Brev om sørlandsk Vind og Veir

23Han blaaser op eller han regner, eller han tar stort i med begge Hænder og gjør begge Dele. Stundom springer der paaskjønsk et stort Solsmil ud over Havet, og Bølgetopperne pranger i et rent overdaadigt Glitter. Men det var ikke Meningen. Han trækker over igjen. Det var bare en foreløbig Lysprøve paa Sommeren.

– Han er særdeles vemodig i sin Ustandhaftighed, siger en Fisker, som bøder sin Ruse paa Berget … Han finder ikje Ro i Barometerstanden.

Manden tar det store Ord behændig i sin Mund og udtaler sig med sindig Skepsis, som om der ikke var andet end Sprang og Kunster at vente sig fra den Kant.

– Findes der nogen Ræker i Bugten? spør jeg … De skulde være til Agn.

24– Ræger! Ikje før Terna er kommen. Ræga, hun gaar paa djupt Vand til nogen har Brug for hende.

Jeg forsøger mig alligevel med Hoven indover Tangbunden, men naturligvis har den vise Mand Ret. Ræga eragter ikke mig for nogen, som har Brug for hende.

Det er fuldt af Syner og Omskiftelser for den, som følger Leden i alle dens Krinkler og Krumninger. Det er en Leg og et Tidsfordriv mellem Hav og Fjeld – de to, som begge, hver for sig, er saa urmægtige af Ælde og Alvor. Her ser det ud som om det er slut … tabt Spil for Havarmen … mat i tre Træk! Et Par Aaretag til, og Berghammeren stænger kort og godt for al videre Fremkommelighed. Men nei – for Kunstighed! Det var bare en Odde; gjennem et trangt dybt Sund runder Baaden den og glider ind paa et lidet Indhav, ringet af tunge Aaser med Smaaskog i Sprungerne. Herinde begynder han at regne igjen, stridt og grundig, som om han var bestemt paa at styrte hele Beholdningen til senere Afhentning. Jeg søger Havn i en Vik og sætter mig biende under et udoverhængende Fjeld. Min Undersøgelsesreise 25burde vistnok ikke lade sig knække af ham, men der er intet Øsekar i Sjægten, og jeg vil nødig se den fyldt til Randen af ferskt Vand, mens jeg selv har Kommandoen. Desuden er Tiden min egen, og Stedet egner sig til Leirplads. Foruden mig findes her intet uden Skeletterne af to Hummerteiner. Men det er rigelig med Drikkevand. Hverken paa denne Side eller over paa det andet Land kan der observeres Antydning til menneskelig Beboelse. Det er et ensomt Sted. Mellem Stenene ned mod Fjæren nikker en Dusk med lyserød Strandløk. Alene at de kan gro her og blomstre er en ikke ringe Naturens Mærkværdighed og henpeger paa, at Ernæringsspørgsmaalet er let at løse for dem, som forstaar at indskrænke sig. Der har vi for Eksempel Eneren. Den vilde ikke kunne gjøre Regnskab for, hvad den egentlig lever af ude paa Holmerne. Af lidt Grus opblødt i Sjøskvæt og forøvrig af Modgang. Men saa har den heller ingen høiere Opgave i Livet end at klore sig fast og faa Dagene til at gaa. At den under lykkeligere Vilkaar kunde vokset sig slank og tæt og herlig som 26en Cypres af Udvortes – det er en anden Sag. Men dette er Frøet som faldt paa Stengrund og alligevel ikke gav tabt, Armodens Flora, den særdeles vemodige Standhaftighed!

Sad der nu her i Livd for Regnbløden et første Menneske, et Menneske i Tidernes Morgen, uden Pibe og Kings sorte Tobak i Lommen og uden Losemente i Udhavnen og dækket Bord til hvert Maal, saa vilde Ernæringsspørsmaalet snart reise sig truende af hans Indvolde. Han vilde speide efter noget at svælge. Han vilde hugge Tænderne i Blaaskjæl og Snilehuser og gnaske Korstrold og Krabber. Og hans Hjerne vilde blive overspændt og fantasifuld af Fosfor, han vilde driste sig ud paa store Foretagender. I Krigen med alt levende i Hei, i Luft, i Vand vilde han blive stærk og klok for at stagge Sulten, og paa en eneste kort Sommer vilde han finde op de første Redskaber til Mord og Fangst. Næste Sommer vilde Guden i ham lære ham at stjæle Ild fra Solen … Paa de blanke Dage vilde han ligge og dovne som en Kobbe paa de solede Svaberg, mens hans første Kvinde i Tvang af Kjærlighed 27og Beundring risted Ærfuglæg til ham i Asken. Og hvor han vilde briske sig og huje mod Brændingen af høit Mod – – ja dette var Livet! Og om Kvelden, naar den høie Nymaane glodde ned paa sin urolige Tvilling i det slumrende Sund, vilde han digte de første Ord, som ikke betydde Sult og Mættelse eller minded om Maageskrig og Ul af Dyr, Ord som smøg fortrolig ud i Stilheden, som om det var alle de mærkelige omgivende Ting, der suste sine egne Navne ind i hans Øre. Men naar Høsten kom tilbage med Stormene og al Væden fra oven, da vilde han have spændt et Skind for denne Hule og han vilde ligge og rage i Gløderne og kjende sin Forladthed og lytte sig til Religion – til Gru og Bæven for den vrede Storhed, som dured derude … for Veirguden, Uveirsguden … Han, som ikje finder Ro.

Ja Veiret og Vindene. Himlen har stadig et tvilagtigt Udseende. Jeg skotter ned i Sjægten. Der er meget Vand i hende; kanske hun ogsaa lækker for alt det jeg ved. Isaafald vil Vandet smage brakt, tænker jeg opfindsomt. Det skal ogsaa undersøges.

Om han ikke snart skal bedage sig? Men 28der kommer en roende om Odden. Han maa slæbe paa en tung Farkost, for han ror som om Vandet var seigt eller som om han bugserte en Holme. Nu tar han Peiling af det andet Land, men i Tidens Løb vil han komme paa Høide af min Havn, og da har jeg bestemt mig til at praie ham. Det varer. Jeg følger med Spænding Siget i hans Bevægelse, og endelig: Hallo! Ohoi! Det er en gammel Mand, ja han er ganske stengraa af Alderdom.

– Hvad heder denne Øja? roper jeg.

– Hæ? svarer han.

Det var ogsaa et naudent Spørsmaal, men siden jeg engang har opholdt Manden og henvendt hans Interesse paa Sagen, maa jeg ikke gi mig. – Hvad heder denne Øia? skriker jeg. Han skaater, og jeg opløfter min Røst og gjentar mig selv for tredje Gang. Han dvæler en Stund med Albuerne paa Aarene, saa dreier han langsomt Baaden og ror resolut helt ind i Bunden af Viken. Derpaa lægger han op Aarene og stiger i Land, og saa kommer han.

– Guettermiddag, siger han.

– Guettermiddag, svarte jeg for at blive i Landsmaalet.

29Jo, det maa være en ekstragammel Mand, det ser jeg ved Eftersyn, enda det begynder at bli skumt her under Fjeldet. Hans Øine har set sig ligeglad paa Ensformigheden, de har et tyndslidt Blik og ligger som uransagelig Tomhed igjen i et Ansigt, der heller ikke har noget videre Mening med sine Træk. Foroven under Lueranden vifter lidt vindtørt Haar, som vel suger Næring af Mulden i hans Rynker; og hans Klær har Lett som rusten Myr. Alt det, han har paa sig, maa være samtidig med hans egen graa Forgangenhed.

– Skal De ud og fiske? spør jeg henkastet til Indledning.

– Fisk? siger han og synes at dra Kjendsel paa Ordet … Fisk?

– Ja, siden De er ude i Baad – –

– Baad? Aa haa – Baad … ja jasan.

Han er begravet under altfor mange Aar. Han har akkurat en Bergvægs Evne til at slænge tilbage Ekkoet af det sist udtalte Ord, men det opruller ingensomhelst Forestillinger hos ham. Han er ikke ligefrem skabt til Tant og Underholdning, og hvis vi ikke tilfældigvis var truffet sammen paa dette ensomme Sted, 30vilde vi neppe opsøgt hverandre for det gjensidige Udbyttes Skyld. Kanske han ogsaa snart skal videre. Regn vører han ikke, for han har sat sig slig, at det risler fra Fjeldet lige ned i Ryggen paa ham.

Der gaar en liden halv Times Tid, og han begynder at letne. Men den Gamle blir trofast siddende … Jeg ser, at det blir nødvendig at lænse Sjægten, om jeg skal begive mig flydende hjem. Nu kunde jeg vistnok udenvidere laane Øsekarret i den Gamles Baad, men jeg vil vise ham, at han ikke er uundværlig, og ikke beskjæftige mig ydermere med ham. Jeg reiser mig og skridter forbi ham som forbi en intetsigende Overlevering og begynder at øse Vandet ud af Baaden med min Hat.

Hvis jeg havde tænkt, at han skulde springe op og sige noget som: Nei, kjære, værsaagod, tag bare ibrug Øsekarret mit, saa tog jeg feil. Han betragter min langvarige Virksomhed med Hatten uden synlig Interesse.

– Guettermiddag, roper jeg endelig op til ham og skaater udover. Men han faar pludselig travelt og klorer sig efter. Jeg faar 31sat de dyvaade Seil, for han frisker op, men der spiler ogsaa Gamlingen ud et System af jordslaatte Filler, og vi staar nogenlunde i Følgeskab Fjorden udover.

Under det andet Land løier han atter af, og vi blir liggende klods nær hverandre i Vindstillen. Saa harker den Gamle og meddeler sig:

– Hun er overdaadig seint ude iaar, siger han.

Jeg begrov mig dybt i Antagelser om, hvem han kunde mene. Han sagde tydelig hun, saa det kunde ikke være den store Han i sin upersonlige Almindelighed, eiheller Sommeren eller Postbaaden.

– Ja, svarer jeg, men nu maa der vel kunne forhaabes Underretning fra hende.

Det er vel en Skude, han har nogen af sin sildige Efterslægt med, tænkte jeg. Og forhaabes, tænkte jeg videre … forhaabes maa være i Stilen.

Mere blev der ikke talt ved den Leilighed. Jeg rodde udover, og den gamle blev liggende tilbage og duppe i Stillen. Det var vel ikke mere han skulde ha sagt. Tilslut flød han for mine Øine sammen med sin Baad og sit 32Seil til noget tættere graat i det graa, en Flek, en Fortoning – det kunde være en ørliden Holme, urgammel, urgraa, arm og øde som de utallige andre.

Saa begav det sig omsider, at han slog om til Vestenvind og klarned mod Kvelden.

Jeg havde rodd mig vidt omkring paa Undersøgelser og var naadd ud mod det aabne Hav. Jeg satte Seil igjen, og det bar hjemover. Herude gnelrer Maagerne, og der stryger et Par Kjeld paa Propelvingerne lavt over Vandskorpen … Men i Indløbet lige under den korsmærkede Varde paa en høirygget Holme træffer jeg den Gamle igjen. Paa et lidet lavt Skjær, som laa gult og varmt mod Kveldsolen, sad en flok Tilreisende med mørke Kalotter og hvide Bryst. De sad ganske urørlig og pegte med Næbbene og blikked mod den gamle Mand, som beskued dem i stille Forelskelse.

Nu forstod jeg.

– Der er hun jo kommen, ropte jeg til ham.

Dennegang hørte han.

– Ja, svarte han. – Alligevel at hun er seint ude!

33Men Ternerne blev skræmt af vore mange Ord og spilte op Vingerne og slog myge blændende Buer gjennem Luften … Han havde en stor Gnist i sit Hjerte. Han var altsaa en Sværmer den ældgamle Mand – –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.