Er han ikke her?
Nei, ikke her heller.
(De ser sig om).Tror De, Deres tante kommer efter os her også?
Nei, det gjør hun da vist ikke …
Tanter skulde aldrig være med på ferieturer. Især når de er tidlig oppe. (reiser sig igjen) Men kan De begribe, hvor han har gjort af sig?
Kanske han ikke er ståt op endnu.
Å – han havde jo alt spist, menneske! så De ikke, hans serviet lå på gulvet. (Ler) Jeg tog den sågar op.
Ja, det er jo sandt.
Og derinde i byen var han den dovneste af alle. Men nu skal De se, han har git sig til at gå morgentur bare for at ærte os.
Det behøver jo ikke at være derfor. Jeg kan så godt forstå, at digtere gjerne vil gå morgenture.
Å –!
Nei se – se for en morgen, det er også! Dér udover … så langt, langt! (bøier sig tilbage) Det er ligesom en kommer til at tænke på så meget!
Ja jeg synes, De har været så tankefuld hele morgenen … og igår aftes også.
Å nei, men se dér – derhenne! nede ved bækken der … ved de store stenene! (peger nedover tilhøire).
Hvor? – hvad?
Sidder der ikke én der?
Jo vist. Det er jo – Nei, jamen sidder han ikke dernede og skriver! Isch!
(hopper ned).Hvorfor siger De det?
Jo, for jeg liker det ikke.
Vilde De heller, at han skulde være her?
Skal vi gå derned, kanske?
Å nei, det er ikke værdt. De må ikke tro, han liker at bli forstyrret.
De kjender ham vist svært godt – gjør De ikke?
Jo, det skulde jeg tro!
Og tænk, så er han digter! tænk, at kjende en virkelig digter!
Pyh, dét er ingenting! Jeg bryr mig ikke det mindste om ham for dét.
For hvad da?
Fordi han er et deiligt menneske – vel.
Synes De? – Fortæl mig om ham.
Det kan De vel se selv. Igår f. ex.?
Ja …
Det er noget sådant – betagende ved ham. Han er ikke som andre – – ikke som dem, jeg har kjendt før.
Er han ikke? – Hvordan synes De, andre er da?.
Å – det er bare sådanne … gode kamerater, som en jo har en del af.
De kjender vist mange?
Å, ja.
Er det morsomt at bo derinde i Kristiania?
Å, det kan mange gange være svært hverdagsligt. Men jeg havde i al fald ikke lyst til at bo noget andet sted – her i landet.
Men fortæl mig – – er det sandt, at han er kommen hid op nu for at besøge Dem?
Mig og Ågot, ja – min søster. Vi la over før jeg reiste, at han skulde ta ind her, når han gik på fodtur. Nu er jo ikke Ågot her, men det gjør jo ingenting. Hvorfor ser De på mig?
Ikke for noget. Jo, jeg synes bare, De er så – så kjæk at se på. Og så har jeg hørt så meget om Dem fra Kristiania. Om Dem og ham.
Så? (ler) Hvad har De hørt da?
Jo, det var så meget tale om ifjor … at De slog op med en anden for hans skyld.
Å, – det. (sætter sig) Ja, det er nok sandt, det.
Var De ikke glad i den anden, da?
Jeg trode vel engang, at jeg var det. Skjønt ikke egentlig mere glad i ham end i andre.
Hvorfor forloved De Dem med ham da?
Jo … fordi han var så skrækkelig glad i mig. Jeg tror, det var derfor. Jeg tænkte: ligeså godt ham som en anden. (ler) Jeg vidste jo ikke bedre.
Men så kom han – han dernede – –
Ja, han blev kjendt med min bror, og så kom vi sammen både hjemme og andre steder.
Og så gjorde han kur til Dem?
Ja – – han syntes vel, jeg var morsom, og han var så morsom selv. Og vi to gik sådan i stilhed og mored os over alle de andre. (ler) Å, De kan tro – – han kunde sige noget morsomt om hver eneste en af dem.
Om Deres forlovede med?
Å ja … sådan i al uskyldighed. Han træffer jo hvert eneste menneske på kornet – det kan han da ikke for.
Og så blev det forbi?
Ja – – jeg ved ikke, hvordan det kom. Vi var så glade … vi lo bestandig. Og han, den andre – doktoren min – han kunde jo ikke stå sig der, kan De skjønne.
Nei – men det var jo synd. (ser på hende) Og nu – vil De ikke sige mig det – – er dere to forlovet nu?
Nei – – ikke sådan. Han vil – eller tør vist ikke binde sig endnu. Ved jo ikke, hvordan fremtiden blir.
Å, den blir vist lys! husker De hvordan han talte igår? Og hans bøger har jo gjort lykke, det er så mange, som taler om ham.
Ja, netop derfor … kanske binder han sig ikke …
Nei – ellers vilde det også været underligt, synes jeg – – (stanser, lidt pause)
Hvilket? hvad er det, De tænker på?
Frk. Jessen, jeg må fortælle Dem noget, som jeg synes, var rart …
Nu?
Igåraftes …, ja, det var kanske ikke så rart, for vi var jo så lystige og glade allesammen … det var, mens vi legte sidsten … så kyssed han mig på kindet, nede mellem furutrærne.
Gjorde han? – Og hvad så? – Var det så farligt, det, synes De?
Ja – nei – jeg trode – –
Ja – det er vel kanske første gang, det er hændt Dem – – for De er jo ikke 17 år endnu – –
Pyh – – hvad gjør et kys? Det var jo – ikke på munden engang?
Nei, det gjør kanske ikke noget. Men jeg blev – sådan forundret; – har jo ikke kunnet la være at tænke på det.
Å, – dét vil De nok komme til at opleve oftere. De burde forresten komme til hovedstaden, De, det er synd, De skal bo i den fillebyen. Reis, menneske! men De må ikke ta Deres tante med Dem.
(de ler lidt begge).Gud – da skræmte mig ordentlig, gut!
Godmorgen – børn.
Godmorgen … længe ventede og savnede mand! Tænk, at lure dig fra os, når vi havde aftalt! (ser nærmere på ham) men hvad er dét for et ansigt? Er det «humøre» idag?
Nei, det du’r ikke om morgenen … og ikke hele dagen heller, nu.
Humøret? (ler) nei, det ser ud til det – –
Det går ikke med arbeidet, mener jeg. Du får huske på, jeg skal ha det færdig til høsten. Det er aftalt og bestilt – – jeg har sågar fåt forskud, men pokker ved, hvordan det er fat!
(Han sætter sig ned på bænken).Får De det ikke til?
Nei – – jeg får det ikke til. (Ser på de to). Eller hvad mangler? – Kan dere sige mig, hvad som mangler? – Nei, det er dét, dere ikke kan. (Slænger bogen hen i bænken) Nå – – f–n i hele greia! (truer). Vi skal vel knibe dig alligevel! (han ler, reiser sig, ser udover). Bevar’s for en morgen forresten! – Har dere set sligt? (peger).
Ja – – idag må vi gå tur, i eftermiddag; – bare vi tre, nei, og så student Strøm – Så har frk. Ella en at snakke med. Op i åsen der – –
Dér, du! – å nei, det får nok bli til en anden kant – og en længere tur for mig. Tror du, jeg har tid til at stanse her?
Vil du alt –?
Videre! – (nikker, ler). Det bær nok mod det.
Hvorhen da?
Ja, hvorhen! – videre … forbi skymuren der borte – se, hvad der er bag! til berget det blå … østenfor sol og vestenfor måne! Et sted må det vel findes!
Hvilket må findes?
Det nye, det vidunderlige … det, jeg skal skrive, som jeg venter på … det næste, jeg skal møde! – De ser på mig, De, frk. Berents? – Ja – det kommer så meget underligt i min vei …
Du trænger vel ikke at fly så langt for at hente det.
Jo – – for dét har jeg alt set, at her er det ikke.
Er du så vis?
Ella! – Er du her, vennen min?
Å – det er tante – –
(løber).Se der fik hun hastværk! Det var ellers bra, det. Så kan vi snakke lidt i ro. (Ser spørgende på ham) Hvordan synes du om hende forresten?
Å – (trækker på skuldrene) temmelig ubetydelig –
Hm. (Ler, ser på ham). Du kyssed hende nu alligevel.
Har hun sagt dig det? – Nå, herregud, et kys! – Hvem ved? kanske en gjør lidt glæde ved det også – –
Nei, hør på ham –! Men det skal være dig tilgit, nådigst – kysset og altsammen – når du bare vil bli her et par dage. Jeg kjeder mig så morderlig, skal jeg sige dig.
Findes her ingen andre end dem, vi var sammen med igår?
Nei, hvem skulde dét være? – Der kom rigtignok en dame sent igåraftes – og om nogen dage kommer der en herre. Jeg hørte, værtinden talte om et værelse. Men det er jo uvisse herligheder.
Ja, og ikke til at vente efter. Jeg kan ikke stanse, må afsted – –
Mener du det virkelig? å, fy dig – –
(på gråden igjen).Nei, kjære –! Hør nu, Birgit, – nu må du ikke være vond på mig … og ikke græde … hører du … ikke det! Så! prøv, om du kan forstå mig! Dere er så deilige, dere unge piger … unge, vakre kvinder, lyse og mørke, som flagrer om os … så varme, kjærlige … og du da især – å, du! jeg ved det jo, du har opgit så meget for min skyld! Jeg er glad i dig, jeg skulde gjerne gifte mig med dig, Birgit! Men du forstår, det haster ikke – – vi har det jo så godt … å, det er så deiligt, altsammen! Så … ja … jeg ved, du er lidt glad i mig! (kysser hende). Men ser du, en mand, han kan ikke så godt slå sig til ro, han har noget alvorligere for … når han er en mand, da! han har andet at gjøre end gå og gantes med damer bestandig, som disse fyrene inde i hovedstaden.
Ja … idet ved jeg nok, men …
Jeg kan det i al fald ikke! Tror du ikke, jeg ved det … at du kunde være helt min, som du alt er det med dit sind og din hu! – Men vi mænd af den nye tid, vi vil ikke sligt; … for da kunde det være fare for, at vi ikke kom videre …
Nei, jeg ved det jo, forstår det – – du er bedre end andre; du har aldrig «sølet dig til», som du kalder det. Men derfor kunde en jo være helt menneske – –
Fordi man er en af de lykkelige, som har fåt «evne til at ville»? fordi om ens liv går «i høidene» – ja! Vi ved det jo, at dernede i dalen, den lune dal, der venter det os, der gjemmes det sikkert … lønnen, kvinderne, lykken … når først målet er nåd, det store mål! Jeg søger det – – videre, videre, op i høiden! Og jeg vil finde det, jeg vil nå det, for jeg er lykkebarn – (ler) solskinsbarn kaldte de mig i min barndom! Seiren og glæden skal følge mig, fordi jeg tror på den … og det, som jeg endnu ikke ved, det forløsende ord, det skjønneste, lykkeligste, livet gir … det skal jeg få magt til at lukke op for, når tidens fylde kommer! Og da – ja, da skal verden se et værk fra min hånd, som blir det kanske, den nu i mange tider har ventet på …
Du taler skjønt, min digter! – Men kan ikke sådan en stakkars kvinde få lov til at følge dig et stykke på veien?
På veien … hvorhen? –
Did op – – op i høiden!
Jo, følg så langt du når –. Kvinderne – – dem bør det at følge og tro – –.
Ja … men jeg mente det nu mere bogstavelig også. Nu går jeg ind og snører min ransel og gjør mig lidt istand – – og så følger jeg dig et stykke. Ikke sandt?
Jo, gjerne det, hvis du har lyst. Det har jeg jo prøvet før, at du ikke sinker mig.
Går du med ind?
Nei, ikke nu. Jeg bryr mig ikke om at træffe folk –
Jo … det er mig.
Men du gode Gud …
Hvilket?
Jeg holdt jo på ikke at kjende Dem igjen.
Ja, det er flere, som har sagt det – – i den sidste tid –
Det er Dem og det er ikke Dem – (ryster på hodet) Det var besynderligt. (samler sig) Men kjære frøken, sig mig – –
Jeg er jo bare blet frisk.
Ble’t frisk! – Ja, det er sandt – De talte jo flere gange om, at De var syg. Så syg har De altså været. Nu begynder jeg at skjønne det.
Å nei – skjønne det, det kan De vel ikke. Men det kan jo også være det samme – nu.
Hvorfor skulde jeg ikke kunne skjønne det?
Jo, fordi det er en hemmelighed. Det er bare de indviede, som kan det.
De indviede? – En hemmelighed? Hm; – det er sandelig noget rart ved dette. De er jo selv som en hemmelighed, der De står; – men gjemmer De på en, da må den være skjøn – – og glad, ikke sørgelig, synes det mig –.
Å nei, glad er den ikke. Men jeg er så glad nu, ja, jeg selv, forstår De … nei, for en tur herop! Jeg har ikke set det før, at vandet er så dybt og blåt, himlen så høi … ikke følt mine skridt så lette … ikke på mange år! hvert åndedrag er som et bad, en hvile! å, hvad er der, ikke at se og sanse i dette deilige land – –
Ja, det var sandt! – men er De kommen ganske alene – og skal videre –?
Ja, om tre–fire dage …
Men hør, da må jeg først tale mere med Dem; – jeg kjender Dem jo egentlig ikke – –
Ja, dét er jo i grunden ikke min skyld?
Nei, jeg kan jo ikke negte, og jeg synes også … men De er ligesom to mennesker …
Ja, men nu må De ta det ganske roligt. Kjære hr. Hjelm, hold op at forundre Dem! tænk De, som er digter, – skulde ikke De høre til de indviede? – Å, nei – (ser på ham og smiler igjen) heldigvis for Dem, det kommer De vel aldrig til.
La os snakke sammen, frk. Minna, kom, sæt Dem ned på bænken dér, i grunden har vi ikke snakket sammen før … forunderligt … hvad der er for noget dybt, vemodig i Deres øine, jeg har ikke set før, at De havde sådanne øine – –
Å … De skulde heller sige: hvad der er for noget vemodig, ja, tragisk ved alt vort «leben und streben»! så som jeg engang ønsked, at De skulde tale bare halvt så venlig til mig, som De taler nu – bare halvparten – –
Og det har jeg ikke gjort … Har jeg været hård, uvenlig – –
Eller kanske ligegyldig – – eller kanske mistroisk, å, med urette – – dengang jeg trængte Dem så såre eller trode, at jeg gjorde det. (efter en pause) Det er dét, jeg kalder tragisk, at når en ikke har brug for det mere, da …
Har De ikke brug for mig mere nu? – Å jo ha brug for mig!
Å tak … tak skal De ha! men nu ser De jo, jeg kan hjælpe mig selv …
Ja, De ser mig ud til noget af hvert! som De kunde hjælpe andre også … sågar … eller erobre sjæle, fange andres tanker …
Nei – – sig i det høieste «hjælpe». Jeg liker ikke det ord «erobre»; jeg vil så nødig ville det.
Jeg har forresten aldrig mistenkt Dem for det …
Å, nei, ikke for det. Men alvorlig talt, De har gjort mig uret, hr. Hjelm … nu tør jeg tale, jeg er uskyldig! ja, hvis det i det hele kan være tale om «skyldig» eller «uskyldige» i en så menneskelig ting …
Jeg er ikke ganske klar på, hvad De mener. Men tal, tal – – jeg har egentlig ikke hørt Dem tale før, synes jeg.
Å nei, jeg likte jo bedst at skrive … dengang. Forsøgte jo at tale også, men –. Nei! er det egentlig værdt? det er så ondt at rive op i dette – –
Jo, herregud, De må tale – – det er noget ved Dem og Deres liv, som jeg må se klart … som jeg aner nu, da jeg ser Dem, som De virkelig er, Deres virkelige ansigt …
Og som De nu kanske vil tro og forstå, fordi – ja, fordi De nu føler mere behag, sympati, end dengang jeg var syg og udtrykte mig tungt, hjælpeløst – – ja, hvor tragisk! (i stærkt udbrud) å, De ved det ikke, De … De skal vist aldrig komme til at erfare det! at vi børn af skyggen, og dere, som kommer fra solens land – vi taler to forskjellige sprog!
Dét er hemmeligheden – – eller lidt af den – –
Ja, og det, at vi forstår nok altid, vi drages mod lyset og solen, som vi blev skabt til … men dere forstår ikke os … nei, ikke uden en selv har gjort et besøg i skyggernes rige! men er en først barn af solen, da blir han der ikke længe!
Men De, – De, som kalder Dem barn af skyggen – – nu er jo De på solsiden – –
Ja, men der er fare for, at jeg vender tilbage did, jeg kom fra, og den fare vil altid være der! men som sagt, altid med denne dragelse mod lyset. Det var derfor, Ove Hjelm, å, derfor var det …
(stanser).Hvilket –?
At dengang min forlovede var død – – eller to – tre år efter, da jeg kom ind til Kristiania og traf Dem, som havde været hans bedste ven så – begyndte jeg at skrive til Dem lidt efter lidt – –
Ja –. De gjorde det.
Det var jo ikke så rart.
Nei, det var det slet ikke.
Det var naturlig, at vi kunde ha meget at tale om … om ham, som var borte, som vi begge var så glad i. Ja, det var jo især i begyndelsen, vi talte om ham …
Og De havde så mange sørgelige minder, husker jeg.
Og så mange gode også …
Ja, men De bebreided Dem og angred så meget. De havde været syg dengang også – fortalte De.
Ja, det var så meget, som kunde været anderledes, skjønnere, rigere for ham. Å ja, for os begge. De ved det – – De gik jo der og hørte på mig – –
Ja, vist …
Men jeg følte jo, at dette kunde ikke være let for Dem at forstå. De vilde også helst tale om andre ting. De var så strålende glad – så morsom; – og jeg følte det stundom, når jeg var sammen med Dem, som jeg blev revet med, kom ud af mig selv … ud af dette underlige, blege skyggernes land, hvor jeg bode.
Ja, De skrev – – noget lignende, husker jeg – –
Å ja, det og meget mere! Jeg bad Dem, om De vilde være som min bror, husker De det? – De var noget nyt for mig, – De havde evne til at gjøre andre glade omkring Dem … bare klangen af Deres stemme var der livets tone i! Og så tænkte jeg: Han måtte kunne frelse mig for mig selv, gi mig kraft til at prøve endnu ét tag … mig, som dengang holdt på at opgi alt, træt til døden af kampen …
Ja, jeg ser det, aner det nu – noget sådant må det ha været – –
Å, det var jo i grunden egoistisk! Ikke stort bedre end et snyltedyr i en frisk organisme! (sagtere). Men jeg lå under, under … gik der i angsten for, at de store vande skulde komme og lukke sig over mig!
Har De virkelig, virkelig havt det ondt? Ja, sligt hører en jo om og lar det gå forbi sig; – (ser på hende) hvor De er underlig, når De taler, så som nu! De skrev jo, men hvad er skrift mod tale … dette levende ord! La os bli i billedet, frk. Minna: er der vande også i skyggernes land? Jeg kunde snarere tænke mig det som en ørken …
Ja, det er en ørken … og det er afgrunde og dybe revner og kløfter og dødens skyggers dale … og stundom høider også! men dét er bare, når en bæres på de store bølger, som ellers gang på gang skyller over en … det er håbet, som bærer da! – (efter en taushed) En kan gå med noget frygteligt, som ingen véd, kvalfulde, forfærdelige ting, som lukker ude … lukker ude fra den lyse verden! Men det er ikke netop til at tale om … Jeg har 30bare ligget nede i sorg og sygdom – – og skræk for at bli sindssyg – (sagtere) De ved – far døde jo på Gaustad – –
Å, De skal ikke tænke –! jeg forstår: der gik De, i et mørke, om Dem selv alene … og vi andre, vi lod Dem tilbage …
Ja – de lykkelige, de farer en forbi, de stanser ikke, hører ikke, venter ikke! Vi … sorgens børn … vi hører, hører seirstoget bruse over os … mens vi sidder der, stumme, med «drømme, som er mere end livet, fordi de ikke får liv» … eller som i et tomrum, uden stof!
Ja, jeg aner – forstår – –
Og så – så ender det stundom med, at en af disse lykkelige, han misforstår, han er ikke barmhjertig nok – –
Hvorledes –?
Ja, for de heldige, de lykkelige, de er sjelden rigtig barmhjertige … å, det er vanskelig at være på én gang glad og god!
Skulde dét være vanskeligere –?
Ja, for de forstår jo ikke, eller de har ligesom ikke tid … som De selv, Ove Hjelm! forstod De rigtig dengang? Var det ikke derfor, De ikke var barmhjertig …
Jeg –?
Ja – å, vær ikke vred, fordi jeg siger det nu, nu har vi jo begyndt at tale! Jeg mener: da De misforstod eller tog det op, som jeg var – forelsket i Dem og lod Dem forlyde med dét for andre?
Frk. Minna, hvor ved De – – det har jeg ikke gjort, nei, – – det forsikrer jeg Dem – –
Jo, jeg véd … jeg har fåt høre, at De har forelæst af mine breve og at det er blet udtydet så …
Det har De hørt! – det må være en velvillig sjæl, som har fortalt Dem det! … Men sandt er det: én eneste gang – læste jeg et af Deres breve høit op – – men det var, ved gud, fordi det var så godt skrevet også – –
Ja, jeg véd det, De var ikke ganske forsigtig –.
Nei – De har jo lov at sige det. (Tier lidt, deretter stærkt udbrydende) Å – men hvor dette er underligt, altsammen … og så, at vi skulde komme slig fra hinanden … la mig se, det er over et år siden nu, i vinter var det et år siden.
Ja.
Det var dengang vi var så meget hos Jessens – – da Birgit endnu var forlovet – –
Ja, det var muntert der …
Men De var stille, husker jeg. Og så kom De rent bort fra os. Hvor har De været henne?
I byen hele tiden. Drevet på med min musik og mine
oversættelser – –
Og blet frisk? Hvorledes i al verden blev De frisk – – sådan med engang?
Jeg ved næsten ikke … kan ikke sige det; (sagtere) eller vil ikke … tale om det. Jeg gjorde en opdagelse; det var han deroppe (peger op) naturkraften, som hjalp mig! det blev så klart i mit hode … og så (smiler) blev jeg endda til allersidst liggende i en ordentlig – ja, tænk – skarlagensfeber her ivår …
Ha, ha … og glemte en hel del, kanske …
Ja … senere er det, som jeg er vågnet, født påny … (ler) barn igjen! Som jeg nu først har lært at se … Og leve (ser sig om) Å, hvor her er vidunderligt! – (ryster på hodet) Men sikker kan en jo aldrig være …
Å, De skal ikke tænke – De får ikke lov! Jeg skal tvinge Dem … nu skal De bli ved at leve … være frisk! (ser på hende) Nei, det er underligt! jeg synes aldrig, jeg har set Dem før! De er som morgenen, Aurora selv …
Der kommerkommer] rettet fra: kommet (trykkfeil) jo en anden Aurora … er det ikke frk. Jessen …? hun er sandelig også så frisk som morgenen …
Nu, du … nu er jeg færdig! – Nei, goddag, frk. Frank, er det Dem? jeg kjendte Dem ligesom ikke med det samme –. Var det Dem, som kom igår aftes? Ja, det var kjedeligt, for nu skal vi videre …–
Videre? Skal vi videre – –?
Har du glemt dét nu! Nei, den er god! Tænk, frk. Frank! han kunde ikke stanse, han vilde videre, finde noget nyt, noget stof eller hvad det var … og nu har han glemt det …
Stof – ja – – (med beslutning) nei, læg af dig ranselen, Birgit! Jeg blir her nogen dage! jeg tror, jeg får stof her, jeg er! stof til en digtning jeg tror nærmest, det blir en dramatisk – –!
Nei, nu har jeg aldrig hørt på magen – –!
(hun begynder at spende ranslen af sig).Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Anna Munch skuespill Skyggernes Dal ble utgitt i 1893, både separat og i samleutgaven Eros (sammen med skuespillene Psyche og Dobbeltgængere).
I stykket tar Munch opp temaer som kjærlighet, sorg og depresjon.
Se faksimiler av førsteutgaven(e):
1. utgave, 1893
Eros, 1893
Anna Munch er i dag kanskje mest kjent som romanfigur i Selma Lønning Aarøs roman Hennes løgnaktige ytre fra 2016, som handler om forholdet, eller kanskje rettere sagt ikke-forholdet, mellom Munch og Knut Hamsun. Men Anna Munch var en ganske godt kjent og produktiv forfatter i sin tid.