Anarkiets Bibel

Det har længe været stilt om Hans Jægers Navn. Og mange trodde vel, den ilde medfarne Mand havde givet sig over. De Bøker, han udsendte, blev kværket af vor Trykkefrihed, som ogsaa egner sig til det Brug, og Forfatterens Portræt blev imidlertid som en hædret Afdøds ophængt i Nationalgalleriet. Mellem disse tvende Udmærkelser behøver man ingenlunde at se nogen Uoverensstemmelse: I gamle Dage henrettedes Folk in effigie, naar man ikke kunde komme dem tillivs paa anden Maade; men da man jo var kommen Hans Jæger tillivs paa alle andre Maader, lod man ham leve in effigie. At han selv kanske vilde foretrukket den omvendte Behandling, er hans Privatsag og blir ikke Gjenstand for nogen Sentimentalitet fra vor Side.

139Men saa viser det sig, at Forfatteren af «Kristiania-Bohemen» alligevel ikke havde sagt sit siste Ord. Han slænger tvertimod en tyk Bok paa Julebordet, en Bok, paa hvis Omslag en blodstænket Finger har smurt en Titel, som vil faa Julelysene i de tusen Hjem til at gyse: Anarkiets Bibel. Men lad mig sige det med én Gang for ikke at allarmere Trykkefriheden: Den egner sig ikke til Konfiskation. Det er en from Bok, og paa mig ialfald, der som Anmelder er vant til noget af hvert, har den virket som en uskyldig Bok. Den er udsprungen af en ædel Velvilje for Menneskeheden, den er fuld af blid Saglighed, af langmodig Overtalelse og af mangesifrede Beregninger, som enten de holder Stik eller ikke, er blottet for enhver Anstødelighed.

Hans Jæger kalder med Rette denne Bok en Bibel … forsaavidt som det kan være tilladt at bruge dette Ord om et profant Arbeide. Ti det har den tilfelles med de aabenbarede Skrifter, at hvis man i det hele taget strander under Læsningen, sker det af Mangel paa Tro. I sin Grundbetragtning er den ligesaa letfattelig som ethvert andet konfessionelt 140Skrift. Den udleder alt Ondt af en Rod; den peger paa en Vei til Frelse. Og endelig ytrer dens religiøse Karakter sig i en frimodig Ringeagt for hvad enhver anderledes tænkende Daare siger i sit Hjerte. Men istedetfor i profetiske Trusler og Forbandelser, befrier denne Ringeagt sig i let henkastede Vink til Modstanderne om, hvad Forfatteren egentlig anser dem og deres Meninger for at være værd. Dog er der heller ikke i hans hyppige Brug af Ord som Idioter og Idioti noget egentlig uelskværdigt eller anmassende. Det store Syndefald har formørket Godtfolks Forstand, mener Forfatteren, saa de ikke kan fatte de Ting, der hører Anarkiets Gudsrige til, før de er blit illuminerede af den usammensatte og saliggjørende Overbevisning, at Eiendomsretten og Pengene er Ophavet til al Menneskehedens Jammer og Elendighed.

Jeg vil med én Gang erklære, at jeg heri er enig med Hans Jæger, aldeles som jeg er enig med første Mosebok i, at al Menneskehedens Jammer og Elendighed skyldes vore første Forældres Fald i Paradiset. Faldet bestod i, at de tog, fordi de maatte tage, 141hvad der var altfor lifligt til at henstaa urørt som en Skueret. Heri har alle efterfølgende Mænd og Kvinder erklæret sig enig med Adam og Eva. Og den samme Fatalitet omspænder Oprindelsen til Eiendomsretten. Men naar man skal udføre et Motiv religiøst, har man Brug for Myter. Og som Moseboken griber til Slangen, puffer Hans Jæger Mammon frem som den, der stik mod Vor herres egentlige Hensigt forlokked Menneskene til den «Idioti» at etablere Eiendomsretten.

Det er umuligt ikke at stille sig lidt skeptisk til en Teori, der ikke vil anerkjende det som en Grundegenskab ved Mennesket, at det vil eie. Skulde det Instinkt, som ligger bag al Menneskets overlagte Virksomhed, bag al dets langsynte Søgen, bag dets Opfindelser af Redskaber, af Vaaben, ja bag al Civilisation … skulde Viljen til at tilvende sig, erobre, beholde, benytte og forsvare – bare være et løstsiddende Paafund, som vilde forsvinde for en bedre Indsigt, ja da! Da kunde man med Tiden nok faa udryddet Indbildningen om Erobringens Sødme og Besiddelsens Lyst som al anden Overtro og 142med Tro og Haab arbeide for at faa Samfundet omkalfatret efter det anarkiske Mønster. Men –

Hans Jæger er Utopist i saa høi en Grad og saa vild en Forstand som nogen af hans mangfoldige Forgjængere. Han er blændet af en stor Sandhed. Den nuværende som enhver tidligere Samfundsorden, mener han, er fuldkommen irrationel, fordi den ikke er bygget paa Ideen om Menneskehedens Solidaritet. Menneskene rives om hvert Ben, istedetfor i Mag og Mindelighed at unde hverandre Tid til at tygge og Fred til at fordøie. Konkurrancen er fornuftstridig, fordi der bestandig er nok eller kan frembringes nok til alle Menneskers Behov, og den nuværende Samfundsorden, der begunstiger den frie Konkurrance, er ligesaa umulig som den tidligere, der hæmmede Produktionen ved Privilegier. Al hidtidig Samfundsorden hævder den universale Fornuftstridighed, som heder Eiendomsretten. Men Mennesket selv, som er hildet og indviklet i Fornuftstridig heder, det er ikke desto mindre ifølge Hans Jæger et fuldkommen rationelt Væsen.

Dette er jo den uforfalskede Jean Jacques: 143Mennesket er oprindelig frit, og alligevel i Lænker. Mennesket er af Naturen dydigt og alligevel lastefuldt. Verden er skabt saare god og ikke desto mindre et Helvede! Det falder heller ikke Hans Jæger ind at flytte det irrationelle did, hvor det dog egentlig hører hjemme: til selve Mennesket, til det enkelte, til hvert enkelt Menneske. Gjorde han det, vilde nemlig det Grundlag, hvorpaa han bygger et nyt Samfund og etablerer en ny økonomisk Verdensorden, vise sig at være et svigtende. Materien vilde blive ubekvem og den positive Del af hans Opgave falde ham ulige vanskeligere.

Men jeg læser og læser paa den positive Side af hans Værk og betragter den skjønne Verdensomvæltning fra Sult til Mæthed, fra Idioti til Fornuft, og det slaar mig stærkere og stærkere, at det ikke er Mennesker han opererer med. Det er en Slags fantastiske Maanekalver, hvis Legemer er gjennemsigtige af Logik. Side om Side og i uomtvistelig indbyrdes Fordragelighed græsser de sig til Lyksalighed. De tilfredsstiller sine Behov uden Vanskeligheder, de gjøder Markerne af sin egen Overflod. Men Hans Jæger indbilder sig, at disse Væsener, 144som engang for alle er befriet for Næringssorg, Misundelse, Had, Splid Uro, Vindelyst … kort sagt for alle Stimulanser, skulde være skikkede til at «erobre Universet og saaledes opfylde Menneskehedens Bestemmelse.» Jeg tror ikke paa Spændingen mod Uendeligheden hos Maanekalvene.

Det er karakteristisk for Hans Jægers Menneskeopfatning, at han tænker sig Anarkiets Evangelium forplantes efter Mønster af en aritmetisk Progression. Han forestiller sig et Land med ti Millioner Mennesker og blandt dem til en begyndelse ti Tusen Anarkister. Disse sender en Repræsentant til Nationalforsamlingen … han vil nemlig ikke forsmaa denne Indretning i Revoltens Tjeneste. Men de 10 000 Anarkister har hver især høitidlig forpligtet sig til at drive Agitation og lykkes det hver enkelt af dem at redde et Individ for Anarkiet i Løbet af tre Aar, vil Organisationen om seks Aar altsaa tælle 40 000 Tilhængere, om ni Aar 80 000, om tolv Aar 160 000, om atten Aar 640 000, om 24 Aar 2.5 Million og om tredive Aar 10 Millioner – altsaa hele Befolkningen. Og det Forslag om Eiendomsrettens Afskaffelse, der oprindelig 145var fremlagt paa Præsidentbordet af den første og eneste Repræsentant som et platonisk Hjertesuk – det vil nu blive enstemmig vedtaget, og Anarkiet træder dermed ind i Realiteten.

Regningen er ikke engang sangvinsk, mener Hans Jæger. Nei, hvis det gjaldt at danne et Parti af Fyrstikker eller Smaasten, maatte den tvertimod siges at være nøgtern, men Menneskene triller ikke efter hverandre som Sandkorn i et Timeglas. Ingen Bevægelser kan rive Tilhængere med sig uden samtidig at røre i Ligegyldigheden og skabe Modstandere. Og naar den har naad sin høieste Styrke, balanceres den af Modstanden. Det er en ubønhørlig Lov, som siger: derhen og ikke længer. Skulde nogen Bevægelse socialt have forandret Verden i Bund og Grund, maatte det være Kristendommen. Men se om den gjorde! Dens Overtag blev ikke absolut, den blev allerede fra Begyndelsen balanceret af det uudryddelige og naturnødvendige Hedenskab; det vil sige af den Menneskelighed, som sprængte dens Idealitet for at Verden skulde vedblive at bestaa. Eller den store Revolution, som ophæved 146Privilegierne, men efter Hans Jægers Mening af ren Idioti eller Slaphed undlod at afskaffe Eiendomsretten. Hvorfor undlod den det, om ikke fordi den havde naad Grænsen af det Mulige? Strømkæntringen indtraadte, Ebben, Reaktionen … Ligevægten, for at Verden skulde vedblive at bestaa. Ingen Bevægelse volder mere end partielle Forskyvninger i de sociale Lag, i den bestaaende, den engang for alle bestaaende Verdensorden, saalidt som Strømmene i det store Verdenshav nogengang samler sig til en eneste. Det væsentlige af det gamle Bestaaende følger med over i det nye Bestaaende, fordi Verden regjeres af Nødvendigheden og ikke af Utopister.

I det nye Rige, som Hans Jæger tænker sig oprettet ved en enstemmig Stortingsbeslutning, skal Pengene naturligvis afskaffes. Alt tilhører alle, Produktionsmidlerne overtages af Befolkningen en bloc, og Produktionen regulerer sig selv. «Fra at være Menneskehedens Hovedbeskjæftigelse, er Økonomien reduceret til en munter liden Bibeskjæftigelse, hvormed det behager Menneskene at fylde et Par ledige Timer af sin Dag.» To Timers-Normalarbeidsdagen vil mere end 147strække til. Saafremt alle eller de fleste deltager i Arbeidet, vil der frembringes nok af baade Nødvendigheds- og Luksusartikler til at tilfredsstille Efterspørselen, tiltrods for at denne jo maa øge umaadelig, naar Prisen nedsættes til Nul. Og ingen vil skofte fra Arbeidet, forsikrer Hans Jæger, for det er blit en Fornøielse, og Folk vilde simpelthen kjede sig ihjel, om de ikke engang skulde faa Lov til at arbeide to Timer om Dagen. Ogsaa heri er jeg enig med Hans Jæger. Ja jeg er mere end enig: Jeg paastaar, at det vilde kjede sig ihjel selv med en to Timers Leg af en Arbeidsdag. Ja jeg gaar saa vidt som til at indbilde mig, at det allerstærkeste, det uigjendrivelige Argument for den bestaaende Samfundsorden er Arbeidsdagens Strenghed og relative Længde. Hans Jæger mener, at Befrielsen for alt økonomisk Tryk skulde sætte Menneskenes «Tænkeorgan» i en hidtil uanet Svingning. Alle de Evner, som nu er bundne af Slidet, skulde udfolde sig frit i Granskning, Opfindsomhed, Kunst. Men ogsaa under al hidtidig Samfundsskik har der overalt været Tusener og Tusener af Mennesker, som ikke har behøvet at røre 148en Finger for at eksistere, og det er overflødigt at minde om, at det ikke netop er blandt den Slags Mennesker «Tænkeorganet» har udfoldet den mest imponerende Virksomhed. Hvad skulde idetheletat «Tænkeorganet» beskjæftige sig med i Slaraffenland? Det maatte blive med Stjerner. Maanekalvenes Psykologi var snart udtømt; det dramatiske Element var skaffet ud af Verden sammen med Eiendomsrettens Konsekvenser: Modsætningerne, Ulighederne, Konflikterne. Og Opfindsomheden kunde alene lægges i Beslag af Trangen til større Bekvemmelighed, men Maanekalvenes Bekvemmelighed var jo ideal. «Tænkeorganet» blev ladt i Stikken eller henvist til at beskjæftige sig med det gamle, forladte Skumpelskud af en Verden, hvori vi nu lever, og som om den end ikke er «den beste af alle mulige Verdener» dog er mindre umulig end den beste Idealverden.

I Hans Jægers Idealverden eksisterer der som sagt ikke Penge. Man skulde vende tilbage fra Pecunia til det oprindelige Pecus, og jeg er bange for: i mere end en Henseende. Mammontrællene maatte nøie sig med 149at samle paa Suppekjøkkenbiljetter, hvis ikke det generøse Gratissystem ogsaa gjorde saadanne overflødige. Ulyksalige Finangsgenier! Hvad skulde de bruge sine Evner til! Ingen Hausse, ingen Baisse, ingen Noteringer, ingen Svindel, ingen Anvendelse for deres dyrebare Tænkeorgan! Ikke engang den Tilfredsstillelse at kunne unde sig noget, de andre behøvde at misunde dem!

Eller for at gaa videre i Standsrækken, hvordan skulde det gaa med Bønderne? Efter to Timers Arbeidsdag paa de grøderige Marker havde de intet at gribe til. Tænk paa den Nationalulykke, som heder Bønder uden Politik!

Og vi selv, Hans Jæger, vi fri Skribenter og gamle Bohemiens, som bare staar med et Ben i det Samfund, som er … vi som ikke træller for Mammon, fordi vort Eiendomsbegreb er forfinet til bare at rumme vor Uafhængighed. Hvordan skulde vi bevare denne vor eneste Eiendom i et Samfund, hvor den eneste, men ubillige Pris, der forlangtes for Brødet, var Friheden? Vi vilde indlede den nye Æra med en liden Revolte!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.