlig i ganske ædru Tilstand havde moret sig med at vælte en Ligkiste med samt dens Inhold fra en Slæde!

9Den næste Dag var Veiret atter temmelig uklart, og vi speidede forgjæves efter Ronderne, Foldalens Stolthed og vore Længslers Maal. Imidlertid tøvedetøvede] nølte vi ikke med at rykke dem nærmere paa Livet og naaede snart den sidste Fjeldgaard «Faldet».Faldet] Fallet

10Herfra over DøraasætreneDøraasætrene] Dørålseter gjennem Ronderne til StrømsboenStrømsboen] Straumbu er det omtr. 3 1/3 Mil, og paa denne Strækning kunde vi ikke gjøre Regning paa andet Selskab end Ryper og Lemæn. Et kort Stykke søndenfor «Faldet» fører der en Bro over en trang Kløft, hvor Grimsa bruser dybt under en. Ved denne Kløft, der var saa smal, at den ikke kan sees før man staar lige over den, maatte vi uvilkaarlig stanse lidt og anstille nogle Betragtninger over, hvorledes det kunde gaa, om man kom denne Vei i Mørket.

11Fjeldet over fra Faldet til Døraasætrene er forøvrigt temmelig fladt og vilde have været ganske behageligt at gaa over, hvis der bare havde været lidt mere Sne. Men i denne Henseende var det daarlig bevendt,daarlig bevendt] forholdt det seg dårlig, sto det dårlig til Skierne skurede paa Stenene og gjorde Bevægelsen saa usikker, at vi en Gang imellem faldt i de smaa Bakker og rev Flænger i Hænderne. Herved kom vi forresten senere til at gjøre den Iagttagelse, at Høifjeldsluften maa være særdeles gunstig for en Saarbehandling.

12Men hvor blev der dog af Ronderne? Vi var allerede komne over i Atnaelvens Dalføre og kunde i det Fjerne skimte Døraasætrene – og endnu havde ingen af de stolte Tinder vist sig. Som vi gik i sørgmodige Betragtninger herover og anstrengte vore Øine, for at gjennemtrænge det Slør, bag hvilket saa mange skjønne Hemmeligheder skjulte sig, foregik der en langsom Forandring med en af de mægtige Høer,Høer] kuppelformede fjell der laa paa den anden Side af Dalen, og som vi formodede maatte være en af de yderste Forposter i Rondekompaniet.

13Ved Fjeldets Fod, hvor Taagen hørte op, havde der dannet sig nogle skinnende solbelyste Flekker, der efterhaanden blev større og større. Det lod til, at Solen vilde begynde en lignende Strid, som den, vi havde været Vidne til den foregaaende Dag. Den nederste, skarpt afskaarne, Del af Taagen blev til en lang, lysende Stribe, der strakte sig og voxede som et flammende Nordlysbaand fra den ene Ende af Fjeldet til den anden. Hele den graa Masse mistede lidt efter lidt Sammenhængen, revnede paa forskjellige Steder og trak sig som en Damp opover. Langsefter de blottede Fjeldsider kom eiendommelige, regelmæssige Formationer tilsyne, ligesom mægtige, skinnende Fæstningsvolde, den ene over den anden.

Slot over Slot sig bygger –Slot over Slot sig bygger] Replikk fra Henrik Ibsens Peer Gynt (1867) idet Peer, «yr og forvildet», befinner seg «Mellem Ronderne» og utbryter: «Slot over Slot sig bygger! / Hej, for en skinnende Port!» (Ibsen 2007: 541).

14Tilsidst skimtede vi gjennem en tynd sylbelyst [sic]sylbelyst] Det står sylbelyst og ikke solbelyst. Trolig trykkfeil, men det kan jo tenkes at Schmelck faktisk mener «syl» og henspiller på en tynn lysstråle – selv om han bruker ordet «solbelyst» like etterpå. Røg Fjeldkammens skarpe Konturer, og hermed var Signalet givet til alle de andre Tinders Udrykning. Der kom de en for en, Rondernes Kjernetropper:Kjernetropper] Særlig tapper og kampdyktig del av en hær, elitetropp. Høgronden, Mellemronden,Mellemronden] Midtronden Digerronden, først i beskeden Tilbagetrukkenhed dækkede af Taagens sidste Rester, saa tilsidst i straalende Klarhed, medens de aabnede mellem sig lange Synsvidder indover mod mørke Botner og Fjeldvægge. Medens vi gik fortabte i Synet af al denne skinnende Herlighed, blev vi pludselig var, at der ogsaa foregik en lignende Afsløring paa vor egen Side af Dalen lige op for os: Vi stansede slagne. Var det virkelig mulig, at de to afrundede Koller, som her kom solbelyste frem, kun bestod af snedækket Sten og Ur? Var det ikke snarere vældige sammensmeltede Sølvmasser fra Dovregubbens Skatkammer? Ifølge Per Gynt skal jo Gamlingen residere etsteds her i Nærheden.Dovregubbens Skatkammer […] i Nærheden] Allusjon til scenen der Peer Gynt treffer Dovregrubben i hans kongshall (Ibsen 2007: 547–61). Ja, saa meget er ialfald vist, at man ikke behøvede nogen «Synkværving»Synkværving] Dovregrubben vil rispe Peer i øyet, slik at hans synssans vil fungere på trollenes vis, nemlig ved at det stygge framstår som vakkert: «I venstre Øjet / jeg risper dig lidt, saa ser du skjævt; / men alt det du ser, tykkes gjildt og gjævt» (Ibsen 2007: 555). for at indrømme, at disse Fjelde havde Sølvets Glans og Farve ligesaa godt som nogen Sølvklump fra Kongsbergs Smeltehytte. Jeg trør [sic], i Parenthes sagt, at en Pletfabrikant vilde have ærgret sig ved at se en saa skuffende Efterligning. Men Synet varede kun kort. Gubben mente vist, vi havde seeet [sic] nok, og skjulte atter sine Skatte bag det kjedelige graa Forhæng. Vi vendte vore Blikke over til den anden Side af Dalen og fandt, at Solen ogsaa her holdt paa at blive overvunden. Nye Tinder fra Rondernes ArriergardeArriergarde] baktropp. Troppavdeling som skal beskytte hovedstyrken mot angrep bakfra. var rykkede frem, men for hver ny der kom, blev der mindst en borte igjen i Taagen. Oppe fra Dovre kom Taagemasserne væltende, rødfarvede af Solens gjennembrydende Straaler. Omkring Digerronden var Kampen haardest, det syntes næsten som om Besiddelsen af den Tind var den egentlige Gjenstand for begge Magters Erobringslyst, og slig som den laa der i sin straalende Vinterdragt, bar den ubetinget Prisen fremfor alle de øvrige. Den kneisedeDen kneisede] den holdt hodet hevet i en rank holdning i overlegen Sikkerhed som Primadonnaen i en Balsal og med det samme beregnende Koketteri, hvormed saadanne Væsener stundom udmærker sig, forstod den at udnytte Kampen imellem de to Rivaler til sin egen Forherligelse. Ja, jeg ved nok, at slige Sammenligninger ikke længere kan gjøre Fordring paa synderlig Originalitet og for mange maaske vil synes temmelig trivielle, men de maa uvilkaarlig paatrænge sig en som træffende og sande, naar man staar ligeoverfor et saadant Skuespil som det, vi her var Vidne til. Man skulde bare seet, hvorledes den omtalte Tind samlede de opløste Taagerester og slængte dem som et grønlig farvet Slør henover sine «snehvide» Skuldre!

15Da vi kom frem til Døraasæteren, var det meste af Omgivelserne atter dækkede af Skodden, men vi var taknemmelige for, hvad vi havde seet, og var begge enige om, at det i storslagen Pragt stod langt over, hvad en Sommerdag heroppe nogensinde kan byde paa.

16De Snemængder vi hidtil havde savnet paa Fjeldet, fandt vi tildels igjen ved Døraasæterne. Omkring disse var der føget saa stærkt, at vi magelig kunde have gaaet paa Ski over Hustagene. Vi stansede her en Stund for at holde en tarvelig Middag. Vor Rumflaske havde paa Turen opover været saa elskværdig at blande sit Indhold med Tobakken og gjort denne ubrugelig. Min Kamerat havde imidlertid hos Landhandleren nede i Foldalen kjøbt en Stump Skraa, som vi karvede op og trøstig stoppede vi vore Snadder. Men det blev et svært Arbeide. Da vi havde brugt et Par Æsker Fyrstikker og anstrengt vore Sugemuskler, til vi blev ganske huløiede og indfaldne,indfaldne] innsunkne kom vi til den Slutning, at denne Tobak ikke egner sig for Skiture og stak Piberne i Lommen.

17Fra Døraasæteren fulgte vi først Atna et Stykke vestover. Denne Elv gaar, ligesom de øvrige heroppe, paa sine Steder gjennem dybe Kløfter med lodrette Sider, hvor Sneen hang udover som Butterdeig i mægtige Folder, dannende mange underlige Figurer, der i Almindelighed havde mest Lighed med gigantiske Dyrehoveder. Ve den, som vovede sig for nær ud paa disse løse Skavler, han vilde faa en Begravelse uden videre Ceremonier. En halv FjerdingsveiEn halv Fjerdingsvei] En fjerdingvei tilsvarer ¼ av en gammel norsk mil, dvs. 2,82 km. «En halv Fjerdingsvei» er ca. 1,4 km. ovenfor Sætrene faar Atna Tilløb af en Elv, som kommer søndenfra gjennem en Dal, der gaar i Retning af Rondevandet. Her skulde vi opover. Begge Sider af denne Dal bestaar af bratte Urer, fra hvilke Sneen for Øieblikket var føget bort, saa de laa ganske nøgne. Da der ikke kunde være Tale om at komme frem paa Ski her, bestemte vi os til at gaa paa selve Elven, der indtog hele Dalens Bund og for Tiden var ganske tilfrossen, skjønt den om Sommeren bruser temmelig livlig afsted. Vi havde ogsaa faaet et Vink om dette af en gammel Rypeveider,Rypeveider] rypejeger som vi traf paa «Faldet», og som var en af de faa, der havde været paa disse Kanter ved Vintertid.

18Da vi begyndte vor Vandring paa Elven, fløi der nogle Ryper op i Nærheden, men det var ogsaa den sidste af de talrige Flokke, vi traf den Dag. Der var da heller intet som skulde lokke dem videre opover denne Dal, hvor knapt nok en mosbegroet Flek skjuler sig under Sneen. Men hele Veien opover traf vi dog Spor efter Lemæn, der dels viste sig som fine Aftryk af deres smaa Fødder, dels som runde Huller, ligesom efter en Skistav paa de Steder, hvor de var komne op fra sine Tunneler under Sneen forat trække frisk Luft.

19Elven, vi gik paa, havde skaaret sig meget dybt ned gjennem Skiferlagene, der hævede sig som høie, hensmuldrende Mure lodret op paa begge Sider med svære Skavler hængende udover. Med underlige hule Drøn, ligesom en fjern Torden, rullede Strømmen afsted under os. Paa sine Steder havde Elven boret sig ind i Fjeldvæggene og hulet ud dybe Grotter, der skjulte sig bag et DrapperiDrapperi] folderikt klede af uhyre blaagrønne Istapper. Det var virkelig ogsaa paa en Maade ganske lunt og hyggeligt hernede og saa fuldt af Afvexlinger, at vi gik i stadig Henrykkelse. Hertil bidrog ikke mindst vor Bevidsthed om, at noget saadant som dette fik man aldrig se om Sommeren, thi paa denne Aarstid skal man vist være undskyldt for at komme ned i dette Elveleie eller rettere sagt, hvis man er saa uheldig at komme derned, vil nok Strømmen sørge for, at man ikke faar Tid til at se sig omkring.

20Etsteds havde Kløften, hvori Elven gik, snevret sig sammen til ca. en Meters Brede, og det var ligesom vi kom ind i en trang Gade mellem to og tre Etages Huse. Her i dette skjulte, hemmelighedsfulde Dyb havde Vandet udført et beundringsværdig smukt Arbeide. I de lodrette Fjeldvægge paa begge Sider laa de gjennemskaarne Skiferlag over hinanden akkurat som Stokkene i et Bjelkehus idet Vandet havde gravet sig ind mellem dem og tillige ved en skinnende blank Polering forskjønnet Bergartens Udseende i den Grad, at man virkelig skulde tro, det var sleben Agat og ikke simpel Kvartsskifer, man havde for sig. Jeg kunde ikke negte mig den Fornøielse, at stryge gjentagende Gange med Haanden henover Fjeldvæggen; det var saadan en underlig Fornemmelse, man følte ved Berøring med dette fine, glatte her i disse Omgivelser: ligesom om man modtog et Indtryk fra en fjerntliggende Civilisation, og jeg kan ikke negte for, at der med det samme ogsaa kom nogle epikuræiskeepikuræiske] vellystige. Etter den greske filosofen Epikurs lære (342 f.Kr.–270 f.Kr.). Tanker om et blødt Sofahjørne i en lun Stue. Det er jo ikke altid saa godt paa slige Ture at passe sig for, at

«Intet Sagn om Fuglekvider sygt
igjennem Aaren banker.»Intet Sagn […] Aaren banker] Vers fra Henrik Ibsens dikt «På Vidderne»: «Vinterliv på vilde vidder / sætter stål i veke tanker, – / intet sagn om fuglekvidder / sygt igennem åren banker.» (Ibsen 2009: 549) Jf. kommentar til «Vinterliv […] veke Tanker» (Schmelck 2).

21Det var Meningen, at vi skulde forlade Elven, naar vi var komne et Stykke længere syd, men vor Vandring fik en brat Afslutning, førend vi ønskede det, da vi stødte paa en vældig Sneskavl, som havde lagt sig tværs over Kløften. Nu maatte vi op i de bratte Urer paa vor høiere Side; men at slippe bort fra Elven var ingen let Sag. Vi tog Skierne af os og begyndte med sangvinskesangvinske] optimistiske Forhaabninger at klavre op over en Snefon, men gled ved første Skridt tilbage igjen, thi under Nysneen laa der en stenhaard, glat Skare, hvor det var umulig at finde Fodfæste, førend vi efter megen Møie ved Hjælp af Skien havde faaet hugget ud nogle smaa Huller, hvori Taaen kunde stikkes ind. Havde vi havt det forholdsvis hyggelig nede paa Elven, saa var det Synd at sige, at det samme blev Tilfælde, da vi kom op i Uren. Fornøielsen bestod her for en væsentlig Del i at krybe med Skierne paa Nakken henover en trøstesløs Samling af svære, isbelagte skarpkantede Stene, der laa hulter til bulter om hinanden paa den bratte Skraaning, hvor Snemængden akkurat var tilstrækkelig til at skjule en Utallighed af dybe Huller, der med Graadighed opsnappede vore stakkels Ben og klemte dem som i en Skrustikke. Paa enkelte Steder maatte vi gjøre Omveie paa et Par hundrede Fodet Par hundrede Fod] Eldre lengdemål som oftest tilsvarer ca 30 cm. Den norske fot ble ved lov i 1824 fastsatt til en lengde lik 31,374 cm. Et «Par hundrede Fod» tilsvarer mao. litt i overkant av 60 meter. op eller ned for at undgaa nogle bratte Snefonner, der havde været saa elskværdige at afløse Urene hist og her, eller ogsaa maatte vi hugge os Fodspor i Sneen, hvilket tog meget lang Tid, selv om det bare gjaldt Strækninger paa et Par Meters Brede. Jo tak, det var en nydelig Behandling, vi fik deroppe – men slig skal de have det de nysgjerrige Christianiamænd.

22Til Fuldstændiggjørelse af hele dette bedrøvelige Arrangement begyndte ogsaa Veiret at se uhyggelig ud; der kom nogle skarpe Vindstød hylende nordenfra, medens Taagen samtidig tilhyllede alt omkring os, saa at det blev vanskelig at bestemme Retningen for vor Vei videre.

23Den sidste Bekymring svandt dog, da vi omsider skimtede Rondeslottets sorte Væg, langsmed hvilken vi skulde gaa forat komme over i Langglupdalen. I den flade Dal indunder Slottet var der atter Sne nok til at Skierne kunde bruges, og vi lagde nu ivei af alle Kræfter, thi Sneen var begyndt at fyge omkring os, og alt tydede paa, at et Uveir var igjære. Dette var saa meget ubehageligere, da vi nu var paa et Sted, hvor der ikke fandtes Ly nogetsteds i Nærheden. Vi kom imidlertid lykkelig og vel forbi Rondeslottet, og det lod næsten til, at Veiret alligevel havde betænkt sig, men nu var der til Gjengjæld bleven saa mørkt, at det var vanskelig at se Aabningen ned til Langglupdalen. For at være Herre over de allernærmeste Omgivelser og ikke risikere at tumle udover en eller anden forrædersk Snekave, tændte vi vor Lygte. Vi mærkede nu, at det begyndte at glide nedover ganske jevnt og sagte og blev paa denne Vis baarne lempelig afsted en Fjerdings Vei eller saa omtrent. Der var virkelig en vis pikant Gemytlighed ved dette at fare slig gjennem Ronderne i Mørke og Snefog med en liden Blendlygte i Haanden. Tilsidst traf – eller rettere sagt, hørte vi en Bæk, som vi slog os ifølge med, da vi skjønte den skulde samme Vei. Paa denne Maade kom vi da omsider ned i en mørk Dal, der ikke kunde være nogen anden end den ovennævnte. Nu var det værste overstaaet, og da vi havde Tiden for os, eftersom det ikke kunde blive mørkere, end det var, ruslede vi ganske magelig nedover den tilfrosne Elv efter at have tændt os en Cigar og sat et nyt Lys i Lygten. Elven gik aaben paa sine Steder og her fik vi da Anledning til at slukke vor Tørst, der havde været en af de værste Plager paa Turen. Uveiret blev der intet af, kun nu og da kom der nogle kolde Gufs oppe fra Rondeslottet. Det næste Promblem [sic], som skulde løses, var at finde Strømsboen, hvor ingen af os havde været før, men som vi vidste skulde ligge i Nærheden af det Sted, hvor LangglupaaenLangglupaaen] Langglupbekken løber ud i Atna. Saa maatte det jo selvfølgelig være bedst at holde sig efter Dalen hele Veien. Men vi havde gjort Regning uden Vært,gjort Regning uden Vært] glemt/sett bort fra et viktig forhold thi Elven smuttede pludselig fra os ind i en trang bælgmørk Kløft mellem to Bergvægge, hvor vi betakkede os for Følgeskabet videre. Vi maatte da et Stykke tilbage igjen for at komme ud af Dalen og fandt ogsaa snart en Skrent, der saa ud til at være bestigelig, naar vi tog Skierne af. Ved første Skridt sank vi rigtignok ned i Sneen til op under Armene, men det kunde ikke nytte at give sig, vi arbeidede os Fod for Fod opover og hvilede hvert andet Minut. Aa, hvor her var deilig og blødt at ligge! Men vi havde i Mørket taget et meget daarligt Maal af Skrenten, der blev høiere og høiere og tillige saa hængende brat, at man virkelig kunde frygte for, at Sneen ikke laa rigtig fast. Endelig naaede vi da op, temmelig udmattede. Nu fik vi et ganske nyt Terræn med skovklædte Bakker og dybe Dale paa kryds og tværs, hvor det ikke var let at bautebaute] bevege seg framover (møysommelig) i sikksakk. Sjøfartsuttrykk for å krysse framover mot vinden. sig frem i Mørket og paa samme Tid holde den rigtige Kurs. Vi var derfor meget stolte af vor Lokalsans, da det henimod Midnat viste sig, at vi trods alle mindre Afvigelser dog tilslut styrede lige paa Strømsboen. Folkene her blev naturligvis meget overraskede ved vort Besøg paa denne Tid af Natten, men vi blev dog overmaade vel modtagne af gamle Ole Strømsboen og hans Familie. Der var forresten allerede kommen andre ubudne Gjester til Gaarden, nemlig et Omstreiferfølge, bestaaende af Mand, Kone og to Børn. Her ligesom mange andre Steder er disse Folk en stor Plage for Bønderne, og Konen paa Gaarden fortalte, at denne FantefamilieFantefamilie] omstreiferfamilie, fattige landstrykere. Trolig beskriver Schmelck et taterfølge, ettersom han i det påfølgende avsnittet henviser til den etniske «Stamme» familien tilhører. var den tredie, som i Vinter var kommen kjørende hertil i egen EkvipageEkvipage] hestekjøretøy og havde været saa nedladende at lade sig beværte og tage tiltakke Natten over.

24Hovedet for den Familie, der for Øieblikket gjæstede Strømsboen, var ligesom de øvrige af sin Stamme i Besiddelse af en vis forloren Flothed, der ligeoverfor os ytrede sig ved hans Forsøg paa at overtage lidt af Værtens Rolle. Jeg saa, han havde en Flaske med Blæk, hvoraf han uddelte nogle Draaber, men det var nok ogsaa hans eneste Betalingsmaade.

25Den næste Morgen var der koldt klart Veir, Ronderne laa saa straalende i Solskinnet, at de næsten blændede vore Øine. Vi fortsatte Turen nedover til Atna Jernbanestation, hvor vi skulde træffe Toget til Koppang henimod Kl. 8 om Aftenen.

26Paa Grund af den foregaaende Dags Anstrengelser vare vi ikke synderlig oplagte til at gaa, og Veien nedover Atnaelven var ogsaa gyselig kjedelig uden en eneste opmuntrende Bakke. Da vi havde et Par Mile igjen, kom pludselig den rædselsfulde Tanke over os, at vi muligens kunde komme for sent til Jernbanestationen. Tænk om vi skulde blive nødt til at kjøre eller kanske gaa forat naa frem til Koppang istedetfor at kunne sætte os ind i en varm Jernbanekupe og efter et Par Timers Forløb dale ned i Hansens Hotel,Hansens Hotel] Fra Rørosbanen åpnet i 1877 til 1885 måtte reisende mellom Østlandet og Trøndelag overnatte på Koppang. Hansens Hotel var et av hotellene og losjihusene som ble reist i nærheten av stasjonen. hvor alt det, uden hvilket Helten er ingenting, ventede os. Det saa virkelig farlig ud. Da vi kom ud paa Glommen,Glommen] Glomma var der knapt 5 Minuter igjen, og i det fjerne hørte vi allerede Toget komme rullende. Vi begyndte at løbe, som om vi var gale, kunde i Mørket ikke afgjøre, om vi var paa den rigtige Vei, men løb alligevel, hørte en langtrukken, pibende Lyd, samlede vore sidste Kræfter, mærkede at Toget stansede, samlede vore allersidste Kræfter, kunde allerede se Stationen – Tanker om Øl, Aftensmad, bløde Senge dansede som romerske Lysromerske Lys] fyrverkeri for vore Øine – – saa lød der atter en langtrukken, pibende Lyd, der for som «en Ormemylder gjennem vore Benipiber [sic]»,en Ormemylder gjennem vore Benipiber] Uttrykk fra Henrik Ibsens Kejser og Galilæer (1873) – riktignok om samvittighet og ikke lyden fra lokomotivfløyer: «Ah, men du kan tro, samvittigheden tumler med ham; den risler ham gjennem benpiberne som en orme-mylder» (Ibsen 2008: 306). gav Gjenlyd i Aaserne rundt omkring og klang tilbage til os som Bergfolkenes spottende Latter. – –

Der gives Øieblikke i Livet osv.Der gives Øieblikke i Livet osv.] Uvisst om Schmelck siterer fra en bestemt tekst, eller om han benytter seg ironisk av en utbredt frase. Formuleringen forekommer i flere tekster. Blant annet i Simon Olaus Wolffs «Spøgeriet i Riarhammeren. En National-Skizze efter et Sagn» (1833), som åpner slik: «Vi have maaskee Alle gjort den Bemærkning, at der gives Øieblikke i Livet, som enten formedelst deres Interesse eller ogsaa formedelst vor egen Stemning gjør et saa livligt Indtryk paa Sjelen, at de leve i Erindringen, og springe frem som lysende Punkter af det Forbigangnes Baggrund, som naar i dunkelt Veir en enkelt skarp Solstraale gjennemskjærer Skymasserne, og belyser et interessant Partie i det mørke Landskab» (Wolff 1997: 142). Et annet tilfelle finner man i den danske historikeren Laurids Engelstofts Tanker om Nationalopdragelsen (1808): «Det gives Øieblikke i Livet, som synes skabte til aldrig at glemmes. I Ungdommen fornemmelig, da Indbildningskraftens Liv og Varme forstærker ethvert Indtryk, ere der visse høitidelige Epocher, som præge sig i Sielen med uudslettelige Træk, og siden blive Mandens og Oldingens kjæreste Erindringer» (Engelstoft 1808: 207–08).

27Da Lokomotivpibens skingrende Dissonans sønderrev vore lyse Forhaabninger, og det bortilende Tog til Afsked sendte os en kildrende Røg i Næsen, var vi akkurat 3 Minuter fra Stationen. Tre Minuters Forsinkelse paa 5 Mile! Der stod vi da gjennemvaade og udmasede med den behagelige Bevidsthed, at Natten maatte tilbringes underveis til Koppang.

28I vor Nød søgte vi Tilflugt til Atneosen, en af de mest bekjendte Gaarde paa disse Kanter, og her fik vi ikke alene Skyds, men ogsaa i enhver Henseende forresten en særdeles gjæstfri Modtagelse. Da vi Kl. 11 kjørte afsted i 20 Graders Kulde, havde vor elskværdige Vært og Værtinde indtullet vore Lemmer i saa meget deiligt Peltsverk, at vi aldrig nogensinde havde været saa «velklædte». Kl. 7 næste Morgen kom vi til Koppang, en Time efter gik Toget.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.